den sidste.
Der kom et lidt bittert Smil om Carls Mund, og han svarede ikke.
Saa vedblev Emil:
»Jeg forstaar, du synes, det er haardt. Jeg forstaar, at du kan tænke: han kan sagtens, han, som har gjort sig selv fri for alle Hensyn. Og dog, tror du, man er saa lykkelig, naar man har sat sig ud over disse Hensyn? Tror du ikke, jeg ofte føler Mo’rs Sorg som en tung Byrde? Men alligevel forstaar jeg det, og jeg véd, det er drøjt ikke at faa Lov at være sig selv. Men tænk paa Mo’r, paa hende først og fremmest. Tænk paa, hvor hun har klynget sig til dig som sit eneste Haab! Og om nu ogsaa det bristede! — Og saa er der det: du er saa ung endnu, endnu har Livet ikke saa bestemt stillet den Fordring til dig, at du skal tage Parti; du har Lov en Tid endnu at være ventende. Og det, det her gælder om, er fremfor alt at fare med Læmpe, at skyde Afgørelsen lidt ud. En pludselig og skaanselsløs Forklaring kan dræbe Mo’r, en langsom Forbereden vil sikkert tage meget af Braadden. Du selv vil ogsaa staa dig ved ikke at være
— 159 —
