Valfart/1/1
Det er ikke godt at skulle begynde med
en Løgn. Og det, hvormed denne italienske
Rejse maa begynde, er en Kron-Løgn — en
Løgn saa grundig, at jeg ved en ung Mand,
som endnu blusser af Skam over den og tit
og ofte ønsker, at hans Strube havde lukket
sig for evig, efter at han første Gang havde
udtalt denne Løgn.
Thi den unge Mand var i visse Ting stolt: han var vant til at sige Sandhed.
Men det hændte ham, at han en Gang blev revet løs fra de smaa, snævre Mennesker, mellem hvilke han fandt sine daglige Bekymringer og sit sikre Udkomme, for at hensættes til en fri, uhyre Verden, hvor Solen skinnede rigere, og hvor det utrolige pludselig var muligt. Og der traf han midt under en lykkelig Fest, i et saa udvalgt Selskab, at han havde glemt al Forsigtighed — en forfængelig, ung Kvinde.
Det var langt borte fra det paapasselige Danmark, i det frie, moderne Paris, mellem lutter fremmede, der ikke kunde udtale hans simple, danske Navn og derfor kaldte ham Silvio. — Hvad betyder det, om Navnet klinger fremmed? hans Genvordigheder er sandfærdige nok.
Strax begyndte Silvio at lyve.
Men det, han siden med bitter Spot kaldte sin Kron-Løgn — det var den Gang Kronings-Løgne.
Bliv ikke vred paa Silvio for et lille Ordspil. Den slugvorne elsker Mad, Skøgen elsker Penge, Folket og Folkets Ordgydere elsker Kendsgærninger, hele Verden holder af det, man kan omfatte og nyde med sine to Haandflader. Men Silvio, der ikke var som den hele Verden, Silvio, der godt vidste, hvor løgnagtige og forgængelige alle kødelige Kendsgærninger er, Silvio kunde kaste sin Kærlighed paa et Ord, ikke som Tossen, men som den, der har Sandfærdighed kær.