Tvivlens Historie i den nyere Tid

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen København Mindre Arbejder


Høffding - Mindre Arbejder.djvu Høffding - Mindre Arbejder.djvu/8 15-39

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

TVIVLENS HISTORIE I DEN NYERE TID.

C. N. Starcke: Skepticismen som Led i de aandelige Bevægelser siden Reformationen. Kbhvn. 1890.


Det er ofte blevet paavist, hvor stor en Plads de vaklende og tvivlende Naturer indtage i den moderne Literatur. Hamletskikkelserne gaa stadigt igen under utallige Former og have maaske næppe nogen Sinde floreret i den Grad som i vore Dage, skønt deres Dimensioner blive mindre og deres Indhold ubetydeligere, jo mere moderne Skildringen er. En saadan staaende Type peger paa en væsentlig Ejendommelighed ved den moderne Udvikling, den samme Ejendommelighed, som gør, at det, naar den nyere Tid skal karakteriseres, i Regelen er negative Udtryk som Frigørelse, Emancipation o. lign., der først indfinde sig. Det mest Iøjnefaldende er Løsrivelsen fra det Gamle, ligesom det, der foregaar ved Fødselen, først og fremmest er Barnets Løsrivelse fra Moderorganismen; først derefter kommer Spørgsmaalet om det Nyfødtes Levedygtighed og Livsindhold. Om det, der hidtil næredes i Moders Liv, nu kan staa paa sine egne Ben og føre sit eget Liv, maa naturligvis afgøres ved praktisk Prøve. At man kan leve, beviser man bedst ved at leve. Og dog vil Mennesket, der, som Homer siger, er et Væsen, som »sér frem og tilbage«, saa snart Bevidstheden er udviklet, naturligt komme til at tænke over de Midler, der staa til dets Raadighed i Livskampen. Saaledes gaar det ogsaa med den nyere Tid. Alt imedens dens Liv udfolder sig i de forskellige Retninger, gør Eftertanken sig gældende, og modstridende Tanker rejse sig, naar det Spørgsmaal opkastes, hvad der bærer vort Liv, og om det, der bærer det, har Styrke nok. Der er dem, der mene, at kun i det Gamle, hvis ubestridte Herredømme ophørte med Renaissancen og Revolutionen, er der Styrke og Fred. I Modsætning hertil er der dem, der mene, at Fejlen netop er, at Resterne af det Gamle tynge paa os, og at »vi sejle med et Lig i Lasten«. Atter Andre mene, at Bruddet var nødvendigt, men at det har slaget Saar, som kun langsomt kunne læges, og hæmmet Sider af det aandelige Liv, som først efterhaanden kunne udvikle sig fyldigt paany. Endeligt er der dem — og til deres Tal hører Forfatteren af det ovenfor nævnte Skrift — der mene, at Fejlen ligger i Mangel paa Selvtillid og Konsekvens inden for den nye Livsanskuelse, idet den Tvivl, der ganske naturligt maatte opstaa ved Bruddet med den middelalderlige Livsanskuelse og Livsordning, altfor længe er blevet anset for berettiget og ubetvingelig, og at Hovedopgaven derfor maa være at fordrive Tvivlen fra ethvert Skjul, i hvilket den kan forstikke sig.

Dr. Starcke er vel kendt i den filosofiske og sociologiske Literatur. Foruden sin Doktordisputats om Ludwig Feuerbach har han udgivet en Undersøgelse om »den primitive Familie«, der nu foreligger baade paa Tysk, Engelsk og Fransk, og som jeg i sin Tid har anmeldt i »Tilskueren«, og en Afhandling om »Etikens teoretiske Grundlag«, der er optagen i 6. Række af Videnskabernes Selskabs Skrifter. I det foreliggende Skrift har Forfatteren gjort store Fremskridt i Fremstillingsevne. Man faar af Bogen et velgørende Indtryk af selvstændig Tænken og af en ædruelig, og dog varmhjærtet Opfattelse af det menneskelige Liv og dets Vilkaar. — Forfatteren har vist mig den Ære at sætte mit Navn paa Bogens første Blad sammen med en finsk Videnskabsmands. Jeg ser deri ingen Hindring for, at jeg her kan udtale, baade hvad jeg har at anerkende og hvad jeg har at bestride i det foreliggende Skrift.

Det er en god Tanke, Dr. Starcke har haft, at betragte den skeptiske Retning i Filosofien som en Slags Termometer for den aandelige Udvikling. Han undersøger, hvad der var Aarsag til, at der snart efter Reformationen opstod en Række skeptiske Forfattere, og hvilke Grundtanker og Synsmaader der kom frem hos dem. Ved da at vise, hvorledes hos de senere Forfattere, der kunne siges at falde ind under Begrebet Skepticisme, Motiver og Grundtanker ændres, faar han en Maalestok for, hvilken Kraft der er vunden, og hvilken Udsigt en selvstændig Livsanskuelse har til at gøre sig gældende. Dr. Starcke kommer ad denne Vej ind paa en Række erkendelsesteoretiske, psykologiske og etiske Problemer, hvis Behandling han mener er bleven hæmmet ved den skeptiske Tendens, der har holdt sig længere end nødvendigt, og han giver selv dygtige Bidrag til deres Behandling.

Arbejdet falder, som det heraf vil ses, i to Hoveddele, en overvejende historisk Del og en overvejende teoretisk. Forfatteren har dog, synes det mig, ikke holdt dem tilstrækkeligt ude fra hinanden. Navnligt teoretiserer han for meget allerede i den første Del, skønt denne jo skulde udgøre en væsentlig Del af hans Bevismateriale. Hans Fremstilling vilde sikkert have vundet i Klarhed og Interesse, dersom den historiske Behandling af Skepticismen var holdt mere for sig selv, og dersom der saa tillige var givet en mere indgaaende psykologisk og historisk Karakteristik af de enkelte Forfattere. Derved vilde det sikkert tillige have vist sig nødvendigt at medtage flere Forfattere; man savner i det mindste nogle, som ere af Betydning for de Spørgsmaal, der drøftes i den sidste Del af Bogen. Forfatteren giver saa meget Godt, at vi naturligt ønske mere, især da det vilde stemme med den vel udtænkte Plan.

Til Karakteristik af Bogen skal jeg dvæle ved begge Hovedafsnit, altsaa først betragte Skepticismen som historisk Fænomen, og dernæst drøfte Dr. Starckes Anskuelse, at ethvert Spor af Skepticisme kan og skal forsvinde fra Tænkningen og Livet.

I.

Skepticismen bestaar, ifølge Dr. Starcke, paa det teoretiske Omraade deri, at der mistvivles om Menneskets Evne til at danne sig en Viden om Verdens og Menneskets inderste virkelige Beskaffenhed, og paa det praktiske Omraade deri, at der rejser sig Tvivl om Menneskets Evne til paa egen Haand at lære det Gode at kende og til at elske det. En saadan Tvivl kan kun opstaa, naar hverken den teoretiske Verdensopfattelse eller den praktiske Livsanskuelse og Livsførelse længere helt igennem bestemmes ved Tro paa hellige Autoriteter. I Renaissancens og Reformationens Aarhundrede var der derfor en frugtbar Jordbund for den. Den faar en meget forskellig Karakter og Retning, alt eftersom den især motiveres af Kærlighed til det Gamle og bruges som Vaaben mod det Nye, som man af Magelighed eller Frygt vil holde sig fra Livet, eller den udspringer af Kærligheden til det Nye, forbunden med Frygt for, at dette Nye ikke kan gennemføres og være sig selv nok. I Forgrunden kommer dog stedse til at staa det Spørgsmaal, om der gives en selvstændig teoretisk Videnskab og en selvstændig Etik.

Efter Dr. Starckes Opfattelse har Skepticismen i den Form, i hvilken den fremtraadte i det 16. Aarhundrede og i den følgende Tid, en væsentligt anden Karakter end den skeptiske Retning inden for den græske Filosofi. Oldtidens Skepticisme havde, mener han, en mere teoretisk Karakter og kan paa ingen Maade sammenstilles med den moderne, hos hvilken der viser sig en stærk Fornemmelse af at være kommen til kort i sin Kamp for Tilværelsen. Han finder Forskellen udtrykt i den forskellige Anvendelse, der gøres af Argumenterne for Erkendelsens Relativitet: hos de græske Skeptikere bruges disse Argumenter, efter hans Opfattelse, til at paavise en sikker Erkendelses Umulighed, medens de i nyere Tid bruges til at vise, at den praktiske Usikkerhed over for Naturen ikke kan afhjælpes. — Jeg nærer Tvivl om, hvor vidt Forfatteren har Ret heri. Man har for meget vænnet sig til at betragte de græske Skeptikere (hvis egne Skrifter vi ikke have) fra den rent negative Side. Adskilligt tyder paa, at deres afvisende Holdning overfor Dogmer og Spekulationer hang sammen med deres Interesse for Erfaringsmetoden. Der er en historisk Sammenhæng mellem de skeptiske Filosofer og den empiriske Lægeskole. Galenos bruger herom det Udtryk, at de empiriske Læger vare i Medicinen, hvad Skeptikerne vare i Filosofien, og han fremstiller Pyrrhon, den skeptiske Skoles Grundlægger, som Mønster paa den sande Empiriker[1]. At Erfaringsvidenskaben i Oldtiden tidligt hæmmedes i Væksten er sandt; men den gjorde sine Tilløb, og en Sammenligning mellem de græske og de moderne Skeptikere vilde derfor ikke mangle Berettigelse og Interesse. —

I første Række omtaler Dr. Starcke Michel de Montaigne (1533—1584), Hovedrepræsentanten for den nyere Tids Skepticisme, for saa vidt denne betegner »Individets Oprør mod Autoriten«. Dette Udtryk synes mig noget for stærkt, naar Talen er om Montaigne. Der er hos ham ikke Tale om Oprør. Sine mangfoldige Kundskaber, sine sindrige Sammenstillinger og ofte virkeligt dybt gaaende Tanker benytter han til paa en lemfældig Maade at skaffe Plads for Udfoldelsen af Individualiteterne efter deres forskellige Natur. Selve denne Stræben efter individuel Frigørelse, af hvilken der iøvrigt i Bogen gives en interessant Skildring, fremtræder — hvad jeg tror, man i Regelen overser, naar Talen er om Montaigne — ikke paa rent negativ Maade, men hænger sammen med Montaignes Appel til Naturen, denne »vor store og mægtige Moder«, som Menneskene have forladt for at underkaste sig tilfældigt opstaaede og ved Vanen sanktionerede Dogmer og Love. Montaigne forherliger Uvidenhed, naar den er forbunden med et godt Hoved, og priser det naturlige Instinkt, som hjælper bedre end alle kløgtige Paafund. I hver Enkelt ytrer Naturen sig paa forskellig Maade: Enhver har sin herskende Evne (forme maistresse). Det gælder da om at bringe Naturen til dens Ret, hvilket ikke sker ved at lægge Hænderne i skødet, men fordrer Eftertanke og Selvbeherskelse. — Der er en hel stor positiv Baggrund hos Montaigne, der endog paa et vist Punkt minder om hans Samtidige Giordano Brunos begejstrede Naturpanteisme. Navnet Skeptiker er ikke udtømmende her. Han staar i den franske Literatur som Forløber for Rousseau og Diderot ved sin Appel til Naturen. Skeptiker er han dog, for saa vidt hans passive Vedhængen ved det Gamle skærper hans Kritik over for det Nye, og fordi han føler en af Magelighed motiveret Skyhed over for den Uro, de nye Retninger vakte baade paa Religionens Omraade (Luther) og paa Videnskabens Omraade (Kopernikus, Paracelsus). Det laa ikke i hans Natur pludseligt at vende op og ned paa alle sine Forestillinger.

Ogsaa Montaigne's Efterfølger Pierre Charron maa, tror jeg, opfattes fra en mere positiv Side end det sker i Dr. Starckes Fremstilling. Charron er i Etikens Historie mærkelig ved, at vi hos ham, den katolske Gejstlige, der benytter den skeptiske Metode til at vise, at Mennesket ikke kan maale Alt efter sin naturlige Fornuft, men maa holde sig til Kirkens gamle Lære, — at vi hos ham dog finde den første udtrykkelige Hævdelse af Etikens Uafhængighed af Religionen. Religion og Sædelighed, lærer han, bero hver paa sit Motiv (eller Drivfjeder, ressort) og maa derfor ikke sammenblandes. Fremfor alt maa Godheden ikke gøres afhængig af Religionen. da den derved bliver tilfældig og ikke udspringer af le bon ressort de la nature. »Jeg vil, at man skal være et godt Menneske, selv om der ikke gives Paradis eller Helvede. Det er for mig en frygtelig Tale: »»Hvis jeg ikke var Kristen, hvis jeg ikke frygtede for at blive dømt, vilde jeg gøre eller undlade det eller det.«« Jeg vil, at du skal være et godt Menneske, fordi Naturen og Fornuften vil det saa, fordi det fordres af den almindelige Tingenes Orden, hvoraf du kun er en Del, — fordi du ikke kan handle mod dig selv, dit Væsen, dit Formaal. Lad der saa komme ud deraf hvad der vil.« (Charron: De la sagesse, Bordeaux. 1600. p. 342). — Der er hos Charron, ligesom hos Montaigne, afgjort en positiv Baggrund bag den skeptiske Form og Metode.

Det Samme gælder for to Tænkeres Vedkommende, hvis skeptiske Metode især finder Anvendelse paa det teoretiske Omraade. — Sanchez opstillede ganske vist den Sætning, at vi Intet vide, endog i Titelen paa sit filosofiske Hovedskrift (Qvod nihil scitur) Men man maa ikke lægge for megen Vægt paa en paradox Udtryksmaade. Hovedtanken hos Sanchez er Modsætningen mellem Idealet af en Viden i Betydning af fuldkommen Indsigt i Tingenes Natur (perfecta cognitio rei) og vor virkelige Viden. Han har ikke de store Forhaabninger om hvad forbedrede Metoder ville kunne bringe, som hans Samtidige Bacon af Verulam; men Mistrøstning var ikke den eneste Stemning hos ham. Han opfordrer energisk til at »gaa til selve Tingene« og ikke hilde sig i skolastiske Slutningsrækker. Og selve det Værk, i hvilket han udvikler sin Skepsis, er en Indledning til hans lægevidenskabelige Arbejder. Han har desuden selv fremstillet en Naturfilosofi, der minder om den tidligere af Italieneren Telesio opstillede, og som ganske vist ikke har blivende Betydning, men dog vidner om, at Erkendelsesmodet ikke var stækket hos ham.

Endnu mere gælder dette om Joseph Glanvil. Han har ligesom de foregaaende Forfattere et klart Blik for Alt hvad der hæmmer vor Erkendelses Udvikling, og giver en bred Fremstilling deraf. Men han erklærer udtrykkeligt, at Skepticismen for ham er en Metode, ikke et System. Han vil Dogmatismen, baade i dens skolastiske og i dens materialistiske Form, til Livs og bruger den skeptiske Metode til at undergrave den og til at udvide og frigøre Sindet; ti al Dogmatisme er for ham Aandssneverhed. Mod Slutningen af sin Fremstilling siger han (Scepsis scientifica. Kap. XXVI): »Jeg har kæmpet mod Dogmatismen under Skepticismens Mærke, men jeg ønsker ikke, at man skal betragte Hensigten med hele min Undersøgelse fra dette Synspunkt.« Det er, siger han et andet Sted (Kap. X), kun den dogmatiske Uvidenhed, der holder den forsigtige Tilbageholdenhed fra enhver uprøvet Paastand for Skepticisme. Hvad Glanvil især indskærper, er Nødvendigheden — og tillige Vanskeligheden — af en Erfaringsbekræftelse af alle vore Hypoteser. I sin Dedikation til »Royal Society« siger han, at uden Erfaringskendsgerninger »ere vore Hypoteser vilde Drømme og Romaner, og vor Videnskab blot Gisninger og Meninger. Ti naar vi danne Systemer uden at raadspørge Fænomenerne, bygge vi kun i Luften og beskrive en selvskabt og indbildt Verden, som kun er lidet beslægtet med den virkelige .... Og det er muligt, at alle de hidtil udtænkte Hypoteser byggedes paa en for snever Betragtning af Tingene«. En saadan Advarsel trænger enhver Tid til, ikke blot den Tid, der laa forud for Newton. — Og den positive Side fremtræder endog meget bestemt hos Glanvil, idet han slutter sig til den kartesianske Filosofi og Fysik, til hvilken hele hans Skrift kan betragtes som en Indledning. Han har egentligt kun givet en bred Udvikling af den skeptiske Metode, som Descartes selv havde benyttet i sin »Discours sur la méthode«. —

Ved disse Exempler har jeg villet vise, at man let kommer til at lægge for Meget i Ordet Skeptiker, og at adskillige af de ældre Forfattere, der give sig selv dette Navn eller figurere under det i Filosofiens Historie, dog staa i et positivt Forhold til Erkendelsen og dens Opgaver. Jeg tror, at Dr. Starckes Opfattelse her er noget ensidig, og at dette har faaet Indflydelse paa hans Tankegang hele Bogen igennem. Ti ligesom han opfatter de ældre Skeptikere, f. Eks. Mænd som de nys nævnte, rent fra den negative Side, saaledes er i det Hele hans Opfattelse af »Skepticismen« den, at den er Noget, der opstod under Brydningsforhold af forbigaaende Natur, og at den nu kan og skal forsvinde fuldstændigt. Hans Bog er en Jagt efter Skepticismen for at drive den ud af enhver Krog, i hvilken den kan skjule sig. I Modsætning hertil ser jeg hine »Skeptikeres« Betydning i, at de hævde den videnskabelige Metode paa alle Omraader, hvilket ikke kunde ske, uden at der blev lagt stærkt Vægt paa Afstanden fra Erkendelsens Ideal. Og jeg kan ikke se, at al Skepticisme er af det Onde, selv den Dag i Dag, hvor vi dog have set saa Meget, der vilde have staaet som en vild Drøm for det 17. Aarhundredes Forfattere, blive fastslaaet som sikker Erkendelse. Dog herom Mere siden. —

Fortræffelig og, saa vidt jeg ved, ny er den Belysning, i hvilken Pascal's Skepticisme stilles. Dr. Starcke skelner mellem Tænkere som de fleste ovenfor omtalte, hvis Skepticisme nænnest beror paa manglende Tillid til, at Mennesket ved egen Hjælp kan bygge sin Verdensanskuelse, og en Pascal, hos hvem det Afgørende er »den Rædsel, der griber Mennesket, idet han ser Muligheden af, at han paa egen Haand kan finde sig selv til Rette, men tillige ser denne Mulighed knyttet til en Betingelse, Verdensmekaniken, som synes at angribe Livets Værdi i dets inderste Rod«, Det er nu »allerede selve Forskningens Metode og det Skema for Verdenshelet, denne forudsætter, som vækker Bekymring. Tanken om en Verden, der ligesom et Urværk gaar efter evige mekaniske Love, synes disse Mennesker at maatte fylde os med Gru.« Ad denne Vej forklarer Dr. Starcke Lidenskabeligheden i Pascals Polemik mod den naturlige Fornuft, idet han i ham ser »en Levendegørelse at den store Tragedie, som spilledes ved Sammenstødet mellem det Gamle og det Nye.« — Jeg føjer her kun til, at det er en Tragedie, der senere ofte har gentaget sig under Tænkningens rytmiske Udvikling. I vor egen Literatur have vi en original »Levendegørelse« af denne Art i S. Kierkegaard. Og han bliver maaske ikke den sidste.

I et følgende Afsnit omhandles den engelske Deisme paa en interessant Maade. — Deismen var et Kompromis: man kastede en Del Dogmer over Bord, som man mente havde en rent ydre, historisk Oprindelse, og beholdt tilbage en lille udvalgt Kreds af religiøse Forestillinger (især om en personlig Gud og Udødeligheden), som man mente udsprang af »Fornuften« og var forenelig med en rent videnskabelig Verdensopfattelse. Det var det standpunkt, hvorpaa det 18. Aarhundredes »Oplysning« stod. Dr. Starcke søger at vise, at Deismen opløses, da den Konsekvens drages, at Mennesket i sin Livsførelse maa kunne undvære disse resterende Dogmer lige saa vel som de forkastede, og at Etiken lige saa vel er uafhængig af den »naturlige« Religion som af den positive Religion. Det kunde i denne Sammenhæng være blevet paa vist, at Deismen ogsaa blev angreben fra en helt anden Side. I sit mærkelige Skrift »Analogy of Religion, natural and revealed, to the constitution and course of nature« (London 1736) paaviste Joseph Butler, at de vigtigste Indvendinger, der kunne rettes mod den aabenbarede Religion, ogsaa kunne rettes mod Troen paa en Forsynsstyrelse i Naturen, idet man ad Erfaringens Vej ikke kan bevise, at Naturens Ophav besidder Visdom, Retfærdighed og Godhed. Naar man forarges over den aabenbarede Religion, saa er der, lærer Butler, nok saa Meget at forarges over i Naturen. I Naturen lider f. Eks. den Uskyldige ofte for den Skyldige, lige saa vel som i den kirkelige Forsoningslære. Butler's Skrift, der — i Modsætning til den herskende Optimisme — fremhæver den mørke, disharmoniske Side ved Naturen, især saadanne Træk, som man nu henfører under Synspunktet af den blinde Kamp for Tilværelsen, spillede en indgribende Rolle i den religiøse Diskussion i det følgende Aarhundrede og har bl. A. stærkt paavirket James Mill's og Stuart Mill's religiøse Anskuelser. — Ogsaa et andet Savn føler man her ved den historiske Fremstilling. Det vilde have været naturligt her at omtale Mandeville's Bifabel med dens Grundsætning, at Samfundet kun kan trives og Civilisationen blomstre paa Moralens Bekostning, et Indlæg af ikke uvæsentlig Betydning i den moderne Skepticismes Historie, og som særligt vilde have været af Interesse for Dr. Starcke, der i det Følgende saa stærkt fremhæver det Problem, hvorledes individets Lykkestræben kan forenes med Samfundets Krav. — Endeligt vilde det have været interessant, om Forf., der dvæler ved flere mindre betydelige Mænd fra den literære Kreds, der omgav Frederik den Store, i Stedet derfor havde belyst den filosoferende Konges eget Forhold til de i Bogen omhandlede Spørgsmaal. Kongens Overgang fra Wolffs Dogmatisme gennem Bayles Skepticisme til Lockes Empirisme vilde være af Interesse til Belysning af »Skepticismen som Led i de aandelige Bevægelser siden Reformationen«, ligesom hans definitive Anskuelser betegne en ejendommelig Modifikation af den i Oplysningstiden herskende »naturlige Religion«. —

Men alle disse Bemærkninger rokke ikke ved Værdien af det historiske Parti i Bogen. Forfatteren har — ved at føre sin Fremstilling igennem til Hume, Rousseau, Kant og Stuart Mill — klart bevist sin Hovedsætning, at Skepticismen ender med at have en helt anden Karakter og indtage en anden Stilling end ved sin Begyndelse. Den begyndte som Udtryk for Mistillid, Beskedenhed eller Forsigtighed. Den ender med Overbevisningen om, at en hel Række spekulative og teologiske Spørgsmaal trygt kunne skydes til Side, idet baade den positive Videnskab og det praktiske Menneskeliv gaa deres Gang og naa deres Maal, hvad enten hine Spørgsmaal løses eller ikke. Den gennem mange aandelige Bevægelser og Kampe naaede Overbevisning, som Forf. især finder repræsenteret af Rousseau og Kant, udtrykker han træffende i følgende Ord: »I Livet selv maa Midlerne søges til at løse Livets Opgaver; findes de ikke dér, findes de ingen Steder … Kun paa menneskelig Grund kan Vejen lægges … Efter Kant og Rousseau vil Skepticismen ikke mere træde frem i saa klare Former som hidtil, fordi der overhovedet ikke mere stilles noget Valg om, hvor vidt denne Vej paa menneskelig Grund skal følges eller ikke … Vi træffe nu ikke længere paa rene, gennemførte skeptiske standpunkter; der er i de fleste standpunkter et skeptisk Stænk, og det bliver derfor vor Opgave at samle alle disse isolerede Træk til tydelige Billeder.« Disse sidste Ord betegne Dr. Starckes Opfattelse af Skepticismen i vore Dage. Vi ere, mener han, »brudte udover Skepticismens Landemærker«, og det gælder nu blot om »at trække den sidste Brod ud.«

Dette Resultat fremtræder ikke blot i Erfaringsvidenskaberne og den kritiske Filosofis rent teoretiske Resultater. Det viser sig særligt i den forandrede Stilling, Religionen indtager i praktisk Henseende. Ved Udviklingens Begyndelse hentedes baade Verdensanskuelsens og Livsførelsens Principer fra Religionen. Der har nu dannet sig et ad rent videnskabelig Vej dannet Verdensbillede. Religionens Betydning indskrænkes derfor mere og mere til det praktiske, etiske Omraade. Men ogsaa her foregaar der en Forandring. I Middelalderen blev Moralen Mennesket kær gennem Religionen. I den nyere Tid ændredes Forholdet først derhen, at Religionen hævdedes som Kilde til Moralen. Senere, da Etikens Selvstændighed og Uafhængighed gennemførtes, blev Religionen ikke længer dens Kilde, men blot dens Garanti og Sanktion. Religionen forsvares nu som nødvendig, ikke fordi man gennem den lærer Moralen at kende, men fordi det menes, at uden Troen paa guddommelig Gengældelse vinder Moralen ingen Magt i den menneskelige Verden. — Denne væsentlige Forandring er et af de vigtigste Resultater, Skepticismens Historie kan opvise.

II.

Den sidste Del af Dr. Starckes Bog søger at vise Nødvendigheden og Muligheden af, at »den skeptiske Brod trækkes ud.« Han behandler i den Anledning en Række erkendelsesteoretiske og etiske Problemer paa en skarpsindig Maade, men saaledes i det Enkelte, at jeg paa dette Sted ikke kan følge ham, men maa holde mig til nogle Hovedpunkter. Og jeg vælger da her, ligesom i det Foregaaende, især saadanne, hvor jeg afviger fra ham.

Først og fremmest rejser sig det Spørgsmaal, om han har Ret i, at den »skeptiske Brod«, som er tilbage, kan og skal trækkes ud. Afgørelsen heraf vil naturligvis for en Del bero paa, hvor meget man lægger ind i Ordet Skepticisme. Jeg har i det Foregaaende søgt at vise, at Dr. Starcke tager noget for tungt paa den ældre Tids »skeptiske« Forfattere, idet han gør den skeptiske Metode til Et med absolut Skepticisme og undervurderer de positive Grundtanker, for hvilke man ved Tvivlen vilde skaffe Plads. Dersom man i Begrebet Skepticisme lægger Uro og Mistrøstning ind som nødvendige Træk, saa kan der neppe være Strid om, at Skepticismen er et underordnet og forbigaaende Fænomen. Den skyldes da væsentligt en Slags Kontrastvirkning. Dogmatismen lovede Guld og grønne Skove, Svar paa alle Spørgsmaal, Afslutning af Tankens Arbejde. Den nyere Erfaringsvidenskab og Filosofi kan ikke give saadanne Forjættelser. Den lover os Fremskridt i det Enkelte, nye Kendsgerninger og større Klarhed, hvad Principerne angaar, og den peger henimod en stor, indre Sammenhæng i Alt; men den rejser tillige stedse nye Problemer, opbyder stedse nyt Arbejde, fordi der stedse frembyder sig nye Skranker at flytte. Som der ingen absolut Hvile findes i den ydre Natur, men Alt er i Bevægelse og Virksomhed, saaledes gælder dette særligt for Tanken. Den faar ikke Lov at hvile i kontemplativ Beskuen; de foreløbigt afsluttende Forestillinger, den stanser ved, vise sig snart som Symboler, der antyde og signalisere, men ikke umiddelbart gengive Tilværelsens Virkelighed. Den, som pludseligt bringes over for denne Opfattelse af vor Erkendelse, efter forud at have hvilet trygt i Dogmatismens Favn, maa ganske vist føle sig urolig og mistrøstig. Men kun saa længe Bruddet er friskt, og Modsætningen til den dogmatiske Tro føles i hele sin Skarphed, vil denne Misstemning vare. Den vil forsvinde, jo mere han lever sig ind i de nye Vilkaar. Resignation vil stedse være nødvendig. En saadan kan ingen som helst Verdensanskuelse undvære, da det jo overalt gælder om Indordning under forudsatte faste Vilkaar. Der ligger aldeles ikke noget Skeptisk i Anerkendelsen af Resignationens Nødvendighed.

Livet maa stedse begynde med et Overskud af Kraft og Mod, for hvis Anvendelse Erfaringen successivt sætter sine Grænser. Ethvert Liv er en Strøm, der dels gennembryder hvad der staar imod, dels inddæmmes af hvad der ikke kan brydes. Strømmens endelige Leje bestemmes ved Forholdet mellem disse to Sider. At lære Livet at kende er at erfare, hvor langt man med de Kræfter og Drifter, man raader over, kan udvide de givne Skranker, og i hvilken Grad man derimod nødes til at indordne sig under dem. Resignationens Nødvendighed ligger i, at Strømmens endelige Leje ikke blot bestemmes ved Udspringets Kraft, men ogsaa ved de modstaaende, inddæmmende Kræfter. Dette gælder baade for vor teoretiske og vor praktiske Stræben.

Den videnskabelige Metode bestaar ikke i passiv Ophoben af Iagttagelser, af hvilke der senere uddrages Resultater. Den første Betingelse for frugtbart videnskabeligt Arbejde er en ledende Ide, en foreløbig Hypotese, der bliver Motiv til Opsøgen af nye Erfaringer. Disse nye Erfaringer medføre ofte Nødvendigheden af, at Ideen ændres eller endog ombyttes med andre Ideer, som man fra først af maaske ikke havde tænkt sig Muligheden af at komme til at anvende. Den teoretiske Resignation betinges ved Nødvendigheden af at skaffe Erfaringsbekræftelse paa vore Ideer og af dog at begynde med Ideer. Her er et Grundforhold, som ikke kan falde bort, men som maaske endog for Fremtiden vil fremtræde i skarpere Form end hidtil.

Ogsaa i praktisk Henseende maatte der begyndes med et Overskud, med Antecipationer, der paa mange Maader berigtiges. Uden kraftige Forhaabninger og Længsler og uden store Forbilleder kan intet Stort indrettes. Men Virkeliggørelsen naas kun gennem Brydning og Vekselvirkning med de virkelige Forhold. Meget maa opgives, som fra først af ansaas for værdifuldt, og Meget maa optages og antages, som fra først af var Genstand for Uvilje.

I Teorien Modsætningen mellem Hypotese og Erfaringsbekræftelse, i Praksis Modsætningen mellem Ideal og Virkeliggørelse: disse Modsætninger ville stedse gøre sig gældende med mere eller mindre Styrke, alt efter Opgavernes Natur. De ligge i selve Livets stadige Vilkaar. Og de maa ikke mindst gøre sig gældende i Filosofien, som jo kun er den klare Besindelse over Principerne for vor teoretiske og praktiske Stræben. »Skeptiske Stænk« eller en »skeptisk Brod« ville derfor ikke komme til at mangle. Forhaabentligt da ikke: ti de ere de fremaddrivende Kræfter, uden hvilke Udviklingen vilde gaa i Staa. —

Paa det erkendelsesteoretiske Omraade gælder det, at de sidste Forudsætninger for al vor Erkenden maa være af hypotetisk Natur. En saadan Forudsætning er f. Eks. Aarsagssætningen, den Antagelse, at ethvert Fænomen har en Aarsag. Den ligger til Grund for al induktiv Forsken, men kan ikke selv direkte bevises. Vi antage den, fordi den gør real Videnskab mulig, men et Bevis kan der kun føres, for saa vidt som det successivt kan paavises, at Fænomenerne faktisk ordne sig i saadanne regelmæssige Rækkefølgen som Aarsagssætningen fordrer. Et egentligt Bevis er det ikke, da selve Aarsagsforholdet ikke kan iagttages; hvad vi iagttage er kun Successionsforhold. Det er og bliver da en Ejendommelighed for vor Erkendelse, at den fra først til sidst arbejder med Hypoteser. — Dette vilde kun være Skepticisme, dersom man ved Hypotese forstod en vilkaarlig Paastand eller Indbildning. Men i de Hypoteser, som ligge til Grund for vor Erkendelse, udtrykker sig selve vor Aands Natur, dens inderste Trang, Trangen efter Enhed og Sammenhæng, dens Higen efter ikke blot at fyldes med et rigt og mangfoldigt Indhold, men at kunne ordne og beherske det. Spørgsmaalet er kun, i hvilken Grad denne Trang kan ske hyldest.

Dr. Starcke synes at mene, at selve det, at man endnu i Filosofien taler om et Aarsagsproblem og om Vanskeligheden ved at begrunde Aarsagssætningen, vidner om, at der endnu sidder os for megen Skepticisme i Kroppen. »Lad os antage«, siger han, »at dette Spørgsmaal om Aarsagslovens Gyldighed ikke var kommet til os fra en Tid, da man endnu ikke troede paa den; hvorledes vilde vel saa Mennesket stille sig over for hele dette Problem? Vilde det saa ikke snarere være den, som rettede en Tvivl mod Aarsagssætningen, der skulde bevise at have Ret til at tvivle, end den, som troede paa den, der skulde begrunde sin Tro?« Dertil maa svares, at naar det er Filosofiens Opgave at fremdrage de skjulte Forudsætninger, som betinge vor Erkendelses Gyldighed, saa er det jo ligegyldigt, hvem Bevisbyrden paahviler. Problemet er der og maa behandles, hvad enten den enkelte Tænker nærmer sig det mere fra den negative eller mere fra den positive Side. Og Begrundelsen at Tvivlen er jo en Kritik af Troen, ligesom omvendt, saa det gør ikke stort til Sagen, hvorledes man gaar frem. Flere af de ældre »Skeptikere« staa som Forløbere for den moderne Erkendelsesteori ved den Maade, paa hvilken de have angrebet Troen paa Erkendelsens Principer.

Naar der tales om en Tid, der ikke endnu troede paa Aarsagssætningen, er dette en unøjagtig Udtryksmaade. Der har næppe været nogen saadan Tid. Kampen for Tilværelsen driver til at søge efter Aarsager for at faa Magt over Tingene, og en Trang i den Retning ligger desuden i den menneskelige Bevidstheds Natur. Selv i den vildeste Overtro ytrer denne Trang sig. Derimod har der været Tider, hvor man ikke til alle Fænomener antog naturlige Aarsager. De forskellige Udviklingstrin i intellektuel Henseende karakteriseres ved, hvilke Aarsager der anses for gyldige. Miraklet strider ikke mod Aarsagssætningen, da det jo udtrykkeligt opfattes som Virkning af en overnaturlig Aarsag. Hvad Kampen stod om i den nyere Videnskabs Begyndelsesperiode, var, om der er naturlige Aarsager til Alt hvad der sker, det vil sige Aarsager, der selv kunne paavises som virkelige Fænomener. Og Bevisbyrden tilfaldt her saa meget mere dem, der hævdede de naturlige Aarsager, som Paavisningen af disse Aarsager jo netop er Videnskabens positive Opgave. Det gaar med de naturlige Aarsagers Princip, som det gaar med Aarsagsprincipet i det Hele: kun fremskridende Verifikation er muligt.

Dr. Starcke hævder, at fordi vor Erkendelse er uafsluttet, er den derfor ikke usikker, og han mener, at »den skeptiske Holdning« i den moderne Erkendelsesteori hænger sammen med en Forveksling af disse to Begreber. Og dog kommer han selv i samme Aandedræt (p. 236) til at udtale, at Erkendelsens Afsluttethed kun vilde have den Værdi at gøre dens Sikkerhed afsluttet. Nu er det dog klart, at en Sikkerhed, der ikke er »afsluttet« ikke er nogen fuld Sikkerhed. Et er det, at vi ere sikre paa, at der kun er én Vej at gaa for at vinde Erkendelse, et Andet er det, hvor langt denne Vej kan føre os. Dette vide vi ikke, saa længe vi ikke have gaaet Vejen til Ende. Der maa stedse voves og haabes; Afstanden mellem Ideal og Virkelighed paa Erkendelsens Omraade vil ikke forsvinde. Deri have de gamle Skeptikere Ret. —

Foruden Problemet om Aarsagssætningen drøfter Forfatteren ogsaa Problemet om Erkendelsens Forhold til Tingene og om Forholdet mellem Sjæl og Legeme, for ogsaa her at ramme »det skeptiske Drag, der gaar gennem vor Tids Erkendelsesteori«. Jeg kan her ikke gaa nærmere ind paa disse Punkter, skønt det vilde have sin Interesse. I det Hele kan jeg desuden samstemme med hvad Forfatteren udvikler angaaende de nævnte Spørgsmaal. Kun tror jeg, at det er et »Stænk« af Spiritualisme, der gør, at han slaar fast, at enhver Bevidsthedstilstand maa være et Atoms Tilstand (skønt, som han søger at vise, alle vore Bevidsthedstilstande derfor dog ikke behøve at være samme Atoms Tilstande). Atomet er et Begreb, som man har konstrueret for at anskueliggøre sig hvad der foregaar ved de kemiske og fysiske Processer. Der gives dog fremragende Fysikere, som helst ville være fri for det og holde sig til at beskrive selve Bevægelserne eller Virksomhederne. I ethvert Tilfælde har Naturvidenskaben Intet at gøre med og véd Intet om, hvad der foregaar i Atomets Indre. Det er Forholdet mellem Atomerne, disses Omlejringer og indbyrdes Tiltrækken og Frastøden, der spiller en Rolle ved Naturforklaringen. Og det er disse samme Processer, til hvilke Erfaringen viser os Bevidsthedsfænomenerne knyttede. Bevidsthedsfænomenerne hænge da sandsynligvis sammen med hvad der foregaar mellem Atomerne. med disses Omlejringer og svingninger, ikke med mystiske Tilstande i »selve« Atomerne. — Dog dette er Noget, som kun en længere Udvikling kunde give fuld Klarhed. —

Ikke blot paa Erkendelsesteoriens, ogsaa paa Etikens Omraade har ifølge Dr. Starcke Skepticismen endnu for meget Raaderum.

Rousseau og Kant havde, som allerede omtalt, hævdet Muligheden af en Etik paa rent menneskelig Grund. Men de overvandt, efter Dr. Starckes Opfattelse, dog ikke Skepticismen. Denne ytrer sig hos dem — og senere i den hele rationalistiske Retning — i en Disharmoni mellem Individets Natur og den etiske Fordring, en Disharmoni, der bliver saa meget des stærkere, som ifølge Kant den etiske Fordring udspringer af selve Menneskets Natur. Troen paa, at det Etiske vil bestaa og sejre i Verden, kan da kun fastholdes, naar man tager Teologien til Hjælp og i den religiøse Tros Form slaar det fast, man ikke kan begrunde ad Erkendelsens Vej. Kant opstillede som bekendt i Form af religiøse Postulater af etiske Grunde Antagelser, han i sin Fornuftkritik havde berøvet ethvert teoretisk Grundlag, »Man tror,« som Dr. Starcke udtrykker det, »paa en verdensstyrende Gud, fordi man alene saaledes kan værne om sin Tillid til Moralens Magt.« Det er Manglen af et teoretisk Grundlag, som giver denne Anskuelse en skeptisk Karakter.

Men ogsaa i andre moderne etiske Retninger finder Forfatteren en lignende Disharmoni og Skepticisme. Baade Udviklingslærens Moral og Velfærdsmoralen have efter hans Opfattelse Skepticismen i sig endnu. De begrunde Moralen fra Slægtens Synspunkt. Men hvorfor skal den Enkelte ofre sig for Slægten? Hvilket Motiv skal afholde ham fra saa vidt muligt at udrydde eller modarbejde de nedarvede Anlæg i Retning af Sympati og Samvittighed, han maatte besidde? Med hvilken Ret fordres det af ham, at han skal opgive hvad han anser for sin egen Lykke, for at en Gang i Fremtiden andre Individer kunne nyde deres Lykke? — Det nytter ikke her at henvise til Sympatien. »Det er jo netop de sympatiske Tilskyndelser, man opfatter som det store Bedrag, Naturen øver over for Mennesket, og hvorigennem den faar det narret til at tjene sine Formaal, idet Mennesket under Indflydelse af disse Tilskyndelser tror at leve for sin Lykke og saa dog kun lever for Slægten med Opofrelse af sig selv.« Der kræves da et Bevis, som endnu ikke er ført, for, at »i det Store og Hele det moralske Liv, som leves i Samfundet og Familien, er det, som muliggør det for Individet at bringe sine Lidelser og Forsagelser ned til et Minimum og for den billigste Pris at faa den størst mulige Sikkerhed for personlig Vinding.« Og — hvad der er Hovedsagen — denne Bevisførelse maa foretages ud fra det enkelte, isolerede Individs Standpunkt: »Samfundslivets Fordringer maa formuleres præcist og udtømmende, og disse Fordringer maa kunne tilegnes af det isolerede Individ som dets egen Lykkefordringer. Begrundelsen maa altsaa være egoistisk i den Forstand, at det skal vises, at naar Individet vil følge sin velforstaaede Interesse (sin Egoisme i videre Betydning af Ordet) staar det sig ikke ved at være Egoist i Ordets snævrere Betydning, det vil sige ved at tilfredsstille sig selv paa Andres Bekostning.

Ingen er fjernere end Dr. Starcke fra at lege med Ord eller jage efter »aandrige« Vendinger. Men jeg undrer mig over, at han i sin Tankeudvikling bruger det tvetydige Ord Egoisme, saaledes som han gør, uagtet han udtrykkeligt gør opmærksom paa dets dobbelte Betydning. At dette skulde gøre fuld Klarhed mulig, formaar jeg ikke at indse. Men om Ord vilde vi i hvert Tilfælde ikke stride. — Dog er der, afset fra Sprogbrugen, Adskilligt, som gør, at jeg ikke kan tilegne mig Forfatterens Tankegang i Et og Alt. For det Første maa jeg bemærke, at det havde været ønskeligt, om han havde givet sin Kritik af Evolutionsmoralen o Velfærdsmoralen en bestemt Adresse og belagt den med bestemte Citater. I en Bog af særligt historisk Karakter vilde det være naturligt. I det Foregaaende har Forf. omhyggeligt nævnt endog adskillige meget ubetydelige literære Fænomener, som syntes ham at falde ind under Begrebet Skepticisme; men her faa vi ikke et Navn, ikke en Henvisning. Derfor bliver der noget Vagt ved den hele Udvikling. Den faar Karakteren af et Skøn, og skal jeg mod dette Skøn stille mit eget, da maa jeg sige, at hans Anke ikke forekommer mig at være historisk berettiget. Man kan ikke sige, at Problemet om Forholdet mellem Individ og Samfund er blevet overset af de etiske Retninger, Forfatteren her kritiserer. Det er tvert imod lige til den nyeste Tid blevet drøftet med stor Iver, bl. a. i Henry Sidgwick's »Methods of Ethics« og de Diskussioner, som dette udmærkede Skrift har givet Anledning til.

Men Hovedsagen er, hvorledes det forholder sig med selve dette Problem, saaledes som Forfatteren opstiller det.

For mit Vedkommende vedkender jeg mig at være »Skeptiker« i Etiken, efter Dr. Starckes Maalestok, idet jeg ikke tror, at Regnskabet kan gøres op mellem Individ og Samfund paa den Maade, han fordrer. Der er noget Irrationelt ved Etikens første Principer, for saa vidt det Grundlag, ud fra hvilket disse fastsættes og anerkendes, ikke er det, hvorpaa alle Individer, paa hvilke disse Principer blive at anvende, allerede i Virkeligheden staa. De etiske Domme, de Domme om Godt og Ondt, som det enkelte Individ bliver Genstand for, kunne ikke altid fældes fra hans eget nuværende Standpunkt. De Goder, om hvilke Etiken (den praktiske Etik) værner, ere ikke altid Goder i det enkelte Individs Øjne, og han kan ofte kun gennem en lang Opdragelse (maaske Optugtelse), gennem en lang Karakterudvikling lære at betragte dem som Goder. Et Bevis kan ikke altid føres for ham, som han staar og gaar. Over for Børn, Sindssyge og Forbrydere er dette især indlysende; dem underkaste vi en praktisk Behandling, før vi stole paa Ræsonnementernes Kraft. Men ogsaa hos andre Individer end saadanne, der maa regnes til de nævnte Klasser, maa Grunden ofte præpareres, før den rationelle Etik kan begynde sit Værk. Hvad Etiken fastsætter, er da her de Midler og Veje, det pædagogiske System (i videste Forstand), som bliver at anvende, for at en egentligt etisk Behandling kan træde i Kraft.

Den rene, konsekvente Egoist vilde i det Højeste kunne bringes til at betragte andre Menneskers Vel som et Middel for sit eget. Men han vilde da vedblive at staa i et rent udvortes og mekanisk Forhold til Samfundslivet, og til alt Liv uden for hans eget. Og skulde der kunne føres et Bevis for, at samfundslivet, som det i det givne Øjeblik er, frembyder Harmoni mellem alle Individers egoistiske (»isolerede«) Interesser? Selv om der kunde, hvem vilde egentligt et saadant Bevis interessere? Ikke den egentlige Egoist; ham er det nok, naar Samfundet blot er Middel for hans Interesser, — ligegyldigt, hvorledes det saa gaar med de andre Egoister; ja, maaske staar han sig bedst ved, at Andre ikke kunne gøre Regnskabet op paa samme Maade.

Kan der i det Hele taget gives isolerede Individer? Derpaa kommer i denne Sammenhæng Alt an. Hos ethvert Menneske rører der sig forskellige Følelser, der drive til Vurdering af Livet og dets Forhold. Hvor mange af dem skal Individet afføre sig for at blive isoleret? Er det i og for sig sagt, at Sympatien og de med den beslægtede Følelser skulle aflægges, naar Regnskabet skal gøres op? — Mennesket eksisterer kun som historisk givet Væsen, af bestemt Slægt og Race, med bestemte Dispositioner og Interesser, og kan ikke vilkaarligt drage sig ud af dette, heller ikke undlade at faa sin Vurdering bestemt derved. Det vilde ved Isolationen, om den var mulig, netop berøve sig nogle af de mest nødvendige Poster paa Regnskabet. Lad mig udvikle dette lidt nærmere.

Der er Interesseharmoni mellem to Mennesker, hvor de kunne betragte hinanden som Middel, og hver for sig staa som Formaal. Saaledes f. Eks. mellem den Handlende og hans Kunde. Hin trænger til dennes Penge, denne til Hins Varer. Der var Interesseharmoni mellem Skræderen Mustafa i Ispahan og hans Ven af samme Fag, ti som Morgiane siger:

„Den Anden roste tit din Faders Kapper;
Til Gengæld blev hans Bukser rost igen.
Ak, det var Skræderlavets bedste Tid!“

For en stor Del bestaar Samfundet ved Hjælp af en saadan Interesseharmoni. At den ikke er til Stede i fuldt Maal og i den ønskelige Grad, ses af de stadige Klager over Samfundet og af, at der gives et »socialt Spørgsmaal«, Man kan altsaa ikke beraabe sig paa den i det givne, nærværende Øjeblik. Der kræves et Arbejde for at bringe den til Veje, og der maa føres et særligt Bevis for, at dette Arbejde kan udføres blot i Kraft af de Motiver, der kunne findes hos det »isolerede« Individ, og i Kraft af det, et saadant opfatter som sin »velforstaaede Interesse«.

Dr. Starcke antager selv, at Regnskabet ikke endnu kan bringes til at stemme: »Det er en Fordel for Samfundet,« siger han, »at der findes Mennesker, som sætte deres Dyd over deres Fordel; men det er Samfundets Fejl, at der kan findes et saadant Misforhold mellem Dyd og Lykke, og dets Opgave maa være at se at rette den Fejl.« Det hele Spørgsmaal maa jo saa staa aabent, indtil Fejlen er rettet. Men hvilke Motiver skal man da henvise til, for at Individerne kunne bringes til at arbejde paa at faa Fejlen rettet? Det kunde jo være, at den fulde Interesseharmoni (Harmonien mellem »isolerede« Individers Interesser) først sent hen i Fremtiden blev etableret, og da vilde Dr. Starckes Teori være Genstand for den samme Kritik, han selv retter mod Evolutionsmoralen, idet den vilde fordre Opofrelse og Arbejde for en Lykke, der tilfaldt en fremtidig Slægt, men ikke os selv. De »isolerede« Individer vilde da maaske svare, at da deres Efterkommere i fjernere Led ikke have gjort noget for dem, ville de heller ikke gøre noget for disse Efterkommere. Après nous le déluge! —

Men selv om en saadan Interesseharmoni en Gang skulde kunne bringes fuldstændigt til Veje, saa at Enhver kunde betragte alle Andre som Midler for sig selv, saa vilde derved dog ikke et idealt Samfund, ikke den inderligste og stærkeste Art af Samfundsliv være naaet. Et kraftigt Samfund bestaar kun, naar der under Samlivet og Samarbejdet udvikler sig Fællesfølelse og virkelig Sympati, saa den Ene ikke skiller sin Sag fra den Andens, ikke blot betragter den Anden som Middel, men ogsaa som Formaal. Kun under denne Forudsætning vil det omtalte Regnskab kunne bringes til at stemme. Det gøres da ikke længere op paa udvortes, mekanisk Vis. Ti i selve Fællesfølelsen og Sympatien haves da et af de største Goder, om hvilket der ikke blot er at spørge, hvad det nytter til, men hvis Nytte er aldeles umiddelbar (immanent), idet det fylder Sindet med en af de inderligste Lystfølelser. Individets eget Væsen styrkes og udvides gennem Hengivelsen; Horizonten udvides, og nye Muligheder for Virken, Nyden og Liden vise sig; hele Livet føles paa en rigere og dybere Maade. I ethvert Kærlighedsforhold gør dette sig gældende, stærkest i de snevreste, mest umiddelbare og personlige, i aftagende Grader i større Kredse, men stedse med en Afglans fra hine. Der aabnes et nyt Synspunkt for alle andre Følelser og Evner: alle de Følelser og Evner, der føre i samme Retning som Fællesskabsfølelsen og Sympatien, faa en Sanktion, de før manglede, en Accent, de ikke kunde have, saa længe de blot vurderedes fra det »isolerede« Individs ensomme Drejning om sin egen Akse. — Denne Akseomdrejning hører iøvrigt ikke op, fordi den hele Klode nu viser sig at staa under Indflydelse af dybere liggende Verdenskræfter.

Alt dette vil falde bort, dersom Individet blot betragter sig selv som sidste Formaal. Joseph Butler brugte i sin Tid det Udtryk, at »naar vi sætte os hen i en kølig Stund« (when we sit down in a cool hour), kunne vi ikke retfærdiggøre vor Stræben efter det Rette og Gode, naar vi ikke ere overbeviste om, at det vil tjene til vor Lykke eller i det Mindste ikke hindre denne. Han bruger denne Paastand til at godtgøre Nødvendigheden af, at Etiken tilsidst støtter sig til Religionen og dens Forjættelser om det Hinsidige (ligesom senere Kant og i vore Dage Sidgwick). Men hans Standpunkt er i Virkeligheden det samme, som det, der kommer frem i vor Forfatters Fordring om en Begrundelse ud fra det isolerede Individs standpunkt. Over for Butler maa man opkaste det Spørgsmaal, hvorfor den kølige Time her skulde have Ret og Begejstringens Time, hvor Hengivelsens og Selvforglemmelsens Varme raader, nødvendigvis Uret? Det maa erindres, at det her ikke gælder Logik og Matematik, ikke Filosofi over Livet, men Oplevelse og Konstatering af selve Livets virkelige Elementer. Dersom »Køligheden« fører til, at nogle af de væsentligste Elementer ikke kunne gøre sig gældende, saa kan Regnskabet umuligt blive rigtigt.

Men jeg indrømmer, og det er endog en væsentlig Del af min etiske Teori, at her kunne Vejene skilles, uden at der foreløbigt ad teoretisk Vej kan opnaas Enighed[2]. Det er muligt at koncentrere sig i sig selv, betragte denne Selvkoncentration som Et og Alt, og ud fra dette Synspunkt at gennemføre et konsekvent etisk System (som jeg dog hellere vilde kalde Individualisme end Egoisme). Til Fordel for den Retning, der gør Sympatien til Grundlag for det etiske System, kan vel anføres, at derved føres man ad mere direkte Vej til Interessernes Harmoni, end naar man gaar ud fra de sondrede, isolerede individer. Men et tvingende Bevis er dette ikke.

Heller ikke nytter det her at fremhæve, hvad der oven for blev vist, at Individets Liv bliver rigere og dybere gennem Fællesskab og Sympati, altsaa netop ved, at det ikke gør sig selv til eneste Formaal. Derom vil den Enkelte kun kunne overbevise sig ad den praktiske Erfarings Vej. Og Erfaring betyder her intet Mindre end en Karakterforandring. Den, som hengiver sig til de sympatiske Tilskyndelser og lader sin Egoisme dæmpes, faar derved et helt nyt Synspunkt for sin Vurdering, saa at han kommer til at drage Konsekvenserne af sit Eksperiment fra et helt andet Grundlag, end han begyndte fra.

Der vil derfor stedse være Plads for Skepticisme med Hensyn til Muligheden for en rationel Etik. Da det psykologiske og historiske Grundlag er forskelligt, maa de Systemer, der bygges derpaa, ogsaa blive forskellige, selv om de alle tage deres Udgangspunkt i den virkelige Menneskenatur. Denne er i Vorden og Udvikling og omfatter mangfoldige og ofte modstridende Elementer, af hvilke snart et, snart et andet skyder sig frem med særlig Kraft. Om den historiske Udvikling en Gang vil medføre fuldstændig Enhed i Etikens Grundlag, skal jeg ikke sige Noget om; men før kan i hvert Tilfælde »den skeptiske Brod« ikke helt drages ud. Den etiske Tænkning taber derfor ikke sin Betydning. Den viser os det Lys, i hvilket Handlinger og Livsformer fremtræde, sete ud fra et bestemt Udviklingstrin, et bestemt i den virkelige Menneskenatur givet Grundmotiv. Derved oplyser den de Muligheder, der ligge i den menneskelige Natur, og virker tilbage paa selve det Grundlag, der bygges paa; gennem Konsekvenserne lære vi først vor Natur ret at kende. Ogsaa en Fremstilling paa det af Dr. Starcke hævdede individualistiske Synspunkt vil have sin store Interesse. En saadan er i Grunden ikke for Alvor forsøgt endnu, hvorimod vi have analoge Forsøg i den teologiske Etik, Nationaløkonomien og Retslæren. Det vilde være overordentligt interessant at se, i hvilke Punkter den modes med Fremstillinger ud fra andre Udgangspunkter. En alvorlig Tænkning bringer altid sin Frugt. Af den psykologiske og historiske Erfarings rige Skat øse vi Alle; men netop fordi den er saa rig, kan man faa Adgang til den fra forskellige Sider.

Den enkelte Forsker maa betragte sig som en Bjærgmand, der baner sig sin Skakt ind i Bjærget. Naar han føler sig ensom under dette Arbejde, glæder han sig ved at høre Kammeratens Hammer i Naboskakten. Han véd, at den Anden arbejder mod samme Maal, skønt han har valgt sig et andet Udgangspunkt. Under min Beskæftigelse med Dr. Starckes Bog har denne Kammeratskabsfølelse ikke forladt mig, saa megen Kritik jeg end har maattet lade komme til Orde. Den er det bedste af det meget Gode, jeg medtager fra hans Bog[3].



  1. Jeg kan her ikke gaa nærmere ind paa dette, men maa henvise til Kapitlet: „Die Erfahrungslehre der Skeptiker“ i P. Natorp: „Forschungen zur Geschichte des Erkenntnissproblemes im Alterthum”. (Berlin 1884).
  2. I 3. Kapitel af min Etik (1887) havde jeg nærmere motiveret dette standpunkt. I første Kapitel af mine Etiske Undersøgelser (1891) tog jeg Spørgsmaalet op til ny Behandling. I anden Udgave af Etik (1897) er der igen paa flere Punker søgt at opnaa fornøden Tydelighed med Hensyn til dette Punkt. (Senere Anm.)
  3. I sin Bog „Samvittighedslivet“ (1894—1897) har Dr. Starcke senere givet en udførlig Fremstilling af sin Etik. (Senere Anm.)