kærlighed.
Og atter blev der tavst. Julie betragtede sine Sko; Johan laa udstrakt i Stolen med Hovedet helt bag over for at følge Røghvirvlerne.
Pludselig spurgte hun:
»Johan, har du nogen Sinde truffet to rigtig forelskede, jeg mener to, der var saadan, hvad man i Romaner forstaar ved at være forelskede? To, der vilde dø for hinanden?«
»Jeg har en Gang kendt to, der var alt for hinanden; som kun levede, kun aandede nær ved hinanden.«
»Fortæl mig lidt derom.«
»Ja, hvis du er oplagt til at høre, skal jeg fortælle deres lille Historie, eller rettere hans, for hende kendte jeg kun gennem ham.«
»Du bliver saa alvorlig, Johan. Er det noget sørgeligt?«
»Nu kan du jo selv dømme. Faar jeg Lov at sidde ved Siden af dig?«
Hun rejste sig og gav Plads.
Da han havde sat sig hos hende og taget hendes Haand, begyndte han:
— 49 —
