Vartegnet
Vartegnet.[1]
Af Villiers de l'Isle Adam.
Vi var en Vinteraften sammen i en Kreds af intelligente Mennesker hos en af vore Venner, Baron Xavier de la V***, en bleg ung Mand, hvem anstrængende militære Strabadser, som han allerede i en meget ung Alder havde underkastet sig i Afrika, havde bibragt et noget svækket Følelsesliv og vænnet til en temmelig extravagant Levevis. Som vi sad der omkring Kaminen, faldt Samtalen paa de mærkelige mysteriøse Sammentræf af Omstændigheder, der forekommer i visse Menneskers Liv. Da sagde Baronen:
»Nu skal jeg fortælle Dem en Historie, som jeg ikke vil ledsage med nogen Forklaring. Den er sandfærdig, og De vil vist ogsaa finde den mærkelig.
Det var Efteraaret 1876, paa en Tid da temmelig mange Dødsfald begyndte at forurolige os her i Paris, at jeg en Aften kom tidlig hjem efter en mærkelig spiritistisk Forestilling og følte mig stærkt trykket af dette arvelige Tungsind, hvis mørke Skygge lægger sig over alle mine Tanker og kuer hvert Forsøg paa Anspændelse af mine Evner.
Forgjæves har jeg efter nogle Lægers Raad drukket Masser af Senneste; forgjeves har jeg efter andres Recepter slugt Centner af Jærn; forgæves har jeg givet Afkald paa alle Fornøjelser og ved ethvert Middel søgt at bringe mine brændende Lidenskabers Kviksølv ned til Samojedernes Temperatur; intet har hjulpet! Jeg er og bliver en tungsindig og indesluttet Karakter. Men jeg maa dog trods min tilsyneladende Nervøsitet besidde en forholdsvis stærk Konstitution, siden jeg endnu ser Solens Lys.
Den nævnte Aften altsaa lagde jeg Mærke til, da jeg kom hjem og vilde tænde en Cigar ved et af Lysene paa Spejlkonsollen, at jeg var bleg som Døden; jeg begravede mig da i en stor Lænestol, et gammelt Stykke med granatfarvet Fløjelsbetræk, hvor jeg hensank i mine Grublerier. Mit Anfald af Tungsind steg denne Gang ligefrem til Ildebefindende, og da jeg ansaa det for umuligt at ryste dets mørke Skygger af mig ved almindelige selskabelige Fornøjelser ― især saa længe Stemningen i Hovedstaden var saa trykket ― besluttede jeg at tage bort fra Paris ud paa Landet for at se, om ikke Naturen til en Afvexling og legemlige Anstrængelser som Jagt f. Ex. skulde kunne sprede mit Tungsind.
Næppe var denne Tanke falden mig ind, før Navnet paa en gammel Ven, jeg i Aaringer ikke havde tænkt paa, Abbed Maucombe, dukkede op i min Bevidsthed.
Sidst jeg havde set den lærde Præst, var lige som han skulde foretage en lang Pilgrimsrejse til Palæstina. Siden havde jeg hørt, at han var kommen tilbage og bode i sin beskedne Præstegaard i en lille Landsby i Nedre-Bretagne.
Abbed Maucombe maatte vel have et Værelse til Disposition. Utvivlsomt havde han ogsaa paa sine Rejser samlet nogle gamle Bøger og andre mærkelige Sager. I Moserne der omkring maatte der desuden være nok af Vildænder. ― Hvad kunde altsaa være heldigere? Men hvis jeg ønskede at se de skovklædte Højder straale i de klare Efteraarsafteners Glans, saa maatte jeg skynde mig, for vi var midt i Oktober, og Kulden kunde snart komme.
Klokken slog ni.
Jeg rejste mig og strøg Asken af min Cigar; tog resolut min Hat, min Rejsekappe og mine Handsker paa, min Vadsæk og mit Gevær i Haanden, slukkede Lysene og gik ud ― idet jeg forsigtig drejede Nøglen om tre Gange i den gode gamle Laas, der er min Dørs Stolthed.
Tre Kvarter efter førte Bretagne-Toget mig i Retning af den lille Landsby Saint-Maur, hvor Abbed Maucombe bode. Jeg havde endda faaet Tid til paa Banegaarden at expedere et Brev, jeg i en Fart kradsede ned med en Blyant for at underrette min Fader om min Afrejse.
Næste Morgen var jeg i R., hvorfra man kun har et Par Mil til Saint-Maur.
Da jeg ønskede at sove godt om Natten for strax den følgende Morgen at kunne gaa paa Jagt, og da jeg frygtede for, at enhver Hvile efter Frokosten skulde skade min Nattesøvn, bestemte jeg mig til, for at overvinde Trætheden, at anvende Dagen til Visiter hos gamle Kammerater fra Studentertiden. Kl. 5 om Eftermiddagen, da jeg var færdig hermed, lod jeg en Hest sadle i Gjæstgivergaarden »Den forgyldte Sol«, hvor jeg var taget ind, og da den rigtige Sol var ved at gaa ned, naade jeg Saint-Maur.
Undervejs havde jeg søgt at fremkalde i min Erindring Billedet af den Præst, som jeg agtede at besøge. Det Tidsrum, der var forløbet siden vort første Møde, hans Rejser, forskjellige mellemliggende Begivenheder og hans ensomme Levevis maatte sikkert have forandret ham. Jeg vilde nok finde ham ældet og graanende. Men jeg kjendte den lærde Mands livlige Samtale, og jeg glædede mig til de Aftener, vi skulde tilbringe sammen.
Det var virkelig en god Ide, at tage herhen, kunde jeg ikke lade være at gjentage for mig selv.
Jeg spurgte et Par gamle Folk, der gik og vogtede Kreaturer langs Grøfterne, hvor Præsten bode, og fik en Forestilling om, i hvor høj Grad han ved sin Gavmildhed havde erhvervet sig sine Sognebørns Kjærlighed. De viste mig med Glæde Vejen til Præstegaarden, der laa et Stykke fra den Samling usle Rønner og Straahytter, der ellers udgjør Landsbyen Saint-Maur.
Husets landlige Udseende, dets smaa Ruder og grønne Jalousier, de tre Stentrin for Døren, Vedbendrankerne og Slyngroserne, der snode sig op ad Muren lige til Taget, hvor en lille Røgsky steg op af Skorstenen ― alt gav mig en Følelse af Hvile, Sundhed og dyb Fred. Bag Stakittet prangede Træerne i Haven med gyldenrøde Blade; vi var jo i Oktober. De to Vinduer straalede i den nedgaaende Sol; midt imellem dem var der en Niche med et Helgenbillede. Tavs steg jeg af Hesten, bandt den ved Laagen og løftede Dørhammeren, medens jeg endnu kastede et Blik rundt om paa Landskabet.
Solskjæret lyste paa de fjærne Ege- og Fyrreskove, hvor de sidste Fugle fløj hjem til Reden; Vandet i en lille sivgrot Sø gjenspejlede Himlen saa prægtig; Naturen var saa skjøn, Luften saa stille, Egnen saa mennesketom i dette Øjeblik, hvor Aftenen sænkede sin Fred over Jorden ― at jeg uvilkaarlig blev staaende i Tanker, uden at lade Hammeren falde til.
Jeg var i denne Tilstand af Trethed, hvor de overophidsede Nerver skjælver ved det mindste Indtryk. Et Blad faldt tæt ved mig; dets svage Raslen fik mig til at fare sammen. Og hele det vidunderlige Syn ligesom strømmede ind i mine Øjne. Jeg satte mig ned ved Døren og følte mig som Eneboer.
Men det varede kun nogle Øjeblikke, før jeg mærkede Aftenens Kølighed og kom til mig selv igjen. Jeg rejste mig hurtig og greb atter Dørhammeren, idet jeg betragtede Huset, der nylig saa saa smilende ud.
Atter standsede jeg og maatte spørge mig selv, om jeg var Bytte for en Hallucination.
Var det virkelig det samme Hus, jeg nylig havde set? Hvor forfaldent viste det sig ikke for mig nu med sine lange Revner i Murene, mellem de gulvisne Blade? Døren laa nok gjæstfrit indbydende med sine tre Trin; men i de graa Fliser saa jeg Spor af indhugne Bogstaver, og jeg forstod, at Stenene skrev sig fra den nærliggende Kirkegaard, hvis Kors jeg kunde skimte et Stykke borte. Huset syntes mig helt forandret, saa jeg gyste derved; og Ekkoet af Dørhammeren, som jeg i min Betagethed lod falde, gjenlød uhyggelig i dets Indre.
I min Længsel efter at møde et menneskeligt Ansigt, der kunde hjælpe mig ud af den nedtrykte Stemning, der havde grebet mig, skød jeg, uden at vente længere, Døren op og traadte ind.
Jeg befandt mig i en lang Gang, for Enden af hvilken jeg saa Abbedens gamle Husholderske, Nanon, komme ned ad Trappen med et Lys i Haanden.
»Hr. Xavier!« udbrød hun glad, da hun gjenkjendte mig.
»God Aften min gode Nanon!« svarede jeg og rakte hende min Vadsaæk og mit Gevær. Kappen havde jeg glemt i »Den forgyldte Sol«.
Jeg gik op. Et Øjeblik efter holdt jeg min gamle Ven i mine Arme. En heftig Bevægelse greb os begge og beherskede os en Stund, men saa kom Nanon med Lampen og kaldte os til Aftensbordet.
»Kjære Abbed«, sagde jeg, idet jeg stak min Arm ind under hans for at gaa ned i Spisestuen, »aandeligt Venskab er uforgængeligt, og jeg ser, at vi begge nærer denne Følelse for hinanden.«
»Der gives kristne Sjæle af nært guddommeligt Slægtskabe«, svarede han. »Verden har jo ganske vist ogsaa mindre fornuftige Trossætninger, hvis Bekjendere er rede til at ofre deres Blod og deres Lykke for dem ― Fanatikere, ikke sandt!« tilføjede han smilende. »Men lad os vælge den Tro, der er den bedste, siden vi har frit Valg, og hvad vi tror, det sker.«
»Ja«, sagde jeg, »Sagen er vel, at allerede det, at to og to er fire, i Grunden er et Mysterium.«
Vi gik ned i Spisestuen. Under Maaltidet satte Abbeden mig ind i Landsbyens Forhold, efter først at have bebrejdet mig, at jeg saa længe havde glemt ham. Han fortalte ogsaa et Par Anekdoter om Godsejerne i Omegnen, meddelte mig sine personlige Jagtbedrifter og Fiskeritriumfer, var kort sagt yderst munter og elskværdig.
Nanon løb ud og ind og opvartede os paa det bedste i enhver Henseende, medens hendes store Kappeflige stod ud fra Hovedet til begge Sider som et Par Vinger.
Da jeg rullede mig en Cigaret til Kaffen, gjorde Abbed Maucombe, der var en gammel Dragonofficer, ligesaa; og da der indtraadte et Øjebliks Pavse i Samtalen, medens vi tog de første Drag, gav jeg mig til at betragte min Vært med Opmærksomhed.
Han var en Mand paa omtrent 45 Aar, høj af Væxt, med lange graa Haar i Lokker omkring det magre, stærkt markerede Ansigt. Øjnene straalede af mystisk Intelligens. Hans Træk var regelmæssige og strænge; hans ranke Holdning havde fuldstændig modstaaet Aarenes Tryk: han forstod at bære sin lange Præstekjole. Hans Tale var som gjennemtrængt af Aand og Mildhed, og det var en Lyst at lytte til hans smukke klangfulde Stemme, der vidnede om ypperlige Lunger. Efter Aftensmaaltidet førte han mig ind i sit lille Studereværelse.
Som vi nu sad der med Fødderne paa Ildbukken lænede tilbage hver i sin læderbetrukne Lænestol, kom vi naturligvis til at tale om Gud.
Jeg var træt og hørte til uden at svare.
»Med et Ord«, endte Maucombe sin lange Udvikling, idet han rejste sig, »vi er her i Verden for at vidne ― vidne ved vore Gjerninger, vore Tanker, vore Ord, hele vor Kamp mod Naturen ― hvis vi da selv hører Sandheden til.« Og han sluttede med et Citat af Joseph de Maistre: »Det er kun Hovmodet, der skiller Mennesket fra Gud.«
»Trods dette«, sagde jeg, »har vi jo dog den Ære, vi Naturens fordærvede Børn, at leve i Lysets Aarhundrede.«
»Lad os foretrække Aarhundredernes Lys«, svarede han smilende.
Vi gik kort efter op til vore Værelser ovenpaa.
En lang Gang, parallel med den neden under, skilte min Værts Værelse fra det, der var bestemt for mig. Han vilde absolut følge mig ind for at se efter, om der ikke manglede mig noget, og som vi saa stod og gav hinanden Haanden til Godnat, faldt der et skarpt Skjær af mit Lys hen over hans Ansigt ― og fik mig uvilkaarlig til at fare sammen ved, hvad jeg saa.
Var det ikke en døende, som stod der foran mig? Det Ansigt, jeg nu saa, kunde umulig være det samme, jeg havde set under Maaltidet. Eller om det var det samme, saa syntes jeg, at jeg først nu saa det, som det i Virkeligheden var: Den Tanke slog mig, at det nu gik mig ganske paa samme Maade med Abbeden selv som før med hans Hus.
Det Ansigt, jeg her saa, var forstenet og blegt som en død Mands, og Øjenlaagene var sænkede. Havde han glemt min Nærværelse? Eller bad han maaske? Hvad gik der dog af ham, saadan som han saa ud. ― Der var kommet en saa pludselig Højtidelighed over hans Skikkelse, at jeg uviikaarlig lukkede Øjnene. Da jeg efter et Sekunds Forløb atter slog dem op, stod den gode Abbed der fremdeles ― men nu var han sig selv igjen fra før. ― Gud ske Lov! Hans venlige Smil spredte al min Uro. Dette Indtryk havde ikke varet saa længe, at der var blevet Tid til at rette noget Spørgsmaal. Det havde været en pludselig Indskydelse ― en Slags Hallucination.
Maucombe ønskede mig endnu en Gang Godnat og gik.
Da jeg blev alene, sagde jeg til mig selv: Det er blot en ordentlig Søvn, du trænger til.
Det er bekjendt, at naar man er overtræt, kan man ikke falde i Søvn strax. Alle Jægere har prøvet det. Jeg havde sat mit Haab til en god Nat. Men efter ti Minuters Forløb mærkede jeg, at mit nervøse Ildebefindende aldeles ikke gjorde Mine til at vige for Søvnen. Jeg laa og lyttede til Træormenes afmaalte Tik-Tak i Træværket, og fo'r sammen, naar Grenene i Blæsten raslede mod hverandre ude i Haven eller Vedbendrankerne slog mod mine Ruder. Min Høresans var skærpet i en Grad som hos Folk, der skal til at dø af Sult.
»Jeg drak to Kopper Kaffe før«, tænkte jeg: »det er nok det, der er i Vejen!«
Jeg satte mig op i Sengen og gav mig til at stirre paa Flammen i Lyset, som endnu stod og brændte paa mit Bord. Over mit Hovedgærde hang et lille Vievandskar af broget Porcellæn med en Buxbumgren i. Det faldt mig da ind, at jeg kunde væde mine Øjne med det indviede Vand for at forfriske dem. Derpaa blæste jeg Lyset ud og lukkede Øjnene. Søvnen nærmede sig; jeg blev roligere og sov ind.
Da blev der pludselig banket tre haarde, bydende Slag paa mín Dør.
»Hvem er det?« raabte jeg og fo'r op af Søvne.
Jeg mærkede nu, at jeg allerede havde sovet, men vidste i Øjeblikket ikke, hvor jeg var; jeg trode, jeg var i Paris. Den Slags Glemsomhed kan man undertiden gjøre sig skyldig i, lige naar man vaagner op. Men da jeg næsten i samme Øjeblik havde glemt, hvad det var, der vækkede mig, sank jeg atter hen i en fuldstændig Ubevidsthed om Situationen.
Men, det er sandt! faldt det mig saa atter pludselig ind; man bankede jo paa Døren. ― Hvem mon det var?
Som jeg var naat saa langt i min Tankegang, dukkede der op i min Bevidsthed en dunkel og forvirret Forestilling om, at jeg ikke var i Paris, men i en Præstegaard i Bretagne, hos Abbed Maucombe.
I mindre end et Sekund var jeg ude af Sengen og midt ude paa Gulvet.
Det første Indtryk, jeg fik sammen med den kolde Fornemmelse i Fødderne, var Indtrykket af et stærkt Lys. Den fulde Maane, der sad lige for mit Vindue oppe over Kirken, skinnede ind mellem de hvide Gardiner og tegnede med sit kalde, blege Lys en Trekant paa Gulvet.
Da jeg nærmede mig Døren, traf en Lysplet fra Nøglehullet mit Haand og mit Ærme. Der var dog altsaa nogen uden for Døren; man havde virkelig banket.
Men to Skridt fra Døren blev jeg pludselig staaende.
Beskaffenheden af den Plet, der viste sig paa min Haand, overraskede mig. Den havde en kold, mat Glans, der ikke lyste. ― Og hvordan kunde det være, at jeg ikke gjennem Sprækken under Døren saa nogen Stribe af Lyset i Korridoren? Nej, Pletten fra Nøglehullet lignede snarere en Ugles skinnende Katteøje, der stirrede paa mig.
I det samme hørte jeg udenfor i Nattevinden Uret paa Kirken slaa tolv.
»Hvem er det?« spurgte jeg med lav Stemme.
Da forsvandt Lyspletten; jeg nærmede mig . . . Men da aabnedes Døren ― langsomt og stille.
Foran mig ude i Gangen stod en høj, sort Mand ― en Præst med Kalot paa Hovedet. Maanen oplyste hele hans Skikkelse med Undtagelse af Ansigtet: jeg saa kun Ilden i hans to Øjne, der betragtede mig stift og højtidelig.
Et Pust som fra den anden Verden omgav denne Gjæst; hans Holdning forfærdede mig. Lammet af Rædsel betragtede jeg tavs denne forfærdelige Skikkelse.
Pludselig løftede han langsomt Armen imod mig og holdt en lang Gjenstand op for mig. Det var en Kappe, en stor sort Rejsekappe. Han rakte den hen imod mig som for, at jeg skulde tage den! . . .
Jeg lukkede mine Øjne for ikke at se det ― vilde ikke se det! Men i det samme fløj en Ugle tæt forbi midt imellem os med et frygteligt Skrig, og Lufttrykket fra dens Vinger strejfede mine Øjenlaag, saa jeg atter slog dem op og saa den flyve gjennem Værelset.
Jeg følte en saadan Skræk, at Haarene rejste sig paa mit Hoved; og rallende af Angest ― jeg havde ikke Kraft til at skrige ― stødte jeg Døren i med begge mine Hænder. Besynderligt nok forekom det mig, at alt dette skete uden mindste Lyd.
Det var mere, end min Organisme kunde bære. Jeg havde en Fornemmelse, som om jeg mistede Bevidstheden. Da jeg atter vaagnede, fandt jeg mig siddende oprejst i Sengen med Armene strakte ud foran mig, iskold og med Panden badet af Sved; mit Hjærte bankede voldsomt.
Hvilken forfærdelig Drøm! tænkte jeg.
Men skjønt jeg nu var vaagen, vilde Angesten ikke forsvinde. Det varede noget, før jeg vovede at røre mig for at søge efter Tændstikkerne; jeg frygtede for i Mørket at føle en kold Haand gribe om min.
En nervøs Skjælven gjennemfo'r mig ved Lyden af Tændstikkerne, da jeg tog dem paa Lysestagen. Omsider fik jeg dog Lyset tændt.
Øjeblikkelig følte jeg mig bedre. ― Jeg besluttede at drikke et Glas Vand for fuldstændig at komme mig og stod derfor op af Sengen.
Da jeg kom hen til Vinduet sad Maanen virkelig der oppe og saa ud ganske som i min Drøm, uagtet jeg ikke havde set den før, da jeg gik i Seng; og idet jeg med Lyset i Haanden gik hen for at undersøge Laasen i Døren, fandt jeg, at Nøglen virkelig var drejet om indvendig fra, hvad jeg ikke mindedes at have gjort, da jeg gik i Seng.
Jeg kastede sky et Blik omkring mig; det hele forekom mig højst paafaldende. Imidlertid gik jeg atter i Seng, og søgte at overbevise mig om, at det naturligvis alt sammen kun var en ond Drøm; men jo mere jeg tænkte, des mindre beroliget blev jeg. Til sidst overvældede Trætheden mig, saa jeg atter faldt hen trods min Angest.
Da jeg vaagnede, skinnede Solen nok saa muntert ind i mit Værelse.
Det var en dejlig Morgen. Mit Ur, der hang over Hovedgærdet, viste 10. Og hvad er mere styrkende og oplivende end Dagen og den straalende Sol især naar man mærker, at Luften ude er fyldt med Vellugt, og at en frisk Vind blæser hen over Marker og Træer og Buske og de dugvaade Blomster langs Grøfterne.
Jeg klædte mig hurtig paa uden at tænke paa Nattens Uhygge, øste gjentagne Gange koldt Vand over mit Hoved, til jeg følte mig fuldstændig frisk, og gik saa ned.
Abbed Maucombe sad i Spisestuen ved Bordet, der allerede var dækket; han læste i en Avis, medens han ventede paa mig.
Vi rakte hinanden Haanden.
»Har De sovet godt, min kjære Xavier?« spurgte han.
»Udmærket!« svarede jeg uden egentlig at tænke over, hvad jeg sagde af ren Vane. Jeg følte nemlig, at jeg havde en god Appetit, og andet tænkte jeg ikke paa i Øjeblikket.
Nanon kom i det samme med Frokosten.
Pludselig huskede jeg min Drøm.
»Det er sandt, kjære Abbed«, sagde jeg, »jeg har i Nat haft en højst mærkelig, ja forfærdelig Drøm ― jeg ved knap, hvorledes jeg skal betegne den. Nu skal De høre«. ― Og medens jeg skrællede et Æble, fortalte jeg ham i alle Enkeltheder den uhyggelige Hallucination, der havde forstyrret min Søvn.
Da jeg var naaet til, at Præsten rakte mig Kappen og førend jeg endnu havde fortalt dette ― blev Spisestuedøren aabnet, og Nanon traadte ind og afbrød mig, idet hun rakte mig et Brev.
»Et Brev, allerede!« udbrød jeg, og glemte fuldstændig min Historie. »Det er fra min Fader. De tillader vel nok, at jeg læser det med det samme?«
»Naturligvis!« sagde Abbed Mancombe, der blev smittet af min Interesse for Brevet og ligeledes glemte Historien.
Jeg brækkede Brevet.
»Det var kjedeligt«, sagde jeg, »næppe er jeg kommen, før jeg atter maa rejse.«
»Hvorfor?« spurgte Abbed Mancombe og satte Koppen fra sig uden at drikke.
»Jo, min Fader skriver, at jeg snarest mulig maa komme tilbage i Anledning af en vigtig Sag, en Proces. Jeg havde gjort Regning paa, at den ikke vilde komme for før i December, og nu faar jeg at vide, at den vil blive paadømt i Løbet af fjorten Dage; og da jeg alene er i Stand til at bringe de Aktstykker i Orden, ved Hjælp af hvilke vi kan vinde Processen, saa er det nødvendigt, at jeg rejser. Men det er meget kjedeligt!«
»Ja, det er virkelig meget kjedeligt!« sagde Abbeden. »Men lov mig saa i det mindste, at saa snart denne Sag er forbi, kommer De igjen. Den vigtigste Sag er dog vor Frelse; jeg haabede allerede, at jeg skulde kunne udrette noget for Dem i den Retning, og tænkte, at den gode Gud havde sendt Dem ― og saa rejser De strax fra mig!«
»Kjære Abbed«, svarede jeg, »jeg lader mit Gevær blive tilbage, inden en Maaned er jeg her igjen, og saa vil jeg blive her nogle Uger, om De vil have mig saa længe.«
Ja, saa rejs da, naar det ikke kan være andet, sagde Abbeden.
»Det drejer sig om saa godt som hele min Formue,« bemærkede jeg.
»Gud er vor største Formue!« sagde Abbeden enfoldig.
»Hvad skulde jeg leve af i Fremtiden, hvis . . .?«
»I Fremtiden? Ingen ved, hvad Fremtiden bringer,« svarede han.
Kort efter rejste vi os fra Bordet, trøstende os ved Haabet, om, at jeg snart skulde komme tilbage. Vi gik ud i Haven for at bese den, og hvad der ellers hørte til Præstegaarden. Senere spaserede jeg alene, medens han læste Messe, og da han kom tilhage, fortalte han mig en Del om sin Rejse i det hellige Land.
Aftenen kom, Efter et tarveligt Maaltid sagde jeg til Abbed Maucombe:
»Hør nu kjære Abbed; Exprestoget gaar Kl. 9 præcis. Herfra og til R. har jeg vel en halvanden Times Vej. Desuden maa jeg have en halv Time til at ordne mine Sager i Hotellet, hvor jeg skal sætte Hesten af; i alt to Timer. Klokken er 7, altsaa maa jeg afsted nu.«
»Jeg vil følge Dem lidt paa Vej,« sagde Præsten; »jeg kan have godt af Turen.«
»Det er sandt«, sagde jeg, optaget af mine egne Tanker, »her er min Faders Adresse i Paris, hvis vi skulde komme til at skrive til hinanden.«
Nanon tog Kortet og stak det i en Sprække i Spejlet.
Tre Minuter efter forlod Abbeden og jeg Præstegaarden; vi gik sammen ned ad Landevejen, medens jeg førte min Hest ved Tøjlen. Mørket var allerede begyndt at falde paa, og da vi havde gaaet en halv Snes Minuter, kom der pludselig en kold og gjennemtrængede Regnbyge.
Jeg standsede og sagde til Abbeden: »Hør nu kjære Ven, De maa ikke gaa med længer. Deres Liv er kostbart, og denne isnende Regn er meget usund. De maa vende om. Det kunde blive farligt for Deres Sundhed, hvis De blev gjennemblødt.«
Nølende gav Abbeden efter. »Men jeg har jo Deres Løfte, ikke sandt?« sagde han til mig.
Og da jeg rakte ham Haanden, føjede han til: »Vent et Øjeblik! De har en lang Vej endnu, og Bygen er virkelig gjennemblødende.«
I dette Øjeblik kom Maanen op bag Granerne paa Højene og oplyste Hederne og Skovene i Horisonten. Den kastede sit kolde, blege Lys ned over os, og vore og Hestens Skygger tegnede sig lange paa Vejen. Henne fra et af de gamle Stenkors, der findes overalt i denne Egn af Bretagne, hørte jeg et uhyggeligt Skrig, en Allikes skarpe Falcettone. Og i det samme fløj en Ugle op, der havde siddet paa en Egegren, og fo'r skrigende lige midt imellem os.
»Jeg kan jo være hjemme paa et Minut,« vedblev Abbed Maucombe: »tag derfor denne Kappe! ― De maa endelig tage den,« tilføjede han i en Tone, jeg aldrig glemmer. ― »De kan sende mig den med Hotelkarlen, der hver Dag kommer her til Byen . . . Tag den nu!«
Med disse Ord rakte Abbeden mig sin lange, sorte Kappe. Jeg kunde ikke se hans Ansigt, som den brede Præstehat beskyggede: men jeg kunde skjelne hans Øjne, der betragtede mig stift og højtidelig.
Han kastede Kappen over Skuldrene paa mig og hægtede den sammen om mig med en øm og bekymret Mine, medens jeg afmægtig lukkede Øjnene. I det samme vendte han sig om og skyndte sig bort. Mekanisk steg jeg til Hest, hvor jeg en Stund blev siddende ubevægelig.
Jeg var nu ene paa Landevejen og kunde høre hver Lyd omkring mig. Idet jeg atter aabnede Øjnene, saa jeg, at Maanen igjen var skjult af mørke Skyer. Naturens Ensomhed greb mig.
«Rolig!« sagde jeg til mig selv. »Du har lidt Feber; det er det hele!«
Pludselig kom der henne fra Skoven i Horisonten en Skare Ravne, der med susende Vingeslag fløj hen over mit Hoved hen i Retning af Præstegaarden og Kirketaarnet, hvorfra Vinden bar deres triste Skrig imod mig. Jeg følte mig greben af en forfærdelig Angest. Hvorfor ― vil vel ingen kunne sige. Jeg har ofte været i Ilden og set Døden under Øjne, saa i Retning af Frygt er maaske mine Nerver mere afstumpede end selv de mest flegmatiskes og blodfattiges: men jeg tilstaar, at i dette Øjeblik var jeg bange. Jeg skammer mig ikke derover, jeg er til en vis Grad endog stolt af min Frygt. Jeg lader andre om ikke at frygte for den Slags Ting.
Krampagtig jog jeg Sporerne i Siderne paa den stakkels Hest, og med lukkede Øjne, slappe Tøjler og holdende mig med Hænderne fast i Manken, medens Kappen flagrede lige ud bag mig, fløj jeg afsted i en saa voldsom Gallop, at Hestens Bug næsten berørte Jorden. Utvivlsomt meddelte min overtroiske Rædsel sig instinktmæssig til Dyret. Paa denne Maade naade vi Byen i mindre end en halv Time. Først ved Hestens Hovslag mod Forstadens Stenbro løftede jeg atter Hovedet og aandede beroliget.
I Herberget tog jeg Plads foran Ilden. Blot det, at høre nogle Fragtmænd snakke ude i Gaarden, satte mig i en Tilstand af Henrykkelse. Det var, som vendte jeg tilbage fra Dødens Land. Jeg sad og saa ind i Flammerne, drak et Glas Rom, og fik endelig Herredømmet over mig selv igjen. Det var, som vendte jeg tilbage til det virkelige Liv. Og nu var jeg ikke fri for at skamme mig over min Panik.
Med hvilket skeptisk Smil undersøgte jeg ikke Abbedens sorte Kappe, da jeg leverede den til Værten! Hallucinationen var ganske forsvunden.
Den nævnte Kappe syntes mig slet ikke at frembyde noget som helst mærkeligt eller ejendommeligt ― det skulde da være, at den var lappet og stoppet med en Slags besynderlig Omhu. Det var uden Tvivl Abbed Maucombes Hjertensgodhed, der fik ham til at give sine Penge til de fattige i Stedet for at kjøbe sig en ny Kappe for dem.
»Det træffer sig heldigt«, sagde Gjestgiveren, »Karlen skal netop ud ad den Kant og kan bringe Kappen tilbage endnu i Aften.«
Da jeg en Time efter sad i Kupeen med Fødderne paa Varmeapparatet og indhyllet i min egen Rejsekappe, sagde jeg til mig selv, idet jeg tændte mig en god Cigar og i det samme hørte Lokomotivets Fløjten:
»Den Lyd holde jeg mere af end af Uglernes og Ravnenes Skrig.«
Ja, jeg maa endog tilstaa, at jeg begyndte at fortryde, at jeg havde lovet at komme tilbage.
Til sidst faldt jeg i Søvn og glemte fuldstændig det forefaldne; først senere kom jeg til at indse, hvilket mærkeligt Sammentræf det hele var.
Jeg maatte blive sex Dage i Chartres for at samle Aktstykker, der siden ogsaa førte til et heldigt Udfald af vor Proces.
Fuldstændig optagen af Papirer og Proces naade jeg endelig Paris lige otte Dage efter min Afrejse fra Præstegaarden.
Jeg gik hjem; Klokken var ni om Aftenen. Jeg traf min Fader i Dagligstuen. Han sad ved et lille Bord med en Lampe og holdt et aabent Brev i Haanden.
Vi havde ikke talt mange Ord sammen, før han sagde:
»Du ved naturligvis ikke, hvilken Nyhed dette Brev indeholder: vor gode gamle Abbed Maucombe er død kort efter din Afrejse fra Præstegaarden.«
Jeg kom i stærk Bevægelse ved disse Ord.
»Hvad siger du?« udbrød jeg.
»Jo død ― i Forgaars ved Midnatstid ― fire Dage efter din Afrejse ― som Følge af en Forkølelse, han havde faaet paa Landevejen. Brevet er fra den gamle Nanon. Stakkelen synes i den Grad at have tabt Hovedet, at hun to Gange gjentager det samme . . . noget om en Kappe . . . Ja, læs selv!«
Han rakte mig Brevet og jeg læste disse simple Linjer:
»Han var meget glad over, at han i sin sidste Time kunde være indhyllet i og siden blive begravet med den Kappe, som han havde bragt med hjem fra sin Pilgrimsrejse i det hellige Land, og som havde rørt ved den hellige Grav.«
- ↑ Forfatteren hører til den saakaldte »Parnas-Bohéme«, hvorfra de nuværende Dekadenter og »Spiritualister« har deres Udspring. Han var født 1833 og døde for to Aar sider. Han var en af de efterromantiske Forfattere, som Foredragsholderen Prof. Léon Bloy i Foraaret saa varmt anbefalede i Modsætning til Zola og andre realistiske Forfattere. Enhver sin Smag.