Forslag til Lov, sigtende til at fremme Lehns, Stamhuses og Fideicommisgodsers Overgang til fri Jordeiendom
Forslag til Lov, sigtende til at fremme Lehns, Stamhuses og Fideicommisgodsers Overgang til fri Jordejendom,
indbragt i Folkethinget d. 3 Nov. 1868 af d'Hrr. Frederiksen, Gad og C. V. Nyholm[1].
(Ved Cand. jur. H. B. Halkier).
I Aaret 1851 indgav daværende Biskop Monrad til
Regjeringen et Lovforslag med samme Formaal som det
heromhandlede, over hvilket Justitsministeriet ved Skr. af
25 Juli s. A. udbad sig Generalprocureurens Betænkning.
Begge disse Documenter findes trykte i Rescriptsamlingen
for 1851 S. 226-245 som Bilag til den nævnte Skrivelse.
Ifølge dette Forslags § 4 bortfaldt Majoratsbaandet uden
videre, naar Ingen havde Arveret til Majoratet uden den
nuværende Besidders Afkom. Naar derimod til Majoratet
arveberettigede Sidelinier fandtes (saaledes maatte vistnok
uklare Forskrift i § 5 opfattes), kunde i Henhold til §§ 2
og 3 efter Anvendelsen af en meget simpel
Fremgangsmaade Overenskomst treffes mellem Besidderen og disse
angaaende Ophævelsen af Majoratsbaandet. I §§ 6—27 var der givet en Række Forskrifter, som under strenge
Bøder paalagde vedkommende Besiddere »inden Udgangen
af indeværende Aare« gjennem Afholdelsen af en
Vurderingsforretning at forvandle Jordegodset til Pengekapitaler.
Majoratet skulde vurderes efter den Nettoindtægt, det for
Tiden afgav, og »hver enkelt Del« af samme skulde
vurderes særskilt. Senest 3 Maaneder efter Vurderingen skulde
Besidderen udstede Obligationer for disse særskilte
Vurderingsbeløb, hvis Totalbeløb udgjorde Majoratskapitalen.
Disse Obligationer skulde være prioriterede ivedkommende
Dele af Jordegodset, hvorimod Besidderen ikke var personlig
Debitor for deres Paalydende. Denne blev herefter
fuldkommen Ejer af Jordegodset, dog kunde han ikke
underhaanden sælge samme eller Dele af det — dog med
Undtagelse af Bønderstederne — for Mindre end
Vurderingssummen. Efter hans Død faldt Godset i Arv efter de
almindelige Regler, hvorhos han dog kunde bestemme, at
indtil 23 af det forhenværende Majoratsgods skulde tilfalde
Majoratsarvingen, og en paa lige Maade begrændset
Myndighed tilkom senere Besiddere af Majoratskapitalen, der
paa slig Maade maatte have arvet Jordegodset. Saalænge
Godset forblev hos den tidligere Besidder, skulde ingen
Udbetaling skee, men i Tilfælde af Afhændelse skulde
Majoratskapitalen fuldstændigt sikres, og »naar Stamhuset
skiftede Besiddere, skulde i det Mindste 13 af
Stamhuskapitalen udbetales.
Ligesom Generalprocureuren i sin ovennævnte
Betænkning ansaa det Princip, som laa til Grund for §§ 3 og 4,
for ubetinget forkasteligt, saaledes kom han efter en
udførlig Kritik af Forskrifterne i §§ 6—27 til det Resultat,
at »denne Del af Forslaget ikke indeholder noget brugbart
Grundlag til Løsningen af den i sig vanskelige Opgave,
hvormed det beskjæftiger sig«. Sagen blev herefter ikke
videre fremmet.
Under 21 Juni 1854 udkom den bekjendte Lov, som
tillod Majoratsbesidderne at sælge de under Majoraterne hørende Bøndersteder, saaledes at de indkomne
Kjøbesummer — med Fradrag at 12 eller 8 pCt., der tilfaldt
Besidderne personligt — skulde udgjøre en med Majoratet
forbunden Pengekapital. Efter Udstedelsen af samme Lov
vides intet Skridt at være foretaget i Lovgivningen, som
berører Majoraternes Stilling, og den paagjældende
Grundlovsparagraph er uforandret gaaet over i den gjennemsete
Grundlov som § 93.
Det sees let, at det nu indbragte Lovforslag er i
Slægtskab med det Monradske, dog med væsentlige Lempelser.
Ligesom det nemlig ikke vedrører Salget af enkelte
Bøndersteder, for hvilket der i Mellemtiden er truffet Anordning,
saaledes har det ganske opgivet de Bestemmelser i
Begyndelsen af Monrads Forslag, ved hvilke en Ophævelse af
selve Majoratsbaandet enten ligefrem indtraadte eller kunde
tilvejebringes. Det har alene bevaret den Del af samme,
der sigter til at forandre Majoratsjordegodset til en
tilsvarende Pengekapital, og selv denne Del kun med
betydelige Modificationer. Det kan i saa Henseende navnlig
fremhæves, at nærværende Udkast kun giver Besidderen en
Bemyndigelse, ikke paalægger ham en Tvang, at
Vurderingen, der foretages af et særegent saakaldet »Nævn«,
skal ske efter et Skjøn over Godsets fulde Værdi som fri
Ejendom, at 5pCt. af samme tilfalder Besidderen
personligt, at der for Kapitalen, af hvilken ingen Del behøver at
udbetales strax, skal udstedes Panteobligation, der
forrentes og afdrages med 6 pCt. aarligt, indtil samme er
fuldstændigt indfriet. Derimod indeholder Udkastets § 9
en lignende Bestemmelse om den særegne Testationsret, der
tilkommer Ejere af tidligere Majoratsgods.
Idet Indsenderen kortelig skal undersøge, om
Lovforslaget i sin nuværende Skikkelse kan siges at afgive et
brugbart Grundlag for Opgavens Løsning, skal han
forudskikke nogle Bemærkninger om sammes enkelte Forskrifter[2]. Hvad nu først Taxationen angaar, har Lovforslaget
indført en særegen Institution, for hvilken den bruger det
i det nuværende Lovsprog ukjendte Udtryk »Nævn«.
Ligesom dette nu under den forestaaende Indførelse af
»Nævninger« i Straffesager synes mindre heldigt, og ligesom den
Slags Forandringer neppe bør indføres i saa specielle Love
som nærværende, saaledes havde det vistnok været
ønskeligt, om Forslagsstillerne ved at benytte et bekjendt
Udtryk havde givet Holdepunct for Bedømmelsen af denne
Institutions rette Væsen, der ingenlunde forekommer Inds.
klar. »Nævnet« synes saaledes at kunne holde et Slags
personligt Forhør, idet de Paagjældende »ere pligtige til
under Sandheds Løfte« at afgive fornøden Forklaring. Men
naar denne Pligt skal have Noget at sige, maa »Nævnet«
være i Besiddelse af Myndighed til at fremtvinge Møde,
Forklarings Afgivelse etc., ja endog til at afgiøre den
retlige Virkning af Vægring eller Indsigelser i saa Henseende
— som kan stille sig forskjelligt efter de Vedkommendes
Stilling til Sagen — og der opstaar saaledes Spørgsmaal
om Jurisdiction i denne Retning, som Forslaget lader
ganske ubesvaret. De Vedkommende (Besidder, Arvinger
og Panthavere) ere fremdeles berettigede til at,møde for
»Nævnet«, navnlig ogsaa ved Sagfører, og fremføre, hvad
der kan tjene til deres Tarv. Da dette er det eneste
Stadium under den hele Omgang, hvor sligt sees at kunne
skee, kan der let udvikle sig en egentlig Procedure ikke
alene om, hvorvidt Forretningen overhovedet bør fremmes eller fremmes paa en vis Maade, men ogsaa om de
Paagjældendes Competence til at nedlægge Paastande i saa
Henseende, men desuagtet savnes der enhver Antydning
saa vel af, hvorledes »Nævnet« for sit eget Vedkommende
ber stille sig overfor saadanne Paastande, som af
Virkningen for Parterne af den Beslutning, som »Nævnet«
maatte være kommet til. »Nævnet« kan ikke antages at
skulle være simple Vurderingsmænd og at skulle udføre en
simpel Taxationsforretning, men hvad det skal være og
hvad det skal gjøre, synes meget uklart.
Naar Vurderingssummen imidlertid er udfundet, bliver
den — dog med Fradrag af 5 pCt. — at »indbetale til
Justitsministeren«. Det kan neppe betvivles, at Hs. Exc.,
som ikke faar nogen personlig Glæde af disse Millioner,
vilde være i stor Forlegenhed med dem, navnlig da man
endog har frataget ham hans Kasserercontor. Saafremt
dette er Andet end en uheldig Vending, beroer det paa
Ubekjendtskab med Forretningernes naturlige Gang,
hvorefter Besidderen, naar han har faaet et Tilsvar til
Majoratet i Anledning af Salg af Bøndergods, Expropriation,
Afdrag paa eller Indfrielse af Obligationer, »hurtigst mulig«
gjør Indstilling til Ministeriet om disse Beløbs lovbefalede
Anbringelse og derefter indsender de nye Obligationer til
Forbudspaategning.
Denne Forskrift har imidlertid neppe stor practisk
Betydning, da man tør forudsee det som givet, at de
allerfleste Besiddere ville foretrække i Henhold til § 6 at
udstede Panteobligationer for deres Tilsvar (selvfølgelig ikke
til Justitsministeriet, men til Majoratet). Efter Forslaget
skal der kunne udstedes Forskrivning for den fulde
Vurderingssum, og denne skal forrentes og afdrages med 6pCt.
om Aaret, indtil Gjælden er fuldstændigt afbetalt.
Lovforslaget indeholder derimod aldeles Intet om Formen for
de oprindelige Obligationer saa lidt som om, hvorledes
Gjældsforholdet vil stille sig i Tilfælde af mulige senere
Transactioner ved Afhændelse, Udstykning o.s.v. Det vil altsaa først og fremmest blive Ministeriets Sag' at tage de
fornødne Forholdsregler for, at Afdragene virkelig indgaa,
hvilket er en ikke uvigtig Betingelse for, at de kunne
anbringes efter § 7 (derimod kan det vel overlades
Vedkommende at paasee, at de erholde Renterne). Men ligesom
det vistnok var ønskeligt at erholde en nærmere Antydning
om Virkningen af denne eller anden Misligholdelse — om
hele Gjælden ubetinget skulde være forfalden o. s. v. —
saaledes savner Ministeriet en Bemyndigelse, som ofte kunde
være i alle Vedkommendes sande Tarv, nemlig til at
tillade en kortvarig Udsættelse med Afdragenes Erlæggelse.
Men Majoratscontrollen vil desuden let faa en Udvidelse i
en Retning, som nu ikke kjendes, og som Ministeriet
vanskeligt kan indlade sig paa: nemlig et virkeligt Tilsyn med
Panterne. Forholdet er her meget forskjelligt fra det
nuværende, hvor Majoratets Pengemidler indestaa i de solgte
Bøndersteder. Dels skal nemlig her mindst 14 af de i
Almindelighed meget lave Kjøbesummer udbetales contant ved
Skjødets Udstedelse, dels har Majoratet ubetinget 1ste
Prioritet, og dels falder vedkommende Majoratsbesidders
Interesse her ganske sammen med Majoratets. Men naar
Majoratets Besidder selv er Pantsætter og Debitor, ere
disse Interesser ingenlunde i saa god Enighed, og naar der
gives Pant for 95 pCt. af Pantets fulde Værdi, muligvis
paa 2den eller 3die Prioritet, er enhver Forringelse af
samme af væsentlig Betydning. Efter Forslaget kan
Majoratsbesidderen endvidere afhænde Godset samme Dag,
som han har faaet det udløst af Majoratsbaandet, og uden
nogensomhelst Udbetaling. Skjøndt nu vistnok Ministeriet
vilde søge at paasee Majoratets Tarv ved Obligations
Udstedelse af den nye Ejer, er dette dog kun en indirecte og
meget ufuldkommen Garanti. Det er endelig en ganske
ugrundet Strenghed, at Gjælden ubetinget skal udbetales
til den sidste Skilling. Naar den er nedbragt til et
saadant Beløb, at Pantet afgiver aldeles fyldestgjørende
Sikkerhed, indsees det ikke, hvorfor den ikke kan forblive indestaaende i Majoratets forrige Ejendomme. Det vil
herefter blive Tilfældet, at Majoratsbesidderen for at kunne
betale de svære Afdrag maa optage fremmede Penge og
foruden Omkostningerne herved maaskee betale 5 pCt. af
disse, medens han maa udlaane Majoratets Midler til 4 pCt.
Endelig indeholder Forslagets § 9 en højst mærkelig
Bemyndigelse for den tidligere Majoratsbesidder til forlods
at give Fideicommisarvingen »indtil 23 af Jordegodset«, og
en lignende Subdivision kan for Eftertiden skee in
infinitum[3]. Naar det nu tages i Betragtning, at den tidligere
Majoratsbesidder let kan blive nødt til at anvende alle sine
Indtægter for at udløse Godset af Gjælden til Majoratet,
synes denne Forskrift, hvorefter den Begunstigede kan faa
ikke alene Majoratets fulde Pengeværdi, men ogsaa største
Parten af Jordegodset, meget haard mod de øvrige
Livsarvinger og lidet stemmende med Tidens Retning, Alles
Lighed for Loven. Efter de brugte Udtryk maa det
fremdeles antages, at der skal skee en virkelig Udstykning af
den faste Ejendom. Denne Anordning er ikke alene
særdeles uklar; det kan saaledes omtvistes, om Udlodningen
skal skee, efter geometrisk Maal eller efter boniteret Areal,
om der skal tages Hensyn til Delenes forskjellige
Beskaffenhed som Hovedgaardsjord, Bøndergods, Skove o. s.v., om
og da hvorledes Herlighederne (Kirker, Tiender,
Kornafgifter m. v.) skulle tages i Beregning, o. s. v. Men
denne Bestemmelse er i sig selv i Strid med Forholdets
Natur og Lovgivningens almindelige Grundsætninger paa
dette Omraade, som netop gaa ud paa at holde det hele
Jordbrug sammen. Det er disse Regler, som de ærede
Herrer Forslagsstillere synes ganske at have overseet.
Hvad nu først Stamhusene angaar, da ville disse, naar de
udløses af Majoratsbaandet, ligefrem falde tilbage til at
blive Sædegaarde, L. 5—2—65, og der kan ingen Tvivl være om, at noget lignende maa gjælde om Lehnene, jfr.
ogsaa Privil. af 1671 henholdsvis § 9 og § 8. Men
Sædegaardsejerne er der som bekjendt ved Arvelovens § 27
tillagt en særegen Testationsret, idet en saadan kan
disponere over sit halve Bo til Fordel for den af sine
Livsarvinger, som han vil tillægge Sædegaarden. Det kan
altsaa spørges, om Testator kan give Fideicommisarvingen
baade det halve Bo og 23 af Jordegodset, og i saa Fald,
hvorledes dette skal beregnes, naar Sædegaarden netop
udgjør en væsentlig Del af Boet. Hvis dette benegtes[4],
kan man spørge, om en af de heromhandlede
Sædegaardsejere er udelukket fra at benytte Arvelovens § 27 til Fordel
for Fideicommisarvingen, eller om han kan vælge, hvilken
af de to Bestemmelser han finder fordelagtigst for denne.
Naar Indsenderen i det Foregaaende har underkastet
Forslagets enkelte Bestemmelser en Kritik, der iøvrigt
ingenlunde lægger an paa at være udtømmende, da har
Hensigten hermed for en Del været at nedlægge Indsigelse
mod de letfærdige og let færdige Lovforslag, som
indbringes navnlig i Folkethinget. Det er paa denne Maade,
at Orden og Sammenhæng i Lovgivningen opløses, og at
Lovenes Anvendelse og Fortolkning bliver vilkaarlig og
usikker. Derimod er det ikke hans Mening, at Forslaget,
blot ved at blive skrevet om af en Sagkyndig, vilde afgive
Grundlag for en fyldestgjørende Iværksættelse af Forskriften
i Grundlovens § 93. Som foran bemærket gaar Forslagets
Grundtanke ikke ud paa at hæve Majoratsbaandet, men
paa at forandre Gjenstanden for samme fra Jordegods til
Pengekapitaler. Indsenderen kjender nu meget lidet til
Nationaløconomi, og at synes derfor dristigt at forfølge en
Professor i denne Videnskab over paa hans eget Enemærke,
men siden Hr. Prof. har vovet sig ind endog paa
Arverettens Omraade, maa han finde sig i at lide Gjengiæld. Det
kan nu ikke negtes, at L. 21 Juni 1854, med hvilken
nærværende Forslag i sine Grundtræk har en Del tilfælles,
har øvet en temmelig betydelig og gavnlig Indflydelse. En
stor Del Bøudergods er bortsolgt, og alle Vedkommende
have vistnok Grund til at være tilfredse; Fæsterne ere blevne Ejere paa billige Vilkaar, Majorateterne have faaet
større og i mindst lige saa sikre Indtægter, og Besidderne
ere blevne fritagne for en stor Del Bryderi uden dog at
have maattet opgive saadanne Dele af Jordegodset, som
de efter de nuværende Forhold maatte sætte Pris paa at
beholde. Men den hele Lov har saare lidet med Principet
i Grundlovens § 93 at gjøre. Det er Tidens herskende
Strømning — i Bøndernes Interesse at forandre
Fæsteforholdet til Selvejendom — der er skyllet ind over
Majoraterne som over alle andre Ejere af Bøndergods. Ratio
legis er ikke at forandre Majoratsjordegods til
Fideicommiscapitaler, men denne Forandring er en simpel Følge af hin
ovennævnte Tendents. Man kan derfor ikke fra den
Omstændighed, at L. 1854 har virket heldigt for sit Formaal,
slutte, at nærværende Lovforslag skulde virke heldigt for
sit. Ligesom Formaalene ikke ere de samme, saaledes ere
Betingelserne væsentlig forskjellige. Ved Bøndergodsets
Salg har Majoratet alle Bøndernes Lommer at tye til, og
disse ere ofte vel fyldte og i alt Fald »mange Bække smaa
gjør en stor Aa«. Efter nærværende Forslag er
Majoratsbesidderen derimod selv Kjøber af Godset, og det maa
derfor undersøges, om de Byrder, han herved paatager sig,
kunne opvejes ved væsentlige Fordele (der kan herved
vistnok bortsees fra en opofrende Interesse for det Almene in
abstracto). Det maa nu i saa Henseende bemærkes, at
medens Lehnscontrollen er meget nøjagtig med Hensyn til
Pengecapitaler, tilsteder den Besidderne en meget udstrakt
usus fructus over Godset og er meget imødekommende i
Tilfælde af overordentlige Udlæg til sammes Forbedring ved
Byggearbejder, Draining o. s. v. Besidderne have altsaa for
deres Vedkommende ingen Grund til at gjøre sig selv til
Debitorer overfor Lehnscontrollen, og de kunne altsaa kun
ventes at gjøre Brug af Tilladelsen, naar de ville sælge
Ejendommen videre, i hvilket Tilfælde vistnok en betydelig
Udtælling bør fordres for at sikre Majoratet. Vi skulle
nu undersøge, om Forholdene efter Besidderens Død
indeholder en saadan Opfordring, navnlig naar der er flere
Livsarvinger. Har han nu ingen selvstændig Formue eller
anseeligt Overskud, vil han vistnok være meget betænkelig
ved at treffe en Ordning, som paalægger ham saa
betydelige Offre til Majoratet; han kan ikke tænke paa at
efterlade Jordegodset til Andre end til Majoratsarvingen, og
for at denne kan holde sig ved Gaarden, maa han yderligere forurette sine andre Arvinger[5]. Det er da langt
rimeligere, at han lader Alt blive ved det gamle og
benytter sine opsparede Midler til at udstyre sine andre Børn.
Har Besidderen en betydelig selvstændig Formue, er det
efter de gængse Anskuelser langt sandsynligere, at han vil
foretrække at efterlade Slægtens gamle Besiddelser til den
Ældste og give sine andre Bern Fyldest i Allodialgods
eller anden Formue. Derimod kan det vel tænkes, at han,
naar han stod i et mindre godt Forhold til
Majoratsarvingen, ønskede at benytte Loven for at unddrage denne
Jordegodset mod et saa ringe Vederlag som muligt; men
ligesom denne Bevæggrund ikke har Krav paa særlig
Begunstigelse i Lovgivningen, saaledes vilde den ogsaa
fremkalde uhyggelige Stridigheder med Hensyn til Vurderingen,
Afdrags rigtige Erlæggelse o. s. v.
En noget større Betydning vilde det muligvis ved de
større Majorater kunne faa, at Besidderen ogsaa kan
udskille enkelte Hovedgaarde af samme, som han da kunde
give til andre Arvinger; men da han dog skal betale en
saadan Gaard lige saa højt som enhver anden, og den
skal betales af hans eller Arvingens private Midler, har
han ikke nogen særlig Grund til netop at vælge denne
Gaard fremfor enhver anden, der er at erholde til Salgs,
navnlig naar de strenge Forskrifter om Gjeldsafdragene
fastholdes.
Det synes saaledes, at den tilsigtede Anordning kun
har liden Udsigt til at træde i practisk Virksomhed. Men
det turde fremdeles være meget tvivlsomt, om dens
Virkninger i det Hele taget vilde blive heldbringende. Naar
Majoratsbesidderen vedblev at være Ejer af Jordegodset,
vilde det practiske Resultat blive det samme som nu, kun
en Del Bryderi til ingen Nytte og et indviklet Forhold i
Stedet for et rent og klart. Men i Tidens Løb vilde vel
en Del Majorater gaa over til at blive rene
Pengefideicommisser, idet de skiltes fra de Jordegodser, som
tidligere repræsenterede dem. Men vilde herved virkelig være stiftet nogen sand Gavn for Samfundet eller de
Paagjældende? Det skal ikke bestrides, at det muligvis vilde blive
gavnligt, at de vedkommende Godser gik over til fri
Ejendom; herved maa dog bemærkes, at Betingelsen for denne
Forandring vilde være, at tilsvarende store Kapitaler
unddroges fra den frie Omsætning, og det Baand, der lægges
paa Kapitalen, er langt mere hemmende for Benyttelsen
af samme end det, der lægges paa Jordegodset. Men hertil
kommer endvidere, at vedkommende Besidders øconomiske
Stilling vistnok ofte vilde blive trykket ved ud af
Overskuddet at skulle yde saa store Udtællinger som 6 pCt. af
Ejendommens fulde Værdi, og Erfaringen har noksom vist,
hvilken uheldig Indflydelse det har, naar de større
Landejendomsbesiddere »sidde daarligt i det«. Endelig er det
en Omstændighed, som ikke kan oversees, at denne
Forandring fra Godsbesiddelse til Nydelse af
Pengefideicommisser i Tidens Løb let vilde udøve en særdeles ugunstig
personlig Indflydelse paa Besidderne. Vi nære ingen særlig
Beundring for de nuværende Majoratsbesiddere, men det
maa dog fastholdes, at deres Egenskab som store
Jordegodsejere paalægger dem en Virksomhed og giver dem en
Indflydelse i Samfundet, hvis gavnlige Følger navnlig for
dem selv de ikke ganske kunne unddrage sig, og som de
ogsaa nu synes at komme mere til Erkjendelse af. Ved
at skille dem af med Jordegodsbesiddelsen vil man skille
dem ved den eneste Erhvervsvirksombed, der ideres Kreds
ansees for sømmelig, og ved en Stilling, der bringer dem
i mangfoldig Berøring med de øvrige Samfundsklasser. Men
hertil kommer, at de, selv om de maatte ønske det, aldeles
ikke kunne bruge deres Kapitaler som Drivkraft for en fri
Virksomhed; de ere jo fastgjorte »som Umyndiges Midler«.
Man vilde altsaa ved en slig Ordning gjøre dem til en
afsluttet Kaste af privilegerede Dagdrivere, som man næsten
tvang til at fortære deres store Midler i Lediggang, og som
let kunde blive fremmede endogsaa for selve deres Fædreland.
Det maa saaledes vistnok erkjendes, at det omhandlede
Lovforslag ikke er skikket til at iværksætte Grundlovens
Forskrift. Men hvorledes kan dette da skee paa en
fyldestgjørende Maade? Skjøndt nu Inds. paa ingen Maade troer
sig i Stand til blot at antyde Grundtrækkene for Løsningen
af denne vanskelige Opgave, skal han dog, da Spørgsmaalet
nu engang er rejst, tillade sig at henstille nogle
Betragtninger til videre Overvejelse. Man maa da først søge at klare sig, hvori Manglerne ved den nuværende
Ordning egentlig ligge. De ligge neppe hovedsagelig
i Besidderens Indskrænkninger med Hensyn til
Benyttelsen af Godset; thi som foran bemærket, kunne
Majoratsbesidderne i vidt Omfang skalte og valte med Godset,
og Lehnscontrollen tilstaar med Beredvillighed Optagelsen
af Laan til dettes Forbedring. Det kan heller ikke
væsentlig ligge i, at Ejendommen skal bevares i Slægten;
thi dette er et naturligt Ønske, der ligeledes findes
udenfor denne Klasse. Det kan heller ikke principielt søges i,
at Ejendommen skal efterlades til En; thi vor Lovgivning
har altid med Føje indeholdt Bestemmelser om alle andre
Arter af Landejendomme, hvorved man har søgt at lette
denne Ordning. Det forekommer endelig Indsenderen, skjøndt
han aldeles ingen Fordring gier paa Autoritet i denne
Retning, meget tvivlsomt, om Manglen ved den nuværende
Ordning ligger i, at det er paa Jordegods, at
Majoratsbaandet hviler. Ligesom efter Nutidens Udvikling
Landejendommene have tabt deres tidligere Overvægt som Landets
Hovedformue, saaledes synes Opgaven væsentlig at være
den, at give Formuen fuld Frihed i alle Retninger og ikke
at lade »den døde Haand« lægge sig fra det ene Sted til
det andet. Vil man gjøre nogen Forskjel af Hensyn til
Formuens forskjellige Former, synes det snarere at kunne
siges, at de store Jordegodser ret vel egne sig til at glide
jevnt fra Fader til Søn med de Begrændsninger i
Raadigheden, som følge heraf. Derimod synes der i en Tid, som
gjør saa store Krav til den egentlige Kapital, at være
megen Betænkelighed ved aldeles at unddrage særdeles
betydelige Dele af samme fra den frie Omsætning. Naar
man vil søge Roden til Ondet, bør man vistnok gaa
tilbage til selve Oprettelsen af Majoraterne og til den
Anskuelse, der har fremkaldt samme, og der maa da herved
vistnok lægges afgjørende Vægt paa Familieformuens
saa særdeles ulige Fordeling i den
arveberettigede Slægt, i det aristokratiske Princip at opretholde
Familiens Glands i en enkelt Person, jfr. Privileg. af 1671,
henholdsvis § 9 og § 8, medens de øvrige Medlemmer
henvises til at søge Udkomme i et meget begrændset Antal
Stillinger, navnlig et saa nært personligt Forhold som
muligt til »Landsherren«. Anken ligger egentlig ikke i, at
den Enkelte bliver rig (skjøndt det maa erkjendes, at det
indeholder en stærk Fristelse til Lediggang saaledes fra Fødselen af at have en stor Rigdom urokkeligt tilsikret),
men deri, at dette skeer til Forurettelse for de Andre,
medens dog disse i Kraft af deres Herkomst og Udsigt til
engang at arve Familiegodset ere udelukkede fra at gaa
over i de arbejdende Klasser af Folket. Den Ene bestiller
saaledes Intet, fordi han faar for Meget, og de andre
»gjøre det samme«, fordi de faa for Lidt, medens Alle
kunde faa Tilstrækkeligt til en hæderlig Virksomhed, hvis
Formuen blev ligeligt delt (under fornødent Hensyn til
Principet i Arvelovens § 27). Heri ligger paa en Gang
Vejen til Spørgsmaalets Besvarelse og Vanskeligheden ved
at løse Opgaven. Det synes nemlig klart, at den eneste
virkelige Løsning er en Ophævelse af selve
Majoratsbaandet paa Familiens Formue, hvad enten samme
har den ene Form eller den anden, bestaar af Jordegods
eller Kapitaler eller af begge Dele paa en Gang. Ved en
hvilkensomhelst Forandring vil man dog komme til at gribe
ind i bestaaende private Retsforhold og satte de herskende
Standsfordomme i stærkt Oprør, og hvis man følger den
af Forslagsstillerne angivne Vej, vistnok med lidet Udbytte
og til tvivlsom Nytte. Man bør derfor enten lade den
nugjældende Retstilstand bestaa eller søge Opgaven løst paa
en Maade, som i Virkeligheden fyldestgjør Nutidens Krav
til et demokratisk Samfund. Man vilde herved komme
tilbage til Grundtanken i §§ 2 til 5 i det Monradske Forslag.
Men at Vanskelighederne ved en saadan Ordning ere ganske
overordentlige, følger af sig selv, ligesom det ogsaa til
Overflod er udviklet af Generalprocureuren med
gammeljuridisk Emphasis. Disse Retsforhold strække deres
Rødder Aarhundreder tilbage i Tiden og ere bestemte til at
forgrene sig Aarhundreder ned i Fremtiden. Om man nu
end vil lade de Døde hvile i Fred, og om man end maatte
mene at kunne sætte sig ud over de endnu ufødte
Slægters Krav, saa kan de nu Levendes Berettigelse volde mere
end tilstrækkeligt Bryderi. Deres Retsstilling er nemlig,
hvad Stamhusene og Fideicommisserne angaar, af rent
privatretlig Charakter, og selv for Lehnenes Vedkommende
er denne Egenskab ganske overvejende. Hvis man vil tage
enhver nok saa fjern Majoratsarving med ved Forholdets
Ordning, fortaber man sig i endeløse juridiske Undersøgelser
af den subtileste Charakter og stiller desuden meget store
reelle Vanskeligheder for Opnaaelsen af en Overenskomst.
At indskrænke sig til at kræve nærmeste Successors Samtykke — som foreslaaet under Forhandlingerne paa den
grundlovgivende Rigsforsamling, og som brugeligt f. Ex.
ved Optagelsen af Laan etc. i Majoratet — kan paa den
anden Side neppe tilstedes. Men enhver Mellemvej har
blandt andre Ulemper ogsaa den at være aldeles vilkaarlig.
Yderligere Forviklinger kunne fremkomme derved, at
fremmede Familier kunne have en secundair Successionsret, og
at der kan være fastsat en indbyrdes Successionsret mellem
flere Majorater. Endvidere er der ofte til Hovedmajoratet
knyttet særegne Fonds med forskjelligt Formaal og til
Fordel snart for den afdøde Besidders Enke og andre Børn
(Pensioner og Appanager), snart for fjernere Slægtninger
(Familielegater), snart endelig for mere almennyttige
Formaal, og det ikke alene for de kjære Bønder (Udkastets
10, jfr. L. 21 Juni 1854 § 5), men ogsaa for højere
Interesser (f. Ex. ved Bregentved og Stampenborg). Endelig
skulle enkelte Majorater ved Slægtens Uddøen tilfalde visse
Stiftelser, hvorhos den Staten tilkommende Hjemfaldsret til
samtlige Lehn bør tages i Betragtning, om man end vil
offre den for at faa Forholdet ordnet.
Det synes herefter klart, at en tilfredsstillende
Ordning ikke kan skee ved nogle faa almindelige Forskrifter
som i Monrads Forslag, selv om disse bragtes i en mere
brugbar Skikkelse; men forud for ethvert alvorligt og
retfærdigt Forsøg paa at ordne denne vanskelige Sag maatte
nødvendigt gaa en grundig og omfattende Undersøgelse af
alle de herhenhørende Forhold og Interesser. Det er
fremdeles klart, at en saadan Undersøgelse ikke kan foretages
af Private, selv om disse maatte være Rigsdagsmænd og
iøvrigt i Besiddelse af Dygtighed og Interesse for dette
Spørgsmaal, men at Sagen i Virkeligheden kun kan fremmes,
saafremt Regjeringen med alvorlig god Villie vil tage den
i sin Haand. Den nuværende Conseilpræsident vilde i sin
Egenskab af Landets største Majoratsbesidder være
særdeles vel skikket til at gjennemføre denne Reform, og han
vilde herved, som hans Forgjængere for 100 Aar siden ved
de store Landboreformer, sætte sig et smukt Minde ved at
vise, at han kunde hæve sig over forældede
Standsfordomme til at løse Tidens Opgaver. Netop disse
Landboreformer vise, at Lovgiverens Visdom har vidst til
uberegneligt Gavn for Landet at gjennemføre en storartet
Omvæltning i Samfundsforholdene uden at krænke virkelige
Rettigheder, men ogsaa uden at bekymre sig om uberettigede Protester. Om nu end den heromhandlede Reform ikke
kan sammenlignes med hine i Vigtighed eller Nødvendighed,
synes man dog ikke i Længden at kunne lade den ligge,
da den er foreskrevet i Grundloven og er i Medfør af en
Samfundsudvikling, der er vidt forskjellig fra den, der danner
Grundlaget for den nuværende Ordning.
Skjøndt Indsenderen, som bemærket, ikke skal paatage
sig en Reformators vanskelige Rolle, vil han dog, forinden
han slutter disse Bemærkninger, tillade sig at fremhæve
nogle Punkter, med Hensyn til hvilke det forekommer ham,
at nogle Lempelser kunde indføres i den nuværende
Tilstand uden at foregribe den endelige Ordning.
Det indtreffer som bekjendt ikke sjeldent, at flere,
endog særdeles store Majorater forenes paa samme Haand.
Naar en saadan Besidder har flere Børn, fremtræder
Ubilligheden af denne Tilstand vistnok ofte saa stærkt, at
Arvingen vilde samtykke i, at et eller flere af disse gik over
til hans Søskende; at en saadan Ordning ikke er fremmed
for de Anskuelser, som have fremkaldt Majoraternes
Oprettelse, fremgaar af, at der undertiden i Erectionsbreve
findes Forskrifter i denne Retning (jfr. f. Ex. den bekjendte
Højesteretsdom af 14 April 1862 angaaende Thorsenge).
Successor synes ogsaa vel at kunne afgive en saadan
Erklæring med bindende Virkning for sit Afkom, jfr. L. 21
Maj 1845 § 14 og Bornemanns Arveret S. 268 ff. Da.
fremdeles Majoratsbaandet tænkes bevaret, kunne de fjernere
Arvinger ikke med nogen Ret modsatte sig en saadan Ordning.
Som tidligere bemærket., har L. 21 Juni 1854, skjøndt
den ikke er fremkaldt af Hensyn til Majoraternes Tarv,
vistnok i det Hele virket gavnligt ogsaa for disse. Denne
Lov omhandler imidlertid kun Bøndergodset og kan kun med
stor Begrændsning overføres paa andre hermed ensartede
Steder f. Ex. Møller. Men det synes nu, at der ogsaa
maa kunne tænkes andre Bestanddele, som Majoratet kun
kan have ringe Interesse i at bevare, medens de i
Andenmands Haand kunne gjøre langt mere frugtbringende,
saasom Kjær, Moser og Heder, fraliggende Skovstrækninger,
afsides Avlsgaarde samt Kirker og Kjøbstadejendomme. Det
vilde vistnok være gavnligt at give Justitsministeriet
Bemyndigelse til i alt Fald med nærmeste Successors
Samtykke at tillade Afhændelsen af deslige Bestanddele.
Indsenderen har endelig havt Anledning til at henlede
Opmærksomheden paa de uheldige Virkninger af, at Majoratskapitalerne ere henviste til Udlaan i faste Ejendomme.
Det maa nu vistnok erkjendes, at særdeles vigtige Hensyn
tale for, at der lægges overvejende Vægt paa Kapitalernes
sikre Anbringelse. Men ligesom man ikke i sin Tid tog i
Betænkning at gjøre Majoratsbesidderne til Actionairer i
Banken — en Anbringelse, der dengang ansaaes for uheldig,
men senere har vist sig særdeles fordelagtig for
Vedkommende — og ligesom man har tilladt Majoratskapitalers
Anbringelse i Creditforeningsobligationer — hvilken Anbringelse
dog ikke ubetinget har vist sig at være sikker — saaledes
synes det ogsaa, at man under fornødent Hensyn til
Majoratets Betryggelse kunde gaa noget videre paa denne Vej.
Der er adskillige øconomiske Foretagender, som ikke alene
ere særdeles gavnlige for Samfundet i Almindelighed, men
som ogsaa i høj Grad kunne forøge Majoratets Værdi og
Indtægter, ligesom det ogsaa med Bestemthed kan
forudsees, at de i alt Fald i Tiden ville forrente sig vel. Det
synes nu meget passende, at Landets rigeste Mænd give
deres Bidrag til slige Foretagenders Fremme, medens det
dog ikke vel kan forlanges, at de skulle afholde samme
af deres Indtægter. Det er ogsaa en noget skjæv
Anskuelse, paa en Maade at sætte Majoratsbesidderne i Klasse
med Umyndige, hvorimod det vel tør antages, at disse i
Almindelighed ville vide at forene det fornødne Hensyn til
Majoratets Tarv med Interessen for den almene Udvikling.
En yderligere Garanti vilde naturligvis erhverves ved
Indhentelsen af nærmeste Successors Samtykke og
Approbation af Justitsministeriet. Der synes saaledes overvejende
Grunde at tale for at give Justitsministeriet en
Bemyndigelse til at tillade Majoratsbesidderne at anbringe passende
Dele af Majoratets Pengekapitaler i saadanne Foretagender,
som Jernbaners Anlæg, Inddæmningsarbejder, Mosers
Udtørring, Heders Frugtbargjørelse o. s. v., naar disse
Foretagender kunne skjønnes at blive til Fordel for Majoratet,
og der derhos tilvejebringes en passende Garanti for, at
Foretagendet vil blive tilendebragt paa en fordelagtig Maade.
Det er vel klart nok, at dette Forslag kan have sine
Ulemper, men disse synes dog at burde vige overfor de
store Fordele, som ved samme vilde vindes.
- ↑ Nærværende Artikel er afgivet til Trykning før Sagens Behandling i Folkethinget.
- ↑ Skjøndt det vel ikke har stort at sige, er det dog paafaldende at træffe saadanne Unøjagtigheder i Sproget som »de henholdsvise (ↄ: respective eller paagjældende) Jorder« (§ 1), »bringe i (ↄ: til) Anvendelse«, give (ↄ: gjøre) Meddelelse (§ 2) o. s. v. Det er ligeledes ganske betegnende, at der stadigt tales om Justitsministeren«, ikke om Ministeriet, skjøndt de omhandlede Forretninger for en Del endog høre til de courante, som Ministeren ikke seer stort til — det er kun i Rigsdagen, at denne personligt maa besørge enhver Trivialitet. At paalægge ham at besørge sine Embedspligter »hurtigst mulig« (§ 2), er ogsaa en temmelig overflødig eller upassende Udtryksmaade.
- ↑ Denne Bestemmelse er gaaet over fra det Monradske, som det synes, fordi Generalprocureuren har ladet den slippe for videre Tiltale.
- ↑ Hvor urimeligt dette Resultat end vilde blive, kan det dog tænkes, at Domstolene vilde ansee sig nødsagede til at opretholde det, jfr. som et Præludicat i lignende Retning Højesteretsdom 19 Jan. 1865, Tid. for 1864 s. 678.
- ↑ Den nye Majoratsbesidder vil nemlig vel faa store Indtægter, men da han ingen Kapital faar til sin Raadighed, vilde det falde ham særdeles haardt at udrede sine Medarvingers Arvelodder. Testator maa saaledes vistnok paa den ene eller anden Maade kunne komme Majoratsarvingen til Hjælp til at overtage Godset, hvis dette ikke skal sælges efter hans Død, og denne tvungne Uretfærdighed synes at vidne om, at Lovforslaget er slaaet ind paa en skjæv Retning.