kærlighed.
Han saá hurtigt paa hende. Hun laa ubevægelig.
»Ja — a, sér du — det er, som man ta’er det. Vi f. Eks. synes jeg nu egenlig ikke egner os dertil. Der skal stærke Følelser til — jeg mener, saadan mere voldsomme. Og vi er saa rart afdæmpede …«
»Ja, saa rart afdæmpede — under Tiden kunde jeg fristes til at mene for afdæmpede, Men det kender du vel ikke noget til, Johan — de Følelser? For ikke sandt, det er barnagtigt af mig at mene saadan noget?
»Aa — nej, barnagtigt just ikke. Men det andet er saa anstrængende, og saa oven i Købet om Sommeren. Nej du, en stille Gøren-Kur er langt behageligere —«
»Jeg tror, du tillader dig at gøre Nar af mig?«
»Nej, sødeste lille Julie; men du sa’e det jo!«
»Ja, ja vist ja! Og jeg mener det naturligvis ogsaa, og det gør du ogsaa, ikke?«
»Jo — naturligvis.«
— 48 —
