Min Bondeby

	Min Bondeby.
	Hvor venlig er min Bondeby
	Ved Hanegal i Morgengry,
	Naar Sommerlærken synger!
	Naar Spurven pylrer sine Fjer,
5	Og Kudsken i sin Gumpekær'
	Med Mælk til Staden gynger!
	Og nu i Aftenrødens Glands,
	Naar Hjorden gaaer med Brøl til Vands,
	Og Myggeflokken summer!
10	Naar Bonden nikker fra sin Dør,
	Mens Larmen meer og mere døer,
	Til Alt er dybt i Slummer!
	Ei selv den største Kaiserstad,
	Med Marmorslotte Rad ved Rad,
15	Til Opholdssted jeg bytter
	Med Landsbygyden skjæv og krum,
	Med dette lille Haverum
	Og disse simple Hytter!
	Hver Blomst er her min Barndomsven;
20	Paa Gærdet venlig neier den
	Guds Fred! i Aftenstunden;
	Langt meer end Hegel og end Kant
	Den med sin fromme Lærdom vandt
	Mit Hjerte dog i Grunden!
25	Udødelige Mozart! selv
	Din underfulde Toneelv
	Kan mig ei meer henrykke,
	Tilgiv min simple Bondesmag,
	End Bølgens Plask og Lærkens Slag
30	I Ungdomslundens Skygge!
	Mig tryller ei dit Maleri,
	O, store Dahl! som denne fri,
	Umaadelige Himmel,
	Som dette solforgyldte Straa
35	Med en Mariehøne paa,
	Og denne Blomstervrimmel!
	Her digted' jeg, for første Gang,
	Med sødtbevæget Bryst, en Sang
	Om hvad jeg saae og hørte,
40	Og satte selv begeistret mild,
	Med Blomster-Noder, Tone til
	Hvad i min Sjæl sig rørte.
	Ja, her i dine Skyggers Fred
	Er barnlig Fryd og Nøisomhed,
45	O, skjønne Aldershvile!
	Du, som er træt af Verdens Strid,
	Kom kun med al din Kummer hid:
	Her maa selv Sorgen smile!