ægypteres gæstebud.
Og hende havde han mistet. Stykke for Stykke var hun gledet ud af hans Arme, der havde været for trætte til at holde hende fast.
Nej, nej, — der var ingen Lykke for ham; kun i ensomme Timer kunde han fantasere sig en Anelse derom.
Ude i Livets Dagslys vaktes Reflektionen, der dræbte Glæden, der dræbte selv Øjeblikkets Nydelse.
Hvor ofte hørte han ikke Tale om at nyde! Men han troede ikke derpaa. Eller var han da anderledes end andre? Kunde man lære den Kunst at glemme alt andet end Nuet, kunde man tvinge sin Tanke bort fra det Ord »Imorgen«, blot en eneste Gang, blot nyde ét altforglemmende Moment, vanvittigt, sanseløst maaske, men dog nyde!
Han sad med lukkede Øjne og saá ind Nydelsernes Land.
Skønne Kvinder saá han. Unge, uskyldige Piger, kælne som Lam, skabte i hans Atraas Billede, netop med de Tillokkelser, han elskede, netop saa hengivende, som han vilde, og han nød deres Uskyldighed, som
— 64 —
