fra et dødsleje.
længe siden ophørte. Men af bekendte fra Egnen vidste jeg, at Faders Helbred kun var daarligt, og at Huset var stadig i Sorg. De omgikkes næsten ingen, kun Præsten og et Par ivrig troende. De havde søgt Trøst, maaske ogsaa Forladelse for mine Synder, i en mørk Pietisme, en lyssky Religion, der trak sig tilbage indenfor sine egne fire Vægge og hadede Livet udenfor. Kom mit Navn en sjælden Gang paa Tale, nævntes jeg som en død. De vilde intet vide om min Færden. Kun én Gang havde Fader — det var mens min Søster endnu skrev til mig, og hun fortalte mig det — spurgt til mig. Han havde sagt: »Er Oscar stadig den samme?« Og da min Søster tav, sagde han: »Godt. Du skal intet fortælle. Jeg forstaar —«
Hvert Aar til Faders Fødselsdag havde jeg skrevet; jeg fik siden at vide, at Brevene blev brændt ulæste.
Saa kom en Dag Præsten hjemmefra op til mig.
Han fortalte, at Fader laa for Døden, og han bad mig rejse derned. Hjemme vidste de intet om Præstens Skridt, men
— 34 —
