den sidste.
paa dig. Men at du nu ogsaa søger at drage din Bro’r, som ikke er stort nier end et Barn, over til dine falske Lærdomme, som jeg baade afskyer og beklager, — det taaler jeg ikke, Emil. Du selv har valgt at gøre din Mo’r den tungeste Sorg, du kunde gøre hende. Jeg har tiet dertil. Alen hvis nu Meningen skal være, at du vil aabne en Kamp mod mig, din Mo’r, om ham, som er den eneste, jeg har tilbage, den eneste — saa skal du vide, at jeg taaler det ikke. —
— Saa svar dog, Emil, svar! Eller betyder din Tavshed, at jeg har Ret?«
»Jeg har jo talt, men du tror mig ikke.«
»Nej, jeg tror dig ikke, for jeg er ikke blind.
Men at du vilde dynge ogsaa det til alt det andet, jeg havde ikke kunnet tro det. Men nu sér jeg det jo! Alt har du mént at kunne byde din Mo’r, intet har du skaanet mig for; du regner mig for intet, for en overflødig Ting, som man sparker saa længe, til man faar den bort. Har du villet ramme mig, saa har du ramt mig godt — aa, den Triumf skal du
— 162 —
