fra et dødsleje.
For mig er min Søn død. Det dulmer dog at kunne tro det.
I den lille By blev jeg betragtet som et Dyr i et Menageri. Man saa sky til mig og holdt sig lidt bange tilbage. Det var formodenlig ikke saa meget mine Anskuelser, man var bange for, som det, at jeg var en banlyst. Det var med meget Forbehold, at Byens Honoratiores, som jeg kendte fra gamle Dage, besvarede min Hilsen.
Jeg tog ind paa Hotellet, og lidt efter gik jeg hjem. Efter Aftale med Præsten kom jeg umeldt, da det jo ellers var muligt, at man ikke vilde modtage mig. Du kan tro, det var med underlige Følelser, jeg efter saa mange Aars Forløb gensaa mit Hjem. Man bliver blødt stemt, naar ens lykkeligste Dage pludselig manes saa levende frem gennem de Ting, der omgiver en. Men jeg tilstaar det — da jeg var paa Trappen og kom til at tænke paa, hvordan jeg egenlig nu vendte tilbage — ikke søgt og ventet som kær Gæst, ikke som Sønnen, der er vant til at betragte Faderens Hus som et Sted, hvor han med
— 36 —
