Spiritismen og dens saakaldte beviser

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning







ALFR. LEHMANN


SPIRITISMEN
OG DENS
SAAKALDTE
BEVISER



J. FRIMODTS FORLAG
MDCCCCXXI





SPIRITISMEN
OG DENS SAAKALDTE BEVISER.
[redigér]

DET hændte for en del aar tilbage, at jeg efter indbydelse i en lille jysk provinsby holdt et foredrag om spiritismen. Da jeg ikke kunde være sikker paa, at alle mine tilhørere var paa det rene med, hvad spiritisme egenlig var, begyndte jeg naturligvis med at gøre rede for dens væsenligste læresætninger. Medens dette stod paa, saae jeg nu en og nu en anden af tilhørerne lukke øjnene og læne sig op til sin nabo, og efter kort tids forløb sov størsteparten af auditoriet ganske fredeligt. Af en forsamling paa godt hundrede mennesker var der maaske ialt ti, som fulgte foredraget til slutningen. Da jeg bagefter spurgte en af indbyderne, om det var skik og brug dær i byen, at man tog sin middagslur ved et foredrag, svarede han undskyldende, at tilhørerne sikkert havde ventet at høre om noget andet, nemlig om afholdsbevægelsen. Havde jeg talt om den, vilde de nok have holdt sig vaagne, men jeg kunde ikke vente, at de skulde have interesse for saadan noget filosofi.

Jeg er nu ikke langt fra at give de brave Jyder ret: det er ikke umagen værd at interessere sig for spiritismen. Men meningerne derom er delte. Spiritisterne selv hævder, at deres lære støtter sig paa en vrimmel af tilfældige iagttagelser, der kan forfølges tilbage til menneskeslægtens barndom, og desuden i den nyere tid er bekræftet ved mange omhyggeligt gennemførte forsøg. Ved siden af disse direkte beviser er der ogsaa antydet et indirekte, bygget paa slutninger ud fra visse historiske kendsgerninger. Et saadant bevismateriale kan ikke ret vel lades uænset, og det er dettes værd og betydning, der i det følgende skal prøves. Jeg begynder med det indirekte bevis, fordi det kaster et godt lys over spiritisternes hele metode.



I.
VIDENSKABENS SKRÆK FOR DET NYE.
[redigér]

I 1901 udgav den bekendte ingeniør S. Lauritzen, Slangetelegrafens opfinder, et stort værk i 2 dele: »Overtro contra Kirken, Videnskaben og Graven.« Bogen er næppe meget kendt udenfor spiritisternes kreds; jeg mindes aldrig at have set en anmeldelse af den i dagblade eller tidsskrifter, og den fortjener det vel heller ikke. Fremstillingen er saa springende, med ustandselige afbrydelser og indskudte bemærkninger, at den tiltrods for de ofte vittige udtalelser sikkert vil være ulæselig for de fleste. Som titelen angiver, er den et forsvar for overtroen, d. v. s. spiritismen, mod kirkens og videnskabens indvendinger. Kirken faar feje for sin egen dør; her kommer udelukkende opgøret med videnskaben i betragtning.

Forsvaret mod videnskabens indsigelser føres paa dobbelt vis, direkte og indirekte. Det direkte forsvar er det ikke stort bevendt med; det foregaar nærmest paa den maade, at forf. citerer lange stykker af bekendte spiritisters værker og paastaar, at de deri omtalte iagttagelser kun lader sig forklare ved hidtil ukendte kræfters medvirken. Røber der sig ved de iagttagne fænomener tillige en intelligens, der overgaar den menneskelige, maa de ukendte kræfter aabenbart være højere intelligenser, altsaa aander. Forf. veed naturligvis meget godt, at man fra anden side har søgt at forklare fænomenerne dels ved taskenspilleri, dels ved forskellige psykofysiologiske forhold: rystebevægelser, ubevidst hjernevirksomhed, suggestion osv. Men den art forklaringer fejes blot af med vittige bemærkninger; en virkelig drøftelse indlader forf. sig aldrig paa, men søger blot paa god københavnsk vis at drukne modparten i latter. Hvilket ubestrideligt ogsaa lykkes ham i de fleste tilfælde.

Af betydelig større interesse er derimod hans indirekte forsvar, der er formet som et udfald mod videnskaben; det er nærmest af hensyn til dette, der gaar igen i senere spiritistiske værker, at jeg har draget Lauritzens bog frem af det biblioteksstøv, hvor den rettelig hører hjemme.

Efter Lauritzens mening behøver man ikke at tage videnskabens indvendinger mod spiritismen altfor højtideligt, thi det er netop videnskabens opgave saa vidt muligt at forhindre fremskridt. Videnskaben lider af »horror novi«, skræk for det nye, hvilket røber sig derved, at enhver virkelig ny sandhed først med alle til raadighed staaende midler søges undertrykt. Naar beviserne i tidens løb hober sig saaledes op, at det nyes sandhed ikke ret vel kan skjules, saa falder videnskaben tilføje, »søber den kaal, den selv har spyttet i« og lyser den nye sandhed i kuld og køn — som oftest dog under et nyt navn, for at det ikke skal blive altfor iøjnefaldende, hvilken dumhed man oprindelig begik ved at bekæmpe den. Lauritzen skriver: »Videnskaben er saa godt som altid det nyes værste fjende, naar det nye bare er saa godt som blottet for begrundelse i det hidtil som videnskabelig sandhed anerkendte. Thi det er netop videnskabens embede ved hjælp af det materiale, den har, at værne menneskeslægten mod nye fusentasterier.«

Naar Lauritzen saaledes anser det for videnskabens opgave at hindre nye sandheders anerkendelse, forstaar man ikke rigtig, hvorfor han andetsteds i sin bog kalder de videnskabsmænd, der ikke vil lade sig overbevise af spiritisterne, for »dumme, storsnudede aandsaristokrater, der ikke lader sig belære af erfaringer, men kun docerer forgængernes meninger«. Thi naar en mand netop gør, hvad hans embede kræver af ham, skulde han dog ikke gerne skældes ud af den grund. Men det er forresten ikke den eneste selvmodsigelse i Lauritzens bog.

Hensigten med dette ejendommelige angreb paa videnskaben er, saa vidt jeg kan se, intetsteds i bogen klart udtalt. Den er imidlertid tydelig nok. Meget behændigt er det hele lagt saaledes tilrette, at den ikke altfor logiske læser selv skal drage slutningen af de givne forudsætninger: »Videnskaben forfølger nye sandheder«, »Videnskaben forfølger spiritismen« — altsaa er spiritismen en ny sandhed. Hvilket var det, der skulde bevises. Lauritzen veed selvfølgelig godt, at denne slutning er falsk, netop derfor overlader han det til læseren at drage den. Man kan med samme ret sige: »Videnskaben forfølger gammel overtro«, »Videnskaben forfølger spiritismen« — altsaa er spiritismen gammel overtro. Det er ogsaa en falsk slutning, men den kommer nu tilfældigvis sandheden betydelig nærmere end den anden. Lauritzens indirekte bevis for spiritismens sandhed hviler altsaa paa falsk logik, men det kan dog have sin interesse at se, hvorledes det egenlig forholder sig med den ene af de nævnte forudsætninger, at videnskaben forfølger nye sandheder.

Paastanden om videnskabens skræk for det nye kan naturligvis ikke helt være greben ud af luften; den maa støtte sig paa visse historiske kendsgerninger, og Lauritzen anfører da ogsaa som bevis: Galileis fysiske og astronomiske opdagelser, Harveys paavisning af blodets kredsløb, iagttagelser over meteorfald og hypnotismen. I alle fire tilfælde har vi ubestridelig at gøre med iagttagelser, der afgjort var i strid med datidens opfattelse, og de nye anskuelser mødte derfor ogsaa i begyndelsen nogen modstand.

Lauritzen vil nu gerne give det udseendet af, at denne modstand skyldtes en kompakt masse af den officielle videnskabs repræsentanter, der søgte at undertrykke det nye. Saaledes maa forholdet være, hvis man med rette skal kunne tale om, at »videnskaben« er det nyes modstander. Thi drejer det sig blot om nogle enkelte videnskabsmænd, der af rent personlige motiver, saasom smaalighed, misundelse, saaret forfængelighed o. s. v., træder op mod en genial samtidig, er videnskaben som saadan virkelig sagesløs. Lad os nu se, hvad historien lærer om de anførte tilfælde.

Da Galilei 25 aar gammel var bleven ansat som professor i matematik i Pisa, begyndte han snart at angribe Aristoteles' lære om legemernes bevægelse. For enhver, der vilde se det, demonstrerede han ved det skæve taarn, at legemer af meget forskellig vægt faldt lige hurtigt, skønt deres hastighed efter Aristoteles burde voxe med vægten. Galilei offenliggjorde ikke sine undersøgelser (det skete først 50 aar senere), men rygtet derom udbredte sig hurtigt, og han fik en stærk tilstrømning af elever. Dette ærgrede hans ældre kolleger, hvis videnskab bestod i at kommentere Aristoteles, og deres polemik mod Galilei var da ogsaa rent og skært selvforsvar. Selvfølgelig bukkede de under i diskussionen med den geniale experimentator, og de søgte nu at faa ham fjernet fra universitetet, hvilket tilsidst lykkedes, da Galilei tilfældig var kommen til at fornærme et medlem af den toskanske fyrstefamilie.

Strax efter blev han af det venetianske senat ansat som professor i Padua, og her strømmede elever til ham fra hele Europa og udbredte hans berømmelse overalt. Da han havde konstrueret sin kikkert og gjort sine første astronomiske opdagelser, blev han kaldt tilbage til Pisa, ansat med meget høj løn og fritaget for forelæsningspligt for at kunne hellige sig sine forskninger. Galileis opdagelse af maanebjergene, solpletterne, Jupitermaanerne og Saturns tredobbelte form var haarde nødder at knække for tilhængerne af det ptolemæiske verdenssystem, og de forsøgte naturligvis at forsvare sin opfattelse, men gjorde det saa slet, at Galilei end ikke nedlod sig til at besvare deres angreb. Blandt indvendingerne var ogsaa den, at Galileis iagttagelser kun skyldtes fejl ved kikkerten, hvorfor modstanderne vægrede sig ved at se igennem den. Det var dog ikke slet saa taabeligt, som man har givet det udseendet af. Thi hans kikkert med ringe forstørring og stor farvespredning var virkelig et meget ufuldkomment apparat, der spillede ham et puds ved iagttagelserne over Saturn, saa at han selv opgav at bringe disse i indbyrdes overensstemmelse.

Kan man virkelig i dette tilfælde sige, at »videnskaben« søger at undertrykke det nye? At de videnskabsmænd, hvis lære direkte angribes, søger at forsvare sig, er en ærlig sag; det vilde være en daarlig videnskabsmand, der havde saa lidt respekt for, hvad han ansaa for sandt, at han ikke forsøgte et forsvar. Men videnskabsmænd er ogsaa mennesker, undertiden ret smaa mennesker, og derfor ser vi det mindre tiltalende syn, at nogle af disse søger at ramme modstanderen økonomisk ved at trænge ham bort fra universitetet. Dette kan dog næppe lægges videnskaben til last, og da et andet universitet aabner sig for ham, og han bliver meget gunstigere stillet end tidligere, opnaas der heller intet derved. Nogen almindelig forfølgelse fra videnskabens side kan der saaledes slet ikke være tale om.

Den forfølgelse, han virkelig blev genstand for paa sine gamle dage, kom ikke fra videnskaben, men fra kirken. Det var forbudt i de katolske lande at forsvare det copernikanske verdenssystem. Ikke desto mindre gjorde Galilei det om end med stor forsigtighed i sine dialoger over de to verdenssystemer, 1632. Saa stor var agtelsen for den berømte forsker, at det rimeligvis havde faaet lov til at passere, hvis ikke nogle af hans fjender havde bildt paven ind, at Galilei havde gjort ham latterlig i denne bog. Pave Urbans krænkede forfængelighed førte til den proces, der endte med, at Galilei maatte afsværge sine kætterske anskuelser.

Der blev altsaa virkelig gjort et forsøg paa at undertrykke de nye sandheder, som Galilei var talsmand for, men det var rigtignok kirken og ikke videnskaben, der gjorde det. I alle de andre af Lauritzen nævnte tilfælde skal der en meget god vilje til at opdage noget, der kan kaldes undertrykkelse.

Den engelske læge Harvey fremsatte 1628 sin lære om blodets kredsløb. I 26 aar havde han arbejdet paa undersøgelsen, men der var desuagtet enkelte svage punkter i bevisførelsen, og disse blev strax paaviste af forskellige læger rundt om i Europa. Indvendingerne var dog gennemgaaende ret uvæsenlige, saa at Harvey ikke fandt det umagen værd at tage til genmæle. Det eneste angreb, han besvarede, kom fra Pariserlægen Riolan, der var frygtet og hadet af alle sine samtidige, fordi han angreb enhver anskuelse, der ikke stemte med hans egne. Harvey tog endog til Paris for personlig at vise Riolan de forsøg, hvorpaa han grundede sin opfattelse, men det hjalp ikke. Alle Harveys modstandere, med denne ene undtagelse, indrømmede efterhaanden rigtigheden af hans lære, som maa siges at være almindelig anerkendt 26 aar efter, at den var fremsat. Modstanden skyldtes altsaa i dette tilfælde — bortset fra de personlige motiver hos Riolan — udelukkende bevisernes utilstrækkelighed; da disse mangler blev afhjulpne ved Harveys og andres unders søgelser, hørte modstanden op.

Ganske det samme gælder ogsaa læren om meteorstenenes oprindelse fra verdensrummet. Der findes allerede fra den graa oldtid sagn om himmelfaldne sten, og i aarene 1790 og 1800 blev iagttagelser over slige stenfald indberettede til det franske akademi. Iagttagelserne var imidlertid saa usikre, at akademiet betegnede begge disse tilfælde som fantasifostre. I 1803 havde imidlertid den franske fysiker Biot lejlighed til personlig at undersøge et større stenfald, hvorved han opsamlede en stor mængde sten, der ganske øjensynlig ikke hørte hjemme paa findestedet, og af hvilke mange endnu var varme, da de blev tagne. Da der saaledes var ført et uomtvisteligt bevis, var sagen dermed afgjort, og meteorerne kunde vel næppe være anførte som exempel paa videnskabens modstand mod det nye, hvis Lavoisier ikke i 1790 paa akademiets vegne havde udtalt sig ret uforsigtigt. I stedet for at sige, at sagen ikke var tilstrækkelig bevist, erklærede han nedfald af stene fra himlen for umulige, da der ingen sten findes i himlen. Efter de fremskridt, naturvidenskaben har gjort siden Lavoisiers dage, vil man nu sikkert være mere forsigtig med at erklære noget for umuligt.

I alle de anførte tilfælde ser vi altsaa, at videnskabens skræk for det nye indskrænker sig til at være »en skræk for det nye, der er utilstrækkelig godtgjort«. Saasnart bevismaterialet er i orden, vil det nye ogsaa uvægerlig blive anerkendt. At den officielle videnskab med magt skulde søge at undertrykke nye sandheder, er en ganske løs paastand, til grund for hvilken der kun ligger den beklagelige kendsgerning, at enkelte videnskabsmænd af personlige motiver nægter at anerkende det nye og søger at skade dets ophavsmand.

For hypnotismens vedkommende er det et ganske andet forhold, der gør sig gældende. I mere end ett aarhundrede, fra Mesmers optræden i 1770 til Charcot og Nancyforskerne omkring 1880, er den ejendommelige tilstand, som kaldes hypnosen, mangfoldige gange bleven demonstreret, indgaaende undersøgt og beskrevet. Hver gang en interesseret forsker bragte sagen frem paany, vakte den vel i begyndelsen en viss opsigt, men gik snart efter i glemmebogen — ikke fordi sandheden i mindste maade blev undertrykt, men fordi tiden ikke var moden for en forstaaelse.

Dette er i videnskabens historie et meget almindeligt fænomen. Der kan f. ex. næppe være tvivl om, at man i oldtiden har vidst, at rav blev elektrisk ved gnidning, men det var først i aaret 1600, at den engelske læge Gilbert undersøgte sagen nærmere og fandt, at mange andre legemer kunde blive elektriske paa samme maade. I begyndelsen af det 18de aarhundrede paaviste Gray forskellen mellem elektriske ledere og ikkeledere, og Dufay opdagede, at der gives to forskellige arter af elektricitet. Naar disse elementære elektriske fænomener ikke forlængst var opdagede, laa det ligefrem deri, at de elektriske forsøg af Gilbert, Otto v. Guericke og andre forskere ikke havde nogen tilknytning til andre punkter af fysiken. De blev derfor nærmest betragtede som kuriositeter — og glemte.

Helt op i den nyeste tid kan man paavise det fænomen, at meget betydningsfulde iagttagelser i lang tid slet ikke faar nogen indflydelse paa videnskabens udvikling, fordi ingen ser deres rækkevidde. Først langt senere, naar andre erfaringer er kommet til, faar en genial forsker øje for de spredte iagttagelsers indbyrdes sammenhæng og kan sammenknytte dem til et systematisk hele. Videnskab bestaar netop ikke af en hoben isolerede kendsgerninger, men i paavisning af det almene lovmæssige forhold mellem kendsgerningerne.

Som et exempel af ret ny dato i den retning kan anføres loven om energiens bestaaen. Allerede 1798 havde Rumford uomtvistelig godtgjort, at varme kan opstaa af arbejde, og han havde endog tilnærmelsesvis bestemt, hvormeget arbejde der krævedes til at frembringe en viss varmemængde. Men der skulde flere erfaringer til, elektricitetens omsætning i varme og lys og meget andet, før Robert Mayer kunde sammenfatte alle disse kendsgerninger i den sætning, at kræfterne i naturen kan omformes, men hverken opstaa af intet eller blive til intet.

Naar man saaledes paa den rene fysiks omraade finder, at vigtige og ubestridelige iagttagelser kan forblive upaaagtede, fordi forbindelsen med andre kendsgerninger mangler, kan det ikke forundre os at træffe lignende forhold paa biologisk omraade, hvor iagttagelserne jevnlig kan være ret tvivlsomme. Dette gælder netop læren om hypnosen. Den kommission, som i 1784 udtalte en afgjort fordømmelsesdom over Mesmers lægemetode med anvendelse af den saakaldte »dyriske magnetisme«, var gaaet meget grundig tilværks. Det var ikke vanskeligt at paavise, at Mesmers behandling af de syge i mange tilfælde var ligefrem til skade for disse, idet den fremkaldte krampeanfald, som undertiden medførte døden. Desuden havde kommissionen ved mange forsøg overbevist sig om, at der slet ikke kunde være tale om existensen af et særligt magnetisk fluidum, da alle virkningerne kunde føres tilbage til patienternes »indbildningskraft«. Hvad kommissionen havde iagttaget, var faktisk suggestionens indflydelse paa let hypnotisable individer, men det kunde paa grund af datidens meget ringe psykologiske indsigt kun blive til »indbildninger«.

Kommissionens betænkning medførte, at Mesmers virksomhed som læge blev forbudt, hvad der næppe med rette kan indvendes noget imod. Men den standsede ikke de hypnotiske undersøgelser, og forskere som abbed Faria og Puységur opdagede flere for hypnosen karakteristiske fænomener. Det vakte en kort tid opsigt og blev saa glemt.

End ikke den engelske læge Braids omhyggelige undersøgelser 1842 medførte nogen væsenlig forandring. Braid opdagede blandt andet den hypnotiske analgesi, smertefrihed, hvorved kirurgiske operationer uden smerte for patienterne lod sig udføre, men da man faa aar senere i kloroformen fandt et lettere anvendeligt bedøvelsesmiddel, blev hypnosen kun lidet anvendt. Braids virksomhed blev unægtelig genstand for nogle voldsomme angreb, men det var fra nogle fanatiske præster, som ansaa ophævelsen af de hypnotiseredes vilje som stridende mod den kristne religion. Disse angreb besvarede Braid i nogle fulminante artikler, og de synes da heller ikke i nogen maade at have skadet ham hverken som læge eller forsker. »Braidismen«, som Englænderne kaldte hypnosen, blev dog snart glemt, og den franske læge Liébeaults betydelige arbejde om denne sag i 1866 blev ganske ubemærket.

Hypnosen var og blev en kuriositet, som ingen skænkede videre opmærksomhed, og i denne sagernes stilling indtraadte først en forandring henimod 1880. Hertil bidrog flere omstændigheder. Det vakte betydelig opsigt, at en saa anset forsker som Charcot gjorde rede for sine hypnotiske forsøg. Ikke mindre opsigt vakte maaske den danske »magnetisør« Hansens forestillinger rundt om i Tyskland, men lignende forestillinger var givne 30 aar tidligere i England, uden at videnskabsmændene havde set sig foranledigede til at tage sagen op til undersøgelse. At dette skete nu, skyldtes utvivlsomt den omstændighed, at der var kommet et nyt moment til: psykologien og fysiologien var nu saa vidt fremskredne, at det var muligt at bringe de hypnotiske fænomener i samklang med, hvad man kendte under normale forhold. Dette fremgaar tydeligt af Bernheims store værk om suggestionen; han paaviser overalt, hvorledes det, der sker under hypnosen, kun er extreme tilfælde af iøvrigt vel kendte fænomener.

Hypnotismens historie er saaledes et fortrinligt exempel blandt mange andre paa det faktum, at isolerede kendsgerninger vanskelig kan indgaa som led i videnskaben. Først naar tiden er moden, d. v. s. naar der er høstet saa mange erfaringer, at det er muligt at paavise de hidtil isolerede kendsgerningers sammenhæng med andre fænomener, kan de blive genstand for videnskabelig undersøgelse.

Lauritzens exempler paa videnskabens skræk for det nye staar naturligvis ikke alene; der kan fra videnskabens historie fremdrages saa mange andre, at de spiritistiske forfattere aldrig vil komme i forlegenhed, naar de skal have dette dogme nærmere dokumenteret. I Wereides bog »Psykiske fænomener«, 1919, er der da ogsaa fremdraget en del andre tilfælde, hvor betydningsfulde opdagelser medfører en »reaktion« fra videnskabens eller samfundets side. Blandt disse er der et, som fortjener nærmere belysning.

Wereide siger kort og godt: »Robert Mayer, opdageren av varmen som en form for energi, blev sendt i galehuset.« Den ukyndige læser maa af denne fremstilling nødvendigvis faa det indtryk, at Mayers opdagelse ansaas for forrykthed, og at han blev indespærret i den anledning, for at sandheden kunde blive undertrykt. Sagens historiske sammenhæng er et ganske andet.

1842 skrev Mayer en afhandling, hvori han paaviste loven om energiens bestaaen (at varmen var en form for energi, var allerede hævdet af Rumford). Denne afhandling var udelukkende bygget paa tidligere iagttagelser af andre forskere og indeholdt ingen selvstændige experimenter. Aaret efter kom Colding og Joule med experimentale arbejder, hvori de, uden at kende Mayers afhandling, opstillede den samme lov, og 1847 fremsatte Helmholtz den uden at kende noget til sine forgængere. Hermed var loven i virkeligheden anerkendt, om end fysikerne først langt senere indsaa dens store rækkevidde, og Colding og Joule fik æren for opdagelsen. Herover og tildels ogsaa paa grund af huslige bekymringer blev Mayer saa deprimeret, at han i 1852 for en tid maatte tage ophold paa et asyl for sindssyge. Han blev altsaa unægtelig indespærret, men ikke fordi han havde gjort opdagelsen, og endnu mindre for at den officielle videnskab kunde undgaa at blive forstyrret af denne persons ubelejlige nyheder — men derimod fordi han ikke kunde opnaa anerkendelse som opdager. Det gør dog en lille forskel.

Den maade, paa hvilken Lauritzen og Wereide skriver historie, kan naturligvis skyldes uvidenhed. Den kan ogsaa være en bevidst, tendensiøs forfalskning af historiske kendsgerninger. Sandsynligst forekommer det mig dog, at den beror paa hildethed: de er saa overbeviste om spiritismens sandhed, at de slet ikke kan fatte videnskabens modstand mod anerkendelsen af spiritismens saakaldte kendsgerninger. Derfor lægger de sig den teori til rette, at videnskaben altid har skræk for det nye og først søger at undertrykke de nye sandheder. Ved en række af de anførte exempler har vi set, at denne teori ikke holder stik; videnskaben har kun skræk for nye paastande, der møder op uden tilstrækkeligt bevis. Spiritisterne vil faa lejlighed til at overbevise sig om rigtigheden heraf, hvis de blot kan levere et eneste bevis, der kan staa for en videnskabelig kritik; dermed vil deres lære ogsaa være anerkendt.

I hvor høj grad vægten ligger paa de tilstrækkelige beviser, ses vel bedst af Becquerels og Curies opdagelse af de radioaktive stoffer. Det første arbejde herom fremkom 1896, og syv aar efter var opdagelsen almindelig anerkendt, skønt den faktisk omstødte hele grundlaget for den moderne kemi: grundstofatomernes uforanderlighed.

Videnskaben nærer altsaa ingen skræk for det nye — og desuden er spiritismen aldeles ikke noget nyt. Med en mærkelig mangel paa konsekvens er adskillige spiritister ret ivrige for at fremhæve, at deres lære er ligesaa gammel som menneskeslægten, hvilket formodenlig nok er en overdrivelse, der dog kommer sandheden temmelig nær. Troen paa, at menneskesjælen efter døden flakker om paa jorden og paa forskellig maade træder i forbindelse med de efterlevende, findes hos mange naturfolk i vore dage: hos Samojederne i Asien, hos Bantustammerne i Afrika og selv hos saa lavt staaende folk som Australierne. Det er derfor ret sandsynligt, at menneskeslægten allerede paa et primitivt trin er kommet til denne tro, og det er ogsaa let at paavise forskellige iagttagelser, som maa have ført til den. Det skal vi dog ikke opholde os ved her. Sikkert er det i hvert fald, at Ægypterne har hævdet den allerede i de ældste historiske tider.

Man skulde synes, at en saa almindelig udbredt tro i løbet af sex eller syv tusinde aar maatte have kunnet naa almindelig anerkendelse, hvis den havde noget paalideligt at støtte sig til. Men den statistik, som den amerikanske psykolog Jastrov offenliggjorde i Maj 1920, viser ingen større tendens hos videnskabsmændene til at anerkende spiritismen. Han havde til 150 af de bekendteste amerikanske psykologer, naturforskere og filosofer rettet forskellige spørgsmaal vedrørende spiritismen, blandt andre det, om aanders indgriben i menneskeverdenen kunde anses for godtgjort. Herpaa svarede 120, altsaa 80 %, afgjort nej, 3, altsaa 2%, svarede ja, medens resten ingen mening vilde have. Hvorledes forholdet er i Europa for øjeblikket, veed jeg ikke, da der ingen statistik foreligger; men det vil næppe vise sig meget afvigende fra det amerikanske. Sikkert er det i hvert fald, at spiritisternes forsøg paa at fremstille sig selv som de forfulgte forkæmpere for nye banebrydende opdagelser ikke vil overbevise nogen om spiritismens sandhed; den falske logik er for let gennemskuelig. Lad os nu se, hvorledes det forholder sig med de direkte beviser.



II.
DILETTANTERI OG SAGKUNDSKAB
I PSYKISK FORSKNING.
[redigér]

ARBEJDETS deling er i vore dage gennemført til en saadan yderlighed, at den rimeligvis paa mange omraader overskrider grænserne for det hensigtsmæssige. Men selv om specialiseringen saaledes som alt andet kan overdrives, er dens nytte indenfor rimelige grænser iøjnefaldende — ikke blot hvor det drejer sig om fremstillingen af brugsgenstande, men ogsaa ved videnskabelig forskning. Ganske vist skal der talent til at være forsker, og for saa vidt er det noget, man fødes til, men selv det fødte talent har dog meget at lære. Metoderne og de hidtil vundne resultater tager enhver videnskabsmand i arv efter sine forgængere, og gør han sig ikke den ulejlighed at lære dette, vil han selv med det største talent være udsat for at spilde sin tid og sine kræfter paa at opdage, hvad andre forlængst har fundet.

I de fleste tilfælde vil en omfattende viden være en ganske nødvendig betingelse for, at man overhovedet kan præstere noget af værd for videnskaben. Hvis en jævn arbejder, der ernærer sig ved at slaa skærver paa landevejen, kom med som mineralog paa en expedition til uudforskede egne, blev det sikkert nok en slem samling graasten, han vilde bringe hjem med. Og hvis en kyndig mineralog i denne samling virkelig fandt nogle sjældne mineralier, var det i hvert fald ikke samlerens skyld, da han ingen anelse havde om, hvad der var nyt, og hvad der var gamle kendte sager. Som i dette tilfælde saaledes i alle andre. Indsigt maa der nødvendigvis til, hvis videnskabelige bestræbelser skal medføre andet resultat end nogle værdiløse skærver. Og da intet menneske i vore dage formaar at omspænde hele den menneskelige viden, er specialisering en nødvendighed. Dette er saa umiddelbart indlysende og almindelig anerkendt, at vi ikke behøver at opholde os derved.

Ret besynderligt er det derfor at se, hvorledes et af de vanskeligst tilgængelige videnskabelige omraader i vore dage er blevet en tumleplads for mer eller mindre uvidenskabelige dilettanter. Den saakaldte »psykiske forskning«, d. v. s. undersøgelsen af de mystiske sjælelige fænomener, bedrives især af lægmænd, der savner alle forudsætninger for at yde videnskabeligt arbejde, tildels ogsaa af videnskabsmænd som bibeskæftigelse ved siden af deres egenlige fag. Naar dette har berøringspunkter med den psykiske forskning, er de naturligvis særlig kvalificerede til den art arbejde, men mange af de videnskabsmænd, der indtager en fremskudt plads i den psykiske forsknings historie, er gaaet til disse undersøgelser ganske blottede for de nødvendige forudsætninger. Resultatet er selvfølgelig blevet — med et mildt ord — meget omtvisteligt.

Flere forskellige omstændigheder har bidraget til denne ejendommelige tingenes tilstand. Fagpsykologerne, som vel var nærmest til at undersøge de mystiske sjælelige fænomener, har netop i det sidste halve aarhundrede været stærkt optagne af at anvende de experimentale metoder paa de mindre hemmelighedsfulde sider af sjælelivet, der dog trængte til indgaaende belysning. Derfor har de kun undtagelsesvis følt trang til at kaste sig over de mindre taknemmelige opgaver, som de mystiske fænomener frembød. Helt forsømt er denne side af sjælelivet dog ikke blevet; psykologerne Sidgwick, William James og Flournoy, for blot at nævne de bekendteste, har ydet et særdeles værdifuldt arbejde i den »psykiske forsknings« tjeneste. Men da den officielle videnskab unægtelig stod ret afvisende overfor al mystik, havde dette til følge, at en kreds af højt begavede og meget interesserede mænd i 1882 stiftede Society for psychical research i London. Prof. Sidgwick blev selskabets første præsident, og blandt dets bestyrelsesmedlemmer træffer man navnene paa flere af de mænd, der har spillet en væsenlig rolle i den psykiske forsknings historie, saaledes F. Myers og Podmore. Blandt de medlemmer, der senere har ydet særlig værdifuldt arbejde, kan nævnes prof. Barrett, mrs. Sidgwick og dr. Hodgson.

De udførte undersøgelser fremkom i selskabets Proceedings, der strax vakte stor opmærksomhed og medførte dannelsen af lignende selskaber rundt om i Europa og Amerika. Det er disse foreninger, der har givet den dilettantmæssige psykiske forskning vind i sejlene. Man saae de betydningsfulde resultater, der blev vundne af det engelske selskab, men man oversaa, at det kun var en lille kreds af videnskabelige talenter, der udførte arbejdet. Man bildte sig derfor ind, at man var kvalificeret til at udføre den art vanskelige undersøgelser, saafremt man blot interesserede sig derfor og var medlem af et psykisk selskab. I hvert fald har foreningerne støttet disse bestræbelser ved at give medlemmerne lejlighed til at faa arbejderne trykte i tidsskrifter.

Alt dette dilettanteri er naturligvis kun til skade, tilmed paa dobbelt vis. For det første giver det ukritiske læsere falske forestillinger om, hvad der virkelig lader sig godtgøre, og for det andet forhindrer det en strengere videnskabelig undersøgelse af sagen. Thi paa den ene side vil medierne, naar de kan høste guld og ære ved at arbejde for naive lægfolk, ikke gerne underkaste sig en prøve, hvoraf de vanskelig kan høste noget andet udbytte, end at glansen gaar af deres præstationer. Og paa den anden side er videnskabsmændene ikke meget tilbøjelige til at indlade sig paa undersøgelse af problemer, som ved dilettanternes ukritiske behandling har faaet præg af at være svindel. Ved nogle enkelte exempler er det let at paavise, hvor lidet overbevisende saadanne lægmandsarbejder som oftest er. Jeg tager disse exempler ikke fra tidsskriftsartikler, men fra selvstændige bøger, til hvilke man dog i almindelighed tør stille større fordringer i retning af omhyggelig behandling af emnet.

I 1909 udgav en bekendt handelsmand i København, C. R. Bonne, en bog: »Syn for Sagn«, der foruden at diskutere spiritismens forhold til kristendommen ogsaa indeholder en del iagttagelser, som forf. mener at have gjort ved private seancer i sit eget hjem. Beskrivelserne er saa løse og overfladiske, at de kun kan tjene til at fastslaa beretterens gode tro, men næppe overbevise nogen, som ikke i forvejen er spiritist. Blandt de fænomener, som forf. paastaar at have iagttaget, er ogsaa materialisation af aandehænder. Den foregik, saa vidt man kan se af beretningen, i fuldstændig mørke. Paa bordet stod en spilledaase, som ofte blev sat igang af en »usynlig«. Herom siges der :

»En aften . . . . rakte jeg min haand ind over bordet for at tage fat paa musikdaasen og skyde stopperen fra. Jeg stødte derved paa nogle fingre, som netop ogsaa var ved stopperen. Jeg tog hurtig min haand til mig, men i samme øjeblik begyndte musikdaasen at spille. Stopperen var altsaa bleven skudt fra.«

»To spørgsmaal kan falde mine læsere ind ved denne lille hændelse. Først kan man spørge, om det da ikke netop var et par naturlige smaafingre, som ganske ligefrem tilhørte en af mine meddeltagere, der for løjers skyld eller i ubevidsthedstilstand pillede ved musikdaasen. Det er den slags tanker, som fremsættes af folk, der ikke tiltror deres medmennesker — in casu altsaa ikke mig — den sunde menneskelige forstand, som er de fleste jævne menneskers eje, men som kloge hoveder forestiller sig at have eneret paa. Nej, de fingre, jeg stødte paa, kunde netop ikke tilhøre nogen af de tilstedeværende og behøver ikke at være en naturlig menneskehaand, eftersom det til overflod er bevist, at under visse betingelser kan saadanne midlertidige hænder materialiseres af de usynlige intelligenser.«

Jo mere usædvanlig en iagttagelse er, desto strengere beviser vil videnskaben kræve for, at iagttagelsen virkelig er rigtig. Men i stedet for at angive, af hvilke grunde han mener, at det netop ikke kunde være naturlige fingre, spiller hr. Bonne fornærmet over, at man ikke tiltror ham almindelig sund menneskeforstand. Muligvis har han den, men forstand paa videnskab har han ikke, og man kan ikke forlange, at videnskabsmænd ved saa løse paastande skal føle sig overbeviste om aandehænders materialisation. Forf. hævder jo ganske visst, at deres existens »til overflod« er bevist, men disse beviser synes, som vi i det følgende skal se, ikke at være solidere end det her anførte. Men selv om existensen var uomtvistelig godtgjort, følger jo deraf slet ikke, at de fingre, hr. Bonne følte, tilhørte andre end hans kokkepige — hvilket er paastaaet af nogle deltagere i disse seancer.

I det omtalte exempel drejede det sig om en fysisk manifestation, et legemligt eller materielt udslag af aandernes virksomhed. Det andet exempel tager jeg fra et engelsk værk: »Rupert lives«, hvis forfatter er en anset engelsk præst Walter Wynn. Bogen synes at være udkommen første gang 1918, men har allerede naaet flere oplag. Den handler om de erfaringer, som den sørgende fader har høstet under sine forsøg paa gennem forskellige engelske medier at komme i forbindelse med sin i krigen faldne søn Rupert og er saaledes et sidestykke til Oliver Lodges »Raymond«. Men medens Lodge ved sit mangeaarige arbejde i psykisk forskning er fortrolig med, hvilke foranstaltninger man maa træffe for ikke at blive narret af medierne, er pastor Wynn yderlig naiv.

Han har aabenbart ingen anelse om, at de betydeligere medier i London staar i indbyrdes forbindelse og forsyner hinanden med alle de oplysninger, de kan skaffe tilveje om de besøgende. Det er derfor ikke nogen stor sikkerhed, pastoren faar ved at spørge mediet, om det kender ham; det kan han gaa ud fra som givet. Ligeledes plejer han efter seancen at spørge mediet, om det veed, hvad det har sagt. Det er ligeledes et naivt og ganske overflødigt spørgsmaal, thi det ægte trancemedium veed efter trancen næppe noget om, hvad der er foregaaet, og svarer altsaa nej. Bedrageren svarer selvfølgelig ogsaa nej for ikke at røbe sig.

Der er da ogsaa meget i bogen, som tyder paa, at ikke alt er gaaet ærligt til. Adressen paa det første medium, mr. V., til hvem præsten henvendte sig, fik han af en god ven, som vel næppe har røbet ham for mediet. Men derfor blev den første seance, som præsten selv tilstaar, en ren fiasko; alt, hvad mediet sagde, var galt. Desuagtet kom præsten efter anmodning igen den følgende dag, og nu gik det strax bedre; han fik oplysninger om forskellige venner. Denne forandring kan ikke forundre os, hvis mediet i mellemtiden har anstillet efterforskninger over, hvem kunden var. Senere kommer præsten til andre medier, idet han af den ene henvises til den anden; at disse henvisninger har været ledsagede af skriftlige meddelelser mellem medierne om den værdige prælats personalia og ønsker, kan betragtes som givet, og derfor faar han ogsaa stadig fyldigere oplysninger. Dog er alle disse medier ikke rene svindlere.

Det er indlysende, at intet som helst kendskab til præstens person, virksomhed og omgangskreds kan underrette et medium om tildragelser, der har fundet sted for flere aar siden og kun er kendte af faderen og den afdøde søn. Naar oplysninger herom gives i en seance, maa mediet aabenbart faa sin viden ad anden vej. Her er kun to muligheder. Enten er det virkelig den afdøde, som taler gennem mediet, eller ogsaa maa faderens viden om sagen paa en eller anden maade meddele sig til mediet, som saa udtaler den i sønnens navn. En saadan overføring af et bevidsthedsindhold fra en person til en anden uden sanseapparaternes hjælp kaldes telepati, og den synes under visse endnu ret ukendte betingelser at kunne forekomme. En af betingelserne er dog som oftest den, at modtageren befinder sig i en anormal tilstand, der enten kan fremkaldes ved hypnotisering eller fremkomme af sig selv; i sidste tilfælde kaldes den trance.

Et medium i trance vil paa denne maade kunne give meddelelser om ting, som kun en af seancedeltagerne veed noget om, og vedkommende behøver endda ikke udtrykkelig at tænke paa det. Alle de oplysninger, som pastor Wynn faar om sønnen, og som mediet umulig kan være kommet til paa normal maade, er nu netop af den art, at de kan være komne istand ad telepatisk vej. Ganske visst benægter han det selv, men giver aldeles ingen grunde herfor. Det er dog tydelig nok hans inderlige ønske om at komme til at tale med sønnen, som bringer ham til at afvise forklaringen ved telepati; men fra et strengt videnskabeligt synspunkt er der i hele bogen intet som helst bevis for, at han har staaet i forbindelse med en aand.

Det er ikke blot mig, der paastaar dette. Præsten har forelagt sit manuskript for en bekendt spiritistisk forfatter, J. A. Hill, og et brev fra denne er aftrykt bag i bogen. Heri siger mr. Hill: »Hvis bogen var min, vilde jeg ikke sige, at det sikkert ikke var telepati.« Ganske det samme gælder iøvrigt Lodges Raymond. Noget af det, der anføres i denne bog, har medierne uden stor risiko for at tage fejl kunnet gætte sig til, og det øvrige har de kunnet faa telepatisk fra de i seancerne deltagende familiemedlemmer. I disse forskellige opbyggelige bøger er der intet bevis for en forbindelse med aander.

Dilettanteriet paa den psykiske forsknings omraade drives, som alt berørt, ikke blot af lægmænd, men ogsaa af videnskabsmænd, der indlader sig paa den art undersøgelser uden de fornødne forudsætninger. Resultaterne af slige arbejder bliver endnu farligere end lægmændenes, fordi der naturligvis vil være et visst videnskabeligt sving over dem, der i læge læseres øjne vil give dem et skær af paalidelighed. Desuden vil forfatterens mer eller mindre ansete navn som forsker paa andre omraader synes at være en slags garanti for rigtigheden af hans resultater. Men det holder som sagt ikke stik; har man ikke speciel indsigt i alle de mange vanskeligheder, der er forbundne netop med undersøgelserne af mediernes præstationer, er man udsat for skæbnesvangre fejltagelser.

Dette træder især tydeligt for dagen ved de forsøg, som i den moderne spiritismes barndom blev anstillede af ansete naturforskere som Wallace, Crookes, Zöllner o. m. a. for at faa løst de gaader, som de mediumistiske fænomener frembød. Da man dengang ikke kendte noget til vanskelighederne, fordi det hele omraade endnu var saa godt som udyrket, kunde disse forskere heller ikke møde med de fornødne forudsætninger, og resultatet blev naturligvis en række fejlgreb og misforstaaelser. Det er tildels belærte af disse uheldige erfaringer, at senere undersøgere har været istand til at undgaa snarerne. Det forekommer dog nu og da, at en ung og begejstret videnskabsmand kaster sig ind i psykisk forskning uden at have sat sig tilstrækkeligt ind i alt det allerede foreliggende, og saa gaar det vel ogsaa altid galt.

Et sørgeligt exempel herpaa har man i de sidste dage i Crawfords studier over de telekinetiske fænomener, d. v. s. bevægelser af livløse genstande uden berøring. Seancerne fandt sted hos en familie Goligher i Belfast, af hvilken især den ene datter viste sig at være et fortrinligt medium. Kun undtagelsesvis fik fremmede adgang til disse private seancer, men dr. Crawford stod paa en saa fortrolig fod med familien, at han fik lejlighed til at anstille alle de undersøgelser, han ønskede. Fænomenerne var ret ensformige, idet de især bestod af bankelyd og bevægelser af forskellige borde; Crawfords undersøgelser gik nærmest ud paa at faa bestemt udgangspunktet for og retningen af de virkende kræfter. Resultatet af sine forsøg har han offenliggjort i to bøger: »The reality of psychic phenomena« og »Experiments in psychical science«.

Læser man den første bog, der indeholder de grundlæggende experimenter, med en smule kritik, kan man vanskelig undgaa at opdage, at der i virkeligheden ikke er ført ringeste bevis for, at mediet ikke selv med sine fødder har fremkaldt alle bevægelserne. Betingelserne: det svage røde lys i seanceværelset, som gør det umuligt at se mediets ben, og hendes stilling til bordene, sætter hende istand til paa ganske normal vis at løfte bordene, uden at hun behøver at frygte for opdagelse. Denne forklaring af fænomenerne bestyrkes yderligere ved alle Crawfords maalinger, som viser, at netop de under de forskellige omstændigheder maalte tryk maa fremkomme, hvis mediets ben er den virkende aarsag. At paavise dette i enkeltheder her, vilde føre for vidt; den læser, som maatte interessere sig herfor, vil finde en ret indgaaende fremstilling i den nu udkomne 2. udg. af min bog »Overtro og Trolddom«, I del s. 506—11.

Naar Crawford ikke strax selv er bleven klar over sagens sammenhæng, skyldes det vel først og fremmest — hvad der tydelig fremgaar af hans bog — den tillid, han har næret til den hæderlige unge pige, der var mediet ved forsøgene. Her har vi den skæbnesvangre følge af dilettanteriet: en ung lektor i mekanik giver sig i lag med undersøgelser over mediumistiske fænomener aabenbart uden kendskab til mediernes ejendommelige natur. Miss Goligher kan i det daglige liv være en fuldt ud hæderlig og paalidelig person, men i den delvis ubevidste tilstand, i hvilken hun befinder sig under seancen, kan hun ikke gøres ansvarlig for de midler, hun anvender for at præstere, hvad man venter af hende. Hun kan altsaa meget godt under seancen gøre sig skyldig i et bedrag, som hun ganske afgjort ikke vilde indlade sig paa, hvis hun vidste, hvad hun foretog sig. Mediet i funktion er saaledes ikke en person, der har krav paa den samme tillid som mediet i det daglige liv, og dette burde Crawford vide. Paa grund af sin uvidenhed paa dette punkt lægger han ikke tilstrækkelig vægt paa foranstaltninger mod ubevidst bedrageri fra mediets side, og følgelig bliver han narret.

Hvor det drejer sig om saa lidet indviklede kunster som ved disse seancer, er det dog ikke ret vel tænkeligt, at en intelligent mand ikke tilsidst skulde opdage, hvad der gaar for sig. Det har dr. C. vistnok ogsaa gjort, og han har formodenlig anset sig for saa kompromiteret ved denne sag, at han d. 30. juli 1920 berøvede sig livet ved at tage gift.

I det spiritistiske ugeblad »Light« er der ganske visst offenliggjort et brev fra ham, skrevet d. 26. juli, hvori han angiver overanstrengelse som motiv til at gøre en ende paa livet. Men han siger udtrykkelig: »Den psykiske forskning har intet som helst at gøre med sagen.« Det forekommer mig, at en saadan undskyldning, der er ganske overflødig, egenlig er en anklage, altsaa en aaben tilstaaelse. Desuden er brevet saa klart, at det vanskelig kan være skrevet af en mand, der er aandelig nedbrudt i en saadan grad, at han vil tage sig af dage. Det er meget sandsynligere, at han har følt det som en uoprettelig skam, at han har ladet sig narre, og for at skjule dette skriver han brevet. Hvorledes det nu end forholder sig hermed, er det i hvert fald sikkert, at han er bleven narret, og at dette kunde være undgaaet, hvis han havde havt et nærmere kendskab til mediernes ejendommelige dobbelte natur. Jeg skal senere komme tilbage til denne sag.

De anførte exempler maa sikkert være tilstrækkelige til at vise, hvorledes man er udsat for at begaa ret uheldige fejltagelser, naar man uden de fornødne forudsætninger giver sig til at undersøge de spiritistiske mediers præstationer. Den indsigt, man maa være i besiddelse af, er tilmed af ret forskellig art.

For det første er, som alt paavist, en psykologisk forstaaelse af mediumitetens ejendommelige natur en uafviselig betingelse. For det andet maa man ogsaa være fortrolig med de kunstgreb, som medierne anvender for at præstere, hvad der forlanges af dem. De bedragerske medier, som sikkert er langt de hyppigste, vil udelukkende virke ved kneb og taskenspillerier, og kan man ikke opdage det, er man uhjælpelig narret. Men selv de ægte medier vil i trancen ofte tage sin tilflugt til slige kunster, hvis det drejer sig om at præstere fysiske manifestationer som f. ex. materialisation og fotografering af aander, bevægelser af livløse genstande uden berøring og frembringelse af skrift i lukkede tavler o. s. v. Har man sat sig grundig ind i de metoder, som medierne anvender til frembringelse af disse forskellige fænomener, kan man i det enkelte, foreliggende tilfælde i almindelighed afgøre, hvorledes det kommer istand; ellers vil man vanskelig kunne undgaa antagelsen af okkulte kræfter eller endog aander. Det er netop forskellen paa dilettantens og den sagkyndiges iagttagelse af fænomenerne.

Ad flere forskellige veje har man i tidens løb vundet kendskab til de metoder, som medierne anvender ved frembringelsen af de fysiske manifestationer. Da ikke alle medier er lige dygtige, vil det kunne forekomme, at skarpe iagttagere ved et ubehændigt mediums seancer kan opdage, hvorledes fænomenerne tilvejebringes. I aarene 1878—84 blev saaledes en stor mængde materialisationsmedier afslørede, hvilket med andre ord blot vil sige, at man opdagede, hvorledes de foregivne aander blev frembragte ved ganske naturlige midler. Det samme har gentaget sig mange gange senere ikke blot ved materialisationer, men ogsaa ved andre fysiske fænomener.

En i spiritismens historie betydningsfuld episode er Truesdells afsløring af det bekendte medium Henry Slades aandeskrifter. Truesdell havde havt nogle seancer med Slade, ved hvilke han havde faaet mistanke om, at mediet selv frembragte skriften paa forskellig maade alt efter omstændighederne. Da Slade i en følgende seance blev kaldt ud et øjeblik, benyttede Truesdell lejligheden til paa en tavle, der aabenbart indeholdt en forud præpareret »aandeskrift«, at tilføje disse ord: »Henry, pas paa den fyr — han er ude for at snuse. Alcinde.« (Dette var navnet paa Slades afdøde hustru). Ved seancens fortsættelse gik det, som Truesdell havde formodet. En ren tavle, paa hvilken aandeskrift skulde fremkomme, blev behændigt af Slade ombyttet med den beskrevne; man hørte en griffel kradse paa tavlen, som lidt efter kom frem med to indskrifter. Da Slade læste, hvad Truesdell havde skrevet, blev han fuldstændig forvirret og gik til bekendelse: alle hans præstationer var kun taskenspillerkunster. I disse indviede han Truesdell, som derefter i flere aar optraadte som medium.

Det er maaske ret sjældent, at seancedeltagerne ligefrem kan se, hvorledes medierne bærer sig ad. Men i mange tilfælde vil det, der sker, være saa let at frembringe ved enkle fysiske midler, at mere skeptiske deltagere vil forlange bestemte garantier for, at de ikke blot har at gøre med behændigt udførte taskenspillerkunster. Der træffes i saa fald visse foranstaltninger, som skal umuliggøre, at selve mediets hænder og fødder er de virkende kræfter. Den umiddelbare følge af en saadan forsigtighed vil i almindelighed være den, at mediet enten nægter at arbejde under de givne betingelser eller ogsaa viser sig ude af stand til at præstere noget.

Netop dette resultat fremgik af de indgaaende undersøgelser, som i 1884 anstilledes af den store amerikanske Seybertkommission og af det engelske selskab for psykisk forskning under ledelse af mrs. Sidgwick. Paa begge sider af Atlanterhavet arbejdede man med en hel række af bekendte medier og kom til ganske det samme resultat: Foranstaltninger, som udelukkede bedrageri, hindrede ogsaa fuldstændig de »okkulte kræfters« d. v. s. mediernes virksomhed. Hvis man derimod lod medierne raade, fik man ganske visst manifestationer, men saa var det heller ikke vanskeligt at regne ud, ved hvilke midler de var tilvejebragte.

Den sikreste kilde til viden om, hvilke metoder medierne anvender, er naturligvis medierne selv. Hvis et medium altsaa offenliggør sine fremgangsmaader, har man derved faaet et værdifuldt indblik i, hvorledes visse manifestationer kan tilvejebringes, og det vil følgelig i fremtiden være forholdsvis let at sikre sig mod andre mediers anvendelse af de samme eller lignende midler. I aarenes løb har ikke saa faa forhenværende medier udgivet den art værker.

I 1882 udkom det første: »The revelations of a spirit medium«, skrevet af en assistent hos det dengang meget bekendte medium Firman. Denne bog er nu aldeles ikke til at opdrive, og allerede i 1893 var det mig umuligt at faa et exemplar, fordi største delen af oplaget var bleven købt og opbrændt af spiritisterne — af kærlighed til sandheden. Men aaret efter udgav den ovenfor omtalte Truesdell en redegørelse for de af Slade og ham selv anvendte metoder: »Spiritualism. Bottom facts«, og senere er der kommen andre fremstillinger, som det vilde blive for vidtløftigt at opremse.

En meget kyndig mand paa dette omraade er dr. Carrington, der selv skal være en fortrinlig taskenspiller-amatør. I et stort værk: »The physical phenomena of spiritualism«, 2. udg. London 1920, har han gjort udførlig rede for de sindrigeste metoder, som til forskellige tider er anvendte af bekendte medier; heri har han ogsaa optaget det værdifuldeste af de ældre værker, som nu ikke længere kan faas. Carrington er iøvrigt en meget forsigtig mand. Ved omtalen af enhver ny gruppe af fænomener begynder han gerne med at sige, at man naturligvis paa forhaand ikke kan fastslaa, at disse fænomener ikke kan være udslag af okkulte kræfter, men som oftest frembringes de rigtignok af medierne paa følgende maade. Derefter faar man en hel række metoder angivne, hvorved han ikke glemmer at gøre opmærksom paa, at selv en fagmand under en seance vil have meget vanskeligt ved at opdage, hvorledes mediet er gaaet tilværks, og for den ukyndige er det haabløst umuligt. Man faar saaledes i alle tilfælde det indtryk, at antagelsen af okkulte kræfter er aldeles overflødig, da medierne paa saare menneskelig vis er istand til at præstere fænomenerne med et ganske overbevisende præg af ægthed.

Lad mig endnu blot tilføje, at Carrington anser nogle ganske enkelte af de fænomener, som Crookes iagttog i mediet Homes nærværelse, især de saakaldte levitationer, mediets svæven i luften, for at være frembragte ved okkulte kræfter. Saadanne undtagelser er dog ikke meget sandsynlige, naar alle andre fysiske manifestationer kun er frembragte af medierne paa normal menneskelig vis. Desuden har Podmore i sin store historiske fremstilling: »Modern spiritualism« givet en forklaring netop af disse levitationer, som man naturligvis kan rejse indvendinger imod, men som dog rimeligvis kommer sandheden meget nær.

Hvorledes det nu end forholder sig med saadanne enkelte fænomener, som man ikke har fuldt rede paa, saa synes dog alle besindige spiritister i vore dage at mødes med de mere skeptiske forskere i den opfattelse, at mediernes fysiske præstationer er uden værd for spiritismen. Den overbeviste spiritist, prof. Hyslop siger rent ud, at han ikke vil tale om de fysiske manifestationer, fordi de endnu aldrig er iagttagne under betingelser, hvor de kunde bevise noget. Og Podmore siger: »Naar det er indrømmet, at spiritismens saakaldte fysiske fænomener ikke kræver medvirken af andre fysiske kræfter end mediets muskler, medens medierne ved kunststykkernes udførelse ikke handler helt bevidst eller vilkaarligt, er dermed grunden renset for spiritismens egenlige problem«. Dette skal vi i det følgende gaa over til at betragte.



III.
DE SPIRITISTISKE MEDIER OG DERES DRØMME.
[redigér]

SPIRITISMENS egenlige problem er dette: Kan der overhovedet føres noget afgørende bevis for, at aander, afdøde menneskers sjæle, kan træde i forbindelse med de efterlevende? Mediernes fysiske præstationer beviser i denne henseende intet. Thi for det første er det, som vi har set, yderst sandsynligt, at disse fænomener kommer istand ved mediernes egen muskelkraft. Og for det andet vilde det aldeles ikke være noget bevis for aanders medvirken, hvis der undtagelsesvis skete noget, som medierne ikke selv havde udført.

De fleste forskere, som har indrømmet forekomsten af slige fænomener, har antaget, at det skyldtes en eller anden okkult, endnu ikke nærmere kendt kraft. Denne har i tidens løb havt mange navne: odkraft, psykisk eller ektenisk kraft, nervestraaling o. s. v.; navnet gør aabenbart intet til sagen. Meningen har i alle tilfælde været den, at der skulde findes en kraft, som under mediernes trance bliver særlig fremtrædende og er istand til at sætte livløse genstande i bevægelse og ude i rummet fremkalde mer eller mindre udformede fantomer, der kan fotograferes eller endog under visse betingelser iagttages af alle tilstedeværende. Som sagen staar i øjeblikket, er antagelsen af en saadan kraft ikke nødvendig, da de fysiske manifestationer, som den skulde forklare, tør antages at være mer eller mindre behændigt udførte taskenspillerkunster. Men deraf følger aldeles ikke, at der ikke ad anden vej kan føres et bevis for aandernes forbindelse med de efterlevende.

Hvis et saadant bevis overhovedet skal kunne faas, maa det være ved mediernes intellektuelle præstationer, de oplysninger, som de formaar at give om forhold, hvortil de umulig kan have noget kendskab. Vi har allerede i det foregaaende set et exempel i denne retning: pastor Wynn faar gennem forskellige medier oplysninger om tildragelser, der kun er kendte af ham selv og hans afdøde søn. Deraf drager han den rigtignok noget forhastede slutning, at det virkelig er hans søn, der har talt gennem medierne. Kyndigere folk vil ikke uden videre gaa ind derpaa, fordi man netop ved den nyere tids indgaaende undersøgelser over medierne og disses ejendommelige natur har lært forskellige forhold at kende, hvorved medierne under trancen kan komme i besiddelse af en viden, som de normalt ikke raader over. Et medium i trance har visse overnormale færdigheder, hvorved det kan give oplysninger om spørgsmaal, som det i normal vaagen tilstand ikke har rede paa. Spiritismens problem bliver altsaa nærmere bestemt dette: kan trancemediets overnormale færdigheder forklare alle de intellektuelle præstationer, eller er man desuden nødsaget til at antage en forbindelse med aandeverdenen?

Et afgørende og uomtvisteligt svar paa dette spørgsmaal vilde aabenbart være af største betydning for menneskeslægten, og i mere end tredive aar har mange betydelige forskere derfor arbejdet paa problemets løsning ad experimental vej. Paa den plads, som her staar til min raadighed, kan jeg kun give antydninger af alle disse undersøgelser og maa derfor henvise den læser, der ønsker fyldigere oplysninger, til min tidligere omtalte bog. Hidtil har alle disse bestræbelser vel ikke ført til et afgørende resultat, men det udelukker naturligvis ikke muligheden for, at man en skønne dag faar sagen klaret. Jeg skal nu i korthed gøre rede for, hvad man hidtil har naaet.

Det er ikke almindeligt, at et normalt vaagent menneske udfører en handling, som det i øjeblikket slet ikke er sig bevidst. Hvis det er en ganske vanemæssig handling, som f. ex. Den at lukke en yderdør, idet man gaar igennem den, kan man kort tid efter have glemt, om man virkelig har udført den, men i selve handlingens moment veed man det. Under særlige omstændigheder, i sindsbevægelse eller i stærk optagethed af andre tanker, kan enkelte mennesker dog udføre ret indviklede handlinger, som de under udførelsen er ganske uvidende om. Jeg har saaledes ved examensbordet enkelte gange set examinander skrive navne, ord eller endog hele sætninger samtidig med, at de besvarede de spørgsmaal, der stilledes dem. Hvad haanden saaledes skrev, stod aldrig i nogen forbindelse med det, der taltes om, og examinanden var øjensynlig uvidende om sit eget skriveri, da han blev flov og forvirret ved pludselig at opdage det.

Saadanne handlinger, der udføres uden foranledning af ydre paavirkninger, og som ikke staar i forbindelse med det øjeblikkelige bevidsthedsindhold, kaldes automatiske. Enkelte mennesker kan, i hvert fald i visse perioder af sit liv, præstere automatisk skrift ogsaa under ganske daglige forhold. Naar de sætter sig hen med en blyant i haanden uden at tænke paa noget bestemt, begynder blyanten at skrive og give meddelelser, der ofte kan være overraskende for den skrivende. Saadan automatisk skrift viser aabenbart, at en virksomhed, der i almindelighed ledes af bevidste forestillinger, undertiden hos enkelte mennesker kan styres af ubevidste tilstande.

Til automatikerne maa ogsaa regnes de individer, der faar meddelelse gennem bankende bordben. Om haanden sætter en blyant eller et bord i bevægelse, er naturligvis i og for sig ligegyldigt, kun kræver det sidste noget større muskelkraft. Hvorledes det gaar for sig, er ikke vanskeligt at faa rede paa, hvis man har lejlighed til at se de blottede arme paa personer, der jævnlig har siddet for »borddans«. Naar de sidder ved bordet for at faa det til at bevæge sig, kan man i armmusklerne iagttage smaa, krampagtige og taktfaste ryk, der efterhaanden faar bordet sat i bevægelse, ligesom et lille barn ved taktfaste ryk kan faa en tung kirkeklokke til at svinge. Her er slet ikke tale om nogen bevidst skubben til bordet; det hele gaar ganske ubevidst for sig. At de ubevidste tilstande kan frembringe et bestemt antal slag med et bordben, hvorved et bestemt bogstav angives, er naturligvis ikke mere besynderligt, end at de samme tilstande kan faa en haand til at forme bogstaver. Vi har her kun at gøre med to forskellige former af samme sag og kan behandle dem begge under ett.

Indholdet af den automatiske skrift kan have ret forskellig oprindelse. Det kan enten være noget, som individet engang har vidst, men senere glemt saa grundig, at det under normale forhold næppe vilde kunne drages frem i bevidstheden. Eller ogsaa kan det være ganske flygtige iagttagelser, som i dagens løb næppe er naaet til bevidsthed. Endelig kan det ogsaa være flygtige tanker, som individet nødig vil dvæle ved og derfor strax søger at trænge tilbage. Naar slige tanker giver sig udtryk i den automatiske skrift, kan de staa i bestemt modsætning til individets bevidste meninger om bestemte spørgsmaal, hvilket ret naturlig vil give dem præg af at hidrøre fra en anden personlighed. Den automatisk skrivende kan saaledes let selv faa den opfattelse, at en fremmed intelligens har meddelt sig til ham. Dette indtryk vil yderligere styrkes, hvis de automatisk skrevne meddelelser er undertegnede med et bestemt navn, hvilket ofte er tilfældet. Hele bøger er opstaaede paa den maade.

Det mest bekendte værk af denne art er vel nok »Spirit teachings«, der er skrevet af den engelske præst W. Stainton Moses som medium og udgivet under pseudonymet M. A. (Oxon). Bogens indhold er en diskussion mellem præsten og fire høje aander: Imperator, Rector, Mentor og Doctor, der vil overbevise ham om, at hans opfattelse af kristendommen er urigtig. Tiltrods for, at disse aander har hver sin ejendommelige skrivemaade og haandskrift, er der dog intet, som tyder paa, at præsten virkelig har staaet i forbindelse med aander. Hans egen tvivl om rigtigheden af visse religiøse sætninger kan godt have givet sig udslag i den automatiske skrift, netop fordi han ikke vilde lade disse kætterske tanker faa raaderum i bevidstheden, men har søgt at fortrænge dem.

Hertil vil man maaske indvende, at selv om denne forklaring er mulig, er det dog heller ikke udelukket, at det virkelig har været aander, der har skrevet med præstens haand. I dette tilfælde lader sig ganske visst intet bevise, men i andre tilfælde har det været muligt at godtgøre, at de foregivne aander har været falske, eller rettere: at der slet ikke har været aander med i spillet. Den engelske spiritist F. Myers skrev flere aar før sin død et brev, som forseglet blev overgivet til Oliver Lodge, der deponerede det i en bank. Brevet maatte først aabnes, naar der efter Myers død gennem et eller andet medium fremkom en meddelelse om, hvad der stod i brevet. Paa denne maade haabede Myers at kunne føre et afgørende bevis for, at han efter sin død var istand til at træde i forbindelse med sine efterlevende venner.

Blandt disse var mrs. Verrall, lektor i Græsk ved universitetet i Cambridge, i hvis hjem Myers havde været en stadig gæst. Hun skrev automatisk, og efter Myers død fik hun jævnlig meddelelser undertegnede med hans navn. I aarene 1903—04 indeholdt skriften mange hentydninger til et forseglet brev i en box med angivelse af brevets indhold; disse meddelelser var stadig underskrevne med Myers navn. Tilsidst kunde man ikke ret vel afvise den tanke, at det virkelig var Myers, som nu ønskede brevet aabnet, og dette skete i et højtideligt møde i Society for psychical research. Desværre viste det sig, at der ikke var mindste overensstemmelse mellem brevet og det, der var fremkommet i mrs. Verralls automatiske skrift. Myers maatte saaledes erklæres fuldstændig uskyldig i de automatiske meddelelser, der var undertegnede med hans navn; disse var udsprungne af mrs. Verralls ønske om at træde i forbindelse med vennen og formodninger om brevets indhold.

Automatikernes sjælelige tilstand under skrivningen er ikke nogen egenlig trance, om den end kan nærme sig dertil. Trancen er en autohypnose, en af mediet selv fremkaldt hypnotisk tilstand. Hos medier, der lider af hysteri, hvilket vel nok er det almindeligste, bliver trancen en ret kompliceret tilstand, en hysterohypnose; vi behøver dog ikke at gaa ind paa denne forskel, da den er uden betydning for det spørgsmaal, som her interesserer os. Hos trancemedierne kan den ejendommelige spaltning, der viser sig allerede hos automatikerne, blive endnu mere udpræget. Desuden træder under trancen det normale bevidsthedsliv saa godt som helt i baggrunden, medens de »ubevidste tilstande« bliver fremherskende.

For et normalt menneske, der ikke har oplevet og ikke kan opleve noget saadant, er det vanskeligt at sætte sig ind i et mediums sjælelige tilstand under trancen. Men der findes dog næppe noget saa abnormt sjæleliv, at det normale menneske ikke kender i hvert fald antydninger af det hos sig selv. En saadan antydning af trancen har man i det øjeblik, som de fleste mennesker rimeligvis har oplevet, hvor man ligger og drømmer, men begynder at vaagne saa vidt, at man veed, at man drømmer. Her er netop modsætningen mellem det normale bevidsthedsliv, der er ifærd med at bryde frem, og drømmebevidstheden saa at sige haandgribelig. Hos mediet i trancen spiller drømmebevidstheden dog den største rolle, idet den bestemmer individets handlinger. Hvis vi tænker os en sovende, der tror, at han ligger stille og sover, men i virkeligheden handler under indflydelse af en drøm — altsaa gaar i søvne — har vi et tilnærmelsesvis rigtigt billede af trancetilstanden. Forholdet mellem de to bevidstheder er hos forskellige medier dog ingenlunde det samme, og ikke engang altid ens hos samme medium. Undertiden sover mediet saa dybt, at hun slet ikke veed noget om, hvad hun foretager sig, og saa er drømmebevidstheden fuldstændig herre. Til andre tider kan mediet vaagne saa vidt, at hun bliver sig situationen bevidst og til en viss grad kan gribe ind i drømmebevidsthedens handlinger. Hele denne forklaring er nu ikke blot en teoretisk paastand, men beror ligefrem paa erfaringer, som enkelte medier har været istand til at meddele. Den fuldstændigste fremstilling af et mediums selviagttagelser under trancen foreligger utvivlsomt i det bekendte »Göteborgmedium«, mrs. d'Espérances bog: »Im Reich der Schatten«. Hun var materialisationsmedium. Medens hun sad paa en stol i mørkkamret, optraadte der forskellige aandeskikkelser, som gik rundt blandt seancedeltagerne. At disse »aander« ligefrem har været mediet i forklædning, fremgaar af mange omstændigheder, som vi ikke behøver at opholde os ved her; det er desuden i det foregaaende omtalt, hvorledes alle disse fysiske manifestationer er kunster, som mediet udfører bevidst eller ubevidst. Et ægte trancemedium som mrs. d'Espérance er sig imidlertid ikke bevidst, hvad hun foretager under trancen, og det er netop det psykologisk interessante ved sagen. Dog vaagner hun undertiden saa vidt, at hun mærker, at der er en forbindelse mellem hende og den optrædende aand. En af disse kaldtes Yolande; om hende skriver mrs. d'Espérance:

»Undertiden foraarsagede Yolandes vandringer mig en ubestemt bekymring. Hun glædede sig aabenbart ved sit korte ophold blandt os og var trods sin tilsyneladende modløshed saa dristig, at jeg ofte blev plaget af frygt for, hvad hun kunde falde paa at gøre. Jeg fik en uhyggelig følelse af, at ethvert uheld, enhver uforsigtighed fra hendes side vilde falde tilbage paa mig, men jeg havde rigtignok ingen forestilling om, hvorledes dette skulde ske. Det skulde jeg desværre senere lære. — Naar min følelse af bekymring paa et eller andet tidspunkt virkelig antog form af en tanke, saa opdagede jeg, at dette tvang Yolande til modvillig at trække sig tilbage i kabinettet. Undertiden skete dette med en barnagtig uvillighed, som viste, at min tanke udøvede en tvingende magt over hendes handlinger, og at hun kom tilbage til mig, fordi hun ikke kunde andet.«

Denne skildring af forholdet mellem mediet og Yolande er ganske forstaaelig, naar vi gaar ud fra, at de to er samme person. Mediet drømmer, at hun sidder i trance paa en stol, medens hun faktisk spiller Yolande; naar hun vaagner saa vidt, at hun bliver sig den farlige situation bevidst, trækker hun sig forsigtig tilbage i mørkkammeret. Det er den tvingende magt, hun udøver over Yolande. Det uheld, som rammer Yolande, maa nødvendigvis ogsaa træffe mediet, og den begivenhed, hvortil der sigtes i det citerede stykke, var ligefrem en afsløring: Yolande blev greben og viste sig at være mediet i forklædning. Dermed er altsaa det afgørende bevis ført for, at mediet selv spiller aandens rolle.

Naar mrs. d'Espérance træder ud af kabinettet i Yolandes eller en anden aands skikkelse, opfører hun altsaa en lille komedie, der maa siges at være digtet ubevidst, saasom hendes normale vaagne bevidsthed ikke kender noget til, hvad hun foretager sig i trancen. Meget indhold er der ikke i disse ubevidste digterværker, og det kan der vel vanskelig være, naar mediet stadig maa være paa sin post for ikke at røbe sig. Den uro og bekymring, som mrs. d'Espérance skriver, at hun følte for Yolande eller de andre aander, er jo i virkeligheden »aandens« frygt for at blive greben, og under en saadan affekt kan der vanskelig blive tale om en rigere udformning af den lille digtning.

Dette vilde imidlertid kunne naaes, hvis mediet gav afkald paa at maskere sig som en aand og opførte sine dramatiske scener blandt seancedeltagerne uden det sædvanlige spiritistiske udstyr med mørkkammer o. s. v. Saaledes er forholdet hos det i sin art vistnok enestaaende medium Hélène Smith, som psykologen Flournoy har undersøgt. Hans bog om mediets præstationer bærer den romanagtige titel: »De l'Inde à la planète Mars«, men er ikke desto mindre et strengt videnskabeligt og i høj grad interessant værk. Der skildres heri, hvorledes mediet, siddende blandt seancedeltagerne, falder i trance og i denne tilstand dramatisk fremstiller lange »ubevidst digtede romaner«, som Flournoy kalder dem. Mediet betegner sig selv som en reinkarnation af de personer, hvis rolle hun spiller. Det vil være umuligt her at gaa ind paa enkelthederne ved disse seancer; jeg maa indskrænke mig til kort at antyde nogle hovedtræk i præstationerne.

De to interessanteste romaner, som mlle. Hélène fremstiller, er vel nok den indiske prinsesse Simandinis og rejsen til Mars. I begge disse roller taler hun ikke sit modersmaal Fransk, men derimod selvlavede sprog. Den indiske prinsesses indeholder adskillige korrekt anvendte Sanskritord, men er ellers fri fantasi. Ved rejsen til Mars, hvor hun taler med troldmanden Astané, benytter hun et rent selvlavet sprog, der ganske visst ikke indeholder noget fransk ord, men dog har alle det franske sprogs ejendommeligheder, saa at det øjensynlig er lavet af en person, der kun kan Fransk. Alt, hvad der saaledes siges i seancerne, skrives strax ned, og ved nogle særlige kunstgreb faar man senere gennem mediet oversættelsen. Herved har det vist sig, at de enkelte ord altid anvendes i samme betydning, saa at der foreligger virkelige sprog og ikke blot en samling meningsløse lyde.

Flournoy har gjort et meget stort arbejde for at faa udredet, hvorfra mediet har de mange enkeltheder, som har tjent til opbygning af disse romaner, og det er ogsaa i alt væsenligt lykkedes ham. Det kan saaledes betragtes som fuldstændig fastslaaet, at mediets viden skyldes en del spredt læsning, og at der i alle disse præstationer ikke er mindste grund til at antage en medvirken af aander.

En tredie type af medier er den, som i sin fuldkomneste og bedst undersøgte skikkelse repræsenteres af amerikanerinden mrs. Piper. Hun er tale- og skrivemedium; i hendes præstationer er der intet forsøg paa en dramatisk fremstilling, idet hun i trancen sidder med hovedet hvilende paa en stabel puder, medens hun mundtlig eller skriftlig underholder sig med seancedeltagerne. Men denne underholdning har en højst ejendommelig karakter, idet de tilstedeværende ofte tror at tale med afdøde slægtninge eller venner, der giver dem oplysninger om mange ting, som mediet umulig kan have noget kendskab til.

Af alle mediumistiske præstationer er denne vel nok den eneste, som selv ved en kritisk, videnskabelig behandling kan synes at indeholde muligheden for en medvirken af aander. Det er derfor forstaaeligt, at Society for psychical research har været særlig interesseret i at holde rede paa, hvad der fremkom i disse seancer. I en lang række aar, fra 1887 til sin død i dec. 1905, førte dr. Hodgson tilsyn med seancerne; han var saa godt som altid tilstede og sørgede for, at der blev optaget stenografiske referater af alt, hvad der passerede. Der foreligger saaledes et overordenlig righoldigt materiale til bedømmelse af, hvorfra mrs. Piper har den viden om intime familieforhold, som har forbløffet saa mange seancedeltagere. Dette spørgsmaal har mrs. Sidgwick gjort til genstand for en meget grundig undersøgelse i bd. 28 af selskabets Proceedings.

Den nemmeste antagelse er naturligvis den, at de aander, som taler gennem mediet, virkelig er, hvad de giver sig ud for. Men hvergang aanderne har udtalt sig om spørgsmaal, der kunde afgive et uomtvisteligt bevis for deres existens, har svarene været urigtige. Det tidligere omtalte tilfælde, hvor Myers »aand« gennem mrs. Verrall angiver indholdet af et brev, som kun Myers kendte, har gentaget sig med mrs. Piper. Miss Wild skrev faa dage før sin død et brev, som forseglet blev overgivet til prof. James, for at han gennem et medium kunde faa dets indhold angivet og saaledes føre bevis for, at der virkelig havde været en forbindelse med den afdøde. Forsøget slog fuldstændig fejl; miss Wilds aand opgav gennem mrs. Piper brevets indhold, men det viste sig aldeles ikke at stemme.

Der er en vrimmel af den art erfaringer. Præsten W. S. Moses havde til sin ven Myers meddelt, hvem de fire høje aander virkelig var, hvis udtalelser han havde fremsat i sin bog »Spirit teachings«. Gennem mrs. Piper talte man med den afdøde præst og bad ham opgive navnene. Det gjorde han ogsaa, endog gentagne gange, men han gættede stadig galt. Dog paastod han samtidig, at han fornylig havde talt med de paagældende i aandeverdenen, saa at hans mangel paa evne til at meddele navnene ikke kan skyldes en iøvrigt ganske ubegribelig forglemmelse. I mange andre tilfælde synes aanderne dog ligefrem at have glemt det, der har havt afgørende indflydelse paa deres liv, medens de husker de ligegyldigste smaating. Mrs. Sidgwick kommer derfor til det resultat, at det ikke er de foregivne aander, som taler direkte gennem mrs. Piper, og hvis man overhovedet staar i forbindelse med aander gennem et saadant medium, maa det foregaa ad en anden og meget usikrere vej.

Spørgsmaalet bliver saaledes: hvorledes kommer mrs. Piper til den viden om hende ganske ubekendte menneskers privatanliggender, som hun faktisk ofte er i besiddelse af? Der lader sig paavise i det mindste tre forskellige kilder hertil.

Noget faar hun at vide af deltagerne i selve seancen. Jævnlig »fisker« aanderne, beder om oplysninger, og hvis der gives uforsigtige svar herpaa, faar mediet saaledes underretninger, der kort efter anvendes, som om de kom fra aanderne.

En ikke ringe del af mediets viden skyldes den saakaldte kryptomnesi, de skjulte erindringer. Enhver bemærkning, som er faldet i en eller anden seance, synes endog aar efter at kunne erindres af mediet i trancen og anvendes meget effektfuldt ved given lejlighed. Man har været istand til at paavise dette med stor sikkerhed, netop fordi man har ført nøjagtig bog over alt, hvad der siges i mrs. Pipers seancer. Om forlængst afdøde personer er der gennem mediet fremkommet udtalelser, som ved nærmere efterforskning ofte ad lange omveje har vist sig at være rigtige. Hvorledes mediet er kommet til den kundskab, har været aldeles gaadefuldt, indtil man ved at efterse beretningerne om tidligere seancer har fundet, at de paagældende i levende live har omtalt sagen i en seance. Alle andre har glemt det, men mediet har bevaret det i erindringen. Hvis man altsaa ikke havde havt de nøjagtige beretninger at holde sig til, vilde der næppe have været nogen anden maade at forklare sagen paa end ved en medvirken af aander. Men heraf følger atter, at man aldeles ikke med sikkerhed tør drage slutninger om en forbindelse med aandeverdenen, fordi et eller andet medium fremkommer med nogle mærkelige oplysninger. Thi disse kan skyldes mediets kryptomnesi, hvilket i paagældende tilfælde blot ikke lader sig godtgøre, fordi man ikke veed, hvad der er foregaaet i dette mediums tidligere seancer.

Endelig er der endnu en tredie vej, ad hvilken mediet kan komme i besiddelse af de oplysninger, der gives, nemlig gennem telepatisk overføring fra seancedeltagerne. Det blev allerede i det foregaaende, ved omtalen af pastor Wynns seancer, berørt, at noget saadant kan forekomme hos de ægte trancemedier, og netop de indgaaende undersøgelser af mrs. Pipers meddelelser har givet det bedste bevis for, at mediet i trance besidder, hvad spiritismens historieskriver, Podmore, kalder »en overnormal evne til at aftappe de tilstedeværendes tanker«. Udtrykket er dog ikke ganske rigtigt, thi det er ingenlunde altid det, som en eller anden af deltagerne tænker paa, der overføres til mediet. Jævnlig kan det være noget, som blot staar i nær forbindelse med de bevidste tanker, og undertiden kan det være noget, som kort forinden har optaget vedkommende stærkt, men i øjeblikket slet ikke er i bevidstheden.

Der foreligger netop fra mrs. Pipers seancer en vrimmel af beretninger om, hvorledes hun paavirkes af saavel ubevidste som bevidste tilstande hos de tilstedeværende. Dr. Hodgson beretter to tilfælde, som er hændt ham selv. En aften havde han med stor interesse læst en levnedsskildring af Walter Scott, og i seancen den næste dag meldte Walter Scotts aand sig gennem mrs. Piper, hvilket aldrig før var forekommet. En anden aften havde han læst nogle stykker af »Spirit teachings«, og næste dag ønskede bogens afdøde forfatter, W. S. Moses, at tale med ham.

Et par enkelte tilfælde af den art kunde naturligvis være tilfældige sammentræf, skønt de i betragtning af aandernes mangfoldighed vilde være yderst usandsynlige. Men naar det gang paa gang indtræffer, at tilfældige seancedeltagere tror at komme i forbindelse med afdøde slægtninge og venner, der giver dem oplysninger om private forhold, som kun de selv kan vide noget om, saa kan man ikke ret vel komme udenom den antagelse, at mediet besidder en overnormal evne til at paavirkes af, hvad der rører sig hos de tilstedeværende.

For med sikkerhed at kunne fastslaa forekomsten af telepatiske overføringer har man anstillet mangfoldige forsøg, idet man har hypnotiseret dertil egnede personer og søgt at overføre bestemte forestillinger til dem. Resultatet har dog som oftest været ret tvivlsomt. Experimenterne lykkes ret godt, hvis afsenderen og modtageren af tankerne befinder sig i samme stue, men saa lader den mulighed sig ikke udelukke, at afsenderen uvilkaarlig har hvisket, hvilket den hypnotiserede, hvis hørelse er stærkt skærpet, let kan høre. Befinder de to sig derimod i forskellige rum, slaar forsøgene som oftest fejl. Der foreligger dog nogle enkelte forsøgsrækker, som tyder paa, at tingen kan lade sig gøre. Men netop fordi udfaldet er saa overordenlig usikkert, maa man foreløbig fastslaa, at man aldeles ikke kender de betingelser, hvorunder tankeoverføringen kan finde sted.

Alle de oplysninger, mrs. Piper modtager ad den ene eller den anden vej, samarbejder hun ubevidst til et billede af den paagældende afdøde. Dette billede bliver ganske naturlig desto fyldigere og derfor mere lignende, jo hyppigere de samme seancedeltagere søger at komme i forbindelse med den bestemte aand, og jo flere oplysninger mediet saaledes faar. Naar Hélène Smith ubevidst digter romaner, kan mrs. Piper siges ubevidst at digte hverdagshistorier, og disse kan give saa træffende billeder af de paagældende afdøde, at de efterlevende tror at tale med dem. Men noget bevis for en virkelig forbindelse med de afdøde er der ikke ført.

Mrs. Sidgwick nævner ganske visst i sin bog den mulighed, at der kan forekomme telepatiske tankeoverføringer mellem aanderne og mediet, men hun anfører ikke et eneste exempel paa, at det virkelig har fundet sted. Af de originale optegnelser fra seancerne anfører hun mange stykker som bevis for alle de andre kilder til mediets viden, men der er, saa vidt jeg kan se, ikke en eneste tildragelse, om hvilken hun tør paastaa, at den kun kan forklares ved en eller anden art af forbindelse med aanderne. Fordi dette maaske ikke er forekommet i mrs. Pipers seancer, kunde det jo gerne være hændt med andre medier. I den spiritistiske litteratur vil man da ogsaa let kunne finde beretninger, om hvilke det paastaas, at de kun kan forklares ved en forbindelse med aanderne. Men i alle saadanne tilfælde har man intet som helst kendskab til mediets skjulte erindringer og er overhovedet ude af stand til at kontrollere, hvorledes hun er kommet til sin viden. Fra et strengt videnskabeligt standpunkt maa man derfor hævde, at spiritismen hidtil ikke har ført et eneste uangribeligt bevis for sine paastande.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.