Side:Unge Mennesker.djvu/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

ansigt til ansigt.


stærke Sol, der brød Flosklernes tynde Skal og flossede dem i Trevler, og hvor Billederne saá grelt-sminkede ud i det ædruelige Dagskær!

Han laa kuet og sammenkrøben under sit Livs haanende Anklager. Han forekom sig selv foragtelig og latterlig i sine ny elegante Sommerklæder, i sine lyse, pletfri Handsker og med sin sivtynde, guldknappede Stok, hvoraf intet var betalt, og han saá sig i Tankerne stillet sammen med sine Søskende i deres tarvelige Dragter. Og dem havde han altid beklaget, fordi de ikke kendte til at nyde Livet.

Han kom saa til at tænke paa, hvordan han da havde nydt Livet, og han lod alle de Kvindeskikkelser, der dannede Rammen om hans »Liv«, passere Revue.

Alle fortalte de ham, hvor smuk han var; alle elskede de hans Øjnes gaadefulde Spejl, hans Munds Amorsbue. Og han, han havde varme, hidsende Ord, bløde, smeltende Stemninger til dem alle, forstod saa godt at spinde dem ind i sig, at de aldrig uden Smerte slap ham. Men midt i al denne Rus stod han beregnende i sine

— 16 —