den sidste.
han saá saa hjælpeløst fortvivlet ud, at Emil blev ganske bange.
»Men saa síg dog, hvad det er? Er der skét nogen Ulykke? Har du gjort Gæld, eller hvad er det?«
»Nej — men Emil, det er det med Mo’r.«
I samme Nu anede den ældre Broder det hele.
»Hvad har Mo’r sagt? Har hun faaet noget at vide?«
Carl begyndte at fortælle; Emil forstod det saa godt. Det var jo hans Historie om igen, blot at Moderen vel nu var endnu mere fortvivlet end den Gang. Og han havde tit og ofte gyst ved Tanken om, at en Dag, før eller senere, maatte denne sidste Fortvivlelse ramme hende. For han havde Dag for Dag sét Carl glide mere og mere over til ham og hans Anskuelser, bort fra Moderen. Men han havde sangvinsk haabet paa hendes Blindhed og paa, at Carl endnu skulde være for ung til alvorligt at have klaret sig sig selv. Nu saá han med dyb Sorg, at Ulykken var truende nær.
— 154 —
