To Tidsaldre
af Thomasine Gyllembourg

To Tidsaldre.

Anden Deel.

Nutiden.

I Sommeren 1844 vare 50 Aar henrundne siden den Sommerdag, da den unge Claudine stod paa Broen ved Fiskerleiet og med bange Hjerte stirrede ud over Havet efter den Baad, som bragte hendes saarede Elsker. Ikke langt fra den prægtige gamle Borg, hvor disse Elskende havde levet som det kjærligste og lykkeligste Ægtepar, havde de to store Kastanietræer ved Kirkemuren allerede i ti Somre strøet deres Blomster over den hvide Marmorsteen, som bedækker den Grav, hvor de hvile forenede i Døden som i Livet. Deres Søn Charles Lusard de Montalbert var efter mangeaarig Fraværelse kommen hjem til sit Fædrenegods for faa Uger siden. Han sad ene i sin Moders Yndlingsværelse, ganske fordybet i Læsning af gamle Breve, som han endelig, da han var færdig med det sidste, samlede omhyggelig og lagde tilrette i en stor Mappe, som han sammenbandt og forvarede i et Gjemme, der stod i Værelset; hvorefter han med et alvorligt Ansig gik længe taus op og ned ad Gulvet. Endelig standsede han, som vaagnende af en Drøm, og lod sine Blikke glide hen over alle de Gjenstande, der omgave ham. Det var en klar Foraarsaften, den nedgaaende Sol kastede sine røde Straaler gjennem de høie Vinduer ind i det hyggelige Værelse. I Kaminen brændte en munter Ild for aabne Døre. Lusard trak dybt Aande og sagde ved sig selv: Hvor jeg er forunderlig tilmode! Saa behageligt og saa veemodigt synes mig dette lille Opholdssted, hvor jeg saa ofte har siddet i fortrolig Samtale med min Moder. Alting staaer herinde, som da hun forlod det. Hvor forunderligt have dog disse mange Breve sat mig tilbage i forsvundne Tider, som tildeels ere gaaet forud for min jordiske Tilværelse! Med sin eiendommelige Troskab har min elskværdige Moder opbevaret disse venlige Ord fra Frænder og Venner. Hvor have de interesseret mig, de saa korte, saa faa, men saa elskovsfulde Linier fra min Faders Haand i hans længselfulde Kjærligheds første Dage! Og denne smukke Eleonores simple, af Godhed og Velvillie gjennemvarmede Breve, og end mere hans, denne Ferdinands, hvis elskværdige Personlighed jeg fra min Barndom tydelig mindes! Jeg synes ordenlig, at jeg føler en Længsel efter disse Frænder, som Graven dækker, og efter Frænder i det Hele, efter Blod af mit Blod. Der er Noget i Det, der siges om Blodets Stemme. Jeg føler mig altfor ene i Verden. Dog lad mig nu ikke være utaknemmelig. Der kommer min trofaste Ven, min gode Johanes Milner. Jeg hører hans Trin igjennem de andre Værelser, og hører dem i dette Øieblik ret med Glæde.

Lusard aabnede nu Døren for en Mand med et jovialt og interessant Physionomie. Han rakte ham Haanden, førte ham til en Stol nær Caminen, bød ham en Cigar, tændte selv en, og satte sig ligefor ham.

Efter nogle Bemærkninger om Veirliget og deslige sagde Milner: Naa! har du ikke endnu taget mine Indretninger her paa Godset nærmere i Øiesyn og gjennemløbet mine Regnskaber for al den lange Tid, hvori du har været fraværende?

— Jo, nu har jeg seet og drøftet det Hele, og jeg vilde netop gaaet til dig iaften for at takke dig. Det er vist og sandt, jeg kan ikke takke dig nok. Du har ikke blot administreret Godset som en i alle Maader dygtig Mand, men du har endog saaledes sat dig ind i mine Tanker og Anskuelser, at jeg ordenlig er kommen til at mindes vor Samtale Dagen før min Bortreise. Saaledes kan Ingen udføre vore Planer, uden en intim Ven. Medens jeg har flakket Verden rundt og forladt min Post, har du handlet, arbeidet og opfyldt mine Pligter. Da de gode Folk her paa Godset modtoge mig saa hjerteligt og smukt ved min Hjemkomst, da var det visselig ikke paa Skrømt, jeg sagde, at det var dig, de skulde takke.

— Hold dog op igjen! Det er ingen Sag, siger Ordsproget, at skjære en bred Rem af en Andens Hud. Er det ikke dig selv, som har foreskrevet Alt hvad her er skeet, alle Forbedringer? Har du ikke selv begyndt at udføre dem i alle de Aar, da du bestyrede Godset i din Faders Tid? Og har han ikke selv lagt Grunden? Jeg husker end, hvordan Præsten, min salig Fader, og de andre Mænd her i Egnen talede om den brave Herre. Det var endnu i de Dage, da vi To hver Dag red til Skolen i Horsens og hjem igjen, og jeg misundte dig din lille Skimmel.

— Det er ikke sandt! Du har aldrig misundt mig Noget. Du har været mig den Skat, hvorfor man aldrig nok kan takke Gud: en fuldtro Ven, som de gamle Viser sige, en Barndoms-Ven, som ingen Livets Omvæltning har berøvet os.

— Hvert Ord, du siger, er mig en sand Hjertestyrkning, men havde jeg nu bare din Veltalenhed, saa vilde jeg dog spørge, hvem af os To der skylder den Anden Meest. Da jeg for ti Aar siden kom her hjem fra Sjælland, hvor jeg i retfærdig Harme over mine Foresatte havde opgivet mit Levebrød, da jeg sad der med Kone og Barn og tomme Hænder, og mine Slægtninge og Venner vendte sig fra mig og kaldte mig et uroligt Hoved, da kom du mig imøde, overlod mig Marker og Jorder, byggede mig et deiligt Huus og gjorde mig til en lykkelig Mand. Hvad skulde vel blevet af mig, om jeg maatte have gaaet og drevet om i det Humeur, som dengang?

— Og hvad skulde vel blevet af mig, dersom jeg maatte have gaaet og drevet om i mit daværende Humeur, da begge mine Forældre døde saa kort efter hinanden, og dette Huus, denne Have og Egn forekom mig saa melancholske, at jeg ikke kunde taale at see derpaa? Havde min gode Skjæbne ikke ført dig hertil, dig, i hvis Hænder jeg kunde betroe min og mine Bønders Velfærd, saa kunde jeg ikke med god Samvittighed reist bort, og endnu mindre blevet borte i hele ni Aar; og var jeg bleven her, troer jeg, at jeg var forgaaet af Sorg og Lede til den hele Jord.

— Ja det maa vel sagtens forfriske Sindet at flyve ud i Guds vide Verden. Svalen og Storken, som bestandig reise, lade altid til at vaere i godt Humeur. Men havde det faldet i min Lod at kunne see mig om i Verden, saa vilde jeg hellere gjort den Tour, du i yngre Dage gjorde til Paris med dine Forældre, end den lange Reise, du nu har gjort allene i disse græske, orientalske og americanske Lande, der forekomme mig at maatte være noget Uddød, noget Ruineret, Noget, som man kunde blive melancholsk af at see paa. Men det forstaaer sig, du sværmede jo altid for den antike Herlighed og de græske Heroer, ligefra Prinds Hector til Lord Byron.

— Ja seer du! Min Ungdoms Ønsker traadte ligesom gamle Venner trøstende til mig i min sørgmodige Tilstand, og da Intet hindrede mig i at tilfredsstille denne gamle Tilbøielighed, saa greb jeg Pilgrimsstaven som saamangen Anden, der søgte Ro i Møie og Forandring. Som en ægte Pilgrim har jeg ogsaa været ved den hellige Grav.

— Virkelig?

— Ja, jeg har været i Palæstina, paa Oliebjerget med oprigtig Andagt, men derfor har jeg ikke fornægtet min gamle Kjærlighed til den antike Verden og heller ikke forsømt den classiske Jordbund. Jeg havde ikke isinde at blive saalænge udenlands, men, l’appetit vient en mangeant, det ene Sted giver os Anviisning paa det andet, ligesom det ene Studium rækker det andet Haanden; man gjør Bekjendtskaber med ligesindede Reisende, man følger med paa deres Omvandringer, og saaledes kom jeg til det sydlige America, et Land hvis Bekjendtskab jeg ikke vilde undvære at have gjort, og kort sagt, saaledes gik Tiden hen til Forundring for mig selv.

— Nu ja, Gud skee Lov! Nu have vi dig jo velbeholden igjen. Men hvordan vil du nu efter saa megen Bevægelse finde dig i vort stille Liv herhjemme?

— O! nu længtes jeg selv efter Ro.

— Men du er saa ene her i dit Huus.

— Ak ja! det er sandt.

— Veed du, hvad min Kone sagde iaftes, da du var gaaet fra os? Kunde jeg opleve, sagde hun, at komme til vor gode Vens og Herremands Bryllup, saa troer jeg, at jeg vilde være ligesaa glad, som jeg var ifjor paa vor eneste Datters Bryllupsdag. Du leer og ryster paa Hovedet. Men er det ikke fornuftigt sagt af min Kone? Hvad hindrer dig i at opsøge en elskværdig, god Pige, og gjøre hende og dig selv lykkelige?

— Kan du huske de Ord, der saa ofte forekomme hos Ossian, naar der er Tale om en Helt, som er falden langt fra sit Hjem? Dagen til hans Hjemkomst er gaaet forbi, hedder det. Det vil sige: Der er en i Stjernerne skreven Dag, hvorpaa han skulde vendt hjem; den er gaaet unyttet forbi. Saaledes er det ogsaa gaaet med mit Giftermaal. Den i Stjernerne bestemte Dag til mit Bryllup er gaaet forbi.

— Da veed jeg da, du er ikke nogen gammel Mand og du er endnu en smuk Mand. Det gjentog min Kone saamænd mange Gange iaftes.

— Naa! saa omtrent et halvt Seculum bærer jeg da imidlertid paa mit tynde Haar. Jeg vil dog ikke være affecteert og sige, at jeg føler mig som en gammel Mand. Den Glæde vil jeg paa ingen Maade gjøre vor Tids unge Løver, der ved tyve Aars Alder ere ældre end jeg; men desværre, Kjærlighedens Dag er ogsaa gaaet forbi. Min Fader sang undertiden en gammel fransk Sang om Foraaret, „qui ne revient plus pourk les amans, comme il revient pour la nature,“ og den Vise, troer jeg, har Ret.

— Men Herregud! Skal det da endelig være i Livets Foraar, i sin uerfarne Ungdom, at man skal vælge Den, som skal gaae hele Livets Vei med os?

— Nei, det vil jeg langt fra ikke sige, men det er gaaet mig som saamangen Anden. I Ungdommen søger man Eventyr, man griber dem med Henrykkelse og slipper dem med Ringeagt, fordi de kun vare Eventyr uden Sandhed; og finder man da engang en Perle fra et Ginistan, saa har en Anden tilegnet sig den. Imidlertid gaaer Tiden hen, Hver tager Sin, men jeg tager ikke Min og faaer som Andre, Ingen. Ja man seer jo vistnok Dem, om hvilie Baggesen siger:

»De tænkte viseligen faa:
I Mangel af en Aphrodite
Man nøies maa med en Charite,
Og takke Gud, man den kan faae;«

men mig er det nit gaaet som følger: at:

»Saa ydmyg, nøisom og beskeden
Haandskriver Eginhard ei var,«

og kort at fortælle: Det er nu min Historie.

Ja, svarede Milner, nu lee vi; men jeg kan dog ikke undlade i mangen Time at spørge mig selv med bekymret Sind: I hvilke Hænder skal alt Dette falde engang i Tiden? Hvo vil frede om Det, som vi med saa megen Omhu have opbygget? Vil ikke maaskee en gjerrig Haand saae Fattigdom og Ødelæggelse, hvor der nu blomstrer Velstand og Skjønhed? uden at tale om din egen forladte Pebersvends-Stand, naar de gamle Dage komme.

Der seer man, gjentog Lusard, hvorledes vi To sympathisere! Saadanne Betragtninger har jeg nemlig selv anstillet i disse Dage. Hvad jeg ønsker mig, hvad der nu kunde gjøre mig lykkelig, det vilde være en ung Mand, som jeg kunde ansee for en Søn, som jeg kunde gifte efter hans Hjertes Valg, for saaledes at forskjønne denne Eensomhed med en ung, elskværdig Familie, som jeg kunde elske og som elskede mig.

— Ja det vilde være en herlig Sag. Men hvor skal vi finde en saadan rigtig rar Fyr?

— Ja det er Knuden. Havde du dog en Søn, som lignede dig!

— Kjære Charles! Nu faaer du mig jo til igjen at begræde min lille Dreng, men borte er borte.

Jeg har, sagde Lusard, naturligviis tænkt paa mine egne Frænder, men de ere mig egenlig ganske fremmede. Paa min Faders Side er der Ingen, som kan komme i Betragtning; min Moders Slægt derimod, som er dansk, synes mig i alle Maader nærmest. Jeg har iaften læst i gamle Breve, der paa en egen Maade have bevæget mig. Der er maaskee Efterkommere af min Moders Fætter Ferdinand Valler, en herlig Mand, der var bosat i Schweitz og døde der. Der er ogsaa endnu i Kjøbenhavn en Søn af min Moders Onkel, den afdøde Grosserer Valler.

Milner afbrød ham: Grosserer Valler, ja ham erindrer jeg godt fra vore Studenterdage, da dine Forældre opholdt sig for din Skyld i Kjøbenhavn, og jeg i hele halvandet Aar var som Barn i deres Huus, det glemmer jeg aldrig.

— Erindrer du da ikke ogsaa Grossererens Søn, Christian Valler, som, uagtet han var en halv Snees Aar ældre end vi, dog var vor meget gode Ven?

— Jo vist, han arbeidede paa Faderens Contor. Herregud! man kommer saa reent fra sine gamle Forbindelser; jeg troer ikke, jeg har tænkt paa det Menneske i alle disse Aar mere end eengang, for en femten Aar siden, da saae jeg i Aviserne, at han averterede sin Kones Død.

Gud forlade mig, svarede Lusard, jeg har ogsaa næsten reent glemt ham og hele Slægten. Dog, medens min Moder levede, hørte jeg undertiden fra ham og hans, og veed saaledes, at han er gift igjen og har Børn. Hvem veed, om der ikke mellem dem eller andre af mine Paarørende kunde findes et Menneske efter mit Hjerte?

Den ærlige Milner gik med stor Glæde ind paa sin Vens Plan, og var meget ivrig i at styrke ham i hans Forsæt, og paaskyndede hans Reise til Kjøbenhavn, hvilken han ogsaa iværksatte faa Uger efter.

Med inderlig Fornøielse gjensaae Charles Lusard den danske Hovedstad, som i de mange Aar, der vare forløbne, siden han som en ung Student forlod den, forekom ham at være overordenlig tiltagen i Livlighed og Behagelighed. Det Folkeliv, der ligesom«var opvaagnet og viste sig paa Veie og Gader, den Sværm af Mennesker der strømmede ud af Byens vestre Port og mødte ham inden hans Indtrædelse i Staden selv, den Musik og Glands, som fra Tivolis illuminerede Gange og Gondoler klang og straalede ham imøde, satte ham i den muntreste Stemning og opfyldte hans Sind med glade Anelser.

Den næste Morgen erfarede han, at hans Slægtning Christian Valler, Grosserer som Faderen, men med Titel af Commerceraad, eiede og beboede Faderens Huus, hvilket imidlertid hverken som Handelshuus eller i anden Henseende havde vedligeholdt sin fordums Anseelse. Lusard tog Veien til det ham velbekjendte Huus og traf den gamle Ungdomsven i hanseget lille Contor, hvor han sad paa samme Plads, hvor tilforn hans Fader havde siddet, paa en bevægelig Contorstol, ligesom han, ved en lignende Pult, men ikke med det joviale, stedse ungdommelige Udseende, som havde udmærket den gamle Grosserer. Commerceraaden saae ud som En, der paa en hed Dag plages af en Sværm Fluer. Hans rynkede Ansigt blev imidlertid glattere og mildere ved det uventede Besøg af den næsten forglemte Ungdomsven.

Det er mange Tider siden en saadan Glæde blev mig tildeel, sagde Commerceraaden. Hvor har du dog været i alle disse Aar? Du har været udenlands, har jeg hørt.

— Ja, men nu begynder jeg et nyt Levnet i mit Hjem, idet jeg opsøger min Slægt, af hvilken du er den Eneste, jeg kjender.

Ved et Møde af denne Natur blive Tidens Gang og Omvexlinger altid den første Materie, der kommer paa Bane. De ere Alle borte, som dengang vare samlede med os, sagde Commerceraaden: dine Forældre, min Fader, min Farbroder den gamle Justitsraad; og De, som endnu leve, ere adspredte omkring i Verden. Min sidste Stedmoder, der ikke var saa god som den første, er reist til England, mine Fættere og Cousiner, Ferdinand Vallers Søskende, ere døde eller bosatte langt herfra ….

Men, afbrød Lusard: Ferdinand Valler, som jo desværre ogsaa er død, efterlod han sig ikke Kone og Børn?

Konen, svarede Commerceraaden, døde førend han , og af Børn havde de kun een Datter, som blev gift med en Dansk, og levede med ham her i Landet. Han var Fabrik-Eier, og hed Bergland. Det var, paa hans Død at sige, en Vindbeutel og Projectmager, der satte sin Kones Formue til og vilde have efterladt hende og deres Barn i Armod, om ikke hendes Fader, der forgjæves havde hjalpet Svigersønnen saalænge han kunde, havde været saa fornuftig at bestemme, at Alt, hvad han efterlod sig, skulde sættes paa Livrente for Datteren. Deraf levede hun meget honnet her i Byen, indtil for faa Aar siden, da hun døde. Det var en vakker Kone.

— Men hun havde Børn, siger du?

— Ja en Søn.

— Hvor er da han?

— Han er, saavidt jeg veed, for et Aars Tid siden reist til Schweitz, for at søge sin Lykke derovre, hvor han har Familie. Det er et daarligt Menneske, en Nar ligesom Faderen, men et ypperligt Hoved.

— Nu, hvad mangler han da?

— Han mangler al Fornuft og Stadighed, han farer af det Ene i det Andet. Først studerede han til theologisk Examen og tog den, endnu meget ung, med bedste Characteer, men saa med Eet gav han sig til at studere Medicin; saa gik han fra Det, og gav sig ifærd med Naturvidenskaber og Historie, og Gud veed hvad han Altsammen har drevet med skrækkelig Iver, saalænge det varede. Ham bliver der ikke Noget af. Jeg tog mig ærlig af ham og havde endogsaa en Tidlang givet ham Ophold i mit Huus, men jeg kunde visselig have god Grund til at beklage mig over ham, hvis jeg gad tale om de Sager.

— Det gjør mig ondt! mine Forældre holdt saameget af hans Bedstefader, Ferdinand Valler. Naa, Gud skee Lov, jeg træffer dig med dit gamle, venlige Sindelag, og som jeg haaber, finder jeg dig lykkelig som Ægtemand og Fader i det gamle anseete Vallerske Huus, som det glæder mig at du endnu uforandret har vedligeholdt.

— Ja Gud hjelpe os for det gamle anseete Huus! Det er ikke hvad det har været. Tiderne have trykket det, som de fleste andre. De gode Tider for Handelen vare alt forbi, da du var i Kjøbenhavn for en tredive Aar siden, men min Fader havde sin Kones store Formue at staae imod med, men af den beholdt jeg ikke Noget. Jeg kan forresten ikke klage; det vil nok holde ud i min Tid, men mine Børn skal ikke blive rige af Det, jeg efterlader mig.

— Jeg glæder mig til at gjøre din Families Bekjendtskab. Har du mange Børn?

— Fire Pigebørn: en Datter fra min første Kone, og tre med den nuværende.

— Ingen Søn?

— Nei Gud skee Lov! Det er daarlige Tider for Sønnerne, og egenlig for Døttrene med.

— Du vilde dog vist ikke miste dem.

— Jo, ved Giftermaal, det veed Vorherre. Det vil da sige den Ældste, som er nitten Aar; med de andre Tre haster det ikke; den Ældste af dem gaaer i sit fjortende Aar, de to Yngre ere Smaapiger paa ni og syv Aar.

— Du er dog lykkelig! Du er omgiven af en opblomstrende Familie, og har det Haab at dele Sorg og Glæde for Dine Børn med deres Moder. Det har altid bevæget mig, naar jeg har mødt to gamle Ægtefolk, som gik Arm i Arm, støttende hinanden; jeg tænkte mig da, at saaledes havde de vandret sammen ad Livets gode og onde Veie; og skulde jeg misundt noget Ægtepars huuslige Lykke, saa vilde det have været deres.

— Min Kone er ung endnu, hun er kun fire og tredive Aar, hun holdes almindelig for smuk, hun er dannet og talentfuld, en udmærket Claveerspillerinde, meget afgjort i Selskaber og courtiseret af Herrerne. Min ældste Datter er en god lille Pige, som passer Huusholdningen og desuden læser med de smaa Søskende, naar min Kone ikke har Leilighed.

— Det er jo Altsammen meget skjønt; jeg haaber, du præsenterer mig for din Kone.

— Ja , den Fornøielse kan jeg gjøre mig strax, thi jeg troer nok, at hun er hjemme.

Commerceraaden sorte nu sin Slægtning op i den øvre Etage, som hans Familie beboede. I Forværelset mødte de Tjeneren, der sagde: Fruen er ikke hjemme. — Aa Sladder, svarede Commerceraaden, jeg kan jo høre hende spille derinde. — Tjeneren sagde med forlegen Mine: Ja Spillemesteren er inde og giver Fruen Time, og saa er det da det Samme, som om hun ikke var hjemme.

Gaa ind og siig, at jeg er her med en Herre af min Familie.

Tjeneren gik ind, og imidlertid bestræbte Lusard sig for at faae Lov til at gaae og opsætte sit Besøg til en beleiligere Time; og da Tjeneren kom tilbage med den Besked, at om tre Qvarteer skulde Fruen have den Fornøielse at modtage dem, rev Lusard sig løs og gik, efter at have leveret et Visitkort.

Ved Middagsbordet opstod en Strid mellem Commerceraaden og hans Frue. Hun kom tilbords med Lusards Kort i Haanden, og sagde: Men Gud bevares! hvilket prægtigt Navn: „Mr. Lusard de Montalbert”. Er det en Franskmand? en fornem Herre? Er han af din Familie? Jeg kan ikke erindre at have hørt tale om ham.

— Ja han er af min Familie.

— Og er fransk? og som det synes, Adelsmand? Hvor kommer du til den Slægtning?

— Hans Moder var min Cousine, den smukke Claudine, om hvem du jo nok har hørt tale.

— Aa denne Claudine, som var i din Faders Huus og løb bort o. s. v. Ja hendes Historie kan man da ikke tale om i unge Pigebørns Nærværelse.

— Gud give, de unge Pigebørn maatte faae hendes Dyder!

— Jo jeg takker! Vorherre bevare dem, jeg er Moder til! Men hvad jeg vilde sige: Hvad er han, denne Franskmand?

— Han er ingen Franskmand, forresten er han Godseier.

— Saa er han vel rig?

— Det veed jeg ikke. Hans Gods i Jylland skal være en ypperlig Eiendom, det er Alt hvad jeg veed, men han selv er en dannet, smuk, brav Mand, og en Ungdomsven af mig, som du gjerne kunde have modtaget.

— Men hvor kunde jeg vide, at det var saadan en Herre?

— Du vidste, at jeg bragte ham, og følgelig ønskede ham en venlig Modtagelse.

— De Folk, du bringer, pleie ikke at være af den Kaliber.

— Naar din Mand fører dem til dig, burde de dog ikke møde den Velkomst, at de skal vente i tre Qvarteer for at faae Fruen itale.

— Skulde jeg lade min Spillemester gaae og øde en Daler for den spildte Time?

— Du kunde ladet Mariane profitere af Timen.

— Nei, Maren har sine Forretninger og sin Plads i Kjøkkenet om Formiddagen.

— Pigen hedder Mariane. Jeg vil ikke høre det Navn Maren.

— Det maa du vænne dig til at høre. Jeg kalder hende Maren, det Navn er netop characteristisk for en huuslig Person.

Den unge Mariane rødmede og tog Anledning til at reise sig fra Bordet og hente Noget i et andet Værelse. Den yngre Søster Colette slog en høi Latter op.

Hvad leer du af? sagde Fruen med en vred Mine.

— Jeg maa lee af, at Mariane skulde blive in Kjøkkenet for den Mads Skyld, som vi have idag, da dog Kokkepigen, med den ene Haand bunden paa Ryggen, kunde overkomme de Retter.

— Pas du dig selv, uartige Tøs!

— Og saa maa jeg ogsaa lee af at tænke paa Spillemesteren, hvor glad han var bleven, om han var kommen til at give Mariane Time, thi han synes saa inderlig godt om min Søster, skjøndt hun ikke spiller faa færdigt som Moder; men naar Moder ikke er tilstede, ligesaasnart han træder ind, saa siger han paa Øieblikket: Maaskee den ældste Frøken vil gjøre mig den Ære?

— Ja den Herre er en Laps, det har jeg nok mærket, og det klæder ilde for et lille Barn, som du er, at gjøre saadanne Bemærkninger.

— Et lille Barn paa henved fjorten Aar er ikke saa dumt endda. Da jeg ikke var større end min mindste Søster, da roste Moder tidt min Forstand, og det var ikke godt, ifald jeg ikke var bleven klogere siden·

Commerceraaden reiste sig fra Bordet og sagde: Nu gider jeg ikke høre Mere af jeres Vrøvl. Skynd dig at skjænke Kaffe, lille Mariane! jeg skal ud.

Fruen sagde: Bliv dog siddende rolig i et Par Minuter, og siig mig, naar du vil præsentere mig Hr. Lusard de Montalbert.

Commerceraaden formildede noget sin Tone og svarede: Dersom jeg kan faae ham fat imorgen Formiddag, saa kan jeg invitere ham til at spise her til Middag.

— Kan han ikke komme her iaften? Jeg længes efter at see ham.

— Jeg veed ikke, om jeg kan træffe ham, og om han vil være saa høflig at komme nok engang idag.

— Gjør dit Bedste, jeg beder dig.

Commerceraaden gik hen til Kaffebordet, hvor Mariane stod, og idet han selv tog sin Kop og tømte den, gav han Mariane Tegn til at følge ham, og forlod Værelset. Da de vare komne ud i Entreen, tog han venlig sin Datter under Hagen og sagde: Hør, min Pige! sørg for, at Alting bliver lidt net og ziirligt iaften. Vor Gjæst er vistnok ikke vant til at gjøre noget stort Aftensmaaltid, men lad dog det Hele være lidt elegant. Du veed nok Besked.

— Jeg skal spørge Moder, men jeg veed, hendes Huusholdningspenge …

Han afbrød hende: Der har du Penge, men du behøver ikke at fortælle Moder det. Gjør det nu saa godt muligt, efter din egen Smag.

Han gik, men vendte om, og sagde smilende: Jeg saae ogsaa gjerne, at du klædte dig om, og gjorde dig saa kjøn som muligt, thi jeg ønsker, at min gamle Ven skal synes godt om mine Børn.

Meget forlegen ved det hende paalagte Hverv gik Mariane med ydmyg Mine til sin Stedmoder, udbad sig hendes Befalinger, og fordristede sig, som hun pleiede, til at gjøre et og andet Forslag. Til Marianes Lettelse blev idetsamme meldt en næsten daglig Gjæst i Huset, en Hr. Arnold, en juridisk Student, langt ude beslægtet med Fruen, som nu hurtig affærdigede Mariane med følgende for den forlegne Pige velkomne Ord: Ja nu har jeg ikke Tid til at vrøvle med dig. Indret det godt og smukt, men det maa ikke koste over det Sædvanlige ….

Hun fik ikke Tid til at sige Mere, thi den unge, efter den nyeste Mode klædte Herre traadte allerede ind. Idet han gik forbi Mariane, der gik ud af Værelset, tilkastede han hende et stjaalet Blik og hviskede: »Du søde Unge!« Hun dreiede Hovedet, og lod som hun ikke hørte det.

Hr. Arnold bukkede for Fruen og sagde: Min skjønne Cousine! Den ydmygste af Deres ydmyge Slaver bøier sig for Dem. — Goddag, I deilige Billeder! sagde han derpaa, henvendende sig til de to Smaapiger, der sad ved det ene Vindue i et stille Klammeri om en Dukke, som de trak hver til sin Side. Ved det andet Vindue sad Colette med en Bog, som hun holdt i Hænderne, medens hun med sine poliske Øine skottede over den. Arnold nærmede sig til hende: Er du der, Colette? Din lille Strik! — Colette stødte med Albuen til ham.

Han satte sig nu ved Siden af Fruen og sagde: Jeg har i Commission fra Fru Lissing at tigge og bønfalde Dem om at forunde hende Deres Nærværelse iaften. Der er ingen egenlig Soiree, kun en ganske lille Réunion af udvalgte gode Venner, der leve i Haabet om at glæde sig ved Deres Pianofortespil. Der kommer et Par af Italienerne, som vil synge for os, forresten kun vor egen gode velbekjendte Cirkel, Baronesse Rodolphe iblandt Andre, og vor Ven Hofjunkeren. Ja, han har nu en ganske aparte Grund til at ønske Deres Nærværelse, foruden hans altid brændende Kjærlighed, som De nok kjender. Jeg giør mig ingen Samvittighed af at forraade ham, den Lux, der gaaer paa mine Enemærker og gjør sin Cour til min Cousine, og Historien er ganske ypperlig: Iformiddags gik vi sammen paa Gaden og saae en overmaade smuk Pige gaae op i en Boutik. Forstaa mig vel! det var ingen Dame, det var en Grisette, formodenlig en Kammerjomfru eller en Syjomfru; hun var simpelt klædt og bar en stor Pakke. Af Nysgjerrighed gik vi efter hende ind i Boutiken og stillede os ved samme Disk som hun, lige ved Siden af hende. Vi lode os vise det Ene efter det Andet og bade hende beære os med et godt Raad, men hun var knibsk, og da vi dog nu vare lidt betænkelige ved den megen Uleilighed, vi havde gjort i Boutiken, kjøbte Hofjunkeren et lille Écharpe, ganske deiligt, indvævet med Guld, og dyrt som Guld, og da vi kom ud paa Gaden, sagde han med et hjertebrækkende Suk: »Hør, min kjære Ven! Troer du ikke, at jeg turde vove at gjøre din smukke Cousine Fru Valler en Foræring med dette lille Shawl?« — »Prøv paa det!« svarede jeg; og nu døer jeg paa, at han iaften kommer saa lumsk stikkende med sit Offer, som De da ikke modtager.

— Jo, hvis det ærgrer Dem, har jeg rigtig Lyst til at modtage det. Det er smukke Historier, De tør fortælle mig: at løbe ind i en Boutik efter en Jomfru! og jeg er vis paa, at det var Deres Indfald og ikke hans, thi der er noget Anstændigt og Uskyldigt ved det Menneske.

— Nu maa jeg lee! sagde Franskmanden, han græd. Men hvad Ondt er der ellers i det, at man vil rigtig betragte et smukt Ansigt? Dersom jeg var urørt og blind for Skjønhed, kunde jeg da i saa høi Grad beundre Dem?

— Ja det er nu ikke værdt at spilde Ord paa den Sag. Jeg kan ikke komme til Fru Lissings iaften. Invitationen kommer for silde. Jeg har selv Fremmede.

— Fremmede! Og det sagde De mig ikke iaftes.

— Jeg vidste det ikke. Det er en Herre, der er ankommen her til Byen, En af Vallers Familie.

— En Herre af Hr. Vallers Familie! Det er nok en smuk gammel Philister!

— Der seer De hans Kort.

— For Satan! hvad er det for en fremmed Fugl? hvor kommer han fra?

— Det er en rig Godseier, smuk og elegant, en Adelsmand af fransk Extraction.

— Naa! Saa har De da i Guds Navn faaet en ny Courtiseur, nu kan vi Andre pakke ind.

— Aa urimelig Snak!

— Urimelig! Nei jeg kjender nok Dem. Nu roquetterer De med ham paa det Voldsomste. Nu henvender De al Tale til ham og vender Ryggen til os Andre, der maae sidde som Skumpelskud. Men jeg vil ogsaa lade mig hænge, ifald jeg sætter min Fod her i Huset, førend jeg erfarer, at den Trækfugl er fløiet væk med de andre Vildgjæs.

Fruen sagde med vred Tone: Hvad feiler Dem? Er De ved Dem selv eller ikke? Skylder jeg Dem Regnskab for, hvem jeg taler med eller ikke? Er De maaskee min Elsker? Har jeg nogensinde indladt mig i fortroligt Forhold til Dem eller Nogen? Er der mindste Skygge paa mig eller mit Rygte?

— Gud bevares! Det siger jeg ikke, De er Dyden selv, paa en mageløs Coquetteren nær.

— Det er ypperligt at høre saadanne Phraser! Hvad angaaer det Dem? Dersom jeg coquetterede, som jeg slet ikke gjør, saa gjør det da ingen Skaar i Dyden. Tvertimod! Coquetterie kan ofte være en Dyd. Det staaer i et af Scribes Stykker.

— Ja, ja! Enhver har sin Catechismus.

Denne Samtale blev nu afbrudt af Commerceraaden, der, efter en flygtig Hilsen til Hr. Arnold, sagde til sin Kone: Jeg traf ikke min Fætter, han var ikke hjemme, men jeg fik skrevet et Par Ord, hvori jeg meldte, i hvad Hensigt jeg var kommen, og indbød ham til iovermorgen, til Middag. Jeg gik derpaa til vor gamle Ven Etatsraad Dalund, og han lovede mig at komme.

Commerceraaden vendte sig nu høflig til Arnold og sagde: Vil De ikke ogsaa gjøre os den Fornøielse at tage tiltakke her iovermorgen Middag og gjøre Bekjendtskab med min Fætter og Ungdomsven, Hr. Lusard de Montalbert, en Mand, der har bereist baade den nye og den gamle Verden?

Arnold modtog Indbydelsen, og Commerceraaden forlod Værelset og opsøgte sin Datter Mariane, som han formaaede til at besørge den bestemte Dags Anretning paa det Bedste, og leverede hende i den Anledning flere Penge. Forgjæves bad Mariane ham om at overlade Penge og Gjæstebudets Anordning til Fruen. Nei, nei! sagde han: Hun kniber paa Alting, om jeg ogsaa giver hende dobbelt saamange Penge, og hun bryder sig desuden ikke om det Hele, og dennegang vil jeg have det ordenlig. Du kan kun sige: Fader vil give de Penge, jeg forlanger, uden at nævne hvormange, saa bliver hun meget tilfreds.

Da Commerceraaden havde forladt Dagligstuen, udbrød Arnold med høi Latter: Den fremmede Herre er altsaa en Ungdomsven af Deres Mand. Følgelig maa han jo være et gammelt Stødaf. Det skulde De sagt mig strax, saa kunde jeg have sparet min Ærgrelse og Deres Vrede.

— De smigrer Dem forgjæves. Jeg har spurgt Tjeneren, der sagde, at det var en meget elegant Herre, meget yngre end Valler.

— Naa, han har dog nok traadt, ikke blot sine Børneskoe, men sine Dandseskoe. Vær nu ikke vred længere; thi ellers maa jeg tage Livet af mig selv. Giv mig et Tegn paa, at De er forsonet med mig. Bryd en lille Blomst af dette Jasmintræ, og giv mig den til Forsoningstegn.

De er et Barn! sagde Fruen leende, idet hun dog, paa hans gjentagne Bøn, afbrød en lille Green af en Blomsterpotte og leverede ham den. Han kyssede hendes Haand og udbrød: Men hillemænd! Eftersom den høifornemme Gjæst ikke kommer iaften, saa er der jo Intet iveien for, at De under mig den Glæde at følge Dem til Fru Lissings Soiree. Det er, som sagt, intet stort Selskab. De behøver ikke at klæde Dem om, saa nydelig som De er. Klokken er nylig staaet syv; halv otte ønskede hun at samle os, da vi skulde have saamegen musikalsk Nydelse som muligt, og Selskabet maa skilles ad til en urimelig tidlig Tid, eftersom hendes Mand ligger syg.

Fruen lod sig overtale uden synderlig Møie. Hun forlod Værelset et Øieblik for at forandre Lidt ved sit Toilette, og imidlertid ilede Arnold hen til Colette, slog sin Arm om hende og sagde: Søde Colette med de kloge, altfor kloge Øine! Det er forfærdeligt, hvad du bliver stor. Du er jo saa udvoxet, som om du var dine atten Aar. Hør engang! Jeg skal være dig en i Liv og Død allieret Ven, ifald du vil tale et godt Ord for mig hos Mariane.

— Hos Mariane! Vil De frie til min Søster?

— Aa Gud hjelpe os! hvad har jeg at frie paa! Nei seer du, det er en ganske simpel Affaire. Mariane er saa rent forbandet knibsk imod mig. Hun vil neppe svare mig, naar jeg meget venligt og net taler til hende. Det støder mig afskyeligt, især naar Andre ere Vidner til en saadan Behandling, som jeg sandelig ikke er vant til. Det sætter mig mangengang rent ud af mit gode Lune.

— Er De forelsket i Mariane?

— Ak Barn! Du betjener dig nu af saa store, deciderede Udtryk. Det er ikke just Noget at tage saa høitideligt. Jeg synes forbandet godt om din Søster, ligesom om dig. Hun er ikke en saa rask Figur som du, og er heller ikke saa piquant, men som sagt, hendes vilde, strenge Væsen generer mig. Derfor beder jeg dig forestille hende ….

Fruen traadte ind, og Samtalen endte pludselig. De to yngste Smaapiger istemte nu en høi og lydelig Klagesang. Hvad er det? sagde Moderen. Hvad græder I for, I Smaa?

Hulkende fvarede Natalia, den Ældste: Nu gaaer du fra os, og du lovede os imorges, at du vilde gaae med os i Tivoli iaften, hvis Veiret blev godt.

— Det har jeg rigtignok glemt.

— Men vi Stakler, udbrød den lille Ida, vi have ikke glemt det, men glædet os til det hele Dagen.

— Hold da op med den Tuden! I kan jo komme der endnu.

Hun ringede. Stuepigen kom ind og fik Befaling til strax at klæde sig paa og gaae med Børnene i Tivoli, hvorpaa Fruen og Arnold skyndte sig bort.

Colette sprang op med Latter, dreiede sig rundt paa Gulvet som en Top, og da Mariane idetsamme traadte ind, kastede hun sig om hendes Hals, kyssede hende og raabte: Min egen Mariane! Faaer jeg dig endelig fat! Jeg har jo næsten ikke seet dig hele Dagen. Men Gud skee Lov! nu have vi Ro og Frihed iaften, thi nu gik Moder ud med den aimable Hr. Arnold.

Er Moder gaaet ud? spurgte Mariane.

— Ja hun er saamænd, og hun er saa god at blive ude til Sengetid.

Nu traadte Stuepigen ind med Børnene, der vare færdige til at gaae ud. Hvor skal I hen? spurgte Mariane.

Vi skal ud i Tivoli, svarede Natalia.

— Nei, du kan ikke gaae med, Moder har sagt imorges, at du skulde blive hjemme idag til Straf for din Uartighed igaar, da du ikke vilde læse, og med Villie fordærvede dit Strikketøi.

— Moder har selv sagt, jeg skal ud i Tivoli. Du har ikke at befale over mig.

— Jo, idet jeg har paataget mig at lære dig.

Stuepigen tog Natalia ved Haanden og sagde: Lad os nu gaae. Derpaa vendte hun sig til Mariane og sagde knibsk: De maa undskylde, Frøken Maren! jeg maa lyde min Frues Ordre og ikke Deres.

Mariane vendte sig taus bort, og Pigen gik med Børnene.

Nei det er dog altfor galt!« udbrød Colette: hvorfor taaler du det? hvorfor gaaer du ikke til Fader og kalder ham til Hjelp?

— Den stakkels Fader! lad ham have Ro. Men nu ere vi ene og nu har jeg Tid; lad os sætte os til Pianofortet og prøve de Romancer, som Musiklæreren laante os igaar.

Hun aabnede Instrumentet, satte sig ved det og slog nogle Accorder an. Colette, som tog Plads ved Siden, greb hendes Haand og sagde: Vent lidt! lad mig dog først fortælle dig, hvilken Commerce vi havde idag i Institutet. Vores Frue blev syg af Migraine, som hun pleier, og maatte gaae hen og lægge sig. Det var i Broderetimen, og Baldyre-Frokenen, som vi kalde hende mellem os, hun blev kaldt ud, der var En der vilde tale med hende. Hun var ikke vel ude af Døren, førend Line Sørensen trak et meget ziirligt Brev frem, som hun havde fundet nede paa Trappen, og hvorpaa Udskriften lod saaledes: »Til den smukkeste af de unge Gratier, som frequentere dette Institut.« Nu blev der da et Oprør. Hvem er den Smukkeste? Brevet fløi som en Fugl Bordet rundt, de vare færdige at rive det istykker. Endelig fandt de da, efter mit Raad, at det ikke var afveien at læse Indholdet. Jeg fik Lov til at bryde Seglet og læse det høit. Det var meget smukt skrevet og paa Vers, og gik ud paa, at en Tilbeder vilde indfinde sig paa Hjemveien for at betragte i Nærheden og høre et Par Ord o. s. v., du kan nok selv tænke dig saadant Noget, som klinger prægligt, men som man jo nok tilforn har læst og hørt. Frøkenen kom ind idetsamme, og Brevet foer under Bordet fra Haand til Haand hen til Line igjen. Du kan nok begribe, at vi længtes efter at komme paa Gaden. Vi saae Ingen, som vi kunde antage for Brevskriveren, vi gik langsomt og speidede til alle Sider, uden at see Nogen, men da vi kom til Hjørnet, sprang pludselig, ikke een, men tre elegante unge Herrer frem fra en Krog bag Plankeværket, som staaer der. Den Ene løb lige hen til Line, den Anden til Sophie og — hvad mener du? — den Tredie til mig. Det var rigtig et meget smukt Menneske med deilige sorte Moustacher og et lille Fipskjæg. Han var særdeles galant og sagde mig tusinde Artigheder.

— Bevares! Og du?

— Aa jeg hørte paa ham og svarede kun et Ord nu og da. Han fulgte mig lige ind i vor Port, og bad meget ydmygt om at turde møde mig igjen imorgen, og da jeg tøvede med at svare, rev han min ene Handske fra mig, til et Pant, sagde han, som han bad om Tilladelse til at maatte gjengjældte med en lille Foræring.

Mariane taug lidt. Derpaa tog hun Søsterens Haand mellem begge sine og sagde kjærligt: Colette! Du siger, at du holder af mig, jeg troer det og gjengjælder det af mit ganske Hjerte. Vil du berøve mig min eneste Veninde? Det gjør du, dersom du indlader dig i saadanne Leflerier, som ere mig modbydelige. Tro mig! jeg er ældre end du! Jeg har, som du veed, indtil min Bedstemoders Død for saa Aar siden, levet i hendes stille, ærbare Huus, indpræget hendes Lærdomme dybt i min Sjæl. Jeg veed, at du gaaer til din Fordærvelse, dersom dn gjør et Skridt videre paa den Vei, du idag har betraadt. Lov mig, at du aldrig mere vil møde denne Herre, og dersom han imorgen paatrænger dig sit Selskab, saa siig, at du idag blev saa undseelig over hans Opførsel, at du ikke veed hvad du sagde eller gjorde, men at du frabeder dig al videre Nærmelse fra hans Side.

— Ak, Mariane! Hvor kan du forlange det af mig? Det artige, smukke Menneske! Og hvad Ondt er der i at tage mod en Foræring, som bliver os buden paa en ærbodig Maade? Jeg er vis paa, at Moder i denne Aften modtager en Foræring af en ung Herre.

Mariane trak paa Skulderen. Det er ogsaa en af de Ting, som mishage mig hos dig, at du giver dig af med at ville bedømme din Moder, at du har en styg Tone imod hende.

— Hun har ogsaa en styg Tone mod mig, og kan ikke lide mig, det veed jeg godt. Og da jeg var lille, gjorde hun saameget af mig, da tog hun mig med sig allevegne. Ligesom hun nu behandler de Smaa, saadan behandlede hun dengang mig. Men det forstaaer sig, deres Tid kommer nok ogsaa. Natalia, som nu er saa kjephøi, hun staaer for Tour til at blive Skumpelskud. Seer du! saadant Noget kan jeg ikke lide.

— Men hvor kan du fordre, at din Moder skal elske dig, naar du har saadan Mangel paa Kjærlighed til hende?

— Ja det er sandt! Kjærligheden mangler mig, men jeg kan ikke gjøre derfor, og det er heller ikke fordi jeg er haardhjertet, thi dig elsker jeg, dig ærer jeg, saa oprigtigt, saa hjerteligt!

— Kjære Colette! Men er jeg saa lykkelig, at du har mig kjær og troer mig, saa beviis mig det ved at følge mit Raad.

Colette sukkede: Ak! du kan let sige det. Du har en Elsker, ved hvem dit hele Hjerte hænger, om hvem alle dine Tanker dreie sig.

Mariane rødmede. Hvor falder du paa Sligt?

Colette greb med behændig Haand en lille Snor, som tittede frem under Søsterens Halskrave, trak den op af dens Skjul, og sagde leende: Troer du ikke, jeg kjender denne Ring? Hvad betyder vel den? Du har ingen Fortrolighed til mig, men dog veed jeg Alting.

Mariane tog Ringen fra hende og skjulte den, idet hun sagde med en veemodig Alvor: Dersom du veed Alting, saa veed du ogsaa, at jeg ikke selv veed, hvad Betydning eller Haab jeg tør knytte til denne Ring, og saa veed du ogsaa, at jeg kan have Sorg nok, uden at du, som er god, kan ville forøge den.

— Jeg! Nei, før vilde jeg døe, end bedrøve dig.

— Nu, saa lov mig, at du ikke vil indlade dig med den unge Herre. Naar du betænker dig, saa vil du selv indsee, at dersom han virkelig havde Godhed og Agtelse for dig, saa havde han ikke nærmet sig til dig paa en saa udelicat Maade.

— Saamændl! Du siger Noget. I Compagnie med to Andre … og dernæst det Brev paa Trappen … Ja du har Ret! du har altid Ret, jeg skal gjøre, som du vil, jeg lover det.

Med varm ungdommelig Hengivenhed omfavnede de unge Piger hinanden, og derpaa sagde Mariane: Lad os nu strax benytte Tiden til at prøve vore Romancer. Det er just ikke hver Dag, at vi have saadan Leilighed til at bemægtige os Instrumentet.

Imidlertid var Lusard kommen hjem i Hotellet, hvor han logerede, og da han af den Billet, som Commerceraaden havde efterladt, erfarede, at Denne og hans Familie havde ønsket hans Nærværelse samme Aften, tænkte han, at det endnu var tidsnok til at benytte sig af Indbydelsen. Han gik derfor, ligesom sidst, til Contoret, hvor han traf Commerceraaden meget beskjæftiget, men dog kjendelig fornøiet over at see ham.

Naa, sagde han, det var smukt og venskabeligt, at du dog kom. Jeg glæder mig til at bringe dig op til min Kone, der saameget længes efter at see dig; jeg fører dig ind til hende, og maa derpaa bede dig undskylde, at jeg maa forlade dig en lille Stund for at besørge en Sag, jeg er ifærd med, og ikke godt kan opfætte.

Han ilede nu op og gik lige ind i Værelserne. Udenfor Døren til Dagligstuen sagde Lusard: Det er et godt Varsel, at man stedse udenfor din Dør mødes af Musik og Harmonie. Hvor smukt det lyder derinde fra!

Commerceraaden traadte nu ind med sin Gjæst til de to unge Piger, der, forskrækkede som Sangfugle, til hvis Busk man nærmer sig, hurtig reiste sig og hilsede undseelig den Fremmede. Hvor er jeres Moder? spurgte Huusherren, og blev meget forbauset ved at høre, at hans kjære Halvdeel var taget ud i Aftenselskab. Med beskedent Galanterie nærmede Lusard sig de unge, ubekjendte Slægtninge, og tiltalte Colette, som han ansaae for den Ældste. Hun svarede med et lille Knix og vendte sig fortrædelig til sin Fader, til hvem hun sagde: Kunde du ikke præsentere os, fordi Moder er gaaet ud?

Commerceraaden loe, tog begge sine Døttre ved Haanden, førte dem frem for den gamle Ven, anbefalede dem med et Par hjertelige Ord til hans Velvillie, og bad ham tage tiltakke med deres Selskab, medens han i nogle Minuter fjernede sig.

Lusard modtog en Pigehaand i hver af sine, han kyssede de smaa Hænder og sagde: Jeg er et stakkels Menneske, som er gaaet Livet igjennem, uden at Søstre eller andre Paarørende ere opvoxede med mig eller have ledsaget mig paa min jordiske Vandring. De kan derfor vel tænke, hvor jeg glæder mig ved i mine ældre Dage at træffe unge elskværdige Cousiner, som række mig venligen Haanden.

Han spurgte nu om deres Navne, deres Alder, deres Beskjæftigelser, og ved den paa eengang hjertelige og beskedne Hylding, han viste dem, vandt han meget let de til en saadan Opmærksomhed og god Tone uvante Pigers Velvillie. Jeg afbrød Deres Musik, sagde han: Und mig den Glæde at høre igjen de unge friske Stemmer, der løde mig saa behageligt imøde, da jeg traadte herind.

Meget frygtsomme føiede de unge Piger hans Ønske, og sang en tostemmig Sang. I Begyndelsen skjælvede især Marianes Stemme, og hendes ellers sikkre Haand greb usikkert paa de velbekjendte Taster, men lidt efter lidt kom Modet tilbage, og de to unge Stemmer smeltede saa blødt og med faa stor Præcision i hinanden, at Lusard bevæget udbrød: Det er længe siden, jeg hørte en saadan Sang, der i denne vor forkunstlede Tid tiltaler mig, som naar jeg langt fra mit Fædreland hørte mit Modersmaal. Saaledes sang ogsaa min Moder. Hendes Stemme, hendes Romancer lyde endnu i min Sjæl. Jeg er opvoxet med saadanne Sange. Naar hun i de stille Aftener sang til Guitaren eller Pianofortet, lyttede jeg dertil, som Voxen, med sed Veemod; som Barn havde jeg dandset dertil.

Han taug, ligesom forfølgende disse Erindringer, og Mariane lod sine store dybsindige Øine møde hans med et sympathetisk Udtryk, der ikke blev ubesvaret.

Nu kom Commerceraaden og gjorde sit Bedste for at formaae sin Ven til at tilbringe det Øvrige af Aftenen med ham og hans Døttre; men Lusard, som, i Betragtning af Huusfruens Fraværelse, ikke vilde modtage Indbydelsen, undskyldte sig og tilføiede: Jeg har allerede nydt saamegen Behagelighed i dit Huus iaften, at jeg af Frygt for en Nemesis ikke tør forlange Mere paa eengang.

Nu, som du vil, svarede Commerceraaden: Glem imidlertid ikke, at du har lovet mig den Dag iovermorgen. Du vil træffe her en gammel Bekjendt, som endnu er tilbage af vor adsplittede Kreds: forrige Høiesterets-Advocat, Etatsraad Dalund.

Lusard blev meget glad ved at høre Dette, og foresatte sig allerede næste Morgen at besøge sin og sine Forældres gamle Ven. Han takkede nu de unge Piger, og efterlod dem ganske indtagne af hans Personlighed.

Da Fruen kom hjem, modtog Colette hende med en høirøstet Lovtale over den nye Fætters elegante Væsen og Tone, og glemte ikke at udbrede sig over det Behag, som han havde fundet i hendes og Marianes Selskab og Sange. Baade Fruen og Commerceraaden vare meget vrede: hun, fordi hendes Mand havde modtaget en Fremmed i hendes Fraværelse, han, fordi hun var gaaet i Selskab uden hans Vidende, og desuden bebreidede han hende, at de to Smaapiger først nylig vare komne hjem sra en for dem saa upassende natlig Forlystelse. Alle gik misfornøiede tilsengs, undtagen Colette, der fandt alle disse Sammenstød inderlig morsomme.

Næste Formiddag var Familien samlet, da Lusard lod sig melde og blev dennegang med stor Fornøielse modtagen og indført til Husets Herskab. Fru Valler var endnu en smuk Kone, og naar hun var i sit gode Lune, kunde hun vise sig meget indsmigrende og behagelig. Hun modtog Lusard paa en særdeles forbindtlig Maade, beklagede sin onde Stjerne, der syntes at ville modsætte sig hendes Ønske, at see sin Mands kjære Ven og Slægtning; hun forestillede ham sine to yngste, meget smukke Børn, der, allerede fuldkommen oplærte i hvad man kalder Persons-Anseelse, nærmede sig ham med ærbodig Venlighed. Lusard var henrykt over sin Slægtnings huuslige Lyksalighed; og den Hylding, han viste Fruen, var et ærligt Udtryk af det Behag, hun indgjød ham. Han sagde nu, at han til Undskyldning for sine altfor hyppige Visiter maatte bekjende, at han idag kom for at indbyde Commerceraaden til at være Trediemand med ham og Dalund i et Middagsmaaltid paa en Restauration. Med et meget fornøiet Ansigt samtykkede Commerceraaden, og Lusard sagde: Hvor har det oplivet mig at see Dalund! Efter hans eget Sigende er han over fiirsindstyve Aar, og dog er han endnu saa aandelig ung, saa legemlig kraftig. Han foretager hver Dag en lille Vandring. Solen, den friske Luft, siger han, ere Livsbetingelser for de svage Aldere, Barndommen og Alderdommen. Han forekommer mig muntrere end for tredive Aar siden. Hans Bolig er saa overordenlig smuk, han har fundet Behag i at omgive sig med Kunstværker, med Blomster, med tusinde smaa Forskjønnelser, som han i yngre Aar ikke brød sig om. Han sagde: »Naar vi blive gamle, saa forekommer det os, som om de smaa behagelige Vaner vare ligesaa mange Baand, der endnu bandt Livet til os. I Ungdommen fordrer man saa store Ting af Livet; i Alderdommen bliver man Barn igjen, man er mere nøisom, man glæder sig over Smaating, man holder af sit Legetøi, og sørger ikke ved Tanken om, at man snart skal overlade det til de yngre Søskende.«

Han har da ogsaa en lykkelig Alderdom, svarede Commerceraaden: Han boer hos sin Brodersøn, til hvem han for længe siden har overdraget sine Forretninger og en Deel af sin Formue. Den yngre Dalund og hans Familie ære Onklen som en Fader, og bære ham paa Hænderne.

Lusard vedblev: Jeg finder den gamle Mand saa elskværdig. Det lille Anstrøg af et sarcastisk Lune, som udmærker ham, forenes paa en behagelig og klædelig Maade med den dybe Følelse, som udgjør et Hovedtræk i hans Characteer.

Ved disse Ord saae Commerceraaden paa sin Kone med en Mine og Gebærde, der tydelig sagde: »Der kan du høre!« — en stum Tiltale, som Fruen besvarede ved hurtig og hemmelig at vise sin Mand Spidsen af sin rosenrøde Tunge, hvorpaa man skiltes paa begge Sider meget fornøiede med hinanden. Det Eneste, Fruen havde at udsætte paa sin nye Slægtning, var den Egenskab hos ham, at han talte Dansk som enhver anden Indfødt, da hun havde haabet, at hans egenlige Modersmaal maatte være det Franske, et Sprog, som hun talte med temmelig Færdighed.

Efter Aftale hentede Lusard den gamle Dalund, og medens han fulgte ham til Restaurationen, omtalte han med Varme sin Tilfredshed over at finde Commerceraaden i saa lykkelige huuslige Forhold, ved en saa smuk og behagelig Kones Side, hvorpaa Dalund svarede: Ja, jeg vil ikke foregribe Deres Dom i denne Henseende. See med Deres egne Øine, og jeg spaaer, at det ikke vil vare længe, forend De betænker Dem paa at prise hans huuslige Lyksalighed.

Den næste Dag fandt det bebudede Selskab Sted i Commerceraadens Huus. Alting var indrettet smukt og ziirligt. Fruen var ikke uden Smag for hvad der var skjønt og behageligt, men hendes huuslige Virksomhed indskrænkede sig kun til hvad der faldt i Øinene, og ved særegne Leiligheder, som et stort Gilde eller deslige, var hendes Iver af en saa urolig og burdefuld Natur, at den ofte var en Anstødssteen for den stille, ubemærkede Virksomhed, hvormed Mariane vidste at ordne Alt.

Paa den her omtalte Dag, da Familien samledes for at modtage det indbudne Selskab, traadte Mariane og Colette ind, i sneehvide, simple Kjoler, med deres smukke Haarfletninger og blanke Lokker, den Førstes dunkel blonde, den Andens mørkebrune. Deres Fader, som var ene i Værelset, gik dem imøde og betragtede dem med Velbehag. Han klappede Marianes blussende Kind og sagde: Min lille flinke Huusholderske er bleven saa hed af lutter Arbeidsomhed.

Idetsamme traadte Fruen ind og sagde leende: Det er rigtig rørende at see saadan en sentimental Papa, der kjæler for de store Piger.

Fruen var meget elegant klædt og bar over sin ziirlige Kjole et overmaade prægtigt saakaldet Echarpe i glimrende Farver, indvævet med Guld.

Hvad er det for et pralende Shawl eller hvad det hedder? spurgte Commerceraaden.

— Det er et, jeg har faaet forærende, svarede hun.

— Af hvem?

— Af vor Ven Hofjunkeren.

— Hvad er Det for Noget? Tager du Foræringer af de unge Herrer? Det vil jeg have mig frabedet.

— Lad du mig om Det. Du kan nok tænke, at det er skeet paa en saadan Maade, at der intet Anstødeligt kan vaere deri. Jeg tænker nok, at mit Rygte og min Opførsel ere saadanne, at de ikke behøve at tage imod critiske Bemærkninger.

— Men saadanne Foræringer …

Hun afbrød ham: Det forstaaer du ikke. I vore Tider er det almindeligt at tage og give Foræringer. Naar man kommer til Damer ved Fødselsdage, Confirmationer eller andre slige Leiligheder, saa er der som en heel Bazar af Foræringer. Min Cousine Malle og hendes Døttre behøve næsten aldrig at anskaffe sig Noget, de klæde sig i lutter Foræringer.

Commerceraaden rystede paa Hovedet. Den Møde vil jeg dog bestemt ikke lide i mit Huus.

Colette stødte til Søsteren og hviskede: Hvad sagde jeg! Der kan du høre, du som nødte mig til at afslaae den nydeligste Broche!

Det skal du ikke fortryde, hviskede Mariane.

Det Selskab, som forsamlede sig i det nuværende Vallerske Huus, var af en ganske anden Beskaffenhed end det, der for halvtredssindstyve Aar siden havde ladet Væggene i denne samme Spisestue gjenlyde af Sange og livfulde Samtaler. Det bestod af Herrer og Damer af de Familier, i hvilke Commerceraadens pleiede at være indbudne, derhos nogle faa unge Mænd, saasom den omtalte Hofjunker, Hr. Arnold og et Par enkelte saakaldte skjønne Aander af den ligeledes saakaldte nyeste Skole i Litteraturen. Da Husets Herskab præsenterede Lusard og de øvrige Gjæster for hinanden, varl der ikke en Eneste, der enten af Navn eller Person var ham bekjendt. Ved Bordet fik han sin Plads ved Siden af Fruen, og ved den nederste Bord-Ende sad Hr. Arnold mellem Husets to unge Døttre, i en Samtale, der vakte Lusards Opmærksomhed, uagtet han intet Ord kunde høre af den.

Colette var nemlig ikke seen med at sige til Hr. Arnold, at hun havde udrettet hans Commission hos hendes Søster. Og veed De, hvad hun svarede? tilføiede den letsindige Pige. Hun svarede: Den Tone, Hr. Arnold tillader sig imod mig, fortjente et langt alvorligere Svar, end det, en stakkels Pige, som jeg, har Mod til at give ham.

Mariane blev meget undseelig over Colettes Fremfusenhed, men da Arnold med stor Iver forlangte en Forklaring, sagde hun: Ja det har jeg sagt. Dersom min Fader havde bemærket den Maade, De omgaaes mig, eller dersom jeg havde en Broder, saa vilde han sige Dem, at jeg aldrig har givet Dem Anledning til at nærme Dem til mig med den lidet passende Fortrolighed, som De tillader Dem. Jeg har for Exempel aldrig givet Dem Tilladelse til at sige Du til mig, uden at tale om saameget Andet, hvorfor jeg beder Dem forskaane mig.

Arnold følte sig ordenlig imponeret af den unge Piges alvorlige Tiltale. Tilgiv mig, svarede han forlegen, jeg meente, at jeg turde regne mig i Slægt med Dem, og jeg maatte tage meget feil, om jeg ikke havde hørt en ung Herre være Dus med Dem uden videre Anstød.

Mariane rødmede, men svarede efter et lidet Ophold: Det maatte have været en nær Paarørende, som havde kjendt mig fra min Barndom, men iøvrigt er det Noget, som kun jeg selv kan tillade eller nægte.

Efter denne korte Samtale viste der sig et særeget Udtryk paa de Paagjældendes Ansigt og i deres Adfærd. Mariane følte sig skamfuld over det Udbrud af Hæftighed, hvormed hun havde forsvaret sin gode Ret, medens paa den anden Side det Usædvanlige i den unge Piges ellers saa stille, tilbageholdne Væsen frapperede Arnold, og næsten mod hans Villie behagede hun ham mere end nogensinde. Han betragtede hende taus fra Siden, og søgte at indlede en Samtale paa en beskeden og forsonende Maade, medens hun svarede ham med en velvillig, men undseelig Mine. Lusard, som opmærksomt betragtede de to Personer, gik det, som det let gaaer ved at see et pantomimisk Skuespil uden at have læst Programmet: han uddrog af den mimiske Forestilling en Mening, der var aldeles modsat den rigtige, og troede at see en lille Elskovsscene, der stræbte at indhylle sig i Hemmelighedens Slot. Mange Tanker og Betragtninger krydsede hinanden i hans Hoved ved denne formeentlige Opdagelse.

Fruen bemærkede hans Adspredthed. Jeg sidder og glæder mig i Stilhed, sagde han, over den unge Deel af min for mig nye Familie. De selv er endnu saa smuk og ungdommelig, og har allerede en saa voxen Datter. Det er et behageligt Syn at see disse to unge Piger sammen.

Fruen loe. De er alt for god. Det er Synd at sige, at Nogen af dem er smuk.

— Jeg vil ikke sige, at de ere regelmæssige Skjønheder, men jeg vil kalde dem nydelige, behagelige Piger. Den Yngste er endnu kun halv udviklet, men man bliver glad ved at see hendes friske Ungdom, der sprudler af Liv og Sundhed, og den Ældste er saa fiin, saa ætherisk, at man næsten kunde frygte, at hun, som Nymphen Echo, kunde forsvinde og forvandles til en Stemme, saameget mere som hun ogsaa besidder en særdeles klar og blød, forunderlig rørende Stemme, der rigtignok, modsat Echos, ikke giver, men faaer Svar i det menneskelige Bryst. Jeg havde iforgaars den Glæde at høre hende og hendes unge Søster synge, og deres Sang — for at blive i Lignelsen — gjenlyder endnu i mit Sind.

Fruen loe høit. Da er visselig deres Sang uden al Skole og ikke værd at høre paa. Jeg kan ikke begribe, hvad der behager Dem saaledes hos vor Maren.

— Maren! gjentog Lusard forundret. Hun hedder jo Mariane.

— Vi kalde hende Maren.

— Aldrig kunde noget Navn passe slettere.

— Nei det maa De forlade mig, det passer netop godt; det er en høist ubetydelig Pige, og dertil en lille Gravso uden Figur, og min egen Datter Colette, der virkelig tegnede til at blive smuk, bliver nu saa stor og svær, at man kan vente, hun med Tiden kan passe til Grenadeer.

Dalund, som sad i Nærheden, sagde smilende: Hvad Fruen der yttrer om Deres Datter, er jo et Fortrin mere, eftersom en saadan Vært passer ganske til Nutidens Mode. Enhver kan bemærke, hvad den senere Generation angaaer, at Fruentimmerne blive bestandige større og Mandfolkene mindre. Det maa hænge sammen med den meget omtalte qvindelige Emancipation.

Lusard sagde: Saaledes som den lille Colette er, og som hun der sidder, glæder hun mine Øine og udgjør tilligemed sin Søster et smukt Tableau.

Dalund henvendte sig til Fruen og sagde med sit ironiske Smiil: Man mærker dog paa Lusard, at der flyder fransk Blod i hans Aarer, thi han veed altid at sige Enhver Noget, som man gjerne hører; og da nu hele Verden veed, at Intet smigrer en Moder mere end at høre sine Døttre rose, saa vil han insinuere sig …

Fruen afbrød ham med en vred Mine: Nei Hr. Etatsraad! Det maa De forlade mig, for den Svaghed er jeg virkelig fri. Jeg kan, Gud skee Lov, nok bedømme mine Børn. Mine egne ere endnu alle smaa, og Colette er desværre for Øieblikket et ubehageligt Barn. Men mine to yngste Smaapiger ere yndige og særdeles begavede af Naturen, det skal Ingen nægte, som kjender dem.

Lusard, der anede, at han havde ført Samtalen ind paa et uheldigt Gebeet, dreiede den nu over paa et andet, og tog Anledning til at udhæve sin Glæde over de mange Fremskridt i det Nyttige og Behagelige, som hans Fødeby havde gjort i de tredive Aar, han ikke havde besøgt den. Han sagde: Tredive Aar er et langt Tidsrum for det enkelte Menneske, men for Menneskeslægten er det kun meget kort, og maa man da ikke falde i Forundring, naar man betænker de Opdagelser i Videnskaberne, de Opfindelser til Livets Lettelse og Forskjønnelse, som i dette Tidsrum have fundet Sted? Hvo drømte i forrige Tider om Dampskibe, om Jernbaner, der synes at sigte til at trøste Mennesket for Savnet af Vinger? Og disse nye Foretagender, denne Industrie paa alle Kanter, hvormegen Leilighed til Fortjeneste har den ikke skaffet den arbeidende Classe, hvormeget smagfuldere og behageligere synes dog det huuslige Liv at være! Med stor Fornøielse har jeg i disse Dage været Vidne til det Folkeliv, som rører sig her. Jeg har vandret omkring i Omegnen og moret mig særdeles ved at besøge de forskjønnede Forlystelsessteder, som ere ligesom opstaaet af Jorden. Tivoli for Exempel behager mig overordenlig. De mange Mennesker af de forskjelligste Classer, som der forsamles og forenes til det samme Maal, nemlig at more sig paa en uskyldig og anstændig Maade, ere et smukt Syn, baade for Øiet og Tanken.

En Herre svarede: Jeg kan ikke ubetinget være af denne Mening. Den Forlystelsessyge, der, som en Epidemie, mere og mere udbreder sig, er en Ødelæggelse for Familiernes Velstand, for det huuslige Samliv, og dermed for Moraliteten. Jeg kjender de Familier, som i deres Huse leve med en — jeg kunde gjerne sige — uanstændig Knaphed, som lade Børn og Tjenestefolk mangle Livets virkelige Fornødenheder, for at kunne tilfredsstille deres Forlystelsessyge og deres Forfængelighed. De Svage have altfor megen Fristelse. Dørene til Misbrug staae altfor aabne.

Hvad kan ikke misbruges? svarede Lusard. De, som ikke have Kraft til at staae paa Benene, ville altid snuble, enten over det Ene eller det Andet. Jeg kan ikke undlade at kalde det godt, at Den, som om Dagen har arbeidet, om Aftenen kan finde et Sted, hvor han i et Par Timers Tid kan opmuntre sig paa en anstændig og smagfuld Maade, og dertil ubemærket blandt Mængden.

Ja, udbrød Dalund: Ubemærket blandt Mængden! Ved denne Tilsætning faaer De fuldkommen Ret. Den, som kommer med dette Ønske, han kommer almindeligviis for at adsprede og udhvile sig, saavel i Tivoli som i Dyrehaven og andre slige Steder. Den stille Borgerfamilie, som har været virksom om Dagen eller i Ugen, og som mod Aften eller om Søndagen i sin tarvelige Dragt vandrer, kjører eller seiler ud for at forfriske sig, den maa Enhver møde med velvillig Agtelse. Men Det, som er at dadle i denne, som i flere Retninger, er den taabelige Forfængelighed, som bevirker, at Pluraliteten, især af Fruentimmer og unge Mænd, ikke gaaer for at nyde en Fornøielse, men for at sees. Naar jeg, som uophorlig skeer, møder disse Koner og Piger af den simpleste borgerlige Classe i deres af Pynt og Stads overlæssede Costume, der fordetmeste snarere viser end skjuler, at disse Damer ikke ere Damer, saa er jeg heller ikke langt fra ogsaa at helde til den Mening, at den megen Anledning til at vise sig, til at søge al sin Glæde udenfor sit huuslige Liv, nærer den gængse Repræsentations-Lyst, der vistnok er latterlig og demoraliserende.

Lusard sagde: Disse Smagløsheder og denne Mangel paa Takt ville jo netop kunne finde den bedste Tilretteviisning derved, at det mere dannede Selskab blander sig med det mindre dannede og forbedrer det.

De virkelig dannede Mennesker ere meget sjeldne, sagde Dalund, og de findes ikke paa Gaden, som Ordsproget lyder.

En ældre Herre sagde: Man maa imidlertid sige om Nutiden, om dens Forfængelighed o. s. v. hvad man vil, saa skal dog Ingen, som har oplevet en forudgangen Tidsalder, kunne nægte, at denne var langt mere umoralsk end den nuværende. Under, før og en Tidlang efter den franske Revolution gik Lasten med opreist Hoved. Spot med det Helligste, utilladelige Kjærlighedshistorier hørte til Dagens Orden og vanærede Ingen. De meest berømte Skribenter, Voltaire, Wieland og Flere, anpriste Letfærdighed, som noget Elskværdigt. Rousseau, som næsten mod sin Villie gjorde det Samme, og med henrivende Sværmeri, gjorde Ondt endnu værre; og mere end Een hos os fulgte disse Exempler. I vore Dage turde dog intet Menneske vove at lade haant om Religion og Sædelighed. Ægteskabsforholdet er rent og trofast, og Gudstjenesten holdes i Ære.

Dalund sagde med halv sagte Stemme, som dog hævede sig mere og mere, og steg til bestandig større Volubilitet: Jeg er en gammel Mand. Det er derfor tilgiveligt, om jeg med for megen Forkjærlighed seer tilbage til de Aar, da ogsaa jeg var i Livets Arcadien. Jeg skal aldrig forsvare de Sæder og den Tone, som fra de franske Hoffers Tid havde udbredt sig over Verden, eller den Raahed, hvormed den franske Revolution greb ind i de helligste Forhold. Jeg har ikke ladet mig rive hen af disse Strømme, da de brusede. Heller ikke skal jeg nægte, at der allerede er Meget vundet derved, at Menneskene i vor Tid vise en udvortes Ærbødighed for det Hellige og Ustraffelige, og saaledes paa en Maade med eller mod deres Villie bøie sig for det Gode. Men med alt Dette turde jeg dog trøste mig til at paastaae, at disse samme Laster og Vildfarelser gaae som onde Svartalser lyslevende omkring iblandt os, men under forandrede Masker og Skikkelser. Gud bevare mig for at sige, at de saae Indpas overalt; jeg taler naturligviis i Almindelighed, ikke om Undtagelserne, som, Gud stee Lov, findes til enhver Tid og Sted. Man holder Religionen i Ære, siger De. Jeg svarer: Det er ikke Alvor. Saavel hos os som andensteds er der et Parti, der siger offentligt: Den christelige Religion er antiqveret, Evangeliet er en Mythe. Og hvad Dem iblandt os angaaer, som freqventere Gudstjenesten« hvor Mange iblandt dem — det er stygt at sige — men hvor Mange af disse bruge ikke deres Gudsfrygt som et Coquetterie! Hvor faa ere ikke De, som, i stille Betragtning anvendende de Ord, de have hørt, paa deres eget Liv, prøvende deres eget Indre, vende hjem til deres Bolig som hiin Tolder i Evangeliet, retfærdigere end de forlode den! Kunde det ikke ogsaa henregnes til de religiøse Følelser at ære Det hos andre Mennesker, som er fra Gud, det Store, det Ædle? at antage Noget ogsaa hos Mennesker, for hvilket man skal bøie sig? at troe, at man i Et og Andet vel kunde have Grund til at antage en Autoritet? at have saamegen Nationalfølelse, at man altid er rede til ridderlig at forsvare Dem, som have bidraget til Nationens Ære og dens Cultur? Gjøre vi det? Lad en Mand have helliget sit Liv til at bringe en Straale fra Himlen ned til Jorden, lad den Skjærv, han har lagt paa Fædrelandets Altar, være saa stor, at Enhver, bevidst eller ubevidst, har nydt sin Deel deraf — men hans Virken har væxet i Aandens usynlige Rige, den er ikke som Thorvaldsens Værker til at see med corporlige Øine og tage paa med Hænder — lad en saadan Mand, vil jeg sige, engang forfægte en Overbeviisning, der med Ret eller Uret strider mod Tidsalderens Smag, og see da, med hvilken oprørende Haan og Ringeagt de smaa Fugle stimle om Minervas Ugle, og søge at afrive dens store Fjedre, som dog ingen af dem kan tilegne sig. Er Dette ikke Mangel paa Ærbødighed for Det, der bør være os helligt? Og nu vore Sæder! Familielivet! Er det sammenholdt af et eneste Baand, der holder fast? Af Kjærlighedens? Det være langt fra mig at ville benægte, at det nuomstunder er sjeldnere end for et halvt Seculum siden at finde en gift Kone, som har en Elsker, men istedenfor denne Brøde er Lefleriet kommet i Mode. Er det synderlig bedre?

Jo, svarede den føromtalte Herre: I sine Følger er det mindre ondt, og i sig selv ogsaa mindre uædelt.

— Det er, som man tager det. I den forsvundne Tid, som vi sammenligne med den nærværende, var Kjærligheden en stor Magt. Den er dethroniseret, som saamange andre store Potentater. Den hører nu, som jeg engang læste, til de forlorne Kunster. Men Kjærlighed, naar den virkelig fortjener dette Navn, er i sig selv noget Ædelt og Skjønt. Maa man end i dens Vildfarelser fordømme den, foragte den kan man dog ikke. Men Lefleriet kan man kun foragte. Kjærlighedens Feil ere menneskelige, men Lefleriets kunde man kalde dæmoniske, thi de ere som Spøgeri, som Skygger, der i sig selv ere tomme og uden Sjæl.

— Ja, hvad forstaaer De ved Lefleri? Mener De en tilgivelig qvindelig Forfængelighed, der glæder sig ved at behage? Efter min Anskuelse kan den mangen Gang forhøie et ungt Fruentimmers Yndighed, og om den end undertiden kunde gaae lidt for vidt, kan den dog ikke lignes ved den Samvittighedsløshed, der bringer en Kone til at forglemme den Troskab, hun har lovet sin Mand for Guds Ansigt, en Brøde, der mangengang fører Fordærvelse over Huus og Børn.

— Jeg forstaaer ved Lefleri den troløse Legen med den forbudne Frugt, de smaa Kjærlighedsforbindelser, der ikke vedkomme Aand eller Hjerte, ja neppe nogen sund menneskelig Følelse, men hvis Tilværelse man dog holder skjult for Ægtemand og Forældre, saalænge de vare, og siden kan benægte, endogsaa for sig selv, ligesom man bortraisonnerer en tom Drøm, hvilket Altsammen gjør det muligt at bevare en Pharisæer-Retfærdighed, og prale for Gud og Mennesker med en Dyd, som egenlig slet ikke har bestaaet nogen Prøve; thi vore unge Herrer ere ingenlunde sværmeriske eller lidenskabelige Elskere; deres Beilen til en Dames Gunst er heller ikke virkelig Alvor; de, saavelsom Damerne, søge blot en Triumf for deres Forfængelighed, Ord for at være uimodstaaelige, og en Interesse, som kan udfylde den besværlige Tid. Men — jeg mærker, at Advocaten endnu spøger i mit Hoved, og at jeg drømmer, jeg staaer i Skranken som Defensor for det forsvundne Aarhundrede.

Eller som Actor mod det nærværende, bemærkede den føromtalte Herre.

Ja, ja, svarede Dalund med et godmodigt Smiil: I begge Tilfælde kan et Ord formeget let løbe med.

Uagtet den Varme, hvormed denne Dispute var bleven ført, havde Dalund dog ikke været saa høirøstet, at hans Tale havde forhindret det øvrige Selskab fra i smaa Grupper at deeltage i separate Conversationer, uden at lade sig forstyrre af den Samtale, hvortil kun den nærmeste Omgivelse lyttede. Fru Valler, som hørte til denne, sagde sagte til Lusard: Det var godt, den lange Præken fik Ende. Den Dalund er ret et utaaleligt Menneske. Saa gammel som han er, saa umoralsk er han endnu. Hans egen Historie er nok ikke meget opbyggelig. Jeg vil ikke indlade mig i den Materie, men man behøver ellers ikke at gaae udenfor dette Huus eller denne Familie for at finde saadanne Scandaler i de Tider, han forsvarer, at man ikke engang kan være bekjendt at omtale dem.

Lusard taug, men tænkte ved sig selv: Enten maa denne Kone være aldeles ubekjendt med mine Forældres Historie, eller hun har en slet Tone. Jeg vil antage det Første.

Efterat Kassen var serveret, fatte Fruen sig, efter Anmodning af Flere i Selskabet, til Pianofortet og foredrog en stor og vanskelig Composition med megen Færdighed. Lusard hørte med Beundring paa de overvundne Vanskeligheder i denne Præstation, men da Kunstnydelsen varede overmaade længe, følte han sig dog meget taknemmelig, da den fik Ende, og gav med Fornøielse sin pligtskyldige Skjærv til det Offer af Tak og Berømmelse, som fra alle Sider blev bragt. Da nogle andre Damer og Herrer nu ogsaa toge Deel i den musikalske Underholdning, listede Lusard sig ind i et tilstødende Cabinet, hvor han saae Dalund sidde allene.

Jeg sidder her, sagde Denne, i stille Betragtninger over det stamme, alvorlige Sprog, hvormed de livløse Ting tiltale os. Det forekommer mig, som om Væggene i dette Cabinet sagde til mig: Erindrer du, gamle Ven, hvorledes du saa mangengang har siddet paa dette samme Sted, og gjennem denne samme aabne Dør har seet et Selskab bevæge sig, af hvilket kun du allene er tilbage? hvorledes du her har hørt Sang og Musik af en anden Beskaffenhed end denne? Erindrer du, hvorledes du en Dag sad ene herinde ligesom nu, og hørte den smukke Claudine synge en Romance, der, lig en veemodig og sød Anelse, gjenlød i dit Indre? og hvorledes du siden saae hende, uden at hun bemærkede din Nærhed, med barnlig Lystighed dandse paa Gulvet derinde? — Ja, forunderlig er den Illusion om en Sympathie, som Mennesket synes at forudsætte hos de livløse Ting, medens det i ældre Aar næsten aldrig falder os ind at tænke os den hos vore Medmennesker.

Da forsikkrer jeg Dem, svarede Lusard, at jeg allerede har sympathiseret med Dem i lignende Tanker. Jeg har netop idag med veemodig Erindring levet mig tllbage i en Dag, som jeg for en tredive Aar siden tilbragte her i disse samme Værelser, der, ligesom vi Andre, ikke mere ligne sig selv, men dog ere de Samme. Den gamle Grand-Onkel var saa oplivet af mine Forældres Nærværelse, han vidste ikke Alt, hvad han vilde finde paa, for ved tusinde Opmærksomheder at udslette ethvert Spor af en fordums Misforstaaelse. Mine Forældre vare Begge saa oprømte, de forekom mig saa unge og skjønne.

— Ja det vare de ogsaa endnu. Engang i den samme Tid sad jeg i en fortrolig Samtale med Deres elskelige Moder, og i Sandhed, jeg syntes, at jeg bestandig saae den unge, skjønne Claudine fra mine lykkelige Dage, skjøndt hun bragte sin attenaarige Søn til sit fordums Hjem, og aldrig har jeg seet to Ægtefolk, hvis indre Lyksalighed har forekommet mig saa utvivlsom som Deres Forældres.

— Ja de vare lykkelige og jeg med. Mit Ungdoms-Hjem staaer endnu i min Erindring som et Paradiis. En Ro, en Fred, en Skjønhed, som ingen Ord kan beskrive, var udbredt over vort Liv. En usigelig Kjærlighed, en indre Sjæleglæde opfyldte os. Vort muntre, gjæstfrie Huus var en Samlingsplads for dannede Mennesker, som baade fra Omegnen og fjerne Steder kom og oplivede os og dem selv med deres Nærværelse hos os; og den Bedrøvede, Den, som trængte til Hjelp og Trøst, vendte aldrig hjem uden at efterlade sin Velsignelse over vort Tag.

— Ja, der er en Velsignelse i saadanne Menneskers Nærhed. De halvandet Aar, som Deres Forældre tilbragte her i Byen, udgjorde ligesom et Vendepunkt i min dengang melancholske Tilstand, som gjennem mange Aar og Forandringer bestandig vendte tilbage i længere eller kortere Perioder, i hvilke jeg næsten skyede menneskeligt Selskab. Men Omgangen med disse gamle Venner, Synet af deres Lykke, de fortrolige Meddelelser af deres overstandne Tilskikkelser, den længe savnede Lyksalighed at kunne udøse mit eget Hjerte for prøvede Venner, der kjendte og forstode mig, alt dette uventede Gode forfriskede mit syge Sind og sang min Sorg til Ro. De reiste hjem med Glæde og muntre Planer, men jeg savnede dem ubeskriveligt.

— De muntre Planer, hvormed vi forlode Kjøbenhavn, gik dog ikke i Opfyldelse, og den muntre Stemning i vort Huus led ogsaa for en Tid et temmelig stort Afbræk. De veed sikkert, at min Faders Plan, at besøge sit Fædreland med min Moder og mig, blev forstyrret, ligesom hele Europas Udseende efter Slaget ved Leipzig og Napoleons Forviisning til Elba. Disse Begivenheder, der indtraf strax efter vor Hjemkomst, gik min Fader dybt til Hjerte. Det stolte Fædreland, ydmyget og oversvømmet af de Fiender, hvilke det saa ofte havde beseiret, saa meget ædelt Blod, ogsaa hans eget, udgydt, som han meente, forgjæves, alt Dette var ham for tungt til at bære det med Taalmod. Saa ofte havde han sagt, at nu var Danmark hans Fædreland, saa ofte havde han hæstigen dadlet Keiserens Mangel paa Agtelse for andre Folkeslags Ret og Nationalitet; men i Ulykkens Øieblik vaagnede den gamle Kjærlighed til den fordums Anfører, Begeistringen for den trefarvede Fane fik en saadan Magt, at da Napoleon kom tilbage fra Elba, kunde Intet holde ham fra den Beslutning, ufortøvet at reise til Frankrig og forene sig med de fordums Vaabenbrødre, hvis Skjæbne og Seir han fandt det Pligt at dele i et saadant Øieblik. Han indgjød mig sin Enthusiasme, Marseillaisens Toner gjenklang i min Sjæl fra mine Barndoms-Minder; og jeg bønfaldt ham med ungdommelige Taarer om Tilladelse til at følge ham. Alt blev forberedt til vor Reise.

— Men min Gud! hvad sagde Deres Moder?

— Jeg troer, at hun led megen Angst og Bekymring, dog modsatte hun sig ikke min Faders Villie, men bad kun indstændig om at maatte reise med os.

— Ja, i Dette som i Mere gjenkjender jeg den unge Claudine.

— Men hendes gode Engel — troer jeg — blandede sig i vore Anliggender. Min Fader led af og til af Gigt, som en Folge af sine Saar og Strabadser i Krigen; denne Plage overfaldt ham nu pludselig med større Hæftighed end nogensinde tilforn; hans Utaalmodighed forværrede hans Tilstand, og de saakaldte hundrede Dage vare forløbne, inden der kunde tænkes paa nogen Reise. Han sørgede meget over sit Lands og sin Keisers Skjæbne. Napoleons Ulykke hævede denne Helt til en guddommelig Heros i hans Øine. Først ved Juli-Revolutionen blev han trøstet, og følte sit Sind let som tilforn. Han reiste nu med min Moder og mig til Paris, og vi tilbragte der et heelt, meget behageligt Aar.

Dalund sad et Øieblik taus, derpaa sagde han: Naar et Menneske er blevet saa gammelt som jeg, saa skulde man synes, at han maatte føle Glæde over at tænke sig de Elskede allerede indløbne i den Havn, hvori han selv snart skal lande, men jeg tilstaaer, at jeg dog kun med Smerte kan tænke mig Deres Forældre borte og tabte for den Jord, hvorpaa jeg endnu befinder mig. Altfor kort synes mig det lykkelige Samliv, som var kjøbt med saa lang Tids Modgang og Standhaftighed, og især har jeg tænkt mig det som en Uretfærdighed af Skjæbnen, at Deres Moder maatte overleve den Mand, hun med saa stor Troskab og Kjærlighed havde offret sin Ungdom.

— Ak! det var ogsaa kun en kort Tid, ikke engang et Aar, at hun maatte savne ham.

— Hvorledes bar hun hans Tab?

— Stille og mild, som hun altid havde baaret baade Modgang og Medgang. Jeg var ikke forberedt paa den Ulykke, saa hurtigt at miste hende, skjøndt jeg jo vel bemærkede, at hun ligesom hensvandt Dag for Dag; men jeg smigrede mig med, at hendes ubeskrivelige Kjærlighed til mig, der aldrig noget Øieblik havde fornægtet sig, skulde binde hende til Livet.

Lusards Bevægelse ved disse Erindringer var saa stor, at den for nogle Øieblikke qvalte hans Stemme. Han fattede sig imidlertid og sagde efter et Ophold: Jeg helder stærkt til den Mening, at de Forudgangne endnu staae i et uforklarligt Forhold til os. I min Moders Døds-Øieblik saae det virkelig ud, som om den elskede Ægtemand bar hende bort i sine Arme. Hun laae som i en stille Slummer; med Eet aabnede hun Øinene, smilede, udbredte Armene og sagde med hoi Røst: »Lusard!« og med dette Navn paa Læben forlod hun mig og Jorden, som det syntes, uden Kamp og Smerte.

Dalund udbrod: O salig Den, som til sin Kjærligheds Løn seer i Dødens Moment det Aasyn, som aldrig har ophørt at leve i hans Hjerte, Den, som den elskede Haand fører den mørke Vei, der saaledes ikke er mørk! Ak, hvem der turde haabe …

Han afbrød sig selv, og de sad Begge tause.

Musiken i den tilstødende Sal var imidlertid ophørt, og henimod Slutningen af ovenstaaende Samtale havde Arnold sat sig bag den aabent staaende Dør, som førte ind til Cabinettet, og uden den Hensigt at belure de derinde Talende, havde han dog lyttet til deres Ord. Fruen kom nu ved Hofjunkerens Arm, og Arnold standsede dem og sagde sagte: Jeg har siddet her og moret mig guddommeligt ved at være et skjult Vidne til en ganske mageløs fortræffelig, sentimental og sværmerisk Samtale mellem de to gamle Fyre derinde. Sæt Dem her hos mig bag denne Dør, der udgjør det deiligste Skjermbret. Maaskee kan der komme Mere af samme Skuffe.

Han og Hofjunkeren toge Hver en af Fruens Hænder og droge hende ned imellem dem paa den lille Sofa, hvorpaa Arnold sad. Fruen sagde: Aa jeg bryder mig ikke om at høre hvad den gamle Pjalt, den Dalund sidder og vrøvler.

Deres fornemme Hr. Fætter, svarede Arnold, var i alle Maader lige saa rørende.

— Lad De bare vor fornemme Hr. Fætter være. Han er hverken gammel eller en Fyr, som De behagede at sige, det er just en Mand comme il faut.

Man kan ikke nægte, sagde Hofjunkeren, at Manden er endnu udmærket smuk. Han skal ogsaa have meget smukke Forældre at slægte paa. Min Fader, som i sine unge Dage har kjendt hans afdøde Moder, kommer endnu i Ecstase ved at omtale hendes Skjønhed og Yndighed.

Aa hvad! hendes Skjønhed var vel som hendes Dyd, efter den Tids Mode.

Naa for mig gjerne! sagde Arnold: Det er jo godt, at De finder saamegen Behag i denne Hr. Montalbert, siden han muligviis tænker paa at blive Deres Svigersøn. Ja De seer paa mig, som om jeg sagde, at Maanen faldt ned fra Himlen, men Saameget er vist, at samme Herre idag ved Bordet sad og betragtede den lille Mariane, som om han vilde kjøbe hende.

Fruen slog en høi Latter op. Vorherre bevare Deres Forstand! De seer nok Syner. Maten, den Askepot!

— Ja, ja! Askepot gjorde et bedre Parti end det at saae en jysk Herremand.

Hofjunkeren sagde med et selvbehageligt Smiil:

Frøken Valler er visselig en smuk lille Pige, men det forstaaer sig, ved Siden af hendes Stedmoder falder hun igjennem, men hvem gjør ikke det?

Jo, ubrød Fruen, det skal jeg sige Dem: den Jomfru paa Østergade, som indtog Deres Øine og Hjerte …

— Hvad er det for Historier? Skal jeg nu høre Det igjen? Jeg har jo forsikkret Dem, at jeg gik ind i Boutiken, fordi jeg fik Øie paa et saadant Shawl, som det, jeg havde hørt Dem ønske Dem, og fordi jeg vovede at haabe ….

Fruen reiste sig. Ja nu gaaer jeg ind til min franske Fætter, thi nu gik Gud skee Lov Dalund fra ham, og jeg seer, han gaaer og betragter Skilderierne paa Væggen.

Tillad, sagde Lusard til den indtrædende Frue, tillad, at jeg spørger Dem om et meget deiligt Maleri, et Portrait af Deres Mands første Stedmoder, som jeg savner i dette Cabinet? Det hang her endnu, da jeg i mine Studenterdage kom her i Huset.

— Det Portrait? Fandt De det saa deiligt? Ja, da maa jeg tilstaae, at jeg for længe siden har feiet det ud af Huset. Da jeg underhaanden var bleven bekjendt med Originalens hemmelige Historie, saa kan De nok tænke, at jeg ikke vilde have det i mit Værelse eller vilde tillade, at mine Pigebørn skulde opvoxe med den Dame for Øinene.

Jeg nægter ikke, svarede Lusard, at jeg hører Dem med Forundring, thi efter Alt hvad jeg veed, maa dog denne Dames Erindring være Deres Mand hellig og kjær, som en Moders, thi det har hun jo været ham.

— Ja, han var ogsaa vranten, fordi jeg satte det ind i Pulterkammeret, men da Dalund rasede for at faae det, blev det ham foræret, han er jo nærmest til det.

— Men min bedste Cousine! Da De holder paa en saa klosterlig Strenghed, hvorledes forklarer De da for Deres unge Døttre disse Billeder, som have indtaget Pladsen i Stedet for hiint Portrait? Leda og Svanen, Jupiter og Jo, det er rigtig vanskelige Historier at fortælle Pigebørn.

— Saa? Ja jeg kjender ikke de Historier, saa jeg har ingen Forargelse af dem.

— De kjender Dem slet ikke?

— Jo, jeg erindrer at vi for nogle Aar siden havde et Stykke paa Theatret, som hed Svanehammen, og deri var en lang Passiar om en Leda og en Svane og Mere af den Suurdeig, men det er jo nogle forældede Eventyr, hvorom hverken jeg eller Nogen i mit Bekjendtskab veed mindste Besked, og derfor gjørde, Stykket heller ingen Lykke, thi de Fleste forstode det ikke.

— Det beviser, at Forfatteren maa selv være for meget Svane til at svømme i et Gadekjaer.

— Jeg veed ikke, hvad De mener, men dersom denne Ledas Historie er uanstændig, saa er det jo godt, at vi Fruentimmer ikke forstaae den. Men for at komme tilbage til den gamle Etatsraad Dalund: Veed De, hvad hans egen Brodersøn, Hoiesterets-Advocaten, som han boer hos, har fortalt Valler i min Nærværelse? Han siger, at hans Onkel gjør en Afgud af det gamle Portrait, vi talte om; at han hver Aften og hver Morgen seer op til det, som om han hilsede det, og sagde det Godnat og Godmorgen. Mangengang sidder han som i Tanker og stirrer paa det, og saa komme Taarerne ham i Øinene. Det var Noget, han havde beluret, sagde Advocaten; thi Onklen kunde vistnok ikke taale, at han havde bemærket det. Naar De nu havde seet, hvorledes baade Advocaten og min gode Herre og Husbond toge den dumme Historie vigtigt og rørende, saa vilde det vist have gaaet Dem som mig, at De var brister i Latter.

— Nei, det troer jeg ikke; jeg vilde ogsaa have fundet den rørende, thi en saadan trofast Hengivenhed forædler den Kjærlighed, man i Betragtning af Forholdene maatte kalde uædel, men dens dybe Grund, som dens Seir over Tid og Død beviser, forsoner og helliger den. Den nævnte Dames elskværdige Characteer omtaltes desuden af alle Dem, som havde kjendt hende, og opbevares endnu af den yngre Slægt som en Tradition.

— Er De da maaskee af samme Mening, som Dalund, at en gift Kone gjerne kan have en Elsker uden Præjudice for sin elskværdige Characteer?

— Nei, tvertimod! jeg er af den Mening, som ikke er ny, at Reenhed og Ærbarhed er for et Fruentimmer, hvad Mod og Mandshjerte er for en Mand, Dyder nemlig, hvis Mangel alle de andre Dyder ikke kunne erstatte. Men jeg bekjender derhos, at om jeg var saa lykkelig at eie en elsket Hustru, saa vilde denne Troskab, som jeg visselig vilde fordre, alligevel ikke have mindste Værd for mig, dersom den ikke var forenet med en høiere, aandeligere Troskab, og at jeg hos min Hustru ligesaa lidt vilde undvære den Trofasthed, jeg kræver af en intim Ven, som den Ustraffelighed, en Ægtemand har Ret til at forlange.

Fruen saae forundret paa ham. Det, De siger, er mig ikke ganske klart, men det er mig kjært, at De fordømmer Dalunds Opførsel i min Svigerfaders Huus.

— Ak nei! fordømme ham gjør jeg vist ikke. Enhver, som har følt Lidenskabernes Magt, veed, hvor svært det er at modstaae dem.

— Men man maa ikke lade sine Følelser blive til Lidenskaber.

— Ja, det er den store Opgave, deri har De tilvisse Ret, men det er jo netop det Punkt, hvori Vanskeligheden bestaaer.

— Det er ikke saa vanskeligt. Man bør jo vel ikke fremstille sig selv som et Exempel; men til Dem, som vor Ven og Slægtning, tør man jo vel sige et fortroligt Ord. Seer De! Jeg er som et Barn paa nitten Aar bleven gift med en Mand, der kunde være min Fader. Han var Enkemand, han er en god Mand, men man kan nok paastaae uden at fornærme ham, at han hverken er eller var smuk eller elskværdig. Jeg kan ligefrem sige, thi det er bekjendt for hele Verden, at hvor jeg er kommen frem, i Selskaber saavelsom her hjemme, er jeg bleven umaadelig feteret og courtiseret, men hvor høit endogsaa Den eller Den har elsket mig, saa har jeg dog aldrig indladt mig i noget Forhold, som ikke kunde bestaae for Moralitetens Domstol. Jeg har søgt min Trøst i min Kjærlighed til mine smaa Børn og i Udøvelsen af de skjønne Kunster. Nu tænker jeg, at hvad der er muligt for mig, er da ikke umuligt for Andre, og derfor tilstaaer jeg, at jeg af ganske Hjerte foragter og fordømmer de Fruentimmer, der handle som hun, hvis Billede De savner, saavelsom de frække Tider, da Intet var helligt.

Lusard solte en vis Forlegenhed ved denne Tale. Han indsaae, at Fruen maatte vente et smigrende Svar paa fin Meddelelse, men det var ham umuligt at faae et saadant over sine Læber; han taug lidt og sagde derpaa: Jeg maa jo visselig for en Deel holde med den Herre, som ved Bordet modsagde Dalund, for saavidt som jeg ialfald anseer det for en Vinding, at den letsindige Verden ikke vover at forhaane de Pligter, som den kun i Smug træder under Fødder; det vidner om en større Reenhed i den offentlige Mening og …

Han standsede og kunde ikke finde Ord for hvad han egenlig vilde sige. Fruen saae paa ham med et spodsk Smiil, og efter en Pause gik de ind til det ovrige Selskab, uden at den foregaaende Samtale havde hævet dem i hinandens Gunst.

Lusard betroede imidlertid Dalund de Planer, med hvilke han var kommen til Kjøbenhavn. I den Vallerske Familie, sagde han, ønskede jeg at sinde en Søn og Arving. Mine Forældre have Begge i dette Huus fundet Gjæstfrihed og Venskab. Jeg besøgte forleden det Landsted, hvor den afdøde Grosserer Valler med saa sjelden Godhed modtog og pleiede min saarede Fader. Stedet er nu i fremmede Hænder, men jeg gik rundt om Huset, og saae til Vinduerne af de Værelser, min Moder havde viist mig, da vi med hinanden gjorde en Valfart til denne Helligdom for hendes og min Faders Erindringen. Jeg besøgte Broen ved Strandkanten, hvor hun med Angst stod og stirrede ud efter den Baad, som bragte den saarede Elsker, og det syntes mig klart, at det Vallerske Huus havde, fremfor noget andet, Ret til min Taknemmelighed, og at jeg paa en Maade havde en fra min Fader arvet Gjæld at betale der. Min Fætter Valler har modtaget mig med en saa umiskjendelig Velvillie.

— Ja, Valler er en god Mand, men han er svag, han har ikke sin Faders kraftige Characteer og heller ikke hans Lykke. Han er forknyttet i sin Ungdom af altfor streng Behandling, han mistede sin gode Engel med sin første Stedmoder. Fra sine tidlige Dage har han bevaret en gammel Kjærlighed til mig; han betroer sig stedse til mig, indbyder mig jævnlig ved huuslige Leiligheder, og jeg kommer ogsaa, uagtet jeg slet ikke kan lide hans Kone. Jeg vilde ret ønske, at De kunde oplive hans matte Tilværelse ved en stor, uventet Glæde, men hvorledes skulde De finde en Søn og Arving i hans Huus? Han har jo ingen Søn.

Lusard svarede: Da vi forleden vare der i Selskab, opstod der en Tanke hos mig, som muligviis kunde lede mig til mit Maal. Jeg synes særdeles godt om hans ældste Datter; jeg maatte meget bedrage mig, om det ikke er en fortræffelig Pige, og jeg maatte ogsaa være en slet Iagttager, om der ikke skulde være et meer eller mindre erklæret Kjærligheds-Forhold mellem hende og den unge Arnold. De sad sammen ved Bordet, og deres sagte, hemmelighedsfulde Samtale, som jeg med Øinene belurede, dreiede sig vist ikke om ligegyldige Materier. Der er desuden i den Piges Øine Noget, som tyder paa en elskende og bekymret Sjæl. Arnold er en smuk, ung Mand; jeg kjender ellers ikke noget til ham; men elsker denne Pige ham, saa taler det for ham, og maaskee kunde jeg da i ham og hende finde hvad jeg søger.

Dalund rystede paa Hovedet. Det skulde gjøre mig ondt, om Mariane elskede det Menneske. Det er en Laps og intet Andet.

— Han er ung, og en god og elskværdig Piges Kjærlighed har helbredet for værre Synder end lidt ungdommeligt Lapseri. Jeg vilde føle en stor Glæde ved at see den Pige lykkelig og ved at forsikkre mig hendes daglige Selskab.

Jeg vil ikke, gjentog Dalund, plaidere mod denne Sag med streng Alvor, thi jeg troer rigtignok, at det er et af Vallers høieste Ønsker at see denne Datter vel gift; hun er hans Øiesteen og har intet behageligt Hjem i Stedmoderens Huus. Men see Dem vel for, inden De tager nogen Beslutning, thi jeg kan ikke forestille mig, at Mariane skulde være skudt i det tomme Menneske.

Min egenlige Speculation, vedblev Lusard, da jeg reiste her til Byen, var rigtignok at opsøge en Descendent af min Moders broderlige og altid kjære Ven Ferdinand Valler, men der er jo kun Een tilbage af hans Stamme, og denne Ene skal, som jeg hører, ikke due stort, og er desuden, Gud veed hvor i Verden.

— Den unge Bergland, mener De? Han er, saavidt jeg veed, etableret i Schweitz, hvor han har Familie paa modrene Side. Men det er Synd at sige, at han ikke duer. Tvertimod, det er et Menneske med udmærkede Evner, men som desuagtet ikke let vil finde sin rette Plads i den virkelige Verden, da han er at ansee som En, der gaaer og søger de Bises Steen i alle Kunster og Videnskaber, og farer som en Comet gjennem alle Systemer, saa at en lille Evighed behøves til at danne den taageformede Kjerne til en fast Klode. Forreften troer jeg dog at vide, at han paa disse sine svævende Vandringer ikke vender tilbage uden Udbytte for sin Viden, men derimod vil han ad denne ustadige Vei aldrig opnaae hvad som til dette Liv at opholde gjøres behov.

— Men hans Characteer?

— Er noget stolt, men god og retskaffen.

— Men Valler lader sig forstaae med, at det unge Menneske har med Utaknemmelighed lønnet hans Godhed imod ham.

— Det er en af Vallers vildfarende Meninger. Bergland havde et Par Gange leveret nogle reent videnskabelige Artikler til et af vore Dagblade. Nu hændte det sig engang, at der i samme Blad stod et for Valler meget nærgaaende Inserat, der omtalte en Misforstaaelse mellem ham og en Mand her i Byen, en Affaire, der tilfældigviis havde faaet et forhadt og tillige latterligt Udseende. Denne Sag, der var bilagt i Mindelighed, blev fra begge Sider holdt hemmelig, men Skjæbnen vilde, at den unge Bergland og ingen Anden var bleven indviet i den, og da nu denne Historie kom i et Blad, i hvilket han tilforn havde skrevet, saa mistænkte hans Onkel ham, og alle hans Forsikkringer om sin Uskyldighed forhindrede ikke, at Valler med stor Forbittrelse brød al Forbindelse med ham og forbød ham sit Huus. Men Sandheden, som jeg alt den Gang anede, er nu bleven mig klart beviist ved en af Redacteurernes Fortrolighed, og jeg tænker at kunne overbevise Valler uden at compromittere hans Kone, thi Ingen uden hun er den Skyldige. Manden har ikke betænkt, at han havde fortalt hende hiin Begivenhed, og hun, som fandt den piquant, kunde ikke bare sig for at fortælle den til en Veninde, der staaer i Forbindelse med et af den nyere Tids saakaldte vittige Hoveder, og ad denne Vei som Historien med mange Tilsætninger og Forskjønnelser for Dagen.

— Alt, hvad De der fortæller mig, opfrisker min Begjærlighed efter at faae fat paa dette unge Menneske. Veed De ikke hans Adresse?

— Nei, den troer jeg ikke, Nogen her hjemme veed. Han skal, saavidt jeg troer, være et Sted paa Landet i Nærheden af Genf, hos en Familie, med hvem han skal have gjort en Reise i Tydskland. Det er halvandet Aar, siden han reiste herfra, og har han etsteds fundet det daglige Brød, saa er det netop hvad han har vanskeligst ved at finde efter sin Tænke- og Handlemaade, og saa er det bedst for ham, at han bliver uforstyrret i den Stilling, der giver ham dette. Desuden er han udentvivl gift, idetmindste har en af hans Venner betroet mig, at han var hemmelig forlovet med en Niece af hans Moder, hvis Familie, som De veed, boer i Schweitz.

En Tidlang gik nu hen. Lusard kom daglig i Commerceraadens Huus, uden at komme til noget Resultat med Hensyn til hans Plan, Mariane og Arnold angaaende. Arnold var generet i hans Nærværelse, han blev mut og stille, naar den feterede Slægtning traadte ind, og sagde ofte til Fruen, at denne Blanding af en Franskmand og en Jyde, en Gentiler og en Jordrotte fordærvede Husets Frihed og Munterhed. Mariane blev derimod med hver Dag kjærere for Lusard, og den Opmærksomhed, han viste den unge Pige, der, uvant med en saadan Udmærkelse, paa sin Side fattede en barnlig Hengivenhed for ham, var saa iøinefaldende, at det snart hed sig i Husets Omgangskreds, at Hr. Montalbert nærede alvorlige Hensigter i den Vallerske Familie. Fruen hørte dette Rygte med Spot og Latter, Arnold var forbittret derover, uden selv ret at vide hvorfor, Commerceraaden glædede sig som over en Himlens Tilskikkelse, og Lusard og Mariane vare de Eneste, der vare ganske udenfor disse Speculationer.

Colette sagde en Dag til sin Søster: Ak, Mariane! jeg bygger al min Fremtids-Lykke paa dig og det livsalige Haab, at du dog umulig kan være saa desperat at sige Nei til den ædle, smukke, elskværdige Hr. Lusard de Montalbert, der frier til dig. Du gjør store Øine, som om du ikke vidste, at han elsker dig. Kjæreste Mariane! du ægter ham dog, og tager mig med dig til din skjønne Herregaard i Jylland? Du gjør mig lykkelig og god hos dig. Ja jeg skal blive saa god og saa glad!

Mariane afbrød hende med Latter: Er du ved din Samling, Colette? Hr. Lusard frie til mig! Jeg veed ikke, om jeg skal lee eller græde over dine Phantasier.

Et Par Maaneder vare saaledes henrundne, uden at Lusard kunde komme til Klarhed om de Forhold og Personer, til hvilke han vilde binde sin Fremtids-Skjæbne. Denne Uvished var ham piinlig, da endelig en eneste Dags af Andre næsten ubemærkede Begivenheder førte ham paa et ganske andet Spor. Det var en Søndag. Han gik i Kirke, og da han med den øvrige Menighed forlod denne, traf han ved Udgangen Fru Valler, som ligeledes havde bivaanet Gudstjenesten. Naturligviis hilsede han paa hende, og da hun var ene, fulgte han hende til hendes Huus. Paa Veien meddeelte de hinanden deres Glæde over den skjønne Prædiken, de havde hørt, og Lusard sagde: Man kan ikke uden Smerte tænke paa, at Menneskene dog i deres Natur maae være haardhjertede, hvad de dog mindst af Alt have Ret til at være, thi ligefra Christendommens Begyndelse indtil idag er der blevet præket for dem om Overbærelse og Kjærlighed, og dog synes det, som om disse Dyder mindre nu end nogensinde høre til Dagens Orden.

Fruen var aldeles af hans Mening, og yttrede, at den Prædiken, de nys havde hørt, i lang Tid vilde lyde i hendes Indre som en sød Melodie. Lusard tog Afsked ved Porten af hendes Huus, men lovede, efter en foregaaende Aftale, at indfinde sig igjen til Spisetid, hvilket han ogsaa gjorde.

Da han traadte ind i Dagligstuen, hørte han, i en til denne stødende Sal, en høirøstet Samtale, og, som det lod, en hæftig Ordstrid mellem Husets Herre og Frue. Han vendte derfor sine Skridt til Spisestuen, hvor han bemærkede, at de to unge Piger stode ene sammen. Colette var i den lystigste Stemning og loe ret af Hjertensgrund. Paa hans Spørgsmaal om Anledningen til dette fornøielige Lune, svarede hun: Gud skee Lov, at De kalder min Lystighed fornøielig! De er altid saa god, og altid i godt Humeur, men Mariane staaer her og siger, at jeg glæder mig, naar det gaaer ilde til …

— Hvorledes? ilde? der er dog ikke hændet noget Ubehageligt?

— Jo der er, men det er dog usigeligt morsomt og comisk. Vi kan gjerne fortælle det Hele til denne Vor fortræffelige Onkel. Nu skal De høre. Da Moder idag kom af Kirke, træffer hun paa Trappen ligeudenfor Entreedøren vor Kokkepige, som er en kjøn, ung Pige, og vor ædle Huusven Hr. Hofjunkeren, som med største Henrykkelse omfavner og kysser samme Pige. Moder forstaaer ikke Spøg, hun siger til Pigen: »Du seer dig strax efter en anden Condition, thi om otte Dage, den første i næste Maaned, forlader du mit Huus.« Det er den sørgelige Side af Historien, men nu kommer den fornøielige. Derpaa aabner hun Døren for Hofjunkeren, og beder ham træde ind. Den Stene var uforlignelig. De skulde have seet den Herre! Han saae ud, som han skulde staae aabenbar Skrifte og krybe paa Knæerne i en catholsk Kirke, og noget Saadant gik ogsaa for sig. Jeg sad i en Krog af Stuen, men det brød de dem ikke om i deres skrækkelige Iver. Moder var saa vred, hun var brændende rød i sit Ansigt og holdt et Huus med Hofjunkeren. Det skulde De have hørt! Han vilde undskylde baade Pigen og sig selv; det var en uskyldig Spøg, sagde han, han elskede aldeles ikke den Pige, eller kjendte det Mindste til hende; men saa svarede Moder, at det gjorde ikke Sagen bedre, thi Kjærlighed var i sig selv noget Godt, men som dog nok kunde fordømmes, men Lefleri maatte foragtes, det var noget Dæmonisk, var en Skygge og et Spøgeri. De smiler saa polisk, kjære Onkel? Ja, De forstaaer vel disse Ord? Jeg forstaaer dem ikke, men jeg havde min inderligste Glæde af Hofjunkeren, thi jeg saae godt, at han ordenlig græd; var det ikke deiligt? Han sagde: »Jeg vil bede Dem om Forladelse paa mine Knæe,« og saa sank han til den haarde Jord med saadan Vægt, at han rev Moders Kjole istykker. Nu, tænkte jeg, nu bliver da det Sidste værre end det Første. Men nei! Naade gik for Ret, han fik Aflad for alle sine Synder, og til Tegn derpaa fik han Lov til at kysse Moders Fod. Det Hele var ubetalelig morsomt.

Lusard paatog sig den alvorligste Mine, han kunde overkomme, og svarede: Unægtelig har jo den unge Herre Uret i ikke at respectere et Huus, der gjæstfrit aabner sig for ham, og at Huusfruen tager det ilde op, deri kan ingen fortænke Deres Moder, lille Colette!

Den Maade, hvorpaa Lusard udtalte de Ord: Deres Moder, bragte Colette til at rødme; hun sagde undseelig: Jeg leer ikke ad min Moder, men ad den naragtige Hofjunker.

Mariane tog nu Ordet og sagde: Men den Lidende i denne Sag er denstakkels Pige, som nu græder og fortvivler. Hun paastaaer, at den unge Herre, som tilfældigviis mødte hende paa Trappen, mod hendes Villie greb hende i sine Arme, og jeg troer hende, thi hun har tjent os længe og altid opført sig godt. Hun er forlovet med en skikkelig Snedkersvend, og baade han og hendes Forældre ville mistænke hendes Opførsel, naar hun saaledes pludselig mister sin Condition. Fader har Medlidenhed med hende og er nu netop ifærd med at tale hendes Sag hos Moder.

Colette loe. Fader tale hendes Sag! Ja, det skal godt hjelpe.

Lusard henvendte sig nu til Mariane, og sagde: Kjære lille Cousine! Da De holder af Pigen, maa hun jo sikkert være en brav Pige. Siig hende, at dersom hun vil tjene paa min Gaard i Jylland, saa skal jeg skrive hjem og besørge, at hun skal blive modtagen og saae Condition i mit Huus, og dersom hendes Kjæreste er en dygtig Snedkersvend, saa kan der ogsaa findes en Plads for ham paa mine Enemærker. Resten skal jeg nærmere afgjøre med Dem. Det skal Altsammen gaae gjennem Deres Hænder og efter Deres Villie.

Med Varme takkede Mariane og gik strax for at bringe den grædende Pige en saadan Trøst. Colette hviskede til Søsteren: Hvad har jeg sagt? Er den Mand ikke en Elsker, hvad skal man da kalde alle de andre Mandfolk?

I Døren mødte Mariane fin Fader, der iforbigaaende sagde til hende: Jeg kan ikke hjelpe Grethe!

Hun er hjulpen, svarede Mariane: Den gode Onkel tager hende i sin Tjeneste.

Commerceraaden blev hjertelig fornøiet, i Særdeleshed fordi han deri troede at see et nyt Beviis paa Lusards Kjærlighed til hans Datter.

Imidlertid havde endnu et Par Gjæster indfundet sig. De opholdt dem inde i Cabinettet hos Fruen, og det syntes, som om der den Dag maatte være et Modsigelsesstof i Luften, thi disse To vare allerede i en levende Dispute. Den ene var Hr. Arnold, den Anden en noget ældre, men dog endnu ung Militair. De vare saa ivrige i Aanden, at de slet ikke afbrøde Traaden i deres Samtale ved Lusards og Commerceraadens Indtrædelse, men Officeren sagde til Arnold: Da vil De dog vel ikke vove Dem til den Paastand, at han er en slet eller blot middelmaadig Digter? Kan det være Deres Alvor?

Nei, raabte Arnold, det er, sandt at sige, heller ikke mit Alvor, men mit fuldeste Alvor er, at jeg med Glæde rækker Haanden til at styrte ham og Enhver, der vil usurpere en større eller mindre Throne paa Parnasset og staae iveien for de yngre og friskere Talenter, saa disse ikke kunne komme frem.

— Dersom de due noget, komme de nok frem, ligesaavel som deres Forgængere, og due de ikke, saa er det jo en sand Gevinst, om der er Nogen, der kan vise dem bort fra Musernes Lund, inden den kommer til ganske at staae under Vand.

— I Musernes Lund skal dog vel herske Frihed og ikke Persons-Anseelse. Dette Kunstens Aristocratie eller litterære Aristocratie er ikke et Haar bedre end det, som man bekæmper i Staten. Disse litterære Notabiliteter usurpere ved det Navn, de nu engang have faaet, ikke blot den pecuniære Fordeel, baade i Boghandelen og ved Theatret, som kunde skaffe en yngre Forfatter en lykkelig og behagelig Ungdomstid, men hvad værre er, ogsaa den Berømthed, som er Maalet for den Unges Stræben, og som vilde bringe hans Vinger til at voxe. Er det billigt? Er det den Frihed og Lighed, hvorfor Verden nu i saamange Aar har kæmpet? Jeg henvender mig til Dem, Hr. de Montalbert! Frihed og Lighed maae sikkert være Dem hellige Ideer, da Deres afdøde Fader har offret Liv og Blod derfor.

Da De spørger mig, svarede Lusard, saa vil jeg ærlig tilstaae, at min Fader vilde — som man siger — vende sig i sin Grav, om han hørte, at den Frihed og Lighed, for hvilke han har givet Liv og Blod, skulde bestaae i at nægte Fortjenesten dens Krands og Arbeideren hans Løn, i at afhugge de Hoveder, som hæve sig over Mængden, for at Alle kunne blive lige høie. En saadan Lighed forkaster Naturen selv, eller rettere sagt den høiere Magt, den Aand, som efter en Villie, vi ikke fatte, tildeler os vor Lod. Den giver ikke Alle lige Gaver, vi fødes ikke lige.

— Men forudsat, at den ubevidste Magt, vi kalde Natur, var uretfærdig og partisk, saa skulde Menneskene dog vel ikke være det? Men forresten kunde den Sætning vel bestrides, at vi ikke fødes lige. Store Hoveder have paastaaet, at alle Mennesker fødes gode og vel ogsaa med omtrent samme Evner, men Opdragelse, Leilighed til at komme frem i Verden, hemmer de gode Kræfter, og det er netop Det, vi skulde forebygge.

Jeg har den Tro, bemærkede Lusard, at de virkelig gode Kræfter ikke faa let lade sig undertrykke, og det Menneske, som selv har Genie, vil vide, hvad han skylder Dem, som have viist ham Veien ved deres Lys. — Jeg troede, at Hr. de Montalbert vel elskede Antikerne, men ikke det Forældede, som f. Ex. den Skole, hvortil den omtalte Digter hører.

Men for Pokker! udbrød Officeren: De tilstaaer jo selv, at det ikke er Deres Alvor, naar De dadler hans Værker. Og at ville nedrive Det, man i sit Hjerte beundrer, eller ophøie Det, man i sit Hjerte foragter, det er jo — om jeg saa tør udtrykke mig — i aandelig Forstand det Samme, som Juristerne kalde Falsk i Mit og Dit.

— Nei, det er en diplomatisk Fremgangsmaade for at vinde en retmæssig Fordeel , som man ikke i aabenlys Feide kan forskaffe sig. Denne aandelige Hovmod, dette Dictator-Væsen passer ikke til vor Tids friske, ungdommelige Stræben efter at løsrive sig fra de stive Former, fra den unyttige, støvede Lærdom, som hindrer Aandens Flugt. Det Nye skal leve, de nye Former skal triumfere i Kunsten som i Staten, og om en Forkjærlighed for alt Forældet kan tilgives vor ærede Captain, saa kan den ikke passe for Hr. de Montalbert, der stammer fra det Land, som har forvandlet Verdens politiske og litterære Tilværelse.

Jeg tilstaaer, svarede Lusard, at ogsaa jeg i yngre Dage har brændt af Iver for de politiske Bevægelser, har ønsket at offre Liv og Lykke for Menneskeslægtens Vel. Ja dertil vilde jeg endnu være rede, naar jeg troede klart at indsee, at mit Offer var et Offer til Sandheden, ikke til Illusioner. Men dette er det store Ord: Sandheden, den rene Villie til at søge den. I vore Tider synes det, i Frankrig som overalt, at man som oftest spørger med Pilatus: »Hvad er Sandhed?« thi i Politiken som i Litteraturen og endogsaa i Livet synes Ærbødighed for Sandheden at være forsvunden, og dog er Sandheden den Grundvold, som ingen Følelse, intet Foretagende kan undvære. Til alle Tider have Menneskene løiet for sig selv og Andre, men de have skammet sig derved; det gjøre nu de Fleste ikke længere. Denne Opdagelse har efterhaanden kjølet min Iver for Meget, som tilforn begeistrede mig i det offentlige Liv. Der, saavelsom i Kunstens Rige, synes mig Usandheden at herske, og jeg tilstaaer, at jeg ikke er fri for med Ringeagt at betragte den store Hærskare af Digtere, Critici og Politici, de mange Detailhandlere i Litteraturen, der see med skjæve Blikke hen til Grossererne, og, forsaavidt de formaae, have optaget det gamle Valgsprog: Paix aux cabanes, guerre aux châteaux.

Commerceraaden tog nu tilorde, og sagde: En Strid om det Slags Materier er saa ofte ført mellem vore to Venner her, at der ikke kan haabes paa noget Forlig. Jeg vil ikke komme med mit Besyv i saadanne Sager, jeg er ingen boglærd Mand.

Arnold afbrød ham leende: Men saa er De idetmindste en bogførende Mand.

— Ja, det var ikke godt andet. Men jeg vilde sige: Naar jeg engang imellem har Tid og Leilighed, saa er det mig en stor Vederqvægelse at tage …

En Priis Tobak, sagde Arnold, paany afbrydende.

Commerceraaden vedblev uden at lade sig forstyrre: en god Bog, og det bar mangengang, naar mit Sind har været tungt, opmuntret og trøstet mig, og derfor er det min Mening, at man bor være Den taknemmelig, der saaledes forskaffer os en god Time.

Nei, svarede Arnold, er Bogen betalt, saa har De Intet at takke for, men har De derimod laant den, saa er det en anden Sag, især hvis De bruger at ryge Tobak under Læsningen.

Fruen loe og syntes at more sig over disse sidste Ord. Lusard vendte sig til hende og sagde: Det er en besynderlig Tone, som den unge Herre tillader sig mod Deres Mand.

Han sagde disse Ord sagte, men Fruen udbrød høit med Latter: Herregud! Kan De ikke høre, at det er Ironie?

Ironie! gjentog Lusard forundret.

Hvad er det? spurgte Arnold: Forstaaer Hr. Montalbert ikke Ironie? Den, jeg bruger, f. Ex.?

— Nei, jeg tilstaaer, at det er en Ironie, jeg ikke kjender, og jeg troer næsten, at hverken Voltaire eller Lichtenberg vilde kjendes ved den, om de hørte den.

— Det skulde jeg sandelig tage mig let. De salig Herrer høre ogsaa til det Forældede, saavidt jeg kan indsee; thi jeg maa bekjende, at Lichtenberg er et Navn, jeg hører for første Gang, og af Voltaire har jeg faaet Nok ved at blade i en af hans Tragedier. Hvad Mere, han kan have skrevet, skal han saae Lov til at beholde for sig selv og sine Velyndere.

Selskabet blev nu kaldt tilbords, og Lusard sagde ved sig selv: God Nat, min Plan! Vorherre bevare mig fra det Menneske i min daglige Omgivelse, om jeg endogsaa med denne skrigende Poppegøie kunde vinde den yndige Nattergal, som vel desværre synger i hans Buur. Ak! jeg mærker nok, at jeg kommer til at reise hjem ligesaa fattig, som jeg kom.

Ved Bordet sagde Arnold: Apropos om litteraere Sager! Hændelsesviis bladede jeg imorges i en Catalog over Bøger, som i disse Dage skal sælges paa en Auction, og der faldt mine Øine paa en Piece med Titel: „Primulae veris, Digte af F. C. Valler.“ Det skulde dog ikke være Dem, Hr. Commerceraad, som i Deres unge Dage havde plukket Aurikler i Musernes nys omtalte Lund?

Commerceraaden fik ikke Tid til at svare, da Lusard udbrød: De gjør mig en sand Tjeneste med denne Efterretning. Den Bog have baade mine Forældre og jeg forgjæves søgt som et tabt Familie-Klenodie. Jeg beder Dem sige mig, hvor Catalogen er at faae, thi jeg skal være en vis Mand ved Auctionen, og Bogen skal blive min, om jeg saa skal betale den tidobbelt.

Jeg troer vist ikke, at den vil blive opdreven for Dem, sagde Arnold leende, jeg skal idetmindste ikke gjøre det.

Det skal De have Tak for, svarede Lusard.

Commerceraaden sagde: Ja den Bog er ogsaa bleven borte i min Faders Huus, den er ligesom forsvunden af Verden. Forfatteren, min salig Fætter Ferdinand Valler, forsvandt ogsaa for dens Skyld for sine Venner og sit Fædreland.

Husets Herre og Frue kjørte strax efter Bordet til et Landsted, en Miilsvei fra Byen, hvor de skulde tilbringe Aftenen. Gjæsterne gik hver sin Vei. De to mindste Børn gik med Stuepigen ud til Tivoli, og de to ældste Døttre bleve, som sædvanlig, ene hjemme.

Den Gaard, som paa den ene Side stødte til Commerceraadens, var et Hotel, hvor der blandt andre Reisende for Øieblikket logerede en Udlænding, der var en gammel Bekjendt af Lusard. Efter at have tilbragt en liden Stund hos de unge Piger forlod han dem for at aflægge et Besøg hos den omtalte Herre. Han var ikke hjemme, hans Dør var lukket, men en Opvarter i Hotellet forsikkrede, at han ventede ham hjem om en halv Time, og foreslog Lusard at tilbringe denne i et Lysthuus i den Huset tilliggende Have. Lusard var træt, han modtog med Fornøielse Tilbudet om at udhvile sig i den friske, duftende Løvhytte. Haven var omgiven af et Plankeværk, der skilte den fra Nabohusets Gaardsplads, men Løvhytten derimod var ved en tæt Hække og et Stakit skilt fra en anden lignende inde paa Naboens Grund. Lusard erindrede sig fra ældre Tider, at der havde hørt en lille Have til Commerceraadens Gaard, han tittede igjennem et mindre tæt Sted af den ellers tykke Hække, og gjenkjendte den gamle, meget lille Have, der kun bestod af den omtalte Løvhytte og et Blomsterqvarteer, hvis Rosen- og Resedaflor sendte sin Duft ind til ham, og vidnede om, at denne Plet endnu maatte have sine pleiende Venner.

Det var varmt, Lusard havde kjedet sig i Middagsselskabet, han følte sig sløv og mat, en behagelig Stilhed herskede omkring ham, og uden at vilde det, faldt han isøvn. Han sov saa trygt, at uagtet det var ham halv bevidst, at der blev talt lige ved Siden af ham, formaaede han dog ikke at komme til Besindelse, før han tydelig hørte sit Navn nævne. Han opslog Øinene, men saae Ingen i sin Nærhed; dog blev det ham strax klart, at disse Stemmer kom fra Lysthuset inde i Commerceraadens Have, og at Een af de Talende ikke var nogen Anden end Mariane, der sagde: Det er et urimeligt Rygte, det maa jeg bedst vide, men sæt endogsaa, at Hr. Lusard virkelig beilede til mig, kan du da troe, at enten han eller noget Menneske i Verden skulde bevæge mig til at bryde den Troskab, som jeg har tilsvoret dig?

Lusard sagde ved sig selv: I Sandhed! det lader til, at min gode Stjerne har ført mig til dette Sted for at ende min Raadvildhed.

Med største Varsomhed, for ikke at blive opdaget, tittede han begjærlig ind gjennem den lille Aabning mellem Hækkens Blade. Han saae Mariane siddende ved en ung Mands Side. De vendte Begge Ryggen til den Løvhytte, hvori Lusard befandt sig, og Løvet dulgte saa fuldkomment Mandens Hoved, at man aldeles Intet kunde see eller opdage af hans Person, uden Dette, at han var høi af Vært, og at hans venstre Haand, som han holdt paa Ryggen af Bænken bag Marianes Sæde, var hvid og veldannet, samt at han paa den bar en Ring af en paafaldende Form, med en Steen, hvori der var udskaaret en Delphin, saa smukt og tydeligt, at et mindre skarpt Syn end Lusards vilde have opdaget det i en saa ringe Afstand. Da nu denne halv Usynlige efter en kort Pause begyndte at tale med en ualmindelig sonor Stemme, var denne Stemme ganske fremmed for Lusard, og han mærkede, at dette Menneske var ham aldeles ubekjendt.

Den unge Elsker, thi som en saadan bebudede han sig strax, sagde efter et dybt Suk: Kjæreste Mariane! Jeg har bedet dig om dette Møde for endnu engang at, have en fortrolig Samtale med dig. Jeg vil stræbe at tale saa roligt, som det er mig muligt, og jeg bønfalder dig om ogsaa at høre mig med Rolighed, og ikke afbryde mig, for jeg har udtalt, thi Det, jeg har at sige, koster mig Overvindelse nok at føre over mine Læber.

Du forfærder mig! svarede Mariane. Med en Glæde, som i saa lang, lang Tid næsten var bleven mig fremmed, er jeg kommen her iaften; vil du forvandle den til Sorg?

— O Mariane! Elskværdigste, ædleste, bedste af alle Piger! Jeg har ikke Ord til at udtale, hvor høit jeg føler dit Værd, hvor brændende og dog øm den Kjærlighed er, som jeg saalænge har baaret til dig. Jeg veed, at jeg aldrig vil finde din Lige, og du skal heller aldrig erfare, at jeg har givet nogen Anden din Plads i mit Hjerte, hvorhen endog min ugunstige Skjæbne fører mig. At sige dig Dette er mig en Trang og en Trøst. Troer du mig ikke?

— Jo, jeg troer dig.

— Jeg troer ogsaa dig. Du sagde for, at Ingen vilde formaae at bevæge dig til at bryde din Troskab imod mig. Derom er ogsaa jeg overbeviist; jeg kjender din mandige Trofasthed, som forener sig med qvindelig Blødhed i din elskelige Sjæl. O lyksalig den Mand, som kan føre en saadan Brud hjem! Ingen Modgang bør nedtrykke hans Mod, intet Arbeide falde ham for tungt. Ak! for silde siger jeg Dette! thi jeg maa tilføie: En saadan Talisman mod Livets Elendighed var min, men jeg var den ikke værd, og maa slippe den af min skjælvende Haand.

— Min Gud! hvad mener du? Hvori bestaaer den Brøde, hvorfor du anklager dig selv?

— Jeg anklager mig for den, som forvolder al Livets Nød: Egoismen, som kun tænker paa sin egen øieblikkelige Tilbøielighed; Hovmodet, som ikke vil underkaste sig den Lov, der er fælleds for hele den faldne Menneskeslægt: »I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød.« Den, som er ene, har Lov til at leve som den fattige Fugl, der idag finder et Korn og imorgen ligger død paa Sneen; men den Mand, som har bundet en elsket Piges Skjæbne til sin, han skal staae til Ansvar, naar denne Piges skjønneste Aar hensukkes i skuffede Forventninger, naar hun endelig, til Løn for sin offrede Ungdom og Livslyst, opnaaer en huuslig Tilværelse, forbittret af Næringssorger. Nei, det skal ikke blive din Lod, min unge Rose, hvis friske Blomst af Sorg for mig allerede bøier sit Hoved.

— Hvad mener du? Hvad vil alt Dette sige? Ere vi ikke Begge unge? Er Verden lukket for dig? Er du et uvidende, udueligt Menneste, uden Kundskaber? Ere ikke Alle enige om det Modsatte? Har du spildt din Tid i Lediggang?

— Ikke i Lediggang, men spildt den har jeg altigevel, spildt den for min Fremtids Udsigter, spildt den Formue, jeg for saa faa Aar siden arvede efter min Moders Onkel. Den var ikke stor, men dog kunde jeg have anvendt den fornuftigere end til mine Reiser og mine uendelige Speculationer. Jeg har sagt dig det, min sidste Reise var aldeles uheldig, Alting slog feil, jeg eier ikke Mere end netop til at udføre den Beslutning, som jeg har taget.

— Hør nu ogsaa mig, Ferdinand! Jeg hører ikke til de Fruentimmer, som mene, at en Mand, af Kjærlighed til dem, skal offre sin Tragten efter Ære, eller sin Iver for Videnskaberne. Det er ikke Mandens Kald at leve blot i Tanken om et elsket Væsen, han skal ikke opoffre hvad der udgjør hans Værd som Mand. Det er derimod det qvindelige Kald at forsøde ham Byrden med Kjærlighed og Taalmodighed. Kraft til Dette tiltroer jeg mig. Jeg vil taalmodig vente paa dig og være glad ved at dele dine Kaar, hvorledes de end ville blive, thi de ere dog dine.

— O Mariane, hold op! mit Hjerte brister ved dine søde Ord. Men jo herligere du viser dig for mig, desmere føler jeg det Pligt, ikke at misbruge din Godhed; thi desværre! jeg veed det jo, jeg har seet Exempler nok paa Elskende, der have talt, som du nu talte, men som have glemt Livets Korthed, de menneskelige Skjæbners Magt og Ustadighed, og bittert angret det fordærvede Liv, den i sig selv skjønne, men vildfarende Tillid til deres Følelsers Evighed. Det vilde have altfor lange Udsigter, inden jeg turde byde dig at dele min Skjæbne. Aarene gaae tunge, og dog saa hurtige hen. Du har intet behageligt Hjem, ingen kjæk Beskytter mod din Stedmoders Uretfærdighed og Skinsyge. At vide dig i en saadan Stilling nedtrykker mig som en tung Skyld. Derfor har jeg tilsvoret mig selv at handle som en Mand, og ikke vige fra Det, der efter min Overbeviisning er Pligt. Du kjender min gamle Ven og Kammerat Lieutenant Volmer; med ham er jeg kommen hertil, og med hans Bedstefader, den gamle Commandeur, hvis Skib ligger ud om faa Dage, gaaer jeg til Sydamerica, som jeg har sagt dig. Lad da, som en god og trøstende Aand, den Tanke følge mig, at en lykkelig Skjæbne venter dig. Jeg troer at vide fra en sikker Haand, at Hr. Lusard elsker dig, og hvor kunde en Mand, som han, see og kjende dig, og blive kold for din Elskværdighed? Jeg har aldrig seet ham, men dog er han mig ikke fremmed. Du siger selv, han er ikke ung, men smukkere og elskværdigere end alle de unge Herrer, du kjender. Jeg beder dig, siig ham ikke Nei, naar han beiler til dig, bortstød ikke hans brave, beskyttende Haand. Tænk dig det righoldige Liv, der ved hans Side aabner sig for dig, hvor meget Godt du kan skabe, hvor mange Velsignelser du kan høste!

— Og for at gjøre dette Gode, skulde jeg begynde med en slet Handling? O Ferdinand! Er det dig, som præker denne falske Dyd? Om denne Mand elskede mig og bød mig sin Haand, hvilket han vist aldrig gjør, saa vilde han dog sikkert troe at byde den til en uskyldig Pige med et frit Hjerte, og jeg skulde række ham min som en Bedragerske!

— Nei, nei! uskyldigste, reneste af alle Piger! Du skulde betroe ham Alt, meddele ham denne vor Samtale og derved dobbelt befæste dig i hans Agtelse.

— Nei, det gjør jeg ikke. Jeg vilde være lyksalig ved at leve hos Lusard, som en Søster, som en Datter; jeg vil græde hjertelige Taarer, naar denne min eneste beskyttende Ven forlader os, men hans Hustru vil jeg ikke være, jeg er ikke værdig dertil, da mit Hjerte er opfyldt af en Andens Billede. Er Det din Kjærlighed, at du saaledes vil ligesom bortgive mig? Du elsker mig ikke længere, thi ellers vilde du ikke glemme min Smerte ved dine grusomme Ord. Nei, du elsker mig ikke, du offrer mig til din Stolthed.

— Ak, Mariane! skal jeg endnu tømme den bittre Kalk at være miskjendt, misforstaaet af dig?

Den unge Mand drog Veiret dybt. De taug Begge. Endelig sagde han med kjendelig Anstrengelse: Fremtiden staaer i en høiere Haand. Der er en evig Retfærdighed, den vil belønne dine stille Dyder, det er ikke muligt andet. Men jeg maa ikke forspilde dit skjønne Liv. Det maa saa være, jeg er kommen for at sige dig det: Du er fri! jeg løser dig fra alle de Baand, der bandt dig til mig! Her er din Ring! giv mig min tilbage!

Lusard saae, at den unge Mand drog en lille simpel Ring af sin høire Haand og rakte den til Mariane, der skjød hans Haand tilbage og sagde med en Stemme, der tydelig kæmpede med Graad: Nei, jeg tager den ikke tilbage. Jeg vil ikke paatrænge mig en Mand, der ønsker at bryde vort Baand, men min Ring vil jeg aldrig see mere, du kan kaste den i Havet, naar den sidste Skygge af vort Fædrelands Kyster forsvinder for dine Øine. Heller ikke giver jeg dig din tilbage. Skjult som min Kjærlighed har jeg baaret den i tre Aar, den skal ikke forlade mig i dem, jeg har tilbage.

Hun reiste sig. Den unge Mand greb hendes Haand, og spurgte: Vil du saaledes forlade mig?

— Jeg har Intet mere at sige.

— Dog, et Farvel! et hjerteligt Farvel! Et eneste Favntag til Afsked!

Hun kastede sig i hans Arme, hæftig grædende, rev sig derpaa løs og gik bort uden at sige et Ord. Den unge Mand kastede sig med Ansigtet ned mod Bænken og overlod sig til en Smerte, hvortil han visselig ikke formodede eller ønskede Vidner. Endelig reiste han sig ogsaa og gik.

Lusard blev endnu siddende, forundret, bevæget og tankefuld. Det var blevet halvmoørkt, og han gik sagte bort, uden videre at tænke paa det Besøg, der var Grunden til hans Komme.

Han ilede til Dalund og betroede den gamle Ven den Scene, han nys havde oplevet. Hvor, udbrød han, skal jeg søge denne Ubekjendte? Har De nogen Anelse om, hvem det kan være?

— En Anelse har jeg vel, men ingen Vished. Jeg troer, at det maa være en meget smuk Søofficeer, som for et Par Aar siden kom jævnlig i Vallers Huus, og hvis Kjærlighed til Mariane maatte falde Enhver i Øinene. Han har længe været fraværende, men jeg har seet af Bladene, at han er kommen nylig hjem og er paany udcommanderet, jeg erindrer ikke hvorhen eller med hvilket Skib, men hans Yttringer, som De fortæller mig, synes at passe med alt Dette. Hans Navn er Kremnitz.

— Og hans Døbenavn?

— Det kjender jeg ikke. Med F begynder det imidlertid, saameget erindrer jeg efter at have seet det i Bladene. Det glæder mig forresten, at det ikke er Arnold, som Mariane elsker.

— Men hvorledes skal jeg komme til Vished om, at denne Søofficeer virkelig er den Rette? En Misforstaaelse vilde her være altfor slem. Til min Plan i det Hele vil en Søofficeer ikke passe. Han forlader sagtens ikke sin Carriere for at blive Godseier, men Marianes Skjæbne kan jeg maaskee sikkre. Det Udbytte maa jeg idetmindste have af min Reise hertil.

Søg at udfritte Colette, svarede Dalund: Hun er snu, og har maaskee Søsterens Fortrolighed. Dertil er hun en lille Sladerhank, der kan blive til noget meget Slet eller meget Godt, efter Omstændighederne.

Etatsraad Dalund bedrog sig imidlertid i denne sin Formodning om Colettes Mangel paa Taushed, thi uagtet at Lusard den næste Dag med største Snildhed bestræbte sig for gjennem hendes Meddelelser at erfare Noget angaaende Søsterens Forhold, erholdt han dog ikke mindste Oplysning, og med alt Dette havde Mariane ikke kunnet skjule Grunden til det Sindsoprør, hvori hun den forrige Aften bavde viist sig for dendeeltagende Veninde. Lusard besluttede, som eneste Udvei, ligefrem at henvende sig til Mariane selv; men den stakkels Pige var saa bleg, hendes Udseende stod i en saa skarp Modsigelse med den Sindsro, som hun bestræbte sig for at vise, at han ikke vovede at berøre den delicate Sag, men opsatte det til et beleiligere Øieblik.

Den føromtalte Bog-Auction var imidlertid i fuld Gang. Lusard havde allerede bivaanet dens Begyndelse, og begav sig igjen derhen om Eftermiddagen, da rimeligviis den Bog, han ønskede, vilde blive solgt. Kort efter hans Indtrædelse i Auctionssalen kom Touren ogsaa til den. Den blev lagt paa Bordet, og opraabt for to Mark. De, som sad nærmest Auctionarius, kastede et Blik i den, og Nogle yttrede i Stilhed, at der neppe vilde skee noget Bud paa den, da Lusard hurtigt nikkede til Auctionarius, der udraabte: »To Mark er budet.« — »Tre!« lod en Stemme, og Lusard bemærkede en ung Mand, der stod ligeoverfor ham bag nogle siddende Personer. »Fire Mark, fem, en Rigsbankdaler« lød det nu vexelviis mellem de to Bydende, derpaa: «Otte Mark, ti Mark, to Rigsbankdaler.« Nogle Eiere af Leiebibliotheker bleve opmærksomme, og tænkte, at der maatte være noget Aparte ved den tilsyneladende ubetydelige Piece, de begyndte nu ogsaa at byde, og fulgte med indtil tre Rigsbankdaler, hvorpaa de trak dem tilbage, medens de to ivrige Libhavere vedbleve med en sand Spiller-Paroxysme at stride om Byttet. Ti til tolv Daler vare allerede budne. Auctionarius fik neppe Tid til at nævne Budet, før et høiere blev gjort. Alle Tilstedeværende betragtede med Forundring de to Medbeilere, hvis Hæftighed steg med hver Secund. Bogen gik Bordet rundt, Alle besaae den med Nysgjerrighed, medens de Paagjældende vedbleve saaledes at overbyde hinanden, at man med spændt Forventning imødesaae, hvorledes Dette skulde ende. Omsider, da man var stegen til 25 Rbdlr. taug den unge Mand, og Bogen blev tilslagen Lusard, der med smilende Mine lagde Pengene paa Bordet for Auctionarius, og greb den kostbare Bog som sin retmæssige Eiendom. Han betragtede nu nøiere sin Modstander, der med en vis tungsindig Mine fulgte hans Bevægelser, da han aabnede Bogen og derpaa stak den til sig.

Der var i dette ham ubekjendte Menneskes Physionomie og hele Holdning noget Ædelt og Udmærket, som frapperede ham. Han søgte at komme i Berørelse med ham, og da de omtrent i samme Øieblik traadte ud af Huset, nærmede han sig, hilsede hams og sagde: Tillad, at jeg maa følge et Stykke med Dem hen ad Gaden; vi fulgtes saa trolig med hinanden ved Auctionen.

Den unge Mand lettede paa Hatten uden at svare.

Lusard vedblev: Uagtet det, af private Grunde, var mig særdeles kjært at blive Eier af den Bog, som vi opdreve for hinanden, og som jeg ikke havde opgivet for den dobbelte Priis, faa gjør det mig dog ondt, at en Anden, som naturligviis maa have havt en lignende Interesse, har maattet overlade mig den.

Den Ubekjendte svarede med en Stemme, som Lusard troede at gjenkjende: Det skal ikke gjøre Dem ondt, thi ærligt talt var det en Daarlighed af mig at indlade mig i en Bekostning, der forholdsviis overgik min Evne, men jeg havde en barnagtig, en næsten overtroisk Begjærlighed efter at eie denne Bog. Ja hvorfor tør jeg ikke sige en barnlig Kjærlighed til den, eftersom dens Forfatter var min Bedstefader?

— Hvad hører jeg! Er De Bergland? En Dattersøn af Ferdinand Valler?

— Ja jeg er Ferdinand Bergland. Er mit ubetydelige Navn Dem bekjendt.

— Ja tilvisse! De er min Slægtning, som jeg længe har søgt, fordi jeg anseer ham som mig nærmest af alle Mine. Mit Navn er Lusard de Montalbert.

Den unge Mand tog Hatten af og fæstede sine Øine med et ubeskriveligt Udtryk paa den Talende, der vedblev saaledes: Mine afdøde Forældre ærede og elskede i Deres Bedstefader den kjæreste, fortroligste Ven. Fra min Barndom af er hans Navn nævnet for mig af kjærlige, taknemmelige Læber; jeg selv erindrer at have seet ham og elsket ham af mit barnlige Hjertes Fylde. Jeg beder Dem, kjære Fætter, folg mig til mit Logis, og und mig en Samtale; jeg haaber, at den ikke skal være Dem ubehagelig.

Saasnart de vare indtraadt i Værelset, fremtog Lusard Bogen og leverede den til Ferdinand, idet han sagde: Tag denne Bog, der i Sandhed synes at spille en mystisk Rolle i vor Familie. De er nærmere til den end jeg; den skal være Deres, og nu beder jeg Dem, læg Deres Hat og Handsker fra Dem, og sæt Dem her hos mig, i venlig Fortrolighed, som det sømmer sig ærlige Frænder.

Da Ferdinand aftog sine Handsker, greb Lusard hans venstre Haand og sagde smilende: Denne Ring var netop hvad jeg haabede at see. Den kjender jeg.

Ferdinand saae forundret paa ham, og svarede: Den har tilhørt min Moders Onkel, en Mand, der har været god imod mig.

Mit Bekjendtskab med den er meget nyt, sagde Lusard, ikke ældre end fra iaftes, men den er mig et særdeles velkomment Tegn, der bekræfter den Formodning, som Deres Stemme allerede havde indgivet mig: at jeg paa en dobbelt Maade finder i Dem Noget, som jeg længe har søgt, og hvortil jeg har knyttet mine høieste Ønsker. De er Ferdinand Vallers Dattersøn og Mariane Vallers Elsker. De seer forbauset paa mig. Frygt ikke, min unge Ven! jeg er ikke Deres Medbeiler, som De troer, skjøndt det visselig er et af mine varmeste Ønsker at hinde Deres Elskedes Skjæbne nær til min. Lad mig løse Dem denne Gaade. Et Tilfælde, eller, rettere sagt, en høiere Styrelse, for hvilken jeg i dette Øieblik takkende bøier mig, førte mig iaftes til en Løvhytte, tæt ved Siden af den, hvori De havde sat Mariane Stævne; jeg gjenkjendte hende, jeg havde Grunde til at ønske at erfare hendes Sindelag, og jeg var Vidne til Deres Samtale.

Med kjendelig Forlegenhed svarede den unge Mand Ak! naar saa er, maa jeg befrygte, at De finder mig haard og ukjaerlig. Jeg selv har i en søvnløs Nat spurgt min Samvittighed, om jeg ikke var det. Men Gud er mit Vidne til den smertelige Kamp, det kostede mig.

— Ja, ogsaa jeg var Vidne til denne Smerte, og ogsaa jeg har spurgt mig selv, om De var at berømme eller at dadle, og jeg tilstaaer Dem ærligt: I dette enkelte Tilfælde dadler jeg Dem; thi et saa dybtfølende Gemyt, som Marianes, bærer, uden at knuses den ydre Modgangs Tryk, men af den Elskedes Haand modtager det kun altfor let et uhelbredeligt Hjertestød. Har da det friske Haab, Mod og Udholdenhed saaledes forladt Nutidens Ungdom, at den ikke tør prøve at løfte Livets Byrde? De er, det veed jeg, et Menneske med mange Kundskaber; hvorfor behøver De at forlade Deres Fædreland og sønderrive et Baand, der var Dem selv dyrebart?

— O kjære Onkel! De er ædel, viis og forsøgt i Verden. Dog er der Eet, hvori De ikke er forsøgt: De har aldrig kjendt den bittre Ydmygelse, hvormed den stolte Verden nedtrykker den Fattige, Den, som ingen borgerlig Stilling, intet Navn giver Anseelse i dens Øine. Jeg har Uret i at have forspildt den Tid og forsømt de Veie, som føre til disse uundværlige Goder: borgerlig Agtelse og sorgfrit Udkomme; men dog er jeg mig bevidst, ikke at have spildt min Tid i Ørkesløshed. Tvertimod! En Iver for i Naturen, i Videnskaberne at finde et Lys, som maaskee ikke aabenbarer sig for Den, der med altfor rastløs Iver vil gribe det, det er min Brøde, men derfor er jeg ingen Dagdriver og Vagabond, men jeg veed, at det er de Hædersnavne, som man almindelig tillægger mig, og det kunde min Æresfølelse ikke bære. Derfor vilde jeg flye til Verdens Ende og søge en Fred og et Brød, jeg ikke kunde finde her. Maaskee har jeg ogsaa heri Uret. Men jeg har følt mig saa forladt. Nu har jeg fundet Dem. Mit Hjerte bøier sig til Dem; det er længe siden, det følte sig hendraget mod noget Menneske. Led mig! jeg skal følge Deres Villie.

— Det er et Ord. Jeg er ene, uden Hustru eller Børn; ogsaa mit Liv har havt sin ustadige, omflakkende Periode. Dog er der Eet, hvori jeg har virket og faaet en Sæd for Fremtiden: Jeg er Eier af et stort Gods; mange Menneskers Vel, mangt et nyttigt Foretagende er afhængigt af dets Bestyrelse. Jeg ønsker at efterlade det i en kraftig og kjærlig Haand, jeg ønsker at forskjønne min Eensomhed, at forsøde min tilstundende Alderdom i et lykkeligt Familieliv. Med eet Ord, jeg ønsker mig en Søn og Arving; for at finde en saadan i mine Frænders Kreds, er jeg reist hertil fra mit Hjem. Jeg har nærmest tænkt paa min Onkel Ferdinands Børn, jeg har søgt forgjæves den Eneste af hans Stamme; jeg har fundet den elskelige Mariane, jeg ønskede at vælge Den, hun havde valgt efter sit Hjerte. Uventet finder jeg begge mine Ønsker forenede i Dem. Min unge Ven! Vil De være mine brave Landfolk en Fader og mig en Søn, saa ræk mig Deres Haand!

Ferdinand greb hans Haand og trykkede den til sine Læber, uden at kunne tale.

Saa kom, sagde Lusard: Lad mig føre Dem tilbage til det Huus, hvorfra De uretfærdigen blev fordreven, og medens De kaster Dem for Marianes Fødder og erholder hendes Tilgivelse, skal jeg tale med hendes Fader, og det skal, som jeg haaber, være mig let at bringe Dem hans Samtykke og Velsignelse. — —

En deilig Septemberdag, henimod Solens Nedgang, sad den unge Mariane Bergland i den prægtige Have paa det skjønne Herresæde, hvor Lusard for kort Tid siden triumferende havde indført det lykkelige unge Ægtepar, og i deres Følge den muntre Colette. Begge Søstrene sad ved deres Haandarbeider i Løvhytten. De loe og spøgte som glade Børn, da Lusard traadte ind til dem med Ferdinand, og sagde: Baade Himmel og Jord ere iaften saa skjønne. Vi vil ret nyde denne Aften. Jeg beder dig, kjæreste Mariane, at lade vort Aftenbord dække i denne Løvhytte, at lade den oplyse og oppynte med duftende Blomster, hvormed dine og Colettes venlige Hænder kunne pryde dette Bord, omkring hvilket vi ville samles. Ferdinand har lovet at oplæse en Bog, som det interesserer os Alle at lære at kjende.

Efter et Par Timers Forløb samledes man efter Aftale. Lamperne brændte roligt i den stille Nat, medens Maanen kastede sine blaalige Straaler lige ind paa Bord og Blomster, ligesom for at gjøre de jordiske Lys tilskamme. Og Stjernerne høit paa Himlen tittede med zittrende Bevægelse nysgjerrige ind gjennem Løvet. Ferdinand begyndte nu med sin sonore Stemme at foredrage de ungdommelige Digte, der saa mægtigt havde grebet ind i deres Forfatters og hele den Vallerske Slægts Skjæbne. Han læste dem fra først til sidst, thi Ingen af hans Auditorium vilde undvære et eneste Blad af disse dem hellige „Primulae veris.“

Da Læsningen var tilende, udbrød Lusard: Det er, som Ossian siger, Røster fra en Tid, som ikke er mere.

Det er for mine Øren en skjøn Røst, sagde Mariane, en ungdommelig Stemme, der lyder fra Hjertets Dyb, og om den og nu og da tager en enkelt falsk Tone, saa synger den dog som Fuglen, blot for at synge, af et ærligt og varmt, livsfrodigt Bryst.

Vel sandt, svarede Ferdinand: Men med al Kjærlighed og Respect for min Bedstefader, saa er det dog vist, at om disse Digte nu kom ud, saa vilde man finde dem ubetydelige, uanseet at de stemmede nok saa meget med Tidens politiske Anskuelser. Det er dog ikke at nægte, at vor Tid i en luttret og forædlet Smag staaer langt over den, da disse Digte saae Lyset.

Det er sandt, svarede Lusard: Vor Tid vilde vrage Meget baade i Kunsten og i Livet, hvormed hine Dage toge tiltakke, og det taler jo vistnok for dens forædlede Smag.

Ja, bemærkede Ferdinand: og naar man betænker, at det imidlertid dog kun er et halvt Seculum siden den Tid, vi omtale, er det da ikke, som om Verden i dette Tidsrum var bleven en anden i saa mange Henseender?

Ak! sagde Lusard: I det Øieblik, du siger Dette, gribes jeg netop af den Tanke, at Alt i Livet saa paafaldende gjentager sig. Vi sidde her en Septemberaften i Maaneskin i en med Lys og Blomster udziret Løvhytte, og læse denne Bog, hvis første Fremtraedelse, efter mine Forældres Beretning blev feiret af dem paa en ganske lignende Maade, i en Løvhytte som denne, i en Aften som denne; og ganske som en Efterligning af hiin lille Fest, helligholdt min Fader sine Ungdoms-Minder med sin længe savnede Ven, i den samme Løvhytte, hvor vi nu sidde, og her erfarede han af Ferdinand Valler for første Gang sin Søns Tilværelse og sin trofaste Elskedes Skjæbne. Her have vi nu ogsaa feiret en Gjentagelse af hine for mine Forældre saa uforglemmelige Aftener, men — som Alt i Livet — under en anden Form; og saaledes synes det mig, i det Store som i det Smaa, at Alt gjentager sig. Jeg tilstaaer, at jeg ikke troer paa en ny Guldalder hernede i vor jordiske Tilværelse, eller et tusindaarigt Rige, hvori alle stridende Kræfter skulle forsones. Menneskeslægten bliver i Grunden den samme, de samme Lidenskaber, de samme Ideer komme tilbage, men under forandrede Former.

Men dog, udbrød Ferdinand, under skjønnere, klarere og friere Former. Jeg glæder mig over at leve i en Tidsalder, der, tiltrods for sine Mangler, gjør saa mægtige Fremskridt i faa mangen Retning. Jeg bekjender mig til den Tro, at Menneskeslægten vel gjennem Oscillationer, men dog med stadig Gang nærmer sig det Fuldkommenheds-Maal, som er tænkeligt for en jordisk Tilværelse.

Amen! sagde Lusard: Ja, ja, vi ville haabe det! Vi ville som brave Søfarende tillidsfulde skue hen til den kraftige Haand, som styrer Roret, om vi end kun gjennem Taager formaae at skimte den, og vi ville holde fast ved Ankret, om ogsaa Bølgerne slaae vrede imod det og true med at frarive os det.