fra et dødsleje.
gæret i os og samlet sig op, kom til Udbrud, og saa stod vi dér overfor hinanden som to uforsonlige, hadefulde Fjender. Og dog stemmede vi i saa meget overens, havde saa mange fælles Interesser, at vi, om ikke den forbistrede Religion med sin Fanatisme havde været, kunde have været saa uendelig meget for hinanden. Han endte med at sige mig, at han fra denne Dag ikke kunde betragte mig som sin Søn, og at han ikke vilde have sit Hus besmittet med Vantroens Gift.
Han gik, men der var saa dyb en Smerte i hans Sorg, saa meget knust Livsmod, at jeg vaklede. Ti det er det store og det vanskelige Spørgsmaal: Hvor langt har man Lov til at gaa? Der hører ialfald stærk Overbevisning til for at have Ret til at volde Mennesker, der holder af os, Sorg.«
»Nej du,« — afbrød Holst ham — »dér holder jeg absolut paa Individets Ret. De gamle har desuden levet deres Tid — nu er Turen til os.«
»Ja, ja, det vilde vel desuden blive umuligt at finde Grænsen. Men jeg kunde
— 30 —
