Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København 1910


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/9 53-64

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1943. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

IV.
GLIMMINGEHUS.

SORTROTTER OG GRAAROTTER.

I det sydøstlige Skaane, ikke langt fra Havet, ligger en gammel Borg, der hedder Glimmingehus. Den bestaar af en eneste høj, stor og stærk Sandstens-Bygning, der kan ses milevidt over Sletten. Den er ikke mer end fire Stokværk høj, men er dog saa vældig, at et almindeligt Hus, der ligger ved Siden af, tager sig ud som et Dukkehus.

Den store Bygning har saa tykke Ydermure og Mellemvægge og Hvælvinger, at der i dens Indre knap er Plads til andet end de tykke Mure. Trapperne er snævre, Forstuerne smaa og Værelserne faa. For ikke at berøve Murene noget af deres Styrke er der i de øvre Stokværk kun et meget lille Antal Vinduer, og i det nederste er der slet ingen, kun smalle Glugger. I de gamle krigerske Tider var Folk lige saa glade ved at kunne lukke sig inde i saadant et stærkt og mægtigt Hus, som man nu er ved at kunne krybe i en Pels i knagende Frost, men da den gode Fredstid kom, vilde de ikke længer bo i den gamle Borgs mørke og kolde Stensale. De har for længe siden forladt det store Glimmingehus og er flyttet til Boliger, der er saaledes indrettet, at Lys og Luft kan trænge ind i dem.

Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, boede der altsaa ingen Mennesker paa Glimmingehus, men derfor savnede det dog ikke Beboere. Paa Taget boede der hver Sommer et Storkepar i en stor Rede, paa Loftet levede et Par Hornugler, i Løngangene hang der Flagermus, paa Ildstedet i Køkkenet boede en gammel Kat, og nede i Kælderen opholdt der sig nogle Hundreder af de gamle, sorte Rotter.

Rotter er jo ellers ikke synderlig ansete af de andre Dyr, men Sortrotterne paa Glimmingehus dannede en Undtagelse. De blev altid omtalt med Agtelse, fordi de havde udvist stor Tapperhed i Strid med deres Fjender og megen Udholdenhed under de store Ulykker, der havde ramt deres Folk. De tilhørte nemlig et Rottefolk, der eengang havde været meget talrigt og mægtigt, men nu var ved at uddø. I mangfoldige Aar havde Sortrotterne ejet Skaane og hele Landet. De var i hver en Kælder, paa hvert et Loft, i Lader og Loer, i Fadebure og Bagerser, i Ladegaarde og Stalde. i Kirker og Borge, i Brænderier og Møller, i hver en Bygning, som var rejst af Mennesker, men nu var de fordrevne fra alle disse Steder og næsten udryddede. Kun hist og her i en gammel, enlig Gaard kunde man endnu træffe nogle enkelte af dem, og ingen Steder fandtes de i saa stor Mængde som paa Glimmingehus.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 54 - Glimmingehus.png

Glimmingehus

Naar et Dyrefolk uddør, plejer Menneskene som oftest at være Skyld i det, men det var ikke Tilfældet denne Gang. Menneskene havde ganske vist kæmpet mod Sortrotterne, men de havde ikke formaaet at gøre dem nævneværdig Skade. De, der havde overvundet dem, var et Dyrefolk af deres egen Stamme; det hed Graarotterne.

Disse Graarotter havde ikke boet i Landet fra Arilds Tid saadan som Sortrotterne. De nedstammede fra et Par fattige Indvandrere, der for omtrent hundrede Aar siden gik i Land i Malmø fra en lybsk Skude. Det var to hjemløse, forsultne Stakler, der fristede Livet i selve Havnen, svømmede om mellem Pælene under Bolværket og aad det Affald, der blev kastet i Vandet. De vovede sig aldrig op til Byen, der var i Sortrotternes Besiddelse.

Men lidt efter lidt, da Graarotterne var voksede i Tal, blev de dristigere. Til at begynde med flyttede de ind i nogle gamle, øde Huse, der skulde rives ned, og som Sortrotterne havde forladt. De fandt deres Føde i Rendestene og Affaldsdynger og tog til Takke med al den Ragelse, som Sortrotterne ikke gad have. De var haardføre, nøjsomme og uforfærdede, og i Løbet af faa Aar var de bleven saa mægtige, at de tog sig over at jage Sortrotterne bort fra Malmø. De tog Lofter, Kældere og Magasiner fra dem, sultede dem ud eller bed dem ihjel, for de var paa ingen Maade bange for Krig.

Og da Malmø var taget, drog de afsted i smaa og store Flokke for at erobre hele Landet. Det er slet ikke til at forstaa, hvorfor Sortrotterne ikke samlede sig til et stort, fælles Ledingstog og gjorde det af med Graarotterne, mens disse endnu kun var faa. Men de sorte var vel saa sikre paa deres Magt, at de ikke kunde tænke sig den Mulighed at miste den. De sad stille paa deres Godser, og imidlertid tog Graarotterne den ene store Gaard efter den anden fra dem, den ene Landsby efter den anden, den ene By efter den anden. De blev sultet ud, jaget ud, ryddet ud. I Skaane havde de ikke formaaet at holde Stand et eneste Sted uden netop paa Glimmingehus.

Den gamle Stenbygning havde saa faste Mure, og der førte saa faa Rottegange igennem dem, at det var lykkedes Sortrotterne at bevare den og hindre Graarotterne fra at trænge ind. Aar efter Aar, Nat efter Nat, havde Striden staaet paa mellem Angribere og Forsvarere, men Sortrotterne havde trolig holdt Vagt og kæmpet med den største Dødsforagt, og takket være den prægtige, gamle Bygning havde de bestandig gaaet af med Sejren.

Det kan ikke nægtes, at saa længe Sortrotterne var ved Magten, var de lige saa afskyede af alle andre levende Væsener, som Graarotterne er nu for Tiden, og det med fuld Ret. De kastede sig over stakkels, lænkede Fanger og pinte dem, de svælgede i Lig, de stjal den sidste Roe i den fattiges Kælder, de bed Fødderne af sovende Gæs, stjal Æg og Kyllinger fra Hønsene og gjorde aldrig andet end ondt. Men efterat de var kommen i Ulykke, var alt dette som glemt, og ingen kunde lade være at beundre de sidste af den Slægt, der havde holdt saa længe ud i sin Modstand mod Fjenderne.

Graarotterne, der boede paa Glimmingegaard og i den nærmeste Omegn, fortsatte stadig Kampen og søgte at benytte enhver passende Lejlighed til at bemægtige sig Borgen. Man kunde synes, at de gerne kunde have ladet den lille Flok Sortrotter have Glimmingehus i Fred, da de nu selv havde erobret hele det øvrige Land, men det kunde aldrig falde dem ind. De plejede at sige, at det var en Æressag for dem dog engang at overvinde Sortrotterne, men de, der kendte Graarotterne, vidste nok, at det var fordi Menneskene brugte Glimmingehus til Kornmagasin, at de graa ikke havde Ro i Sjælen, før de havde erobret det.

STORKEN.

Mandag 28. Marts.

En Morgen tidlig vaagnede Vildgæssene, der stod og sov paa Isen ude paa Vombsøen, ved høje Raab oppe fra Luften. „Trirop! Trirop!” lød det. „Trianut, Tranen, lader hilse Akka, Vildgaasen, og hendes Flok. I Morgen staar den store Tranedans paa Kullaberg.”

Akka rakte Hals og svarede: „Hils og sig Tak! Hils og sig Tak!“

Derpaa drog Tranerne videre, men Vildgæssene kunde længe høre, hvordan de fløj og raabte det ud over hver eneste Mark og hver eneste Skovbakke: „Trianut lader hilse. I Morgen staar den store Tranedans paa Kullaberg.”

Vildgæssene blev meget glade over dette Budskab. „Du er rigtignok heldig,” sagde de til den hvide Gase, „at du kommer med til den store Tranedans.” — „Er det da saa mærkeligt at se Traner danse?” spurgte Gasen. „Det er noget, du aldrig har drømt om,“ svarede Vildgæssene.

„Nu maa vi tænke paa, hvor vi skal gøre af Tommeltot i Morgen, saa der ikke skal tilstøde ham noget, mens vi rejser til Kullaberg,“ sagde Akka. — „Tommeltot skal saamænd ikke komme til at være alene,“ sagde Gasen. „Tillader Tranerne ikke, at han ser paa deres Dans, da bliver jeg hos ham.” — „Aldrig har hidtil et Menneske været med til Dyrenes Møde paa Kullaberg,” sagde Akka, „og jeg tør ikke tage Tommeltot med derhen. Men det maa vi tale nærmere om siden i Dag. Nu maa vi først og fremmest tænke paa at faa noget i Livet.”

Dermed gav Akka Tegn til Opbrud. Ogsaa den Dag søgte hun sin Græsgang langt borte for Mikkel Rævs Skyld og slog ikke ned, før de havde naaet de side Enge et Stykke syd for Glimmingehus.

Hele den Dag sad Drengen ved Bredden af en lille Dam og blæste paa Rørfløjte. Han var i daarligt Humør, fordi han ikke maatte komme med til Tranedansen, og kunde ikke bekvemme sig til at sige et Ord hverken til Gasen eller til nogen af de andre.

Det var saa bittert, at Akka og de andre havde Mistro til ham. Naar en Dreng har givet Afkald paa at være Menneske for at rejse om med nogle fattige Vildgæs, saa maatte de da kunne indse, at han ikke havde i Sinde at forraade dem. Og de maatte da ogsaa kunne indse, at naar han havde ofret saa meget for at følge dem, saa var det deres Pligt at sørge for, at han fik alt det mærkelige at se, de kunde vise ham.

„Jeg kommer til at sige dem min Mening rent ud,“ tænkte han. Men den ene Time gik efter den anden, uden at han fik det gjort. Det kan lyde underligt, men Drengen havde virkelig faaet en Slags Respekt for den gamle Førergaas. Det var ikke let at sætte sig op imod hendes Vilje, mærkede han nok.

Paa den ene Side af det sumpede Engdrag, hvor Gæssene græssede, var der et bredt Stengærde. Og nu skete det, at, da Drengen henimod Aften løftede Hovedet for omsider at tale med Akka, faldt hans Blik paa Gærdet. Han udstødte et lille Raab af Forbavselse, og alle Gæssene saa straks i Vejret og gav sig til at stirre samme Vej som han. I første Øjeblik saa det ud baade for dem og Drengen, som om alle de graa Rullesten, Gærdet bestod af, havde faaet Ben og givet sig til at løbe. men de saa snart, at det var en Flok Rotter, der løb over det. De bevægede sig meget hurtigt og løb tæt ved Siden af hinanden, Række efter Række, og var saa mange, at de en lang Tid skjulte hele Gærdet.

Drengen havde været bange for Rotter, selv da han var et stort, stærkt Menneske. Hvor meget mere nu, da han var saa lille, at et Par Stykker af dem var i Stand til at magte ham. Det løb ham koldt ned ad Ryggen den ene Gang efter den anden, mens han stod og saa paa dem.

Men det underlige var, at Gæssene lod til at føle samme Afsky for Rotterne som han. De talte ikke til dem, og da de var borte igen, rystede de sig, som om de havde faaet Mudder mellem Fjerene.

„Saa mange Graarotter ude!“ sagde Yksi fra Vassijaure, „det er ikke noget godt Tegn.”

Nu vilde Drengen passe sit Snit og sige til Akka, at han syntes, hun skulde lade ham komme med til Kullaberg, men han blev igen forhindret ved, at en stor Fugl pludselig slog ned midt iblandt Gæssene.

Naar man saa denne Fugl, skulde man tro, den havde laant Krop, Hals og Hoved af en lille, hvid Gaas. Men dertil havde den skaffet sig store, sorte Vinger, lange, røde Ben, og et langt, tykt Næb, der var for stort til det lille Hoved og tyngede det ned, saa der kom noget bekymret og kummerfuldt i hans Udseende.

Akka lagde hurtigt Dækfjerene til Rette og nejede mangfoldige Gange med Halsen, mens hun gik Storken i Møde. Hun var ikke synderlig overrasket ved at se ham i Skaane saa tidlig paa Foraaret, for hun vidste nok, at Storkehannerne plejer at flyve derover i god Tid og se efter, om Reden har lidt Skade i Vinterens Løb, inden Storkehunnerne gør sig den Ulejlighed at flyve over Østersøen. Man hun kunde ikke begribe, hvorfor han opsøgte hende, eftersom Storke helst omgaas Folk af deres egen Art.

„Jeg haaber da ikke, der er noget i Vejen med Reden, Hr. Langeben,” sagde Akka.

Det viste sig nu, at det er sandt, hvad man siger, at en Stork sjælden lukker sit Næb op uden at klage. Og hvad der gjorde, at det, Storken sagde, lød endnu bedrøveligere, var, at han havde ondt ved at faa Ordene frem. Han stod længe og gjorde ikke andet end knebre med Næbbet, og saa gav han sig til at tale med hæs og svag Stemme. Han klagede over alt muligt: Reden, der laa allerøverst paa Tagryggen af Glimmingehus, var bleven helt ødelagt af Vinterstormene, og Føde var der snart ikke mere at finde i Skaane. Skaaningerne var i Færd med at bemægtige sig hele hans Ejendom. De drænede hans Enge og opdyrkede hans Moser. Det var hans Agt at flytte bort fra dette Land og aldrig mer komme tilbage.

Mens Storken jamrede, kunde Akka, Vildgaasen, der ikke havde det Sted, hvortil hun kunde hælde sit Hoved, ikke lade være at tænke ved sig selv: „Havde jeg det saa godt som De, Hr. Langeben, da vilde jeg holde mig for god til at klage. De er bleven ved at være en fri og vild Fugl, og alligevel er De saa vel anskreven hos Menneskene, at ingen vil løsne et Skud imod Dem eller stjæle et Æg af Deres Rede.” Men alt det holdt hun for sig selv. Til Storken sagde hun kun, at hun ikke kunde tænke sig, han vilde flytte bort fra et Hus, hvor Storke havde haft Tilhold, ligefra det blev bygget.

Saa spurgte Storken pludselig, om Gæssene havde set Graarotterne, der drog imod Glimmingehus, og da Akka svarede, at hun havde set det Utøj, gav han sig til at fortælle hende om de tapre Sortrotter, der i mange Aar havde forsvaret Borgen. „Men i denne Nat vil Glimmingehus komme i Graarotternes Vold,” sagde Storken sukkende.

„Hvorfor netop i Nat, Hr. Langeben?” spurgte Akka.

„Jo, fordi næsten alle Sortrotterne i Gaar Aftes drog til Kullaberg,” sagde Storken, „i Tillid til, at alle andre Dyr ogsaa vilde derhen. Men De ser, at Graarotterne er bleven hjemme, og nu samler de sig for at trænge ind i Borgen i Nat, naar den ikke er forsvaret af andre end af nogle gamle Stakler, der ikke har Kræfter til at følge med til Kullaberg. De naar saamænd nok deres Maal, men nu har jeg i saa mange Aar levet i godt Naboskab med Sortrotterne, at jeg ikke har Lyst til at bo paa samme Gaard som deres Fjender.”

Akka forstod nu, at Storken var bleven saa forbitret over Graarotternes Handlemaade, at han havde opsøgt hende for at beklage sig over dem. Men efter almindelig Storkeskik havde han næppe gjort noget for at forebygge Ulykken. „Har De sendt Bud efter Sortrotterne, Hr. Langeben?” spurgte hun. — „Nej,” svarede Storken, „hvad kunde det nytte? Inden de naar hjem, er Borgen allerede taget.“ — „Det skal De ikke være saa sikker paa, Hr. Langeben,” sagde Akka. „Jeg ved en gammel Vildgaas, der gerne vil hindre en saadan Niddingsdaad.“

Da Akka sagde dette, løftede Storken Hovedet og gjorde store Øjne. Og det var ikke underligt, for gamle Akka havde hverken Næb eller Kløer, der duede til Kamp. Ovenikøbet var hun en Dagfugl, og saasnart det blev mørkt, faldt hun ufejlbarlig i Søvn, mens Rotterne netop kæmpede om Natten.

Men Akka havde aabenbart bestemt sig til at hjælpe Sortrotterne. Hun kaldte Yksi fra Vassijaure hen til sig og befalede ham at føre Gæssene op til Vombsøen, og da Gæssene gjorde Indvendinger, sagde hun myndigt: „Jeg tror nok, det er bedst for os allesammen, at I lystrer mig. Jeg maa flyve hen til det store Stenhus, og dersom I følger med, kan det ikke undgaas, at Folkene paa Gaarden faar os at se og skyder os ned. Den eneste, jeg vil have med paa denne Rejse, er Tommeltot. Han kan være mig til stor Nytte, fordi han har gode Øjne og kan holde sig vaagen om Natten.“

Drengen var den Dag i det egensindige Hjørne, og da han hørte, hvad Akka sagde, strakte han sig for at blive saa stor som muligt og gik hen imod hende med Hænderne paa Ryggen og Næsen i Vejret for at sige, at han rigtignok ikke vilde være med til at slaas med Graarotter. Hun maatte se sig om efter Hjælp andre Steder.

Men i samme Øjeblik som Drengen viste sig, kom der Liv i Storken. Han havde hele Tiden staaet, som Storke plejer, med bøjet Hoved og Næbbet trykket ind imod Halsen. Men nu kunde man ligesom høre det klukke dybt nede i Struben paa ham, som om han lo. Lynsnart sænkede han sit Næb, greb Drengen og kastede ham en fire fem Alen op i Luften. Dette Kunststykke gjorde han syv Gange i Træk, mens Drengen skreg, og Gæssene raabte: „Hvad er det, De gør, Hr. Langeben? Det er ingen Frø. Det er et Menneske, Hr. Langeben!”

Tilsidst satte dog Storken Drengen. ganske uskadt ned igen. Derpaa sagde han til Akka: „Nu flyver jeg tilbage til Glimmingehus, Mor Akka. Alle de, der bor dér, var meget bekymrede, da jeg drog afsted. De kan være sikker paa, at de bliver glade, naar jeg nu kommer og fortæller dem, at Vildgaasen Akka og Menneskepurken Tommeltot er paa Vej for at frelse dem.”

Med disse Ord strakte Storken Halsen fremefter, slog med Vingerne og fo'r afsted som Pilen, naar den flyver fra en. stramt spændt Bue. Akka forstod godt, at han gjorde Nar af hende, men det lod hun sig ikke anfægte af. Hun ventede, til Drengen havde fundet sine Træsko, som Storken havde rystet af ham; saa satte hun ham op paa sin Ryg og fulgte efter Storken. Og hvad Drengen angaar, saa gjorde han ingen Modstand og sagde ikke et Ord om, at han ikke vilde med. Han var saa vred paa Storken, at han ligefrem sad og fnøs. Den rødbenede Fyr troede, at han ingenting duede til, fordi han var lille, men han skulde nok vise ham, hvad Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög var for en Karl.

Faa Øjeblikke efter stod Akka i Storkereden paa Glimmingehus. Det var en stor og dejlig Rede. Til Underlag havde den et Hjul, og ovenpaa det laa der flere Lag Kviste og Græstørv. Reden var saa gammel, at mange Buske og Urter havde slaaet Rod deroppe, og naar Storkemor laa paa Æg i den runde Fordybning midt i Reden, havde hun ikke alene den smukke Udsigt over en stor Del af Skaane at glæde sig over, men hun havde ogsaa vilde Roser og Husløg at se paa.

Baade Drengen og Akka kunde straks se, at her foregik noget, der vendte op og ned paa den almindelige Tingenes Orden. Paa Kanten af Storkereden sad der nemlig to Hornugler, en gammel, graastribet Kat og et Dusin ældgamle Rotter med skæve Tænder og rindende Øjne. Det var ikke netop den Slags Dyr, man er vant til at se sidde fredeligt sammen.

Ingen af dem vendte sig om for at se paa Akka eller byde hende velkommen. De havde ingen, anden Tanke end at stirre efter nogle lange graa Striber, der kom til Syne hist og her paa de vinternøgne Marker.

Alle Sortrotterne forholdt sig stille. Man kunde se paa dem, at de var nedsunken i dyb Fortvivlelse og godt vidste, at de hverken kunde forsvare deres eget Liv eller Borgen. De to Ugler sad og rullede med deres store Øjne, drejede deres Øjenkranse og talte med uhyggelig, hæs Stemme om Graarotternes store Grusomhed og om, at de for deres Skyld maatte flytte bort fra deres Rede, for de havde hørt om dem, at de hverken skaanede Æg eller Unger. Den gamle stribede Kat var sikker paa, at Graarotterne vilde bide ham ihjel, naar de saa mandstærke brød ind i Borgen, og han skændte hele Tiden paa Sortrotterne. „Hvor kunde I være saa dumme at lade jeres bedste Stridsmænd drage bort?“ sagde han. „I ved da, man ikke kan stole paa Graarotterne! Det er ganske utilgiveligt.“

De tolv Sortrotter svarede ikke et Ord, men Storken kunde trods sin Bedrøvelse ikke lade være at gøre Løjer med Katten. „Du skal ikke være bange, Mons Huskat!“ sagde han. „Ser du ikke, at Mor Akka og Tommeltot er kommen herhen for at frelse Borgen? Du kan være sikker paa, det lykkes dem. Nu maa jeg stille mig hen at sove, og det gør jeg med største Ro. Naar jeg vaagner i Morgen, er der saamænd ikke en eneste Graarotte paa Glimmingehus.”

Drengen blinkede til Akka og gjorde Tegn til, at han vilde puffe Storken ned af Taget, naar den nu stillede sig hen at sove paa eet Ben paa den yderste Kant af Reden, men Akka holdt ham tilbage. Hun saa slet ikke vred ud, men sagde tværtimod i en meget fornøjet Tone: „Det saa daarligt ud, om een, der er saa gammel som jeg, ikke skulde kunne klare større Vanskeligheder end denne. Dersom blot Uglefar og Uglemor, der kan holde sig vaagne hele Natten, vil flyve afsted med et Bud fra mig, saa tænker jeg nok, det skal gaa godt altsammen.”

De to Hornugler var villige, og Akka bad saa Uglefar flyve hen og lede de bortdragne Sortrotter op og raade dem til at skynde sig hjem saa hurtigt som muligt. Uglemor sendte hun til Flammea, Taarnuglen, der boede i Lunds Domkirke, i et Ærinde, der var saa hemmeligt, at Akka kun turde betro hende det med hviskende Stemme.

ROTTEFANGEREN.

Det led imod Midnat, da Graarotterne efter megen Søgen var saa heldige at finde en Kælderluge, der stod aaben. Den sad temmelig højt oppe paa Muren, men Rotterne krøb op paa Skuldrene af hinanden, og det varede ikke længe, før den modigste af dem sad i Lugen, rede til at trænge ind i Glimmingehus, foran hvis Mure saa mange af deres Forfædre havde maattet bide i Græsset.

Graarotten blev en lille Tid siddende ganske stille i Gluggen og ventede paa at blive angrebet. Forsvarernes Hovedhær var ganske vist borte, men den tænkte sig, at de Sortrotter, der var tilbage i Borgen, ikke vilde overgive sig uden Kamp. Med bankende Hjerte lyttede den efter den mindste Støj, men alt var stille. Da tog Graarotternes Anfører Mod til sig og sprang ned i den bælgmørke Kælder.

Den ene Graarotte efter den anden fulgte Anføreren. De var alle ganske stille, og de var alle forberedt paa, at Sortrotterne laa i Baghold et eller andet Sted. Først da saa mange af dem var trængt ned i Kælderen, at Gulvet ikke kunde rumme flere, vovede de sig videre.

Skønt de aldrig før havde været inde i Bygningen, voldte det dem ingen Vanskelighed at finde Vej. De opdagede meget snart de Gange i Murene, som Sortrotterne havde benyttet til at komme op i de øvre Stokværk. Inden de begyndte at klatre op ad disse smalle og stejle Stier, lyttede de igen spændt. De var meget mere bange, fordi Sortrotterne saaledes holdt sig tilbage, end om de havde mødt dem i aaben Kamp. De kunde knap tro paa deres Lykke, da de uden Uheld naaede op i det første Stokværk.

Straks ved Graarotternes Indtrædelse slog Lugten af Kornet dem i Møde — det laa i store Dynger paa Gulvet. Men Tiden var endnu ikke kommen for dem til at nyde deres Sejr. De undersøgte først med den største Omhu de mørke, tomme Sale. De sprang op paa Ildstedet, der stod midt paa Gulvet i det gamle Borgkøkken, og var nær ved at styrte ned i Brønden i det inderste Rum. De lod ikke en eneste af de smalle Lysaabninger ubeset, men fandt stadig ingen Sortrotter. Da dette Stokværk var helt og holdent i deres Magt, begyndte de paa samme forsigtige Maade at sætte sig i Besiddelse af det næste. Atter maatte de friste en møjsommelig og farlig Klatren gennem Murene, mens de i aandeløs Spænding ventede paa, at Fjenden skulde kaste sig over dem. Og skønt den dejligste Lugt fra Sæddyngerne lokkede dem, tvang de sig til med den største Nøjagtighed at undersøge de gamle Krigsknegtes hvælvede Borgstue med dens Stenbord og Ildsted, de dybe Vinduesnicher og Lemmen i Gulvet, som man i fordums Dage havde brugt til derigennem at hælde kogende Beg ned paa en indtrængende Fjende.

Men Sortrotterne lod sig stadig ikke se. De graa famlede sig op til tredje Stokværk med Borgherrens store Gildesal, der var ligesaa bar og nøgen som alle de andre Stuer i det gamle Hus, og de fandt endogsaa Vej op til det øverste Stokværk, der bestod af et eneste stort, tomt Rum. Det eneste Sted, det ikke faldt dem ind at undersøge, var den store Storkerede paa Taget, hvor Uglemor netop paa den Tid vækkede Akka og meddelte hende, at Flammea, Taarnuglen, havde opfyldt hendes Begæring og sendt hende det, hun ønskede.

Da nu Graarotterne saa samvittighedsfuldt havde ransaget hele Borgen, følte de sig beroligede. De forstod, at Sortrotterne var flygtet og ikke tænkte paa at sætte sig til Modværge, og de løb lette om Hjertet op i Korndyngerne.

Men næppe havde Graarotterne sunket de første Hvedekorn, før der nede fra Borggaarden hørtes skingrende Toner fra en lille, klinger Fløjte. Graarotterne løftede deres Hoveder fra Kornet, lyttede uroligt, løb nogle Skridt, som om de vilde forlade Dyngerne, men vendte om igen og gav sig paany til at æde.

Igen lød Fløjten højt og skingrende, og nu skete der noget mærkeligt. Een Rotte, to Rotter, ja en hel Mængde Rotter sprang ned fra Dyngerne, lod Kornet ligge og ilede ad den kortest mulige Vej ned i Kælderen for at komme ud af Huset. Endnu var der dog mange Graarotter tilbage. De tænkte paa, hvor stor Møje det havde kostet dem at erobre Glimmingehus, og de vilde ikke forlade det. Men endnu engang naaede Fløjtens Toner dem, og de maatte følge. I vild Hast styrtede de op af Dyngerne, lod sig glide ned gennem de snævre Kanaler i Murene og tumlede over hinanden i deres Iver for at komme ud.

Midt i Borggaarden stod en lille Purk og blæste paa Fløjte. Han havde allerede en hel Kreds af Rotter omkring sig, der forbavsede og fortryllede lyttede til hans Toner, og hvert Øjeblik kom der flere til. En Gang tog han blot et Sekund Fløjten fra Munden for at kunne række lang Næse ad Rotterne, og da saa det ud, som om de havde Lyst til at kaste sig over ham og bide ham ihjel, men saasnart han blæste, var de hans Magt undergivne.

Da Purken havde spillet alle Graarotter ud af Glimmingehus, gav han sig til at gaa langsomt fra Gaardspladsen ud paa Landevejen, og alle Graarotterne fulgte ham, fordi Tonerne fra den Fløjte lød saa sødt i deres Øren, at de ikke kunde modstaa dem.

Purken gik foran og lokkede dem henad Vejen til Vallby. I alle mulige Slags Kredse og Bugter og ad alle mulige Omveje førte han dem gennem Hegn og ned i Grøfter, og hvor han gik, maatte de følge efter. Han blæste uophørlig paa sin Fløjte, der syntes at være lavet af et Dyrehorn, men Hornet var saa lille, at der i vore Dage ikke gives noget Dyr, fra hvis Pande det kunde være vristet. Der var heller ingen, der vidste, hvem der havde forarbejdet det. Flammea, Taarnuglen, havde fundet det i en Niche i Lunds Domkirketaarn. Hun havde vist det til Bataki, Ravnen, og de to havde spekuleret ud, at det var saadan et Horn, der i gamle Dage blev lavet af dem, der vilde skaffe sig Magt over Rotter og Mus. Men Ravnen var Akkas Ven, og det var af ham, hun havde faaet at vide, at Flammea var i Besiddelse af en saadan Skat.

Og det var sandt, at Rotterne ikke kunde modstaa Fløjten. Drengen gik foran og spillede, saalænge Stjernerne skinnede, og de fulgte ham hele Tiden. Han spillede ved Daggry, han spillede ved Solopgang, og stadig fulgte den hele Flok af Graarotter efter ham og blev lokket længere og længere bort fra de store Kornlofter paa Glimmingehus.