ansigt til ansigt.
Parasoller, der kom henne mellem Træerne, fra den smalle Skovsti, skammede han sig over sin barnagtige Spøgelsefrygt ved højlys Dag. Forvirret og ør i Hovedet rettede han sig op, fik akkurat Tid til at indtage en nonchalant Stilling støttet op mod Træet og til at gribe den udslukte Cigaret, der laa ved Siden af ham i Græsset.
De unge Damer havde faaet Øje paa ham, og han følte, at de hviskede om ham. Idet de passerede forbi, med lidt febrilske Skridt, som Soldater, der marcherer under Fjendens Ild, faldt Eftermiddagssolen saa fristende varm paa deres hvide Nakker, og han hørte den ene sige: »Hvor han var smuk!«
Han sprang op og rystede Uhyggen af sig. Han saá sig omkring i Skoven. Saa det var dér mellem de solplettede Bøgetræer, at han havde sét Røvere; saa det var den gemytlige gamle Knastgren dér, der havde villet slaa ham ihjæl! Og han svippede til den med sin Stok, saa smuldrende Mos regnede ned over ham.
Saa tændte han sin Cigaret og skyndte sig efter de to Damer ad Vejen ned til
— 18 —
