ansigt til ansigt.
Han saá atter Billede paa Billede dukke frem. Han fandt i dem alle et Ansigt, der var hans, og dog skreg det i ham, mere og mere angstfuldt fortvivlende: »Hvor finder jeg mig selv?«
»Mig selv, almægtige Gud, — mig selv?«
Tunge Minder fra Feriebesøgene derhjemme kom op; Faderen og han, der sad uforstaaende overfor hinanden, mens Faderen talte haarde Ord til ham, der forblev stum med Bitterhed og Haan i Sindet; Søskende, der, bebrejdende uden Ord, med taarefyldte Øjne hørte ham docere Meninger, som han ikke selv troede paa.
Ikke troede paa. Netop det var det, at han ikke troede, troede paa ingen og intet.
Nej, men han troede jo dog, havde jo dog sine Anskuelser, sin Livsbetragtning!
Han fik Kvalme ved det Ord »Livsbetragtning«; han rødmede ved at tænke det Ord til Ende.
Han, der intet vidste, intet havde tænkt til Bunds, intet havde levet, intet havde prøvet; — han, der ikke kunde sige et
— 14 —
