Den Anden/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København 1909 Den Anden


Harald Kidde - Den Anden.djvu Harald Kidde - Den Anden.djvu/9 130-169

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1943. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

IV

Nu dukkede Sanatoriets Tage op derinde i de mørkerøde Skove.

Fæstningsgrå steg de, med vindueshullede Mure, skuende ind i sig selv under Tårne og Gallerier.

Veje randt fra Blodskoven ud på den tangsorte Strand.

En Duft kom ud i Damperens Lugt af Vand og Kulrøg. En Duft af Forgængelighed fra den stigende Kiste derinde.

De stod ved Rælingen med deres Tæpper og Tasker.

Eva stirrede mod Sanatoriet, Helges Hjem. Hun vilde ikke se på de tre Beboere til det, som stod bagved hende.

Så hun dem og tænkte på, at imellem sådanne Ansigter var Helge voxet op, da var det, som svimlede hun med de visne Blade ned i Vandet.

Og hun skulde derop til selve Huset, hvor disse tre bagved hørte til, og hvor det vrimlede med sådanne Ansigter —

Hun skottede tilbage, mod sin Vilje. Så hun Helges hemmeligste Åsyn dér?

Rank, i sin Pelskåbe, stod den unge jødinde, med Hanskehænderne foldet over sin Bog. Hendes skrå Skuldre bar Kåben stift. Stum stirrede hun mod. Bygningen deroppe.

Stum — efter en øresønderrivende Snakken under den timelange Sejlads herover.

Skyggerne blånede fra Tindingerne, fra Øjnene og den høgekrumme Næse. Som Slør spandt de Ansigtet ind. Men Nakken under Hårknuden knejste, hul. Og Hænderne klamrede sig om et Bind røde Elskovsdigte.

På hver Side af hende ludede de andre Beboere til Huset deroppe, to firsindstyveårige Damer, struttende af Silke og Fløjl.

Under de kamelpuklede Rygge skuede de gibshvide Ansigter, som ud fra Huler. Kniplingssjalene flagrede om det farvede Hår. De leddeløse Hænder fumlede på Parasollerne. To hvide Spøgelsesdyr, blinkende i deres Gravkamre ad Dagsskæret.

Gulladen og svær, med sørgmodig Dobbelthage og triste Øjne sad Jødindens Moder bagved på Bænken langs Kahytten, et Øjeblik sluppet af Datterens Hjul af Snak.

Damperen hvislede op i Luften. Ekkoer skingrede ud fra Skoven:

„Her kommer vi med ny Høst!“

„Ja, kom! kom!“

Evas Hånd slog sammen om Helges:

„Ikke ham! ikke ham! han er min! ham når I aldrig!“

Damperen skurede langs Bropillerne og lå stille.

Duften fra Skovene sank om dem, tæt som et Løvfald.

Hun hørte Helges Suk — som lagde han til ved sin Brygge.

Og hun lukkede sine Øjne:

Jeg tænkte det før, jeg vilde flygte. Men er det det Rette, Uovervindelige, så følger jeg dig i det! Så tag mod hele Lasten her, I Skove!

„Ih, Hr. Helge Kolind, at se Dem her! Velkommen tilbage! Og De har Deres Frue med? ih nej!“

To sorte Øjne spillede fra Helge til Eva; i stortærnet, engelsk Sækkejakke, med Knæbuxer trippede en lille Mand om mellem Brorækværket og Troljer, Læderkufferter og Proviantkasser, gnidende de benradstynde Hænder.

„Ah, velkommen! Dér har vi vore nye Kurgæster! Tillad jeg præsenterer mig: Jagtmand, Inspektør på Sanatoriet. Oh velkommen! glæder mig, De alle befinder Dem så vel!“

Hans benede Hånd greb behændigt om den ene af de gamle Damers rystende Arm.

Med Gispen og Lallen krøb den silkeblå Pukkel fra Borde. Et langt Knokkelben i hvid Silkestrømpe stak bagud.

„Ah, sådan en Dame, se hvor let! har De frekventeret vort Sanatorium blot en Måned, svæver De som en Engel! Ah, må jeg hjælpe?“

Han sprang til og strakte Armen til Støtte for den anden Gamle. Hans gule Ansigt fortrak sig, hans Ben skrævede under Vægten af den hvæsende Dame, hvis Silkeslag boblede over Puklen.

„Ah, og Frøkenen?“

„Nej Tak!“

Jødinden drog hurtigt Armen til sig og hoppede op på Broen.

Moderen udstødte et kvalt Skrig.

Den syge lænede sig i et Gisp mod Rækværket. Øjnene gulnede. Læberne dråbede rødt.

Jagtmands Fingre famlede, rede til at snappe hende.

Men stift rejste hun sig, skrigende op, med løftede Øjenbryn og bratte Gebærder, i Latter.

„Men Gud, Mo'r, er du ikke kommet fra Borde endnu? Ih, hvor stort Sanatoriet dog er! Jeg håber da, at De har et Værelse til mig mod Fjorden? Gud, jeg vilde ikke kunne holde ud at se på de Skove! Men havde jeg vidst, det var så langt fra Byen, over en Times Sejlads, det siger jeg, jeg var aldrig gået ind på at tage herover! skønt, hvilken By! sikke Gader! og sikke Damer!“

„Ja, Frøken Hein,“ Jagtmand skrabede ud, ”havde vi ikke til vor Lykke herude på Sanatoriet vore Damer, vore Kurgæster, hvor skulde vi så holde det ud? Specielt en sådan stakkels landflygtig Københavner som jeg?“

„Ih, er De Københavner?“

Frøken Sara Hein raslede ind ad Broen ved Siden af Jagtmand, hvis Skeletben svansede ved Siden af hende, yderst, holdende hende langs Rækværket.

Han vendte sit Kranium med Ormeøjnene mod de to betressede Sanatorietjenere og løftede Fingeren.

„Hans og Michael, byd Damerne Plads på Passagértroljen.“

De to gamle krøb hvæsende op i Kurvestolene på Troljen.

Jærnhjulene kværnede af Sted efter Inspektøren og Frøken Hein.

Eva, Helge og Riborg fulgte bagefter.

De to himmelblå Pukler svævede som Balloner. Frøken Heins Latter skar op. De to gamle hikstede og harkede.

Og Broen gungrede hult. Det blodrøde Vand dernede slikkede op i travle Tunger.

Sanatoriet steg, højt og svært, bredende sig til Rette over Skovene, som på et bloddrivende Leje.

Helges Trin durede i Broen, fortroligt.

Stum, med sit hvide Ansigt under den sorte Hue, det sorte Hår, gled Riborg langs Rækværket.

„Men — De har jo Malerkassen med, og Tegnemappe!“ udbrød Eva, hun så Kassen gynge frem ved Riborgs Hofte, „De kan da umuligt få malet noget Landskab i det Døgn!“

„Jeg skal ikke male Landskaber,“ Riborg så ikke på hende.

„Hvad skal De da male?“

„Jeg vil tegne dem deroppe. Det er derfor, jeg er kommet herover.“

Hun så op mod Sanatoriet, der gabede, Hul ved Hul af Vinduer.

„De — de syge?“

„Frue,“ Inspektørens vidtskilte Tænder hvislede mod hende — de var nået ind til Strandbredden og stod i det tangfyldte Sand — „et Ord i Tide: Vi har ingen syge her, kun Kurgæster! Syg — tys! nævn aldrig det Ord!“

Han blinkede betegnende hen mod Frøken Hein, der med snappende Bryst løsnede sit Slør fra Kåben, idet hun med en Grimase stødte Moderens hjælpende Hånd til Side.

De to silkeklædte kravlede ned fra Kurvestolene, fægtende om sig med Ibenholtsstokkene.

Nej, nej, ikke Tale om, de vilde ikke op i den rødlakerede Vogn med Mulæslet for. Det Stykke derop — ikke Tale om — var det noget at gå?

I Stilheden hørtes Bølgernes Hvisken mellem Stenene og Bladenes vædetunge Dryppen.

Den vindueshullede Bygning deroppe grinte som et Dødningehoved fra de blodrøde Skove mod den lille Skare på Stranden.

Jødinden hvinede op i en ny Latter, viftende med de lilla Handsker.

„Gud, den lille Pavillon dér! den ligner grangivelig Pavillonen på Langelinjes Mole! Gud, hvor sødt!“

„Ja, ak Langelinie, Frøken,“ Jagtmand rystede smægtende på Hovedet, „nævn den ikke, væk ikke en Landflygtigs sovende Hjærte!“

De gik ad Sandvejen, der langsomt trak sig fra Bænk til Bænk imellem Graner og benhvide Birke, der skinnede i det mørkerøde Løv.

Mulæslet og Hjulene arbejdede bagved. Frøken Hein lo og snakkede. De to silkeklædte hivede og hagede sig fremad ved Hjælp af Stokkene og Sanatorietjenernes Arm.

Løvet sejlede ned om dem, hang fast i deres Hattes blå og røde Blomster, i det farvede Hår og vippede i en broget Dynge på Puklerne.

Frøken Heins Ansigt vendte sig, med Mundens og Øjnenes sorte Pletter i det Blå.

Jagtmands Finger pegede:

„Denne Vej, mine Herskaber, denne Vej!“

— — — — — — —

„Helge, den Luft her i Sanatoriet, så den isner i Blodet!“

Eva stod og trak sin Jaket af i Værelset, hun og Helge havde fået anvist, med Vinduerne åbne mod Skoven.

„Ja, den Luft,“ han smilte, „den kan man ånde. Alle Ruder står åbne for den, Dag og Nat, Sommer som Vinter. Den Luft, Eva,“ han gik hen til Ruden, „vænner én til Æteren.“

Ekkoet spøgede gennem Bygningen.

Døre gik op og i, ovenpå og nedenunder, Trin ad Trapperne, skingrende Stemmer og Latter, hid og did, som lo Sara Hein gennem alle Kamre.

Hans bøjede Ryg, og Skoven, stum og blodig.

Evas Læber skælvede.

„Helge! Vi må ikke kalde dem Syge, og hør, hvor de ler! Er det, fordi de véd, de alle skal dø?“

„Alle?“ Helge rystede på Hovedet, „ikke alle, men —“

Men han, skulde han da?

Å Snak, han var her jo ikke som — Kurgæst.

„Du undrer dig over, de ler? Men husk, her er vi jo i Æteren, over Jordens Bekymringer og Besvær! Eller — lige på Grænsen af Æteren,“ hans Stemme strøg bort i et Smil.

Eva var gledet ned på Sofaen.

Hun så ud i det høje Rum med de to hvidlakerede Senge, med de gibshvide Lofter, med det elektriske Lys' Perle.

„Kan de Vinduer da slet ikke komme i?“ hun gøs sammen, i Kulde.

Han trak det ene Vindue til. Det standsede, for tykt, i Karmen.

„Men så kan jo også Sneen nå jer?“

„Ja, Sneen kan nå os, Eva. Jeg er vågnet Vintermorgener, halvt begravet i Sne og med Gulvet føget hvidt. Alle Ruder står åbne for Sneen —. En af Faders Venner skrev til ham fra Davos: „Alt her bærer Sneens Hvidhed, kun vore Hjærter vil ikke vænne sig til Dødslinet —“

„Værsåartig, mine Herskaber!“ Jagtmands Kno hamrede mod den åbne Dør. „Menu! Menu!“ han stak Hovedet ind. „Herskaberne drikker nok en Flaske Rødvin? Værsåartig!“

„Tak.“

De gik ud i Vestibulen.

Henne i Galleriet flokkedes Liggestolene, kurvegule, med grønne og røde Tæpper. Efterårshimlen stod fjærn og skyhvid i Stenbuerne.

„Se en Gang, Eva.“

De trådte mellem Kurvestolene ud i Galleriet.

Skyerne skinnede over de lyngrøde Skove. Fjorden blånede. Næssets forblæste Træer som bitte Palmer i Horizonten.

„Sommerdage,“ nikkede Helge, „drømte vi, i vore Liggestole, at svæve ud fra Galleriet og synke og svinde som Fnug i Fjordblået, dér hvor Solen legede gyldnest. Men — så let slipper ingen Kødet.“

Han pegede på de blå Glaskummer, hvis Genskær spillede over de kalkede Piller. Gule Slimklumper fligede sig som Gopler i Vandet.

Evas Mund kvalmede.

Det vide Himmelrum derude, den sollegende Fjord, de duftende Purpurskove — sank de med hine Lungeklumper i de små Kummer?

„Men Vinteraftener heroppe, eller i Liggehallerne dernede,“ han pegede ned, hvor to halvmåneformede Fløje trak sig ud til hver Side fra Indgangstrappen, hvis nederste Trin sås i Gruset som en Kiste, foran Plænens gustne Rosenbede, „når vi lå i de elektriske Lampers Skær, hyllet i Pelse og med Vanter på, da måtte snart en, snart en anden af os rejse sig på Albuen for at stirre ud i Mørket. Vi lå i det hvide Lys som i en Klokke, og hvor hvide var vi ikke i det! Men derude, blot bag Foden af vort Leje — —. En Gnist af en Skibslanterne, Fyrets Vink fjærntude … Et Par visne Blades Hvisken forbi. Vi stirrede i Mørket.“

Evas Hånd lå på hans Arm, hun lukkede Øjnene.

De gule Klumper dér i Kummerne —

„Helge,“ Hånden klemte om hans Arm, „vel, hun må ikke tegne dem?“

„Tegne, hvem?“ Helge så spørgende på hende.

„Å hun — hende! Hun er kommen for at tegne dem.“

„Snak,“ Helge rynkede sky Brynene, „man tegner da ikke de Syge."

„Nej, nej vel ?“ Hun åndede op.

Han gav hende Ret!

Han var selv en Gang en af dem —

Tegne dem, som stirrede i Mørket — —

„Men vi må jo ned!“ Helge gik hurtigt hen mod den brede Stentrappe.

— De standsede brat, på nederste Terrasse, ved Araucarierne.

I Solskinnet gennem Forhallens åbne Portal lå Frøken Sara Hein henslængt i en Kurvestol, i sin Pels, med den ene Fod vippende i Silkeskørtets Kniplingsbrus, med Hænderne om den røde Bog.

Og ligeoverfor, med Ryggen mod Skoven og Fjorden, sad Riborg, stum, sort, bøjet over sin Tegnemappe i Skødet.

Solen skinnede gennem Frøken Heins lilla Kjole, løste den op som en Os om hendes knokkeltynde Lemmer. Ansigtet sov spidst i Hårets sorte Hætte.

De høje Glasdøre ind til Salen bagved strålede i Solen, som funklede gennem den elektriske Lysekrone.

Skær af Sol og Glas flimrede over Flisegulvet, men Riborgs Skygge krøb sammen, krum og sort.

„Helge!“ Eva snappede efter Vejret.

Helge gik brat et Trin ned.

I det samme vendte Riborg sit Ansigt op mod ham, skyggesort, med de glasklare Øjne.

Han standsede i et Sæt.

Frøken Sara løftede Hovedet.

„Å, Hr. Kolind,“ hun viftede med Fingrene, „Deres Veninde tegner mig! Hvor morsomt at sidde for Kunstner her! Det er jo helt hjemligt! Jeg er bleven malet mange Gange. Min exotiske Skønhed har ofte prydet Forårsudstillingerne!“

Hun lo hostende. Hænderne greb til Pelsbrystet.

Riborgs Blyant strøg langsomt videre over Papiret.

Det Papir, Helge var kommet hjem med den Aften —: Nu skal her ordentlig tegnes ­— —

Gongonen drønede ind fra Portalen, kastende sine Lydskjolde op under de snehvælvede Lofter, rullende Skjold på Skjold bort gennem Gangene.

„Menu, Frøken Hein, Menu!“

Jagtmand bøjede sig med udspilte Fingre over Saras Kurvestol.

Tunge Trin slæbte over Fliserne.

„Helge Kolind, nej dog, velkommen!“

En mager, foroverbøjet Herre med blå Briller og gråstribet Skæg klemte Helges Hånd i sin.

Helge smilte, lidt usikker, forlegen. Hans Øjne søgte Evas.

„Overlæge Højen, og min Hustru.“

„Hustru — ih se! ja, ja,“ de blå Briller famlede mod hende, den årede Hånd klemte hendes.

Hun gøs, som for et Tryk af den klæge Muld.

„En dog, én dog, jeg reddede — for en Anden.“

Brillerne gik fra Helge til Eva.

Og med Et fangede Eva Øjnene derinde, spejlbrune, som med et Glimt af hvide Ansigter, Ansigt bag Ansigt, Doktor Højens „Gæster“ gennem tretten År.

Den Mand slæbte hver død med sig på sin krumme Ryg.

„Endelig en Gang,“ hans Hånd rettede rystende ved Brillerne, „ingen Anden kunde handlet rigtigere, men — så de Andre — —“

Han løftede det furede Ansigt.

Døre reves op og sloges i gennem Gangene, Latter og Stemmer kvidrede, Trin knirkede, Kjoler raslede. Elevatoren brummede fra Etagerne.

Lyde myldrede ud fra Murene som Orme fra et Træstød.

„Måske, måske dog en Anden kunde!“ han holdt Hænderne op om Tindingerne. „— Men værsågod, kom nu ind og spis.“

Han satte sig i Gang, haltende, som i Flugt.

Og hør: alle de Trin, alle de Stemmer hvislede dér bagved ham, bagefter ham, som Bladene efter Simon Taves Vogn derhjemme: Jeg! Jeg! Jeg!

Men Eva klemte om Helges Hånd. Hendes havde han frelst!

Idet de gik forbi Konsultationsstuens hvide Dør, slog Karbollugten ud i den kolde Luft, som en Syre.

Eva så tilbage.

Ude i Forhallen og ned ad Trapperne vrimlede Kurgæsterne, Damer og Herrer, leende, snakkende, fægtende med Hænder og Lommetørklæder, klyngevis eller én for én, hilsende og smilende.

Skovens blodrøde Skær svævede over Hallen, over lyse Kjoler og sorte Frakker.

Solen var skjult bag Skyer.

Gennem Konversationsstuen med Flyglet, hyllet i Grønt for de åbne Vinduer, med Fløjlssofaer og Lænestole i sorgløst Selskab om Mahognibordene med Bøger, Tidsskrifter og Vaser, nåede de ind i Spisesalen.

De hvide Sommergardiner svævede endnu som luftige Skyer om de høje Buevinduer. De tre lange, dækkede Borde strålede.

I Fald af Blod flød Løvet udenfor Ruderne, spejlet i Glas og Krystal, i Lysekronernes isnende Prismer og de slebne Vægspejle, der stirrede mod de tre Vinduer som mod blodige Medvidere.

Den fortærende Duft af Løv stod over Damp af Steg og Vin, over Dugenes klamme Lugt.

Bølgernes fjærne Hvisken lød gennem Løvets Falden.

Så bruste Selskabet ind om Bordene.

Snakken kogte hen under Lofterne. Øjne glimrede, Hænder løftedes. Rødvin blussede i Glassene, som hævedes tunge Rosenkæder.

De hvidkappede Piger løftede Fadene, højt over de travle Hoveder og skød dem ind mellem samtalende Par.

For de tre Bordfløje sad Overlægen, Andenlæge, Doktor Ejlersen, og Jagtmand.

Inspektøren ved det Bord, hvor Eva, Riborg og Helge havde deres Plads.

Frøken Hein sad længere nede ved samme Bord med sin Moder.

Hun lo og gestikulerede med den tynde, halvtblottede Arm med det dinglende Armbånd.

Hendes Kavaller bøjede smilende sit skægløse Ansigt frem. Den hvide Skilning i hans jødeblå Hår skinnede.

Længst nede for den anden Bordende rokkede de to Gamle i lysegule Silkekjoler og lilla Hansker.

Evas Øjne gled rundt over alle de leende Ansigter, unge og gamle, Mænd og Kvinder og Børn.

Ja Børn —.

To Drenge, rødhårede, hvidøjede, fniste op i Ansigtet på deres Naboer. Krykkerne stak op bag deres Stole, som Kæpheste.

Men en lille Pige, hvidklædt, hulkindet, stirrede tavst ud for sig under det svære, høtørre Hår — som Helge en Gang, et alvorligt vidende Barn.

Å, dér, og dér også: et alvorligt Ansigt —

Eva så dem efterhånden, i et Lettelsens Suk, som var der dog Håb.

Håb i disse sørgende Ansigter? Håb i Sorgen?

Ja, i Sandheden!

Helge, som disse har du siddet!

O sande, hellige Sorg!

Eva svimlede, som før på Damperen, men nu over dette Dyb af spillende, leende Øjne, af råbende Munde, af funklende Smykker og glimrende Krystal.

Dér ovre sad en Mand, en halvhundredårig, stille og sammenkrøben.

Hans lille, gule Ansigt stirrede ud fra det gråsprængte Hår og Skæg. De tykke Bryn sad ubevægelige over de brunsorte Øjne. Han rørte knap ved Fadene.

„Hvem er han?“ Eva bøjede sig hen mod Jagtmand.

„En Købmand fra Ribe. Strubetæring,“ Jagtmand så op fra sin Tallerken og spiste ilsomt.

„Og hun dernede?“

Eva nikkede svagt ned ad Bordet, mod en purung Pige, der ustandseligt stregede med Gaflen i Dugen, stregede og slettede. Det brune Hår svulmede om hendes brændende røde Ansigt. De tørre Læber snappede og snappede.

„Frøken Lagerström. Hun er helt oppe fra Dalarne. Eneste Barn. Faderen Brugspatron. Højen har pustet hendes ene Lunge sammen i Dag, ikke større end en knyttet Barnehånd.“

Evas Øjne hang ved hende.

„Kan hun leve?“ hviskede hun.

Jagtmand gjorde en hastig Skuldertrækning:

„Meget angrebet.“

„Spiser De og Lægerne altid hernede, og aldrig hjemme?“

„Ja-a,“ Jagtmand slog ud med Kniven, „jeg skal sige Fruen,“ hans Stemme sank, det gule i Øjnene lyste, „vi lurer.“

„Lurer?“ Eva stirrede på ham.

„Ja, på om de spiser noget! Min Kompliment, Frue, De har gode Øjne! De har strax set ud de to her ved Bordet, der spiser mindst. Ja, og dér ser De forresten en til: den nye Frøken, den livlige Dame dernede. Og Kavalleren med.“

„Hvem er han?“

„Gerson, Jøde, er her for tredje Gang.“

„Tredje Gang?“

„Jaha, mange af vore Gæster kommer tilbage tre Gange.“

„Tre Gange?“

„Ja — og sjælden mer.“

Kommer igen —.

Eva så på Helge.

Rolig, foroverbøjet sad han uden at røre sin Mad. De sortbrune Øjne gled langsomt fra Ansigt til Ansigt, prøvende, slippende, glidende videre.

Eva huskede pludselig sine Køreture med Fader, fra Strand indtil Fredericia og tilbage igen, når hun, træt af det åbne Landskab med Skove og Bakker, med Fjordstrimen, Kirker og Havet længst ude, og af den bestandige Blæst, fyldtes af Vemod, over Stuerne derhjemme, over Fader og Moder, og begyndte med Øjnene at følge Landevejstræerne, der gled forbi. Træ efter Træ, i Støvet og Grøften:

„Du kan komme dig, du kan ikke. Men du kan, og du. Men du ikke.“

Træerne gled og gled, forkrøblede af den evindelige Blæst ude fra Havet og Fjorden ved Rind, dér hvor Bankerne gabede i et åbent Svælg helt ud mod Himlen, mens Skovene skyllede op over Land, ind mod Fredericia.

„Du kan komme dig, og du. Men, å du ikke!“

Som det havde blødt i hendes Hjærte, når hun måtte hviske: „Du ikke,“ til et håbløst visnende Træ, halmvundet og tjæresmurt i sit Træstativ, men død i Kronen!

Å, hun kendte jo Træernes Væxt og Liv fra lille, hun, som havde færdedes imellem dem, Dag efter Dag, ene eller med Moder, løbende som de i Længsel udad Vejen, bort fra Strand, fra Farfader og Sivene!

Helge, dømte han nu således sin Barndoms Træer, kyndig som hun:

„Du kan komme dig, du også. Men du, å du ikke!“

Men han, Gartneren selv?

„Hr. Jagtmand, Inspektør!“ skreg Frøken Hein, bøjet frem forbi alle de snakkende Ansigter, „Hr. In-spek-tør!“ hun klappede i Hænderne.

„Ja, ja, min Frøken?“ hans Dødningeansigt slog affable Revner af Smil, han vinkede med Fingeren.

„Grosserer Gerson her, han har det som vi: København, København! sukker han.“

„Ja, det tror Pokker! han er ikke mindre end to Gange stukket fra os!“ Jagtmands Tandbrikker grinte under det tynde Skæg.

Tre Gange kommer de igen —

„Se nu, vil De se, den små Frøken Lagerström vil ikke have mere Postej! Det skal blive meldt til Højen,“ hviskede han.

Eva så derned.

Den unge Piges Hånd famlede mod hendes Hals; hun gjorde en gylpende Bevægelse, som skulde hun kaste op. Hun skød hæftigt Tallerknen fra sig.

Men hastigt, som mærkede hun Inspektørens lurende Øjne, dækkede hun Resten af Hønsepostejen til med Kniv og Gaffel.

Hun drejede Hovedet i en Grimase om til Siden, trak let på de magre Skuldre og sank sammen med Hænderne i Skødet.

„Og så er det hele arrangeret som et muntert Middagsselskab,“ hviskede Eva, hun knugede Servietten.

„Som et ­— —? Det er et muntert Selskab, min Frue! Og hvorfor ikke?“ Inspektørens Bryn gik til Vejrs over den skallede Pande.

„Se på deres Rygge,“ mumlede Riborg.

Hun sad foroverludet, med bægge Arme kryssede under Brystet.

Eva så hastig på hende. Hun havde glemt hende, glemt sit eget her indfor alle disse Ansigter.

„Deres Rygge?“

„Min Kompliment, Frøken, De har også Øjne!“ Jagtmand løftede Glasset, han plirrede fortroligt, „De er ikke Kunstner for ingenting.“

Riborg rørte sig ikke. Hendes Øjne sugede Ansigt efter Ansigt ind under Fanden, der sad som Hul i Hul. Underlæben var trukket ind under Tænderne, som drak hun sig selv. Men de lange, hvide Hænder krøb af Iver om hendes Albuer.

Hendes sorte Silkekjole skumrede ensomt mellem Kurgæsternes hvide, gule og blå.

„Ak Jomfru Sorg i Silkeskrud —“

Hun —. Evas Læber skælvede.

Hvad Ret havde hun til Sorgen? Hun, som var ung og rask, hun, som skulde komme her for første Gang, og aldrig siden!

Se, de lo, de blivende, mens hun —

Ja, hun var kommen for at tage Hævn, for at tegne dem, at det skyldfri Liv derude bag disse Mure og disse blødende Skove skulde se dem, dem, der blev tilbage — og stivne som Lots Hustru, som Simon Tave.

Å Helge, å Simon Tave!

Å vanhellige Sorg!

Ja, deres Rygge under Silkebluserne, Kniplingstørklæderne og Diplomatfrakkerne, hule som Dejtrug. Som de marvløse Træer derhjemme ved Strand Landevej. Sunkne som Grave mellem Skulderbladenes Fjæl.

„I ranke Rygge, der kan knejse og bære Byrder, se Eders Brødre og Søstre! de skabtes dog som I! Ja vend jer kun fra os! hvorhen I vender jer, skal I se os!

Jeg er Hævnens Hånd!

Og én er Sandheden.“

O Sorg af Had!

Den unge Grosserer Gerson havde rejst sig, slank, diplomatklædt, med hvid Vest, med Rose i Knaphullet.

Hans Kniv klingrede mod Glasset.

„Mine Damer og Herrer!“ lungeløs gispede Stemmen gennem Snakkens og Servicets Summen og Klirren, „mine Damer og Herrer!“

Det suste og bølgede gennem Rækkerne:

„Gerson vil tale! Gerson vil tale! tys, tys! hør nu!“

„Mine Damer og Herrer,“ han rankede sin udtærede Skikkelse, med Hånden i Knomansjetten elegant støttet mod Dugen. „En højest glædelig — og sjælden Begivenhed er sket iblandt os: der er født et Barn.“

En Latter suste op, hidsig, vild som Luer:

„Hvad? hvem? hvis?“

„Jo,“ hans Øjne spillede feberblanke hen over alle de grådige Ansigter, „vor Mulhoppe har født et Barn, og Mulhoppen, mine Herskaber, er et helligt Dyr. Se Zachariæ 9.9. Nu er det Spørgsmålet: Hvad skal den nyfødte hedde? Mine Damer og Herrer,“ her hævede han bægge Arme for at neddæmpe det Brus af Navne, af Forslag der hvirvlede fra Bordene, „må jeg bede om Orden? Reglementet skal overholdes. Stemmesedler med Navneforslag og Navneunderskrifter vil være i Eftermiddag inden Klokken 8 at aflevere til vor elskværdige, nyankomne Gæst, Frøken Sara Hein, den nyfødtes nådige Gudmoder.“

Han bukkede, med Glasset i Hånden, dybt for Frøken Hein, der bøjede sig bagover i Stolen af Latter med Servietten for Munden, som en Ligdug på det blå Ansigt.

Eva så uvilkårlig hen på Overlægen.

Han sad, krumrygget, med Hænderne foldet foran Fadene, gemt bag sine blå Briller og sit Skæg, som hørte, som så han ikke.

Men i hans Øjne, derinde bag de mørke Glas, sejlede stedse den samme Række hvide Ansigter hen, et uendeligt, lydløst Tog: Alle de, som havde siddet her ved disse Borde, leget, spøgt og støjet, og alle de, som skulde spøge og støje, når de, som nu sad ved Bordene —

Eva så sig hastig om.

En pludselig Tavshed sank over Salen. Selv de to rødhårede Smådrenge, selv Hr. Gerson og Frøken Hein tav.

Alle Ansigter stivnede, pludselig stumme, hulkindede.

Et Selskab af døde.

Glassene og Karaflerne glødede over de hvide Duge. Lysekronernes Blodprismer perlede.

I Spejlene sad endnu tre Selskaber døde, i stiveste Pynt, ved hvide Borde.

Overlægens blå Brilleglas ulmede.

Og dér udenfor, hvor de mægtige Fald af Løv strømmede bag de høje Vinduer — den vædetunge Dryppen af Blod.

Og Lugten af Gær og Muld gennem Ruderne —

Da så Eva en Mand, dér midt for Bordet, ene, som dukket op af Stilheden.

Han spiste ikke, han rørte sig ikke, han så kun hen for sig med store, klare Øjne. Håret lå i en svær Bølge over Panden.

„Hvem er det?“ hviskede Eva, mod sin Vilje, i Stilheden.

Inspektøren så op.

„Ham der?“ hvislede han. „Nå, det er Kandidaten, Tue Tavsen hedder han jo. Men vi kalder ham nu kun „Kandidaten“. Han er vor første Gæst.“

Eva stirrede på Jagtmand.

„Han — han har da ikke været her i de tretten År?“

„Fra den første Dag. Og kom han udenfor, var han færdig.“

„Og her?“

„Ja her —“ Jagtmand trak Øjenbrynene i Vejret, „her har han altså levet, men nu —“

„Nu?“

„Ja, nu er det vist sidste År. Han kom hertil fra Udlandet, men stammer nok oprindelig her fra Egnen.“

„Helge,“ hviskede hun, „kender du ham?“

„Om jeg kender ham!“ Helges store Mund skælvede sårt.

Øjnene dirrede tårefyldte mod den ensomme Mand, som så han sig selv, fra en Gang.

Eva stirrede på den Fremmede.

Var han ung, var han gammel?

Hun vidste det ikke.

Ensom sad han blandt dem alle.

Han smuldrede med Fingrene Brødet og dryssede det på sin tomme Tallerken.

Ham kan det ikke nytte, man tvinger til at spise,“ hviskede Jagtmand bag Rødvinsglasset, „han vil ikke mere. Og min Sæl, jeg kan forstå det! Han er helt ene, har hverken Slægt eller Venner at svare til. Nå — eh bien! den Vej skal vi alle, også vi „raske“ på Slottet!“

Ene, hverken Slægt eller Venner —.

Og dog, dog måske en Gang én havde levet i ham, tryglet for ham, tigget for hans og sit Liv, som nu hun for Helge — —

Men nu sad han her, ene, smuldrede sit Brød på sin tomme Tallerken, vendt tilbage til sin Barndoms Skove — fra Udlændighed.

Hun lukkede sine Øjne. Hun syntes med Et, han sad dér, han alene.

Alle de andre var forsvundne.

Kun han sad dér, ved den hvide Dug, mod de blodigtrøde Skove, vendt hjem til sin Moders Skød.

Barndom og Alderdom, Fødsel og Død, var de i ham, han, som ikke var ung og ikke var gammel, dette Sanatoriums første Gæst?

Og Helge smilte mod ham, i Minde, som mod sit Selv.

Å Liv, hellige, hellige Liv! fik jeg Lov at frelse dig til det?

„Mine Damer og Herrer!“

Inspektøren røg pludselig til Vejrs, op gennem Tysthedens Lag, som et Lig gennem Løv, med blinkende Øjne og Tænder, med strittende Fingre om Rødvinsglasset, i et Glam:

„Angående vor nyfødte, så husk: det er Mortens Aften i Aften! kunde vi fejre denne Aften skønnere, ihukommende Grosserer Gersons Ord om Mulæslet: „Det er helligt!“ end ved at døbe vort nye Medlem: Bisp Morten? Dette er kun et Forslag. Til Værket, til Værket, mine Damer og Herrer! Frøken Hein tager mod Stemmesedlerne. Velbekomme!“

En Summen væltede ud.

Latter, Råb, Håndklap, Stole, der skuredes tilbage, Skørter, der fejede Gulvene, Sko, der knirkede, en himmelskrigende Larm:

„Vi er til! Vi er til! Oven jorde! Vi rører os, vi bevæger os! Vi er til!“

„Hm, hm,“ Inspektøren sad med Hånden klemt om den sammenkrøllede Serviet, „den klarede vi sgu ganske net! Takket være Helligaftenen! Jeg skal sige Dem: det gælder sgu om at holde dem i Humør!“

Han plirrede fortroligt ud over de tomme Borde, en Dødens Klovn.

— — — — — —

Gruset på Pladsen foran Sanatorietrappen knasede under sorgløse Trin.

Snakkende slentrede Kurgæsterne frem og tilbage eller flokkedes Hoved ved Hoved om de nys ankomne Aviser.

De brogede Sommerfugledragter skinnede under de svære, grå Mure.

Ruderne deroppe rakte som Arme ud over de blodige Skovkupler.

Midt for Trappen hvilte Frøken Hein, henslængt i sin Kurvestol.

Og Riborg krummede sig, stum, sortklædt, over sin Tegnemappe. Blyanten gik hastig, kort. Nu dirrede den ikke.

Kun af og til krøb hun endnu lidt mere sammen, og Panden plettedes af Skygger.

Hun lignede en Kvinde, der føder.

Helge gik op og ned med Overlægen, der slæbte sine Fødder i Gruset, med Hænderne på Ryggen og ludende Briller.

Så han nogensinde op på sine Patienter?

Han ejede dem alle derinde bag de blå Glas.

Han havde kysset Helge den Nat, hans Fader døde, da han kom løbende for at løbe til ham. med ham. Han havde standset ham og kysset ham.

„— Å, du kender ikke Doktor Højen!“

Doktor her — over disse — Kurgæster —

Fjorden derude svævede stum mellem de røde Skove, ud i Himlen.

Ikke et Sejl var at øjne.

Som en grå Tåge hang den under Skyerne.

Ikke en Lyd fra Livet derude, bag de grå Vande, ikke en Lyd til denne Bred, hvor de vankede, de brogede Skygger, langs Letes Vande, der hyller sin rimgrå Ånde om de Saliges røde Ø.

Men Riborg tegnede, svanger med Skæbne, Lotofagerne på Kysten, at de skulde vågne og se Dybet og svimle bort, at Verden skulde se gennem Tågen og skue sig selv vandre langs Oceanet, ingen Stemme og ingen Fugl når over, men hvor hver Fod en Gang skal sætte sit Spor af Blod, Lete sletter.

Sammenkrummet fødte hun, i Drift.

Se Frøken Hein, der smilte, nådigt skænkende sin Skønhed til Medmenneskenes Beundring, nu som så ofte før, glemmende, at hun sad her bag de grå Vande, glemmende denne sorte Skikkelse dér, der nu sugede Døden fra hvert hendes Træk og Lem, som hendes Beundrere fordum drak Livet af hendes Øjne og Lød.

Og Øens røde Skær over alle disse Ansigtet, alle disse Afgrundsvandrere —

Så da ingen af dem, at Riborg var kommet iblandt dem?

Derude, derude hang Evighedens Grå.

— Doktor Højen standsede pludselig og løftede Hånden.

Stemmerne sluktes i et Nu, rundtom, under Murene.

Alle Øjne fæstedes ved denne Hånd, som kunde den pege dem Vejen ud af den Ild, der brændte rundtom dem, der brændte inden i dem, Vejen til Fastlandet fra fordum, en Gang.

„Mine Damer og Herrer, nu er vor Fritid omme. Nu atter til vor Gerning!“

Gerning —

Helge var standset og så på dem, som de tavse, hurtige, uden at følges eller agte på hinanden, mellem hverandre løb op ad Trapperne, hver til sit, lydløse, smuttende ad de grå Trin som Biller.

I et Nu var de spredte, som havde de aldrig været samlet, aldrig kendt hinanden, men kun deres egen Sygdom, eget Løb efter Frelse.

Ene midt på den grusede Plads stod Højen, dukket og grå.

Helge var gået hen til Eva. Han lagde Hånden på Bænkens Rygstød.

„Se ham“ mumlede han, „tro mig, han er den eneste håbløst syge her.“

„Han?“ Eva så op.

„Ja, for enhver af de andre tror, han kan komme sig og — så måske! Men han véd, hver eneste af dem skal dø.“

Oppe fra Gangene, bag Vinduerne eller ad Stierne dybere inde i Skoven løb åndeløse Stemmer, ilende Trin.

De løb, løb for deres Liv.

Men han vidste, dette Slots kroneløse Konge ­— —

„Hr. Kolind og Frue, jeg håber, De i Aften kommer op og drikker Te hos mig i min Villa?“ Doktor Højen kom rokkende hen til dem, skjult bag sine Briller.

Oppe i Skoven stak et blåt Mansardtag frem som en Sten.

„Vi har jo så meget at tale om, og måske —“

„Hvilket?“

„Måske kunde jeg også undersøge Dem,“ Lægens blå Briller sortnede pludselig mod Helge.

„Mig?“ det gav et Ryk i ham, så smilte Helge inderlig blødt, ydmygt, „nej, jeg tror, jeg er kommen mig nu, Doktor Højen,“ hans Stemme tonede forunderlig nøgen og ny.

Eva vovede ikke at se op. Hun skælvede fra Hoved til Fod på sin Bænk.

Helge, Helge, siger du det? Har jeg vækket dig af de blodigtrøde Skove?

Hun mærkede Højens Blik på sig.

Men hun vovede ikke at se op.

„Ja,“ Doktorens Stemme dirrede, „Herren være priset, nogle frelser vi dog, men —“

Han tav pludselig; hans Briller stod stille over Frøken Hein og Riborg.

Ja, se hende med Øjnene sluknende i de blå Skygger, med Lemmerne sammenfaldne bag Kjolens Lilla, med Smilet rødt af Feber og Skov, med Hænderne klemt over Bogen.

Fru Hein listede omkring Riborg og hende, til og fra. Hendes fede, hvide Hænder famlede hjælpeløst med Lommetørklædet. Hun stirrede fortabt på Tegningen, skottede hastigt over til sit Barn og hen på Overlægen.

„Jeg tror — jeg tror — Sara, hør — jeg tror ikke, du — du skulde lade dig tegne.“

„Snak, Moder!“ Sara rystede koldt på Hovedet og smilte videre.

„Frøken.“ Fru Hein stod bag Riborg, hendes Hænder rørte angst hendes Skulder.

Riborg så op, dumpt, og sænkede påny Panden over sin Tegning. Hånden drog den Streg, den skulde.

Eva løftede Øjnene mod Helge, som i Bøn:

Hjælp os! du må!

Helges Bryn sitrede, han stirrede anspændt på Riborg.

Hun så op.

Deres Øjne mødtes.

Så rystede hun på Hovedet, svagt, bøjede det tungt over Tegningen og lod Blyanten vandre.

Han bad Livet af hendes Hånd. Men den kunde ikke skabe, kun gengive.

Riborg, sad hun ikke dér som Skæbnen selv?

Men Helge, vilde han da Løgnen?

Og hvorfor?

Eva jog sammen.

Saras Øjne vogtede på dem, vågnende.

Hun havde set Helges Læber bede og Riborg ryste på Hovedet.

Hun måtte — hun måtte ikke — —

Men i det samme skød Sara op af Pelskåben. Bogen fløj ned i Gruset.

„Jeg vil se Tegningen, jeg vil se den!“ udbrød hun, hendes Stemme brast, hendes Ansigt blussede, et Nu, gennem de blå Slør.

„Nej, Barn dog, nej, den — den er jo ikke færdig!“ Fru Hein snappede hendes Arm.

„Væk Moder!“ hun stødte til hende, „jeg vil se den! giv mig den!“

Hendes Øjne stod vidtopspilede, Tænderne lyste — ét Gab af Øjne og Mund i det Blå.

Riborg rejste sig i sin sorte Kjole:

„Dér.“

Hun rakte Tegningen mod hende, rolig som selve Livet.

Sara greb den. Den rystede i hendes Hånd.

Pludselig fløj Bladet ud af den, sejlede ned i Gruset.

Hun stod et Øjeblik.

Så faldt hun, i et Skrig, hulkende ned i sine Hænder.

Ryggen krøb sammen, brudt.

Riborg bøjede sig og tog Tegningen op.

Hun så på den og rystede Gruset bort.

Moderen, Højen og Helge var stimlet sammen om Sara.

Som afmægtig vaklede hun op ad Trappen imellem dem. Pelsen slæbte fra den sunkne Ryg.

Eva stod foran Riborg. Hun vilde råbe, hun vilde tale.

Men hendes Bryst gik, hun snappede efter Luft.

Store, stumme stirrede Øjnene på hende, Hånden holdt om Tegningen.

Eva vendte sig hastig og løb op ad Trappen.

Hun vidste det: Blev hun længere, kvalte hun hende i sine Hænder, sine små, hårde Hænder.

Om ikke Riborgs de lange, bløde, kvalte hende.

— Helge var standset inde i Vestibulen, ved Araucarierne.

„Eva,“ hans Stemme kom, usikker som i Brøde, hans Øjne søgte over Fliserne hen mod Konsultationsstuen, men hans Hånd famlede efter hendes, som efter Hjælp. på nye Veje, „du må gå op til hende — og trøste hende.“

Riborg stod stum nede på Gruspladsen, med sin Tegning.

— — — — — — — —

Sara Heins Silkekjole blånede som Vin over de kolde Lagner, og Hånden, der knugede Lommetørklædet, funklede af Diamanter og Tårer.

Men hun strakte skælvende det udmagrede Legeme ud i Sengen. Nu fandt det Lejet, den lydige Liggen. Aldrig mer oprejst, nej, nu aldrig mer.

„Å. De så jo selv på mig, på Dampskibet: „Hvorfor støjer du sådan?“ Men jeg lo, lo ad jer alle, at I troede, alt ikke var som før, fra jeg var lille, at noget nyt var kommet, som skulde gøre alt mit anderledes fra nu af, mer og mer anderledes, kun for mig, til — det helt var omme, alt mit. Jeg lo, lo af jer: „I tror, jeg ikke er som én af jer, I tror, jeg ikke mer vil kappes! Men bi! bi! Jeg er Sara Hein, vogt jer bare!“ — — Men nu, dér så jeg mig selv — som jeg nu ser ud — for jer, der skal leve, så hvad — jeg nu betyder, jeg som før betød — mer Liv, end I ejede — I, som nu —“

„Så, så,“ Eva tvang sine Læber til Ro på hendes iskolde Kind, „så, så, Frøken Hein. så De er bleven nervøs af Rejsen herover! Fordi hun tegner den Skitse sådan, tror De strax — —. Men De kender hende jo ikke! Tro mig, det er ikke Dem, det er hende, der er syg. Hun — hun ser os alle sådan, vil kun tegne os sådan.“

Sara Hein rystede på Hovedet, hendes Øjne smilte, alvise:

„Nej, nej, Fru Eva, nu må vi ikke narre Døden mer! Deres Øjne sagde mig det jo allerede om Bord: „Det er Synd at lege sådan! vi må tage Døden, som vi tog Livet!“ Jeg — jeg begik Synden. Men å, hvor fik jeg også Straffen! Jeg skulde jo le, le, le hvert Sekund. Å, det var som i Søvne! Jeg løb, løb og kunde ikke løbe. Jeg kunde ikke holde mig oprejst mer. Nu ligger jeg, å nu ligger jeg, nu er det rigtigt. Nu skal jeg kun ligge — og vente.“

Evas Hænder gled ned på Tæppet.

„Vil du ikke gå derop og trøste hende —“

Glæden skulde læge Sorgen, Glæden, som ene er god Glæden, hvori Gud bor.

Og så: Sorg at le, Glæde at græde, Glæden Synd og Sorgen Lydighed!

Hun blev liggende ubevægelig og så gennem den høje Rude ud over Skovens blødende Sår til Fjordens fjærne, grå Lise.

Hendes Læber skælvede:

Helge, du som sendte mig til hende, er Riborgs Billede af dig også det rette og er mit kun Synd?

Nej, havde du da sendt mig herop?

Han havde sagt det: han var kommet sig.

Nu vidste hun det: Han forstod ikke Sorgen mere.

Men her var så stille mellem de hvide Vægge, at hun kunde høre de andre Kurgæsters Latter dernede.

Som jaget af Sted af Skovens Flammer løb de, løb.

Sara Hein løftede Hovedet og smilte. Så lukkede hun Øjnene og lagde sig til Hvile.

­— — — — — — —

„Nej, men nu tager jeg også min Afsked.“

Overlægen stirrede, lænet mod Verandadøren, ud i Måneskinnet.

Blodskoven dernede sprudlede dybt og dunkelt. Fjordens Flor hang under Himlen.

„En Anden må komme, en, som ejer Troen og Glæden. For deri må det jo ligge. Jeg ejer dem ikke mere.“

Han vendte det blåbrillede Ansigt mod dem; de magre Hænder, røde af Kulden i det altid åbentstående Sanatorium, famlede om det hængende Skæg.

Sanatoriet steg bag ham, mellem Verandaens Tremmer, lystindrende, Ruderække ved Ruderække. Måneskinnet blånede over Tagene. Bygningerne svævede som i en Lysring over Skovene.

Lange Skyer drog sig hen gennem Himlen, lysende, stjærneprikkede.

„Er Løgn da ikke Synd? og Synden Død?“ Riborg spændte Hænderne om sit Knæ, hun stirrede forbi ham, ud i Månelyset.

Overlægen sænkede det grå Hoved. De bladløse Skyggeranker dirrede over ham.

„Ja, Frøken, vidste jeg det —“ mumlede han.

Henne i Vinduets Måneskin fortrak Inspektørens Ansigt sig til en Grimase, bag Rudernes Gitter:

„Kære Doktor Højen, husk dog på mig! Jeg er jo, om jeg så må sige, Håbet på denne Skude.“

Eva så mod det skinnende Sanatorium.

Dernede, i et af de Lys smilte nu hint Ansigt sit Lydigheds Smil.

Og i de andre Lys, de prikkende tætte, hvilte nu endelig Feberøjnene og Febermundene, salige i Tilståelse og Sorg.

„Men,“ hun så ned i Skødet, „er da ikke Håbet Frelse?“

„Løgn er Løgn,“ Riborg knugede Armene sammen under Brystet.

„Kan ikke Håbet gøre Løgn til Sandhed?“ Eva så bævende op på den unge Andenlæge.

„Håb er Synd. Din Vilje ske!” Riborg bøjede Hovedet.

Doktor Ejlersen så ud i Måneskinnet med korslagte Arme.

Den mægtige Kristusstatues Kåbeflig hvidnede bag ham. Det bøjede Hoved dæmrede oppe i Skyggerne.

„Er der Liv, er der Håb. Og — er der ikke Håb, er der ikke Liv. Nægter man Miraklet, da nægter man Livet. Deres egen Mand, Fru Kolind — Overlæge Højen siger om ham, at det er et Mirakel, han lever.“

Eva mødte Helges Øjne.

De smilte mod hende, bly, som hin første Nat, han bøjede sig over hende.

Og hun sitrede, som den Gang, under de Øjne.

Ikke var han frelst ved Miraklet for at dø af Mangel på Håb.

Og, havde Helge dog den Gang inderst ikke villet dø, ikke villet følge med?

Nu ejede hun Håb, nu ejede hun Kærlighedens Mirakel!

„Doktor Ejlersen, om ikke De drog på Deres Uriaspost, jeg havde måske i Dem fundet hin Anden!“ Overlægen strøg sig tungt over Brynene gennem de visne Rankers Skygger. „Og De tror ikke, de derovre behøver Dem fuldt så meget, som Asiens Koleraegne?“

„Doktor Højen,“ den unge Læge smilte svagt, hans Hånd strøg over Statuens hvide Fod, „troede De i Sandhed, at Håb var Frelse, da fandt lettere De end Asiens Koleraegne en Anden.“

Jagtmands Tænder blinkede.

„Rigtigt! Det er lettere at håbe end at dø for andre!“

Doktor Ejlersen løftede Hovedet og så opad i de hvide Øjne, der sænkedes mod hans.

„Der er dog nogle, for hvem det er lettere at dø end at håbe,“ hviskede han.

Ja, om det at dø for dig, var at give dig Livet, Helge, — som Alkestis på din Tegning gik jeg til Hades for dig i denne Stund!

Men jeg må det større Mod: at håbe, for at du kan leve, at tro på Glæden, på Gud!

Hun klemte Hænderne tro i hinanden. Ti kun i mig kan du leve!

En Gang kom Helge herfra, anden Gang gør han det også.

Og den tredje skal han aldrig komme!

— — — — — — —

De stod mellem Tårnene i Sanatoriets øverste Galleri, i Måneskinnet.

Inspektørens Trin sluktes ad Trapperne, dybere og dybere ned. Han måtte hjem „at være rede til Bestillingen“ i Morgen.

Nu svandt den sidste Lyd.

Og de var ene mellem Tårntagenes Skiffer, bag Stenbalustraden, der bar dem som en Skibsstævn højt over Skovdybet dernede, nær Månens enlige Kugle.

Det fjærne Tog med sine Lys, sine Hjul rullede bort i Natten histovre.

Strandbredden dæmrede under Skovens Skygge.

Kun Månespillet på Fjorden.

Ene stod de her, højt.

Da pludselig Stenene om dem drønede.

De sorte Mure sang ud i Natten.

Et rullende Hostekor, ud over Skovene, over Fjorden, i Månens Lys.

Eva lukkede Øjnene.

Hør, de hellige Præster dernede hilste i Midnattens Time deres Gud:

„Ave mors in æternitate!“

Nu sank Lyden afgrundsdybt.

Inderst inde fra Brønden af Nat og Sten huggede en enlig Hoste, som læste en sidste Præst over på Responsoriet.

Nu svandt den bort i korte Slag.

Nu huggede kun en fangen Hammer slidsomt i Dybet.

„Helge,“ hun vendte sig, flygtet ind mellem Søjlernes Grå, „Helge!“

Hans Ansigt så mod hende ude fra Måneskinnet.

„Nu kommer jeg,“ mumlede han.

Ornamenterne krøb om Tårnene, isgrå, med blinde Stenøjne. Månen stribede Skifferen med stive, hvide Fingre.

Ene stod Riborg derude, sort under Månekuglen.

Evas Hænder klemte om Helges.

Hør, hør dem igen dernede!

„Ave mors in æternitate!“

Præsterne råbte og råbte.

Og atter læste den enlige Stemme over på den tunge Lektie.

Til Hammeren kun sled påny, møjsommelig, på Fængselsdybets Sten.

Løvduften vældede op fra Årets Grav.

Månen svævede ene og tung.

Og Spillet legede på Fjorden.

O du Sorgens, o du Dødens Gud, tilgiv, større er du, end jeg drømte!

Hun skjulte sine Øjne med den venstre Hånd, den anden holdt om hans.

Og Du, Gud, der bandt vore Hænder sammen, stå mig bi!

— — — — — — —

Det elektriske Lys' Istap vågede.

Helge støttede Armen i Puderne, strakt i Sengen.

Dobbeltdøren dæmrede hornblank. Væggene steg fra Panelfarvens grønne Kær op i murhvidt.

Alt lyttede.

Bag den stængede Dør hulede sig de lange Korridorer, hen forbi Dørene, Dør ved Dør!

Månepletter stivnede fra Vinduerne derude på Linoleumsgulvet, Etage over Etage.

Og i hvert Kammer, hvidklædt, ventende eller blundende, en Beboer.

Alt lyttede.

Helges Øjne, Hånden i hans Tinding, hans bøjede Nakke.

Væggens hvide Felt stirrede stort bag hans Hoveds Skygge. Sengens hvidlakerede Bue stod på Post.

Den elektriske Lysperle vågede:

Jeg lyser, til det kommer!

Hvad kommer?

Ude bag de åbne Ruder Løvets Sislen, som en hæs Spørgen.

Luften åndede, som dugget Stål.

Eva trak knap Ånde.

Se, dér i det hvide Skær svævede Templets hellige Kalk, bævende fyldt af Æter!

Og de lå dér, Celle ved Celle, mange Febermunde, rede til at kysse den i Andagt.

Hun vovede neppe at væde sine Læber.

Han derovre, å han skulde eje Drikken for sig selv: Luften, Livets Drikke.

Dødspræsternes Messe var forstummet.

Selv hin tungnemme Præst havde fattet, selv den slidende Hammer sov.

Ene, luftig og strålende svævede Kalken — —

— Hun strøg sig over Øjnene.

Havde hun sovet?

Nej, dér sad jo Helge, ventende.

På hvad?

Men — hun lyttede pludselig.

Det spørgende Sus derude var tætnet, som Suset af en Regn, men tør, let. En lydig Hvisken af Svar, uophørlig.

„Helge,“ hun sad ret op i Sengen, „det er, som falder alt Løvet i Nat.“

„Ja,“ hans Øjne stod mod hendes, sorte, „Nattefrosten er kommen.“

Hun åndede trangt.

Hun fornam i sin Gane Rimens Ribber.

„Helge, skal vi slet ikke sove i Nat?“ hun svøbte Kamelhårstæppet op under Hagen.

Den første Frost — nu skulde de sove i Vinterens Kulde, dette Hus' Beboere — til en Morgen Sneens Lagen skjulte dem alle.

„De er bleven så stille nu. Ingen hoster mere,“ hun hviskede, hun vovede ikke at tale højt.

Rimen og Stumheden lå på hendes Læber.

„Ja,“ Helges Stemme tonede, dyb mellem de øde Vægge, „på denne Tid af Natten har de gerne alle Ro, i de dybeste Timer af Døgnet.“

Eva foldede Hænderne under Tæppet.

Om de slap over denne Stund, da Sandskornene tøvede mellem Livets og Dødens Kugle, mens Dråberne tørredes i den hellige Skål, og de levende sov så dybt i Kamrene som de døde under jorden!

Om de slap fra denne Stund og dette Sted!

„I denne Time var det altid, jeg hørte Moder komme,“ lød Helges Røst fra det Tomme.

I det samme slap hans Hånd, han løftede Hovedet, mens Eva med et Skrig sad på Sengekanten.

Midt igennem den åndeagtige Hvisken, gennem den lydige Færdsel af Løv mod Jorden — Trin, hvislende, fanget i Løvet, svævende hen gennem det — en Kjoles Sus, et Kog af faldne Blade.

Og dér, Vinløvsbladet, der svævede foran Vinduet som en Natsommerfugl i Månedæmringen, skælvede.

Løvhvisken løb langs Muren.

En rørte ved Ranken dernede.

Eva sank ned i Puderne. Hun anede kun hans Ansigt i Istappens Skær.

Han svandt hen i Tåge.

Den hellige Ånde tog ham.

Men i samme Nu var hun oppe, i et Spring henne ved Vinduet, med Hænderne om hans Arm.

Og dér nede i Månefloret, i Løvfaldets rimfunklende Drys, stod Riborg med den hvide Hånd ruskende i Vinløvsranken, med det hvide Ansigt løftet op mod Ruden.

Hun så dem ikke, de stod bag Gardinets Skygge, de to tæt omslyngede.

Hendes Hånd trak og trak i Ranken, så Bladene flagrede over hende.

Høje, hensvømmende i Månedisen rødnede Bøgekronerne. Løvet flagrede uophørligt ud fra dem, tæt som Bier.

Hendes Øjne ventede, stumme.

Vinbladet ude ved Karmen rystede endnu.

Så brast det med Et og svævede ned.

I det samme mødtes deres og Riborgs Øjne.

Og hun var borte.

Rimflimrende sejlede Bladene gennem Månetågen.

Som et Sølvnet glimrede det faldne Løv på jorden, som Øjne, der stirrede opad, opad mod de kommende Søstre:

„Kommer I også? kommer I?“

„O ja, vi kommer!“

De to stirrede hinanden i Ansigtet, hvide i Månelyset og det elektriske Skær.

De rystede bægge to, af Måneskin, af Frost.

„Helge,“ hviskede hun, "Helge —“

„Helge,“ hun borede Hovedet ind mod hans Skulder, hendes Natkjole bølgede sammen om dem, „så du nu, hvem det er, der kalder dig?“

Han svarede ikke, men hun mærkede hans Hænders Greb om sig, så hun segnede i Knæene.

Hun så ind i hans Øjne. De gnistrede gyldne.

„Helge!“ hun strakte Armene op om hans Hals, åndeløst gispende, „hun elsker dig jo! Og — hun vil, du skal dø —! Helge!“

Hun faldt brat frem over hans Skulder.

Han havde løftet hende op i sine Arme og løb med hende mod Lejet.

„Helge, Helge!“ jublede hun, dæmpet, hendes rystende Hænder klappede og klappede hans Kinder.

Og endnu inde under hans Favntag hviskede hun:

„Ja, Helge, jeg er her jo, din Anden!“