ansigt til ansigt.
lige saa godt tage mig, som ingen bryder sig om? Du skal, Gud. Hører du, du skal!«
Han saá den samme Dreng lidt ældre, doven i Skolen, læsende Romaner, gode og daarlige, i al sin Fritid; han saá ham sidde og gruble over, hvordan han dog skulde bære sig ad med at græde, hvis hans Fader døde. Og han bad, at hans Fader maatte leve saa længe, til han blev voksen nok til, at han lærte at græde. For det gik jo ikke an, at en Søn stod med torre Øjne ved sin Faders Grav.
De havde staaet saa skarpt og tydehet, Billederne fra hans Barndom, og dog saa vemodigt fjærnt. Men Barneskikkelsen havde han givet sit eget Ansigt, som det nu var, og der var noget uhyggeligt ved dette Barn med de store sanselige Øjne.
Der gled en Taage hen over Minderne, en Taage, hvorfra der steg bange Suk, som Skibsbjælkernes Klage, naar Bølgerne bryder sig mod dem.
— 13 —
