fra et dødsleje.
Fader, siger dig: Herren din Gud, hvem du har spottet, han tilgiver dig ikke. Jeg havde en Søn, som Gud gav mig at vogte. Og nu skal jeg staa for hans Aasyn, og naar han kræver mig til Regnskab, saa skal jeg sige: Min Søn har jeg ikke mere. Du gav mig ham, at jeg skulde gøre ham til din, og han gik ikke dine Veje. Min Søn er fortabt.
Forbandet være den Dag, du fødtes! Forbandet være denne Dag, da du vendte hjem, en Spotter som da du gik.
Gaa Oscar! Gaa, siger jeg! Mit Hjærte taaler ikke at sé dig!«
Sindsbevægelsen havde udmattet ham; han sank tilintetgjort sammen.
»Du maa gaa, Oscar,« sagde min Søster, der var kommet til ved de højrøstede Ord. »Dette dræber Fa’r!«
Lidt senere besøgte hun mig paa Hotellet; Fader var falden i Vildelse; hun ventede ikke, der var langt igen til Døden. — Han døde om Natten, uden Bevidsthed.
Allerede næste Dag rejste jeg. Jeg kunde ikke udholde at være med til Begravelsen.
— 41 —
