Tse-i-la's Æventyr
Tse-i-la's Æventyr.
Af
Villiers de l'Isle Adam.
»Gæt, eller jeg sønderriver dig.«
Sfinxen.
Nord for Tonkin strækker Provinsen Kwang-si sig med gyldne Rismarker langt ind i Landet lige til Midtrigets fornemste Fyrstendømmer, og dens Byer med de opadbøjede Tage har endnu beholdt halvt tartariske Sæder.
Paa denne Egn har Lao-tse's rene Lære endnu ikke besejret den stærke Tro paa Poussaer, en Slags Aander, der almindelig tilbedes i Kina. Som Følge af Bonzernes Fanatisme griber Overtroen i denne Del af Landet graadigere om sig, selv hos de Mægtige, end i Stater, som er mindre fjærnt fra Pei-Tsin (Péking); den adskiller sig fra mandsjuiske Trossætninger ved at antage direkte Indgriben af »Guderne« i Landets Anliggender.
Den næstsidste Vicekonge i dette umaadelige kejserlige Len var Guvernøren Tsjé-Tang, som har efterladt sig Ry for at være en snu, gerrig og grusom Despot. Hør da ved hvilken opfindsom Hemmelighed denne Fyrste, omgivet af tusinde Hævntørstige, kunde lægge sig til at dø i Fred under Folkets flammende Had ― og hvorledes han til det Sidste uden Besvær eller Fare besvor deres uslukkelige Rasen, der tørstede efter hans Blod.
Det var ― sagtens en halv Snes Aar før hans Død ― paa en Sommermiddag, hvis Glød trak en Spejlhinde over Dammenes fintkrusede Overflade, fik Træernes Løvværk til at knitre, Støvet til at rødme ― og gød en Flammeregn over de Tusinder af rummelige og høje Kiosker med tredobbelte Stokværk, der, følgende Gadernes Bugtninger, udgjorde Byen Nan-Tsjang, som alle andre store Byer i det himmelske Rige. Tsjé-Tang, der sad i den luftigste Sal paa sit Slot paa et sort Højsæde, indlagt med Perlemodersblomster og Slyngninger af nyslaget Guld, lænede sig paa sin Albu med Hagen i Haanden og Sceptret paa sit Knæ.
Den mægtige Statue af Fo, den uudsigelige Gud, ragede op over hans Trone. Paa Trinene holdt hans Garde Vagt i skællede Rustninger af sort Læder, Lansen, Buen eller Langøksen i Haanden. Ved hans Højre stod hans Yndlingsbøddel og viftede ham.
Tsjé-Tangs Blik flakkede over Mandarinskaren, hans fyrstelige Slægtninge og de store Embedsmænd ved hans Hof. Alle Ansigter udtrykte utilgængelig Barskhed. Kongen, der følte sig hadet, omgivet af lurende Mordere, iagttog, grebet af en ubestemt Mistro, hver enkelt af Grupperne, hvor man talte med dæmpet Stemme. Uvis om, hvem han skulde dræbe, hvert Minut forbavset over endnu at være i Live, sad han og grundede i truende Tavshed.
Et Forhæng gled til Side og gav Plads for en Officer, som holdt fast i Pisken paa en ung, ubekendt Mand med store, klare Øjne og et smukt Ansigt. Ynglingen var iført en ildrød Silkekjortel med sølvspættet Bælte. Han kastede sig ned for Tsjé-Tang.
Kongen vinkede.
Himlens Søn, svarede Officeren, denne unge Mand har vedgaaet kun at være en ukendt Borger her i Byen og at hedde Tse-i-la. Alligevel tilbyder han, udsat for langsom Død, at bevise, at han kommer som Sendebud til dig fra de udødelige Poussaer.«
»Tal!« sagde Tsjé-Tang.
Tse-i-la rejste sig.
»Herre,« sagde han med rolig Stemme, »jeg ved, hvad der venter mig, hvis jeg ikke holder Ord. Sidste Nat, i en rædselsfuld Drøm, har Poussaerne, der beærede mig med deres Besøg, betroet mig en Hemmelighed, som blender dødelig Forstaaelse. Hvis du nedlader dig til at høre efter, vil du erfare, at den ikke er af menneskelig Oprindelse, thi, blot ved at høre den, vil der i dit Væsen vaagne en ny Følelse. Dens Gave vil paa Stedet meddele dig den hemmelighedsfulde Evne til at læse ― med lukkede Øjne og i det Rum, som adskiller Pupillerne fra Øjelaagene ― Navnene i Blodskrift paa alle dem, som maatte sammensværge sig imod din Trone eller dit Liv i samme Nu deres Sjæl undfanger Planen. Du vil altsaa være beskyttet, for stedse, for hver skæbnesvanger Overraskelse og fredelig ældes i din Enevælde. Jeg, Tse-i-la, sværger her ved Fo, hvis Billede kaster sin Skygge over os, at det magiske Tegn paa denne Hemmelighed virkelig er det, jeg forkynder dig.«
Paa denne overraskende Tale gik gennem de Tilstedeværende en Gysen og dyb Tavshed. En svag Ængstelse sitrede over de sædvanlig ubevægelige Ansigter. Alle iagttog den unge ubekendte, der, uden at skælve, saaledes erklærede sig som Indehaver og Forkynder af guddommelig Trolddom. Flere, der forgæves bestræbte sig for at smile, men ikke vovede at se paa hverandre, blegnede mod deres Vilje ved Tse-i-la's Forsikringer. Tsé-Tang saa denne forræderske Angst trindt omkring sig.
En af Prinserne ― uden Tvivl vilde han skjule sin Ængstelse ― udbrød:
»Det drejer sig kun om en gal Mands Snak, han er beruset af Opium.«
Mandarinerne, som derpaa igen fattede Mod, sagde:
»Poussaerne aabenbare kun deres Hemmeligheder for Ørkenernes alderstegne Bonzer.«
Og en af Ministrene:
»Det tilkommer først os at afgøre, om nævnte Hemmelighed, som denne unge Mand tror sig i Besiddelse af, er værdig at forelægges Kongens høje Visdom.«
Hvortil de ophidsede Embedsmænd svarede:
»Og han selv maaske er han kun en af dem, hvis Dolk blot venter paa at ramme Herskeren i samme Nu, som Øjnene ophører at give Agt . . .«
»Lad ham fængsle.«
Tsé-Tang udstrakte over Tse-i-la sit flade Scepter, hvor hellige Skrifttræk lyste:
»Fortsæt!« sagde han ubevægelig.
Tse-i-la fortsatte, medens han med Spidserne af Fingrene førte en Vifte af slebet Ibenholt rundt om sine Kinder:
»Hvis nogen Tortur kunde formaa Tse-i-la til at forraade sin store Hemmelighed ved at aabenbare den for andre end Kongen alene, kræver jeg Poussaerne til Vidne, som usynlige hører os, de vilde aldrig have valgt mig som Tolk! ― O, høje Fyrster, nej, jeg har ikke røget Opium, jeg har ikke Udseende som en gal Mand, jeg bærer ingen Vaaben. Naar jeg udsætter mig for langsom Død, er det fordi en saadan Hemmelighed, naar den er virkelig, er værd en lige saa vægtig Belønning. Du ene, o Konge, vil da dømme i din Retfærdighed, om den fortjener den Løn, jeg forlanger af dig. Hvis du, lige med et, ved den blotte Lyd af Ordene, som udsiger den, føler i dig, under dine lukkede Øjne, at dens levende Magt er skænket dig ― og dens Vidunder! ― vil du da, siden Guderne har adlet mig ved at indblæse mig deres Lynaande, give mig Li-Tien-Se, din straalende Datter, Førsterang mellem Mandarinerne og halvtredsindstyvetusinde Guldlianger.
Ved at udtale Ordene »Guldlianger« gled et umærkeligt rosenfarvet Skær over Tse-i-la's Kinder, som han dækkede bag sin Viftes Bevægelser.
Den forlangte umaadelige Belønning fremkaldte Smil af Hofmændene og opvakte Vrede i Kongens mistænksomme Hjerte, hvis Forfængelighed og Gerrighed følte sig oprørt; derfor gled et grusomt Smil over hans Læber, idet han betragtede den unge Mand, som uforfærdet tilføjede:
»Jeg venter, Herre, til du ved Fo, den uudsigelige Gud, der hævner Mened, giver mig dit kongelige Ord paa, at du gaar ind paa, alt eftersom min Hemmelighed synes dig virkelig eller indbildt, at tilstaa mig denne Belønning eller hvilken Død du lyster.«
Tsjé-Tang rejste sig.
»Det er svoret!« sagde han. »Følg mig!«
Nogle Øjeblik efter ― under Hvælvinger, der belystes af en Lampe, der hængte over hans yndefulde Hoved ― betragtede Tse-i-la, lænket med fine Reb til en Pæl, tavst Kong Tsjé-Tang, hvis høje Skikkelse kom til Syne i Skyggen, tre Skridt fra ham. Kongen stod oprejst, lænet til Hulens Jerndør; hans højre Haand støttede sig paa Randen af en Metaldrage, der sprang frem af Muren og hvis eneste Øje syntes at gennemspejde Tse-i-la. Tsjé-Tangs grønne Kjortel udslyngede Lys, hans Ædelstens-Halssmykke glimtede, kun hans Hoved, der ragede op over Lampens sorte Skærm, gemte sig i Mørket.
Igennem det tykke Jordlag kunde ingen høre dem.
»Jeg hører!« sagde Tsjé-Tang.
»Ophøjede Fyrste, sagde Tse-i-la, jeg er en Lærling af den beundringsværdige Digter Li-tai-pé: Guderne har givet mig i Geni, hvad de har givet dig i Magt; de har føjet Fattigdom til, for at gøre mine Tanker større. Jeg takkede dem følgelig hver Dag for saa mange Gaver og levede fredeligt, uden Attraa til jeg en Aften paa den høje Skrænt om dit Palads, over Haverne, i Maanens sølvsitrende Luft, saa din Datter Li-Tien-Se, ― op imod hvem Nattevinden bar Duft fra de store Træers spraglede Blomster ved hendes Fødder. Fra hin Aften har min Pensel ikke mere tegnet Skrifttræk og jeg føler paa mig selv, at hun ogsaa drømmer om den Herlighed, hvortil hun har hensat mig. Træt af Længsel, foretrækkende selv den grusomste Død for den Lidelse at leve uden hende, har jeg ved en heltemæssig Bedrift af næsten guddommelig Storhed villet løfte mig, Landstrygeren, o Konge! til hende, til din Datter!«
Tsjé-Tang støttede, uden Tvivl ved en utaalmodig Bevægelse, sin Tommel paa Dragens Øje. De to Fløje paa en hemmelig Dør gled uden Støj til Side for Tse-i-la og lod ham se det indre af et hosliggende Fangehul.
Tre Mænd i Læderdragter stod ved et Ildbækken, hvor der glødedes Torturredskaber af Jern. Ned fra Hvælvingen hang en Silketraad, stærk, snoet i fine Traade, hvorunder der blinkede et lille Staalbur, rundt, gennemboret af en kredsformet Aabning.
Det, Tse-i-la saa, var Genstandene til den rædselsfulde Død. Efter frygtelige Brandsaar blev Offeret hængt op i Luften ved det ene Haandled i denne Silkesnor ― Tommelen paa den anden Haand surret bagud til Tommelen paa den modsatte Fod. Man satte ham derefter dette Bur om Hovedet og efter at have fæstet det mod Skuldrene, lukkedes det igen, efter at man først havde sluppet to store, glubske Rotter ind. Bødlen satte sluttelig den dømte i en gyngende Bevægelse. Derpaa trak han sig tilbage og lod ham blive i Mørket for først atter at se til ham to Dage efter.
Ved dette Skue, hvis Rædsel sædvanlig gjorde Indtryk paa de mest modige, sagde Tse-i-la koldblodigt:
»Du glemmer, at ingen maa høre mig, uden du.«
Fløjdørene lukkedes atter.
»Din Hemmelighed?« brummede Tsjé-Tang.
»Min Hemmelighed, Tyran! Den er, at min Død vil føre din med sig i Aften!« svarede Tse-i-la. Geniets Glimt lynede i hans Øjne. »Min Død! Men det er ene den, forstaar du, de haabe deroppe, de, som vente gysende din Tilbagekomst! . . . Vilde den ikke være Erkendelsen af mine Løfters Intethed? . . . Hvilken Glæde for dem, at le dybt nede i deres morderiske Hjerter over din skuffede Lettroenhed! Vilde den maaske ikke være Signalet til din Undergang? Sikre i deres Straffrihed, rasende over deres Angst, skulde vel, overfor dig, der er nedslaaet over dit fejlslagne Haab, deres Had endnu tøve? . . . Kald paa dine Bødler! Jeg vil blive hævnet. Men jeg ser det: du føler allerede fuldt ud, at hvis du lader mig gaa til Grunde, er dit Liv kun et Tidsspørgsmaal og at dine, efter Skik og Sædvane myrdede Børn vil følge dig; ― og at Li-Tien-Se, din Datter, Yndighedernes Blomst, vil blive dine Morderes Bytte.
Aa! hvis du var en dybsindig Fyrste! . . . lad os tænke, at du nu derimod træder ind igen, Panden alvorsfuld under den profeterede hemmelige Klarsynethed, omgivet af din Garde, Haanden paa min Skulder, i din Tronsal, ― og at du, efter selv at have beklædt mig med Fyrsternes Kjortel, skænker mig den blide Li-Tien. Se ― din Datter og min Sjæl! ― at du, efter at have trolovet os, befaler dine Skatmestre at udbetale mig offentligt de halvtredsindstyvetusinde Guldlianger, jeg sværger dig til, at ved dette Syn vil alle de blandt dine Hofmænd, hvis Dolke halvt er udtrukne i Mørket imod dig, tumle afvæbnede tilbage, knælende og rædselslagne ― og at for Fremtiden ingen vil vove at fostre i sin Sjæl en Tanke, der var dig fjendsk. ― Tænk blot! Man ved, du er forstandig og kold, klarsynet i Statsraadet; det vilde da ikke kunne tænkes, at en blot Indbildning vilde have været tilstrækkelig til i faa Øjeblik at omforme dit Ansigts bekymrede Udtryk til en hellig Følesløshed, sejrende, rolig! . . . Hvorledes! man ved, du er grusom og du lader mig leve! Man ved, du er lumsk, og du lader mig leve! Man ved, du er begærlig, og du overøser mig med Guld! Man ved, du er hovmodig i din Faderkærlighed, og du giver mig din Datter, paa et Ord alene, mig, den ukendte Landstryger! Hvilken Tvivl vilde holde Stand imod dette? . . . Og hvori vil du, at Værdien af en Hemmelighed, indblæst af vor Himmels gamle Aander, skulde bestaa, mon ikke i dine Omgivelsers Overbevisning om, at du ejer den! . . . Det er kun den, det gælder om at skabe! Ja, jeg har kun fordret Guldliangerne og den Værdighed, jeg ringeagter, for at man, efter den overdaadige Belønning, jeg har fralokket din navnkundige Karrighed, kan slutte sig til den forbavsende Betydning i min indbildte Hemmelighed.
Kong Tsjé-Tang, jeg, Tse-i-la, lænket paa din Befaling til denne Pæl, lovpriser, staaende overfor den rædselsfulde Død, Mindet om den ophøjede Li-tai-pé, min Mester, med de lysende Tanker jeg besværger dig, hør, hvad Klogskaben byder. Lad os vende tilbage med høj og straalende Pande, siger jeg dig! Udspred Naade som en Sjæl under Himlens Bevaagenhed! Tru med for Fremtiden ikke at kende Barmhjertighed. Giv Ordre til at illuminere Byen til Folkets Glæde, til ære for Fô (som indgav mig denne guddommelige List!) ― Hvad mig angaar, vil jeg forsvinde i Morgen. Jeg vil leve med min Kærligheds udvalgte i en eller anden lykkelig og fjærn Provins ved Hjælp af de lykkebringende Guldlianger. ― Mandarinernes Diamantknap som jeg straks vil modtage af din Gavmildhed med andre Forfængelighedens bedragerske Goder den indestaar jeg for, at jeg aldrig vil bære; jeg har anden Ærgærrighed: jeg tror kun paa de harmoniske og dybe Tanker, der overleve Fyrster og Kongeriger; som Konge i deres udødelige Rige, behøver jeg ikke at være Prins i Eders. Du har erfaret, at Guderne har givet mig den Hjertestyrke og Intelligens, der, ikke sandt, sætter mig paa lige Fod med dine Omgivelser? Jeg kan altsaa, bedre end én af dine Stormænd, lokke Glæden frem i en ung Kvindes Øjne. Spørg blot Li-Tien-Se, min Drøm! Jeg er sikker paa, at hun, naar hun ser mine Øjne, vil svare dig det. ― Og du selv vil, i Læ af en beskærmende Overtro, kunne regere Landet, og hvis du lader dig lede af Retfærdighed vil du kunne forvandle Frygt til Kærlighed om din grundfæstede Trone. Det er de Kongers Hemmelighed, som fortjener at leve. Jeg har ingen anden at byde dig. ― Overvej, vælg og døm! Jeg har talt.«
Tse-i-la tav.
Ubevægelig syntes Tsjé-Tang at grunde nogle Minutter. Hans store, tavse Skygge strakte sig langt op over Jerndøren. Kort efter steg han ned til den unge Mand og læggende sine Hænder paa hans Skuldre saa han ham fast, dybt ind i Øjnene, som et Bytte for tusind ubestemmelige Følelser.
Idet han endelig drog sit Sværd, overskar han Tse-i-la's Baand, og idet han kastede sin kongelige Kæde om hans Hals, sagde han:
»Kom!«
Han steg atter op ad Fængselets Trin og støttede sin Haand paa Døren ud imod Lys og Frihed.
Tse-i-la, der blændedes en Smule af sin Kærligheds Sejr og af sin pludselige Lykke, betragtede Kongens nye Hædersgave:
»Hvad! ogsaa disse Juveler!« mumlede han, »hvem bagtalte dig da? Det er mere end de lovede Rigdomme! ― hvad vil Kongen betale med denne Halskæde?«
»Dine Fornærmelser!« svarede Tsjé-Tang foragteligt og aabnede atter Døren til Solskinnet.
Ved Aage Matthison-Hansen.