Sidste Kamp/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 1-12

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


Ida Clermont gik langsomt hen til Nettet, der var spændt tværs over Banen. Hendes Modstander kom hende i Møde, bukkede nonchalant:

"Det har været mig en Fornøjelse at spille mod Dem." Han gav en Dreng Ordre til at samle Boldtene, vendte sig igen og sagde: "Jeg ser, De har Betingelser for med Tiden at blive en god Spiller. Nu er Deres Slag for løst. Hold Deres Arm strakt i Slaget. Spil haardt, fast og med Lidenskab."

Han kastede sin gule, uldne Kappe over Flonelsdragten og gik rask ind.

Ida Clermont saa efter ham: Han tog sig latterlig ud, som han dér indsvøbt og dukket løb mod Pavillonen. Men Partiet var tabt.

Haardhed, Fasthed og Passion! Dertil maatte man vel kunne drive det. —

De udstrakte Tennisbaner, der omgaves af et rødt Plankeværk, laa saa blændende hvide under den luende Junisol. Pavillonen med sit Styrtebadstaarn hævede sig isoleret paa den nøgne, firkantet afskaarne Flade.

Ida Clérmont irriteredes af dette øde Plan, der udstraalede det intense Lys — som et Spejl af den flammende Himmel. Hun følte sig varm og træt, saa modløs.

Da hun lidt senere efter Styrtebadet kom ud fra Pavillonens Dameværelse, stod hendes Modspiller derude, i Skygge under det smalle Halvtag, nikkede til hende og slog Følge. Hun fandt ingen Grund til at forhindre, at han nu fulgte hende helt ind gennem Byen. Med Uro gik hun ved hans Side, ordknap som han. Hun forstod, at hun udenfor Banens snævre Ramme for ham frembød liden Interesse.

Og hun pønsede med Ængstelse paa, hvorledes hun i Tide kunde blive hans Ledsagelse kvit.

De kom fra Alleen gennem Strøgkvarteret, derefter ud i en bred og ganske stille Gade.

Ida Clermont stansede og rakte sin Ledsager Haanden. "Addieu, Mr. Marshner. Længere skal De ikke følge mig." Og hun pegede paa en Port for at tilkendegive, at her var hendes Maal.

Marshner mærkede sig Huset, der var en stor herskabelig Ejendom. Den monumentale Port lukkedes ved et smukt Gitter af Smedejern. Og paany betragtede han sin Ledsagerske: Hendes Ansigt forekom ham nu dejligt, saa blegt under det hvide Slør; han mønstrede kyndigt hendes Toilette, der var af engelsk Snit. Efter al Sandsynlighed var hun Lady, hvad han aldrig gik ud fra i dette Land, hvor han som Fremmed med Vanskelighed skelnede Nuancer indenfor Selskabet. Han var samme Dag i Klubben blevet forestillet for denne Frøken..... Hendes Navn erindrede han nu ikke mere. Hun var ganske sikkert Lady. Han betragtede hende med Ligegyldighed.

I dette Øjeblik gik det op for ham, at han var Genstand for en ganske lignende Mønstring. Hun stod støttet til den aabnede Gitterlaage, og hendes Øjne mødte køligt og uden Nysgerrighed hans. Han følte et vist Ubehag.

Ida Clermont betragtede med Kulde og uden Nysgerrighed dette meget smukke, meget regelmæssige Fysiognomi. Hun fandt hans Person ulastelig og ikke uden Fornemhed. Hun erindrede med Behag hans voldsomme Spil: han var mandig; sikkert ikke kløgtig.

"Addieu!" Hun trak Gitterlaagen til; men medens hun rask gik ind gennem Porten, blev hun sikker paa, at han nu stod og saa efter hende; hun mente at føle paa sin Ryg hans Blik.

Hun tøvede, var et Øjeblik raadvild, men fattede sig hurtigt og drejede tilvenstre op ad den brede, hvide Trappeopgang, som med Smyrnaløbere og forgyldte Gelændere førte op i Ejendommen.

Paa tredje Sal standsede hun, og uden Tanker fæstede hun sit Blik paa den gule Messinglaas, der blinkede midt paa den høje, hvide Dør. Hun pustede ind i sit Slør og begyndte langsomt at gaa ned ad Trappen. Fra Porten løb hun rask ind i den rummelige Gaard. Derinde sprang en Fontæne; Vinden blæste smaa Vandkrystaller mod hendes Slør. Ida Clermont kom gennem en ny Port ud i en Gaard, omgivet af Stalde; hun løb videre, snoede sig gennem en kroget Korridor. Hun var vejkendt; hun benyttede ofte denne Smutvej. Hun kom ind i nye skumle og triste Gaardsrum. De sprukne Mure hældede udover de toppede Brosten. Disse Huse lignede gigantiske Skarnbeholdere. Der drev fed Os ud fra smaa, sorte Kælderglugger. Hun naaede en ny snæver, bælgmørk Smøge, hvor tykke Koner kom bærende med Spande og spærrede hende Vejen. I et langt, smalt Indelukke var Dør ved Dør, alle ganske ens. Og paa hver af de slidte Stentrapper sad smaa Børn, trykkede tæt op ad hinanden. De vendte deres tavse, kirtelsyge Ansigter efter Ida, indtil de saa hende sluges af en ny Korridor. Der kom en lille snavset og pjaltet Mand op af en Kælder. Han vendte Front mod hende og hviskede obskøne Ord.

Ida ækledes ved Mødet med disse skidne og saa modbydeligt gustenfede Mennesker. Hun holdt Vejret under Stanken fra de rygende Affaldskuler. Denne Passage skulde nu én Gang udholdes. Det var som at dykke ned — og vide, at man strax igen kom op i ren Luft. Saaledes angik Ynken og Elendigheden ikke hendes Hjerte, Stanken og Synet af disse uappetitelige Mennesker ikke hendes Sanser.

Disse Væsner, som levede deres uhumske og lyssky Liv i Kældere og Bagstuer og skraa Loftsrum, angik hende ikke i højere Grad end Rotterne, der holdt til i Kloakerne dernede allerdybest. Man maatte forstaa at begrænse sin Sfære.

Og nu var hun omsider igennem. Hun skraaede over en snæver og temmelig mørk Gaard, og for Nemheds Skyld gik hun ad Køkkentrappen, der førte op til den Tredjesal, hvor hun boede i et Pensionat. Dette Pensionat bestyredes af hendes Kusine, Cecilie Clermont.

Men da Ida kom ind i det lave, lidet propre Køkken, tænkte hun, at hun alligevel ikke var dukket op i ren Luft. Hun gjorde sig klart, at kun faa Timer i Døgnet — derude paa de aabne Sportspladser — undtes hende det rige Dagslys, frisk og stærk Atmosfære.

Ogsaa her var lange, bælgmørke Korridorer, indestængt og gammel Luft, hvor forkomne og tilsidesatte Mennesker levede, hver for sig i en lille, grim Stue — disse triste Pensionærer, der alle vare halvgamle, enlige og forarmede Frøkner af patricisk Slægt. Og igen tænkte hun, at det var nødvendigt altid at holde Kreds ude fra Kreds. Med stor Vanskelighed var det lykkedes hende at holde Venner og Veninder af det Selskab, hvor hun til daglig færdedes, udenfor denne lidet præsentable, næppe tredje Rangs Husholdning.

I Korridoren mødte hun Tjenestepigen, der kom famlende frem paa Slæbesko; hun mumlede bestandig stille for sig selv. Ida fornam hendes kognakstinkende Aande som en varm Strøm mod sit Ansigt, og hun tænkte med Væmmelse, at den Luft, hun nu aandede ind, nylig var stødt ud af denne svampede og urene Mund, — der nu med rivende Færdighed fortalte en hel Del, som Ida ikke gad høre. Det brede Ansigt bevarede sin maskeagtige Ro. Og Ida Clermont tænkte, at det daglige Samvær med dette hæslige, lavtstaaende Individ for hende var den største Ydmygelse af alle i det triste, uhjemlige Hus.

— — Denne Pige modtog Breve, hvorpaa hun kaldtes "Frøken." Om Nætterne kom Mænd og var hos hende. Tidt kunde disse Mænd høres gaa tungt op gennem Korridoren mod Dagligstuen, tage i Laasen, stryge Tændstikker.

Af en eller anden Grund blev dette taalt.

Men da Pigen nu fortalte, at der var et Besøg, blev hun opmærksom og ængstelig; sagte aabnede hun Dagligstuens Dør paa Klem.

Derinde sad i Sofaen nær ved Vinduet en Mand. Det var Broderen. Hun saa i Tusmørket Ansigtets blege Oval over Uniformkravens røde Stribe, — og hun forestillede sig dette Røde som et blodigt Hug tværs over hans Hals.

Overrasket og bevæget gik hun frem imod ham. Han rejste sig, greb begge hendes Hænder, smilede til hende, nikkede gentagne Gange. Ida satte sig i Lænestolen overfor ham, og betragtede ham længe. Og hun sagde, at hun var saa glad, over at han var kommen hjem. Hun havde været saa ensom, havde haft saa megen Modgang, saa mange Sorger. Hun spurgte ham ud. De havde først ventet ham en Dag senere.

Han rejste sig, og idet han gik frem og tilbage fortalte han, livfuldt og med mange Afbiydelser, om Turen hjem, dette Distanceridt helt nede fra Garnisonsbyen i det sydlige Frankrig — mange Hundrede Kilometer mod Nord, gennem Schweitz og Tyskland. Fem Gange tolv Timer paa Hesteryggen! Elsass Popler var jaget forbi ham som flyvende Faner. Veje og Floder og de utallige, saa ganske ens smaa Byer, ved de grønne Vinbjerges Fod, var svundne forbi ham; Egne, Grænser skyllede ind under Hestens Hove og var bag ham. Han havde naturligvis ikke kunnet angive sin Hjemkomst paa Dag. Nu var han imidlertid hjemme. Det var godt at være hjemme. Han længtes efter Tjenesten, efter de gamle Kammerater. Og Ida. — Han bøjede sig frem og betragtede Søsteren med Sympati og Ømhed.

"Har jeg skæmmet mig?" spurgte hun.

Han lystede paa Hovedet. Men han tænkte, at hun virkelig syntes forandret. Han fandt en stadig nervøs Uro i det smalle, lidt blege Ansigt. Næsefløjene skælvede nu og da. Og i de mørke, noget slørede Øjne kom og svandt smaa skarpe og opmærksomme Blink. Han vendte sig fra hende, følte sig forstemt, han saa sig paany omkring i den store og uhyggelige Dagligstue.

Ogsaa her var Uro, Uensartethed, saa meget, der stod grelt mod det nøgne og skallede, lyseblaa Tapet.

"Ja," sagde Ida. "Her er ikke hyggeligt. Og jeg forstaar, at du føler dig som en Fremmed her. Du har ikke en Gang skilt dig af med din Sabel og dine Hansker."

Han rejste sig, løste Sabelgehænget. Og Ida iagttog smilende, hvor nænsomt og forsigtigt han stillede det blinkende og smækre Vaaben hen i Krogen bag Bogskabet. Det var, som forvarede han det i et fint og sikkert Etui. Hun følte sig nedtrykt ved Tanken om, at han nu var vendt tilbage til dette Lands evige Graavejr og Blæst, til triste og vanskelige Forhold efter hine to Aars stærkt og rigt Liv i Sydfrankrigs Sol — blandt Mennesker af en varmere, ganske mørk — sagtens halvvild Race.

Og han fortalte hende med Begejstring om den fremmede Tjeneste, om St. Cyr og om Garnisonslivet, om Kammeraterne, deres Extravagancer og deres ubrødelige Sammenhold, om Casinoet og om Revuen ved Châlons, endelig om Rideskolen i Seaumur. I det Land følte man Militærets Betydning! Dér saa Nationen op til sin Hær som til sine Frelsere, sin Fremtid. Og Nationens Tillid gav Hæren Glans og Storhed; — trods de Løgne, Europas underkøbte Aviser udspredte om Generalstabens Corruption og om denne evige, trivielle Affære. — — —

Ida nikkede til ham. Han maatte fortælle mere endnu. Hun ønskede, at han skulde blive ved at tale. Hans Stemme var smuk, dyb og varm. Hvad han fortalte interesserede hende lidet. Hun lod sig blot vugge hen af denne Stemmes Stigen og Fald.

Og Leo fortalte endnu om Tumulterne i Anledning af Valgene, i de Dage, da Max Regis kom hid fra Algier i Spidsen for en Stab Urostiftere. Og han erindrede levende det store Militærchoc, hvori han havde taget Del: Forretningskvarteret var truet. Mængden knuste Ruderne i Jødernes Butikker.

Eskadronen fik Ordre til Indhug. Og der uddeltes Parol: Klingens Flade mod Franskmænd, Skarpen mod Jøder. De red frem imod Menneskemassen, der øjeblikkelig kom i Oprør og trængte sig tæt om dem med Raab og Spektakel. Fra et Lager bombarderedes de med Konservesæsker. Røde Faner dukkede op i Næsen paa deres Heste. Der faldt et Revolverskud. Og ud foer Klingerne, blinkende i Lygteskæret, hvirvlede ned i rappe Hug. Kammeraterne raabte og hujede, de morede sig overmaade; hvor de saa semitiske Træk, vendte de Klingen i Hugget. Og de drev Banden frem gennem Gadernes Snævring, en stor sort Klump, som rullede, voksede, med ét brast og udgød sig i en gurglende Strøm, der syntes at sive ned i talløse Kloakmunde.

I Gadens skidne Pøle laa mellem Brostensdyngerne de faldne: Mændene med udspilede Arme som korsfæstede — og en tyk Dame for sig selv midt paa Torvet. Hun laa paa Maven og lignede en strandet Balon.

Godt, nu var han hjemme igen, det var forbi med Kavalleri, med Remonte og Stamheste — og med Bedrifter.

Han tav betænksom, og Ida for sammen ved den pludselige Stilhed. Taffelurets Dikken fremhævede endnu mere denne Stilhed.

Leo Clermont saa sig paany om i Stuen. Og Stykke efter Stykke genfandt han de gamle Møbler fra det opløste Hjem: Taffeluret og hine gamle Stole af Egetræ med Slægtvaabnets Lilier og Roser og Duer udskaarne i de høje Rygge. Gyldenlæderet var nu erstattet af Voxdug. Dér skimtede han ogsaa det svære Bord af gult Marmor, indlagt med Perlemoder. I Krogen luede Guldblomsterne fra det gamle Rococo-Chatols bugnende Sider.

Han mødte Idas Blik. Saa lidt var igen af det rige Indbo ude fra deres fælles Hjem, den store, hvide Gaard, som Bestefaderen havde bygget for sin Slægt, — en Mil borte fra Hovedstadens Tummel. Nu syntes de gamle skrøbelige Sager ham at ligge hen som Vraggods, slængt ligegyldigt omkring i denne kolde og hæslige Stue, der var fælles Tilhold for mange uvedkommende Mennesker, — som selv, sagtens hver paa sin Vis, var havareret og strandet her. —

Dér hang ogsaa paa Væggen i blegede, ovale Rammer syv sorte og muldne Familieportræter. Han betragtede dem et efter et. Han kendte fra Drengeaarene hver enkelts Historie: Stamfaderen Leo Clermont, Marquis af Frankrig, der under Rædselsregeringen i en Maaned sad fængslet i Conciergeriet, indtil det ved hans Søsters Bistand lykkedes ham at slippe bort og i en Rejsevogn tillige med hende naa over Grænsen. De var siden rejst videre mod Nord, og i det fremmede Land, hvor de senere fandt Asyl, opnaaede Slægten en ny Blomstring! Købmanden, Victor Clermont, der var afbildet staaende paa en Skibsbro, følgende gennem sin Kikkert en Flaade af tungt lastede Skibe. Han lagde Grunden til den store Formue, der i de to næste Led gjorde Emigrantfamilien til en af Landets første patriciske Slægter. Han spekulerede à la baisse under Kornkrigen og holdt Kapere paa Nord- og Østersøen. Og han købte Jord, idet han tænkte, at en Slægt maatte have egen Jord for at kunne bestaa.

Hans Sønnesøn, Ida og Leo Clermonts Fader, hvis Billede i Majorsuniform hang nærmest ved Døren, var den sidste, der havde ejet denne Jord. Ved hans pludselige Død var Boet fallit, og der blev til hver af Børnene tilovers alene en Livrente faa Hundrede stor, Resten af Mødrenearven. Desuden disse faa Møbler, der alt for dyrt var tilbagekøbt paa Auktionen, og nu stod her, fremmede, kummerlige langs en nøgen Væg.

Leo Clermont rejste sig. Og hans Glæde over at være vendt hjem svandt. Han tænkte, at tunge Tider, lange Regndage, smaa usikre Forhold ventede ham her. Og han betragtede nedtrykt Søsteren, der med korslagte Arme stod ved Vinduet.

Ida stod med Panden stemt mod Ruden. Hun stirrede ned i den dybe, skumle Gaard. Ude i Porten var tændt en grøn Lygte. Der faldt et blegt grønt Skær over Portens Trægulv. En Politibetjent uden Chakot kom hurtigt fra en Kælderdør ud i Gaarden. Han holdt begge Hænder for Ansigtet, og Blodet randt ud mellem hans Knoer. Han bøjede sig over Posten, der som en lang Tarm hang ud fra den skidne Mur. Vandet plaskede ned over hans Mund.

Der var Skodder for tre af Stueetagens Vinduer. Nedefra trængte sig hæse Brøl, i Stød, med regelmæssige Pavser.

Og Ida Clermont saa i det brede Gaardvindu nærmest Skodderne det Kvindeansigt, som paa denne Tid sædvanligt viste sig dér, dette store tunge og brede Ansigt, der syntes hende saa unaturligt fedt, oppustet, som en Ballon. Nu løftede hun de blege Øjne fra sit Sytøj, og Ida vidste, at, saa længe hun blev staaende ved Vinduet, veg disse Øjne ikke fra hende.

Med et tændtes hvide Lys i Forhusets Anden Sal. Og det var, som Gaarden sænkede sig mange Alen ned i tæt og sumpagtigt Mørke.

Nu hørte hun Pensionærerne i de andre Celler smække med deres Døre. Pigen kom slæbende ude i den endeløse Korridor. Ida kendte, paa Lyden af hendes Skridt, at hun bar et Fad, og hun sagde til Broderen, at det nu var Middagstid.