Sidste Kamp/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 81-90

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


Løjtnant Clermont bøjede sig frem og kom langsomt af Sadlen. Han stod med de blanke Ridestøvler i Dynd til Anklen.

Ida blev siddende, og hun saa sig tilbage ad den Vej, de var kommen. Ogsaa Hesten drejede Hovedet, og da hun paany saa frem, mødte hun dens kloge og melankolske Øjne. Hun lagde Ridepiskens Skaft kærtegnende over dens Mule. Hun var uvillig, halvt ærgerlig over at opdage Broderens Plan med denne Ridetur. Hun fornam Uhygge ved at færdes igen paa disse Steder, som hun efter mange Kvaler havde opnaaet at faa slettet ud af sine Minder.

Leo Clermont aabnede Havens snørklede Gitterport. Deroppe paa Fløjene holdt endnu to Sandstensløver de forvitrede Vaabenskjolde. Han fulgte efter Søsteren op gennem Parkens Kastanieallé.

Og den gamle Elias Kroll, som bestandig havde sin Bolig i Gartnerhuset, kom frem og hilste dem, ærbødig og rørt. Ida nikkede venligt til Oldingen. Her var endnu en, der var Familien pligttro, som endnu ærede Clermonternes sunkne Navn. Hun betragtede ham med Undren; sagtens var han for gammel nu til at følge med Tiden, der nedbrød al Respekt. Derinde i Byen fandtes ikke Tyende mere, kun lejede Proletarer.

Hun spurgte Kroll om Datteren, med hvem hun i Barneaarene havde leget i denne Park. Og han nikkede glad: Det gik Datteren godt. Hun skrev jævnlig til ham. Hendes Chef forkælede hende, skrev hun. Men hun fik aldrig Frihed til at komme herud paa Besøg.

Ida smilede, hun erindrede sit sidste Møde med Hannah Kroll — Hannah Kroll, hvis Spadseredragt var som et Etui om hendes kostbare Legeme, — af hvis Rente hun levede.

Til Kapitalen en Dag forfaldt. — — —

En pludselig Angstfornemmelse rystede hende, fortonedes lidt efter lidt i en dump Uro, der ikke mere forlod hende. Og alle nye Tanker, der kom frem, farvedes af denne Uro.

De naaede Hovedbygningen, et toetages, tegltækt Hus, hvis Mure var skjoldede af Fugt og Snavs.

"Vedbenden, der voksede op til mit Gavlvindu er visnet," sagde Ida.

De gik op ad Granittrappen, paa hvis nederste Trin ogsaa nu en Vandpyt dannede Formen af en Hestesko. Døren sprang voldsomt op, og de snappede efter Vejret i Vestibulens mugne Luft. De store Gibsmedailloner hang endnu paa Væggen; men de mange Hjortegevirer, der havde tjent til Knager var borte — solgte.

Leo gik i Forvejen ind i den Stue, de havde kaldt Blomsterværelset. Skimmelen tegnede grønne og hvide Arabesker paa den mørke Væg. Der var en Lugt som af Khlor i denne Stue.

Og de fandt endnu i den revnede Rude Moderens Navn, ridset med en Diamant: skraa snørklede Initialer. Af dem alene havde de, hver for sig, dannet deres Billede af Moderen, der ikke havde overlevet den tunge Tvillingefødsel, og af hvem intet Portræt eksisterede. De tænkte sig hende, hver for sig ganske ens: lille, spinkel og sart, som en af disse tropiske Planter, der endnu efter hendes Død havde vokset i Blomsterværelset og baaret hvide og violette Blomster.

Ida gik foran ind i Salen. Broderen saa hende staa derinde midt paa den vide og øde Gulvflade. Hendes Fletninger fastholdtes efter engelsk Mode til hendes Tindinger med mange smaa Sølvkamme. Hun løftede Ridedragtens Slæb med venstre Haand, vendte sig. Ærgrelse og Utaalmodighed prægede hendes Ansigt.

"Brædderne er raadne under mig," sagde hun. "Bliver jeg staaende her i denne Stilling meget længere, vil jeg synke gennem Trøske og Svamp ned i Kælderen."

Stuen var tom. Men paa Væggenes blaa, lasede Tapet var mørke Silhuetter af Møblerne: de gamle Skabe, det venetianske Spejl, og højere oppe ovale Skjolder: Clermonternes Portræter. Og han forestillede sig med Lethed alle de gamle Møbler, som de havde staaet paa deres Plads i denne Stue. —

Derinde i Hjørneværelset var Faderens Arbejdsrum. Nu var her tomt, uhyggelig nøgent Og for første Gang bemærkede han, at Værelset var sekskantet. Tidligere: — det havde været et mystisk, uendeligt Rum, hvor mørke Skabe og Kister og Reoler med Folianter altid førte Blik og Tanke dybere, videre. Nu var her otte Flader, stillede mod hinanden, intet udover disse Flader.

Kroll blev staaende i Døren. "Jeg gaar ikke gærne derind," sagde han. "Og efter at det er mørkt, gaar jeg for ingen Pris herind i Huset."

Leo søgte Søsterens Blik. De erindrede bægge de underlige Ting, som i sene Efteraarsaftener gik for sig i dette Hus: den dumpe rullende Larm paa Loftet, listende Trin i de lange Korridorer, pludselige Brag over deres Hoveder, som ramlede en Stabel Brænde omkuld — og tilsidst disse Skrig fra den tomme Stue, der skilte deres Sovekamre, den lange, ganske sagte Jamren, der tav, naar man resolut traadte ind i Kamret og med et Lys søgte bag de fulde Æblekurve.

Saa mange Sagn knyttede sig til denne Bolig: En Gang forlængst var her sluttet en daarlig og, som det hed, forrædersk Fred efter en uheldig Krig. Paa et Rids over Huset kunde paavises et skjult Kammer, hvortil ingen Døre førte. — —

Leo traadte ikke over Tærsklen til Faderens Stue. Og som en tung Fantasi jog det gennem hans Sind: at de gamle Slægter, de faldt ikke let til Ro. I deres snævre Kister laa de og drømte om den Magt, de havde tabt, de Kræfter, der var brudte, de Planer, der var splittede endnu i deres Vorden.

Proletarer og Slaver, de hvilede i Fred, trætte af Trældom, glemte af Sagn og Annaler, døde uden Spor. Men Rigernes Mægtige laa ikke med Fred i deres Grave.

Og de rejste sig, kom over deres Æt, jog dem ud af Dvale og af det mætte Velvære. Deres Id var som en stille Drift i Afkommets Blod, hidsende æggende frem til Jagt efter ny Magt — som en Galskab i deres Hjerner, der tvang dem til at staa fast, ikke synke, — til at holde ud, staa Tiden imod, ganske kontrært, den rullende Tidsbølge imod. — —

— Om Natten krøb de ud af deres Kister og famlede halvt husvilde omkring i det tomme, plyndrede Hus, jamrende over deres tabte Liv, vridende deres Knokkelfingre. — Og de traf paa nye Døde af Slægten. — —

"Kom," sagde Leo, "kom Ida, lad os gaa herfra."

De aabnede med Besvær de to Glasdøre. Ida traadte ud paa Terrassen, og da hun passerede de to Hjorte af Gibs, der ved Trappens Fod rejste deres Gevirer af bleget Ben, strøg hun, som i hine Dage, sin Haand let hen over deres hvide Muler. En Frysning sitrede gennem hendes Arm. Hun genkendte den halve Skuffelse over, at hendes Kærtegn mødte den kolde og haarde Gibs. Paa Trappen laa faldne Kastanieblade lig døde, udspilede Fingre. I Alleens Kroner grinede gustne Ligpletter. Og Ida ønskede nu, at hun som Senhøstens sygnende Blade kunde læne sig tilbage, synke og give sig hen i Søvn.

De drejede bort fra Alleen og gik ad en smal, tilgroet Sti langs Parkens Bassin. En Oval af hvidt Marmor indfattede Vandet, der var grønt, uklart og stinkende. Bladene laa sammenkrøllede faldne paa Vandfladen som paa et Bord. Og Silén og Demeter med sin Fakkel — og Eros bar Kappe og Hætte af sort Slam.

Denne Eros — Ida erindrede den skønne, hvide og ranke Yngling, der før smilede ned til hende fra sin Sokkel. Og hendes Pigeblod havde banket, naar hendes Blik mødte dette gennemborende Gudesmil. — — Nu laa han fældet ved Soklens Fod, og det graadige Ukrudt slikkede op omkring hans Lænd. Bægge hans Ben var brudt over Anklen.

De passerede den gamle Stenbænk, hvor de saa ofte havde leget — — og derovre laa Staldene.

Nu var Udsigten fri. Men næppe hundrede Alen hinsides Havens Gitter, løb en lang, snæver Gade som en Tarm frem over Markerne og vendte Mundingen mod dem. Og bag den klumpede Husene sig sammen til en mægtig Murkolos, der strakte lange Arme ud over Landet. Husene mylrede frem fra alle Kanter, Flade mod Flade, takkede Tage, Skorstene, Kirker, Fabrikker, Arbejderboliger, hver med sin Gaard, som Brikker paa et Dambrædt; — yderst ude en Kreds af isolerede Kaserner.

Leo sagde: "I Faders Tid var herude endnu Agerjord og Mose."

"Ja," sagde Ida og nikkede, "han lod Jorden ligge hen under den døde Haand."

Hun vedblev: "I Bedstefaders Tid var her endog en Lund, hvor tamme Raadyr græssede. Og dernede ved Søens Bred stod en lille Pavillon med hvide Søjler. Nu strækker Byen sine Hænder ud og tager Jorden til sig; Parcel efter Parcel. Og det hedder sig, at Konsortiet, som købte Ejendommen efter Faders Død agter at lave vort gamle Hus om til en Restaurant med Lysthuse, Musik, Keglebane og Øl."

Han saa tungt mod de saa nære Murlegemer, og han erindrede igen, hvad han paa sin Rejse havde set af de Godser, Slægten fordum havde ejet i Frankrig — smaa stejle Bjergchateauer i Auvergne — Vinhaver — Landsbyer. De blev fordrevne fra Land til Land, fra Plet til Plet, indtil de ikke ejede en Fodsbred Jord!

Ida stod ved Staldbygningens ene Vognport. Hendes Fingre arbejdede med en Slaa. Hun vendte sig. Der var et nølende Blink i hendes Øjne. "Jeg kan ikke," sagde hun.

Hurtigt gik han til og rykkede haardt i den rustne Laas. Den gav efter, den svære Port svingede paa sine Hængsler, og en Søjle af Støv vældede ud.

Leo spejdede ind i Mulmet. "Ja," sagde han, "alt staar her endnu som den Gang."

Inde i Vognremisen stod endnu den gamle Rejsevogn, i hvilken, efter Overleveringen, Clermonterne under Rædselsperioden var rejst fra Paris gennem Frankrig og Tyskland. — Nu var de svære Læderremme, der en Gang havde baaret Vognen, brustne, og den var sunken ned mellem sine Aksler. Dog var den bestandig meget høj; fire Trin førte op til Døren. Paa denne var der i den gule Lakering endnu synlige Mærker af Adelsvaabnet, der før Flugten var kradset ud med en Kniv. Ned over den muldne Kalesche hang tætte Slør af Spindelvæv; over Rejseskrinet og Kuskesædets Hynder laa tykke Lag Gibs, drysset fra Portrummets Loft.

Leo vrikkede i Vogndørens Laas, men tøvede. Hans Blik søgte Søsteren.

Hun havde bøjet sig frem. "Se, Leo!" hun pegede paa en Kreds af runde Huller i Vognens Sider, "dette troede vi tidligere var Ormehuller; men nu er Træet smuldret, og flere Steder kan jeg føle Bly. Det er sikkert Mærker af de Kugler, Sansculotterne sendte efter Clermont og hans Søster, da de blev overraskede, nær fangne, paa Vejen til Strassburg." Og hun tilføjede lidt efter: "Men Vognens Sider er af svært og solidt Træ. De havde godt Materiale den Gang. Vognen er som et helt lille Hus paa Ruller. Men nu staar den her og falder hen og smuldrer; og vi maa lade den staa."

Hun greb om Laasen og rev Døren op. Den smækkede tilbage, og Hængslerne trak Boltene halvt ud af Træet.

Leo traadte tæt hen til Karethen. Han mindedes, hvorledes han og Søsteren ofte, da de var Børn, havde gemt sig inde i dette Portrum og havde lukket Fløjene til for Verden udenfor. De havde sat sig ind paa Vognens Bagsæde tæt op til hinanden.

Og de havde følt, at Vognen løftede sig under dem, fjedrede, kom i Gang, de foer af Sted, rejste.

Udenfor bølgede Landet forbi — Huse — Møller — Landsbyer — de stejle Bjærgchateauer — Vinhaver. — De rumlede ind paa en Færges Dæk; Floden skvulpede under dem og bar dem over. De stansede. Friske Postheste kom vrinskende ind i Spandet, Piske knaldede, et Horn klang.

Paa en Gang: Raab, Skrig, Bøsseskud! Og de fattede kampberedte om de tvende Pufferter, som sad i Vogndørens Lommer. Folkemasser brød forbi dem i Stormmarsch, skæggede, syngende Mænd med Musketter eller Høtyve over Skuldrene, Kvinder, der drog en Kanon efter sig ved Reb. En lille Mand med rød Hue traadte frem, løftede sin Haand, raabte paa Patois, at de skulde stanse. Og Sværmen gjorde Front mod Vognen, klamrede sig til Hjulene, sled i Vogndørene. Kuglerne slog som Sømslag i Karmene. De kom ikke mere frem. Hestene stejlede og skreg. De kom ikke mere frem, de sad fast, var kørt fast i en tæt pakket Modstand. Men de maatte igennem, videre frem, videre! —

Han vendte sig mod Ida. "Kom!" sagde han, "Lad os ride!"

Han hjalp hende i Sadlen, svang sig selv op.