Opfindelsernes Bog/Opfindelsen af Fyrtøj, Fosfor.
Ild og Flamme. Ilden, der af de Gamle blev anset for et af de fire Elementer, er efter vor Tids Forestillinger ikke andet end en Proces, der er forbundet med Lys- og Varmeudvikling, og denne Proces bestaar i, at et eller andet Legeme indgaar i kemisk Forbindelse med et andet. Naar vi kaste en tilstrækkelig stor Mængde Jernfilspaan i smeltende Svovl, bliver Massen pludselig rødglødende: Jernet forbinder sig med Svovlet og danner Svovljern, og ved denne Proces udvikler der sig en saa betydelig Varme, at der endog kan vise sig Ild. Naar Brint og Klorluft i passende Forhold blandes i en Flaske i et mørkt Værelse, og naar Flasken derpaa udsættes for det klare Sollys, antændes Blandingen øjeblikkeligt, og Forbindelsen mellem de to Luftarter — hvoraf der fremgaar Saltsyre — finder Sted under livlig Opflammen. Kalium, Metallet i Potaske, viser en meget stærkt udpræget Bestræbelse efter at forbinde sig med Ilt; naar et Stykke af dette Metal kastes i Vand, dekomponerer det øjeblikkeligt dette i dets Bestanddele, Ilt og Brint; det forbinder sig under Udvikling af en violet Glans med Ilten, medens Brinten antændes ved den Varme, der udvikler sig og brænder med selvstændig Flamme, idet den forbinder sig med Luftens Ilt og paany danner Vand.
Lige som det er Tilfældet ved de Exempler, vi her have anført, saaledes gjælder det samme ved alle Forbrændinger og i Virkeligheden ved alle Ildfænomener: det er den kemiske Proces, der er Aarsagen til Lys- og Varmeudviklingen. Vi kunne sige, at Jernet forbrændte i Svovlet, Brinten i Klorgassen, Kaliumet i Ilten; men efter almindelig Sprogbrug indskrænke vi For-brændingsbegrebet fortrinsvist til den Proces, der foregaar ved Forbindelsen mellem visse Legemer og Ilt, forudsat at denne Forbindelse finder Sted under intensiv Lys- og Varmeudvikling.
Naar det brændende Legeme er luftformigt, f. Ex. Brint, Stenkulsgas o. s. v., foregaar Forbindelsen med Ilten saaledes at der viser sig en Flamme; er det derimod et fast Legeme, foregaar Forbrændingen kun som en Glødning uden Flamme, i det højeste ledsaget af Gnistren. Jern forbrænder i ren Ilt med pragtfuld Lys, og det samme sker med tynd Kobbertraad, naar en tilstrækkeligt stærk Udladning ledes igjennem den, men der fremkommer ingen Flamme herved: kun enkelte glødende Dele blive slyngede omkring som lysende Gnister. Men hvorledes skal man da forklare sig, at baade Svovl og Fosfor, der jo begge ere faste Legemer, ved Forbrændingen give en virkelig Flamme? Det kommer af, at de begge delvist forvandles til Damp ved Antændelsen, og det er saaledes egentlig ikke det faste Svovl og Fosfor men Svovl- og Fosfordampene, der brænde. Saaledes forholder det sig ogsaa med alle andre Legemer, der brænde med Flamme. Naar Dampudviklingen først er begyndt, vedligeholdes den ved den Varme, der fremkommer ved selve Forbrændingen. Naar man saaledes holder en brændende Tændstik hen til et almindeligt Lys, vil Varmen forvandle Voxet, Stearinen o. s. v. i Tanden til Damp, som antændes, og Varmen fra denne Forbrænding vil nu efterhaanden forvandle hele Lysets Masse til Gas, og Tanden kommer altsaa til at gjøre Tjeneste som et Slags Gasledning.
Varmekilder. Ild kan atter frembringe Ild, men hvor der først skal opstaa Ild, maa der i Forvejen være frembragt den fornødne Varme. I Naturen træffe vi paa en stor Mængde Varmekilder: Solens Straaler tilføre atter Jorden den Varme, som den uafladelig afgiver ved Udstraaling under sin Vandring gjennem det kolde Verdensrum, hvis Temperatur efter al Rimelighed endog er lavere end den, der hersker ved Polerne. Uden denne Gjengivelse af Varme fra Solen vilde Jorden snart ikke mere kunne være Opholdssted for levende Organismer, thi det Varmeforraad, Jorden har i sit Indre, der endnu befinder sig i glødende Tilstand, kunde ikke strække til ret længe.
Denne Solvarme er ifølge hele sin Natur ikke andet end den samme Varme, der ogsaa frembringes paa Jorden ved Samvirkning mellem kemiske og fysiske Kræfter. Vi kunne frembringe den samme Virkning med den elektriske Gnist som med Solstraalerne, naar vi blot ere i Stand til at gjøre Gnisten tilstrækkeligt kraftig. Lynet er en elektrisk Gnist; den fordamper, smelter eller forbrænder hvad den træffer. Foruden Solen, foruden den Varme, der trænger frem fra Jordens Indre, foruden mange forskjellige fysiske Kræfter — saasom Elektricitet og Magnetisme — er den uafbrudte kemiske Forvandlingsproces, der er Betingelsen for Vedligeholdelsen af alt Liv paa Jorden (Fremspiring, Blomstring, Død og Forraadnelse) en vedvarende Aarsag til Varmeudvikling. Om denne end ikke altid naar en saa høj Grad, at der viser sig Ild, er der dog tilstrækkeligt mange Beviser for, at selv en tilsyneladende aldeles ubetydelig Opløsnings- eller Nydannelsesproces ikke foregaar uden en Forandring i Varmeforholdene. Vi kunne overalt fremkalde kemiske Processer, og da disse kunne være af saa forskjelligt Slags og indtræde under saa forskjelligtartede Forhold, er det os ogsaa muligt at frembringe Ild uden Anvendelse af de almindelige Fyrtøjer.
Den Maade, der uden al Tvivl først er bleven benyttet overalt blandt Menneskene, og som ogsaa anvendes endnu den Dag idag blandt mange vilde Folkeslag, naar de ville skaffe sig Ild, er Gnidning af to Stykker Træ mod hinanden, saaledes som vi allerede have omtalt det i I. Bind Side 36, hvortil vi derfor kunne henvise.
Det kan vistnok antages, at Menneskene oftere have skaffet sig Ild ved at vedligeholde den Brand, et Lyn tilfældigvis har antændt, ligesom at vulkanske Udbrud med Lavaudstrømninger have kunnet være Midler til Tilvejebringelsen af Ild.
De gamle Thraciere kjendte allerede til Brændglas og Brændspejle, og de ere vistnok ved et Tilfælde blevne ledede til at fremstille dem. Brændglassene vare slebne af Krystal, Brændspejlene forfærdigede af Bronce. Det er som bekjendt en meget intensiv Varme, der kan udvikles ved Anvendelse af disse Apparater. Antændelsen sker her ved at Varmekildens (Solens) Straaler samles og rettes paa et bestemt Punkt, der hurtigt kommer i Brand, naar Apparaterne iøvrigt ere stærke nok.
Fyrtøj af Staal og Flint have ligeledes været benyttede meget langt tilbage i Tiden, men inden man kunde anvende dette Slags Fyrtøj, har man dog maattet forstaa at bearbejde Metaller. Naar Staalet med et kraftigt Slag bliver slaaet mod Stenen, vil der springe smaa Fliser af dette, og da de ved den stærke Gnidning komme i Glød, ere de altsaa i Stand til at antænde et eller andet letfængeligt Stof (Tønder eller Fyrsvamp).
Medens Anvendelsen af slebne Brændglas og af Brændspejle ganske vist allerede forudsætter en betydelig Kultur, selv om disse Apparater dengang endnu have været temmelig ufuldkomment forfærdigede, beror Anvendelsen af dem til Frembringelse af Ild dog paa Iagttagelser, der kunde være ganske tilfældige; det Slags Fyrtøjer, vi nu skulle til at omtale, ere forfærdigede i Henhold til en Lov, som først kunde være udgrundet efter et nøjagtigere Studium af de luftformige Legemers Natur.
Det pneumatiske eller Kompressionsfyrtøjet er i sit Ydre ganske uanseligt, men dets Virkninger ere dog ganske mærkværdige og overraskende. Ethvert Legeme, der bliver sammentrykket, saaledes at det indtager mindre Rum end før, udvikler Varme, der ogsaa kan betragtes som et Slags Gnidningsvarme, thi den opstaar ved den Gnidning, som Legemets mindste Dele komme til at udholde mod hverandre, naar de, som Følge af Trykket, blive tvungne til at rykke nærmere sammen og presse sig tættere til hverandre. Faste og flydende Legemer tilstede kun en forholdsvis ringe Fortætning, og derfor er det. vanskeligere ved dem at iagttage nogen Varmeudvikling; luftformige Legemer lade sig derimod sammentrykke til et stedse mindre Rumfang og vise herunder en Temperaturforhøjelse, der er saa meget stærkere jo hurtigere Fortætningen foregaar og jo videre den bliver dreven. Dette Fyrtøj bestaar af en Metalcylinder AB (Fig. 259), hvori et Stempel bc kan bevæge sig lufttæt op og ned; naar Stemplet trykkes ned, bliver Luften under det fortættet. Sker Kompressionen med et eneste raskt Stød, udvikles der saa meget Varme, at et Stykke Svamp, der findes paa Stemplets Underside, kan bringes til at gløde.
Döbereiners Platinfyrtøj. I de nærmest følgende Linier ville vi faa at se, hvorledes Forbedringerne, der foretages med Fyrtøjerne, ere gaaede Haand i Haand med Opdagelserne paa Fysikens og Kemiens Omraade.
Som allerede omtalt andetsteds kan man ved en særegen Behandling fremstille Platin som et ualmindelig porøst Legeme, den saakaldte Platinsvamp, der har den Evne, ligesom andre porøse Legemer, at kunne optage og fortætte en meget betydelig Mængde af visse Luftarter i sine Porer; naar denne Fortætning foregaar særdeles hurtigt, ligesom i det pneumatiske Fyrtøj, vil der blive udviklet Varme, der kan stige til en saa betydelig Højde, at Platinet derved bliver glødende. Naar den Luftart, der fortættes, selv er brændbar, vil den antændes af det glødende Metal, og det er denne Omstændighed, der ligger til Grund for Dobereiners Platinfyrtøj.
Som Fig. 260 viser, bestaar det af en Beholder c c, der foroven er lukket med et Laag, og som bliver fyldt indtil to Trediedele af sin Højde med fortyndet Svovlsyre. Fra dette Laag gaar der en flaskeformig Beholder, der er aaben forneden, ned i Vædsken, meden Flasken foroven, oven over Laaget, ender i en Aabning, der er tillukket med en Hane, e, og som staar lige over for en lille Kapsel, f, der er fyldt med Platinsvamp. I denne Flaske hænger der i Messingtraad et Stykke Zink, b, saa at det med sin nederste Ende befinder sig en Smule over Flaskens nedre Rand. Naar Laaget nu er anbragt Paa sin Plads og Beholderen er fyldt som den skal, rager Flasken og med den Zinket ned i den sure Vædske, og der finder derfor strax en Sønderdeling Sted af Vandet: Ilten i det forbinder sig strax med Zinken og Svovlsyren til svovlsurt Zinkilte, medens Brinten bliver fri og samler sig i den flaskeformige Beholder oven over Vædsken. Sønderdelingen foregaar saa længe som Zinkstykket er i Berørelse med Svovlsyren, og, da Brinten ikke finder nogen Udvej — idet nemlig den lille Aabning er lukket — vil den lidt efter lidt trykke Vædsken ud af den flaskeformige Beholder og ind i den større Beholder, og bevirker derved, at Zinket omsider kommer til at hænge oven over Vædsken, og Brintudviklingen ophører da. Vædsken trykker imidlertid paa Brinten, og, naar man nu ved Tryk paa e lukker op for den lille Aabning, hvori den flaskeformige Beholder ender, vil Brinten strømme ud med Kraft og træffe Kapslen f med Platinsvampen; Brinten fortættes øjeblikkeligt, Platinet kommer i Glødning og antænder derfor den efterstrømmende Brint, som brænder med en lyseblaa og meget varm Flamme saa længe Brintforraadet i Beholderen strækker til.
Fra Tid til anden, naar Vædsken er bleven mættet med Zink, maa den kastes bort og en ny Blanding fortyndet Svovlsyre (1 Del engelsk Svovlsyre med 4 Dele Vand) anbringes. Naar Platinsvampen skulde vise sig mindre paalidelig efter nogen Tids Forløb, vil det være tilstrækkeligt at udgløde den for at rense Porerne for de Urenligheder, der muligvis have samlet sig i den. Udglødningen kan foregaa enten ved en Berzeliuslampe eller ved Hjælp af selve Fyrtøjets Brintflamme.
Det elektriske Fyrtøj har stor Lighed med Döbereiners; det skal være konstrueret allerede Aar 1770 af Fürstenberg i Basel og det er saaledes ældre end Döbereiners; men da det først efter dette Fyrtøjs Fremkomst har faaet den geniale Indretning, der nu udmærker det, have vi ment først at burde give en Beskrivelse af Döbereiners.
Det elektriske Fyrtøj er i Stedet for med Platinsvamp forsynet med to Metalspidser, imellem hvilke der i det givne Øjeblik slaar en elektrisk Gnist over, hvorved Antændelsen bevirkes. Brintudviklingen fremkaldes ganske paa samme Maade som ved Döbereiners Fyrtøj; Antændelsen bevirkes ved at den samme Hane, hvorved der aabnes for Brintudstrømningen, tager Laaget af et Elektrofor, der er anbragt i Fyrtøjets Fodstykke. Elektriciteten fra Elektroforet ledes gjennem en Metaltraad op til den ene af de to omtalte Metalspidser; idet Gnisten springer over fra denne til den modstaaende, tænder den den Brintstrøm, der passerer mellem Spidserne. Fra Tid til anden maa Elektroforet pidskes med en Rævehale for at den elektriske Spænding kan være tilstrækkelig stærk.
Apparatet er meget sindrigt, men er dog for kompliceret til at kunne finde større Anvendelse, da enhver Reparation er forbunden med stor Ulejlighed.
Det kemiske Fyrtøj, som vi nu skulle omtale med nogle faa Ord, var indrettet paa følgende Maade: almindelige smaa Træstikker med Svovl anbragt i den ene Ende, bleve desuden overtrukne med en Blanding af Sukker og klorsurt Kali, som man forenede med Gummi og Tragantslim. Denne Blanding har nemlig den Egenskab ved Fugtning med koncentreret Svovlsyre at sønderdeles under en saa stærk Varmeudvikling, at Svovlet, der ligger under Overtrækket, antændes. Svovlsyren sønderdeler det klorsure Kali, Klorsyren bliver fri og har en saa betydelig iltende Kraft, at den er i Stand til at antænde Svovl eller organiske, let forbrændelige Legemer. Da det imidlertid let kan hænde, at der under denne kemiske Proces bliver slynget Svovlsyredraaber omkring, naar der anvendes for meget af dette Stof, benyttede man smaa Glasflasker, der vare fyldte med Asbest og mættede med Svovlsyre. Den præparerede Tændstik blev nu stødt ned med Asbesten, og Ildudviklingen paafulgte øjeblikkeligt. Man ved intet om, hvorfra dette Slags Fyrtøj skriver sig, og hvornaar det er opfundet.
En særlig Afart af det har været meget benyttet navnlig i England, hvor det gik under Navn af Prometheans; den høje Pris hindrede dets større Udbredelse paa Fastlandet. Blandingen af Sukker og klorsurt Kali var her fyldt i smaa Ruller af Papir, der desuden indeholdt et ganske lille Glasrør, fyldt med Svovlsyre og tilsmeltet i begge Ender. Naar man trykkede Rullen mellem to haarde Legemer, i Almindelighed en Tang, der fulgte med Apparatet, knustes Glasrøret, Svovlsyren blandedes med Tændmassen og bevirkede altsaa, at den kom i Brand.
Det klorsure Kali udgjorde ogsaa den væsentligste Bestanddel i en Tændmasse, som var anbragt paa et særligt Slags Tændstikker, Congreves Friktionstændstikker; foruden af klorsurt Kali bestod Tændmassen af den dobbelte Mængde Svovlantimon. Naar man rev Massen mellem to Flader af Sandpapir, der blev holdt sammenpressede med den ene Haand, kunde der fremkaldes en Antændelse, men altfor ofte hændte det dog, at Satsen løsnede sig fra Stikken under Afrivningen.
Her var der saaledes et Omraade, hvor der kunde foretages Forbedringer. Man vendte sig til Fosforet, som man allerede tidligere havde benyttet til Fremstilling af en anden Tændmasse; hvor man endnu benytter Fosforstikker, ere disse imidlertid meget vidt forskjellige fra dem, der først bleve fremstillede.
Fosforet. Dette interessante Legeme blev opdaget for to Aarhundreder siden. En Kjøbmand Brandt i Hamburg, der havde kastet sig over Guld-mageriet i Haab om at kunne ophjælpe sine forstyrrede Pengeforhold, havde allerede laboreret i længere Tid med de forskjellige Stoffer, som man dengang antoge vare i Stand til under visse givne Forhold at fremkalde en Forvandling af uædle Metaller til Sølv og Guld. Omsider kom Brandt til Erkjendelse af, at hans Forsøg i denne Retning næppe vilde føre til noget heldigt Resultat, og han begyndte derfor at arbejde paa at udskille det hemmelighedsfulde Stof af den levende Organisme og valgte Urinen som det mest passende Raastof hertil.
Han experimenterede i lang Tid hermed, og en Dag fandt han i Forlaget til en af sine Retorter et ganske ejendommeligt Stof; det saa ud som lysegult, halvt gennemskinneligt Vox og lugtede som Løg. I Mørke lyste det med et svagt blaaligt Skin, og, rørte man ved det, lyste ogsaa Fingrene. Naar det opvarmedes noget, tændtes det med et blændende hvidt Skin og udstødte en tyk, hvid Røg. Dette mærkværdige Stof kaldte Brandt Fosfor (Lysbæreren). Dets ejendommelige Oprindelse, dets Lugt og Brændbarhed, der langt overgik Svovlets samt alle andre bekjendte Stoffers, og som var saa stor, at Haandens Varme endog var tilstrækkelig til at antænde det, dets mystiske Skin — alt anviste Fosforet en Plads fremfor alle øvrige Legemer og gav Haab om, at det skulde kunne vise endnu andre Virkninger. Hele den lærde Verden sysselsatte sig inden kort Tid med det nyopdagede Stof.
Det var ganske vist ikke lykkedes Brandt at frembringe Guld, men hans Opdagelse blev dog en formelig Guldkilde for ham: han hemmeligholdt Fosforets Oprindelse, og det var saa stærkt efterspurgt, at det i mindre Partier opvejedes med Guld; det blev forevist for Penge, og i Aaret 1630 kostede en Unze Fosfor i London 10½, i Amsterdam endog 16 Dukater. Det var derfor ikke underligt, at der arbejdedes ivrigt af mange af den Tids Kemikere paa at udfinde Hemmeligheden, og det fortælles, at Krafft og Kunckel have slaaet sig sammen for at afkjøbe Brandt den.
Kunckel, der var en af sin Tids berømteste Kemikere, var født i Holsten Aar 1620, og han havde, ligesom de fleste af de gamle Kemikere, været Apotheker i sin Ungdom. Han havde allerede tidligt beskjæftiget sig med »Metallernes Kemi« og havde blandt andet udgivet en Afhandling om Fremstilling af Glas. Om man end i hans Skrifter finder den samme Uklarhed, der er karakteristisk for hans Samtid, havde hans Forsøg dog altid en mere praktisk Retning end de fleste andres.
Kunckel blev kaldet til Dresden i Kurfyrst Johan Georg III.'s Tjeneste som Forstander for hans Hofapothek, men rimeligvis med den Bagtanke fra Kurfyrstens Side, at Kunckel skulde gjenoptage de Forsøg paa at finde de Vises Sten, som der i saa stort Omfang vare blevne anstillede af den forrige Kurfyrste, og dennes Optegnelser bleve derfor betroede Kunckel. Der blev indrettet et Laboratorium for ham i Annaberg, men, da han ikke fik sin Løn udbetalt med den Nøjagtighed, han ønskede, flyttede han Aar 1675 til Wittenberg og derfra til Berlin, hvor han traadte i den store Kurfyrstes Tjeneste, for, som han skriver, »at tjene sit daglige Brød; thi endnu havde han ikke lært den Kunst at sulte«. Derefter blev han af Karl XI. kaldet til Stockholm, og Aar 1702 døde han i Berlin.
Johann Daniel Krafft var Doktor i Medicinen og Læge ved Zeller-feldgruberne; han havde et uroligt Sind og kunde aldrig blive ret længe paa et Sted; til forskjellig Tid havde han Ansættelse ved de kurfyrstelige Hoffer i Mainz og Dresden, og i den sidstnævnte By var det, at han gjorde Bekjendt-skab med Kunckel kort før Brandts Opdagelse.
Kunckel befandt sig i Hamborg paa en Rejse og gjorde derfra Krafft det Forslag, at de i Forening skulde afkjøbe Brandt hans Hemmelighed og derefter gjøre den frugtbringende. Krafft gik ind paa Forslaget, men begav sig derpaa — uden at underrette Kunckel derom — til Hamborg, hvor han kjøbte Hemmeligheden af Brandt, for 540 Kroner; han rejste derefter omkring til forskjellige Hoffer, hvor han foreviste Fosforet og tjente betydelige Summer. Kunckel, som dengang var i Wittenberg, fik endelig Sagens Sammenhæng at vide, men da hverken Brandt eller Krafft vilde meddele ham noget derom, besluttede han selv at opdage Hemmeligheden. »Ved ivrig Eftertanke«, skriver han, »og ved utrætteligt Arbejde i flere Uger lykkedes det mig at fremstille Fosfor«. Dette skete Aar 1676. Kunckel vidste ikke andet end at Brandt fremstillede det af Urin. Nu blev der overalt fremstillet Fosfor i store Mængder, thi Opdagerne lærte alle og enhver Kunsten for 27 Kroner. Lige saa selvstændigt som Brandt og Kunckel skal Boyle i England have opdaget Fosforet samt indleveret en Afhandling derom til Royal Society Aar 1680. Han slog sig sammen med en Tysker, Haukwitz, og tjente sig en betydelig Formue ved Fremstilling af Fosfor i store Mængder.
Fosforets Forekomst. Gahn og Scheele opdagede Aar 1769, at Fosforet foruden i Urin ogsaa forekommer i Ben. Albinus forefandt det i Sennop-og Karseplanterne, og nu ved man, at det er et af de almindeligst forekommende Legemer. Ganske vist findes det intetsteds i Naturen i fri Tilstand, da dets Affinitet til mange andre Legemer er saa stor, at det kun vanskeligt lader sig udskille fra den Forbindelse, det engang har indgaaet, naar man ikke griber til stærke kemiske Tvangsforholdsregler. Det viser navnlig en stor Tilbøjelighed til at træde i Forbindelse med Ilt, og opgiver gjerne flere andre Forbindelser, naar det kan faa Lejlighed til at tilfredsstille denne. Der findes ogsaa en Forbindelse af Fosfor med Brint, Fosforbrinte; det er et luftformigt Legeme, som man faar ved at blande nogle Stykker Fosfor med en Opløsning af koncentreret Ætskali og ved derpaa at opvarme denne Blanding. Naar man lader Bobler af denne Luftart træde ud i den atmosfæriske Luft paa den Maade, som er antydet i Fig. 261, antændes de strax med et lille Knald. Fosforbrinten kan ogsaa udvikle sig af forraadnende organiske Legemer; de saakaldte »Lygtemænd«, man undertiden kan se ved aftentide paa Kirkegaarde, Moser og lignende Steder, maa vist ogsaa antages at hidrøre fra denne Kilde.
Fosforsyre. Fosfor forener sig i flere Forhold med Ilt og Brint; den eneste af disse Forbindelser, der har almindelig Interesse, er Fosforsyre. Den bestaar af 31 Vægtdele Fosfor (1 Atom), 3 Vægtdele Brint (3 Atomer) og 64 Vægtdele Ilt (4 Atomer). Idet 1/3, 2/3 eller al Fosforsyrens Brint erstattes af Metal, kan denne Syre danne 3 forskjellige Salte af hvert Metal. Alle de naturligt forekommende fosforsure Salte (Fosfater) indeholde al Syrens Brint erstattet af Metal. Fosforsyren kan blandt andet dannes af den saakaldte vandfri Fosforsyre med Vand (3 X 18 Vægtdele). Dette Fosforilte, der indeholder 62 Vægtdele Fosfor og 80 Vægtdele Ilt, dannes, naar Fosfor forbrænder i fri Luft eller i ren Ilt, og man faar det som hvide Fnug, naar man anbringer en stor tør Glaskugle over det brændende Fosfor. I denne Form er Fosforsyren vandfri, men i fri Luft tiltrækker den dennes Vanddamp med saa stor Begjærlighed, at den efter nogen Tids Forløb flyder hen og ikke igjen bliver til at formaa til at vende tilbage til den vandfri Tilstand, selv ved stærk Glødning.
Den vandholdige Fosforsyre kan fremstilles paa forskjellig Maade enten ved at koge Fosforet med fortyndet Svovlsyre eller ved at udskille det af fosforsurt Salt ved Hjælp af Svovlsyre. I ethvert Tilfælde vil man faa en Opløsning, der er mere eller mindre fortyndet med Vand, og som man derfor maa koncentrere ved Afdampning. Ved denne Afdampning faar Vædsken et lignende Sammenhold som Sirup og afsætter efter nogen Tids Henstand haarde, vandklare Krystaller. Driver man Fordampningen endnu videre, kommer der et Tidspunkt, hvor Massen gaar over i en roligt smeltende Tilstand; tager man en Draabe op af den og lader den falde paa en eller anden kold Gjen-stand, stivner den strax til et glasagtigt Legeme. Afdampningsbeholderens hele Indhold kan paa denne Maade antage fast Form, og Fosforsyren gaar i denne Form i Handelen under Navn af glasagtig Fosforsyre. Afdamp-ningsbeholderne maa altid være forfærdigede af Platin, da Fosforsyren, navnlig i smeltet Tilstand, er en meget stærk Syre, der angriber og ødelægger alle andre Materialier.
Fosforsyren forekommer i Naturen i en stor Mængde Mineralier, af hvilke de følgende ere de vigtigste:
Apatit, fosforsur Kalk, der forekommer i forskjelligt farvede Krystaller, ogsaa vandklar eller i tætte, uigjennemsigtige Masser, og som paa mange Steder (saaledes i Estremadura i Spanien) findes i mægtige, vidt udstrakte Lag, der sikkert ville komme til at spille en vigtig Rolle som Gødningsmiddel. — Wavellit, fosforsur Lerjord. — Trifylin, der er et sjeldent Mineral, som er interessant ved sin Sammensætning, idet det nemlig indeholder Fosforsyre med Jernilte og Lithion, hvilket sidste Legeme kun forekommer meget sparsomt. — Det saakaldte Pyromorfit, fosforsurt Blyilte, der navnlig findes ved Zschopau i de sachsiske Erzgebirge og i Harzen; det forekommer i gule, grønne eller ogsaa i brunt farvede Krystaller.
Fra disse uorganiske Salte og navnlig fra den fosforsure Kalk, der i større eller mindre Mængde indeholdes i ethvert Slags Agerjord, gaar nu Fosforsyren over i Planternes Organisme, hvorfra den atter optages i Dyrenes Legemer. Saa længe et Dyr endnu voxer, beholder det al den Fosforsyre, der uddrages af Plantenæringen, eller dog en betydelig Del deraf i sit Legeme, hvor det spiller en meget vigtig Rolle i Sammensætningen af Knogler, Blod, Hjerne m. m. Naar Dyret derimod er fuldvoxent og dets hele Organisme befinder sig i Tilbagegangsperioden, udskiller Fosforsyren sig igjen meget hurtigt af Legemet efter at den er optaget deri; hos de kjødædende Dyr afsondres den gjennem Urinen, hos de planteædende gjennem de faste Exkrementer.
Det er dog ikke blot uorganiske Stoffer, der tage Del i Knoglernes Sammensætning; en Hovedbestanddel af dem er af organisk Natur, Bruskmasse. Naar det altsaa gjælder om at fremstille Fosforsyre eller — som vi strax ville antage — Fosfor af Ben eller overhovedet af dyriske Legemer, maa man først skille disse organiske Bestanddele fra de uorganiske og underkaste dem en omhyggelig Behandling for at faa det størst mulige Udbytte af dem. I kemiske Fabriker, der beskjæftige sig med Fremstilling af Fosfor eller Fosforpræparater, finder man derfor ogsaa samtidigt Indretninger til Fremstilling af Lim, Blodludsalt eller Salmiak, ligesom ogsaa Tilberedningen af de Kemikalier, Svovlsyre og Saltsyre, der benyttes under Processens Gang, falder indenfor Arbejdets Omraade, saa at Fremstillingen af Fosfor er organisk forbunden med Fabrikationen af Soda og Svovlsyre.
Det kan naturligvis ikke være vor Opgave her at beskrive en saadan Bedrift i dens hele Omfang, da vi jo kun have at gjøre med Fosforet og dets Fremstilling; vi have kun villet antyde, hvorledes det ene Led griber ind i det andet, og hvorledes enhver Forvandling i sit Forløb bringer de vedkommende Stoffer til at befinde sig paa de forskjelligste Stadier af Anvendelighed. Den tekniske Kemiker maa søge at udfinde den Tilstand, i hvilken en Bestanddel har det højeste Værd for ham for da i dette Øjeblik at unddrage den den kemiske Proces.
Fremstilling af Fosfor. Den Methode, Kunckel anvendte til Fremstilling af Fosfor, følges nu slet ikke mere paa Grund af det ringe Udbytte, den giver. Den skal have bestaaet i følgende: forraadnet Urin blev ved langsom Ild fordampet indtil den var bleven saa tykflydende som Sirup; den blev derefter blandet med den tredobbelte Mængde hvidt, rent Sand og blev i en Retort med stort Forlag opvarmet ved aaben Ild i 6 Timer, saa at al Fugtighed gik over i Forlaget med flygtig Olie og kulsur Ammoniak. Dernæst blev der i 6 Timer anvendt en stærkere Ild. Rigelige, hvide Dampe opfyldte nu Forlaget, hvorpaa det igjen blev klart og der viste sig andre Dampe, som lyste med blaaligt Skin og havde Lighed med brændende Svovl. Ved den stærkeste Glødhede fik man endelig en fast, tung, lysende Masse, Fosforet, der afsatte sig i Forlaget.
Kemikeren Margraf, der er bleven berømt ved Opfindelsen af Roesukkertilvirkningen, har i Midten af forrige Aarhundrede indført væsentlige Forbedringer ved denne Fremstillingsmaade. Da Stoffets vidt udbredte Forekomst i Dyre- og Planteriget imidlertid var bleven erkjendt, indskrænkede man ikke Udvindingen til de menneskelige Afsondringer. Scheele, der var en af sin Tids mest fremragende og geniale Kemikere, foreslog en Udvindings-maade af Knoglernes Fosforsyre, der vistnok i Aarenes Løb er undergaaet forskjellige Forandringer, men som dog i det væsentligste er bibeholdt uforandret.
Adskillelsen af den fosforsyreholdige Benmasse fra de organiske Bestanddele (Brusken) kan ske paa to forskjelige Maader. Enten brænder man Knoglerne i store Sehaktovne, paa hvis Bund man underholder en Træild, indtil Varmen er bleven saa betydelig, at Knoglerne selv udvikle brændbare Luftarter og vedblive at brænde. Man faar da hvid Benaske, der næsten udelukkende bestaar af fosforsur Kalk; alle organiske Stoffer forbrændes. En fordelagtigere Anvendelse af de organiske Stoffer bestaar i at man opheder dem i lukkede Retorter eller, som det kaldes, underkaster dem en tør Destillation. — En anden Maade, hvorpaa Knoglerne behandles, bestaar i at man først med Svovlkulstof berøver dem deres Fedtholdighed og derpaa behandler dem med fortyndet Klorbrintesyre. Dette udføres bedst i store Kar, hvori Knoglerne, der ligge i flettede Kurve, nedsænkes saa meget, at de dækkes af Syren. Om muligt letter man Syrens Indvirkning ved en svag Opvarming. Naar Syrebehandlingen er afsluttet, bliver Knoglernes Bruskvæv tilbage som et gulligt, blødt, uopløseligt Stof, der fuldstændigt har bibeholdt Benenes oprindelige Form. Benenes fosforsure Kalk er bleven opløst af Syren og derved har der, ved Klorbrintesyrens Indvirkning paa den fosforsure Kalk, dannet sig Klorkalcium og fri Fosforsyre, der forbinder sig med ikke sønderdelt fosforsur Kalk til sur fosforsur Kalk, et Salt, der er opløseligt i Vand.
Har man Benaske at forarbejde, pulveriseres den først ganske fint og blandes med Svovlsyre, og man faar da, lige som i forrige Tilfælde, sur fosforsur Kalk samt Gips eller svovlsur Kalk. Opløsningen, der indeholder den sure, fosforsure Kalk, filtreres fra Gipsen, der næsten er uopløselig i Vand. Den fosforsure Kalkopløsning afdampes derpaa over fri Ild til en Koncentration af 50° Baumé og blandes dernæst med 1/5 af sin Vægt Kulpulver, hvorefter det altsammen afdampes til Tørring under uafladelig Omrøring. I denne Tilstand, og medens den endnu er varm, pulveriseres Massen og fyldes paa Retorter af brændt Ler, som man overtækker med en Blanding af Ler og Hestegjødning, eller med Kalk, der er udrørt til en Grød med Boraxopløsning. Dette er nødvendigt for at hindre Retorterne i at springe, samt for at forebygge, at Fosforsyren siver gjennem Beholderne. Man opheder nu Retorterne i en Ovn — saaledes som det er antydet i Fig. 262 — men dette maa ske med stor Forsigtighed, naar der ikke skal indtræffe nogen Explosion.
I Fig. 262 ere A A' Retorterne, B Ildstedet, som ved en Rist adskilles fra Askerummet C. Flammen slaar gjennem Hullerne a, der ere omgivne af Sandstensplader b, ud i Kanalen D, over hvis Loft, c, der findes en Kjedel af Blyplader, E, hvori man afdamper en Opløsning af sur fosforsur Kalk.
Dampene ledes fra Retorterne gjennem et kort Rør og ind i Forlaget, der er fyldt med Vand. I Forlagets Laag er der anbragt et kort Rør fe, der gaar nogle Tommer ned under Vandets Overflade. Fosforet, der samler sig paa Bunden, kan fjernes med Skeen i.
Det kemiske Forløb i Retortens Indre er ganske simpelt. Kullet indvirker reducerende paa Fosforsyren, altsaa paa samme Maade som ved Metallers Udsmeltning af Malme. Det forbinder sig med et andet Legemes Ilt og frigjør altsaa det Stof, der var knyttet til Ilten. Her er det Fosfor og Brint, som frigjøres af Fosforsyren og forflygtiges i Luftform. Retorternes Halse udmunde under Vand, og under dette afsætter Fosforet sig som en sortagtig, smudsig Masse, der maa underkastes en Renselsesproces paa Grund af de mange Urenligheder (Kul, amorf Fosfor m. m.), som den indeholder. Tidligere rensedes Fosfor ved Smeltning under Vand og ved Udpresning gjennem Gemselæder, ligeledes under Vand. Fig. 263 viser det Apparat, som benyttedes hertil. Det raa Fosfor blev lagt i en Skindsæk, D, som anbragtes i et Kar med varmt Vand, A, ovenpaa en fordybet og meget stærk Sigte. Et Stempel B B, hvis nederste Del har samme Form som denne Sigte, og som bevæger sig i et Styr, trykkedes ved Vægtstangsarmen CC ned mod Sækken med Fosforet. Det smeltede Fosfor sivede igjennem, medens Urenlighederne bleve tilbage. I flere tyske Fabriker renses det raa Fosfor ved Sammensmeltning under Vand med 12—15 p. C. Sand, hvorefter Massen, naar den er stivnet ved Vandets Afkøling, bliver destilleret i Jernretorter.
Der findes imidlertid flere andre Methoder; man har saaledes foreslaaet med Damptryk at presse det smeltede Fosfor gjennem porøse Lerskiver eller at koge det med 3½ Procent koncentreret Svovlsyre samt lige saa meget surt kromsurt Kali. Denne Blanding ilter de Urenheder, Fosforet indeholder, saa at det tilsidst efter Vadskning med Vand er aldeles rent.
Det rene Fosfor forekommer i Handelen i Form af Stænger, og for at støbe det i denne Form benytter man det Apparat, der er fremstillet i Fig. 264. I den større Beholder A A findes der et mindre Kar, der er bestemt til Fosforets Smeltning, og hvis Bund ender i et Afløbsrør, der ved Hanen n staar i Forbindelse med Glasrøret a b. Dette Glasrør er i Karret B omgivet af koldt Vand. Aabner man Hanen, strømmer der fra Smeltekarret flydende Fosfor ind i Glasrøret, hvor det snart stivner, og hvorfra det da let kan fjernes, idet Røret nemlig har en noget konisk Form: Udtrækningen sker paa den Maade, at en Tap, C, bliver trykket ind i Fosforet medens det endnu er blødt; Fosforet stivner saa hurtigt i Røret, at man kan trække det ud i en uafbrudt Stang. Alle andre Manipulationer, saasom Sønderskjæring af den lange Stang i Stykker af passende Størrelse, Smeltning, Pulverisering o. s. v. maa foretages under Vand paa Grund af Fosforets Letantændelighed og dets store Giftighed, hvorved der kan fremkaldes overordentlig farlige Brandsaar. Naar Fosforet skal forsendes, maa det af samme Grund altid ske i Kasser, fyldte med Vand.
Fremstilling af Fosfor af Knogler, der have en meget betydelig Værdi for mange Grene af Tekniken, er egentlig meget irrationel, og man maa haabe, at det snart kunde lykkes at udvinde dette Stof af Mineralier, hvis Fosforholdighed endnu slet ikke benyttes saa meget, som den fortjente. Prisen paa Knogler, der endnu bestandig ere det Raamateriale, man fortrinsvis holder af at anvende, er som Følge heraf stegen saa højt, at adskillige Fabriker have maattet standse deres Virksomhed. For Øjeblikket existerer der kun to Fosforfabriker, en engelsk (Albright & Wilson ved Birmingham) og en fransk (Goignet & fils i Lyon), der tilsammen producerer omtrent 24,000 Centner (den engelske 10,000, den franske 14,000 Centner), hvortil der medgaar omtrent 300,000 Centner Knogler.
Fosforets Egenskaber. Fosforet smelter allerede ved 44,2 Grader; ved 290 Grader koger det og forvandles til farveløse Dampe. Det opløses noget i Vinaand og ligeledes i Æther; flere Olier, Kloroform og navnlig Svovlkulstof optager det med stor Lethed, og det er i Stand til ved langsom Udskilning af nogle af disse Opløsninger at antage Krystalform. Det forbinder sig ogsaa let med mange andre Grundstoffer; det gjør Jernet skørt. Opløst i Svovlkulstof anvendes det til Brandbomber (liquid fire, Fenian fire).
Naar Fosforet en længere Tid udsættes for Sollys og Varme (260°), forandrer det sin Natur og gaar over til at blive rødt eller amorft Fosfor, der ogsaa kaldes Schröters Fosfor, fordi Schröter var den første, der undersøgte det nøjere og paaviste de Betingelser, hvorunder det fremkommer. Fig. 265 viser et Apparat, der er bestemt til Fremstilling af større Mængder morft Fosfor, g er en Beholder af Glas eller Porcellæn, som er omgiven af en tætsluttende Jernbeholder, der lukkes som en Papinsgryde ved Skruen m. Fra Porcellænsbeholderen gaar et krumt Rør ii, der udmunder under Vand eller Kviksølv. Porcellænsbeholderen fyldes omtrenr 5/6 med Fosforstænger og opvarmes ved Hjælp af Sandbadet b til 240—260°. Herved forbrænder den ringe Mængde Ilt, der findes i Luften i Beholderen og Røret. Saasnart man ophører med Fyringen, lukkes Hanen k; hvad der bliver tilbage i Retorten, er en Blanding af almindeligt og amorft Fosfor. Man adskiller dem ved Svovlkulstof, hvori det sidste er uopløseligt.
Fosforet faar ved denne interessante Forvandling ofte en saa smuk og intensiv Farve, at det kommer til at ligne det prægtigste Cinober; sædvanligvis er det dog snarere brunviolet end rødt; dertil kommer, at det amorfe Fosfor smelter langt vanskeligere end det almindelige; væsenligst adskiller det sig fra dette ved ikke at være giftigt og ved at være vanskelig antændeligt. Denne sidste Egenskab bevirkede, at Tændstikfabrikationen med Iver kastede sig over det amorfe Fosfor, idet en af de vigtigste Anker mod det almindelige Fosfors Anvendelse i denne Industrigren netop var, at det saa meget let lod sig antænde; men Fabrikanterne indsaa snart, at denne Fordel var for dyrt betalt, da Fosforets andre gode Egenskaber tildels gik tabte sammen med dets Fejl at være letantændeligt.
Fosforets Anvendelse er ikke af meget mangfoldig Art. I nogle ganske enkelte Tilfælde bruges det som Lægemiddel. Et Præparat, der gaar under Navn af Rottekrudt, vil vist være alle Læserne bekjendt som et Middel, der anvendes til at fordrive Rotter, Mus m. m., og som bestaar af en Blanding af Sukker, Mel, Vand, fede og vellugtende Stoffer samt en ringe Mængde Fosfor. — Tændstikfabrikerne ere de største Forbrugere af Fosforet, og vi ville derfor tale lidt nærmere herom.
Fosforets Anvendelse til fyrtøjer. Ved de første Forsøg i denne Retning opfandt man tildels meget indviklede Apparater, som ogsaa vare nødvendige, fordi man endnu ikke havde lært at undgaa Fosforets frivillige Antændelse i atmosfærisk Luft. Ligesom ved de saakaldte Prometheans, vi have omtalt ovenfor, og hvor Svovlsyren blev opbevaret i smaa Glasrør, saaledes benyttede man ogsaa her Glasrør til Fosforets Opbevaring for at holde Luften borte derfra. De saakaldte Turinerlys bestode saaledes af smaa Glasrør, der i den ene Ende vare udvidede til en Glaskugle, hvori der var noget Fosfor; den anden Ende af Røret blev lukket med et Stykke Voxstabel, som med sin ene spidsere Del ragede ned i Fosforkuglen, og som var bestrøget med et Svovl- og Kamferpulver for at det bedre skulde kunne fænge. Naar man vilde have Ild, brækkede man Glaskuglen af; Fosforet andtændtes da øjeblikkeligt dels ved Friktionen, dels simpelthen ved Luftens Tilstrømning, og Vox-traaden begyndte da ogsaa at brænde.
Dette Apparat var imidlertid altfor kostbart til at kunne finde Indgang blandt det store Publikum, og ingen af de mange Forbedringer, der efter-haanden bleve indførte ved dette Apparat, formaaede at hidføre et tilfredsstillende Resultat. Man indsaa imidlertid snart, at Fosforet ikke vilde være i Stand til at ytre sin bedste Virkning, med mindre det blev anvendt i Form af et Overtræk; der hengik dog en rum Tid, førend den rigtige Vej endelig blev funden, og ved at følge denne naaede man omsider til Fremstilling af Fosforstrygestikker.
Fosforstrygestikker. Det er uvist, fra hvem Opfindelsen egentlig er ud-gaaet. Saa meget er vist, at Fosforstrygestikkerne fremkom omtrent samtidigt i forskjellige Lande omtrent Aar 1833, og det er meget muligt, at flere kunne gjøre Fordring paa Æren for Opfindelsen, idet de uafhængigt af hverandre samtidigt have arbejdet paa at løse Opgaven. Englænderne gjøre Fordring paa denne Ære til Fordel for deres Landsmand, Kemikeren John Walker, medens Tyskerne paastaa, at det er Kammerer, som er den egentlige Opfinder. Aar 1833 forfærdigede Prehsel i Wien en Mængde forskjellige Tænd-rekvisiter, hvori Fosforet spillede Hovedrollen, og samtidigt fabrikerede Mol-denhauer i Darmstadt ogsaa sine første Fosfortændere.
I de første Tændmasser var det klorsure Kali fra Congreves Friktions-tændere endnu den overvejende Bestanddel; men der var forbundet den ubehagelige Omstændighed med Anvendelsen af denne Masse, at den ved Antændelsen under et Slags Explosion slyngedes omkring til alle Sider; i mange Lande blev det derfor paa Grund af den store Fare, der var forbundet dermed, forbudt at fabrikere og benytte dette Slags Tændstikker. Det lykkedes imidlertid snart at fjerne det skadelige klorsure Kali. Trevany anvendte først i Stedet for dette en Blanding af Mønnie og Brunsten, og faa Aar derefter (1837) indførte Prehsel det brune Blyoverilte, Böttger en Blanding af Mønnie og Salpeter eller af Blyoverilte og salpetersurt Blyilte, og hermed fik Tændstikfabrikationen et betydeligt Opsving.
Der var imidlertid endnu en Vanskelighed at overvinde, og denne laa i selve Fosforets giftige Egenskaber. Inden kort Tid havde der vist sig en Mængde sørgelige Sygdomstilfælde blandt Arbejderne i Tændstikfabrikerne, navnlig Sygdomme i Kjæber og Tandkjød, og der forefaldt uforholdsmæssigt mange Dødsfald. Mærkværdigt nok forekom lignende Sygdomme, der jo dog maatte tilskrives Fosforet, aldeles ikke eller i ganske forsvindende Grad i de Fabriker, hvor Fosforet blev beredt, skjøndt Arbejderne her ofte indaandede saa store Mængder Fosfordampe, at deres Aande lyste i Mørke. Man søgte paa forskjellig Maade at hæve Fosforets skadelige Egenskaber [1], og da Schröter opdagede det amorfe Fosfor, kastede Tændstikfabrikanterne sig strax med Begjærlighed over dette Produkt; men Begejstringen for det formaaede, som allerede omtalt, ikke at holde sig, og hidtil have Tændstikker, der indeholde rødt Fosfor i Tændmassen, ikke faaet nogen videre Udbredning.
Aar 1848 havde Böttger i Frankfurt faaet den Ide at anbringe det røde Fosfor, ikke paa selve Strygestikken, men paa en Plade, mod hvilken Stikken skulde stryges for at tænde. Tændmassen paa Strygestikken bestaar af en Blanding af Svovlantimon og klorsurt Kali og den antændes let ved Strygning mod en fosforholdig Flade. Pladen blev derfor overstrøget med amorft Fosfor og Brunsten eller et andet Stof, hvorved Gnidningen forøgedes. De saakaldte Sikkerhedstændstikker ere af dette Slags.
Paa den sidste Verdensudstilling i Wien var der udstillet Tændstikker med Strygeflader, hvor Anvendelsen af Fosfor aldeles var undgaaet, og det kan vist næppe være nogen Tvivl underkastet, at netop dette Slags Tændstikker ville have Fremtiden for sig, om det end kan vare en Tid, førend det lykkes at fremstille Produkter i denne Retning, der paa alle Punkter kunne tage Kampen op med og fordrive de farlige Fosforstikker.
Tilvirkningen af Tændstikker. Det er ganske utrolige Masser Tændstikker, der nu fabrikeres overalt paa Jorden; der er vist ikke noget Land, der ikke kan fremvise større eller mindre Fabrikanlæg for Tilvirkning af Tændstikker. Øverst blandt dem alle staar dog Sverig, og vi ville derfor under et Besøg i den verdensbekjendte Jönköpings Tændstikfabrik søge at give en kortfattet Fremstilling af, hvorledes Arbejdet foregaar nutildags.
I Aaret 1845 begyndte for første Gang Fabrikationen af Tændstikker i Jönköping: det var den driftige Hr. J. E. Lundström, der har gjort sig bekjendt ved flere andre store indastrielle Anlæg, som lagde den første Grund til den senere saa navnkundige Fabrik. Det begyndte ganske smaat, men gik sikkert fremad, og i 1848 toges Fabrikens nuværende Plads i Besiddelse. Der blev opført Fabrikslokale, og med større og større Hurtighed voxede den unge Industri; den ene Bygning rejste sig ved Siden af den anden, den ene Forbedring foretoges efter den anden, og nu indtager Fabriken et Fladerum af ikke mindre end 10 Tønder Land; en enkelt af de store Bygninger dækker et Areal af 19,400 Kvadratfod.
Naar man er paa Vej til Tændstikfabriken hører man allerede i temmelig lang Frastand en ubeskrivelig raslende og knasende Lyd, og er man naaet ind paa Fabrikens Omraade, er det første, man lægger Mærke til, de Maskiner, som frembringe denne Lyd: to mægtige Rundsave gjennemskjære i et Par Sekunder de tykke Aspetræsstammer, der, opstablede i høje Bjerge paa Fabrikens Gaardsplads, en for en føres ind under Savenes skarpe Tænder; hver Stamme deles i sex til otte Blokke, omtrent halvanden Fod høje og med næsten cirkelrundt Snit, da man ved Udsøgningen af Aspestammerne kun vælger de bedst formede. Ved Haandkraft afbarkes disse Blokke og udsættes nogen Tid for Paavirkning af Vand, hvorved Aspetræets naturlige Smidighed og Bøjelighed end yderligere forøges. Træblokken transporteres ind i Bygningen og fæstes paa en Axel, der skydes frem og drejer sig rundt mod en Kniv, saa at Blokken i Løbet af nogle faa Øjeblikke bliver forvandlet til flere sex eller otte Alen lange Træbaand, hvert saa tykt og saa bredt som en Tændstik er tyk og lang. Henved et halvt Hundrede saadanne smalle Baand lægges fast presset ovenpaa hverandre, og fem saadanne Baandmasser lægges ned i en Maskine, som i sin hele Form og Maade at arbejde paa har megen Lighed med en Hakkelsemaskine. Et Drev fører dem fremad, en Kniv (Hakkelsekniven) farer op og ned med en hvinende Fart, og for hvert Slag kastes Hundreder af Træpinde — de vordende Tændstikker — ud i Verden, flere Millioner i hver Time. Pindene falde ned i store Kurve, som bæres bort for at give Plads for andre tomme, der snart igjen fyldes.
Stikkerne bringes ind i et Nabolokale, hvor der findes en stor Ovn, der uophørligt gjennemstrømmes af ophedet Luft; de lægges i dette Lokale paa store Plader, der aabnes en Dør ved Ovnens Fod, og Pladen sættes ind paa en Hylde, som langsomt bevæger sig opad; naar den er naaet op til det øverste af Ovnen, tilkjendegives dette af Maskinen selv ved at en Klokke slaar et Slag, en Dør aabnes da foroven, og Pladen med de nu aldeles tørre Stikker tages ud.
Følge vi Aspepindene paa deres videre Gang, komme vi med dem ind i en uhyre Sal, hvor Hundreder af unge Arbejdersker ere beskjæftigede med at ordne dem i Bundter med omtrent saa mange Stikker i hver, som der medgaar til at fylde en Æske; der lægges en Elastik om Bundtet, og det sendes nu til en anden Bygning, hvor en Mængde ældre Kvinder forsyne Stikkerne med Fosfor og Svovl, som udbreder en giftig, kvælende Atmosfære, der kun vanskeligt kan udholdes af den, som ikke er vant dertil, og som hurtigt ødelægger Helbreden. Dette Slags Stikker — ikke de egentlige »säkerhets-tändstickor« — ere nu færdige til Nedlægning i Æsker. Dette sidste Slags derimod undergaa en noget vidtløftigere Behandling. Fra Ovntørringslokalet bringes de ind i en stor Sal, hvor der gjøres en saa forfærdelig Larm, at det bogstaveligt er umuligt at høre et eneste Ord. Paa et Vink af Føreren standser nu pludselig denne Støjen, thi de Maskiner, som vare Aarsag dertil, holde et Øjeblik op at arbejde. Man faar da at vide, at disse Maskiners Opgave er at ryste Aspestikkerne ned i firkantede Rammer, saa at de ordnes i parallele Rækker, Side om Side, hver Stikke et Par Linier fra sin Nabo. Efter at Maskinernes sindrige Konstruktion er forevist og forklaret, gives der atter et Tegn, Rystningen begynder paany, og man er glad ved at kunne slippe udenfor denne Sal. De færdigfyldte Rammer følge med os til det næste Lokale, hvor Stikkerne, fastsiddende i Rammerne, neddyppes, først i Paraffin og derpaa i den særlige, chokoladelignende Tændsats, hvis Tilberedning finder Sted i en afsondret Bygning og paa Maskiner, som ganske ligne dem, hvorpaa Chokoladen tilberedes. Tændstikkerne tørres endnu en Gang og overgives til en Skare unge Arbejdersker, som tage dem ud af Rammerne og nedlægge dem i de noksom bekjendte Æsker; disse forsynes med Sats (Strygeflade), tørres, og Tændstikkerne ere fuldfærdige.
Som man kan tænke sig, giver en Fabrik af denne Størrelse Brød til en stor Masse Mennesker. Protokollerne udvise, at der i Tændstikfabrikens Tjeneste staa 6 Mestere, 185 Mænd over 18 Aar og 91 under denne Alder, 186 Kvinder over og 107 under 18 Aar, tilsammen altsaa 575 Personer, som dagligt have deres bestemte Arbejde i Fabriken. Men foruden disse Hundreder have et betydeligt større Antal Beskjæftigelse udenfor Fabriken, navnlig ved Forfærdigelse af Æskerne, hvortil de frit faa udleveret alt Materialet, nemlig de maskinskaarne Aspespaaner, som blot skulle sammenfoldes og klistres, Papir, Etiketter og Klister. Der medgaar daglig 300,000 saadanne Æsker, fyldte med omtrent 25 Millioner Stikker. I Aaret 1871 forfærdigedes der 100,894,630 Æsker med Stikker, til en samlet Værdi af noget over 1,400,000 Kroner. De fleste af disse Æsker gaa til Udlandet.
Naar »Säkerhetständstickorna« ere bestemte til fjernere, navnlig til transatlantiske Havne, nedpakkes de omhyggeligt i Metalkasser, men ogsaa disses Størrelse er afvexlende; skulle de f. Ex. til de sydamerikanske Republiker, have de en saadan Form og Størrelse, at et Lama ikke føler sig besværet ved at bære to af dem paa sin Vandring over Bjergpassene.
For at lette Transporten har det Aktieselskab, som siden 1857 har ejet Fabriken, anlagt et vidtstrakt Jernvejsnet paa Fabrikens Grund; Statens Jernbanevogne kunne saaledes kjøre ind og lade ved selve Fabrikens Magasiner. — Det er ovenfor i forbigaaende berørt, at Atmosfæren i en enkelt Del af Fabriken er særdeles skadelig; dette er ogsaa kun Tilfældet i en enkelt Del, thi gjennemgaaende er Luften, selv i de Sale, hvor Hundreder af Arbejdere ere beskjæftigede, ganske paafaldende frisk paa Grund af de sindrige og i stor Mængde anbragte Ventilationsapparater.
For dem af Læserne, hvem det kan interessere, skal det anføres, at Arbejderne i Fabriken have en Gjennemsnitsfortjeneste af 10—20 Øre Timen; Arbejderne udenfor Fabriken have 90 Øre for hvert Tusinde Æsker; i 1871 udbetaltes der i det hele taget i Arbejdsløn 270,000 Kroner. Arbejderne have dannet en Sygekasse, som understøtter hver Syg med 1 Kr, 50 Øre om Dagen, saa længe han er ude af Stand til at arbejde. Der er i det hele taget i enhver Henseende sørget godt for Arbejderne: der er en stor Læsesal med Bøger og Aviser, til hvilken de have fri Adgang i Hviletiden; der er Spisesal og en Skole, der besøges meget flittigt saavel af Ældre som af Yngre.
Man skulde tro, at en Fabrik som denne maatte være meget udsat for Ildsvaade, da der jo Dag ud og Dag ind tumles med saa lettændelig Stoffer; men det er langtfra Tilfældet, thi der er ved en ypperlig Vandledning, der virker med et Tryk af 100 Pd. pr. Kvadrattomme, og ved et særligt Brandkorps skabt den mest betryggende Sikkerhed mod Udbrud af Ild, og ganske betegnende er det, at denne Tændstiksfabrik, hvor alt er Fyr og Flamme, har sine Bygninger assurerede til lavere Præmie end almindelige Huse.
Fodnoter[redigér]
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ Terpentin er i den senere Tid anvendt som et virksomt Middel mod Fosforforgiftninger.