en Del Gjenstande og tvinge min gamle Fader, ved at true ham med Pøbelangreb, til at give ham Skjøde paa 100 Akres Land, som Betaling for et Gjældsbevis paa 160 Dollars, hvisket han sagde, jeg havde udstedt, men som var et Falskneri."
Angaaende de andre otte Vidner, da skulle vi blot bemærke, at de for længe siden have forladt Mormonismen. Smiths Medvidere eller, som de maaske ogsaa nok kunne kaldes, Medskyldige bleve saaledes mærkeligt nok de første som i Ord og Gjerning viste, at de hverken havde Tro til eller Overbevisning om de Ting, de selv havde bekræftet; de første til at forkaste deres eget Vidnesbyrd.
Ved Hjælp af disse Kjendsgjerninger, som ligge aabenbare for Enhver, der søger dem, vil Læseren forhaabentlig selv være istand til at bedømme, om Mormons Bog er af "guddommelig Oprindelse" eller ei. Vi stulle kun gjentage Orson Pratts Udtalelse: "Mormons Bog er af den Beskaffenhed, at hvis den er sand, saa kan ingen blive frelst, som forkaster den, og er den falsk, faa kan ingen blive frelst, fom annammer den!"
Hvorfra har da Mormons Bog sin virkelige Oprindelse? Joseph Smith var paa den Tid baade for ung og for uvidende til at være dens oprindelige Forfatter. Man nødes næsten til at tro, at han virkelig har været i Besiddelse af nogle Plader og andre Materialer, der ligge til Grund for dens Fremkomst, lige faa vel som til de mange Krøniker, han forstod at binde "Vidnerne" paa Ærmet. Det er sandsynligt, at den Afskrift, som Joseph Smith gav Martin Harris og som han bragte til Profesor Anton i New York 1830, maa have været copieret af Smith efter nogle Tavlegraveringer; men dette beviser ingenlunde, at Smith modtog disse lader paa den af ham fortalte Maade, og langt mindre, at han oversatte dem formedelst "Guds Gave og Kraft" eller et Var Stenbriller, som han kaldte "Urin og Thummim". Martin Harris fortæller, af den lærde Professor først erkjendte Smiths Afskrift for at være ægte, -- erklærede, at Skrifttegnene vare ægyptiske, chaldæiske og assyriske -- og gav et skriftlig Bevis derpaa
