Spring til indhold

Trykkefrihedsforordningen af 1799

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Vi Christian den Syvende, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc., Giøre Vitterligt: At, ligesom det i Almindelighed er Vort Ønske og Vor Villie, at enhver af Vore kiære og troe Undersaatter skal nyde al den Friehed, som kan bestaae med Orden i Staten; saa nyde Vi og især Trykkefrieheden, fordi Vi ansee denne som det virksomste Middel, til at udbrede Oplysning og almeennyttige Kundskaber iblant alle Borger-klasser. Med hensyn til at fremme en for menneskeheden saa velgiørende Sag, have Vi, kort efter Vor Regierings Tiltrædelse, ophævet Censuren, og derved aabnet Vei for enhver oplyst og retskaffet Mand, til at kunne meddele offentligen resultaterne af sine Grandskninger, og ubehindret yttre sine Tanker og Meninger om hvad der kunde bidrage til det almindelige Beste. Men, ved ubegrændset Friehed, maatte Pressen blive allehaande uædle Lidenskabers Verktøi, til skadelige Følger for den offentlige Rolighed og den private Sikkerhed. Trykkefrieheden maae altsaa, ved Lovens Forskrift, ledes til Almeenvel, som er dens Øiemerke, og den maae, som en Deel af den offentlige Underviisning, være Regieringens Tillsyn undergiven. Det paaligger Os derfor, som Konge og Lovgiver, at sætte Skranker for dens Misbrug, saaledes, at den ei skal udarte til tøileløs frækhed, og blive et Middel for Ondskab, til at kunne, ustraffet, undergrave Statens Grundstøtter, og forstyrre den borgerlige Sikkerhed, der staaer i uadskillelig Forbindelse med sand Borgerfriehed. Imod saadanne Misbrug have Vi igientagne Gange advaret, især ved Rescriptet af 3die December 1790.

Men Vi erfare med yderste Mishag, at Vore Lovgivninger desangaaende endnu uden Ophør overtrædes, og at nogle ildesindede Personer med strafværdig Frækhed dagligen antaste og forhaane alt hvad der, i ethvert Borgersamfund, er helligt og agtbart, samt jenvligen udbrede falske Forestillinger, og søge at forplante vrange Meninger om de, for Mennesket og Borgeren vigtigste, Gienstande; hvorved den mindre oplyste Deel af Almuen, især den uerfarne Ungdom, letteligen kan misledes og forderves.

Vel forebygges saadan Udaad allersikkerest ved Skrifters Censur, førend de til Trykken maae befordres; men, da dette Middel medfører en ubehagelig Tvang for enhver god og oplyst Mand, der har Lyst til at gavne med sine Indsigter, ville Vi ikke giøre Brug deraf; Derimod ville Vi forsøge, saa bestemt og nøie, som mueligt, nærmere ved Lov at fastsætte Trykkefriehedens Grændser, og at tilføie passende straffe for dem, som vove at overtræde Vore landsfaderlige og velmeente Buds Forskrifter.

I øvrigt have Vi besluttet, at formilde de straffe, der ere fastsatte i D. L. 2 B. 21 Cap. 4 Art., N. L. 2 B. 20 Cap. 4 Art., samt D. og N. L. 6 B. 1 Cap. 7 Art., saavelsom D. og N. L. 6 B 4 Cap. 1, 2 og 9 Art., for saavidt disse kunne taale Formildelse, uden at forfeile deres Hensigt; hvorimod Vi, med hensyn til at værne kraftigen om den borgerlige Agtelse, som er en af de helligste Rettigheder i Borgerselskabet, har anseet det fornødent, at anvende legemlige Straffe imod grove Æreskiændere. Og, som det har viist sig, at lumsk og nedrig Ondskab i Almindelighed søger skiul under Anonymitet; men Retfæredighed fordrer, at enhver bør vedstaae ligesaa vel det, han lader offentligen trykke, som hvad han skriftligen eller mundtligen yttrer, og at han altsaa ikke mindre bør være sit Navn bekiendt i hiint, end i disse sidste, Tilfælde; saa ansee Vi det tieneligt, at forbyde al Anonymitet, og at paalægge enhver, der udgiver noget trykt Skrift, den Pligt, at nævne sig.

I Overensstemmelse med foranførte Grundsætninger, befales følgende:

1 §.

Hvo, som befindes, i noget ved Trykken udgivet Skrift, at tilskynde eller raade enten til Forandring i den, ved Fædrenelandets Grundlov bestemte, regieringsform, eller til Opstand imod Kongen, eller til at imodsætte sig Kongens Befalinger, bør have sit Liv forbrudt.

2 §.

Dersom nogen, i et trykt Skrift, laster, forhaaner eller søger at udbrede Had og Misnøie imod disse Rigers Constitution, eller imod Kongens regiering, enten i Almindelighed, eller i enkelte Handlinger, da straffes han med Landsforviisning; og dersom han, efterat være ført udenfor Grændserne, igien indfinder sig i Kongens Riger og Lande, uden dertil at have erholdt Tilladelse, bør arbeide i Jern i Livs Tid.

3 §.

Dersom nogen, paa lige Maade, laster eller forhaaner monarkisk Regieringsform i Almindelighed, skal han dømmes til Landsforviisning, fra 3 til 10 Aar, i Forhold af Forseelsens større eller mindre Grad.

4 §.

Omendskiøndt Vi, for Vor egen Deel, foragter personlige Fornærmelser imod Os selv, og Vi vide, at de Kongelige Prindser og Prindsesser tænke i denne henseende, ligesom Vi, saa kunne Vi dog, som Lovgiver, ikke forbigaae, at fastsætte Straf for saadan Forbrydelse; Vi anbefaler derfor, at dersom nogen, ved trykken, søger at udbrede beskiæmmende eller fornærmende Rygter imod Kongens, eller Dronningens, eller de Kongelige Prindsers og Prindsessers Personer, da skal den skyldige dømmes til Landsforviisning, enten for bestandig, eller fra 3 til 10 Aar, i Forhold af Forbrydelsens Grad.

5 §.

Hvo, som udgiver noget Skrift, der sigter til at nedbryde Læren om Guds Tilværelse og den menneskelige Siæls Udødelighed, saa og de, der, i trykte Skrifter, laste eller forhaane den christelige Religions Lære, som, i Følge Vore Rigers Constitution og Landets Love, skal fortrinligen beskyttes og haandthæves, bør straffes med Landsforviisning, fra 3 til 10 Aar.

Og da Vi ville, at ethvert andet Religions-samfund, som taales i Vore Riger, ogsaa skal nyde Beskiærmelse i deres Gudsdyrkelse; saa befales, at dersom nogen søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paalegges, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.

6 §.

Dersom nogen, i trykte Skrifter, udbreder løgnagtige Beretninger om nogen vigtig Deel af Statens Tilsatnd, eller om Regieringens Beslutninger og Foranstaltninger, skal han dømmes til at arbeide i Forbedringshuset, fra 2 Maaneder til 2Aar, i Forhold af den Skade eller Uleilighed, som den udspredte løgnagtige Efterrening kunde have tilsigtet, eller, efter dens Velskaffenhjed, have forvoldet.

7 §.

Da Vi aldeles ikke ville, at redelige og oplyste Mænd skulle hindres fra, med Frimodighed og Anstændighed offentligen at tilkiendegive deres Tanker, om hvad der, efter deres Indsigt. Kunde bidrage til at fremme det almindelige Beste; saa skal det eiheller være nogen forbudet, at yttre siin Mening, angaaende hvad han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og offentlige Indretninger; dog følger det af sig selv, at Forfatteren bør udtrykke sig med Beskedenhed, og ei tilsidesætte den Ærbødighed, han, som Borger og Undersaat, er Regieringen og Lovgiveren Skyldig. Skulde nogen forsee sig herimod, ved at skumle med Bitterhed over regieringen, eller ved at indklæde sine Anmærkninger over dens Foranstaltninger i utilbørlige og usømmelige Udtrykke, men dog ikke i den Grad, at han kunde ansees efter 2 §, da bør han dømmes til at sættes i Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.

8 §.

Dersom, i Vore Riger, noget Skift vorder trykt, der fornærmer fremmede, i venskab med Os værende, Magter, enten ved at laste og forhaane de regierende Personer, eller, uden at nævne sin Hiemmel, at tillægge saadanne Regieringer uretfærdige og skammelige handlinger, da straffes den Skyldige med at arbeide i Forbedringshuset, fra 3 Maaneder til 3 Aar, efter Fornærmelsens Grad.

9 §.

Udgives noget trykt skrift, hvorved sædelighed og Blufærdighed krænkes, straffes Forfatteren med Fængsel paa Vand og Brød fra 4 til 14 Dage.

10 §.

Fremføres der, i trykte Skrifter, Beskyldninger imod Vore Collegier, Retter eller andre Embedsmænd, deres Embedsforvaltning angaaende, da Ville vi, at Sagen, saafremt den er af Vigtighed, skal Os forestilles, til Overveielse og beslutning, om den bør nærmere undersøges, paa det at enhver, som findes skyldig, kan blive draget til Ansvar og forkient Straf.

I Øvrigt skal enhver Embedsmand være pligtig til, naar han beskyldes for Uretskaffenhed i hans Embedsførelse, at fralægge sig samme ved Dom (hvortil ham skal gives beneficium proceffus gratuiti), da Vi forbeholder Os, efter Omstændighederne, at afgiøre, om han, indtil Sagen er paakiendt, maae vedblive at forrette sit Embede, eller han, i Overensstemmelse med D. og N. Lovs 3 B. 4 Cap. 4 Act., skal afholde sig derfra imidlertid. Men, dersom Beskyldningen er i høi Grad fornærmelig, og det der hos er aabenbart eller sandsynligt, at den er falsk, da ville Vi, især naar den angaaer Vore Collegier, Retter eller vigtigste Embedsmænd, lade Skriftets Forfatter tiltale ved General-fiskalen eller en anden dertil beskikket Actor.

Det følger ellers af sig selv, at den Tiltalte, saavel i dette Tilfælde, som i enhver anden privat Injurie-Sag, bør, naar den af ham giorte Beskyldning er bestemt, være berettiget til at bevise dens Rigtighed.

Dersom Injurianten derimod intet vist eller individuelt Factum har opgivet, men ikkun giort ubestemte Beskyldninger imod Embedsmanden, eller en anden Medborger, kan det ei tilstædes ham, under paaskud af, at ville føre Beviser, at anstille Inqvisition over den, hvis Rygte han har angrebet.

11 §.

Fornærmelser, som tilføies Private personer, ved Trykkefriehedens Misbrug, overlades til de Vedkomende selv at paatale ved Lovmaal. Men, da det er magtpaaliggende for Os og det Almindelige, at Vore Embedsmænds Rygter ere ubesmittede, skal de være pligtige til, naar der endog blot giøres ærerørige Beskyldninger imod deres private Karacteer og Handlinger, at fralægge dem samme ved Dom

12 §.

Ligesom Æreskiænderie og uforskylte Angreb paa Medborgeres gode Navn og Rygte ere, med hensyn til Virkningen, mere krænkende for de Vedkommende, naar samme kundgiøres offentligen ved Trykken, end naar de blot mundtligen fremføres; saa er og Forbrydelsen, fra Moralitetens Side betragtet, større i det første, end i det sidste, Tilfælde, efterdi Handlingen da udføres med Overlæg; Straffen (hvis Øiemærke er: at værne om den borgerlige Agtelse) bør altsaa fastsættes i forhold dertil.

Vi befale derfor, at hvo, som i et trykt Skrift tilægger nogen uskyldig Mand saadanne ærerørige Beskyldninger, som Lovens 6 B. 21 Cap. 2, 3 og 7 Act. omhandle, skal, naar Beskyldningen er i høieste Grad ærekrænkende, og dertil ei er givet mindste Anledning fra den Fornærmedes Side, foruden den Straf, der foreskrives i bemeeldte Artikler, dømmes til Tugthuus-Arbeide, fra 2 Maaneder til 2 Aar, efter Sagens Beskaffenhed; og, dersom Forseelsen er af det Slags, der findes anført i bemeldte Capitels 4 Artikel, da straffes den skyldige med tilstrækkelige Pengebøder, fra 50 Rdlr til 1000 Rdlr til Stedets Fattige, i Forhold af Fornærmelsens Grad.

13 §.

Dersom det strafværdige eller fornærmende i et Skrift er indklædet i Allegorie eller Ironie, hvoraf dog Meningen og den onde Hensigt er miskiendelig, da skal Forfatteren dømmes skyldig til samme Straf, som om han havde udtrukket sig ligefrem og uden Forstillelse; Men, dersom det kan ansees tvivlsomt, om Meningen deraf er strafverdig eller fornærmelig, skal Dommeren, i at frikiende Forfatteren for Straf, foreholde ham hans Uforsigtighed, i Doms Slutningen, og advare ham, at bruge herefter bedre Overlæg i hvad han maatte skrive.

14 §.

De bestemmelser, der indeholdes i 9de og 13de §, gielde ogsaa om usædelige og allegoriske Kobber- og Træsnit-Stykker, eller andre Billeder, som salholdes eller udgives.

Paa disse skal ogsaa Kobberstikkeren sætte sit Navn, under Straf af 200 Rdlrs Bøder til Stedets fattige.

15 §.

Ingen Maa udøve Bogtrykker-Konsten, uden dertil at have erholdet Vort Privilegium, som udfærdiges igiennem det Danske Cancellie; Og de nu værende Bogtrykkere, der ei allerede ere priviligerede, kan, paa Ansøgning, vente samme gratis meddelte.

16 §.

Enhver, som lader trykke noget Skrift (lidet eller stort), skal paa Tittelbladet nævne sig, som forfatter, ved sit fulde Navn, Embeds eller Anden Karacteer, eller Haandtering, samt om han selv, eller hvilken anden, er Forlægger; saa skal og Stedet, hvor Skriftet er trykket, tilligemed Bogtrykkeren nævnes. I øvrigt maae intet trykkes, uden hos de priviligerede Bogtrykkere.

Dersom nogen handler herimod, skal Skriftet Confiskeres, og saavel Forlæggeren, som Bogtrykkeren, dømmes til at bøde 200 Rdlr til Stedets Fattigvæsen, samt desforuden til lige Straf med Forfatteren, ifald Indholden af det udgivne Skrift befindes at være strafværdig.

17 §.

Forlæggeren og trykkeren af et Skrift skal ogsaa begge indestaae for, at den derpaa navngivne Forfatter er den sande, samt at han, dersom skriftet paatales, er og forbliver tilstede, saa at han ved Lovmaal og Dom kan drages til Ansvar og undgieldelse for deres Indhold.

Brister saadan hiemmel dem, da skal de staae i forfatterens Sted, og dømmes til at lide den Straf, som vilde have rammet ham, ifald han havde været tilstede.

18 §.

Dersom nogen er sat under Justitiens Tiltale, formedelst Misbrug af Trykkefrieheden, maae ingen Bogtrykker antage et Skrift fra ham til Trykking, saalænge han staaer under offentlig Anklage, med mindre en bosiddende Borger giver sin skriftelige Erklæring, at ville indestaae for Skriftets Indhold. I Mangel af saadan Borger, skal Bogtrykkeren staae til Ansvar og dømmes, ligsesom om han selv var Forfatter af Skriftet.

Naar Justits-Action anlægges imod nogen, for Misbrug af Trykken, skal samme derfor strax bekiendtgiøres til Vedkommendes Efterretning, i alle indenrigske Aviser, fra den Øvrighed, som befaler Actionen.

19 §.

I alle Journaler og periodiske Blade skal ikke alene Forlæggeren og Bogtrykkeren, men tillige Forfatteren af hver Artikel, saavelsom Redacteuren, nænves; hvilken sidste skal staae til Ansvar, ligemed Forfatteren, for hvad der indføres i Journalen eller Bladet.

I Aviser eller offentlige Tidender skal Redacteuren paa lige Maade nævnes, og være ansvarlig for Indholden, tilligemed Udgiveren.

De, som forsee sig herimod, straffes efter denne Forordnings 16de §.

20 §.

Ingen maae, efterat han ved Dom er bleven kiendt skyldig i Overtrædelse af denne Vor Anordning, lade noget Skrift trykke, forinden Manuscriptet er blevet foreviist Stedets Politimester og af ham paategnet, at det maae trykkes; hvilken Paategning skal aftrykkes paa det første Blad.

Dersom en Bogtrykker handler herimod, og trykker noget Skrift for en Forfatter, der saaledes er bleven dømt, uden at Manuscriptet findes paategnet af Politimesteren, da skal han have sit Privilegium forbrudt, og desuden, ifald Indholden er strafværdig, dømmes til lige Straf med Forfatteren.

Og paa det at ingen Bogtrykker skal kunne undskylde sig med Uvidenhed, i dette Tilfælde, befale Vi, at enhver ret, som dømmer nogen, enten til Straf eller Advarsel, for Misbrug af Trykken, paa den Skyldiges Bekostning, uopholdeligen lade Doms Slutningen bekiendtgiøre i alle indenlandske Aviser.

I øvrigt skal den Forfatter, paa hvilken foranførte Regel er anvendelig, være forbunden til at levere Politimesteren 2 Exemplarer af Manuscriptet, hvoraf denne beholder det ene (der bør være umakulert, og forsynet med Forfatterens Navn) til sin Sikkerhed, for at afværge, at ikke det af ham paategnede Exemplar skal kunne forfalskes ved Forandringer eller Tilsætninger.

21 §.

Naar et Skrift, formedelst dets strafværdige Indhold, paatales af Justitien, skal det være Pligt for enhver, der har samme til Forhandling eller Uddeling, efter offentlige bekiendgiort Advarsel, ufortøvet at aflevere til Stedets Politimester alle de Exemplarer deraf, som han har i sin Værge. Disse skal forblive under Politimesterens Bevaring saalænge, indtil Sagen ved endelig Dom er afgiort; og dersom da Forfatteren vorder aldeles frikiendt, tilstilles de igien vedkommende; men, i det modsatte Tilfælde, foranstalter Politimesteren dem opbrændte.

Skulde nogen, efterat den offentlige Opfordring, til at aflevere et saadant Skrift, er skeet, desuagtet vedblive at uddele eller salholde det, eller at have tilbageholdt Exemplarer deraf, da skal han derfor bøde 500 Rdlr til Stedets Fattigvesen.

Skeer det oftere, da bøder han dobbelt saa meget, og skal tillige, ifald han er Borger eller privilegeret Boghandler, have sit Borgerskab eller Privilegium forbrudt.

22 §.

Hvo, som forlægger, trykker, salholder eller uddeler noget Skrift, der ved Dom er kiendt strafværdigt, skal ansees efter denne Anordnings 17de §.

23 §.

Dersom nogen Vor Undersaat lader undenlands trykke noget Skrift, hvis Indhold er strafværdig, ifølge denne Vor Anordning, da skal baade Forfatteren og den, der salholder eller uddeler et saadant Skrift i Vore Riger og Lande, ansees med den samme Straf, som om det her i Landet var udgivet.

24 §.

Ingen maae i det Danske Sprog oversætte noget Skrift, der indeholder Forbrydelser i mod denne Frs. 1st, 2den, 3die, 4de, 5te og 9de §. Hvo, som handler herimod, skal straffes, som om han selv havde været Forfatter.

I øvrigt skal Oversætterens Navne, ligesom Forfatterens, anføres paa Skriftets titelblad.

25 §.

Dersom nogen salholder eller paa andre Maader uddeler Haandskrifter, hvis Indhold, i fald de vare trykte, maatte ansees stratværdig, da skal saadant paafund, til at undgaae Virkningen af denne Anordning, ikke fritage enten Forfatteren, eller dem der sælge og uddele deslige Haandskrifter, fra Straf; men de paagieldende skal ansees paa samme Maade, som om de havde kundgiort dem ved Trykken.

Hvo, der opslaaer Skandskrifter, dømmes, efter Lovens 6 B 21 Cap. 8 Act.; hvilken dog formildes saaledes, at den, i Slutningen af bemeldte Artikel fastsatte, Livs straf bortfalder.

26 §.

Ligesom Vi, ved Rescript af 3die December 1790, have befalet Politimesteren i Kiøbenhavn, at indsende til Vort Danske Cancellie alle saadanne Skrifter, der kunde vorde Gienstand for Justits-Væsenets Opmærksomhed; saa igientage vi herved dette Bud paa det alvorligste. Endvidere befale Vi, at det af alle Aviser, Journaler og periodiske Blade, saavelsom af ethvert Skrift, som ei udgiør mere, end 24 Ark, skal fra Bogtrykkerne tilstilles Politimesteren et Exemplar, førend saadanne uddeles eller udsælges til andre.

Denne Regel skal gielde, hvad enten Skriftet udgives, som heelt, eller som en Deel af et større; i hvilket sidste Tilfælde de Dele, der stykkevis udkomme skal sendes Politimesteren, naar hver for sig ikke indeholder over fornævnte 24 Ark.

Efterlader nogen Bogtrykker denne Pligt, skal han derfor bøde 100 Rdlr til de Fattige; hvilken Mulkt fordobles, saa ofte Forseelsen igientages.

Dersom Politimesteren finder noget strafværdig eller utilbørligt i et saadant Skrift, skal han strax forbyde Udsalget, og tage alle trykte Exemplarer under Forsegling, samt indsende Skriftet, med sin Betænkning, til Cancelliet; hvilken Collegium uopholdeligen skal overveie og beslutte, om Salgets Standsning skal ophøre, eller, i modsat Fald, foranstalte det videre fornødne.

I Øvrigt ville Vi beskikke Politimesteren en Medhielp, til at giennemgaae de udkommende Skrifter, paa det at Tilsynet dermed kan desto bedre overholdes, og med hurtighed udføres.

27 §.

De samme Regler, som i 26de §. er bestemte, i henseende til Skrifter, som vorde trykte i Khavn, skal ogsaa efterleves paa ethvert andet Sted; ikkun med den Forskiel, at Politimesteren skal, naar de ansee noget Skrift at være lovstridigt, desangaaende henvende dem til den vedkommende Stiftamtmand eller Amtmand, som igien indberetter Sagen til Vort Cancellie.

28 §.

Skulde Cancelliet finde nogen Politimester eller Befalingsmand efterladen i det Tilsyn, som denne Anordning giør dem til pligt, da skal bemeldte Collegium drage den forsømmelige Embedsmand til Ansvar.

I øvrigt skal Cancelliet selv med Nidkierhed og Kraft haandthæve og overholde disse Vore Bud, saaledes, som det derfor vil staae Os til regnskab.

---

Efterat Vi, ved denne Anordning, har bestemt Trykkefriehedens Grændser og derved omhyggeligen søgt at hemme dens Misbrug, uden at lægge hindringer i veien for gode, oplyste og retskafne Mænds frimodige Tanke-Yttring; ville Vi, men hensyn til at afværge al Mistydning og urigtig Fortolkning af det Ord: at laste (som Vi i adskillige af denne Lovgivnings Paragrapher have anvendt, fordi det er generisk, og Vore ældre Loves Sprog), endnu tilføie den Anmærkning, at bemeldte Udtryk betyder, at tillægge den Person eller Ting, om hvilken der handles, en saadan Ufuldkommenhed, som ei kan bestaae med dens hensigt.

Saaledes (til Exempel) lastes Statens Regieringsform og den ved Landets Love beskyttede Religion, naar disse tillægges saadanne Mangler, at Borgersamfundets Formaal (borgerlig Friehed, Sikkerhed og Almennsvel) ikke derved kunde opnaaes eller bestaae.

Derefter enhver sig allerunderdanigst haver at rette. Givet paa Vort Slot Friderichsberg, Den 27de September 1799.

Under Vor kongelige Haand og Seigl
Christian R.
(L. S.)

C. v. Brandt

Schow, Colbiörnsen, Reiersen

Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da § 9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder dog ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.