Brev til Kongen 1772

Til Kongen af Peter Frederik Suhm
af Peter Frederik Suhm

Åbent brev udgivet af Suhm straks efter Struensees fald med en opfordring til kong Christian 7. Fra Suhms Samlede Skrifter bind 16, 1799 (tallene i klammer henviser til sidetallene i denne bog). Note skrevet af udgiveren Rasmus Nyerup: "Under denne Titel udkom nogle Dage efter Regjeringsforandringen den 17 Januar 1772 det berømte Brev til Kongen, der ved den Mængde Afskrifter og Aftryk, i Original og i Oversættelse, blev mangfoldiggjort vel million Gange, og hvis Værd, paa samme Tid det saaledes af de Fleste blev ligesom forgudet, af Somme blev alt fordybt nedsat. Blant dem som nu siden efter, da man mere upartisk og med mere koldt Blod kan ansee Tingene, synes at have været alt for meget indtagne imod Brevet, hører Forfatteren [Tyge Rothe] af Udsigten over Suhms Levnet og Skrifter, (See S. 58); men han havde dengang endnu ikke læst det mærkelige Document i Sagen, som under No. II her strax efter fremlægges for Publicum."

[3]

Længe nok have Religion og Dyd været hos os traadde under Fødder; Retsindighed, Ærbarhed alt for længe forviste fra vore Grændser. Dog er Du, o Konge, uskyldig herudi. En skammelig Sammenrottelse af nedrige Folk havde bemestret sig Din Person; gjort Adgangen til Dig umulig for alle Retskafne; Du saae og hørte kun igjennem deres Øjne og Ører. Imedens dit Land svemmede i Taarer; Frygt, Forskrækkelse, Angest herskede allevegne; imedens det Danske Navn var blevet til en Vanære, og man udenlands ej torde bekjende sig til det; imedens Patrioterne stode forbausede, Rigerne udsuedes, det Kongelige Huses Sol formørkedes, og Alting var til Pris for Æreskjændere, for Røvere, for Guds-Bespottere, for Dyds og Menneskelighedens Fiender; imedens alt dette skeede,

[4]

Da var Du fornøjet, fordi Du tænkte, at Alle vare fornøjede, at Undersatternes Lyksalighed fremmedes. Velsignet være Juliane! Ophøjet være Prinds Friderich! Takket være alle de Patrioter, alle de som af rene Hensigter have revet det Baand fra Dine Øjne, som hindrede Dig i at see; som have hævnet Dig og Riget; som have vovet deres Liv for vor Frelse; som have igjen givet Dig Din rette og væsentlige Magt. Og sandelig det var paa høj Tid, thi jeg saae Borger hvæsse sit Sværd mod Borger, forhen fredelige Folk at ophidses til Mord. Maaskee havde Din Residence-Stad inden faa Dage bleven et Offer for Luen, kun været en ynkelig Stenhob; og Dannemark og Norge ulyksalig under den Konge, som ivrigst ønsker deres Vel. See Konge, Glæden af Dine Undersaaters Øjne! Besku med Eftertanke deres Fryde-Ild, deres frivillige Fryde-Ild. Lad saa mange Kongers Blod, som rinder i Dine Aarer, opvarme Dit Hjerte til selv at see til Dit Folk. Saa gjorde Christian den Fjerde; saa gjorde Friderik den Fjerde; forevigede

[5]

Navne! Lad Smigrere ej indbilde Dig, at Du er alerede dem, men stræb at blive som de. Af Gud og Dit Folk har Du Enevolds-Magten; Du er ogsaa Gud og det Regnskab skyldig, hvorledes Du bruger den. En forfærdelig Magt, Enevolds-Magt! Jo større Magt, jo større Pligter. Sæt selv Skranker for denne Magt, ved at erkjende Gud over Dig, ved at tilsee sit Folks Beste, ved at udvælge værdige Mænd, og Du har den værdigste i Din Broder, ved ej at dømme og afsætte Nogen uden efter Lovene, ved at ophøje mest Dine egne Undersaatter. Lad os igjen i Dine Befalinger høre vort eget kjære Sprog, Du er jo Dansk, og jeg veed at Du kan Dansk. Lad det fremmede Sprog være et Kjendemærke paa den nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at nedlade sig saavidt. Læg Tømme paa Egenraadige, og land Ingen forurettes, allermindst ved aabenbare Bold, endog om den traf de allersletteste Mennesker. Lad de med Uret afsatte og Forviste komme tilbage; Lad nyttige Mænd iblandt dem igien beklæde Embeder; Gjør ej formange og hastige Forandringer, at ej den til-

[6]

kommende Tid skal blive lig den forbigangne. Lad ej ældgamle Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøje de sidste; revs lemfældig dem, som det er muligt at behandle med Naade, men straf retfærdig uden Skaansel dem, som have vanæret Dig og os. Afværg, at Din Faders Monumenter ej forfalde. Indskrænk de bekostelige Lystigheder. Undersøg nøje Landets Gjeld, og betal den retmæssige. Lad Norge, det tro og tappre Norge, faae sin Mønt igjen; Lad dets Helte aldrig mere blive forjagede fra Thronen, Helte, som ere Thronens sikkerste Stytte. Glem ei Banquens, Handelens Tilstand, og lad den sidste ej mere være et Maal for nogle Egennyttige. Er det mueligt da afskaf de haarde Skatter, som betynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddel dem ligere; med Glæde skal jeg efter Ævne bære den Del, som forhen laae paa den Usle. Da skal Enevolds-Magtens Land være Friheds, Glædes, Overflødigheds, Trygheds Land, mere end det fri Engelland selv, hvor egennyttige og nedrige Ministre vel ej kunne hindre Folkets Raab at komme før Kongen, men hvor de dog hindre Virkningen deraf,

[7]

hvor de tør understaae sig at fængsle Folkets Forsvarere, dem som tale en hellig Sag. Danmark Norge og Fyrstendømmene tale gjennem min Mund til Dig, o Konge! Hverken Hykleri, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen. Ikke har jeg nedrig eller flittig gjort Opvartning for de forrige Ministre; Aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa, eller bukket for de sidste Afskum; Alridg har jeg som en Betler nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takker jeg for, at de have sat mig i Stand ej at bede om Noget. Hør derfor Sandheden af min Mund, en Sandhed, som ej kan være mistænkt, Sandhed, som fast altid udelukkes fra Kongens Sæde: Frygt Gud, elsk Dit Folk, regjer selv, tro Din Broder. Da ville vi og Eftetiden kalde Dig Kong Christian den Store, den Vise, den Gode. Vor Formue, vore Børn, vort Blod staae til Din Tjeneste; for Dig, for Juliane, for Friderich, for Fædrenelandet flyder det. Dit Konge-Hus, det Danske og Norske Rige ville da staae til Verden falder. Den, som ej tænker saa, er ingen Dansk, ingen Normand; men hvo tænker anderledes,

[8]

Uden de, som ere solgte til Laster. Hvo ærer og ophøjer ej den farlige, men ærefulde Nat, som sønderbrød vore Lænker, som gjorde os igjen til et Folk. Herlige Nat! Tilkommende Homerer og Virgiler skulle besjunge Dig. Saa længe danske og norske Helte ere til skulle Julianes, Friderichs, Ros vedvare, men ej forøges, thi det er umuligt; Verden vil atlsaa før blive til intent, end deres Ære forgaae. Evige Gud! Du som hersker over Konger, over Mennesker og Verdener; Du som med Dit Vejrs Aande haver bortspredet de Ugudelige, og gjort deres Anslag til intet; giv os Forstand og hjerter til at indsee Din vise Bestyrelse, til at erkjende Din Almagt, til at følge Dine hellige Love! Giv vor Konge Kraft til at hænge fast ved Dig, lad Ham indsee, at Du er Hans Konge, og Han er vor Fader! Det skee! det skee!