Unge Mennesker/Ægypteres Gæstebud

Fra Wikisource, det frie bibliotek

A. C. Riemenschneiders Forlag Kjøbenhavn


Unge Mennesker.djvu Unge Mennesker.djvu/9 57-76

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Ægypteres Gæstebud.

Den unge Læge, Dr. Otto Fasting, havde spist sin Aftensmad, hurtigt som man spiser, naar man er ene.

Nu sad han i en Lænestol, tæt ved Kakkelovnen, og stirrede ind i den ulmende Ild, mens Varmen glødede hans Ansigt.

Der var Halvmørke i det store Rum, hvor alt Lyset kom fra en Lampe med Skærm for, der stod paa Skrivebordet, helt henne i det modsatte Hjørne.

Han var træt af Dagens Praksis, kunde hverken bekvemme sig til at arbejde eller gaa til Sengs.

Aftenbladene laa ulæste paa Gulvet ved hans Stol.

Fra en Koncertkælder i Gaden steir muntre Dansetakter op, blandet med den summende Larm fra Vogne og Mennesker.

Han sad overfor denne Efterklang af Byens Liv som den dove ved Symfonien; han opfattede kun de tomme Latterligheder, det absurde.

Mon de morede sig de Folk? Var mon det, hvad de kaldte for Lykke, at sidde en Aften igennem over et Glas Øl og høre paa evig og altid de samme Melodier?

De kendte ikke, hvad det var at sidde torstig ved Livets Bord uden at turde drikke; de havde ikke Trangen til at tømme i fulde Drag; de kendte kun til at nippe.

Men netop det var det, han ikke vilde. Og det andet kunde han ikke. Aldrig nyde, aldrig drikke, saa der ikke blev Draabe tilbage. Hvorfor kunde han det ikke?

Han var sprungen op fra Stolen; han hørte sin Stemme dø hen i Rummet, saa saa stod han et Øjeblik forsigtig lyttende, som om han ventede paa Svar.

Pludselig lo han højt og smed sig i Stolen.

Med ironisk Tonefald deklamerede han ind i Kakkelovnens Ild:

»Han kæmpede med Skygger; dræbte mange af dem og døde som en Nar.« 

»Han var en yndet Damelæge; slog sine Patienter ihjæl paa den humaneste Maade — han var en Charlatan!« 

»En Gang var han ung, meget ung, og tænkte paa at blive Menneskehedens Velgører og — Etatsraad.

»Det sidste talte han ikke om; men det første bildte han en ung Pige ind, og hun troede paa ham.« 

»Siden blev hun klog nok til ikke at tro paa ham, og det blev han ogsaa selv.« 

»Og nu henlever han sine Dage med en Gang imellem at dræbe Skygger.« 

»Ved hans Begravelse er der mange Blomster og tørre Øjne, og Præsten præker skønt over han ukendte Dyder.« 

»Ved Graven taler den afdøde selv til Ligbærerne og to Venner, der boer i Nærheden af Kirkegaarden, og som derfor er fulgt med; han siger: Lykken er en Hat, som er blæst af i Storm paa Frue Plads. Den, der løber efter for at fange den, er en Idiot. Man faar ondt i Ryggen af at bøje sig, det er alt. Farvel.« 

Med et Ryk tvang han Tankerne tilbage fra deres tøjlesløse Løb. En Angst havde grebet ham for Vanvidet.

Hurtigt gik han frem og tilbage i Værelset og mumlede:

»Jeg er gal, gal — jeg er gal, gal!« 

Det blev til en Melodi, han nynnede og som han lullede sig selv til Ro med.

Han satte sig ved Skrivebordet, og hans Blik faldt paa et Dameportræt derover.

»Havde jeg saa blot dig, Mo’r, — kunde jeg, naar alle de mørke Tanker kom, lægge mit Hoved til dit Bryst og hvile dér, saa godt, saa godt, som da jeg var Barn! Men ogsaa du forlod mig, og dog burde du have vidst, at en Moder ikke tør dø fra sit Barn. Mo’r, hvorfor skulde det dog ske?« 

Hans Hoved faldt træt ned paa hans Haand. Med sløve Tanker stirrede han hen for sig. Da fødtes i ham langsomt og ubevidst en Trang til at leve lykkeligere Dage om. Mekanisk havde han aabnet en Skrivebordsskuffe og fundet frem en Pakke gamle Breve.

Han løste Baandet og begyndte at læse, ligegyldigt og interesseløst.

Men efter Haanden løsnede sig gamle Minder i hans Bevidsthed. Solskinsbilleder med kvidrende Kærlighedsord, med et lyst tillidsfuldt Barneansigt, med Duft af en Sommerdag.

Han læste sig varm i alle disse Breve, der var som en Kirkegaard, med Gravstene fulde af Inskriptioner; eller som en kær Afdøds Værelse, hvor Duften, hver Nipsting, hvert Møbels Stilling minder om den Døde, lader os drømme ham levende midt i alle disse Ting, der er hans.

Hvert blødt og kærligt Ord blev et Kærtegn, og han følte hende staa bag sig, medens han læste; han følte jo hendes Aande som lune Strømninger over Ansigtet.

Han løstes op i Vemod. Han saá hendes Ansigt forklaret og uden Skygge; mod sig selv havde han tusinde Bebrejdelser.

Og hende havde han mistet. Stykke for Stykke var hun gledet ud af hans Arme, der havde været for trætte til at holde hende fast.

Nej, nej, — der var ingen Lykke for ham; kun i ensomme Timer kunde han fantasere sig en Anelse derom.

Ude i Livets Dagslys vaktes Reflektionen, der dræbte Glæden, der dræbte selv Øjeblikkets Nydelse.

Hvor ofte hørte han ikke Tale om at nyde! Men han troede ikke derpaa. Eller var han da anderledes end andre? Kunde man lære den Kunst at glemme alt andet end Nuet, kunde man tvinge sin Tanke bort fra det Ord »Imorgen«, blot en eneste Gang, blot nyde ét altforglemmende Moment, vanvittigt, sanseløst maaske, men dog nyde!

Han sad med lukkede Øjne og saá ind Nydelsernes Land.

Skønne Kvinder saá han. Unge, uskyldige Piger, kælne som Lam, skabte i hans Atraas Billede, netop med de Tillokkelser, han elskede, netop saa hengivende, som han vilde, og han nød deres Uskyldighed, som hans Fantasi voldtog. Men der var ogsaa elskovsvante Kvinder iblandt, som tog ham med beregnende Kærtegn, og som gav deres købte Legemer hen som Slavinder.

— Han rev sig ud af sine usunde Fantasterier og gik hen til Vinduet, slog Gardinet til Side og aabnede.

Aftenen laa frisk og stor med høj stjernerig Vinterhimmel.

Han fyldte sig med den stærke Luft, han fortabte sig i Aftenens Skønhed.

»En saadan Nat gad jeg nyde!« 

Der var en, der slog ham paa Skuldren.

»God Aften, Fasting. Du staar nok og falder i Tanker? Hva’, du hørte nok ikke jeg kom?« 

»Du er velkommen, kære Hougstad, tag Plads.« 

»Ja, du maa undskylde, jeg kommer saa sent, men jeg saá Lys, og saa fik jeg Lyst — jeg driver saadan lidt rundt i Aften.« 

»Det var godt, du kom. Jeg sad her og blev melankolsk i Ensomheden; man burde egenlig aldrig pleje Omgang med sig selv; man har ingen Selskabstone, naar man er ene.« 

»Stakkels Fyr — har du virkelig saa megen Moral endnu, at du kan blive i daarligt Humør ved at spekulere over Livets Skrøbeligheder? Jeg holder dog for meget af mig selv til at gøre mig den Slags Skrupler.« 

»Ja, sér du — saadan noget er man vel egenlig ikke altid selv Herre over. Det kommer, naar det maa komme.« 

»Pyt, det kommer, naar Maven er i Uorden. Er du ikke en Gang saa meget Læge, at du véd det? Og den bedste Kur er s’gu at more sig og faa livlig Blodcirkulation: smukke Damer eller god Mad, ligesom du vil, begge Dele er godt, bedst naturligvis baade det ene og andet. — Hvad mener du for Resten om at gaa lidt med ud i Aften? Hva’ gamle Ven, tror du ikke, du kunde ha’e godt af det?« 

»Ja du, ærligt talt vilde jeg gerne. Jeg vilde gerne more mig rigtig i Aften, forstaar du, rigtig saadan vildt —« »Brillant, Fasting, du er alligevel en Knop —?

»Nej stop — jeg kan ikke.« 

»Sikke nu no’et Skidder. Nu var jeg allerede saa glad —« 

»Nej, paa Ære jeg kan ikke. Du véd, at Carl Holm Kone er farlig syg, saa betænkelig, at jeg ikke tror, der er meget Haab. Jeg var der i Eftermiddags — den Gang laa hun rolig hen. Men kommer der et nyt Anfald, hvad der er mer end rimeligt, maa jeg gøre det sidste Forsøg med koldt Bad. Jeg sagde det til Holm og bad ham sende Bud, hvis der skulde ske noget, om det saa blot var en Antydning. Og nu risikerer jeg at faa Bud hvert Øjeblik hele Natten. Saa du forstaar nok, Pligten, kære Ven —!« 

»Pligten for Fanden — nej min Sæl om jeg forstaar! Du kan da ikke sidde indemuret her fra Morgen til Aften og fra Aften til Morgen for at vente paa, om Holms Kone vil være saa venlig at faa det Anfald, som formodenlig slet ikke kommer. Det gaar med saadan noget som med Regnvejr. Naar man venter det og tager Paraply med, skal det nok altid træffe sig at blive det dejligste Solskinsvejr. — Men bedste Mand, jeg faar en Idé! Vi kan jo da endelig ogsaa debauchere her hos dig, om du vil? Saa kan du jo fare afsted, hvis det bliver nødvendigt.« 

»Her hos mig — aa ja, du siger noget. Men det er da ikke Meningen, at vi to skal sidde her og solde »und trinken unsres Bier allein?« 

»Nej, hvis du vil lade din Madamme sørge for Bordet, skal jeg sørge for — —! Fasting, kender du Laura Faber og lyse Stella? Brillante Piger, du gamle!« 

»Skynd dig saa — hvornaar kan du være her?« 

»Om tre Kvarter skal Ekvipagen holde herudenfor.« 

»Bien — alt skal være parat til Herskabernes Modtagelse. Men vildt vil vi ha’e det — hører du Hougstad — saa vildt, som det er muligt!« 

»Det skal blive stormende, Fasting, stormende, det lover jeg. Vi vil blive som Børn igen. Adjøs saalænge.«

— Fasting gik urolig frem og tilbage, bange som foran den forbudne Frugt.

Saa ringede han paa Husholdersken.

Spadserende uddelte han Ordrerne.

»Sørensen, vil De i lynende Fart skaffe Østers fra Kælderen derovre, fem Dusin, og Masser af Druer. Vil De sætte Lys i alle Stagerne og lægge Brænde i Kakkelovnen. Hent saa Vin Skabet, al Champagnen og Madeiraen med den blaa Etikette. De dækker Bordet i Spisestuen, fire Kuverter, og sætter Pokalerne og de lave Sherryglas frem. De gør alt i Stand, saa vi ikke behøver Dem til Opvartningen, og naar De er færdig, gaar De i Seng og sover — forstaar De, sover. Hvad der saa sker, hvad De saa hører. De bliver liggende, hvis vi to skal blive ved at være gode Venner. Er De med?« 

… Da dette var besørget, tilbragte han Tiden med at tage Cigarer og Cigaretter frem, stænke Parfume paa Kakkelovnen, rydde op og gøre net. Men fra Tid til anden lyttede han. Blot der ikke kom Bud fra Holm!

Hougstad kom med Frøken Laura og Stella. Fasting førte Stella til Bords. I Begyndelsen konverseredes der, Frøknerne gav Damerne, og Fasting var utilpas. Hver Lyd i Huset gjorde ham bange. Men da de første Flasker var tømte, var Damefernissen skyllet bort, Stemningen blev løst, og Fasting glemte at ængstes. Hougstad opfyldte sit Hverv at gøre Aftenen »vild«. Ved Madeiraen blev Fasting fuld. Mens Hougstad laa og skoggerlo paa Sofaen, dansede han og Laura Indianerdans til Musik af Stella.

Fasting smed sig træt i en Stol; han laa og brølede noget afsindigt noget, mens han strakte Armene ud efter Stella.

… Pludselig begyndte Natklokken at kime. Henne ved Vinduesposten svingede den frem og tilbage.

Fasting strøg sig med Haanden over Panden med en dæmrende Anelse om noget alvorligt; men hans sløve Hjærne kunde ikke fange det. Saa fik han en Fornemmelse af, at der var nogen, der vilde have Østers, og han smilte gemytlig. »Ho ho, gamle Ven! la’ nu være med at skabe dig. Vi har jo hørt det! Nu ska’ vi straks —« 

Stella var faret hen til Vinduet og havde grebet fat om Klokken; hun stod med Ansigtet ind mod Stuen og svingede den som besat frem og tilbage, saa Hougstad og Laura maatte stoppe Fingrene i Ørene.

»Hi-hi. Hun er s’gu go’. Hun sku’ s’gu være Kristen Døver eller Kisten Kimer eller hva’ Satan det nu er, de hedder.« 

»Saa hold dog op for Pokker!« skreg Hougstad.

Men Stella kimede vildere og vildere; den skingrende Larm æggede hendes Fuldskab.

»Bliv ved Stella, bliv hare ved!« stønnede Fasting, der hylede af Glæde over de andres Fortvivlelse.

Men pludselig vendte hun sig om og smækkede Vinduet op. Hun bøjede sig ud i Mørket; der rullede en Droske gennem Gaden. »Lykke paa Rejsen!« skreg hun efter den. Og hun gav sig til at synge:

»Skidt være med de døde,
for de kommer ej igjen —«

De andre faldt i med, og Fasting lo, saa Taarerne rullede ham ned ad Kinderne.

* * *

Fasting laa og kastede sig i Sengen. Det var lys Dag, men han kunde ikke faa Bugt med den tunge Søvn.

Halvt sovende tvang han Øjnene op, og fik gennem den aabenstaaende Dør et Skimt af den derangerede Spisestue. Han skyndte sig atter at lukke Øjnene og vendte sig om paa den anden Side for at sove videre; men han havde faaet en doven sødlig Smag af Champagne i Alunden, og Tankerne begyndte at arbejde; det var, som der summede Klokkeklang i hans Øren, og saa med ét brød et Billede frem: Stella, der bøjede sig ud med sit blege Ansigt i den mørke Nat, og sang. I samme Nu blev den summende Lyd til Natklokkens Kimen. Nu huskede han det: Stella havde jo kimet, men før hun. Du store Gud, det havde ringet!

Han rejste sig over Ende i Sengen og saá sig forvildet om; saa smed han sig tilbage og skjulte sit Ansigt i Hovedpuden.

Om det havde været Carl Holm! Han turde ikke tænke. Om det forfærdeligste var sket! Han saa det, kunde ikke slippe bort derfra: Hende, den unge Kone, bleg med foldede Hænder over Lagenet; ham, Vennen, tilintetgjort, med Forbitrelse, med Had mod Lægen, som han havde stolet paa som paa en Ven.

Han forsøgte at gøre det hele til en Ubetydelighed. Hvorfor netop tro, at det havde været Holm? Hvor ofte var han ikke bleven kaldt ud om Natten for rene Bagateller!

Han sprang ud af Sengen og saé Morgenposten paa Bordet. Der laa en løst sammenlagt Billet. Han kendte Holms Skrift.

Han læste:

»Kære Ven. Marie fik Anfaldet i Nat Kl. 1. Jeg har ringet og ringet — forgæves. Jeg er fortumlet og véd ingen Udvej. Der er Lys i din Lejlighed — jeg kan ikke tænke, forstaar intet. Kom straks, naar da har faaet dette, hvis det ikke er for sént. Holm.« 

Fasting følte alt i sig lammes. Han gik om i Værelset, følesløs og slap. Mekanisk klædte han sig paa, flyttede et eller andet Møbel paa sin Plads, bladede i en eller anden Bog uden at læse. Han greb sig i at regne ud, hvad denne Nat havde kostet ham. Saa sank han ned i en Stol, og der paakom ham en dyb Medlidenhed med sig selv — med sin egen Svaghed, sin Fortvivlelse.

Pludselig fór han op. Nej, han maatte have Mshed — det var jo muligt — han var ikke langt fra at bede til Gud. »Blot hun lever, blot det, blot det, og jeg lover, det skal være min sidste Svaghed.« 

Det var et forrygende Snevejr. Blæsten red i sluttet Choc ned ad Gaden, gennem hvilken Fasting arbejdede sig frem.

Han mærkede ikke Kulden, kun Lindringen ved at presse sit glødende Hoved ind i Stormen.

Alt som han nærmede sig sit Maal, gik han langsommere.

Da han naaede Vendersgade, listede han sig langs Husene paa den modsatte Side af den, hvor Holm boede.

Han stillede sig hen i en Gadedør og saá op ad Huset. Der var rullet ned i Sygeværelset; men han kunde ikke huske, om det var noget nyt.

En Mand gik forbi og hilste ham. Han lagde Mærke til, at han vendte sig om og blev ved at sé efter ham; og det gik op for ham, at der maatte være noget besynderligt ved hans Ydre.

Han skyndte sig over Gaden, men standsede foran Døren. Endelig tog han sig sammen, gik ind og bankede paa hos Portneren.

Da Portnerkonen saá hans forstyrrede Ansigt, fik hun travlt med at tørre sine Øjne i Forklædet.

»Ja, aa ja, Hr. Doktor. Det var bedrøveligt, saa ung hun var og saa yndig i sit Væsen. Herren ta’r baade de unge og de gamle, naar det er ham belejligt — ja, han give os alle en salig Forløsning!« 

Men Doktoren var borte; Konen saá ham fare ned ad Gaden med Blæsten efter sig. Han gik og talte højt med en fuld Mands viljeløse Bevægelser.

Folk, der mødte ham, forargedes over den velklædte unge Mand, der var i en saadan Tilstand saa tidlig paa Dagen.

Men da han naaede ind til Købmagergade, rettede han sig op, og han begyndte at lave sammen paa en plausibel Historie til at bilde Carl Holm ind.

Mens han tænkte paa dette, fandt han paa, at det maaske kunde være hensigtsmæssigt at tage sig et varmt Bad til at stramme sig op med; men paa Vejen gik han ind til en Kunsthandler og købte »Un baiser«, som han kom i Tanker om, at han havde lovet Stella.