fra et dødsleje.
den skikkelige Mand mente, han ikke kunde forsvare at lade Fader og Søn skilles uden et forsonende Ord.
»Jeg ønsker ikke at kjende Deres nuværende Anskuelser,« sagde han til mig; »men er det Dem muligt, saa bøj Dem en Smule. De kan tro mig: overfor en døende har man Lov til at slaa lidt af paa sin Stolthed. Blot et første forsonende Ord fra Dem, og jeg er vis paa, at Deres Fader, som aldrig — husk vel paa det — er ophørt at elske Dem, vil være glad over at have faaet sin Søn tilbage.«
Samme Dag fulgtes Præsten og jeg derned.
Vi talte kun lidt paa Rejsen; men saa meget fik jeg dog ud af ham, at han i den senere Tid ofte havde talt til Fader om, at det ikke at ville sé mig sikkert var at gaa for vidt. Men Hovedsummen af Faders Ytringer herom havde været: »Hvorfor skulde jeg sé ham? Blot Synet af ham, der en Gang var mit kæreste Haab og som siden blev mit Livs Smerte, vilde vække al Fortvivlelsen til Live igen.
— 35 —
