ægypteres gæstebud.
Aftenbladene laa ulæste paa Gulvet ved hans Stol.
Fra en Koncertkælder i Gaden steir muntre Dansetakter op, blandet med den summende Larm fra Vogne og Mennesker.
Han sad overfor denne Efterklang af Byens Liv som den dove ved Symfonien; han opfattede kun de tomme Latterligheder, det absurde.
Mon de morede sig de Folk? Var mon det, hvad de kaldte for Lykke, at sidde en Aften igennem over et Glas Øl og høre paa evig og altid de samme Melodier?
De kendte ikke, hvad det var at sidde torstig ved Livets Bord uden at turde drikke; de havde ikke Trangen til at tømme i fulde Drag; de kendte kun til at nippe.
Men netop det var det, han ikke vilde. Og det andet kunde han ikke. Aldrig nyde, aldrig drikke, saa der ikke blev Draabe tilbage. Hvorfor kunde han det ikke?
Han var sprungen op fra Stolen; han hørte sin Stemme dø hen i Rummet, saa saa stod han et Øjeblik forsigtig lyttende, som om han ventede paa Svar.
— 60 —
