Jærnet/2/2
Mer Sang og Musik —
Steffan løftede Hovedet — Køkkenets Lys stod i tre bævende Broer fra Kældergluggerne ud over Gårdens Snedriver. I den midterste svømmede Skytstræets knudrede Rod, i de andre krøb Bodernes Stolpeben, og skyggede Bryggersets og Bagehusets Gavle. Derinde var ganske mørkt.
Juleøllet gærede ensomt i Fadene og Dejgen i Formerne, Thomedagen, den yderste Frist, var endnu ikke inde — og Morgongåfva var ikke Jærnbrug, Folkene få og Herskabet ikke hjemme Juleaften …
Men — i Forfjor, da Faders Hjærte var for sygt, og de ikke kunde drage til Djursäter, strålede da Bryggers og Bagers og Madboder, som nu i Aften alle andre Gårdes? Eller piplede Lyset kun blegt bag stængte Luger? Tog da Husherrens Sygdom, som ellers hans Fravær, Festen fra Gården — Värmernes fælles Fest?
Steffan blev siddende i Fodposen, skønt Kalle Klang drejede Hovedet i Ulveskindskraven efter ham.
Sortnede endnu Fyrreskovenes Nat omkring ham? Han så op ad Hovedhusets to mørke Stokværk over Kælderens Lyssyld. Fader og Moder var hos Grandonkel Biskop i Karlstad …
Hin stille Jul med nedskruede Lamper, med listende Trin, med Farbroders dæmpede Violin foran Faders Sovekammerdør, hvor Moder og Steffan sad inde ved Sengen, hver med sin af Faders hede Hænder:
»Världens Frälsare kom här,
rena jungfrun moder är,
ty en börd så underlig,
Herre Jesu, höfdes dig!«
Blev han hellere hjemme i de tavse Stuer end trængtes i Julegæsternes Stimmel på Djursäter, i Gildesbuldret og Festskuddene?
Hans Hage sank — Farbroders Violin gennem Skumring og Stilhed …
Han foer sammen. Susan, han skulde møde hende i »Børnenes Gæstehus« fra Lusse til Annandag, fjorten Dage i Rad, Jul til Sankt Knut!
»Rocken snurrar, lampan brinner,
vinterkvällen år så lång —«
tonede Pigernes Stemmer og Hjulenes Surren bag Kældergluggernes Lys.
Steffan hev Pelsen og Tæpperne fra sig, som selve Vinteraftnens mørke Skovmil fra Susans og Bryntes Dans til Dansen derinde — Dommaredansen, en Fløjtes Trille …
Han satte i Spring over Snedriverne mod den dybe Køkkendør, mod Dansen i Värmeskogen. Hör:
»En dommeredans, den ville vi gå,
men dommaren är inte hemma —«
Han standsede på Tærsklen.
Det vældige Rum flimrede som en Hule under de røgsværtede Bjælker, med Ovnstedernes hvide Kalkhætter, de jordfaste Egeborde og -bænke, de utallige Lysflammer fra Træstagernes Spiddelys og Kaminernes Enebærknuder.
Midt på Gulvet bevægede sig en Krans af Skygger, grelt belyst på Skjorter og Brystduge, på brogede Tørklæder og Søljer, af det trearmede Lys, som Ung-Pelle, spænstig, i Skjorteærmer, svang over sit krøllede Hoved. Sangen drønede under Bjælkerne til Fløjten fra Midterbordet, hvor Spillemanden, Rå-Nils, krøb sammen, duknakket med det hvide Ansigt i det pjuskede, sorte Hår og de alenlange Ben krysset under sig:
»En dommaredans, den ville vi gi,
men dommaren är inte hemma!
Och alla som uti dommedansen gi,
deras hjertan månde ju brinna.
Alla så ropa de: Hå-hå-hå!
Alla så säga de: Så-så-så!
Hafver du druckit båd' möder och vin,
hafver du sofvit när kärestan din,
så visserligen månde du le-le-le!«
Et Skred af Latter, en Torden af Fodstamp, af Håndklap, en Hvirvel — og de kørte rundt på Gulvet, slyngede Par i Par, om Bordene og Stabbestolene, Ildbukkene og Vedkurvene, med susende Skørter og Fletninger, med daskende Foldeknive og Duskehuer.
Rå-Nils hældede sit lange, sorte Hoved til Siden, hans Fløjte jamrede og peb, hans Skelethænder med de svulne Årer fløj fra Klap til Klap.
Steffan krøb op på Bordet i Dørkrogen, under den forreste Glug, mellem de tvende bugede Kobberkedler med Tyndtøl og Dalarbrødets Stabler, »Tiggertaflet« der her som i alle Køkkener stod dækket til de vandrende Stoddere. Han blinkede igennem Rummets Lysdis.
Der ovre ved den vestre Ovn sad gamle Cilluf og spandt uforstyrret sin Tråd af det surrende Hjul, De andre Rokke stod om hende i Mørket som tause, grå Ringe, i Venten på at Pigernes Hænder skulde slippe Karlenes og atter sno deres Spind.
Og dér, på Langbænken bag hende, sad alle de Gamle, de sidste fra Adamshyttan: Kaleb Hammersmed, Ingel Sømsmed, Dyrik Pramkarl, og midterst, hvid og høj som et Spøgelse, med Hænderne krysset på Krykken og de blinde Øjne vendte mod det lave Loft, den hundredårige Gideon, Masmestren fra Farfaders Ovn, og ved hans Side, dukket og puklet, Bælgkvinden Manja. Uden at røre sig sad de dér på Rad, på Aftægt, Jærnets Frigivne. Og inderst i Krogen Jan-Petter, den lille Bonde fra Kytthytta-Skoven.
Gideons tomme Øjenhuler — det hviskedes mellem Folkene, at Farfader havde brændt ham blind med et gloende Spid, en Dag da »skullning« standsede Ovnens Gang …
Steffan følte det, som skred det stolpefaste Bord under ham, den fædrene Jord, hans Arv og Eje, og sank han ned i »Bjærget«s Inderste … Men han greb hårdt om »Tiggertaflet« — dèr sad de jo nu i den Fred, som Farmoder, med Tabet af sit eget Liv, havde givet dem. Og Smedjerne, Bok-, Søm- og Bælghusene, de gamle Pinselssteder, var ved Fader forvandlede til små, milde Rum, hvor Stole af Halm og Sengelejer af Kalveskind bød den første og sidste Hvile … Og Jan-Petter — den Dag Steffan kom hjem og fortalte Fader om ham på Janne Piscators Kontor, hentedes han fra sin Rønne ved de for længst muldfaldne Rester af Kytthyttan og fik sin Stue i »Ambetsmännenes« Gavl.
Og derfor, dans I Unge, dans, så de Gamle, der som Børn blev hundredårige i Ægyptens Ovne, kan høre, at Morgongåfva er udfriet af Babylon, og det forjættede Land er vundet, her på »Bjærget«, ved vor Slægt!
Midt på Gulvet stod nu en ung Bonde i Jössehärringernes korte jakke med de blå og grønne Ryglister og den udsyede Skjorte.
Han holdt mellem de brune Hænder et sammenrullet Birkebarks-Stykke og jodlede og fløjtede derigennem. Det var »Fägl'n«, unge Pär Hackran fra Kymmen Sø, elsket fra Karlstads Landshøvdinge-Residens til Hiifolkenes Rishytter, for sin underfulde Strube, for hele Värmeskogens Fuglekor.
Spinkel og smidig som Jössen, den fødte Danser og Sanger, prøvede han dér sit eneste Instrument, Birkebarksbladet, der havde vundet ham Kong Oscars og Norges Statholder, Løwenskjolds Yndest, og Tilbud fra den musikelskende Prins Gustaf om Optagelse ved Musikaliska akademin — Gunst og Gave, som Pär Hackran smilende havde byttet mod Värmlands Skove.
Hans skære, blå Øjne, hans hvælvede Hoved og langstrakte Hals vidnede om hans karélske Byrd, hans Tunge var Wäinemöinens, men hans Moder var svensk, og hans Røst Värmeskogens egen.
Ingen rørte sig på Bænkene; tause, med spændte Blikke ventede de. Selv gamle Cilluf bandt sit Rokkehjul med Hånden.
Hør nu — Steffan lukkede Øjnene — Vårens første Tone, Opstandelsens Klokkeklang: Januars Lærke over Rydningerne om Daglösen Sø … Årets første Lærke skulde bringes til Stockholms Slot, og Budbringeren erholde en Dukat. Vinterlandets Konge skulde kysse det Vingepar, som har Sol over hans Rige …
Men den, der i Sneskovenes Skjul fornam det Budskab, som Lærken, overfyldt, knap kunde bringe: — Sommeren og alle dens Fugle i én Strube! skjalv, som det snebøjede Tree over hans Hoved, til Hjærtets inderste Rod. —
Marts og Påske! Solkuglen over blåsorte Skove, over isfyldte Træer — hør Hvirvlen af Trommer dybt i den snetunge Stilhed, en sejrende Hær: »Ka-ka-ka! hac! kla-kla-kla, klonck! dom-dom!« En Brusen af løftede Faner, en Kæmpefavn af Fjer, rejst mod Solen!
I Purpurglød og Is, med gabende Næb og igenklemte Øjne ofrer Tjuren sig, blind af Dans og Sang. Marven røres under Barken, Dråberne springer i Jorden. »Kia-kla-klack! sisa-sisi-sisi-si!
Halens Hjul surrer, Fyrren ryster under Kloen, Snedriverne flyder. »Sisi-sisa-si-si-si! Sol, jeg vil favne dig! Jord, jeg vil befrugte dig! Sisi, si, si, si! Kloden er mit Æg!« —
O lyt — inde er nu ude! »Georgius lockar barnen utom vägg«! Alle Døre er åbne, Børn og Dyr strømmer mod det Grønne! Men — ak, hvor gjorde Vintren os gustne og grå! Hør Droslen, den evige Sommers Barn, håner mig arme Plovbonde, med mit stråfodrede, hornede Spand:
»Si bon', den token!
si bon', den token!
sålde bort hästen och kör med stuten!
Si hur han stretar!
si hur han stretar!
Topo-po-po! prope-to-po!
Ha, ha, ha! ha, ha, ha!«
Og Kvinderne, i de soltindrende Fiskevige, ved Vaskebænkene — hør, hvor de hidses, drilsk:
»Brita! Brita!
gädda går i vika, i vika!
Krok hit a! Krok hit a!
topo-prope-tpo!«
Nattvakan synger! Alle Vinduer står åbne, og den synger derude, i de blundende Skove, under den vågende Himmel: Menneskebarn, se Nat er nu Dag og Døgnet dit! Og du — du sover! Se, jeg er ene i Skovene, ingen levende Lyd uden min! Vågn af din glemsomme Søvn ved min Røst, Sangen fra Eden! O Menneskebarn, har du glemt: én kun er din Sommer — og evig din Vinter? O, Vågn dog, Vågn!
Farbroder, dunkel som en Skygge, forsøger ved Ruden forgæves at fange Sangen derude, at frelse dens Nu på sin Violins Streng:
»Hör, Vakan sjunger genom lunden!
den sången är från Valhalls strand!«
Inde i Stuens Dyb bøjer Fader sit Hoved mod Moders hvide Ansigt og hvisker: »Nattergalene, husker du dem om Lyngby Sø?«
Under Træerne lister Ungmø og Ungersvend at stjæle Nattvakans Æg, mens den synger, at stjæle dens Røst af Evighed ved at fortære Ægget, dens Frugt …
Nu er det Midsommer, i Skovens grønneste Dyb, dens dulgte Brønd! Duernes Kurren — å, så nær, at Hjærtet svulmer af altfor megen Sødme … og Gæmt, så det gyser i Ve, rørt af Mossets Gravkulde — — O Gøgene, hører I? å Gøge, i Vest og Øst, i Nord og Syd:
»Väster gök,
bäster gök!
öster gök,
tröster gök!
Norre gök,
sorre gök!
Söder gök,
döder gök!
Alle Gøge kukker i mit Hjærte!
Nej, ti, Menneske ti! Kuk ikke du! hører Gøgen sit eget Varsel, udsprudler den, forrådt, sit Hjærteblod over det grønne Løv — ser du ikke dets røde Blod af Høst?
Men kuk du, Gøg, kuk! Jeg favner Træet, hvor du sidder, favner trende Gange — som du løsner for den svangre Kvinde, så løs nu mig af Somrens altfor tunge Nød!
Ak, det er Aften, og Svalen kreser om vor Gavl, som om Jesu Kors:
»Hugsvala honom! hugsvala!«
Fulgt, som den Gang, af Vibens spotske Latter ad vor, ad Jomfru Mariæ Gråd:
»Pina honom, pin'!
tyvitt! tyvitt!
jag stal ly-ckan, ly-ckan!
tyvitt! tyvitt!
pina! pin!«
Luk Vinduet, stæng dig inde, din Sommer er forbi! den var dig for stor — og du for lille!
»Ty-ty-vit-vit!«
Hør fra Søen Lommens Skrig på, de høstlige Regnfald, og over dit Tag Vingeskarernes Brusen: Farvel! Farvel!
Snart hører du ej mer Sidensvansens: »Ziziri! ziziri! zirrr!« Se, dens Halefjer er alt røde som dens Bryst. Dens Legeme er badet i Blod, Sommerens Sang var den dyr! Musvitten smutter om dit Røghus, den tigger om at mættes af det Forråd, du bjærgede som Hamstren. Hør dens Næb mod din Rudes Kit: »Derude er nu øde, det sner gennem Skovenel Giv Ly, Ly, Ly, Ly!«
Ja, hør Snespurvens ensomme Klage, hør Isfuglens Næb — den ser sig selv, sin frostfangne Mage, dér nede i Bækkens Is og hamrer mod det Spejl, som aldrig brister.
På Bunden af Søerne svæver Svalerne nu, klyngede Klo i Klo og Næb i Næb, med Hovederne ned, som døde Klaser. Tys, agt Skøjtens Stål over den klare Kiste, und den barmhjærtige Fugl den tidløse Søvn!
I Nætterne Sfærernes himmelske Musik — Tranernes Tuba, Svanernes brusende Harper: Forbi! forbi! Men nær dig, nær dit mørknende Hus, din Gedestald Natravnens mækrende Brægen. Den tømmer dine Dyrs Yvre, den gaber mod din Rude, som Natten derude, det umættelige Mulm …
Men lyt fra dets Dyb, med Ovngaflen i din kolde Hånd, til Stor-Ravnens Tone, højest oppe i sneende Skyer! Du hørte i Sommer dens Skrål og hødede ad den, led, med din Kæp. Men nu i Nætternes Nat, Sancta Luciæ, hør dens Klokke: »Klong, klong, klong!« Ene og hundredårig, med en hvid Fjer i Næbbet sjunger den, Midienattens Knebel over Jorden: »O evige Visdom, o Død!«
Rør, skrøbelige Kød, ræd af Mørke, i din Vinterild, så den flammer op i Julens Bål! Da hører du, fjærnt som under Kimmingens Rand, eller i dit eget Hjærtes Gem, Gøge kukke af Østen: Trøstens Gøge! Se mod din Rude! Julebålet smælter dens Is — en Fugl gynger derude, isengrå, din Fugl: Gøgen, der blev dig tro, smuttede i Høgens pudrede Ham og i Vintrens Træ tryller dine Dage til Sommer!
O alle Døgns Forsvinden og Genkomst! o Evighed, flyvende Krans af Fugle, du Gloriering om vor Jord!
Se, dér stod han, »Fåg'len«, den Fremmede i Landet, af Vallonernes og Finnernes Blod, han, der lo ad Kongernes Gaver, som den, der véd Himlen i sin Strube!
Susans og Bryntes Dans — og Koret her! Hvad frygtede Steffan? »Bjærget« var jo Dovre, som gamle Margit Jomfruland på Djursäter varslede om, at aldrig skulde dets grå Top nejes under Dommedags Vande!
Og Morgongåfva var hans Eje og Jærnet en svunden Drøm! »Runen«, Sangen, havde sejret!
Pigernes lange Række rørte sig ikke, de lyse Hoveder dukkede mod de hvide Linbryst, bly, som under Skyggen af hine Vinger. Karlenes Munde smilte mod Sejr, Hænderne knyttedes om Dolkene.
De Gamle, frigivne den sidste Dag — med opadvendte Ansigter smilte de mod det Fuglekor, som de aldrig før hørte, døvede i Demiurgens Smedje. Ja lyt, lyt i den yderste Time! og bring jer Skaber det Bud, at end er hans Jord sig lig — han skal kun komme og fri den af Jærnets Menneskes Hånd — som vi friede Morgongåfva!
Men Rå-Nils stirrede med store, spændte Øjne mod Natten deroppe bag Kældergluggen. Hans Fingre famlede over Fløjtens Klapper, hans Mund stønnede om Lydhullerne, den lange Krop hugede sig sammen, og ud hulkede Nøkkens:
»O Herre, slipper jag ej in?
O Fader, är jag icke din
bär jag ej bröllopskläder?«
Den Fortabtes Skrig mod Lysets Rige, mod Menneskenes Kår. kronet af den salige Glorie …
Med Ansigtet fortrukket af Pine, voldført, i Marers Krampegreb stønnede han frem de onde Ånder, som han husede — den arme, unge Hyrdedreng fra Hjärpeliden i Bograngen, der drev med sit Kvæg i Södra Finnskoga og af Huldren førtes ind i Bjærget til Bryllup og først trende Dage efter kom tilbage til sit Hjem, nøgen og besat.
Hør alle Värmeskogens onde Ånder, hadefulde mod Fuglekoret, mod Evighedens salige Sang på Pär Hackrans Tunge — nu fik de Luft, i Smædelser, i Trusler, i Afsindshyl!
Nu skingrer Råhandas og Tallemajas Latter i Timileskovene, Triumfskrigene over Jægeren, ledt vild i Mosedyndet, over Kulsvieren, sunken i sin egen Mile, over Skovhuggeren, ramt af sit eget Træ, over Bissekræmmeren, gået fast i sine egne Spors Ring!
Gasterne hvirvler fra Jordhulerne! hør deres Bræddevingers Klapren: de udøbte, dræbte Børn, på Jagt, på Jagt efter den flygtende Moder og Fader, som favnedes den Nat, da Skoven stod grøn.
Hør Tussens Kluk! med Struben gul af Edder svulner den i Elletruntens Rod. Skräa, Hærormen, og Wassvang, Vandrotten, lurer på din Skygge! stryger den deres Snuder, hugger de til, og dit Legeme fyldes af deres Æg: Ynglen væsker ud af dine Porer.
Spångumman, Flaggermusen, svirrer på sorte Vingesegl: den ejer kun tre Dråber Blod, men i dem Helsebod for al Jordens Sot. Fang den, om du kan! Og Pukharen hopper, uden Bagben, bag Fyrrestammen, nær dine græssende Køer, at malke dem golde.
Men nu — hurr, hurr, hurr! — en Torden fra Blåfjæld, Ränneberg i Östmark! Bjærghunden gøer, med Genlyd i alle Värmlands Fjælde! Bjærgfolket ler, den sidste Latter, Gravens: »Ho, ho, ho! Ha, ha, ha! en Gang var vi Herskere! I fordrev os ved Kirkeklokker og Stål, men vi kommer igen! Bi, bi! Ho, ho, ho! Ha, ha, ha!«
Se Rå-Nils, dryppende af Sved, blåbleg som et Lig — hans rykkende Arme og Hænder, hans hoppende Knæ og spjættende Fødder. Slynget hid og did af sin Dans, af Åndernes Ryk gynger han dér. De vil ud, de vil frem af det Skjul, hvori Menneskene drev dem ind, af hans Sideben, af hans Albuer, hans Knæ. De erobrede ham i de sorte Timer i Finnskovene, de genopstår i ham, og de vil herske påny, Vildskoven over Jorden!
Hør hans Angstskrig fra Hyrdeårene deroppe, under Skovenes Greb:
»Tu lull i logen! Tolf man i skogen!
Tolf min äro del tolf svärd bära de!
Bjellkoa binde de! fahund hängde de!
mig vill de med sig ta
långt bort i nol
under Dovre fjäll!
dér vexer ingen lök,
dér galer ingen gök,
dér skiner ingen sol,
dér squittrer ingen svala!
dér ä ondt te bo och vara!
Och kom nu till hjelp en stor skara!«
Gamle Cilluf rejste sig, bøjet og hvid, fra sin Rok, med den runkne Hånd manende mod Rå-Nils, og kaldte: »Nils Nils, Nils! I Gud Faders, Søns og Hellig Ånds Navn, hør:
»Tolf Guds änglar:
två till hand och två till fot,
två till hvart ditt ledamot,
två dig söfva, två dig väcka
två dina synder och sorger utsläcka,
två dig följa till paradis!«
Amen! Nils, Nils, Nils!«
Fløjten faldt fra Rå-Nils' Hænder, han vaklede bagover, hans alenlange Arme bredte sig, hans Øjenlåg kæmpede op og i, hans Mund pustede hede Skyer.
Så vågnede han, svedbadet, blybleg, stirrende om sig, skræmt, på Pigernes hvide Ansigter, Karlenes forbitrede, truende Øjne — —
Han kendte jo sin Lod: Ingen Torsdag Nat finder han Husly i Värmland, Hedningenatten, da Ånderne hersker påny, som i Nætterne før Påske, da Portene er korskridtede, da Ilden er slukket på Ovnen, da Altret er svøbt i sort og Kirkeklokkens Knebel i Halm.
Han er jo Skriget fra det Gemte, det aldrig Forgættede, Rædslen fra Vuggen, fra Fyrregrenen, der stødte mod Ruden. Hans Lod er alles, før eller senere: Vildfarelsen, Lysets Forsvinden i Skoven, i Døden …
Han er Ekkoet fra Ålleberg, dybest i Gustaf Adolfs Sogn, hvor de tre Bjærgdusar sover, Jætteslægtens sidste — og Jordens første Børn, rundt Stenbordet, bundet i Skæggets stivnede Søjler.
På sin Flakken i Värmeskogen stod han en Dag foran Døren til det Fængsel, hvori den opstandne Krist lænkede dem, sine sidste Fjender, foran Døren af Jærn, overgroet af Egerødder. Og i det samme talte deres Søster, et Bjærg, fra Skoven og bød ham gribe en Klippeblok og med den hamre tre vældige Slag på Døren: da vilde hendes Brødre vågne, og den menneskeskabte Jord tumle igennem Århundreder tilbage i Ginungagap. Men Rå-Nils kendte Bjærgets Indre, råbte sit Fadervor og flyede.
Og dog — hvad havde han nu gjort? Sprængt Jærndøren, kaldt Dusarne frem, her ind i den lyse Legestue, i den ensomme Gård, rejst deres Kæmpeskikkelser her under Loftet, Jordens tidligste og seneste Herrer, Jorden selv, Altæderen!
Han véd, at hid til Morgongåfva, hvor Folkeholdet er lille og Munterheden spag, hvor Vejen ender og ikke fries ud til nye Horizonter, kommer sjældent de rigtige Spillemænd, endsige Mesterviolinerne, Metbäcken og Lom-Jans-Gutten. Her hilses hans rustne Fløjte glad til Dans. Men nu — og det er Torsdag Nat!
Angst snapper han sin Fløjte, dødbleg blæser han, i snublende Hast, for at bringe sig i Glemsel, for at trygle sig en Væg mellem sig og Vildskoven, Laxarby-Valsen.
Og de Unge, som nys sad dér, som Rå-Nils selv, i »Bjærget«s sorte Rod — de vågner nu, som i Påskemorgens Sol, når Maren slipper, når Hexeridtet styrter i Mälarfjord, og man i Morgengryet plukker Guld og Sølv af Engen med bare Hænder. En Latter, et Råb — og de svinger sig i Ringdans, og i deres Midte hopper Ung-Pelle og Ingiäll, i Elskovs Smiger og Trods:
»Kanske du vill inte ha mej,
för jag är inte nätter?«
»Ser jag bara mig väl om,
får jag mig en bätter!«
»Kanske du vill inte ha mej,
för det har inga pengar?«
»För en half ör köper jag mig
femton sådana drängar!«
Selv de Gamle dér, de ler — de trommer Takten med Krykkekæppen og tripper med de lamme Ben. Laxarby-Valsen, den dansede selv de en Gang, før Jærnlænken knuste Anklen — Ungmøs og Ungersvends Kys og Kiv. Ingen gloende Ovn, ingen tordnende Hammer har gjort dem blinde, gjort dem døve for Laxarby-Valsen!
»Och all den kärlek, jag till dig bar,
den var ord utaf blanna:
den var gjord utaf söter mjölk
som bönderna ge sina kalfvar!«
»Och all den kärlek jag till dig bar,
den hänger högt i vår skorsten,
för hvar gäng jag på spjället drar
faller hon ner i askan!«
Ha, ha, ha — hør dér, hvor Ung-Pelle, knejsende og stampende giver Svar, tager Hævn! Men Ingiäll er ikke sen. Med Hænderne på Hofterne og Ansigtet frem af Hætten og Krøllerne og nejende dybt i de brusende Skørter melder hun:
»Adiö, farväll min hjerteliga kära,
dig vill jag gifva mina begge sko-hälar!«
Ha, ha, ha — se, hvor hun, Herskabstærnen, viser ham de blanke Tysksko-Hæle fra Karlstad!
Selv de Fremmede derhenne — Dalkarlen, Bissekræmmeren Börs Frisk fra Malung, den hjemmevante Gæst, klapper i de vældige Hænder over den sorte Lædersæk med Selerne og Stålspænderne, og Smedden fra Eskilstuna blæser Marsj på sin Håndbælg og dunker de sømslåede Hæle i den lille Flytteambolt, så dens Tænger og Fyrtøj synger, mens den kleine Malersvend fra Jönköping hikster af Latter i sit Bukkeskæg.
Men Steffan bøjede sig frem over Tiggertaflet, mellem de tvende Kobberkedler med Tyndtøl og Fladbrødenes Tårn. Dér — mellem den raggede Ryg af en Tater, en Fante fra Vardal i Norge, og de blankslidte Skuldre af en Skærsliber fra Rusland — sovende dødt som de to: en tredje Skikkelse, hyllet i en fodsid Kappe, med Kravens Las over Ansigtet … en Hånd gleden ned fra Bænken, smal og med Signetring på Fingren …
Steffan skubbede sig fremad, døv for Laxarbyvalsen, hvor nu et nyt Par, Kalle Klang og Bolla, kivedes og bejledes i Kresen.
I Skyggen af Gluggens Karm, af »Tarrum«, Pigernes Sovesteder under Loftet, med dets stramme Lugt af Uld og Skind: en opstablet Hob af Birkebarksting: Sko og Kurve og Bægre, holdte sammen med Hårband, Skotvinder og Urkæder af Hestehår, og i Midten Halsen af en Dunk, en Brændevinsjomfru …
Nej, han tog ikke fejl! Men her — at han lå her! havde Mårta Moll da ikke set ham? om Fader fandt ham her på Betlerbænken, »Sangeren«, Præsten, Emanuel Branzell!
Og mens Legen gik, jublende, under Klappen og Spring:
»Räfven lankar gärda' ikring
och gåsa går på rågen,
Gossena vill så gärne gifte sej,
men tösene ha ingen hågen«
sænkede Steffan sig over Nakkens sorte, brusende Hår, stænket af Sne og Last og Alder, over Håndens slappe, lange Fingre, formede til at lege med Bog og over Fløjte — smudsede, flåede og knudrede nu på tyvende År af Birkebarkens skarpe Kanter, af Hestehårenes Od, af Tiggerbænkenes og Kulsvierhulernes Smuds. Af Värmlands ædleste Blod, af Valloners, Tyskeres og Svenskeres Blanding: Næstsøskendebarn til Esaias Tegnér, Frænde til Erik Gustaf Geijer og Uno Troili, af Myhrmans, Dahlgrens, Frödings, Forsells, Seidelii og Lagerlöfs Slægt, af al Värmlands Ære, Magt og Rigdom, sov han dér, en vraget Præst, en hjemløs Tigger, på Stodderbænken …
Ung og strålende skøn, den ypperste af Sangerne i Uppsala Studenterkor, Mesteren på Fløjte og Violin, Värmernes Søn — og deres Sonebod for århundredgammel, blodig Synd mod dem, der havde gjort det Land beboeligt, der nu var Sangens og Glædens, og som til Tak blev jagede med Ild og Sværd til dets yderste Grænser — sendtes han, efter at den finske Student Karl Axel Gottlunds utrættelige Strid for hans Folk omsider havde vakt den slumrende Samvittighed, som Finnernes første Præst, i de sidste, mørke Vinterdage i 1830 til deres Urskove under Dovres og Dalarnes Fjælde, »Verdens Ende«, Värmlands glemte Pol!
Rå-Nils, hvad fortæller din Fløjte, dens Latter og dens Skrig om Värmeskogen og dens Ånder, mod Tiggeren dér? Ordet, Runen, der løste din Fortryllelse, løser den hans? Eller — Jærnet, Stålet, al Trolddoms Besværger: Øxen, den skovfældende, frigør kun den ham af Nøden, Mennesket af Kaos'es Favn?
Steffan lukkede sine Øjne, og mens nu Ung-Pelle med Hænderne på den broderede Hofterem sang ind i Ingiälls blufærdigt nedslagne Øjenlåg:
»Ä'cke jag din fästeman,
och du min fästmö galanta?«
så Steffan for sig Præstekaldet deroppe, således som Farbroder Anselm havde skildret det … Farbroder, hos hvem Branzell stundom tilbragte Måneder, når Uvejr og Sne spærrede selv hans Uro og Flugt Banen: — Skovene mellem Klaran og Glommen, med skyhøje Fjælde, med stiløse Vildnis, med bundfrosne Moser. Og han så ham, »Sangeren« mellem Bjærge, Træer og Vande, mellem Vilddyr og Umælende, på Ski søge sin Menighed, sin Races urgamle Fjende: Finnen, i Gammer af Græstørv og Rafter, i Grotter af Tømmer og Muld, i Pörter, blinde af Røg — Væsner, som deres Bo, indfiltrede i Skovens Rødder, en Slægt af levende Jordfæstede, af Hedninger, der i Buske og Træer ofrede Får til Guderne, de eneste, der ej havde forladt dem: Ukko, Tordnen, Tapio, Ødet, og Tuoni, Døden … sin Menighed, af hvis Sprog han ej fattede ét Ord, sålidt som de af hans …
Smeddene på Letafors, en Mil borte, var hans nærmeste Naboer; Præsten i Dalby, nede i Klarelvsdalen, hans nærmeste Fælle, før hans Komme den eneste Gejstlige i et Pastorat stort som Visby Stift. En Gang om Året havde Dalby-Præsten dristet sig hid for at hente sin Tiende og døbe Børn, hvis Forældre han konfirmerede og viede med det samme, og begrave de døde, der biede fra sidste Høst …
Og Steffan så ham, Emanuel Branzell — som nu sov dér — fare vild i Sneen, der føg Skisporene til, slumre ind ved en Stokilds nødtørftige Blus, en Funke i Miles Kulde og Mulm, vågne op og lytte mod Natten …
Pär Hackrans Kor af Fugle — aldrig én Tunge havde rørt sig i disse Skove, kun Bjærgfinkens bange Klynk … og nu, milevidt borte, Hornuglens Hoste, Tomhedens Genlyd …
Og Steffan så Branzells Ansigt bag den sprukne Rude i »Præstegården«: Djäknelidens forladte Tolderhus, en Hule af Fugtighed og Mørke, mellem Skure fyldte af Lig, som biede på Vårens Tø — Lig, hvis Navne og Herkomst han ikke kendte og intet kunde erfare om: Gamle og Børn, fundne ihjelfrosne i Skovene eller ihjelhungrede i Hytter, forladte af de Voxne, der ej kunde bære dem med på Flugten fra Sult og Frost …
Han stirrer under Hårets sorte Krone mod den ufuldendte og tårnløse Kirke derovre mellem de uindviede Tuer. Stien derude, som fra Letafors søger ind mod Norge, groer igen i Natten. Hedemosen om det skredne Kampestensdige, hvori han har slidt Dagen igennem med Hakke og Skovl i de hudløse Hænder at øge Lønningens 500 Rigsdaler Rigsgæld med golde Rugstrås Avner og Halm til Brød, bliver Sump igen som fra Arilds Tid.
Midskogsberget i Vest, Bograngen Fjældet i Øst og Afvundsåsen i Nord kommer nær under Mörkefaldet, bliver Et med Himlen og hverandre. Et Genskær af Sne, milevidt fra Lima i Dalarne, fra Trysild i Norge svæver gennem Natten. Ingen Lyd er skabt.
Dernede sidder al hans Slægt, i det af Finner ryddede Land, ved Ovne og Brug, på Herre- og Præstegårde, fra Olof Trätäljas Kongesæde, Hjälleskata på Næsset, til Rämens og Uddeholms Hamre og Kila og Arvika Kirker — Sniller og Genier, det Värmland, der sejrede, det Värmland, der leer: Glæden på Jorden, Jærnets Herrer!
Og deres Søn synker til Gulvets Sump af rådne Brædder, ramt i Hjærtet af Finnneskuddet, nået af de Overvundnes Hånd — af Kaos, det evige …
I sex År blev han deroppe. Nu flakkede han på tyvende, afsat for Drukkenskab, ad alle Värmlands Veje, med Stav og Tiggerpose, hvileløs, under Sol og Sky og Måne, fra Gård til Gård, fra Brug til Brug, fra Hytte til Hytte at søge Brændevin og Føde ved sine Hænders sidste Kunst: Birkebarkskurvene, Hestehårsbåndene og Enebærskålene, ved sin Tunges Vid eller de pludseligt opflammende Dommedagsprækner om Hugormes Yngel og Herrens Vredes yderste Time.
Nu, i Vintrens Hjærte, holdt han ellers til hos sin bosiddende Slægt eller sine lykkeligere Kaldsbrødre, hvis Taler han skrev for hele Året, hvis Børn han underviste i Græsk og Latin og Musik — for med de tidligste Vårfugle påny at bære sin Uro og Længsel og Skæbne det ganske Landskab rundt.
Men stundum, som nu, brød han ud fra de fyldte Fade og hede Ovne at gennem Fog og Nat søge det Land og tales ved med de Mennesker, som hans Ungdom skiltes fra, at finde den og dem gennem Årenes vildtgroende Urskov — og fandtes da gærne døende i en Snedrive på Vej til en af de trende Byer: Karlstad, Kristinehamn, Filipstad — Jærnets Centre …
Om Fader så ham her! han som bad ham, hver Gang han kom, at blive Livet ud i det af Morgongåfvas tyve Gæstekamre, han selv vilde vælge …
Steffan greb hans Kappe for at vække ham, men stansede, bedøvet af Brændevinsosen, af Lugten fra Skoven ..
Nej, lad ham sove dér i sin Rus, mellem Lap og Fante, på Värmlands Stodderbænk, dets Søn og dets Bod — og dets Varsel en Gang ..: Vallonernes Sidste i Jærnets Rige!
Ti — Olof Trätäljas Øxe, der frelste dem af Kaos, og som de bar som Sejrstegn gennem trende Århundreder — nu løftedes den mod dem selv, løftedes af Göteborgs — nej, af Jærnets egen Hånd. Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå …
Ude på Gulvet dansede stadigt Ung-Pelle og Ingiäll Frierdansen. Men nu blussede bægges Ansigter omkap, og de fire Hænder var krystede hårdt i hverandre. Pigerne skottede bag Rokkehjulene, Karlene smiskede over Sløjdknivene og de Gamle over Krykkestokkene. Og hele Køkkenet sang:
»Lyster ungersven
dansa med sin vän?
Bland de rosor och pioner.
Rosor utaf de liljor små
allt hvad mitt unga hjärta kan förmå
bland de rosor och pioner!
Lyster ungersven
att klappa sin vän
bland de rosor och pioner?
Rosor utaf de liljor små,
allt hvad mitt unga hjärta kan förmå
bland de rosor och pioner!
Lyster ungersven
att kyssa sin vän
bland de rosor och pioner?
Hjärteligt kära kan jag väl få
rosor och pioner!«
Glødende smæltede deres Ansigter ind i et Kys …
»Lader os æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø!« skingrede med Et en vild Stemme fra Udgangs-Døren gennem Korets:
»Lyster ungermö
dansa till sin dö'
bland de rosor och pioner — — —«
Og:
»Ho Satans boning tänker på
och de fördömdas pina,
hans blod af fasa stelna må,
hans kraft af ångst förtvina!«
brølede Salmen fra de to sorte, tilsneede Skikkelser, Skrædderen fra Elgå, Adser Popp, og Normanden Aslak Hogstad, Præsten Gustav Adolf Lammers Udsendinge fra Skien.
Gårdsdøren gabede åben bag dem, Kulden og Natten åndede ind i hvide Rimskyer.
»Där masken gnager, som ej dör,
där elden ej skall släckas!
Ack Herre, våra hjärtan rör,
att de i tid må väckas!
O människa, betänk dig väl!
se helvetet högt gapar — —«
Ude på Gulvet var Ung-Pelle og Ingiäll standsede i Dansen. Hun klynget, med forfærdet stirrende Ansigt, til hans Skulder.
Rokkehjulene tav, ene gamle Cillufs snurrede, uforstyrret af Salmen nu som af Laxarby-Valsen før. De unge Karle havde rejst sig, og Malungs-Kræmmeren, Börs Frisk, hævede sig på de vældige Næver over Skindposen, mens Jönköping-Malerens Bukkemund gabede midt i et Fnis, og de Gamles Fingre mekanisk søgte sammen.
Hånd i Hånd, med funklende Øjne og rynkede Bryn, sang de to Missionærer, med Skæggene stive af Sne, i Klædernes Kuldedamp:
»Dit trädet ändtlig faller ner,
där ligger det och blifver,
når man är död och dömd, ej mer
Gud någon ändring gifver!
I jordens djup ej hjälper då,
att man sitt brott begrafver,
ty hvar och en af Gud skall få,
som han här handlat hafver!
Hjälp, Gud, vi alltid måga så
vårt lefverne här ställa,
att vi till evig tid ej få
vår svåra synd umgälla!
Låt oss vår värld så genomgå,
att vi, når lifvet ändas,
i trone måga fasta stå,
så skall i fröjd allt vändas!«
»Ja, Herre, ja!« Adser Popp kværnede på, »giv os så af din Hellig Ånd, at vi i Tide må betænke vor svare Synd mod dig: vor Løsagtighed, vort Køds og Øjnenes Lyst! Herre, jeg råber til dig som fordum Abraham — Faderen til meget Folk — i Mamre, for Sodoma og Gomorra, 1ste Mosebog 18! Ti se Synden er større i dette Land, end du tåler: Hor og Drik og Bespottelse, gækkelig Tale og Mammons og Bugens Dyrkelse, Letfærd og Leg fra Sal til Hytte i alt dette dit Folk!
Herre, Herre, så er Bønnen for os, hvem du i din Visdom satte over dine skjulte Skatte, over Bjærgværker og Gruber — lig Thubalkain — det er: Jærnslægge, 1ste Mosebog 4de — over Sinais, over Jærnet, et af de sex Metaller, du nævner i din hellige Mosebog 4de, 31:
»Vi takker dig, barmhjærtige Gud, for de Gaver, som du på dette Sted lader os ophente af Jordens Indre. Vi bede dig, at du vil velsigne og bevare disse dine Gaver og forlene os Nåde, at med Taknemlighed, til dit Navns Ære bruge dem!«
Men se: af disse ufortjente Gaver står oprejst et Alter til Satans Pris i hvert et Hjem, ringe som rigt, til Spillets og Dansens, til Ganens og Bryndens Pris!
»Giv dem, som vogte disse Bjærgværker, Visdom og Kraft at vel udrette det, som påligger dem.«
Og se: til egen jordisk Både, til deres Sjæles evige Fortabelse bruge de Store i Begær og i gejle Lyster, til Lænke for den fattige, til Våben mod den rige Broder, hvad dem betroedes til Harve og Plov efter Herrens Bud: »Med Møje skal du æde af Jorden alle dit Livs Dage! Torne og Tisler skal den bære dig, og du skal æde Markens Urter. I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød,« 1. Mosebog 3.
Men Bønnen beder: »Bevar for Skade og Fare dem, som arbejde i de dybe Jordens Rum, og opvæk dem at altid befale sig i dine Hænder.«
Og se: de forvildes i Satans sorte Stoller, og de styrter i hans bundløse Huler og befale sig Belzebub i Vold! Og beder Bønnen, at de »af dit Ords rige Gruber med al Flid må søge og ophente de Skatte, som gøre os rige ind for dig,« da sanke de af Belzebubs Forrådskamre Drukkenskabs og Utérligheds, Hads og Fornægtelses Ord!
Og derfor ve, ve, ve over dig, du frafaldne Land, du udkårne, Herren gav os som rige Gaver, din Dom er vis og er nær! Råbet over Sodoma og Gomorra er stort, 1. Mosebog, 18! Og her skal ikke findes halvtredssindstyve Retfærdige, for hvis Skyld Gud vil skåne Landet — nej, ikke femogfyrretyve og ikke fyrretyve og ikke tredive og ej heller tyve og ikke ti! Ti Råbet over Folket er stort for Herrens Åsyn, og han skal udsende sin Engel at ødelægge det! Og ingen skal Herren tage ved sin Hånd og føre ud, og ingen skal kunne undfly til Bjærgene, men alle skulle bortrykkes! Og ingen Frelsens Stad ved Navn Zoar — det lille — skal findes! 1. Mosebog 19. Men Svovl og Ild skal regne fra Himlen, fra Herren, over dine Stæder, Sodoma og Gomorra! Og Herren skal tilintetgøre dine hovmodige Rigdomme, der råber mod Himlen om Næstens Blod og Syndens Sold! Og han skal udjage hver af dine Indbyggere af deres Gårde, og forbandet bort fra deres Hjem skulle de blive, og ustadige og omvandrende på Jorden skulle de vorde, og Kains, Brodermorderens, Mærke skulle de bære — 1. Mosebog, 4de — at de kunne kendes! Ti den, som meget haver, af ham skal også meget fordres!
Se, Eders Gildesale ere fyldte, men Eders Lader tomme, Eders Knæ rappe i Dansen, men ubøjede i Bønnen, Eders Flids Dage korte, men Eders Lysts Nætter lange! Og Herren siger: »Jeg vil tage Riget fra dig og betro det til en anden! Ve dig, Korasin! ve dig, Betsaida! det skal gå Tyrus og Sidon lideligere på Dommens Dag end Eder! Kapernaum, du som blev ophøjet ind til Himlen, lige til Dødsriget skal du blive nedstødt!« Matthæi II. 21—23.«
Hæs, med udvældende Øjne og udstrakte Hænder råbte Adser Popp der fra Dørens Skygge. Og ubevægelige stirrede Ansigterne mod ham fra Rummets Skumring, forstenede som Fattiglemmernes i Savolaxhyttans Fattighus under Zegoels Profetier, som Patronernes i dens Sal under Barchäi. Kun Emanuel Branzell, Præsten, sov — Syndebukken, længst udjaget i Ørkenen, den flygtende Brodermorder Kain — —
Et Flammeskær over Ruden, et Skrål, en hvinende Sang:
»Ala mana sana
voja, voja, nana, nana,
jojka, jojka — hu! tu!«
Steffan jog sammen. Foer da al Helvedes Hærskare i Morgongåfvas Gård denne Nat, at udtage Herrens Straf, at uddrive Menneskenes Børn, de Fremmede, af Värmeskogen, at fuldkomme Kaos'es Sejr?
Mellem Birkebarkskurvene og under Gjällums Skygge, i den rundbuede Kælderglug, flagrede det brandrødt over Sneen, over Skytstræets Rod og Bodernes og Badhusets Stolper.
Og frem i Ildskæret galopperede derude et hvidt, skindmagert Øg med flagrende Hale og Manke, med to broget klædte Kvinder med flyvende Hårtjavser og Laser, Ryg mod Ryg, den ene forlængs, den anden baglængs, hvirvlende: den ene en Fakkel, den anden et tandet Hjul over Hovedet, hujende, spyttende, sparkende med de nøgne, skidne, hårede Ben.
Steffan nikkede —: Gris-Ulla og hendes Datter, frygtede mer end et halvt Århundrede, fra Karlstads Torv til Sandkällafors: Taterkvinden, Värmlands Sibylle, Hex og Sandsigerske, beruset af dets Skoves Sorthed, afsindig af dets Ovnes Ild, af sit Folks Forfulgthed og Had — og hendes Slegfredbarn og Arving, Maja.
Han lo. Ja kom og hjælp Guds Udsendinge, du Helvedes Bud! bring os »Bjærget«s Skove og Gruber herind! Himmel og Helvede, profetér om vor Undergang! Det kan vel blive os det samme, om Jærn eller Kaos tager den Plads, vi sveg!
Adser Popp stirrede med knugede Hænder mod det røgsværtede Loft, døv og blind for, hvad der foregik derude, og stemmede op:
»Du, som förhärdad gäckas
med nådens dyra bud,
en gång skall du förskräckas — — —«
og røg forover, med udbredte Arme, på sit Ansigt i Gulvet, mens Aslak i et Rædselsspring reddede sig til Siden.
Ind ad Døren og tværs hen over den faldne Missionær togede Gris-Ulla og Maja, dansende og syngende, svingende Faklen og Hjulet, Rokkefiskens Tandrad, grinende med Hop og uanstændige Gebærder, med Lækattehuerne i Nakken, med Hvidormsryggene og Bu-Stenene, Trolddomsæsken: Drabbeske-mokti, og Tobakspungene dinglende ved Bæltet og daskende om Lårene.
Folkene splittedes til alle Sider i Eder og Skrig, de nys så dødblege Ansigter blussede af Morskab og Latter.
Men Adser Popp foer over Ende, med knyttede Hænder og blodig Næse og brølede mod de dansende Hexes Rygge med Trøjernes kabbalistiske Figurer:
»»Der skal ikke findes hos dig Nogen, som giver sig af med Spådom, Nogen, som spår af Skyerne eller er en Tegnsudlægger eller en Kogler! Eller en Besværger, eller Nogen som udspørger en Dødningemaner, eller er en Sandsiger, eller adspørger de Døde! Ti hver den, som gør Sådant, er en Vederstyggelighed for Herren, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver Herren, din Gud, dem for sit Åsyn!« siger Herren, 5te Mosebog, 18de«.
»Halløj!« Gris-Ulla svang omkring, så alle Ormehammene sejlede — Ormsryggene, grebne på nøgne Ben og ved Trylleordet Ragusta ved de store Ormeting — »er det dig, kære' Lille? Velmødt, min Gemal! kan du huske sidste Skærtorsdag Nat på »Jungfrun« ved Öland? da vi valsede til Musik af Tyveben, vor Bryllupsnat, og skød med Ælmepile på hans Højærværdighed Ærkebiskoppen af Uppsala? Kom dog, lille Maja, og hils på din Fader!« hun halede og hev i den grinende Datter, der mindst kunde være Adser Popps Moder.
Folkestuen bragede af Latter, frelst af Missionærens Profetier, af Mørkets Vift i Spåkvindens Skørter.
Adser Popp tumlede tilbage, gråbleg, med Ullas og Majas hujende Ansigter mod sit. Så jog han op, skrigende, med udspilte Fingre mod de leende Karle og Piger:
»»De Folk, som hører på dem, der spå af Skyerne, og på Spåmænd, skal du fordrive! Ti Herren, min Gud, har ikke tilladt sådant! En Profet af din Midte skal Herren, din Gud, oprejse dig, på ham skulle I høre!« siger Herren, Matthæus 14—15.«
»Hå, og det er kanske dig?« brølede Börs Frisk, glorød i Ansigtet, og plantede sig i et vældigt Sæt over Lædersækken foran Skrædderen med Næverne vuggende som tunge Hamre, »din Eddertusse, der spyer på os Godtfolk, vár dig lidt! Lensmand Crälius —«
Med Hænderne oprakte mod Loftet og Øjnene krængede hvinede Anders Popp:
»»En Profet af dine Brødres Midte, og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, som du begærede af Herren, din Gud, ved Horeb, og han skal tale til dem, alt det jeg vil byde ham.««
»Og han har kanske budt dig at komme og genere os her og male Fanden på Væggen, fordi vi danser!«
Ung-Pelle rystede af Harme, med Ingiälls Fingre endnu knugede om sine, og Karlenes Række rejste sig truende, mens Gris-Ulla og Maja fnisende gjorde uhøviske Komplimenter med Bagen mod de to Missionærer.
»»Men siger du i dit Hjærte: Hvorledes skulle vi kende de Ord, som Herren har talt? da vid: Når det Ord, som Profeten taler i Herrens Navn sker og indtræffer, da er det et Ord, som Herren har talt!« 21-22.« Skrædderen rystede over hele Legemet, med det grå Ansigt vendt mod Loftet. »Og derfor, derfor,« hans magre Hænder tjattede gennem Luften, »ve Eder, ve I Bespottere, kun altfor snart skulle I sande, hvem mig sendte, som taler gennem mig, når alle disse mine Ord skulle ske!«
En urolig Bølgen gennem Karlenes Flok, Ung-Pelles Læber rykkede, selv Börs Frisks Kæmpeskikkelse tøvede. Og triumferende hvinede Skrædderen videre:
»»Men vender nogen sig til Dødningemaner eller til Sandsigere, så han boler efter dem, da vil jeg sætte mit Ansigt mod den Mand, og jeg vil udrydde ham og —«
I det samme havde han Majas Rokketandrad om Håret og ruskedes frem og tilbage i dens broddede Hjul under Hexenes Hylen og Dans. Börs Frisk greb ham om Livet, løftede ham og tog Tilløb for at hive ham gennem Døren ud i Gården, mens Smedden blæste ham i Ansigtet med sin Bælg, og Ung-Pelle greb fat i Aslaks Bryst og ruskede den jamrende Normand frem og tilbage, sanseløs af Harme og Skræk.
»»Ved Sværd og ved Hunger skulle de udryddes, disse Profeter!« Jeremiæ 14, »og Folket —««
»Stop! Holdt! Hvad nu!«
Steffan vendte sig. Dér stod Märta Moll henne i Døren ind til Mælkekældren, rank og høj i sin sorte Læstadianerdragt, med den tunge, blonde Fletning over Skuldren, efter »Norrlandslæserne«s Vis, og det blege Ansigt i Hætten, rolig og myndig, Gårdens egentlige Herskerinde under dens Frues fjærne Ligegyldighed.
Börs Frisk slap Taget i Skrædderens Bryst, og Ung-Pelle ruskede uvis i Aslaks. Hexene nejede sledsk til Jorden og søgte at skjule deres Trylleredskaber i de smudsige Skørter — Märta Moll skræmtes ikke ved dem, harmedes kun, og det gjaldt for dem, som for Rå-Nils, at sikre sig og det hvide Øg Nattely. Derude endte Vejen i Sne …
»Lad de Folk være — og gå I over i »Ämbetsmännenes« Hus og red jer Leje!« nikkede hun mod Skrædderen og Aslak, der med fortrydelige Blikke skottede til hende, ti, omend from, hørte hun ikke til deres Kres, og Præsten Lars Levi Læstadius i Karesuando var ikke velset i »den fri apostolisk-kristelige Menighed« — — Dåben og Brugen af Kirkens Nådemidler …
Märta Moll nikkede kort og skred rask, med det klirrende Nøgleknippe ved sit Bælte, og fulgt af Farfaders gamle Tjener, Cornelius, gennem Køkkenet, hvor Pigerne og Karlene veg til Siden, Hexene duvede til Jorden, og Missionærerne trykkede sig op mod Dørstolpen, mens Börs Frisk hilste dybt, med den bredskyggede Hat i Hånden, og de Gamle nikkede tilfreds fra deres Bænke.
Men gamle Cilluf sang og spandt sin endeløse Tråd af Hjulet:
»En jungfru hon skulle sig åt kyrkan gå,
den tiden gjordes intet lång.
Så tog hon den vägen åt blåberget låg,
För henne gjorde sorgen tung.«
Sangen om den Bjærgtagne og Blåkongen — alle gamle Cillufs Viser, om »Bror och syster«, om Fru Gundeli, om Olof Adelin … Og hendes Sagn om »Konung God och prins Alskad«, eller om Præsten Göran, om Grevinden på Apertin og Pintorpa-Fruen og den onde Fru Rangela — Vallonernes blå Drømme og sorte Syner i den fremmede Skov, på »Bjærget« …
Nu blev hun ved, gamle Cilluf, den ganske Aften og den halve Nat, ved Rokkehjulet, utrætteligt som Viserne selv, kresende om den evige Ve.
Og med ludende Hoveder, sænkede Øjne og Hænderne klemte i hinanden, lyttede de Unge, med bespændt Bryst og tunge Sukke, i Anelse og Minde.
»Lille Lisa —«:
»Jag hafver sofvit hos en grefve i natt,
han hafver mig så illa bedragit …«
Og han angrer silde og byder sadle sin og Knægtens Hest:
»Och se'n ska' vi rida båd' natt och båd' dag,
till dess vi lilla Lisa kan finna!«
Men —
»när som de kommo i skogen fram,
fick de höra de foglarne, som sang,
Den ena sjungde mot, den andra sjungde med,
den tredje sjungde, att kärestan var död.
Och när som de kommo litet längre fram,
så fick de höra, hur klockorna de klang.
Och grefven, han sade till stalledrängen sin:
»Hvad månd detta underligt betyda?«
»Och detta betyder allt underligt så,
att det må finnas ett lik uti nejden,«
Och når som de kommo litet längre fram,
så fick de se de grafvare, de grofvo.
»Grafvare fin och grafvare min,
hvem grafven I upp denna grafven?«
«Vi grafver allt åt en unger mö,
som sig under jorden skall hvila.«
Og Greven drog ud sit gyldne Sværd og faldt i dets Od …
O Ild, hastigt svider din Røg Tårer i vore Øjne! Og Fuglene — »den ena sjunger mot, den andra sjunger med« — O, tvedelte Hjærte! O Gud, hvorfor Hjærtet, Soten i vor Side, Vallonernes Arv?
Men Skrædderen og Normanden samlede deres Bylter op under Armen og sjokkede ud af Døren. Vel derude vendte Adser Popp sit Ansigt mod Køkkenet og skreg, hæs af Vrede:
»I med Eders liderlige Viser, I med Eders Hexe og Troldskab! Der står skrevet i Svebelii Katekism: »Hver den, der søger Hjælp af Djævlen og hans Værktøj, så som Spåkælling, Tryllerske, Skovrå, Sjörå, Troldtøj og mere sådant, skal ifalde mine Ord: »Henkastede på Jerusalems Gader skulle I ligge, for Hunger og Sværd, uden at Nogen findes til at begrave Eder, Eders Hustru og Eders Børn. Og jeg vil udøse Eders Ondskab over Eder!« Jeremiæ 14.«
Han gjorde en truende Gebærde og forsvandt skyndsomst, med sin Følgesvend i Hælene, mod »Ämbetsmännenes« Gavl, som dukkede frem dér i Ildvagtens kommende Lygte.
Elias Piehl sang derude i dens Skær:
»Guds milda, mäktiga hand
skydde vår gård för eld och brand,
för tjufvahand,
för vilddjurs tand!
Klockan är tio slagen!«
Og gamle Cilluf spandt af sit Hjul Sangen om »Broder og Søster«:
„Krist gifve du vore en riddare så god,
som uppå höga hästen månd sitta,
och jag vore då ett svärd utaf guld
och hängde vid riddarens sida!
Det vore en stor ro,
att sammankomma två,
som gärna tillsammans vill vara!«
Men henne i Ovnkrogen, mellem Ildbukkene, i Røghættens Skygge, stimlede med krummede Rygge, med grå eller hede Kinder, Tyendeflokken: de Gamle og Kranke om Gris-Ulla at tigge sig fri af Ælde og Sot, at tigge de tabte År og Glæder tilbage; de Unge om Maja at fries af Blodets Feber, at løsnes af dets Drift.
Og Gris-Ulla syslede med Troldringen, den bøjede Ellerod, over den kogende Kedel, for gamle Manja Bælgkvindes Mavesår; med Vandet i Hestehoven for Dordina Vaskerpiges Barns onde Kighoste; med Enebærpinden for Dyrik Pramkarls Værk; Gløden at gemme mellem Skjorte og Krop for Rå-Nils, Mareridt, og Voxet fra de nedbrændte Julelys for Gudmar Vedhuggers Fjortendagsfeber. Med Dyvelsdræk, Bævergjæl, Salpeter, Svovl og tørret Kalmusrod, med Bu-Stenens sorte, hårde Nød, Søbønnen, hentet i Tangen på Bredden af det yderste Hav; med Selsnærpen, den søde Giftrod, udsået af Oberst Sinclairs Skotter i Gudbrandsdalen, Kreaturernes Morder, men, luget i Moserne en Torsdag- og Fuldmånenat under Ordet Ragustas Besværgelse, Menneskenes Frelser: Årenes Fordriver og Kødets Forynger …
Men Maja bandt Nytårsbundtet af otte Tråde, Helligtrekongers af tretten og Tyvendedagens af tyve, at tvinde den Elskedes Hu ind i ens, at ikke lille Lisas Lod skal blive vor. Hun hviskede Navnene på de ni Slags ulige Urter, der Midsommernat skal hænge over éns Leje, at man skal se den, der skal dele og befrugte det en Gang, den Uundgåelige og Ventede. Og hun varede mod at Spejle sig ved Spiddelys eller i Skumring — ti da vilde al Yndest forgå én, og man visne ubesøgt og gold …
Men til Barbro Fadeburspige, den altfor svære, hviskede hun Rådet, at krybe Nytårsmorgen før Solopgang gennem Hestens Buggjord, at fries af sin Byrde og blive frank igen. Men vover hun det ikke — Satan bier på den anden Side Gjorden, og Barnet bliver Gast og lever dog de År, som det skulde — Guds Love kan selv Maja ikke ændre! — agte hun sig for at gå bag tom og ubunden Sæk, ti da vil Fostret hungre det ganske Liv og tære sin egen Moders Kød …
Men den lade og sløve Sissela Bryggerske, som ene tænker på Fad og Seng, rådes til at lægge Glød i Karret før Mæskningen at slippe våge over, at Øllet ikke syrner, og Småsten, sankede, hvor Lynet slog ned, i Sien, og hænge Flyverøn i Loftsbjælken, at Forgørelse ikke skal få Magt, men de gode Vætter holde til under Gulvet.
Og Gris-Ulla messede over Trued Hestepassers koldbrændte Ben:
Job stod på stenar
och rensa sina sura ben
då kom Christus gångande:
»Hvad står du här och velar?
tag vatten i din mund
och spruta det i grund,
så blir du bra i samma stund!«
»Det vore inte godt, att vara ett svärd utaf guld
och hänga vid riddarens sida!
När riddaren kommer i dryckesstugan in,
så drager han på svärdet med vrede.
Det vore ingen ro,
att sammankomma två,
som alldrig tilsammans kan vara!«
Og højtidelig, hvid og blind nynnede gamle Gideon:
»Når som vi komme för gudastolen in,
så voro vi syskonen båda!«
De to begærede ej Middel for Blindhed og Brøst, ej at vinde de gangne År og Håb tilbage, ej at gavne, binde eller vende Næstens ustadige Sind. De nynnede, og de spandt Livets lange Vise ud, dens sidste grå Tråd — de sang af Dødens Rigdom:
»Er vill jag gifva penningar och allt, hvad jag har
och allra mest du fattiga, som tigger!
Och se'n så vill bjuda all verlden god natt
och hvila mitt lekamen uti jorden ,..«
Det slidte Legeme, det nedbrudte Ler tilbage til Ophavet … Ikke Salmer, ej himmelske Hymner — men Folkeviser, Toner fra Jorden, fra det lange, kendte Liv … Vallonens Afsked, hans Tak …
En Gang —: Spinde Døgnets Tråd som Cilluf, som Nornen selv: lydige Hænder, en lydig Fod, min Tråd og min Vise til Ende, Hjulets evige Ringgang! En syngende Røst: et Vidne om Gud, uden Frygt og uden Krav, om hvad du fordrede, og hvad du gav, min Skaber!
En Gang —: om uoverskueligt længe, her ved Vejens Ende, ved Slægtstræets Rod, i Morgongåfvas snetunge Stuer — — Brynte og Susan og jeg selv, alle »Bjærget«s Børn — vi er samlede nu: God Nat og Tak for vor Dag, Fjende som Ven! nu kommer vor Nat, fælles som Barndom og Ungdom, som Ulivssår og Kærtegn …
»När som vi kommo för gudastolen in,
så äro vi syskonen alla!«
Bølger i en Flod, som nu ebber …
De Gamle på Morgongåfva, i hele »Bjærget«s Gård — Gideon og Cilluf, de grå Skygger over hans Vugge, de lakkende Hæle, der styrede hans Tå — —
Og Sixten Råbock og Anders Stenkula, Jærnets gamle Tjenere, Kriger og Bogholder, i Bäckstugan dernede, i Farfaders gamle Kontor — —
Fjærne Aftner i dens lave Rum, bag dens tavlede Ruder og mørke Gardiner, ved Sixtens og Anders'es Fløjter — på Dragkisten, hvor han lyttede, ene, i Lugten af friske Æbler og Tapeters Mug — og vågnede og gøs ved at vågne, Barn mellem Gamle, ene og langt tilbage, pligtig til uendelige Veje, før han kunde hvile dér, omsider, hvidhåret, og fløjte …
Han vilde derover — dér hvor Farfader en Gang talte Døgnets blodige Mønt, og hans to gamle Ofre nu spillede sig Evigheden i Møde — det stilleste Sted på det stille Morgongåfva …
Alle Fugles Sang og alle Ånders Skrig, alle Profetier og Spådomme, ja Dommedag selv fik én Gang Ende.
Ilden brændte ud, Jærnet faldt i Rust og Urskoven i Støv, tilbage stod kun den store, stille Nat. Hvad vilde den af Dagens Børn, Vallonerne på »Bjærget«?