fra et dødsleje.
vilde jo, Gud hjælpe mig, øjeblikkelig spolere det ved at give sig til at gruble over, hvad der saa vilde følge. Jeg for min Part kunde nu slet ikke udholde den Tanke, at jeg skulde begynde et nyt Liv, naar jeg vel var færdig med dette. Hu-ha — dette evige Liv gør mig blot ved Tanken saa træt, saa søvnig.«
»Men det kan ogsaa tænkes,« sagde saa Smidt, »at der er andet med i Spillet. Som nu med Urtekræmmeren. Dér kommer jo det meget væsenlige til, at han var hendes Fa’r. Og selvfølgelig er det ikke en Fa’r behageligt, at hans Barn vandrer lige lukt ind Fordømmelsen, og det gjorde hun jo efter hans Tro.«
»Gud ske Lov du, at jeg dog har haft en Fa’r, der var fornuftig nok til at være indifferent. Hvordan var egenlig din?«
»Han var saadan, at han ikke kunde taale at sé mig, da han døde.«
»Hvorfor har du aldrig fortalt mig om det? Saadan noget interesserer mig voldsomt. Naar jeg hører derom, er jeg til Mode, som jeg hørte et Æventyr. Jeg
— 27 —
