Breve fra Ensomheden/11
4 JULI.
Naar jeg tidligere er falden i Tanker over en Kvinde, hvis Øjne blændede mig eller hvis Sjæl drog mig, har min første Følelse været Forundring. Derefter har jeg kæmpet en oftest kort Kamp for at vinde denne Kvinde. Blev jeg Sejrherre, tabte min Forundring sig lidt efter lidt under Foragtens stille Smil. Vandt jeg hende ikke, havde jeg dog Kampens lykkelige Timer som Minde.
I dette Tilfælde føler jeg ganske anderledes. Her er jeg Tilskueren, den rolige og kolde. Jeg kunde gerne sige Sceneinstruktøren. Men ikke blot det! Naar jeg blidt har tilhvisket denne unge Kvinde alle Længslers hvide Sange, naar jeg for hendes taarefyldte Øje har fremtryllet de Undere, der for mig ikke er Undere nok, og hendes Læber saa skælver, hendes Pande brænder, medens den frembrydende Lykke spejler sig i mine Øjne — vil min Sjæl da ikke blive henrykt, min Høst rig? Vil hun ikke i sin Uskyld bringe mig mere end nogen anden Kvinde formaar? Og kan jeg da ikke uden Skam tilraabe hende: »Jeg elsker Dig«!
Desværre er jeg ikke kommen mange Skridt videre. Jeg har jo nok talt med hende, men vor Samtale har været uden Stemning. Støvet fra Alfarvej hænger endnu ved mine Klæder, og jeg har manglet enhver gunstig Lejlighed til at bestige min Kongestol i de skønne Ords Kongerige.
I Dag stod vi i Villahaven. Hun havde en afplukket Rose ved sit Bryst. Pludselig saa hun paa mig og hævede Rosen til sine Læber. Jeg strakte min Haand frem. Desværre viste Dr. Frank sig i samme Øjeblik, og hun lod Rosen falde.
Var den Rose og det Kys ikke bestemt for mig?