Side:Unge Mennesker.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

ansigt til ansigt.


som om Kniplerne begyndte at svinge frem bag Træerne, som om Grenen deroppe begyndte at vippe. Han lukkede Øjnene og laa et Sekund ventende det forfærdelige.

Da han atter slog Øjnene op, hang Grenen latterlig rolig og solid paa sin Plads.

Det gav et Stik igennem hans Bryst: »Hvad du dog er for en jammerlig fejg Karl.« 

»Hvem er du i Grunden, store Forfatter, der er taget ud — for at samle Indtryk til Naturbeskrivelser? Hvem er du, hvorfor lever du her paa denne Jord, som du spadserer hen over med lakerede Støvler?« 

»Og hvad har du en Gang været?« 

Hvert Spørgsmaal var ham et nyt Stik i Brystet, der bange pressede sig sammen, saa Aandedrættet syntes at ville standse, mens Hjærtet slog tungt og hurtigt. Og de opskræmte Tanker arbejdede for at fansre Traadene i hans Liv.

— — — Han saá en spinkel lille Dreng

— 11 —