Side:Unge Mennesker.djvu/167

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

den sidste.


»Emil og jeg kom til at tale om noget; men jeg skulde ogsaa til at gaa lige nu.«  Og han rejste sig.

»Ja, gaa kun. Jeg har noget at tale om med Emil.« 

Da han var gaaet, gik Fruen hen mod Emil, der havde stillet sig med Ryggen mod Skrivebordet.

Hurtigt sagde hun:

»Hvad talte I om, Emil? I saá begge saa ophidsede ud.« 

»Aa, Mo’r, om rent ligegyldige Ting — et Par nye Bøger blandt andet.« 

»Det er ikke sandt. I talte om Religionen!« Hun havde sit Ansigt hélt henne ved hans.

Emil svarede ikke; han stod og saá ned mod Gulvet.

»Ja, jeg anede det jo. Men nu skal jeg sige dig noget, Emil. Jeg har hidtil altid betragtet det som en stiltiende Aftale mellem os, at du dog i det mindste afholdt dig fra at indvirke paa Carl. Det har dog ikke været uden Betænkelighed, at jeg har ladet Jer bo Dør om Dør i samme Hus. Men, som sagt, jeg stolede

— 161 —