Side:Unge Mennesker.djvu/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

ægypteres gæstebud.


straks, naar da har faaet dette, hvis det ikke er for sént. Holm.« 

Fasting følte alt i sig lammes. Han gik om i Værelset, følesløs og slap. Mekanisk klædte han sig paa, flyttede et eller andet Møbel paa sin Plads, bladede i en eller anden Bog uden at læse. Han greb sig i at regne ud, hvad denne Nat havde kostet ham. Saa sank han ned i en Stol, og der paakom ham en dyb Medlidenhed med sig selv — med sin egen Svaghed, sin Fortvivlelse.

Pludselig fór han op. Nej, han maatte have Mshed — det var jo muligt — han var ikke langt fra at bede til Gud. »Blot hun lever, blot det, blot det, og jeg lover, det skal være min sidste Svaghed.« 

Det var et forrygende Snevejr. Blæsten red i sluttet Choc ned ad Gaden, gennem hvilken Fasting arbejdede sig frem.

Han mærkede ikke Kulden, kun Lindringen ved at presse sit glødende Hoved ind i Stormen.

Alt som han nærmede sig sit Maal, gik han langsommere.

Da han naaede Vendersgade, listede

— 74 —