Side:Unge Mennesker.djvu/57

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

kærlighed.


den endelige Afslutning paa en Periode af hans Liv, hvorfra han ganske vist vilde bringe mange glade Minder med, men som decideret nu maatte være forbi. Han havde nu faaet et Maal for sit Liv; han havde fundet Vejen til Lykken, som maaske mange af os troede var en Fabel, men som ikke desto mindre eksisterede for den, der forstod i rette Tid at gribe til. Vi sad og hørte forbavsede paa ham, men tænkte: det gaar vel over.

Men du, det gik ikke over. Vi skulde faa end mere Grund til at forbavses.

Siden Gildet havde han ganske trukket sig bort fra sin gamle Omgangskreds, og det var nu kun rent tilfældigt, naar jeg traf ham.

Saa en Dag overraskes Verden ved at erfare, at Knud, som den Gang var 23 Aar, var begyndt at studere Medicin. Han havde opgivet Handelen, havde forladt Faderens Kontor og var, efter at have modtaget den gamles Forbandelse, flyttet hjemmefra.

Det var nok gaaet til paa følgende Maade. Faderen skal være en yderst

— 51 —