Valfart/2/2
Naar man i én Nat har lagt Frankrig
bag sig, har gennemfaret Norditaliens vestlige
Hjørne og paa en eneste lang Morgen ind
suget alt Landets Lys — naar man har sovet
en Nat i det stolte, graahvide Genova, en
Storby for Skippere og Søfarere, i et redeligt
Hotel, der dog var et Palads, har set Palmer,
der voksede i Baljer, og Genoveserinder, der
sværmede gennem Mængden i Fantasidragter
med Maske for Næsen (thi det var sidst i
Januar og lige før Karnevalsmaaneden) — naar
man med berusede Lunger og Øjne har
fornummet Middelhavet, som ligger der aabent,
foraarstaaget og fuld af Søbriser — og naar
man har købt sig en fransk-italiensk Læsebog
for at stave sig ind i det fremmede Sprog,
mens man allerede den næste Dag befinder
sig i Iltoget, Genova-Florens — da er man,
som Silvio, lidt fortumlet og uberegnelig.
»Italien« — tænkte han — »ligner en uhyre Ruin, altfor kostbar til at ejes af nogen, hvorfor man endnu tillader de stakkels Sønner af altfor berømte Forfædre at drive om i dets Buegange og bo imellem dets øde Mure.«
Silvio kørte langs den sollyse, lunefulde, liguriske Kyst, gennem Bjærge og forbi høje Huse, der var bemalte med Billeder udvendig. Til højre for sig havde han stadig det foraarstaagede Middelhav som en Drøm i Sjælens Baggrund — en blaa Horisont bag Ordene i et Digt.
»I Italien bor alle Mennesker i Paladser og er fattige som Kirkerotter. Lutter fattige og ædle Kvinder, fattige og ædle Ynglinge. Og jeg fattige Kirkerotte« — tænkte Silvio — »jeg skal nu virkelig se Italien, jeg er i Italien. Jeg skal i disse Paladser hilse paa mine italienske Brødre og Søstre — et smilende, ejendomsløst Folkefærd, der lever fra Haanden i Munden og tror godt om sig selv og alle Mennesker. Hvor det er smukt at tro godt om sig selv og om andre. Da Italienerne for det meste er temmelig slunkne og forsultede, sker det endnu af og til, at de i Mørke paa en ensom Vej beder en tilfældig forbirejsende om Pengene eller Livet. Ja. Men det sker altid under aaben Himmel, naar Lykken bogstavelig byder sig til af sig selv — paa Landeveje eller paa afsides Steder i Byernes Udkanter, hvor man ikke behøver at komme, hvis man ikke med Overlæg vil undlives. »En Omgang Knive,« una coltellata, saaledes hedder et Knivstik paa deres flotte Sprog. Men de er uskyldige, glade og gæstfri, og hjemme i deres private Paladser hverken plyndrer eller myrder de. Et Stuemord, det hører til i Nordens Uhygge, i Vinterhovedstæderne. I Sangens og Solens Land findes kun rigtige Stratenrøvere og politiske Forbrydere. Saa og saa mange Knivstik aarlig og dernæst et Attentat paa Crispi, paa Førsteministeren, som altid kommer godt fra det og øjeblikkelig kører hen i Rigsdagen og forlanger nye Undtagelseslove mod Fædrelandets Fjender —
. . . . Dette er virkelig Italien.«