Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/5

by Edvard Brandes

JOACHIM DANIEL PREISLER.

Det Juul'ske Billede af en Sultaninde, som her er gengivet, viser i yppig Harems-Ynde en Skønhed, der brat forandrede den Mands Tilværelse, hvis Navn staar over denne Skitse. Ved en Skæbnens Ironi er hans Billede ikke opbevaret. Den berømte Kunstnerfamilie han tilhører, synes ikke at have brudt sig om at forevige den forlorne Søns fine Ansigtstræk; men hendes Portræt hænger i det kgl. Theaters Foyer. Og saaledes er hendes Navn ogsaa endnu bekendt; om »den smukke Madam Preisler« verserer der stadigt morsomme Anekdoter — men han, som var langt mere Person end hun, som af Naturen var udstyret med dens mest besnærende Gaver, og som i en Periode, der var rig paa betydelige dramatiske Kunstnere, hævede sig paa sit Omraade som Ingen underlegen, han er glemt eller mindes kun som Madam Preislers Mand.

Naar man spørger endnu levende Ætlinge af Slægten Preisler, fortælles der om ham med en Blanding af Stolthed og Hovedrysten. Han var saa smuk og saa talentfuld — han sank saa dybt. Hoved og Hjærte var godt nok — men Karakteren var saa svag.

Unægteligt. Han havde én Vilje hver Dag. Gode Genier syntes at have staaet ved hans Vugge. Skønhed og et indtagende Væsen var ham skænket. Han blev opdragen under rige Vilkaar, hans Uddannelse lededes omhyggeligt, han havde de bedste Lærere, i Opvækst og Ungdom en aandfuld Omgangskreds. Hans Talenter vare mangeartede, boglige og oratoriske, musikalske og sproglige, men der fattedes i hans Sjæl et Holdepunkt, der kunde sammennitte de flagrende Anlæg og Drifter. Der saa ud derinde som i et Kaleidoskop, blot et Stød udenfra og saa rystedes Alting sammen: Ønsker, Talenter, Laster, gode Forsæt, Ærlighed, Lidenskaber, og det var rent tilfældigt, hvad der kom frem, enten et Billede saa straalende, at Glansen blændede eller en saa skærende Farvesammensætning, at Øjet med Afsky vendte sig bort fra den forvirrede, usammenhængende Sjæl. Hans herskende Evne var den, hver Dag at have en ny herskende Evne. Han var i sit Liv en Spiller, som altid satte sin hele Tilværelse paa et eneste Kort, men han var beau joueur, hvad enten han tabte eller vandt, spillede han Partiet helt tilende.

Efter en Ungdom, kastet til alle Vinde, synes det en Tid som om hans Liv har faaet sit Brændpunkt. Han bliver Skuespiller. Efter nogen Famlen begynder han at spille sig selv, han anvender alt hvad godt og daarligt, der boer i ham, til at frembringe en Række sceniske Figurer. Han er afvekslende elegant Kavaler, affekteret Spradebasse, lystig Ungdomsforfører, Spiller, Dranker, Vellystning, salvelsesfuld Præst — det er hver Gang et af de farvede Smaastykker i Kaleidoskopet, som i Livet syntes simpelt Rudeglas, men som paa Scenen lyser frem som Diamant. Han bliver en stor Skuespiller ved saaledes at krænge sin Sjæl for Publikum.

Saa efterhaanden trættes han. Lasterne sløve ham. Ungdommen svinder, som smeddede hans Hukommelse jærnstærk, som gjorde det daglige Arbejde til en Leg, som ildnede hans Nerver og Muskler trods hensvirede Dage og søvnløse Nætter. Han er intet ungt Menneske mere, 35 Aar; Manddommen skal begynde, men han kan ikke blive Mand. Han kan ikke føre den halvt rolige Tilværelse, han som kongelig Skuespiller er kommen ind paa, hans Sind trænger til det Nervepirrende, og han har ikke længer Theaterfeber. Han har fast Fod paa Brædderne og han elsker det Gyngende, hvor det enten bærer eller brister. Og saa brister det: en skøn Dag løber han fra Theater, fast Stilling, Kone, Barn, Hjem og det Hele; han dukker under, ned i de forfaldne Geniers Nat og kommer aldrig, trods hidsige Anstrængelser og viljespænstigt Arbejde, op igen til Overfladen og Dagen. Som et Meteor havde han en kort Tid lyst paa den malede Theaterhimmel og falder fra et Meteors Højde ned som en Sten uden at kunne rejse sig mere.

Preislers Personlighed er forekommet mig interessant, og jeg vil i det Følgende forsøge at skildre hans Liv, saavidt de meget mangelfulde Aktstykker tillade.

I.

For lidt over hundrede Aar siden, i Januar Maaned 1779, var det fornemme København i Oprør paa Grund af en Bekendtgørelse i Adresseavisen, i hvilket det hed: »Iaften opføres Det unge Menneske paa Prøve, i hvilket en Debutant vil vise sig i Leanders Rolle«. — Om man havde set det? Saa var det da virkelig sandt, at den unge Preisler, om hvis Galskaber alt saa meget havde forlydt, nu vilde gøre sin Familie den største Spe og Skam. Hvad Faderen, Justiceraaden Preisler vel sagde dertil? Og saa ovenikøbet, at tænke sig, at det var for et Fruentimmers Skyld, han afbrød sin diplomatiske Karrière, hvortil man sagde ham saa yderst habil, at man talte om intet mindre, end at han engang skulde succedere selve Hans Excellence Minister Bernstorf. Denne havde nok tænkt paa at hæfte ham, men for Familiens Skyld undladt det. Hvem Pigebarnet var? En Actrice, der havde debuteret for et Aarstid siden, var køn, men ellers Ingenting. Og saa havde den unge Preisler føjet til det andet den Sottise og den Haan mod alle Vedtægter, at gifte sig med hende. Uden mindste Grund. Theaterdamer plejede just ikke at være Lucretier, og Preisler var dog ellers smuk og indtagende nok til at vinde et Pigebarn, uden at gribe til Ægteskab. —

Det kan ikke nægtes, at de gode Københavnere havde Grund til at forbavses. Uden Kundskab til Preislers Naturel maatte det synes Afsind, at han paa engang begik to saa eklatante Dumheder, som at gifte sig med Jomfru Devegge og blive Skuespiller. Ikke desmindre havde hans Liv hidtil været saa forvirret, at der næsten syntes at komme Orden og Fornuft i det ved saadan halsløs Gerning. Hans Nærmeste maatte ønske, at han vilde foretage et eller andet Skridt, hvor galt det end var, naar det blot førte et Sted hen, hvorfra ingen Udvej var. Og det at gaa til Theatret og ægte en Skuespillerinde, det var i Aaret 1779 i København et Skridt som satte Bom. Den, der var kommen indenfor Scenen, slap ikke mere ud; vestigia terrent burde have staaet over Indgangen, thi Fodsporene førte alle ind. Udenfor laa borgerlig Ære, selskabelig Ligeberettigelse, Muligheden til at hæve sig over sine Medborgere. Indenfor lyste tilfredsstillet Forfængelighed, et Slags berømt Navn, og hyppigt et muntert og nydelsesrigt Liv. Det dannede Samfunds Avers var dengang Whistklubberne, de store Spisegilder og lidt højere oppe den stokbornerte Hofkreds, saa fæstningssikker i sin Forstenethed, at Struensee med sit Hoved maatte betale Forsøget paa at puste Liv i det Døde. Reversen var Skribentselskaberne, prægede af Fattigdom, sentimental Venskabsglæde og literær Kiv, og i Særdeleshed var det Theatret, der for de Intelligente udgjorde Byens aandelige Midtpunkt. Privatkomediens Betydning ved Slutningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette vil man kun forstaa, naar man fastholder, at det var den, der lagde Bro mellem de to Samfundskredse, Filistrenes og Artisternes. Jeg bruger disse Ord for Nemheds Skyld uden at være uvidende om, hvilken Fylde af Filistrøsitet Kunstnerlivet let befænges af og hvormegen kunstnerisk Sans et borgerligt Hus ofte omslutter. Privatkomedien nærmede de to Lejre til hinanden, og man kan fra Rahbeks første dramaturgiske Pjecer op til Hertz' første Komedier forfølge dens overhaandtagende Indflydelse paa dansk Samfundsliv. Men Svælget var ved 1779 derfor lige stort mellem Selskabet og Scenen. Den fineste Dame kunde spille Komedie privat, forsømme Hus og Børn for at more sig, sminke sig og kokettere — hun blev ligegodt Dame for det. Men den, der gjorde Fornøjelsen til Profession, ve ham eller hende — om den Frafaldne forstummede Selskabet, og Publikum og Blade begyndte at tale. Privatkomedien kunde kun læmpe Preisler hans Gliden bort fra det gode Selskab, hans hidsige og letvakte Elskov bragte ham til at foretage det afgørende Skridt.

Joachim Daniel Preisler er født i København den 16. November 1755. Hans Fader, den bekendte Kobberstikker J. M. Preisler, var iblandt de Tyskere, der i forrige Aarhundrede, især under Frederik den Femte, snart indkaldte, snart uindbudne, men altid velkomne, strømmede herind i Landet. Kunstneren fulgte dog en Opfordring, og der fortælles, at han, vaklende mellem Paris og København, valgte det sidste, fordi Landet var af saa stærk Religiøsitet. Straks ved sin Ankomst 1741 blev han udnævnt til Hofkobberstikker og senere Professor ved Akademiet og Justitsraad. Han synes at have været en smaalig-ordentlig og i sit Hus meget stræng Mand — ganske »der biederne Hausvater«, der er Helten i Datidens Skuespil. Men han var tillige en dannet Mand, der elskede Kunst og Videnskab, og i hans Hus samledes Blomsten af de indvandrede Tyskere. Det var især paa Preislers smukke Gaard i Lyngby, hvilken Bønderne κατ' εξοχην kaldte »Herrens Hus«, fordi Preisler var den første Københavner, der laa paa Landet derude, at der førtes et muntert og aandfuldt Selskabsliv. Cramer, Resewitz, Gerstenberg og den berømteste af dem alle, Klopstock, vare daglige Gæster. Der verserer endnu i Familien den Anekdote, at Klopstock plejede at tage begge Preislers Drenge med sig i Bad, til stor Uro for deres Moder, hvem deres dristige Svømmeture forskrækkede. Engang da hun beklagede sig, trak den messianske Barde sit Gulduhr frem af Lommen og rakte hende det med paatagen Alvorlighed, idet han bad hende betragte det som et Pant paa, at han nok skulde bringe Drengene med tilbage.

I Preislers Hus var vel Tidens pedantiske Borgerlighed og dens patriarkalske Dydsaffektation repræsenteret, men samtidigt havde ogsaa Kunsten faaet Foden indenfor Døren. Sønnen lærte tidligt begge Livssiderne at kende, og det er jo rimeligt nok, at Artisten i ham er bleven plejet ved den kunstneriske Omgang, medens det borgerlige Element har virket frastødende paa den flygtige Karakter, han nu engang besad. Man vil af hans Sprog, af hans Bøger se, at han ganske var Barn af den Ifflandske Tid, men der var Zigeunerblod i Aarerne paa ham. Det er ikke paa Grund af hans Udskejelser, at jeg mener dette, thi disse forekomme mig ikke synderlig mærkelige, men fordi han sprang ud af de ordnede Forhold, fordi han med Eksaminer, Plads og Protektion, sikker paa at avancere til Mandarin med de reglementerede Knapper, forlod Embedsbanen, denne de Danskes Vej til Ros og Magt. Det kunstneriske Hang og Uafhængighedsfølelsen har øjensynligt ikke alene være grundet i hans Naturel, men er blevet udviklet af Omgivelserne.

Han lagde tidligt usædvanlig Begavelse for Dagen. Fire Aar gammel kunde han tale Fransk; Dansk og Tysk vare ham i lige høj Grad Modersmaal. Som Voksen skrev han lettere Tysk end Dansk, uagtet han dog som Skuespiller til Fuldkommenhed mestrede vort Sprog. Han lærte smaa Digte udenad, fremsagde Taler ved Fødselsdage, var i det Hele Vidunderbarn. Hans musikalske Opdragelse blev omhyggelig plejet, han sang allerede som Dreng med ved Koncerter, spillede Klaver og Violin med stor Færdighed, og sidenhen blev han ogsaa Akkompagnatør i Orkestret, paa samme Tid som han var ansat som Skuespiller.

Da han var femten Aar gammel, fik den Huslærer, til hvem hans Undervisning var betroet, Embede, og det besluttedes derfor, eftersom han dog var bestemt til Student og Teolog, at han skulde høre Forelæsninger ved Universitetet. Først Sekstenaarsalderen gav Ret til at absolvere Artium. I den Autobiografi, som Preisler under Navnet Ferdinand Braun har udgivet, skriver han herom: »Som en undselig Fremmed udsendtes den hidtil saa sædelige og flittige Ferdinand af sine Forældres Hus, hvor der kun kom en udvalgt Kreds af Venner, hvor man skattede Religionen men ikke tilbad den bigot, hvor man behandlede de lavere Stænder venligt og ikke ydmygede sig for de højere, hvor Forstanden blev uddannet hvert Øjeblik, hvor Klopstock, Cramer, Gerstenberg, Stolbergerne, Claudius og lignende gode Mænd samledes, hvor med et Ord Ferdinand ikke saa' andet end Dyd og Sædelighed — derfra udsendtes han til en Kreds af unge Mænd, som dels vare blevne fordærvede i deres Forældres Huse, dels og endnu mere i de offentlige Skoler. Snart forvandlede hans Undseelse sig til en Frihed, der ingen Grænser kendte«. — Meningen med disse sentimentale Fraser er den, at han alt i Lømmelaarene begyndte det vilde Liv, hans Natur trængte til. Han var dog temmelig flittig, saa han i Juni 1772 blev Student med Hæder; nu skulde han give sig ifærd med Teologien.

Det er mærkelig nok en Erfaringsætning ved vort Universitet, at dette Studium ikke har nogen særlig moraliserende Indflydelse paa sine Dyrkere. Havde Preisler været vild før, saa blev han nu helt ustyrlig. Hans Lyst var at føre en ung Adelsmands brogede Levned. Han kunde kun paalægge sig et Baand paa den Betingelse, at han levede som det ikke var til. Paa den Maade fandt han sig i at studere Teologi. Det var i Førstningen fornemmeligst Fru Fortunna, som fristede ham. Han blev en lidenskabelig Spiller, saameget ivrigere, som hans Pengemidler vare faa, og det var selve Spillets nervepirrende Virkning han attraaede. Han fik imidlertid anden Eksamen, og snart efter begyndte han at prædike. Det var som Prædikant, at han for første Gang lagde sin medfødte Skuespillerbegavelse for Dagen. Han gjorde megen Lykke, og da han engang paa store Bededag havde prædiket i Slotskirken, lod Dronningen ham kalde til sig og lovede ham, trods hans unge Alder, et hvilketsomhelst Præstekald. Preisler syntes saaledes at have en god Levevej sikret, da Fru Venus' bløde Haand førte ham bort fra Eksegese, Dogmatik og Moral.

Preisler valgte Dyrehavsbakken til Terræn for sine Kampagner. Dengang spillede Bakken om Sommeren en lignende Rolle heroppe, som Karnevalet indtager i de sydlige Nationers Samfundsliv. Der herskede stor Tøjlesløshed derude, det ser man allerede af Holbergs Skildringer; men hvad der gav Lystigheden sit særegne Præg, var den Lighedsfølelse, der kom frem i det meget blandede Selskab. Til Kilden rejste Kavallerer og Damer, ligesaa vel som Tjenere og Piger, og i Sommeraftenens Halvmørke forsvandt Forskellen. Preisler blev forelsket op over begge Ører i en Teltsangerinde. Den vordende Præstemand løb bort med Pigebarnet, dog ikke længer end til Helsingør, saa blev videre Flugt umulig paa Grund af Pengemangel. Familien fik ham hentet hjem, men han vilde partout giftes med den Skønne; han vedblev hele sit Liv at være hvad Franskmændene kalde en »épouseur enragé«. Han følte altid ligesaastor Lyst til at stikke Hovedet ind i Grimen, som til at trække det ud, naar han mærkede, den gnavede ham.

Familien praktiserede Damen bort og Preisler havde snart glemt den hele Historie. Imidlertid mente man vel, at han kun daarligt egnede sig til at opbygge Menigheden med sit Eksempel; Teologien blev derfor opgivet, og man anbragte ham istedenfor paa hans Svogers Købmandskontor, Efter Sædvane arbejdede Preisler ivrigt og synes endog at have havt Anlæg til Handel, men da han i hvert Fald havde endnu mere Anlæg til Kærlighedshistorier, varede det kun kort inden han var dødelig forelsket i en ung borgerlig Pige, med hvem han efter Tidens Skik havde meget sentimentale Stævnemøder. Hendes Fader forpurrede det spirende Forhold — efter Preislers egen Fremstilling, fordi Pigen var reformeret, medens han tilhørte den evangelisk-lutherske Lære — Grunden har muligvis været mindre religionshistorisk. Preisler, der havde ladet Svogeren frie for sig — thi han vilde naturligvis straks giftes — fandt sig ilde betjent af ham og forlod i Vrede hans Kontor. Han gav sig til at studere Jura, var efter Skik intermittent-energisk og blev ansat i det kongelige Kancelli, hvor han ved sit smukke Udvortes og sine gode Kundskaber gjorde sig bemærket af Bernstorf, der endog benyttede ham som sin Privatsekretær og viste ham saamegen Tillid, at Familien begyndte at tale om ham som Ministerens fremtidige Afløser. Det er fra den Tid at den Anekdote skriver sig, som fortæller, at han paa samme Dag først har holdt Prædiken i en af Statens Kirker, derefter passet sin Tjeneste hos Ministeren og endelig under et taknemmeligt Publikums Bifald spillet en Violinsolo i Harmonien.

Midt i al denne Herlighed slog Lynet ned. Et tilfældigt Møde med en smuk Pige rystede Kaleidoskopet i Preislers Sjæl og forvirrede ganske det harmoniske Billede. Man finder Beretningen om hans og Jomfru Caroline Devegges Kærlighedshistorie udførlig fortalt i Overskous Theaterhistorie; jeg vil blot optegne Hovedtrækkene. Preisler var forelsket i en ung Pige, der gik paa Syngeskole hos Concertmester Potenza, og passede hende op, naar hun gik fra Undervisningen. Hun blev hans Rosalinde, der førte ham til Julie. Thi da Jomfru Devegge, den unge Debutantinde fra det kongelige Theater, besøgte samme Læretime og gik tidligere bort, handlede Preisler stik imod det gode Jægerprincip, at man ikke skal jage to Harer paa éngang. Forholdet blev snart intimt, Preisler besøgte daglig Jfr. Devegge, købte hende et Klaver og kompromitterede hende paa alle Maader. Nu kom der Bevægelse i Staten. Bernstorf skrev til Theaterchefen for at erkyndige sig om Sagen, den administrerende Direktør Warnstedt gjorde Jfr. Devegge Bebrejdelser og Preislers Familie rettede de mest uvenskabelige Forestillinger til ham. I Juli 1778 fandt Preisler sig foranlediget til i et Brev at meddele Warnstedt, at han »hverken tænkte saa nedrigt at ville anmode Jfr. Devegge om uanstændige Ting, eller og nogensinde forvolde sine Forældre den Hjærtesorg at indlade sig i en Forbindelse med hende«. Naar Preisler skrev dette den ene Dag, saa kunde man være vis paa at han den næste Dag ønskede at forføre hende, og den næstnæste havde fattet den mandige Beslutning at ægte hende. Jfr. Devegge viste sig imidlertid efter Preislers egne Ord »fornuftig og munter, men dydig baade i Tanke og Gerning«, og Følgen var, at de i Oktober vare forlovede. Kort efter skriver han atter til Warnstedt, at han vel personlig havde stor Lyst til Skuespilkunsten, men dog aldrig vilde betræde Theatret, »da hans Moder havde ladet ham sige, at hun kunde ikke et Øjeblik trøstes, naar han greb til dette Middel, og Jfr. Devegge ogsaa var ligesaa lidt derfor«.

Fire Dage derefter indgav han Ansøgning om at blive ansat som Skuespiller. Rimeligvis har Warnstedt troet paa hans Talent, thi han understøttede hans Ønske og forlangte endog, ligesom for at binde ham des fastere, at han inden Debuten skulde gifte sig med Jfr. Devegge. At foretage et saa alvorligt Skridt, var Preisler den muntreste Sag af Verden. Den 4. December blev de gift, og den 16. Januar 1779 betraadte han Scenen som Leander i Det unge Menneske paa Prøve. Rahbek fortæller, at en gammel Etatsraad i et Selskab hos hans Fader saa' hele Rangforordningens Sinai rystet, fordi Justitsraadens Søn heri maatte kysse en anden Skuespiller paa Haanden.

II.

Debuten var alt andet end glimrende. Rosenstand-Goiske, den haardhaandede Kritiker, skriver om ham: »Det er en Skuespiller, som ikke giver noget Haab for Theatret; hans Stemme er hæs og uren, barnagtig, ganske ubøjelig og svag; hans hele Person stiv og affekteret. Hans Ansigt er ubetydende og altid det samme; og forresten er der ingen Natur, ingen Sandhed i Alt, hvad han foretager sig. Hvad Andre for længe siden burde have sagt ham, vil jeg i det mindste raade ham til at aflægge, da det maaske kunde gøre ham noget mere taalelig end han er; dette nemlig: at han forandrer sin stive Stilling, i hvilken han skyder Brystet ivejret og trækker Underlivet ind; ligeledes at han ikke altid viser sig kejthaandet, men især at han lader den for Øjet utaalelige Rokken med Overkroppen fare«. — Saa galt har det vel næppe været, og i alt Fald har Preisler havt disse Mangler tilfælles med næsten alle Begyndere. Det er en sjælden Fugl paa Scenen den Debutant, som forstaar at bevæge Arme og Ben, som gaar naturligt, indtager harmoniske Stillinger og hvis Stemme ikke slaar Klik. Noget Talent har der vist med et skarpt Øje været at opdage hos Preisler, medens han gik sine Debuter igennem, Den tredje var Titelrollen i Forøderen, og Overskou fortæller, at man satiriserede over, at Rollen havde mere af hans Karakter end han af dens. Preisler lod sig ikke forknytte, han var netop paa Grund af sin lærde Dannelse bleven vel modtagen af sine Kammerater — thi dengang gjorde Skuespillerne Oprør, naar en Debutant ikke var Student, medens nu Dannelse snarere betragtes som en graverende Omstændighed — og han kom snart i Venskabsforhold til de literære Kapaciteter, der stode Theatret nær.

Det kgl. Theater var dengang, ligesom nu, et Brændpunkt i Københavnerlivet. Dog paa en lidt anden Maade end nu. Theatret udgør i vore Dage et Fornøjelsessted og et Konversationsæmne; hvad enten der spilles godt eller daarligt — og der spilles jo ikke altid blændende — og hvad enten de opførte Stykker due eller ikke — og Mesterværker ere de jo ikke alle — morer Publikum sig altid i Theatret, fylder Huset og diskuterer med megen Lidenskab og mindre Kritik. For hundred Aar siden var det anderledes.

Hofkredsene og det højere Bourgeoisi interesserede sig fornemt for Theatret. De største Udgifter anvendtes paa Operaen, og den alene var det fint at beundre. Vor Theaterhistorie frembyder i dette Tidsrum det ogsaa andetsteds fra kendte Fænomen, at Scenen er Valpladsen for en bestandig fornyet Kamp mellem Skuespil og Opera, der nu gaa saa broderligt ved hinandens Side. Hoffet — og dengang var der et saadant — var Mæcen for Operaen, tilklappede Sangerinderne, indkaldte udenlandske Syngelærere og Balletmestre, og protegerede i Særdeleshed Theatrets kvindelige Medlemmer. Det er næsten utroligt, hvilken Rolle Eickstedts Forhold til den dygtige Sangerinde Jfr. Møller spiller i vor Theaterhistorie. Den raa Kavalleriofficer, som havde fældet Struensee, var ganske styret af »den lille Møllers« Luner.

Imod den fornemme Protektion kæmper den literære Indflydelse, som Holberg havde grundlagt og i lang Tid alene repræsenteret. Det vilde føre mig altfor vidt her at skildre Theatrets vekslende Forhold til den literære Opinion; en saadan Fremstilling vilde i Virkeligheden blive den Theaterhistoriens Filosofi, som Overskou, trods sit bindstærke Værk, ikke har leveret. Hvad det her kommer an paa er, at det unge Danmark med Rahbek og Pram i Spidsen, var stærkt engageret i alle Theatersager, at det besad megen Indflydelse paa Repertoire og Udførelse, og altid dannede Opinion i sceniske Anliggender. Rahbek, hans Venner og Tilhængere, udgjorde overfor Hofparkettet det kritiske Parterre; dem imellem laa det store Publikum, som ingen toneangivende Stemme besad, men morede sig og heundrede Skuespillerne, som de ikke omgikkes, Kritiken kunde de godt overlade til Rahbek, som ogsaa var Theateranmelder paa anden Maade end man er nutildags. Blot den Omstændighed, at han gik i Theatret hver Aften og anmeldte samme Forestilling mange Gange, viser, hvor ivrig han tog sig Opgaven. Men han havde heller ikke vanskeligt ved at holde Interessen vedlige, thi Repertoiret var fortrinligt og de sceniske Kræfter af saa høj Rang, som det kun sjældent lykkes at samle i et lille Land.

Repertoiret omfattede alle Holbergs Stykker og en stor Del af Molières, i hvert Fald de bedste, dernæst af fransk Literatur enkelte gode Sager af de saakaldte anden Rangs Mestre, af den borgerlige Skole (Collé, Sedaine, Destouches, Diderot). Man fulgte udmærket med. Barberen i Sevilla blev spillet første Gang i Paris 23. Februar 1775 og i København 28. Februar 1777, Figaros Bryllup 27. April 1784 paa Théâtre-Français og 22. September 1786 paa det kgl. Theater, det vil sige med kun én mellemliggende Sæson. Til Tysklands Literatur stod man i endnu tættere Forhold. Lessing hører til det staaende Repertoire, og hele det Drama, der følger i hans Spor samtidigt med Schröders Genfødelse af Skuespilkunsten, forplantes næsten øjeblikkelig efter dets Frembringelse til Danmark; især skete Tilførslen gennem Rahbek, der stod i Venskabsforbindelse med alle Tysklands Theaterstorheder. Forfatterne ere Iffland, Schröder, Gemmingen, Brandes, Stephanie o. s. v. Endelig spilledes af dansk Drama foruden Holberg ogsaa Ewald og Wessel, og en ny Literatur begyndte med P. A. Heiberg, Rahbek, Pram, Samsøe og flere.

Maaske siger denne Opremsning ikke Læseren meget, Datidens Literatur er jo sunket hen i en ufortjent Glemsel. Det Afgørende var, at Theatret dels havde et udmærket fast Repertoire, dels bestandigt fornyede det ved Hjælp af Samtidens dramatiske Produktion; som Følge heraf og fordi Forbindelsen med fremmed Skuespilkunst altid var levende, besad Theatret en arbejdsom og begavet Kunstnerflok, som det først ejede Magen til i Glansperioden omkring 1840. Der var Rosing, en ildfuld og halstarrig Normand med lidt ufin Pathos og megen Kunstsans, hans Hustru, Fru Nielsens Prototyp, den nordisk-bly Kvindelighed, Jfr. Astrup, en udmærket smuk, noget kold Kvinde, der deklamerede stærkt i Tragedien, men var en blændende Kokette i Lystspillet, Schwartz, en smidig Forvandlingskunstner, der som ung udførte Figaro og senere glimrede som Ifflandsk Hofraad, Gjelstrup, en tør Komiker, som kunde vække Latter blot ved et dialektbetonet Ord — og endnu mange flere, hvis Følelsesliv og Vid faldt sammen med deres Roller, og som ganske levede sig ind i dem. Skuespillerne vare meget literære. Da Schwartz kom til Theatret, dannede han sammen med dets dygtigste Kunstnere et dramatisk Selskab, i hvilket de paa egen Haand indstuderede Roller og Stykker og holdt Foredrag over dem. Det var fra disse Sammenkomster, at Balders Død gik over i Repertoiret. Man sammenligne Forholdene nutildags. Det kgl. Theater besidder en talløs og navnløs Skare af Debutanter og Debutantinder, som spille sjældent eller aldrig, og der forlyder intet om, at disses Kunstbegejstring fører dem sammen og bringer dem til paa egen Haand at indstudere Nogetsomhelst. Og hvad vore Skuespillere angaar, saa synes det at være det Højeste, man som Initiativ udenfor de afstukne Grænser kan drive det til — at optræde som falske Tyrolere.

Preisler kom straks ind i den literære Theaterkreds og blev en af de ivrigste Kunstbegejstrede. Rahbek havde naturligvis været henrykt over den mandige Besluttethed, hvormed han var gaaet til Scenen, og søgte ham op for at udtale sin Enthousiasme paa Charlottenborg, hvor Preisler dengang boede med sin Hustru hos sine Forældre. I Begyndelsen var Forholdet mellem Kritikeren og Skuespilleren særdeles varmt, men det kølnedes efterhaanden.

Preisler var straks bleven Medlem af det dramatiske Selskab, i hvilket Schwartz som sagt var Sjælen. Han kvitterede for Rahbeks Begejstring ved sammen med Rosing at foreslaa ham til Æresmedlem, hvad der var et ganske besynderligt Indfald, naar man saa' hen til Rahbeks Ungdom og det Lidet han endnu havde præsteret i Literaturen. Forslaget gik ikke igennem, hvad Rahbek senere fandt ganske naturligt.

Netop i de første Aar, hvor Preisler intet Held havde som Skuespiller, var hans Levned højst uordenligt. Ægteskabet havde kun kort formaaet at lægge Baand paa hans Vaner. Muligvis faldt megen Skyld over paa hans Hustru, der med sin Opdragelse ikke følte sig hjemme og ikke paa sin Plads i den lidt fornemme Atmosfære hos Svigerforældrene. Det unge Par flyttede bort; men hun var endnu mindre skikket til at være Husbestyrerinde paa egen Haand; thi hendes Skødesynd var Uorden. Selv paa Scenen var hun saa sjusket i sin Paaklædning, at alle Datidens Kritiker klage derover; man kan da tænke sig, hvor ligegyldig hun har været i sit Hjem. Jeg tænker mig hende i en evig Negligé, som rimeligvis har bortstødt Preisler, der var vant til Elegance og selv yderst sleben og fin i sin Paaklædning. Det varede kun kort, førend han søgte lystigt og slet Selskab og svirede alle sine Nætter bort.

Rahbek var af alle hans Venner den, der holdt længst ud med ham. Maaske dog fuldt saa meget for hans Kones Skyld, hvem han var oprigtigt hengiven, som for Preislers egen. Efter hendes Debut var hun en kort Tid saa uheldig paa Scenen, at mange frakendte hende enhver Evne. I alvorlige Roller var hun slem til falsk Deklamation, eller som Rahbek udtrykker det, til »en ubehagelig Hultonethed«. Det lagde Grunden til deres Venskab, at Rahbek paatog sig at udrydde denne Vane hos hende. I nogen Tid var han endog hendes Fortrolige i de ægteskabelige Sorger. Da han en Aften besøgte hende sammen med nogle andre, bad hun ham blive efter det øvrige Selskab, for ret at udøse sit Hjærte. Preisler var som sædvanlig ude, og hun opfordrede Rahbek til at vente paa ham. Det blev meget sent, inden det ringede paa Gadedøren. Rahbek gik ned og lukkede op. En Karet holdt udenfor og En indenfra denne nævnede Rahbeks Navn; han svarede, at han vel ikke kendte nogen i den Vogn. Da blev Preisler sat ud paa Fortovet som en Tønde eller Sæk og gjorde forgæves Forsøg paa at hæve Foden til første Trappetrin. Rahbek og en Tjenestepige maatte bære ham op ad Trappen og klæde ham af. Han var saa ilde tilredt, i en saadan Forfatning paa Sjæl og Legem, at Rahbek, som han skriver, ikke vil besudle Papiret med at beskrive den. Og den næste Dag var han saa sønderknust og angergiven, gjorde sig selv saa hæftige Bebrejdelser, lovede saa helligt Bod og Bedring, at der slet intet blev for Rahbek at sige. Venskabet fik her sit Stød, dog vedvarede Bekendtskabet bestandigt, og Rahbek var altid en stor Beundrer af Preislers Kunst.

Venskabet med Madam Preisler vedblev imidlertid. Hendes Theaterlykke tog et stort Opsving, da der ved Caroline Walthers Flugt fra Landet tilfaldt hende en Række kokette og lystige Roller, som ganske egnede sig for hendes Naturel, Beaumarchais' Susanne og Rosine, Trine i Fejltagelserne, Lady Teazle, Agathe i les folies amoureuses, bleve hendes ypperste Præstationer, fordi Rollerne mere fordrede en Soubrette end en Dame, og Koketteriet ikke behøvede at være af den fineste Art. Publikum forliebede sig i hendes søde Øjne og hendes straalende Smilehuller, naar hun fremstillede det lille løgnagtige Pigebarn, der intet andet attraar end sin Lindor, eller den engelske kokette Halvsnærpe, som hendes skikkelige Ægtemand har været afsindig nok til at gifte sig med. Fra l780—90 var hun Tilskuernes og Kritikernes erklærede Yndling, saa var hendes første Ungdom forbi og med den hendes hjærtevindende Magt. Roller bleve hende hyppigt fratagne, og hun var for lad til at kæmpe for sin Ret. P. A. Heiberg, i hvis Stykker hun særligt havde behaget, førte endnu en Fejde til hendes Ære, men kunde ikke frelse hende fra Glemsel. Hendes Tid var omme. Hendes Skæbne fik megen Lighed med Preislers; deres Blomstringstid faldt sammen og hun døde 35 Aar gammel (1796), kun fire Aar efter at han havde forladt Theatret og hende. Hun var af de Kvindenaturer, der ligesom ere skikkelige under Udskejelser, ikke onde eller malhonnette, men store Børn, lidt søvnige, lidt magelige, som ikke falde fra en Skrænt, men glide ned ad et blødt Grønsvær. Deres Ægteskab var ikke lykkeligt, men efterhaanden gjorde gensidig Ligegyldighed Ende paa alle huslige Scener og Tvistigheder; de gik hver sine Veje, men det var dem ikke ubehageligt undertiden at mødes, ja de foretog endog Fornøjelsesrejser med hinanden. Hun var uden Lidenskab og lidt simpel-lystig, han var dannet og lidenskabelig; hun var maaske bleven fornøjet i ganske borgerlige Forhold, og han havde behøvet en sjælestærk og overlegen Kvinde, der kunde have skammet ham ud, interesseret ham og behersket ham. Men hans Aberrationer kunde hun hverken beregne eller forhindre, thi som Hovedlov i Livet kendte hun kun Inertien.

III.

To Aar efter sin Debut brød Preisler igennem som Partout i De forliebte Haandværksfolk. Stykket blev opfrisket i Publikums Erindring, da det for ikke længe siden blev genoptaget paa det kgl. Theater. Det var Hr. O. Poulsen, der ønskede at spille Partout, den franske Frisør, der taler et Sprog af Parlørgloser og er saa køn, adræt og hjærteknusende, at alle Byens Piger ere forelskede i ham og den rige Enke, trods den uhyre Mésalliance, rækker ham sin Haand. Partout er en Sukkerbrødsfigaro, lutter Honning uden Galde, eller snarere det er det 18. Aarhundredes Abbedtype, som Goldoni i sin borgerlige Komedie har omskabt til en væver Frisørsvend. Hr. Poulsen gjorde kun delvis Lykke i det forældede Stykke, og vor første komiske Skuespiller ytrede, som jeg erindrer, dengang, at Sagen var, man maatte have gaaet en Danseskole igennem for at spille Partout. Sagen var, kan jeg tilføje, at Hr. Phister selv havde glimret i Rollen som ung, netop ved den Lethed, hvormed han snoede sig i Dansetrin. Jeg tvivler dog paa, at han da fulgte den af Preisler grundede Tradition. Hvorfor denne havde Held i Rollen, er let at forstaa. Fordi han var smuk og elskværdig udenfor Scenen, havde man ment, at han kunde spille Elsker, man glemte, hvilken Øvelse der hører til netop for at være fri og naturlig, ja for at beholde sit eget Væsen paa Scenen. Vi have hørt, hvorledes Preisler saa' ud ved sin Debut, gennem Rosenstand-Goiskes strænge Domme om hans personlige Mangler. Preisler besad alle de ægte Debutantfejl, som skyldes Forlegenhed og ytre sig som Kejtethed, hvilke ikke engang en Michael Wiehe hurtigt kommer udover, og som kun saa lykkelige Naturer som Hultmann springe over uden at ane Afgrunden. Saa vindende som denne var ved sin første Debut, var Preisler som Partout. I det Hele vil man vist lettest forestille sig Preislers Theaterskikkelse ved at tænke paa Hultmann. Preisler var dog elskværdig paa en lidt anden Maade, mindre godmodig og skikkelig dansk, mere Verdensmand og sleben fransk, mindre Elsker, mere Karakterskuespiller. Med andre Ord, naar man slaar Phisters Henrik sammen med Hultmanns Klint, saa tænker jeg man til Resultat faar Preisler: en scapinagtig Elsker. Til Partout hjalp ham hans smukke Ansigt og flydende Fransk; han var blot sig selv i den karakterløse Figur og gav sin egen glimrende Flade med en svag Tilsætning af Naragtighed. Fra den Aften var han en yndet og anset Skuespiller.

Der foreligger overalt kun enslydende Udtalelser om hans utrættelige Flid og Samvittighedsfuldhed. Han erindrede sine Roller som en Hukommelseskunstner, uagtet han fik mange, da hans Talent var saa smidigt. Men alle hans Roller lade sig let henføre til hans ejendommelige Naturel. Ligesom man paa en fysiologisk Stamtavle iagttager, hvorledes Sjæls- og Legemsegenskaber nedarves fra Generation til Generation, saaledes kan man forfølge, hvorledes Skuespillerens Liv og Naturel afføder hans Rollearter en efter en.

Den komiske Evne han havde lagt for Dagen som Partout, udnyttede han til at spille endel godmodige Narre. Han var den spørgesyge og elskværdige Kaptejn Alsing i Schröders Fændriken, en af hans Glansroller, fordi de evindelige Spørgsmaal faldt saa let og naturlig i hans Mund — den tomhjærnede Spradebasse Baron Dromer i Gemmingens Værdige Fader, hvor han syntes som født med en Kompliment paa Læben — den bizarre Dalton i P. A. Heibergs Heckinborn, en utaalelig Figur, der taler i lutter Ordsprog og falske Bonmots. Om hans Spil her udbryder Rahbek paa sit slemme Dansk: »Hvo skulde have været Dalton uden den, om nogensteds da her, eneste Preisler. Straks én Egenskab, som gør ham uundværlig dertil, er den højst fuldkomne Memorering, som er ham saa egen. Skulde et af disse Sprikvorter hentes fra Souffleuren, glede de ikke saa lette, saa uafbrudte som hos Preisler, da er den hele Karakter skæmmet. Hertil kommer den vise Middelvej, han havde valgt i den mankverte Levemaade, Karakteren udkræver, et Skridt videre til én af Siderne havde enten gjort den modbydelig eller usammenhængende; heller ikke er hans aabne og fordelagtige Ansigt en ubetydelig Fordel«.

Alle de Elskere, Preisler spillede, havde en eller anden lille Tilsætning, der betog dem den egentlige Heltekarakter. De ædle, fattige Ynglinge vare Rosings Omraade. Preisler overtog Bonvivants og Kavalerer, saasnart han havde lært at være sig selv paa Scenen. Han bevarede bedre end nogen anden den almindelige Konversationstone. Det vilde lidet nytte, jeg her og i det Følgende vilde opregne en Mængde Roller; de færreste ere sikkert bevandrede i Datidens dramatiske Literatur. Preisler spillede paa sin uforlignelige Konversation f. Eks. Major Horst i Menneskehad og Anger. Men Kotzebues berømte Stykke, som har bragt saamange Taarer til at flyde, er forlængst glemt; i det Højeste kender man Anekdoten om den unge Mand, der brød med sin Forlovede kort før Brylluppet, fordi hun som Tilskuerinde viste sig kold overfor Eualias Anger. En tydeligere Forestilling vil det give, at han spillede Prinsen i Emilia Galotti, skønt dette Stykke desværre ikke mere opføres. Den elegante Vellystning, Kunstenthousiasten, Skønhedselskeren, Fyrsten med Fyrstemoral, der saa godt forstaar at lade uafvidende om de Forbrydelser, hans højre Haand Marinelli begaar til Fordel for hans Planer, hele denne karakterløse Karakter gengav Preisler til Fuldkommenhed, Rahbek bebrejder ham kun en lidt overdreven Nonchalance. Ellers var den stramme Holdning, han med Lethed paatog sig, Anledning til at en Mængde Officersroller overgaves ham. Han har selv oversat et af de bekendteste Soldaterstykker, Farquhars Hververne, men heri tildelte han sig Skurkens Rolle, den kønne Lord Brazen, som alt staar i Begreb med at ægte den rige Arving, da det viser sig, at hans Lordskab ligger i Maanen, at hans Rigdomme kun er Tærninggevinst, og at det Officerspatent, til hvilket han har tjent sig op fra Menig, har bragt ham til at leve som Lykkeridder. En ganske tilsvarende Figur, v. Aberwitz, udførte han i P. A Heibergs Skuespil De Vonner og de Vanner, der til Skam for dansk Smag kun er opført siger og skriver tre Aftener paa samme Scene, hvor Stykker som Slægtningene er gaaet 78 Gange.

Af elegante Bedragere har Preisler hele Rækker at opvise; Skyggerne blive stadig sortere og sortere. Hyklere, Forførere, Forrædere, Spillere, en Hærskare af onde Aander marcherer frem. Fremfor alt er der alle Hykleres Hyklere, selve Tartuffe, der af Preisler spilledes som elegant Verdensmand, i Kraft af en af de mange Fortolkninger, der i Tidernes Løb ere prøvede paa denne Skikkelse, som man prøver kostbare Indfatninger om en sjælden Perle. Preisler beholdt den andægtige Tone, selv i den lidenskabeligste Samtale med Elmire, og spillede Scenen med Orgon i den dybeste Bodstone og mest hellige Ruelse. Og da alt bliver røbet, var han fræk som en Satan.

For den, der magtede Tartuffe, var Repertoirets andre Hyklerroller lette. Jeg nævner som Varieteter Loke i Balders Død, Louis Holm i Ringen, Lord Trinket i Colmans Skinsyge Kone. Her var Preisler en pralende Roué, der dækker sine brutale Lidenskaber under en franskagtig Politur. Som Saalstein i Juliane v. Lindorak var han en bagtalerisk Laps, der ødelægger en Kvindes Rygte, fordi hun modsætter sig ham, og hvis hele Væsen rummes i den franske Talemaade: payer d'impertinence. Uovertræffelig var han som den troløse Ven og falske Spiller Stukely i Beverley. Han havde jo og studeret den Art Karakterer in natura, Rahbek skriver: »At sige om Hr. Preisler, at han var langt over alle Stukely'er, jeg har set, vilde kun være en meget maadelig Kompliment; jeg vil derfor hellere sige, at jeg ikke har set nogen finere og fuldkomnere Rolle af ham; det er med andre Ord, at det var et sandt Mesterstykke .... Denne Rolle fortjener at studeres af Kunstdommeren ligesaa fint, som den maa være studeret af Hr. Preisler. Alle de Stukely'er jeg har set, var blot falske Spillere, denne var tillige den falske Ven«.

Preislers Forsøg i Tragedien vare mindre heldige. Han henfaldt her til en Deklamation, som kun Pram med sin Forkærlighed for det Hastemte kunde beundre. Og selv i Skuespillet var han mindre paa sin Plads, hvor Rollen tillod det Patetiske. Han spillede saaledes den ædle rationalistiske Præst Seebach i Ifflands Jægerne, og anvendte muligvis sine egne Studier fra den teologiske Tid, men prædikede saa højtideligt, at Rahbek fandt sig beføjet til at gøre ham opmærksom paa, at Seebach dog næppe i det daglige Liv talte som de slette Præster paa Prædikestolen.

Hvem kan vel tvivle paa den nøje Sammenhæng mellem Skuespillerens Person og hans Kunst, naar man ser Preisler gennemløbe denne Rollerække: lutter blanke Overflader, fra den tomme Lystspilelsker over Komplimentmageren til Slynglen med det glatte Ansigt og flydende Tale? Legem og Sjæl og det Liv, han førte — alt kom ham tilgode paa Scenen; der manglede ham heller ikke omhyggeligt Studium af sin Kunst.

I Aaret 1788 besluttede Theaterdirektionen, rimeligvis paavirket af Rosing, at sende nogle Skuespillere paa Udenlandsrejse. I deres Instruktion, hvis Dansk lader adskilligt tilbage at ønske, hedder det, at de skulde rejse »for at udbrede deres Kundskaber og berige deres Indsigter i Skuespiller-Kunsten«, og for at de kunde se de fleste berømte Tyske Theatre, men fornemmelig de Parisiske, hvor »de, saavelsom og i denne Hovedstad, efter den antagne Mening, egentligen skulle se og studere den fine og belevne Verden«. Valgte bleve Rosing, Saabye og Preisler, hvilken sidste det paalagdes at føre en Rejsejournal, og som ved sine Sprogkundskaber blev sine Kammerater til overordentlig Nytte.

Om de Tres Besøg hos den fine og belevne Verden giver Preislers Rejsejournal, der foreligger trykt i to Bind, ikke nogen Oplysning; derimod ser man, at de have været Gæster hos Datidens berømteste tyske Skuespillere, til hvem fornemmeligt Rahbeks Anbefalingsbreve aabnede dem Adgang. I Paris var det vanskeligere at stifte Bekendtskab. De tre Kunstnere gjorde den alle Berejste velbekendte Erfaring, at Franskmænd sædvanligvis kun vise Fremmede en kold Høflighed og ugærne aabne dem deres Hus.

Preisler havde flere Gange rejst om Sommeren — sammen med sin Kone — for at se fremmed Komedie, rigtignok ikke længer end til Hamburg. Der havde han dog set det bedste Skuespil, der gaves i Tyskland, thi i denne By spillede den store Skuespiller Schröder med sin Trup. Selv et Geni, vidste han at omgive sig med store Talenter, og var uovertræffelig som Lærer og Instruktør; de Forestillinger, han bragte tilveje, vare mønsterværdige. Det var ogsaa herhen, at Rejsen først gik — den varede fra København til Hamborg fulde fire Dage. I Beskrivelsen af Schröders Theater, som overalt i Preislers ]ournal, ser man, hvor agtpaagivende han var paa hver eneste Forestilling, hvor nøje han mærkede sig det mindste Træk i Udførelsen, og paa Skuespillervis opholder han sig oftest ved Smaatrækkene. Det er en Fornøjelse at læse saa kyndige og samvittighedsfulde Domme over Enkeltheder i hans Kunst.

Eller rettere, det vilde være en Fornøjelse, hvis ikke denne Bog, der iøvrigt har en rædsom Ortografi, var skrevet paa saa ubehjælpsomt et Sprog, at man trættes stærkt ved Læsningen. Den er karakteristisk nok for Forfatteren. Der vrimler i den af den smukke Piger, og omend Preisler ikke fortæller sine egne Kærlighedshistorier, saa er han lidet diskret, naar det gælder Saabye, paa hvem de smukke Wienerinder synes at have gjort et mægtigt Indtryk. Man mærker helt igennem, at Forfatteren ingen Kvækernatur er. De Tre morede sig fortrinligt og saa' sig godt om. Det er underholdende, selv for dem, der ingen dramaturgisk Interesse nære, at læse om deres Besøg i Beaumarchais' Trykkeri i Kehl, hvor paa den Tid netop den store Udgave af Voltaire trykkedes. Jeg afskriver, for at give en Ide om Stilen, Beretningen om Preislers Besøg hos Mozardt (!): »Her havde jeg den gladeste Time, Musiken nogensinde har skænket mig. Den lille Mand og store Mester fantaserede to Gange paa et Pedal-Clavecin, saaledes, saaledes! at jeg ikke vidste, hvor jeg var. De sværeste Ting og de behageligste Themata imellem hinanden. — Konen skar Penne til Nodeskriveren; en Elev komponerte, en lille Dreng paa fire Aar gik omkring og sang i Haven; kort sagt; Alting hos denne fortræffelige Mand var musikalsk. — Med Glæde erindrede jeg mig hans Entführung aus dem Serail, som jeg havde hørt i Hamburg i Aaret 1787 og som jeg næsten kan udenad; men denne Operette kaldte han »Kleinigkeit« og det er ingen Ros for en Mand som Mozardt at berømmes i sin Nærværelse af Folk, som ikke selv ere noget, altsaa tav jeg. I Wien opfører han Kirkemusiker« ....

Denne Bog skaffede Preisler overordentlig Ære. Tidens store Kritikere, Tode og Rahbek, kappes om at citere og rose den. Han nød stor Avtoritet blandt sine Kammerater; han brugtes ofte til at repræsentere Standen, saaledes var det f. Eks. ham, der ved Beneficen for Wessels Søn fremførte denne og takkede paa hans Vegne. Han stod i sit Genis Modenhed med omfattende Evner, og det syntes, som om han i mange Aar vilde blive Skuepladsen til stor Ære og skaffe sig et hæderligt Eftermæle. Saaledes skriver Tode om ham, da han engang i Løbet af 24 Timer har lært en Rolle for at muliggøre en Debut:

»Mange Gange har Hr. Preisler vist, at det var hans Lyst at tjene Skuespillere, Autorer og Skuepladsen. Foruden de mange fremmede Roller, han med største Beredvillighed har spillet, har han og paataget sig en Regissørs og Souflørs Tjeneste. Han anser sin Pligt, ikke som indskrænket til det Fag, han staar i, men som udstrakt til al den Evne han har: og denne Evne er stor. Frugten af hans Tjenstvillighed, hans Artighed, hans Retsindighed, hans Redelighed, hans Usmittelighed af Misundelse og Kabaler, er da og den sjældne Lykke at være oprigtig agtet og elsket af det hele Theater.

Hvor er den Skueplads udenlands, som kan rose sig af at eje en saadan yndig Karakter, der gør den hele Skuespillerstand saa megen Ære«.

IV.

Desværre var denne »yndige Karakter« fuldt saa svag som yndig. For en Kvindes Skyld var Preisler gaaet til Theatret. Han havde vundet sig Stilling og Navn, højt var han stegen tilvejrs, pludselig mistede han den Aandens Gas, der bar hans lette Sind, og han sank til Jorden. For en Kvindes Skyld opgav han baade Ære og Stilling.

Hun var en ung Skuespillerinde, Jomfru Fredelund, uden meget Talent, men smuk og elskværdig. Rahbek havde sagt hende Sandheden uden mindste Forbehold. I en Brochure, som Preisler rettede imod hans nedsættende Bemærkninger, beskriver han hende som »begavet med en ypperlig, bøjelig Organ, Karakter i Ansigtet, med fordelagtig Skabning — med Ild og Fyrighed — kort sagt: med alle Naturgaver til at spille i sit Fag«. Det lille meget uartige Stridsskrift indeholder intet af Værdi og viser kun, hvor forelsket Preisler var. Rahbek fik snart større Hævn over den, som han i sit Svar kaldte Jomfru Fredelunds Forfægter, end han sikkert brød sig om.

I Dramatisk og literarisk Tillæg finder man følgende korte og kolde Beretning: »Mandagen d. 16. April (1792) Bagtalelsens Skole. Dette Stykke er saa ofte og saa udførlig omtalt i disse Anmeldelser, at derom intet er at tilføje, uden at vi i Aften uformodentlig fik en ny Careless i Hr. Bech, hvis Tjenstvillighed i dette uventede Tilfælde fortjener Publici og Direktionens Tak«.

Den Allen rygtedes det over hele Byen, at Preisler havde været »careless« i Virkeligheden, om end ikke paa Scenen, han var nemlig løbet bort med Jfr. Fredelund. Rigtignok kom de begge snart tilbage, men der var ingen Redning mere mulig for ham. Theatret turde han ikke mere betræde, fordi han havde brudt sine Forpligtelser, og nu begynder der et Liv i Mørket, hvor allehaande Eksistensmidler prøves og opgives, og hvorom der ingen sikker Overlevering findes, saa at jeg kun endnu kan fremstille nogle Øjeblikke, hvor han atter dukker op for Lyset ved at komme i Berøring med Offentligheden. Han levede, som en Figaro, givende Undervisning i Sprog og Musik, spillende Komedie i Provinserne, slidende sig op med Afskrivning — endnu 16 Elendighedens Aar. Og jo slemmere det gik ham, des mere drak han.

Han var nogen Tid tysk Skuespiller, optraadte i Berlin, Hildesheim, Celle og flere Steder, rimeligvis med omrejsende Selskaber og uden Held. Her giftede han sig igen med en tysk Skuespillerinde, og synes ikke at have været lykkeligere i sit andet Ægteskab end i sit første. Først ved Aaret 1801 optræder han atter i dansk Theaterhistorie, men denne Gang i den beskedne Stilling som Souflør. Der findes et Par Breve fra ham i det kgl. Theaters Arkiv, der gøre et højst uhyggeligt Indtryk af sentimental Armod. Han var først ansat paa Prøve i Foraaret 1801, men skilte sig saa godt ved sit vanskelige Hverv, at han fra næste Sæson fik regelmæssig Ansættelse. I November ansøger han saa om at turde debutere paany, fordi hans »nærværende Post« er for besværlig og forbunden med saa ringe Gage. Han skriver saaledes: »jeg har opnaaet mine Ønskers fornemste Maal, idet jeg erholdt den Allerhøjeste kongelige Tilgivelse for den i Aaret 1792 begangne Forseelse, ved at forlade min Tjeneste, som desværre, i mange Henseender, slet huslig Forfatning drev mig til!«

Der tillodes ham ikke at debutere, og kort efter føler han sig saa syg, at han maa opgive sin Post, især fordi hans Øjne ere blevne meget svage. Han beder om man vil betale nogle Regninger for ham, og forsikrer, at »den faste Overbevisning om Uskyldighed er det eneste, der kan trøste ham i hans ublide Skæbne«. Det er et ægte Tiggerbrev. I Foraaret 1802 gik han af som Souflør; det er en Fejltagelse, naar Overskou mener, at han havde denne Bestilling til sin Død.

Preisler havde været med som Frivillig 1801, havde tilhørt Kronprinsens Livkorps og var bleven saaret. Han betegner sig selv sidenhen som Invalid, men jeg er ikke istand til at angive, hvorledes han var kommen tilskade. 1802 optræder han pludselig literært. Først med et tysk Skuespil: Die Invaliden oder der Triumph des zweiten Aprils. Det er et Melodrama i Kotzebues Maner, skrevet med noget Talent og langt mere Følsomhed, i hvilket Preisler i Skikkelse af en invalid Greve, der i Ungdomsubesindighed har forladt Hustru og Børn, selv er Helten. Kort efter udkom saa første Del af en Roman med følgende langstrakte Titel: Ferdinand Braun, der Gothe, romanthische Biographie in vier Bänden, eine wahre Geschichte zum Beispiel og zur Warnung für beide Geschlechter von J. D. Preisler, der schönen Wissenschaften Beflissener. Det er en ganske uforbeholden Selvbiografi; men desværre standsede Udgivelsen med første Bind, der kun behandler Preislers tidligste Ungdom og er opfyldt med lutter Lafontainesk Følsomhed. Der er ingen Tvivl om, at var han kommen til at behandle Theaterforholdene under sit Skuespillerliv, var Bogen bleven nyttig og interessant; rimeligvis har Familien, som ofte maatte hjælpe den forlorne Søn, forhindret, at Skildringen fortsattes. Hvis Preisler har faaet Penge for at høre op at skrive, er det rimeligvis det Meste, hvad han har tjent ved sin Produktion.

Saa fører han endnu en 5, 6 Aar den samme ubemærkede Tilværelse. I den Tid maa han have været ansat ved det Wedel-Jarlsbergske Selskab, der spillede i Provinserne, og som dirigeredes af en Baron, der tilmed var Kammerherre og Ridder af det blaa Baand, men først og fremmest var over al Maade theatergal. Da han i Aaret 1807 gav nogle Forestillinger med sit Selskab i København og blev stærkt kritiseret af Datidens elendige Theaterblade, optraadte Preisler i et Par Brochurer som hans Forsvarer. Han indviklede sig herved i en Polemik, om hvis Gemenhed man ikke gør sig nogen Forestilling. Hans Modstander, et ganske raat Menneske ved Navn Gunnerus, har som Motto paa sit ene Skrift mod Preisler: »Han drak sig fuld og skrev som et Svin« — deraf kan man gøre sig et Begreb om Tonen. Man faar ved Læsningen et tydeligt Indtryk af, hvor dybt Preisler var sunket og hvor faa Rester af fordums Vid og Dannelse der endnu var tilovers i hans Sjæl. Men jeg tør ikke opholde mig længer ved disse faa Aktstykker fra hans Ulykkesperiode, som næppe ville interessere mange, der ikke, som jeg, tilfældigvis have følt nogen Sympati for denne ejendommelige Naturs Kunstnerevne og Vildfarelser. Der kan næppe være Tvivl om, at der er gaaet meget tilspilde i dette Liv, der begynder som et Lystspil og ender som en Tragedie; det er underligt at tænke sig, at hvis en myndig Vennehaand havde taget ham i Nakken den Aften, han vilde løbe bort med Jfr. Fredelund, havde han rimeligvis levet i adskillige flere Aar sig selv og andre til Fornøjelse.

Han var et yderlig nervøst Menneske, altid i Drift og Bevægelse, søgende Indtryk, der kunde pirre og mætte hans Nervesans. Studium, Kunst, Musik eller Fruentimmer, alt var ham ligegodt, blot hans Nerver dirrede velbehageligt. Han havde det Temperament, som er stik det modsatte af det flegmatiske. Da han havde anstrængt sin Hjærne og sit Nervesystem saaledes, at Fibrene kun trægt gjorde Tjeneste, sank han sammen som en Klud. Der var intet mere, der kunde holde ham oprejst. Han besad hverken Ærgerrighed, der kunde befrugte hans Lidenskaber, eller Retfærdighedsfølelse, der kunde ildne hans Forstand.

Han var et æstetisk anlagt Menneske uden Karakter, med hidsige Lidenskaber og meget Talent.

---