Side:Unge Mennesker.djvu/161

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

den sidste.


»Jeg holder det ikke ud« — sagde Carl, da han var færdig med at fortælle; — »jeg holder det ikke ud Dag efter Dag at rode mig dybere ind i Løgnen. Jeg lyver altid for Mo’r, jeg tør aldrig sige min Mening, og spørger hun mig, maa jeg læmpe og mildne, saa baade hun og jeg lider derved, for hun, naturligvis ogsaa, mærker, at jeg aldrig er ærlig. Altid naar jeg er inde i Stuen hos hende, sér hun saa forskende paa mig; hun stoler ikke mere paa mig, og det er saa forfærdeligt det Komedjespil, at jeg sammen med hende altid er en ganske anden end sammen med dig og mine Venner. Forleden Dag sagde hun til mig: »Jeg synes, at dit gode Humor hélt er borte i den sidste Tid«, og jeg kan heller ikke være glad, naar jeg er sammen med hende; jeg har altid en Bevidsthed, som om jeg var en Forbryder imod hende. Og det bli’r jeg jo ogsaa, naar jeg evig og altid skal gaa og lyve for hende. Som nu i Dag, da hun spurgte mig, om jeg troede — hvad skulde jeg have sagt?« 

»Jeg synes, du svarede, som du burde.

— 155 —