Harpens Kraft

Villemand og hans væne Brud,
 Strengen er af Guld
de legte Guldtavel i deres Bur.
 Saa liflig legte han for sin Jomfru.

For hver en Gang Guldtavel paa Bordet randt,
saa mange Taare den Jomfru fælded.

»Hvad heller græder I for Guld saa rød?
heller græder I, for I er bleven min Mø?

Hvad heller græder I, for jeg er ikke rig?
heller I tykkes, det jeg kan ikke være Eders lig'?«

»Jeg græder ikke for Guld saa rød,
det er og med min Vilje, jeg er blevet Eders Mø.

Jeg græder ikke, for I er jo rig,
fuldvel da maa I være min lig'.

Jeg græder langt mere for Blide,
som jeg skal over ride.

Der sank neder min' Søstre to,
den Tid de lod deres Bryllup bo.«

»I skal ikke græde for Blide,
min' Svende skal med Eder ride.

Jeg skal lade gøre en Bro saa bred,
hun koster mig tusind Gylden i Fæ.

Min' Svende skal med Eder ride,
og hundrede ved hver Eders Side.

Det skal jeg lad' gøre Eder til Ære:
tolv Ridder' de skal Eders Ganger føre.«

Han lod lægge under hendes Ganger de røde Guldsko,
og saa rider hun til Blidebro.

Der hun kom der midt paa Bro,
da snaved hendes Gang i røde Guldsko.

Hendes Ganger blev skred med femten Søm,
neder sank den Jomfru for striden Strøm.

Alle toge Ridder' efter Sadelbue,
men ingen kund' hjælpe den skønne Jomfrue.

Jomfru rakt' op sin hvide Hand:
»Min ædelig Herre, hjælper mig til Land.«

»Hjælp dig saa sandt Gud og den Helligaand,
som jeg ikke nu hjælpe kan!«

Hr. Villemand taler til Smaadreng sin:
»Du hente mig hid Guldharpe min.«

Hr. Villemand tog Harpe i Hænde,
han gaar for Strømmen at stande.

Han legte alt saa liste,
der rørtes ikke Fugl paa Kviste.

Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.

Barken sprak udaf Egetræ,
og Hornet af den bøvendes Fæ.

Barken sprak udaf Birke,
og Knappen udaf Marikirke.

Saa slog han Harpen af Harme,
hans Brud udaf Troldens Arme.

Saa slog han Harpen til Bunde,
den Trold maatt' op fra Grunde.

Op kom den Trold fra Grunde
med Hr. Villemands Mø i Munde.

Men ikke hans Brud alene,
han havde og baade hendes Søstre saa væne.

»Hr. Villemand, Villemand, tag din Mø!
Du lad mig selv volde mit Vand under Ø.«

»Saa gerne da vil jeg have min Mø,
men aldrig skalt du volde Vand under Ø.«

Hr. Villemand han sit Sværd uddrog,
Gud hjalp hannem, det han Trolden i Stykker hug.

Han slog over sin Brud det Skarlagen smaa,
selv løfte han hende paa Ganger graa.

Han løfte hende selv til Ganger hvid:
»I rider nu, min Kærest, foruden al Kvide.«

Hr. Villemand red sig under Ø,
 Strengen er af Guld
Saa drak han Bryllup med sin Mø.
 Saa liflig legte han for sin Jomfru.