fra et dødsleje.
paa Skrivebordet et gammelt Daguerrotypi af min Søster og mig som smaa.
Da jeg havde ventet et Øjeblik, kom min Søster ind. Hun var bleven gammel i de Aar.
Hun saá nysgærrigt hen mod den fremmede, men i samme Nu gav hun et svagt Skrig. — »Oscar!«
Jeg sagde: »Jeg er kommen, Emilie, for at sé til Fa’r. Har du intet Ord at sige mig til Velkomst?«
»Vi havde ikke ventet dig.« Hun saá til Siden; men der var Taarer i hendes Øjne.
»Er det nødvendigt, vi mødes saaledes? spurgte jeg, og gik hen og tog hende om Livet — som saa ofte i gamle Dage.
Et Øjeblik kæmpede hun. Saa bøjede hun sig ind mod mig og skjulte sit Hoved ved min Skulder. Hun græd, saa hun ikke kunde sige et Ord. Der var saa meget haardt, der skulde smelte først.
Siden da vi sad sammen og talte om Fader, sagde hun, at han i de sidste Dage ikke havde nævnt mit Navn; men hun
— 38 —
