kærlighed.
Taarer i Øjnene: »Jeg er bange for, at jeg har faaet mere af Lykken, end jeg har Ret til.« Og disse Ord, der blev sagt simpelt og ligefrem, rummer mer end de største Lovtaler kunde sige.
De arbejdede sig frem, Tomme for Tomme, til deres Maal. Hver Dag var et vundet Stykke; de talte Dagene til den store Dag, da Eksamen var taget, og de bleve ikke trætte af at lægge Planer.
Han var nu naaet saa vidt, at første Del af Eksamen stod for Døren; man vidste, at han vilde faa den glimrende.
Saa — det var ved Foraarstid — blev hun syg. Jeg mødte ham en Dag paa Gaden, og han fortalte mig det. Men han lo, fuld af Haab og Mod, og sagde: »Det betyder intet; vi har overanstrængt os — det er det hele. Lidt Feber og Mathed, saadan en rigtig Foraarssygdom.«
Han havde skuffet sig. Det blev en snigende Feber, som langsomt, men sikkert tog hendes Liv.
Det var svære Tider for ham, svært at læse til Eksamen; men han, som kendte, hvad det var at tvinge sig, tvang sig til at
— 54 —
