»en famille«
gaas, at den noget tvivlsomme Atmosfære virkede en Smule demoraliserende ogsaa paa hende.
Nu havde Foersom i den sidste Tid af og til tænkt paa at fornye Bekendtskabet. »Maa kunde jo aldrig vide!« og han smilte, naar han tænkte derpaa.
Saa en Vinterformiddag mødtes de paa Købmagergade; en klar Frostdag med stærkt Solskin paa en nyfalden Sne.
Han lagde Mærke til, at der var kommet noget vist destingueret i hendes Maade at føre sig paa.
Hun hørte til den Kvindetype, som en berømt Skuespillerinde har givet Navn: slank, med noget af en Kats smidige Blødhed i Bevægelserne, med et blegt Ansigt, egenlig med regelmæssige Former, men uroligt og derfor tilsyneladende uregelmæssigt; med Indtrykket af noget vedbendagtig klyngende, skabt til at læne sig hengivende mod noget stærkere.
Mellem Kniplingssløret og Kaabens sorte Pelsværk skinnede hendes Ansigt som mat Marmor.
Da de mødtes, standsede hun ham.
— 81 —
