Phædon
| Phædon eller om Siælens Udødelighed af , oversat af Peter Andreas Heiberg |
Forerindring.
or dem, som maaskee ikke have læst dette
lidet Skrift i det tydske Sprog, hol-
der jeg fornødent, kortelig at vise Aarsagen,
hvorfore det er oversat efter Mendelsohns
tydske og ikke efter Platos græske Original.
Skriftet kan i det Tydske hartad ansees for
original, saasom Mendelsohn har aleene be-
tjent sig af Platos Indklædning, Orden og
Veltalenhed, men indrettet og tilskaaret de
metaphysiske Beviisgrunde efter disse Tiders
Smag. I den første Samtale har han holdt
sig ganske nær til sit Mønster, og aleene nøie-
re udviklet nogle Beviisgrunde, hvor de hos
Plato syntes at behøve samme. I den an-
den Samtale saae han sig nødt til at forlade
Plato, og antage et Beviis for Siælens
Immaterialitæt, som nogle af Platos Di-
sciple have brugt og adskillige nyere Philoso-
pher efter dem antaget. Men i den tre-
die Samtale maatte han ganske tage sin Til-
flugt til de nyere, og lade Socrates tale som
en Philosoph af det syttende eller attende
Aarhundrede. Disse ere Mendelsohns egne
Ord, der tillige vise mine Læsere Aarsagen,
hvorfore jeg har maattet bruge hans og ikke
Platos Original. Dersom denne Oversæt-
telse maae være saa lykkelig at finde billige
Læsere, da skal det fornøie mig at høre deres
Domme, saavel over dens Mangler, hvor-
af den indsigtsfulde Læser vist vil finde ad-
skillige, kanskee grovere end jeg selv troer,
som over dens saa, maaskee indbildte, Fuld-
kommenheder.
Socratis Levnet og Caracteer.
ocrates, en Søn af Billedhuggeren Sophroni-
scus og Jordemoderen Phænareta, den Viiseste
og Dydigste af alle Græker, blev, i det fierde Aar af
den syv og halvfierdesindstyvende Olympiade, fød i
Athenen i det alopeciske Qvarteer. Faderen holdt ham
i sin Ungdom til Billedhugger-Konsten, hvori han maae
have bragt det temmelig vidt, hvis de iklædte Gra-
tier, der stode paa Murene i Athenen bag ved Mi-
nervæ Billedstøtte, vare, som adskillige ville forsikre,
hans Arbeide. Tider, i hvilke en Phidias, Zeuxis
og Myron levede, kunne ikke have indrømmet noget
middelmaadigt Arbeide en saa vigtig Plads.
I hans tredivte Aar, da hans Fader for længe
siden var død, og han, uden synderlig Tilbøielighed
men af Nød, endnu immer drev Billedhugger-Konsten,
lærde Crito, en fornemme Athenienser, at kiende ham,
bemærkede hans høie Talent, og dømde, at han ved
sin Eftertanke kunde blive det menneskelige Kiøn meget
nyttigere, end ved sit Haandarbeide. Han tog ham
da af Konstens Skole, og bragde ham til de Tiders
Viise, for at lade foreholde ham Skiønheder af en
høiere Orden til Betragtning og Efterlignelse. Lærer
Konsten at efterligne Livet i det Livløse, at giøre en
Steen liig et Menneske; saa søger derimod Viisdom-
men at efterligne det Uendelige i det Endelige, at brin-
ge Menneskets Siæl saa nær til hiin oprindelige Skiøn-
hed og Fuldkommenhed, som det er mueligt i dette Liv.
Socrates nød Underviisning og Omgang af de berøm-
teste Folk i alle Videnskaber og Konster, af hvilke hans
Discipler nævne en Archelaus, Anaxagoras, Prodicus,
Evenus, Isimachus, Theodorus, og andre.
Crito forsynede ham med Livets Nødvendigheder,
og Socrates lagde sig i Begyndelsen med megen Flid
efter Naturlæren, der paa den Tid gik meget i Svang.
Men han mærkede meget snart, at det var Tid til at
drage Viisdommen tilbage fra Naturens Betragtning
til at betragte Mennesket. Denne er den Vei, som
Philosophien altid bør tage; Den maae begynde med
at undersøge de udvendige Formaal, men ved hvert
Skridt, som den giør, kaste et Øie tilbage paa Men-
neskene, til hvis sande Lyksalighed alle dens Bestræbel-
ser bør sigte. Naar Planeternes Bevægelse, de him-
melske Legemers Beskaffenhed, Elementernes Natur,
o.s.v., ikke, i det mindste middelbar, har Indfly-
delse paa vor Lyksalighed, saa er Mennesket slet ikke be-
stemt til at undersøge dem. Socrates var, som Ci-
cero siger, den første, der kaldede Philosophien
ned fra Himmelen, satte den ind i Staden, førde
den ind i Menneskenes Boeliger, og nødde dem til
at anstille Betragtninger over deres Handlinger.
Imidlertid gik han dog, som overhovedet Nyehedsstiftere
pleie, paa den anden Side noget for vidt, og talede underti-
den om de høieste Videnskaber med en Slags Ringeagtelse,
som ikke anstaaer en viis Mand, der bedømmer slige Ting.
Paa den Tid stod hos Pøbelen i Grækenland, lige-
som alle Tider, den Slags Lærde i stor Anseelse, der
lade sig være angelegen, ved alle Slags Skingrunde og
Spidsfindigheder at biefalde indgroede Fordomme og
gammel Overtroe. De gave sig det Ærenavn Sophi-
ster,*) hvilket deres Opførsel forvandlede til et væm-
meligt Navn. De besørgede Ungdommens Opdragelse,
og lærede saavel paa offentlige Skoler, som i private
Huuse, i Konster, Videnskaber, Sædelære og Religion,
med almindeligt Biefald. De vidste, at Veltalenhed
blev i de democratiske Regieringsforfatninger agtet over
alle Ting, at en frie Mand gierne gider hørt at man
*) Skal betyde Viisdomslærere.
sladdrer om Politik, og at videlystne Hoveder allerbest
beroeliges ved Eventyr: Derfore undlode de aldrig i deres
Foredrag saa konstigen at sammenflette glindsende Velta-
lenhed, falsk Politik og urimelige Fabler, at Folk an-
hørde dem med Forundring, og belønnede dem med Ød-
selhed. Med Præstestanden stode de i god Forstaaelse;
thi de havde paa begge Sider den viise Maxime: at
leve og lade leve. Naar Hyklernes Tyrannie ikke
længere kunde holde Menneskenes frie Siæl under Aa-
get: saa vare hiine Sandhedens Skinvenner bestilte til
at forlede den paa falske Veie, at kuldkaste de naturlige
Begreber, samt ved blendende og bedragelige Slutnin-
ger at ophæve ald Forskiel imellem Sandhed og Vildfa-
relse, Ret og Uret, Godt og Ont. I Theorien var
deres Hoved-Grundsætning: Man kan bevise og
modsige Alting; og i Udøvelsen: Man maae dra-
ge saa stor Fordeel af andres Daarlighed og sin
egen Overlegenhed, som man kan. Denne sidste
Maxime holder de vel, som let er at begribe, hemme-
lig for Folket, og betroede den aleene til deres Yndlin-
ger, der skulde tage Deel i Gevinsten; men den Moral
som de offentlig lærde, var ikke desto mindre lige saa for-
dærvelig for Menneskets Hierte, som deres Politik for
det menneskelige Kiøns Rette, Friehed og Lyksalighed.
Da de vare listige nok til at forvikle det herskende
Religions-System med deres Interesse, saa hørde der
ikke aleeneste en stor Beslutning og Heltemod til at
standse deres Bedragerier, men en sand Dydens Ven
torde ikke engang vove det, uden med den vaersomste
Forsigtighed. Intet Religions-System er saa fordær-
vet, at det jo i det mindste giver nogle af Menneskelig-
hedens Pligter en vis Hellighed, som Mennesket maae
ære, og Sædernes Forbedrer, naar han ikke vil handle
imod sin egen Hensigt, lade uantastet. Fra Tvivl i
Religionssager til Letsindighed, fra den udvortes
Gudstienestes Forsømmelse til Ringeagtelse for ald Guds-
tieneste overhoved, pleier Overgangen at være meget
let, besynderlig for Gemytter, der ikke staae under For-
nuftens Herredømme, men regieres af Gierrighed,
Æresyge og Vellyst. Overtroens Præster forlade sig
kuns alt for meget paa dette Hinderhold, og tage deres
Tilflugt til samme, ligesom til en Helligdom, saa ofte
der skeer et Angreb imod dem.
Slige Vanskeligheder og Hindringer stode Socrates
i Veien, da han fattede den store Beslutning, at udbre-
de Dyd og Viisdom blant sine Medmennesker. Han
havde paa den eene Side Fordomme fra sin egen Op-
dragelse at overvinde, andres Uvidenhed at oplyse, So-
phisterie at bestride, Ondskab, Had, Bagvaskelse og
Beskæmmelse af hans Modstandere at udholde, Armod
at fordrage, at bestride en fastsat Magt, og, hvad det
vanskeligste var, at tilintetgiøre Overtroens mørke
Skrækkebilleder. Paa den anden Side maatte han
skaane hans Medborgeres svage Gemytter, undgaae
Ærgrelser, og ikke forspilde den gode Indflydelse, som
endog den dummeste Religion har paa de Eenfoldiges Sæ-
der. Alle disse Vanskeligheder overstreed han med en sand
Philosophs Viisdom, med en Helligs Taalmodighed,
med Menneskevennens uegennyttige Dyd, med Heltens
Dristighed, med Bekostning og Tab af alt verdsligt Go-
de og alle Fornøielser. Sundhed, Magt, Beqvemmelig-
hed, Roe og tilsidst Livet selv, bortgav han paa den
ædelste Maade for sine Medmenneskers Vel. Saa mæg-
tigen virkede hos ham Kiærlighed til Dyd og Retskaffen-
hed, samt hans Iver i at holde de Pligter, som han
skyldede Skaberen og Opholderen, hvilke han ved For-
nuftens uforfalskede Lys paa en levende Maade kiendte.
Disse hans høie Udsigter afholdte ham imidlertid
dog ikke fra at opfylde de almindelige Pligter imod sit
Fædreneland. I sit sex og tredivte Aar giorde han
Krigstieneste imod Potidæerne, Indvaanerne i en
Stad i Thracien, der havde opsat sig imod deres Tribut-
herrer, Athenienserne. Her forsømde han ikke at hær-
de sit Legeme imod alle Krigens Vanskeligheder og Aars-
tidernes Ubehageligheder, samt at øve sin Siæl i at
være uforskrækket og foragte alle Farer. Han erlan-
gede med almindelig Overeenstemmelse, endog hos hans
Medsøgere, Tapperheds Belønningen, men overlod den
igien til Alcibiades, hvilken han elskede, og derved vilde
opmuntre til herefter ved egne Gierninger at fortiene
slige Æresbeviisninger af sit Fædreneland. Han havde
desuden i en Fegtning kort tilforn reddet hans Liv. —
Man beleirede Staden Potidæa i den strengeste Kulde.
Andre forvarede sig imod Kulden, men han blev ved sin
sædvanlige Klædedragt, og gik med blotte Fødder over
Iis. Pesten rasede i Leiren og i Athenen selv. Det
er fast ikke troeligt, hvad Diogenes, Laertius og Ælion
forsikre: Socrates skal være den eeneste, som den slet
ikke angreeb. Uden just at slutte noget af denne Om-
stændighed, der gierne kan have været et blot Tilfæl-
de,*) kan man overhovedet sige med Tilforladelighed,
at han maae have været af en stærk Legemsbeskaffen-
hed, og saaledes have vidst ved Maadelighed, Øvelse
og Afhold fra ald Vellyst at vedligeholde samme, at
han var ganske hærdet mod alle Livets Tilfælde og Be-
sværligheder. Alligevel har han endog i Marken ikke
efterladt, ei aleene at øve, men endog yderligere at an-
strenge sine Siælekræfter. Man saae ham undertiden i
fire og tyve Timer paa eet og det samme Sted at staae
fordybet i Tanker, ligesom om Siælen var borte
fra Legemet, som Aulus Gellins siger. Man kan
ikke nægte, at disse Henrykkelser jo vare et Anlæg til
*) Lægene ville af Erfarenhed vide, at Pesten aller-
mindst skaaner de stærkeste Legemsbeskaffenheder.
Sværmerie, og man finder i hans Liv mange Spor
paa, at han ikke ganske har været frie derfor. Imid-
lertid var det et uskadeligt Sværmerie, der hverken
havde Stolthed eller Menneskehad til Grund, og som
i den Forfatning, hvori han befandt sig, maae have væ-
ret ham meget nyttigt. De almindelige Naturkræfter
strække kanskee ikke til at ophæve Menneskene til saa høie
Tanker og faste Beslutninger.
Efterat Feldttoget var endt, vendte han tilbage til
sin Fædrenestad, og begyndte med Eftertryk at bestride
Sophisterie og Overtroe, og underrette sine Medborgere
i Dyd og Viisdom. Paa offentlige Gader, Spadsere-
gange, Bade, private Huuse, Konstneres Verksteder,
hvor han kuns fandt Mennesker, som han troede at kunne
forbedre, der holdt han dem an, og indlod sig i Samtale
med dem*), forklarede dem, hvad der var Ret og Uret,
*) Med Xenophon blev han paa følgende Maade be-
kiendt: Han mødte ham i en snever Giennemgang.
Dette unge Menneskes smukke og beskedne Udseen-
de behagede ham saa vel, at han holdt Stokken for
ham, og ikke vilde lade ham gaae videre. Unge Men-
neske! sagde han, veed du hvor du kan faae dit Livs
Fornødenheder? — O ja! svarede Xenophon. —
Veed du da og, hvor Dyd og Retskaffenhed ere at
bekomme? — Det unge Menneske studsede og saae
paa ham. — Saa følg efter mig, blev Socrates
ved, jeg skal vise dig det. Han fulgde ham, blev
hans troeste Discipel, og man veed, for hvor me-
get han har havt ham at takke.
Godt og Ont, Helligt og Vanheiligt; talede med dem om
Guds Forsyn og Regiering, om Midlerne til at behage
ham, om Menneskenes Lyksalighed, om de Pligter, som
paaligge en Borger, en Huusfader, en Ægtemand,
o.s.v. Alt dette aldrig i en Lærers myndige Tone,
men som en Ven, der først selv vil søge Sandheden
med os. Han vidste ved de eenfoldigste Børnespørgsmaal
saaledes at indlede een, at man, uden synderlig Vanske-
lighed, kunde følge ham fra Spørgsmaal til Spørgs-
maal, men ganske uformærkt saae sig ved Maalet, og
troede, at man ikke havde lært men selv udfundet Sand-
heden. Jeg efteraber heri min Moder, pleiede han at
sige af Spøg: hun føder selv ikke meere, men hun be-
sidder Konstgreb, hvorved hun hielper andre at bringe
deres Foster til Verden. Paa lige Maade forestaaer
jeg hos mine Venner en Fødselshielpers Tieneste. Jeg
spørger og udforsker saa længe, til deres Forstands for-
borgne Frugt kommer for Lyset.
Denne Methode, at udfritte Sandheden, var og-
saa den lykkeligste til at modsige Sophisterne. Naar
det kom til et udførligt Foredrag, saa kunde man ingen
Vei komme med dem; thi da brugde de saa mange Ud-
svævelser, saa mange Eventyr, saa mange Skingrunde,
og saa mange Talefigurer, at Tilhørerne bleve forblin-
dede og troede sig overbeviiste. En almindelig Haand-
klappen pleiede sielden at undgaae dem. Man fore-
stille sig det triumpherende Øiekast, hvormed da slige Læ-
rere saae ned paa deres Discipler eller endog deres
Modsigere. Men hvad giorde vel Socrates ved slig
en Leilighed? Han klappede med; men vovede nogle
lette Spørgsmaal, som vare langt borte fra Sagen,
hvilke den høilærde Mand holdt for daarlige, og af
Medlidenhed besvarede. Efterhaanden listede han sig
nærmere til Sagen, immer ved Spørgsmaal, og im-
mer ved det han afskar hans Modstander Leilighed til
at udsvæve i vedholdende Taler. Derved bleve de
nødte til, tydeligere at adskille Begreberne, lade de
rigtigere Forklaringer gielde, og af deres falske Forud-
sætninger drage urimelige Følger. Tilsidst saae de sig
saaledes bragte i Knibe, at de bleve utaalmodige. Han
derimod blev det aldrig, men taalde deres Uartigheder
med den største Frimodighed, blev ved at udvikle Be-
greberne, indtil endelig de Urimeligheder, som fulgde af
Sophisternes Grundsætninger, bleve haandgribelige
endog for den eenfoldigste Tilhører. Paa denne Maade
bleve de til Latter for deres egne Lærlinger.
I Henseende til Religionen synes han at have havt
følgende Maxime for Øine: Enhver falsk Lære eller
Meening, der aabenbare førde til Uskikkelighed, og alt-
saa, streed imod det menneskelige Kiøns Lyksalighed,
blev af ham paa ingen Maade skaanet, men offentlig, i
Nærværelsen af Hyklere, Sophister og det gemene
Folk, bestridt, giort latterlig, og viist i fine urimelige
og afskzelige Følger. Af denne Art vare Fabeldigter-
nes Lærdomme om de Svagheder, Uretfærdigheder,
skammelige begieringer og Lidenskaber, som de tilskreve
deres Guder. Over slige Sætninger, ligesom og over
urigtige Begreber om Guds Forsyn og Regiering, om
det Godes Belønning og det Ondes Straf, var han
aldrig tilbageholdende, aldrig, end ikke til Anseende,
tvivlsom, men altid fast i den Beslutning, med den
største frimodighed at forfegte Sandhedens Sag, og,
som følgen viiste, at besegle sin Bekiendelse med Dø-
den. Men en Lærdom, der var blot theoretisk falsk
og kunde ikke giøre Sæderne stor Skade, lod han uan-
fegtet, bekiendte sig meget meere offentlig til den hersken-
de Meening, paapassede de derpaa grundede Ceremo-
nier og Religionsskikke, vogtede sig derimod for ald Lei-
lighed til en afgiørende Forklaring, og, naar han ikke kunde
undgaae, saa havde han en Tilflugt i Beredskab, der
aldrig kunde mangle ham; Han foregav sin Uvidenhed.
Den Læremaade, hvilken han, som vi have seet,
af andre Aarsager havde udvalgt, var ham heri over-
maadig gunstig. Thi saasom han aldrig forkyndte sin
Lære med en alvidende Mands Høimodighed, da han
meget meere selv ingen mening antog, men altid ved
Spørgsmaal søgde at udlokke Sandheden af sine Tilhø-
rere; saa var det ham tilladt, ikke at vide det som
han ikke kunde eller torde vide. Den Forfængelighed,
at vide Svar paa alle Spørgsmaal, har forført saa
mangen stor Siæl til at paastaae Ting, som han i en
andens Mund ville have dadlet. Socrates var langt
fra denne Forfængelighed. Om Ting, der vare oven
for hans Horizont, tilstod han med den naiveste Frimo-
dighed: Dette veed jeg ikke; Og naar han mærkede,
at man lagde Snarer for ham og vilde udlokke en
Tilstaaelse af ham, saa trak han sig ud af Spillet, og
sagde: Jeg veed intet. Oraklet paa Delos erklærede
ham for den Viiseste blant alle Dødelige. Som det sy-
nes, saa havde Præstinden den listige Hensigt ved denne
Smiger, at vinde en hende saa farlig Mand, og sætte
ham i den Nødvendighed, at erklære hendes Orakelsvar
for ubedragelige, saafremt han vilde være agtet for den
Viiseste blandt alle Dødelige. Men Socrates gav Sa-
gen en besynderlig Vending: „Veed I, sagde han,
„hvorfor Apollo holder mig for den største Viise i Ver-
„den? Fordi andre for det meeste troe at vide det,
„som de dog ikke veed; men jeg indseer vel og tilstaaer,
„at alt det, som jeg veed, løber aleene ud paa, at jeg
„intet veed.”
Socratis Berømmelse udbredde sig over heele Græ-
kenland, og de anseeligste og lærdeste Mænd fra alle Eg-
ne komme til ham, for at nyde hans venskabelige Om-
gang og Underviisning. Begierligheden efter at høre
ham var iblant hans Venner saa stor, at mange vo-
vede Livet, for aleeneste dagligen at være om ham.
Athenienserne havde under Livsstraf forbuden, at ingen
Megarenser maatte lade sig indfinde i deres Land. Eu-
clides fra Meegara, en Ven og Discipel af Socrates,
lod sig derved ikke afholde fra at besøge sin Lærer. Om
Natten gik han, indhyllet i Fruentimmerklæder, fra
Megara til Athen, og om Morgenen, før det var Dag,
gik han sine tyve tusinde Skridt tilbage til sit Huus.
Uagtet dette levede Socrates i den yderligste Ar-
mod og Trang, og vilde ikke lade sig betale for sin Un-
dervisning, endskiønt Athenienserne vare saa lærebe-
gierlige, at de vilde ladet sig det koste store Summer,
om han havde trænget paa Belønning. Derimod vid-
ste Sophisterne meget bedre at betiene sig af denne Be-
redvillighed.
Det maae have kostet ham saa meget meere Selv-
fornægtelse i at bære denne Trang, da hans Kone, den
berygtede Xantippe, just ikke har været den nøisomste
Husfrue, og han desuden havde at sørge for Børn, der
af hans Haand ventede deres Ophold. Det er vel ikke
afgiort, at Xantippe har været af saa slet en Tænke-
maade, som man i Almindelighed troer. De Fabler,
som til hendes Bestemmelse ere bekiendte, komme fra
seenere Skribenter, der aleene have kunnet høre dem af
andres Fortællinger. Plato og Xenophon, som best
maatte være underrettede derom, synes at have kiendt
hende som en middelmaadig Kone, hvorom man hver-
ken kan sige meget Sødt eller Ont. Ja man vil i føl-
gende Platos Samtale finde, at hun, den sidste Dag
Socrates levede, var med hendes Barn i Fængselet,
og viiste sig overordentlig bedrøvet over hans Død. Alt
det Ufordeelagtige man finder om hende hos disse troe-
værdige Skribenter, er et Sted i Xenophons Bord-
samtale, hvor een spørger Socrates, hvorfor han hav-
de taget sig en Kone, der var saa lidet omgiengelig?
Hvorpaa han i sin sædvanlige Tone svarede: „Hvem
„der vil lære at omgaaes med Heste, vælger ikke et
„taalmodigt Lastdyr til at øve sig paa, men en modig
„Hest, der er vanskelig at tæmme. Jeg har, saa-
„som jeg vil lære at omgaaes med Mennesker, af sam-
„me Aarsag valgt mig en Hustrue, der er ufordrage-
„lig, for desbedre at lære at taale Menneskenes for-
„skiellige Lune.” Paa et andet Sted lader samme
Skribent Socratis Søn, Lamproclus, besvære sig hos
sin Fader over hans Moders haarde Behandling, knur-
vurne Sindsbeskaffenhed og ufordragelige Lune. Men
det sees tydelig af Socratis Svar til hendes Berøm-
melse, at hun, uagtet hendes fortredelige Sind, alli-
gevel har med stor Omsorg passet paa en Husmoders
Pligter, elsket sine Børn, og baaret tilbørlig Omhue
for dem. Dette Vidnesbyrd af hendes Ægtemand mod-
siger aabenbart alle de skammelige Historier, som man
paa hendes Bekostning har optænket, og hvorved man
har forestillet hende for Efterverdenen som et exempel
paa en ond Kone. Man kan med god Grund troe,
at Socrates ikke forgieves har paa hans Ægtefælle øvet
sin Konst, at omgaaes med Mennesker; at han meget
meere ved utrættet Taalmodighed, kiærlig Omgang,
behagelig Opførsel og sine uimodstaaelige Formaninger,
har overvundet hendes Temperaments Haardhed, vun-
det hendes Kiærlighed, og saaledes forbedret hende, at
hun af en ufordragelig Kone er bleven en god Huusmo-
der, og, som hendes Opførsel for hans Endeligt ud-
viiste, en kiærlig Ægtefælle. Imidlertid, det være som
det vil, saa maae hans huuslige Omstændigheder have
giort ham Armoden meget besværligere, da han ikke
aleene havde sig selv, men endog en heel Familie, og
maaskee en ufornøielig Familie, der beklagede sig over
hans strenge Nøisomhed, at giøre Regnskab for sine
Handlinger. Ingen var bedre underrettet om en Huus-
faders Pligter, end Socrates. Han vidste vel, at det
var hans Pligt at erhverve og anskaffe saa meget,
som der var fornødent til ærlig Udkomme for hans Fa-
milie, og ofte har han indprentet sine Venner denne
naturlige Pligt. Men hvad ham selv angik, saa stod
en høiere Pligt ham i Veien, der hindrede ham at fyl-
destgiøre denne. Tidernes Fordærvelse, da alting skeede
for Fordeels Skyld, og besynderlig Sophisternes nedri-
ge Havesyge, der for bare Penge solgde deres fordærve-
lige Lærdomme, og anvendte de skammeligste Midler til
at berige sig paa det bedragne Folks Bekostning: Dette
lagde ham den Forbindtlighed paa, at sætte en yderlig
Uegennyttighed imod deres nedrige Vindesyge, at hans
reene og ubesmittede Hensigter paa ingen Maade kunde
udlægges til det Onde. Han vilde hellere, om Mange-
len alt for stærk trykkede ham, leve af Almisse, end
ved sit Exempel paa nogen Maade retfærdiggiøre disse
falske Viisdomslæreres skidne Pengegierrighed.
Han afbrød disse velgiørende Bestræbelser, og drog
anden gang frievillig i Feldten mod Boeotierne. Athe-
nienserne tabde et Slag ved Delium og bleve reent
slagne af Marken. Socrates viiste sin Tapperhed saa-
vel i Trefningen som da de vigede. „Havde enhver
„giort sin Pligt saa godt som Socrates, siger Feldther-
„ren Laches hos Plato, saa havde den Dag vist ikke
„bleven saa ulykkelig for os.” Da alle flygtede, gik
han ogsaa tilbage, men Fod for Fod og ved at vende
sig ofte om, for at giøre Fienden, der kom ham under-
tiden paa Halsen, Modstand. Han fandt Xenophon,
der var falden af Hesten, liggende underveis, tog ham
paa sine Skuldre og bragde ham i Sikkerhed.
Præsterne, Sophisterne, Talerne og andre Folk,
hvilke Socrates maatte være en Torn i Øiet, benyttede
sig af hans Fraværenhed, og søgde at opbringe Gemyt-
terne imod ham. Ved sin Tilbagekomst fandt han et
sluttet Partie, der var nedrigt nok til ikke at efterlade
noget Middel til at skade ham. De tilskyndede, som
man med god Grund troer, Comoedieskriveren Aristo-
phanes, at han ved et Narrespil, som man den Tid
kaldte Comoedie, skulde forberede den gemeene Mand,
og, ifald denne Streg lykkedes, da at vove en større.
Dette Skandskrift kaldtes Skyerne. Socrates var
Hovedpersonen, og den Figur, som denne Rulle giorde,
gav sig den Umage at skildre ham naturlig. Man ef-
terabede hans Klæder, Gang, Gebærder og Stemme.
Stykket selv har, til Ære for den forfulgte Philosoph,
vedligeholdt sig til vore Tider. Man kan knap tænke
sig noget meere uforskammet.
Socrates pleiede ellers aldrig at besøge Theatret
uden naar Euripidis Stykker bleve opførte, hvori han
selv, som nogle ville, skal have havt Deel. Alligevel
gik han derhen den Dag, da denne Pasqville blev op-
ført. Han hørde, at mange Fremmede, som vare til-
stæde, erkyndigede sig om, hvem denne Socrates var i
Original, som saaledes blev forhaanet paa Skuepladsen?
Han traadde da frem midt i Skuespillet, og blev,
lige til Stykkets Ende, staaende paa et Sted, hvor
enhver kunde see og sammenligne ham med Copien.
Denne Streg var for Digteren og hans Comoedie døde-
lig. De naragtigste Indfald giorde nu ingen Virkning
meere, thi Synet af Socrates opvakde Høiagtelse og
en Art af Forundring over hans Frimodighed. Styk-
ket selv fandt heller ingen Bifald. Digteren foran-
drede det, og bragde det det følgende Aar igien paa Skue-
pladsen, men med lige saa slet Udfald. Philosophens
Fiender saae sig altsaa nødte til at opsætte den foreha-
vende Forfølgelse til en gunstigere Tid.
Neppe var Krigen med Boeotierne til Ende, før-
end Athenienserne atter maatte hverve en nye Krigshær,
for at standse den lacedæmoniske Feldtherre Brasidas,
som havde frataget dem adskillige Stæder i Thracien,
og iblant andre den vigtige Stad Amphipolis. Socra-
tes lod den Fare, hvori hans sidste Fraværelse Havde
sat ham, ikke afholde sig fra, atter at tiene sit Fædrene-
land. Denne var den sidste gang, da han forlod sin
Fædrenestad. Efter den Tid kom han, lige til sit En-
deligt, aldrig ud af Atheniensernes Land, og efterlod
aldrig at unde den Ungdom, som søgde ham, sin ven-
skabelige Omgang, og ved sin Lærdom og gode Exem-
pel at indprente dem Kiærlighed til Dyden. Men som
han overalt var en stor Ven og Elsker af Skiønhed,
saa synes han i at vælge sig Venner ogsaa at have seet
paa legemlig Skiønhed. Et smukt Legeme, pleiede han
at sige, lover en smuk Siæl, og naar det ikke fyldestgiør
Forventelsen, saa maae den være bleven bedragen. Der-
fore giorde han sig altid megen Umage med at giøre det
Indvortes hos disse Personer overeenstemmende med
deres veldannede Udseende. Men ingen var ham saa
angelegen, som Alcibiades, et ungt Menneske af uge-
meen skiønhed og af stor Talent, der var fremfusende,
modig, letsindig, og af et meget fyrigt Temperament.
Denne forfulgde han utrættet, indlod sig ved alle Lei-
ligheder i Samtaler med ham, for ved sine venlige For-
maninger og kærlige Opmuntringer at afholde ham fra
de Udsvævelser til Ærgierrighed og Vellyst, som han af
Naturen var meget tilbøielig til. Plato lader ham ved
denne Leilighed ofte bruge Udtryk der næsten synes for
liebte: hvoraf man i de seenere Tider har taget Anled-
ning til at beskylde Socrates for en strafværdig Om-
giengelse med unge Folk. Men selv Socratis Fiender,
Aristophanes i sin Comoedie, og Melitus i sin Klage,
melde ikke et Ord herom. Melitus beskylder ham vel for,
at han fordærver Ungdommen; men, som det tydelig
sees af Socratis Svar, gik dette Kuns ud paa Religio-
nens og Politikens Love, mod hvilke han skal have
giort Ungdommen ligegyldig. Sæt endog, at Sæder-
nes fordærvelse dengang var gaaen saa vidt, at man
holdt denne unaturlige Last for næsten naturlig, saa
havde hans Fiender dog ikke ganske fortiet denne Om-
stændighed, naar det ikke havde været aabenbare umue-
ligt at beskylde dette Mønster paa Kydskhed og Afhol-
denhed for en saa fæisk Vellyst. Man læse de strenge
Bebreidelser, som han giver Critias og Critobulus;
Man læse det Vidnesbyrd, som den modvillige og halv-
drukne Alcibiades, i Platos Bordsamtale, giver ham.
Hans Fienders og Bagvaskeres Stiltienhed, og hans
Venners positive Vidnesbyrd om det Modsatte, efterla-
der ingen Tvivl, at denne Beskyldning maae være
ugrundet og en strafværdig Bagtalelse. Udtrykkene
hos Plato, saa fremmede de endog klinge i vore Øren,
bevise intet videre, end at denne unaturlige Galanterie
dengang har været Modesproget, ligesom den alvorligste
Mand i vore Tider ikke ville undsee sig ved, naar han
skrev til et Fruentimmer, at skrive som forliebt.
Om den Genius, som han foregav at besidde, og,
som han sagde, altid af holdt ham, naar han vilde fore-
tage sig noget Skadeligt, ere de Lærdes Meeninger deelte.
Nogle troe, at Socrates heri har tilladt sig en liden
Opdigtelse, for hos det overtroiske Folk at finde Gehør;
Men dette synes at stride imod hans sædvanlige Oprig-
tighed. Andre forstaae under denne Genius en skiær-
pet Følelse af det Gode og Onde, en moralsk Bedøm-
melseskraft, der ved Eftertanke, lang Erfaring og ved-
holdende Øvelse, er bleven til en Instinct, ved hvilken
han kunde prøve og bedømme enhver frie Handling
efter dens formodentlige Følger og Virkninger, uden at
kunne giøre sig selv Regnskab for sin Dom. Men man
finder hos Xenophon saavel som hos Plato forskellige
Tilfælde, hvor denne Socratis Geist skal i Forveien
have sagt ham Ting, der ikke lade sig forklare af Siæ-
lens naturlige Kraft; Maaskee ere disse i en god Mee-
ning af hans Discipler tilsatte; maaskee havde ogsaa
Socrates, der, som vi have seet, var oplagt til Hen-
rykkelser, havt selv Svaghed eller sværmende Indbild-
ningskraft nok, til at omskabe denne levende moralske
Følelse, som han ikke ret vidste at forklare, til en for-
troelig Aand, og siden altid tilskrevet samme de Ahnel-
ser, der dog reiste sig af ganske andre Kilder. Maae
en fortreffelig Mand nødvendig være frie for alle
Svagheder og Fordomme? I vore Tider er det ingen
Fortieneste meere, at spotte Aanders Indskydelse.
Maaskee har dertil i Socratis Tider hørt en Anstren-
gelse af Tankerne, som han har anvendt nyttigere. Han
var desuden vant til at taale enhver Overtroe, der ikke
umiddelbar kunde føre til Uskikkelighed, som allerede
oven for er erindret.
Det menneskelige Kiøns Lyksalighed var hans eene-
ste Studium. Saasnart en Fordom eller Overtroe gav
Anledning til aabenbare Voldsomhed, de menneskelige
Rettes Krænkelse, Sædernes Fordærvelse, o.s.v.: saa
kunde intet i Verden afholde ham fra at erklære sig der-
imod, til Trods for ald Trusel og Forfølgelse. Der
var iblandt Grækerne en indbragt Overtroe, at de ube-
gravne Dødes Skygger maatte i hundrede Aar uden
Roe omvanke ved Bredden af Styr, førend de bleve
overbragte. Denne Overtroe maae af lovlige Hensig-
ter være bibragt det raae Folk af deres første Stifter.
Imidlertid har den, ved Socratis Tider, kostet man-
gen god Patriot Livet. Athenienserne havde ved de
arginusiske Øer erholdet en fuldkommen Seier over
Lacedæmonierne. Men Befalingsmændene paa den
seirende Flode bleve ved en Storm afholdne fra at begra-
ve deres Døde. Ved deres Tilbagekomst til Athen
bleve de derfor paa den utaknemmeligste Maade offent-
ligen anklagede for denne Efterladenhed. Socrates havde
samme Dag Forsædet i Peytanernes Senat, som havde
de offentlige Anliggender at besørge. Nogle Mægtiges
Ondskab, Præsternes Hyklerie, og de slette Taleres og
Demagogers Nedrighed, havde foreenet sig til at op-
hidse Folkets blinde Iver imod disse Statens Beskyt-
tere. Folket trængde ivrig paa deres Fordømmelse.
Endeel af Senatet selv var bedaaret af denne pøbelagtige
Overtroe; og Resten havde ikke Mod nok til at sætte
sig imod det almindelige Raserie. Kuns Socrates
aleene havde den Dristighed, at forsvare deres Uskyldig-
hed. Han foragtede de Mægtiges Truseler og den
opbragte Pøbels rasende Vrede, stod ganske aleene paa
den forfulgte Uskyldigheds Side, og vilde hellere lade
det Verste overgaae sig, end villige i en saa ugudelig
Uretfærdighed; endskiønt alle hans Bestræbelser for
deres Beste dog gik frugtesløse af. Han havde den
Fortrydelse at see, at den blinde Iver beholdt Over-
haand, og at Republiken giorde sig selv den Skam, at
opofre deres tappreste Beskyttere for en ilde forstaaet
Fordom. Aaret derefter bleve Athenienserne af Lacedæ-
monierne slagne, deres Flode ødelagt, deres Hovedstad
beleiret, og saaledes bragte til Yderlighed, at de maatte
overgive sig Seierherrerne paa Naade og Unaade. Det
er meget rimeligt, at Mangel paa erfarne Anførere
paa Atheniensernes Side ikke lidet har været Skyld i
dette Nederlag.
Lysander, Lacedæmoniernes Feldtherre, som havde
indtaget Staden, forvandlede deres democratiske Re-
gieringsform til et Oligarkie, og satte et Raad af tre-
dive Mænd, der er bekiendt under Navn af de tredive
Tyranner. Ikke de grusomste Fiender kunde saaledes
have raset i Staden, som disse Uhyrer rasede. Under
Foregivende, at straffe Statsforbrydelser og andre For-
seelser, bleve de retskafneste Folk i Staten berøvede deres
Liv og Formue. Plyndre, røve, forfølge, henrette nogle
offentlig, andre paa mordisk Viis, vare Gierninger,
hvormed de udmærkede deres Regiering. Hvor maatte
ikke Socratis Hierte bløde, ved at see Critias, der til-
forn var hans Discipel, i Spidsen for denne afskyelige
Forsamling! Ja denne Critias, hans forrige Ven og
Tilhører, viiste sig nu som hans aabenbare Fiende, og
søgde Leilighed til at forfølge ham. Den viise Mand
havde eengang med haarde Ord straffet ham for hans
fæiske og unaturlige Kaadhed, og siden den Tid bar
dette Umenneske en hemmelig Vrede imod ham, der nu
søgde Leilighed til at bryde frem.
Da han og Charikles bleve udnævnte til Lovgivere,
indførde de, for at faae Sag med Socrates, den Lov,
at ingen maatte undervise i Talekonsten. De erfore
derpaa, at Socrates havde med Ord forløbet sig imod
dem, og ladet sig forlyde med, at det var underligt,
naar Hyrder giorde den dem betroede Hiord mindre og
magrere, og dog ikke vilde ansees for slette Hyrder; men
meget forunderligere maatte det være, naar Forstan-
derne i en Stad formindskede Borgerne og giorde dem
slettere, og dog ei vilde være slette Forstandere. De
lode ham da komme til sig, viiste ham Loven, og for-
bøde ham at indlade sig i Samtale med unge Menne-
sker. „Er det tilladt, sagde Socrates, at spørge om
„et og andet, som i dette Forbud ikke falder mig tyde-
„ligt nok? O ja! svarede man. Jeg er bereed, blev
„han ved, til at følge Loven, men frygter aleene af
„Uvidenhed at støde an derimod: jeg beder derfor om
„en tydelig Forklaring, om I under Talekonsten for-
„staaer en Konst at tale ret eller Uret? Er det hiint,
„saa maae jeg holde mig fra at sige nogen, hvorledes
„han skal tale rigtig; men er det dette, saa maae jeg
„ikke undervise nogen, om hvorledes han skal tale
„urigtig.
„Charikles sagde: Eftersom du ikke forstaaer dette,
„saa have vi giort dig det fatteligere, og aldeles forbu-
„den dig at tale med unge Mennesker.— Men at
„jeg og heri kan vide, hvorledes jeg har at forholde mig,
„sagde Socrates: saa bestemmer mig Tiden, hvor længe
„I holde Folk for unge Mennesker? Saa længe de
„ikke kunne sidde i Raadet, svarede Charikles, det er,
„saa længe som de ikke ere komne til moden Forstand,
„nemlig tredive Aar.
„Men naar jeg vil kiøbe noget, som et ungt Men-
„neske under tredive Aar har at sælge, maae jeg da
„ikke spørge, hvor dyrt han holder det? Det er dig
„ikke forbuden, sagde Charikles; men du spørger man-
„gen gang om Ting, som du meget vel veed: Slige
„Spørgsmaal maa du for eftertiden afholde dig
„fra. — Og svare, sagde Socrates videre, naar et
„ungt Menneske spørger mig, hvor Charikles eller Critias
„boer, maae jeg da svare ham derpaa? Ja, ja,
„sagde Critias, men afhold dig fra at bruge dine unyt-
„tige Exempler og Lignelser til Remmesnidere, Tøm-
„merfolk og Smede. Formodentlig, svarede Socra-
„tes, fra de Begreber, som jeg ved disse Exempler
„pleier at oplyse, om Retfærdighed, Hellighed, From-
„hed, o.s.v.? Ganske rigtig, svarede Charikles,
„men for alle Ting fra at tale om Fæehyrder. Mærk
„det vel, eller og jeg frygter, at du ogsaa vil giøre
„Hiorden mindre.”
Socrates agtede deres Trusler ligesaa lidet, som
deres urimelige Lov, hvilken de ingen Grund havde
havt til at indføre, saasom den streed aabenbare imod
den sunde Fornuft og Naturens Lov. Han fortsatte,
sine Bestræbelser til beste, Dyden og Retfærdigheden
med den allermeest utrættede Iver, og alligevel under-
stode Tyrannerne sig ikke, lige at gaae ham paa Livet.
De søgde Omveie, og vilde indvikle ham med deres
egne Uretfærdigheder, og paalagde ham tillige med fire
andre Borgere, at bringe Leon fra Salamis til Athen,
og lade ham henrette. De andre paatoge sig Sagen;
men Socrates erklærede: at han aldrig vilde bruge sine
Hænder til en uretfærdig Sag. Saa vil du da, sagde
Charikles, have Frihed til at tale hvad du vil, og slet
intet lide derfor? Alt mueligt Onde, sagde han,
vil jeg lide derfor, kuns dette ikke, at giøre no-
gen Uret. Charikles tav, og de øvrige saae paa hin-
anden. Disse Frieheder ville dog omsider have kostet
Socrates Livet, hvis ikke Folket, træt af disse Tyran-
ners Grusomhed, havde giort Opstand, dræbt deres
fornemmeste Anførere, og jaget de øvrige ud af
Staden.
Under den tilbagebragte demokratiske Regiering gik
det dog Socrates ikke bedre. Hans gamle Fiender,
Sophisterne, Præsterne og Talerne, fandt nu den
længst forønskte Leilighed, til med bedre Lykke at forføl-
ge og endelig ganske rydde ham af Veien. Anitus,
Melitus og Lykon, ere tre til deres egen Skam ufor-
glemmelige Navne paa dem, der lode sig bruge til at
udføre dette skammelige Forehavende. De udspredede
denne Bagvaskelse iblant Folket: Socrates har bibragt
Critias Tyrannernes Grundsætninger, hvilke han nye-
lig med saa uhørt en Grusomhed havde udført. En-
hver, som kiender Pøbelens Lettroenhed og Ubestandig-
hed, vil ikke forundre sig over, at Athenienserne gave
saa aabenbar en Falskhed Gehør, Uagtet enhver vidste
hvad der var forefaldet imellem Socrates og Tyranner-
ne. Nogle Aar tilforn havde Alcibiades, der var af et
stort Talent men en meget vild Caracteer, i et Sel-
skab med andre frekke unge Mennesker sønderslaget
Merkurs Billedstøtte, offentlig spottet de eleusiniske
Hemmeligheder, og formedelst dette Overmod maattet
undvige af sin Fædrenestad. Nu blev dette paa nye op-
rippet, og af Socratis Fiender udstrøet, at han havde
bibragt det unge Menneske Foragt for Religionen.
Intet streed meere imod Socratis Lærdom og Opførsel,
end slig en Ondskab. Han havde altid holdt den offent-
lige Gudsdyrkelse i Ære, saa overtroisk den end maatte
være; og hvad de eleusiniske Hemmeligheder angik,
saa raadede han alle sine Venner, at lade sig indvie i sam-
me; uagtet han maae have havt sine Aarsager, hvorfor
han ikke selv giorde det. Man har meget god Grund
til at troe, at de store Hemmeligheder ved Eleusis ikke
vare andet, end den sande naturlige Religions Lærdom-
me, og en fornuftig Forklaring over Fablerne. Naar
Socrates vegrede sig for at antage denne Indvielse,
saa skeede det rimeligviis for at beholde den Frihed, til
ustraffet at udbrede disse Hemmeligheder, som Præsterne
ved Indvielsen søgde at betage ham.
Saasnart Bagvaskerne ved slige onde udstrøede
Rygter troede, at have fuldkommen forberedet Folket,
bragde Melitus en formelig Anklage imod Socrates
frem for Stadens Øvrighed, som strax gav Folket Un-
derretning derom. Retten Heliæa blev sammenkaldet,
og det sædvanlige Antal Borgere ved Lod bestemte, der
skulde dømme den Anklagede. Klagen var følgende:
Socrates handler imod Lovene, idet han 1)
ikke ærer Stadens Guder, og vil indføre en nye
Guddom; 2) fordærver Ungdommen, hvilken
han bibringer en Foragt for alt det, som er hel-
ligt. Hans Straf bør være Døden.—
Hans Venner bragde ham veludarbeidede Taler til
hans Forsvar. „De ere meget skiønne, sagde han,
„men for mig gamle Mand skikker slige Konster sig
„ikke.” Vil du ikke selv opsætte noget til dit Forsvar?
spurgde de ham. „Det beste Forsvar, som jeg kan
„giøre, svarede han, er, at jeg i mit Liv aldrig har
„giort nogen Uret. Jeg har adskillige gange begyndt
„at tænke paa en Forsvarstale, men er altid af Gud
„deri forhindret. Maaskee det er hans Villie, at jeg
„i disse Aar, førend den affældige og en Sygdom lig-
„nende Alderdom kommer, skal døe en lettere Død,
„og hverken blive mine Venner eller mig selv til Byr-
„de.” I disse Ord har man for nogen Tid siden vil-
let finde Beviis, at Socrates var feighiertet, og meere
frygtede for Alderdommens Ubeqvemmeligheder end for
Døden. Der hører ikke liden Dristighed til, at ville
indbilde Læseren slige Ting.
Paa den til denne Undersøgelse offentlig berammede
Dag kom Melitus, Anitus og Lykon, den første for Dig-
terne, den anden for Folket, og den tredie for Talerne,
bestege een efter den anden Talestolen, og holdte de gif-
tigste og uforskammenste Taler imod Socrates. Han be-
traadde Pladsen efter dem, uden at zittre eller bæve,
uden, efter den da brugelige Maade paa Domhuuset, ved
et jammerligt Udseende at ville bevæge Dommerne til Med-
lidenhed; men med det satte og forsigtige Væsen, som var
hans Viisdom anstændigt. Han holdt een vel ukonstlet og
uforberedet men mandig og meget eftertrykkelig Tale,
hvori han uden Bitterhed fralagde sig alle de Bagvaskel-
ser og onde Rygter, som man havde udstrøet om ham,
beskæmmede sine Anklagere, og viiste Modsigelser og
Urimeligheder i deres egne Beskyldninger. Sine Dom-
mere begegnede han vel med den skyldige Ærbødighed,
men talde i en saa fast og om sit Fortrin sig saa bevidst
Tone, at hans Tale ofte ved en misfornøiet Mumlen
blev afbrudt. Han sluttede den med følgende Ord:
„Fortryder ikke paa, Athenienser! at jeg, imod de
„Anklagedes Sædvane, ikke taler til eder med Graad,
„eller lader mine Børn, Slægt og Venner fremstille
„sig i et klageligt Optrin, for at bevæge eder til Med-
„lidenhed. Ikke af Stolthed eller Trodsighed har jeg
„efterladt dette; men fordi jeg holdt det for uanstæn-
„digt, at bortfalde en Dommer og ville indtage ham
„ved andet end ved Sagens Retfærdighed. En Dom-
„mer har ved Eed forpligtet sig til at dømme efter Lo-
„vene og Billighed, og lige saa lidet lade sin Medli-
„denhed som sin Vrede afsige Dommen. Vi Anklagede
„handle altsaa imod Ret og Billighed, naar vi søge
„ved vore Klager at bevæge eder til at bryde eders Eed,
„ja vi forsee os imod den Agtelse, som vi ere eder skyl-
„dige, naar vi troe, at I ere i Stand til at giøre det.
„Jeg vil paa ingen Maade have slige Midler at takke
„for min Redning, da de baade stride imod Ret,
„Billighed og Gudfrygtighed, fornemmelig da jeg af
„Melitus just er beskyldt for Ugudelighed. Naar jeg
„ved min Graad søgde at giøre eder meeneedige, saa
„var dette det meest overtydende Beviis paa, at jeg
„ingen Guder troede: Ja da vilde dette Forsvar selv
„overbevise mig om Atheisterie. Men nei! jeg er,
„meere end alle mine Anklagere, overtydet om Guds
„Tilværelse, og overgiver mig derfor Gud og eder,
„at dømme mig efter Sandheden, og handle saaledes
„med mig, som I holder for best, saavel for eder selv
„som for mig.”
Dommerne, høist misfornøjede over dette satte og
frimodige Væsen, afbrøde Platos Tale, der efter ham
fremtraadde og begyndte at tale. „Omendskiønt, Athe-
„nienser! jeg er den yngste, begyndte Plato, af dem,
„som have opsteget paa dette Sted” — Nedsteget,
raabde de til ham, og lode ham ikke fortsætte sin Tale.
Socrates blev da ved en Overvægt af tre og tredive
Stemmer erkiendt for skyldig.
Det var en Skik i Athen, at de Fordømte selv skulde
tilkiende sig en vis Straf, Pengebøder, Fængsel eller
Landflygtighed, for derved at bekræfte Dommens Bil-
lighed, eller meget meere tilstaae deres Forbrydelse.
Socrates skulde vælge; Men han vilde paa ingen
Maade være saa uretfærdig imod sig selv, at erkiende
sig for skyldig, og sagde:
„Naar jeg frit ud skal sige, hvad jeg troer at have
„fortient, saa vider, Athenienser! jeg troer, at jeg
„for den Tieneste, jeg haver giort Republiken, vel for-
„tiende, at man paa offentlig Bekostning underholdt
„mig paa Prytaneum.” Paa hans Venners Tiltale
besluttede han dog at give en liden Pengestraf, men
vilde ikke tillade, at de imellem sig selv maatte sammen-
skyde en større Summa.
Dommerne overlagde med hinanden, hvad Straf
de skulde tilkiende ham, og hans Fienders Ondskab
bragde det saa vidt, at han blev dømt til Døden. „I
„have, sagde Socrates, været for hastige med eders
„Dom, og derved givet eders Bagtalere Anledning til
„at forekaste eder, at I have bragt den viise Socrates
„af Dage; Thi de vil kalde mig viis, uagtet jeg ikke
„er det, for desto meere at kunne dadle eder. I behø-
„vede ikke at vente længe, saa var jeg uden eders Hielp
„død. I seer, hvor nær jeg allerede er Døden *) ;
„Eder meener jeg hermed, der have dømt mig til Dø-
„den. Troer I vel, Mænd af Athenen! at det fattes
„mig paa Ord at indtage og overtale eder, naar jeg var
„af den Meening, at man maatte giøre alting og sige
„alting for at erholde en gunstig Dom? Nei, aldeles
„ikke! At jeg ligger under, det er ikke af Mangel
„paa Ord og Forestillinger, men af Mangel paa Ufor-
„skammenhed og Nedrighed, til at lade eder høre sli-
„ge Ting, der ere eder ubehagelige at høre og en ret-
*) Han var da halvfierdesindstyve Aar gammel.
„skaffen Mand uanstændige at sige. Hykle, skrige
„og andre slige Overtalelsesmidler, som I hos andre
„ere vante til at høre, ere mig høist uværdige. Jeg
„havde strax fra Begyndelsen af foretaget mig, heller
„at miste Livet, end paa en uædel Maade at redde
„det. Thi jeg holder for, at man lige saa lidet er be-
„rettiget til, for Retten at giøre alting for at undgaae
„Døden, som i Krigen. Hvor ofte har en Mand i
„en Fegtning ikke Leilighed til at redde sit Liv, naar
„han vil kaste Vaabnene fra sig, og bede dem, som
„forfølge ham, om Naade? Og saaledes gives der
„og i det menneskelige Liv mange Tilfælde, hvor Dø-
„den meget vel kan undgaaes, naar man kuns er ufor-
„skammet nok til at giøre alt hvad dertil udfordres.
„At undgaae Døden, er undertiden ikke saa vanskelig,
„men at undgaae Skam, er meget vanskeligere: thi den
„er hastigere end Døden. Deraf kommer det og, at
„jeg langsomme gamle Mand bliver angreben af den
„Langsomste; Da derimod mine Anklagere, der ere
„ganske muntre og levende, bliver indhentede af den
„meget hastige Skam. Jeg gaaer til Døden,
„hvortil I har dømt mig, og de til Skam og Van-
„ære, hvortil de af Sandhed og Retfærdighed ere
„dømte. Jeg er fornøiet med Dommen, formo-
„dentlig ogsaa de: Tingene gaae desuden ret som
„de skulle, og jeg for min Deel finder Skiebnens
„Veie endogsaa heri retfærdige og beundrings-
„værdige.”
Efterat han derpaa frimodig, men uden Galde,
havde sagt Dommerne, der havde fordømt ham, nogle
Sandheder, vendte han sig til dem, der havde dømt
at han skulde løslades, og underholdt dem med en
slags Betragtning over Liv, Død og Udødelighed,
som maae have været temmelig passende til det gemeene
Folkes Fattekraft. Men saasnart han var aleene med
sine Discipler og fortroelige Venner, udlod han sig med
meere Grundighed over samme Materie, hvorfore vi
billig forskaane vore Læsere for hiin exoteriske Philoso-
phie, da de i de følgende Samtaler skal blive under-
holdte med Philosophens høiere Tanker.
Man førde ham i Fængslet, der, som Seneca
siger, tabde ald sin Skam ved denne Mands Nærvæ-
relse, saasom det ikke kan være noget Fængsel, hvor en
Socrates er. Underveis mødte ham nogle af hans Di-
sciple, der viiste sig ganske utrøstelige over det som ve-
derfores ham. „Hvorfore græder I? spurgde Philo-
„sophen dem; Har ikke Naturen lige fra min Fødsel
„af fordømt mig til Døden? Naar Døden fratog
„mig et sandt Gode, saa havde jeg og de, som elske
„mig, Aarsag til at beklage min Skiebne; Men da
„jeg her ikke efterlader andet end Jammer og Elendig-
„hed, saa skulde mine Venner meget meere ønske mig
„Lykke til min Reise.”
Apollodorus, der beskrives som et godhiertet Men-
neske, men et svagt Hoved, kunde ikke give sig tilfreds,
at hans Lærere og Ven maatte døe saa uskyldig.
Gode Apollodorus! sagde Socrates leende, i det
han lagde ham Haanden paa Hovedet, ville du da
hellere see, at jeg døde skyldig?
Hvad øvrigt der er foregaaet i Fængslet og i den
døende Socratis sidste Timer, vil Læseren erfare i føl-
gende Samtaler. Kun een Samtale med Crito, hvor-
af Plato har giort en besynderlig Samtale, maae jeg
ikke efterladte at berøre. Nogle Dage før Socratis
Henrettelse kom Crito før Dag til ham i Fængselet,
fandt ham i en sød Søvn, og satte sig sagte ved Siden
af Sengen, for ikke at giøre ham Uroe. Da Socra-
tes vaagnede, spurgde han ham, „hvorfore i Dag saa
tidlig? Ven Crito!” Denne meldede ham da, at
han havde Efterretning om, at Dødsdommen skulde
fuldføres næste Dag. „Naar det er Guds Villie,
„sagde Socrates med sin sædvanlige Frimodighed, saa
„lad det skee! Imidlertid troer jeg dog ikke, at det
„just vil gaae for sig i Morgen. Jeg havde, just da
„du kom til mig, en behagelig Drøm. Mig forekom
„et Fruentimmer af ugemeen Skiønhed, i en lang hvid
„Kiortel, der kaldte mig ved Navn, og sagde: Om
„tre Dage skal du komme til dit frugtbare
„Phthia.” En fiin Lignelse! hvorved han gav at
forstaae, at han tragtede efter hiint Liv, ligesom hos
Homer den vrede Achilles trak sig bort fra Leiren til
Phthia, sit Fædreneland. Men Crito, der havde gan-
ske andre Hensigter, aabenbarede sin Ven, at han hav-
de bestukket Vagten, og indrettet alt det Nødvendige
til ved Nattetider at føre ham ud af Fængselet; saa det
nu aleene kom an paa ham, om han vilde undgaae den
skammelige Død. Han søgde og ved de vigtigste Fore-
stillinger at overbevise ham, at det var hans Pligt og
Skyldighed. Saasom han kiendte hans Kiærlighed til
sit Fædreneland, saa forestillede han ham, hvorledes
han var forbunden til at vogte, at Athenienserne ikke
udgydede uskyldigt Blod; Han anførde desuden, at han
maatte giøre det for sine Venners Skyld, der, foruden
den Smerte over hans Tab, ogsaa ville blive udsatte
for den skammelige Eftertale, at de havde forsømt hans
Befrielse. Endelig efterlod han ikke at foreholde ham
et bevægeligt Billede paa hans hielpeløse Børn, der da
ville være berøvede hans faderlige Underviisning, Exem-
pel og Beskyttelse. Herpaa svarede Socrates: „Min
„kiære Crito! dit venlige Forsorg er roesværdigt og
„derfor, burde med Taksigelse modtages, naar det kan
„komme overeens med den sunde Fornuft. Men stri-
„der det derimod, saa har vi saa meget meere at vogte
„os derfor. Vi maae derfor først tage i Overveielse,
„om dit Forslag er billigt og overeenstemmende med
„Fornuften, eller ikke. Jeg har altid vant mig til ikke
„at foretage mig noget, uden hvad jeg efter modent
„Overlæg har holdt for det Beste, og jeg seer ingen
„Grund, hvorfore jeg nu skulde vige fra de Leveregler,
„som jeg hidindtil har iagttaget, omenskiønt jeg er i
„den Forfatning, som du seer mig i: De forekomme
„mig endnu i samme Lys, og derfor kan jeg ikke an-
„det end immer høit skatte og ære samme.” Efterat
han havde kuldkastet hans falske Bevæggrunde, og
viist ham, hvad en fornuftig Mand skyldede Lovene og
sit Fædreneland, farer han saaledes fort: „Naar jeg
„nu var i Begreb med at løbe bort, og da Republiken
„med samt dens Love kom for at spørge mig: Socra-
„tes! hvad har du i Sinde at giøre? Betænker du
„ikke, at dette er at berede vores, Lovenes og den
„samtlige Stats Undergang, saa meget som det staaer
„i din Magt? Eller troer du at en Stat kan bestaae,
„og ikke nødvendig maae gaae til Grunde, hvori af-
„sagte Domme ingen Kraft have, og kan af enhver
„Privatperson giøres til intet? Hvad kunde jeg da
„svare hertil? min dyrebare Ven! — Maaskee, at
„mig er skeet Uret, og at jeg ikke fortiener denne Dom,
„som er afsagt over mig? Skal jeg svare saaledes? —
„Crit.: Ved Jupiter! ja, kiære Socrates! — Socr.
„Men naar Lovene svarede: Hvorledes? Socrates!
„har du da opsat dig imod os, for at betage Republi-
„ken ald Ret til at afsige Domme? — Jeg ville
„studse over dette Foredrag: men de ville vedblive saa-
„ledes: Lad dette ikke forekomme dig fremmed, So-
„crates! Men svar kuns; du er jo desuden en Ven af
„Spørgsmaal og Giensvar: Siig dog, hvad misha-
„ger dig hos os og Republiken, da du i Bund og
„Grund vil ødelægge os? Mishager dig maaskee Lo-
„vene om Ægteskab, hvorved din Fader har agtet din
„Moder, og bragt dig til Verden? Mishage disse
„dig? — Ingenlunde! ville jeg svare. — Saa mis-
„billiger du maaskee vor Maade at opdrage og under-
„vise Børn paa? Er den Indretning ikke roesværdig,
„som vi i denne Henseende have givet, og som har for-
„anlediget din Fader til at lade dig undervise i Musik
„og Gymnastik*)? — Meget roesværdig, maatte
„jeg svare. — Du tilstaaer da altsaa, at du har os
„at takke for din Fødsel, din Opdragelse og din Un-
„derviisning, og følgelig kan vi betragte saavel dig,
„som enhver af dine Forgiengere, som vores Søn og
„Underdan. Men er dette saaledes, saa spørge vi;
„Har du da samme Rettighed som vi? og er du be-
„føiet til at betale os alt hvad vi giør mod dig med
*) Sielekræfternes Øvelser bleve kaldte Musik, og
Legemsbeqvemhederne Gymnastik.
„lige Mynt? Du vil ikke tilegne dig lige Ret med
„din Fader, ingen lige Ret med din Herre, naar du
„har nogen: til at lade dem igien føle alt hvad du li-
„der af dem; Med Ord eller Gierninger at forgribe
„dig imod dem, naar de komme dig lidt for nær; Der-
„imod med dit Fædreneland, med Lovene vil du have
„lige Ret? Mod os vil du holde dig for beføiet til
„at giøre Opstand, saasnart vi beslutte noget imod dig?
„at befordre Lovenes og Fædrenelandets Undergang,
„saavidt som det staaer til dig? og du troer at handle
„retsaffen? du, der dog for Alvor vil beflitte dig paa
„Dyden? Er det saaledes fat med din Viisdom, at
„du ikke engang indseer, at Fader, Moder og Forfæ-
„dre langt fra ikke ere saa ærværdige, ikke ere saa høit
„anseete enten hos Guder eller hos Mennesker, der
„har deres Forstand, som Fædrenelandet?” De ved-
blive i denne Tone, og sætte endelig til: „Betænk,
„Socrates! om du ikke handler ubillig med os? Vi
„have fød, opdraget og underviist dig; Vi have giort-
„dig og enhver atheniensisk Borger, saa meget som stod
„i vores Magt, deelagtig i alle de Velgierninger, som
„det selskabelige Liv kan forskaffe; Og dog alligevel ha-
„ve vi givet dig og enhver, der har nedsat sig i Athen,
„Tilladelse, naar vores Statsforfatning, efter en til-
„strækkelig Prøvelse, ikke anstod ham, at gaae bort
„herfra, med alt sit, og begive sig hvorhen han vil.
„Portene for Athenen staae aabne for enhver, der ikke
„har Lyst til at blive i Staden, og han kan ubehindret
„tage alt sit med sig. Men hvem som har seet, hvor-
„ledes det gaaer til hos os, og hvorledes vi handthæve
„Ret og Retfærdighed, og dog er bleven hos os, den
„har stiltiende indgaaet at lade alting gefalde sig, som
„vi betale ham; Og naar han er ulydig, saa begaaer
„han en tredobbelt Uretfærdighed. Han er ulydig imod
„sine Forældre, ulydig imod sin Tugte- og Læremester,
„og overtræder den Accord, som han har indgaaet med
„os. Kiæreste Ven Crito! disse Taler troer jeg at
„høre, ligesom Corybanterne indbilde sig at høre Fløi-
„tetoner, og Stemmen klinger saa stærk i mine Øren,
„at jeg derover intet andet kan høre.” — Crito gik
bort, overbeviist, men misfornøiet over, at Fornuften
havde misbilliget hans Forslag.
crates, Crito, Simmias, Cebes.
F ø r st e S a m t a l e.
crates den Dag, da han i Fængslet tog
- Jeg var der selv, Echecrates!
Hvad vare da Mandens sidste Ord? Hvorledes
forlod han Livet? Jeg gad gierne høre det. Nu reiser
sielden nogen af vore phliosiske Borgere til Athenen,
og derfra har ingen i lang Tid besøgt os, som har kunnet
give os nogen tilforladelig Efterretning herom. Saa
meget have vi erfaret, at han tog Gift ind og døde, men
slet intet videre.
- Ikke heller om hans Dom?
Jo! det har man dog fortalt os. Vi forundrede
os nok over, at man har ladet ham leve saa længe efter
at hans Dom var falden. Hvor kom det sig? Phædon!
Ganske af en Hændelse, Echecrates! Det
traf sig just, at det Skib, som Athenienserne hvert Aar
pleie at skikke til Delos, Dagen før hans Dom blev
bekrandset.
Og hvad var det for et Skib?
Det samme, efter Atheniensernes Foregivende,
hvori Theseus fordum førde de fiorten unge Mennesker
til Creta, og der reddede saavel deres som sit eget Liv.
Borgerne giorde da, som man fortæller, Apollo det
Løfte, at de, hvis disse bleve frelste, hvert Aar skulde
med dette Skib sende ham anseelige Foræringer til De-
los, og hidindtil har man endnu bestandig holdt Guden
sit Løfte.
Naar det hellige Skib skal gaae bort, saa behæn-
ge Apollos Præster dets Bagstavn med Krandse, og fra
den Tid begynder Festen. Den varer saa længe til
Skibet er kommet til Delos og tilbage igien. I denne
Tid holdes Staden reen fra ald Blodsudgydelse, og,
i Følge Lovene, maae da ingen offentlig henrettes. Naar
Skibet bliver opholdt af Modvinde, saa kan de, som
ere dømte til døde, derved vinde lang Tid.
Det hændte sig nu, som jeg tilforn har sagt, at
skibets Bekrandselse skeede en Dag førend Socrates
blev dømt, og af denne Aarsag forløb saa lang Tid
imellem Dommen og hans Død.
Men den sidste Dag, Phædon! hvorledes gik
det da? Hvad talede han? Hvad forrettede han?
Hvem af hans Venner var hos ham i hans Dødstime.
Vilde maaskee Archonterne ikke lade nogen komme til
ham? og døde han da uden at have nogen Ven hos
sig?
Aldeles ikke; der vare mange af dem tilstæde.
Vær saa god, kiære Phædon! at fortælle os dette
omstændelig, hvis du for Resten ingen Forhindring
har.
Nu har jeg just Leilighed dertil, og skal da søge
at fyldestgiøre dit Forlangende. Intet er mig be-
hageligere, end at erindre mig Socrates, tale selv og
høre andre tale om ham.
Og dine Tilhørere, kære Phædon! ere af samme
Tænkemaade Fortæl derfor alle Ting saa nøie og om
stændelig, som det er dig mueligt.
Jeg var der, min Ven! men med en besynderlig
Sindsbeskaffenhed. Jeg fandt ingen Medlidenhed,
ingen saadan Beklemmelse, som man pleier at føle ved
en kiær Vens Død. Manden forekom mig lykkelig,
ja værd at misunde. Saa uforfærdet, kiære Echecra-
tes, saa rolig viste han sig i sin Dødstime, saa fri-
modige vare hans sidste Ord. Han forekom mig, ikke
som et Menneske der før sin tid gaaer til Døden, men
som en Udødelig, der er forsikret om, der, hvor han
kommer hen, at blive saa lyksalig som mueligt er.
Hvorledes kunde jeg da have de bange Følelser, som
man ellers finder ved at see en almindelig Døende. Dog
virkede ikke heller denne vor Lærers philosophiske Taler den
sande Glæde hos os, som den ellers pleiede. Vi fandt
en selsom, en usædvanlig Blanding af Sorg og Glæ-
de. Thi immer blev Glæden afbrudt ved denne
nagende Tanke: Snart skal vi for evig miste
ham.
Vi tilstedeværende befandt os alle i denne besynder-
lige Sindsforfatning, og Affecternes modsatte Virknin-
ger viiste sig snart ligesaa besynderlig i vore Ansigter.
Snart saae man os lee, snart at græde; ofte viiste sig
paa eengang en Smiil paa Læberne og heede Taarer i
Øinene. Dog heri overgik Apollodorus os alle. Du
kiender jo baade ham selv og hans bløde Sind.
Skulde jeg ikke Kiende ham?
Han giorde de selsomste Bevægelser. Han fandt
alting fyrigere end vi, var henrykt af Glæde, naar vi
andre loe, og naar vore Øine vare beduggede, svøm-
mede han i Taarer. Vi bleve ved ham snart meere
rørte, end ved at see vores døende Ven.
Hvem vare da de Tilstædeværende?
Af Byens Folk: Apollodorus, Critobulus og
hans Fader Crito, Hermogenes, Epigenes, Æschines,
Antisthenes, Ctesippus af den pæaniske Stamme, Mene-
xenus og nogle fleere. Plato, troer jeg, var syg.
Vare der og Fremmede?
Ja! fra Theben: Simmias, Cebes, Phædondas;
fra Megara, Euclides og Terpsion.
Hvad? var Aristippus og Cleombrotus der da
ikke?
Nei! man sagde, at de paa den Tid vare i Ægina.
Var der ellers ingen?
Jeg kan ikke erindre fleere.
Nu da, Kiære! Hvad for Samtaler holdt I da?
Jeg skal fortælle dig alting fra Begyndelsen til
Enden.
Vi pleiede, saa længe Socrates sad i Fængsel, daglig
at besøge ham. Vi Samledes til den Ende altid i Raad-
stuen, hvor Dommen over ham blev afsagt (thi den er
tæt ved Fængselet), der fordreve vi Tiden med Samta-
ler saa længe til Fængseldørren blev oplukket, som just
ikke skeede meget tidlig. Saasnart den blev oplukket,
begave vi os til Socrates, og tilbragde som oftest den
heele Dag hos ham. Den sidste Morgen indfandt vi
os tidligere end sædvanlig. Thi da vi Aftenen tilforn
gik hiem, erfarede vi, at Skibet var kommen fra Delos,
og besluttede derfor, den sidste gang, saa tidlig som mue-
ligt, at indstille os.
Da vi vare samlede, kom Slutteren, der pleiede
at aabne Fængseldørren, imod os, og bad, at vi
ville vige lidt tilside, og ikke gaae ind førend han kaldte.
Thi, sagde han, de elleve Mænd tage nu Lænkerne af
Socrates, og melde ham, at han i Dag skal døe.
Ikke længe derefter kom han og kaldte paa os. Da vi
kom ind, fandt vi den nylig løste Socrates liggende paa
Sengen. Xantippe, du kiender hende jo, sad meget
bedrøvet hos ham, med deres Søn paa Skiødet. Saa-
snart hun saae os, begyndte hun paa Qvinde Viis høit
at skrige: Ak Socrates! I Dag seer Dine Ven-
ner Dig og Du dem for sidste gang. En Strøm
af Taarer fulgde paa disse Ord. Socrates vendte sig da
til Crito og sagde: Min Ven! lad hende blive bragt
hiem.
Critos Betiente førde hende bort. Hun gik,
hylede og slog sig jammerlig for Brystet. Vi selv stode
uden Sands og Mæle. Endelig reisede Socrates sig
op i Sengen, krummede det Been, som forhen var læn-
ket, og sagde, i det han kløede det med Haanden: Mine
Venner! hvor besynderlig en Ting synes ikke det at
være, som Menneskene kalde behageligt? Hvor forun-
derlig. Ved første Øiekast er det ganske modsat det Ubeha-
gelige, saasom intet kan paa een Tid være Mennesket
baade behageligt og ubehageligt og dog kan ingen have
nogen Af disse Følelser, uden derpaa umiddelbar at føle
det Modsatte, ligesom de ved begge Ender vare sammen-
bundne. Havde Æsopus betænkt det, blev han ved,
havde han maaskee opdigtet følgende Fabel: Guderne
vilde foreene de stridende Følelser med hinanden, men
da det ikke lod sig giøre, knyttede de dem tilsammen ved
begge Ender, og fra den Tid følge de hinanden bestan-
dig efter. Saaledes gaaer det ogsaa mig: Lænkerne
have foraarsaget mig Smerte, og nu, da de ere borte,
følge de behageligste Fornemmelser.
I Sandhed, faldt Cebes ham her ind i Talen,
det er vel, kiære Socrates! at du erindrer mig om no-
get: Du skal, som man fortæller, her i Fængslet
have forfærdiget nogle Digte, nemlig sat de æsopiske
Fabler paa Vers, og skrevet en Lovsang til Apollo. Nu
spørger mange mig, og især Digteren Evenus, hvad
der har bragt dig paa de Tanker, her at giøre Vers,
da du ingen tilforn har giort. Skal jeg give Evenus
Svar herpaa, naar han, som vist engang skeer, spør-
ger mig derom, saa siig mig hvad jeg skal svare ham.
Siig ham, kiære Cebes! svarede Socrates, hvad
Sandhed er, at jeg aldeles ikke har forfærdiget disse
Digte i den Hensigt, at overgaae ham i Digtekonsten, thi
jeg veed, hvor vanskeligt det vilde blive, men blot for
en Drøms Skyld, som jeg har foresat mig i alle mue-
lige Betydninger at efterleve, og derfor ogsaa at øve
mine Kræfter i denne Slags Musik, i Digtekonsten.
Sagen forholder sig saaledes: Jeg havde i forrige Ti-
der meget ofte en Drøm, der forekom mig under for-
skiellige Skikkelser, men immer gav mig denne Befa-
ling: Socrates! beflitte dig paa Musik og øv
dig deri. Jeg holdt dette først for en Opmuntring,
ligesom man pleier at raabe efter Væddeløbere. Drøm-
men, tænkde jeg, vil ikke befale mig noget Nyt, thi Phi-
losophien er den beste Musik, og den har jeg stedse be-
flittet mig paa; jeg vil altsaa blot anstrenge min Iver
og Kiærlighed til Viisdom, at den ikke skal kiølnes.
Men nu, da Dommen var afsagt over mig og min Død
formedelst Apollos Fest en Tidlang var bleven udsat,
faldt det mig ind, om man maaskee ikke havde befalet
mig at lægge mig efter den almindelige Musik; jeg havde
desuden Tid og Rolighed nok til, ikke at lade disse Tan-
ker frugtesløs forsvinde. Jeg giorde Begyndelsen med
en Lovsang til den Gud, hvis Fest man da helligholde.
Bag efter faldt det mig ind, at den, som vil være Poet,
maae handle med Opdigtelser og ikke med Fornuftsætnin-
ger, men at en Lovsang ingen Opdigtelser indeholdt.
Saasom jeg nu selv ingen Gaver har til at digte, saa be-
tiente jeg mig af andre Folkes Opfindelser, og bragde nogle
af Æsopi Fabler, som først kom mig for Haanden, i Vers.
Dette, kiære Cebes, kan du svare Evenus. Hils
ham tillige fra mig, at hvis han er Viis, vil han snart
følge mig. Jeg skal, efter ald Anseende, endnu i Dag
paa Atheniensernes Befaling afreise.
Ønsker du da Evenus dette? spurgde Simmias.
Jeg kiender denne Mand ret got, og, saavidt jeg kan
dømme om ham, torde han kanskee kun takke dig lidet
derfor.
Hvorledes? spurgde Socrates, er Evenus da ingen
Philosoph?
Jeg synes Jo, svarede Simmias.
Nu saa vil han vist og gierne følge mig, sagde So-
crates, baade han og enhver som fortiener dette Navn.
Han vil vel ikke lægge Haand paa sig selv, thi det er,
som enhver veed, utilladeligt.
I det han sagde dette, flyttede han begge Fødder
fra Sengen ned paa Jorden, for i denne Stilling at
fortsætte Samtalen.
Hvorledes, spurgde Cebes, er dette at forstaae?
kiære Socrates! Det er ikke tilladt, siger du, at tage
Livet af sig selv, og dog skal enhver Philosoph gierne
efterfølge en Døende?
Hvorledes? Cebes! spurgde Socrates: Du og
Simmias har begge hørt Philosophen Philolaus. Har
han da ikke sagt Eder noget herom?
Slet intet Udførligt, kiære Socrates!
Nu got! Jeg har hørt adskilligt herom, og vil
gierne meddeele Eder det. Jeg holder for, at den, der
vil reise, har Aarsag til at erkyndige sig nøie om det
Lands Beskaffenhed, hvorhen han tænker at komme, for
at kunne giøre sig rigtig Begreb derom. Denne Sam-
tale er altsaa passende paa mine Omstændigheder, og
hvad vigtigere kunde man vel foretage sig paa denne Dag
til Solens Nedgang?
Hvoraf beviser man, spurgde Cebes, at Selvmord
er utilladeligt? Philolaus og andre Lærere have ofte
indskierpet mig, at det er forbuden; men meere har
ingen sagt mig derom.
Velan! Lad os forsøge, om vi ikke kan bringe no-
get meere derudaf. Hvad meener du, Cebes! Jeg
paastaaer, at Selvmord aldeles i alle muelige Omstæn-
digheder er utilladeligt. Vi veed, at der gives Folk,
for hvilke det var bedre at være død end at leve. Nu
vil det kanskee komme dig fremmed for at det ikke an-
staaer disse Ulykkelige at giøre vel mod sig selv, men at
de skal vente paa en anden godgiørende Haand.
Det maae en Stemme fra Jupiter forklare, sva-
rede Cebes med en behagelig Smiil.
Dog alligevel er det ikke saa vanskeligt, ved Grunde
at bortrydde denne tilsyne værende Urimelighed. Det
som man blandt Hemmelighederne pleier at sige: at
vi Mennesker ere her opstillede ligesom Skild-
vagter, og altsaa ikke før forlade vore poster
førend vi blive afløste, er vist ikke uden Grund, men
kanskee just ikke saa let at begribe. Jeg har dog nogle
Fornuftgrunde, som ikke ere vanskelige at fatte. Jeg
troer, at jeg forud kan sætte dette, som noget Afgiort:
Guderne (dog lad mig nu sige Gud, thi hvem har
jeg at frygte for) Gud er vores Eiendoms-Herre,
vi ere hans Eiendom, og hans forsyn besørger
det som er os tienligt. Ere disse Sætninger ikke
tydelige?
Meget tydelige, svarede Cebes.
En Livegen, som staaer under en god Herres For-
sorg, handler strafværdig, naar han sætter sig imod sin
Herres Hensigter. Ikke saa?
Unægtelig.
Maaskee, naar en Gnist af Retskaffenhed glimrer
i hans Barm, maae det være ham en sand Glæde, ved
sig at see sin Herres Ønske opfyldt, og det saa meget-
meere, som han er overbeviist om sin Herres Sindelav,
at hans eget Beste tager Deel i dette Ønske.
Uforligneligt, kiære Socrates.
Hvad nu? Cebes! da den uskabte Bygmester ind-
rettede det menneskelige Livs konstige Bygning, og satte
et fornuftigt Væsen derind, havde han da gode eller
onde hensigter?
Uden Tvivl gode.
Thi han maatte fornægte sit eget Væsen, det selv-
stændige Gode, naar han ved sin Giøren og Laden kunde
sammenknytte slette Hensigter. Og hvad er en Gud,
der kan fornægte sit eget Væsen?
En Uting, Socrates! en fabelagtig Gud, som det
lettroende Folk paadigter foranderlige Skikkelser. Jeg
erindrer mig meget vel de Grunde, med hvilke du ved
en anden Leilighed har bestridet denne lastværdige Vild-
farelse.
Den samme Gud, Cebes, som har bygget Lege-
met, har og udrustet det med Kræfter, der styrke, op-
holde og bevare det for en alt for tidlig Undergang.
Troer du ikke ogsaa, at de beste Hensigter ere Maalet for
disse Opholdningskræfter?
Hvor kan man andet?
Som redeligsindede Livegne maae det altsaa være
os en hellig Pligt, at lade vores Eiendoms-Herres Hen-
sigter naae deres Maal, ikke paa en voldsom Maade
standse dem i deres Løb, men meget mere lade alle vo-
re frivillige Handlinger paa det Fuldkomneste stemme
overeens dermed.
Derfor har jeg sagt, kære Cebes! at Philosophie
er den fortreffeligste Musik, thi den lærer os at indrette
alle vore Tanker og Handlinger saaledes, at de, saa
meget os mueligt er, fuldkommen kan stemme overeens
med den allerhøieste Eiendoms-Herres Hensigter. Er
nu Musiken en Videnskab, at bringe det Svage i Har-
monie med det Stærke, det Grove med det Kiælne, det
Ubehagelige med det Behagelige; saa kan tilforladelig
ingen Musik være herligere og fortreffeligere, end Philo-
sophien, der lærer os at stemme ikke aleene vore Tan-
ker og handlinger imellem sig selv, men endog de En-
deliges Handlinger med den Uendeliges Hensigter, og
Jordbyggernes Tanker med den Allvidendes Tanker, i en
stor og underfuld Harmonie.
Og skulde vel den forvovne Dødelige driste sig til,
kiære Cebes! at forstyrre denne henrykkende Harmonie?
Han ville fortiene Guders og Menneskers Afskye,
kiære Socrates!
Siig mig og dette, Kiære! Ere ikke Naturens
Kræfter Guddommens Tienere, og fuldføre dens Be-
falinger?
Jo vist!
De ere da og Sandsigere, der forkynde os Guddom-
mens Hensigter meget rigtigere, end Indvoldene af Slagt-
offere; thi det, hvortil de af den Allerhøieste skabte
Kræfter sigte, er uimodsigelig ogsaa hans Beslutning.
Ikke?
Hvem kan vel nægte det?
Saa længe altsaa disse Sandsigere betyde os, at
vores Livs Ophold henhører til Guds Hensigter, ere vi
forpligtede til at indrette alle vore frie Handlinger over-
eenstemmende dermed, og have hverken Føie eller Ret
til at bruge Magt imod vor Naturs Opholdningskræf-
ter, og forstyrre den øverste Viisdoms Tienere i deres
Forretninger. Denne Skyldighed paaligger os saa længe,
til Gud ved de selvsamme Sandsigere sender os den Ud-
trykkelige Befaling, at forlade dette Liv, ligesom han i
Dag har sendt til mig.
Jeg er fuldkommen overbeviist, sagde Cebes, men
jeg begriber nu saa meget mindre, min kiære Socrates!
hvorledes du tilforn har kundet sige, at enhver Philo-
soph maatte gierne ville følge en Døende. Er dette
sandt, som du nu paastod, at vi ere Guds Eiendom,
og at han sørger for vores Beste, saa synes den anden
Sætning urimelig. Hvad? skulle en fornuftig Mand
ikke bedrøves, naar han maae forlade en Overherres
Tieneste, der er hans beste, hans goddædigste Forsør-
ger? Og om han end kunde haabe, ved Døden at blive
frie og sin egen Herre, hvor kan dog den uforstandige
Myndling smigre sig med at være bedre tient med sin
egen end med den allerviiseste Formynders Anførsel?
Jeg skulde meene, at det meget meere var høist
uforstandigt, naar man plat ud vilde sætte sig selv i
Frihed, og ikke taale endog den allerbeste Overherre
over sig. Hvem der har Fornuft, vil altid med For-
nøielse underkaste sig en andens Opsigt, som han tiltroer
bedre Indsigter end sig selv. Jeg ville altsaa bringe
just det Modsatte af din Meening herud. Den Viise,
ville jeg sige, maatte bedrøves, men Daaren glæde sig
naar han skal døe.
Socrates anhørde ham med Opmærksomhed, og
syntes at fornøie sig ved hans Skarpsindighed. Han
vendte sig derpaa til os og sagde: Cebes kan skaffe een
nok at bestille, der vil paastaae noget imod ham. Han
har bestandig Udflugter.
Men, svarede Simmias, denne gang, synes mig at
Cebes ikke har Uret, kære Socrates! Visselig! hvor-
ved kan en viis Mand bevæges til, uden Misfor-
nøielse at unddrage sig den allerhøieste Opsynsmands
goddædige Forsorg? Og om jeg ikke tager feil, Socra-
tes! saa sigter Cebes med sine Indvendinger egentlig
paa den Opførsel, du nu viser, da du saa frimodig, saa
villig ikke aleene forlader os alle, som din Død falder
saa smertelig, men endog unddrager dig saadan en Be-
herskeres Opsyn og Forsorg, hvilken du har lært os at
ære, som det viiseste og beste Væsen.
Saa? sagde Socrates; man har, som jeg hører,
anklaget mig? Jeg maae vel altsaa formelig forsvare
mig?
Gandske vist! sagde Simmias.
Got! blev Socrates ved. Jeg vil stræbe, bedre
at indrette denne min Forsvars Tale, end den jeg har
holdt for mine Dommere.
Hører, Simmias! og du, Cebes! Havde jeg ikke
Haab om, der, hvorhen jeg kommer, først, bestandig
at staae under den samme gode Forsørger, og, for det
andet, der at antreffe de Afdødes Siæle, hvis Omgang
jeg bør foretrække ald jordisk Venskab: saa var det vist en
Daarlighed, saa lidet at agte Døden og villig at løbe den
i Armene. Men nu har jeg den trøsteligste Forhaab-
ning, at jeg ingen af Deelene skal mangle. Det sidste
tør jeg vel ikke med ald Vished paastaae; men at Guds
Forsorg ogsaa da skal regiere over mig, dette, mine
Venner! dette er jeg saa forvisset, saa forsikkret om, som
jeg i min Levetid har været vis paa noget. Derfor
bedrøver det mig ikke heller, at Jeg skal forlade Verden,
thi jeg veed at ikke alting er ude med os ved Døden.
Der følger et andet Liv, og saadant et, der, som et
gammelt Rygte forsikkrer mig, vil blive meget lyksali-
gere for Dydige end for Lastefulde.
Vil du da, kiære Socrates! Sagde Simmias, vil
du da indslutte denne glade Forsikkring i din inderste
Siæl og tage den bort med dig? Eller og unde os en
saa trøstelig Lærdom? Det er billigt at meddeele sine
Venner saa herligt et Gode. Og naar du overtyde os
om denne din Meening, saa er og din Forsvarstale færdig.
Jeg vil forsøge det, svarede han. Dog lad os
først høre Crito, thi det lader som han længe har have
noget at sige.
Jeg? intet, Kiære! svarede Crito.
Manden, som skal bringe dig Giften, lader mig ingen
Roe: Jeg skulle bede dig, ikke at tale saa meget. Man
ophidser sig derved, siger han, og da virker Drikken ikke
saa got. Han har ofte maattet tillave den anden eller
tredie Giftdrik til Folk, der ikke har kundet holde sig
for at tale.
Lad ham, Guds Navn! sagde Socrates, gaae
hen og forrette sit Embede. Han kan holde den anden
Giftdrik færdig, eller den tredie, om han saa synes.
Dette Svar har jeg formodet mig, sagde Crito;
men Manden vil ikke holde op.
O! lad ham være! svarede Socrates. Jeg har
her at giøre Regnskab for mine Dommere, hvorledes et
Menneske, der i Kiælighed til Viisdom har hendrevet
sin heele Levetid, kan i de sidste Timer være fornøiet og
vel tilmode, saasom han efter Døden har den største
Salighed at love sig. Af hvilke Grunde, Simmias og
Cebes! jeg troer dette, vil jeg søge at forklare.
Faa vide maaskee, mine Venner! at den, som gan-
ske har overgivet sig til Kiærlighed for Viisdom, har
anvendt sin ganske Livstid paa at lære at døe og blive be-
kiendt med Døden. Er dette saa: Hvor var det da
ikke urimeligt, at stiile med alle sine Ønsker, alle sine
Bemøielser, paa eet Maal, og dog bedrøves, naar det
længst forønskte Maal endelig var opnaaet?
Simmias loe. Ved Jupiter! Socrates! jeg maae
lee, saa lidet jeg end er oplagt dertil. Hvad du her
siger, er kanskee ikke saa fremmed for Folk, som du mee-
ner. Denne Byes Folk kunne i Besynderlighed sige dig:
at de meget vel vide, at Philosopherne vil lære at døe,
derfor lade de dem og vederfares det som de fortiene og
hvorefter de sigte.
Jeg vil tilstaae dem alle Ting, Simmias! dog det
ikke, at de indsee det. De vide ikke, hvad Døden er,
hvorefter Philosopher tragte, og hvorvidt de fortiene
den. Dog hvad gaaer de os an! Jeg taler nu med
mine Venner.
Er Døden ikke noget, som kan lade sig beskrive og
forklare?
Jo vist! svarede Simmias.
Er den andet end en Skilsmisse imellem Legeme og
Siæl?
Kaldes det ikke at døe, naar Siælen forlader Lege-
met og legemet Siælen, saaledes, at de ingen videre
Foreening have med hinanden, og enhver bliver for sig
selv? Kaldes det ikke at døe? Eller veed du tydeligere
at forklare hvad Døden er?
Nei! Kiære!
Overlæg engang, min Ven! om det og forekommer
dig saaledes som mig. Hvad meener du? Vil den sande
Elsker af Viisdom hænge efter de saa kaldede Vellyster,
og saa besynderlig stræbe efter kostelig Spise og
Drikke?
Intet mindre, svarede Simmias.
Vil han være hengiven til Elskov?
Lige saa lidet.
Og i Henseende til de øvrige Livets Beqvemmelig-
heder? Vil han, for Exempel, i sin Klædedragt see
paa Pragt og Yppighed? eller vil han være fornøiet
med det Nødvendige uden at agte paa det Overflødige?
Hvad man kan undvære, svarede han, bekymrer
den Viise sig intet om.
Vil vi ikke overhovedet sige, blev Socrates ved:
En Philosoph søger at undslaae sig for alle unødvendige
Livets Bekymringer, for med større Opmærksomhed at
kunde passe paa sin Siæl?
Tilforladelig!
Han skiller sig altsaa fra de øvrige Mennesker
deri, at han ikke aldeles lader Livets Sorger paalægge
sit Gemyt Lænker, men søger at afvende sin Siæl fra
Omgang med Legemet.
Det synes saa.
Den største Hob Mennesker, Simmias! vil sige dig,
at den fortiener ikke at leve, der ikke vil nyde Livets Be-
hageligheder. Det kalde de at tragte efter Døden,
naar man afsiger ald sandselig Fornøielse, og afholder
sig fra ald kiødelig Vellyst.
Det er Sandhed, Socrates!
Jeg gaaer nu videre. Hindrer ikke ofte Legemet
den, som elsker Viisdom, i sin Eftertanke? og vil den vel
love sig nogen synderlig Fremgang i Viisdom, der ikke
har lært at ophæve sig over de sandselige Formaale?
Jeg forklarer mig.
Indtrykkene i Synet og Hørelsen ere, saaledes som
de blive os tilsendte fra Formaalene, blot enkelte Følel-
ser og ingen Sandheder, thi disse maae ved Hielp
af Forstanden uddrages deraf. Ikke?
Jo vist!
Som enkelte Følelser maae man heller ikke fuldkom-
men forlade sig paa dem. Og Digterne synge med
Rette: Sandserne forstaae og begribe intet
tydeligt. Hvad vi høre og see, er fuldt af Forvirring
og Dunkelhed. Kan nu disse to Sandser ingen tydelige
Indsigter give os: saa ere de øvrige meget utydeligere
Sandser ikke engang at tænke paa.
Vist ikke.
Hvorledes maae nu Siælen begynde det, naar den
vil komme efter Sandhed? Naar den forlader sig paa
Sandserne, saa er den bedragen.
Rigtig?
Den maa altsaa eftertænke, dømme, slutte, op-
finde: og ved dette Middel, saa meget mueligt, trænge
ind i en Tings sande Væsen.
Ja!
Men naar gaaer Eftertanken best for sig? Jeg
meener, naar vi ligesom ikke føle os selv; naar hver-
ken Syn eller Hørelse, hverken behagelige eller ubeha-
gelige Følelser erindre os om os selv. Da borttager
Siælen sin Opmærksomhed fra Legemet, forlader, saa
meget den kan, dets Selskab, for at samle sig selv og
betragte, ikke det Sandselige i Formaalene, men det
Væsentlige; ikke de Indtryk som de virke i os, men det
som de virkelig indeholde.
Rigtig!
Atter en Leilighed, hvorved den Viises Siæl maae
søge at undgaae Legemet, og afsondre sig derfra saa me-
get som mueligt.
Efter ald Anseende.
For at giøre Sagen endnu tydeligere; Er den al-
lerhøieste Fuldkommenhed en blot Tanke uden no-
get udvortes Formaal, eller betyder den et virkeligt Væ-
sen, som er tilstæde uden for os?
Upaatvivlelig et virkeligt uden for os tilstæde-
værende uindskrænket Væsen, som Tilværelsen fortrin-
ligviis maae tilkomme, kiære Socrates!
Og det allerhøieste Gode og den allerhøieste Viis-
dom? Ere de og noget virkeligt?
Ved Jupiter! Ja! De ere Egenskaber som ere uad-
skillelige fra det allerfuldkomneste Væsen, uden hvilke
det ikke kan have Sted.
Men hvem har lært os at kiende dette Væsen? Med
Legemets Øine have vi dog vel ikke seet det?
Nei vist ikke?
Vi har ikke heller hørt det, ikke følt det. Aldrig
har nogen udvortes Sands bibragt os et Begreb om
Viisdom, Godhed, Fuldkommenhed, Skiønhed, Tæn-
kekraft, og saa videre, og dog veed vi, at disse Ting ere
virkelige uden for os, ja virkelige i den allerhøieste Grad.
Kan ingen forklare os, hvorledes vi ere komne til disse
Begreber?
En Stemme fra Jupiter, kiære Socrates! svarede
Simmias. Jeg vil atter beraabe mig herpaa.
Om vi, mine Venner! hørde i det næste Kammer
en fortreffelig Fløitestemme, ville vi da ikke løbe hen for at
kiende den Fløitespiller, som saa stærkt kunde henrykke
vores Øren.
Maaskee ikke nu, svarede Simmias smilende, da
vi her høre den fortreffeligste Musik.
Naar vi betragte en Malning, blev Socrates ved,
saa ønske vi at kiende den Mesterhaand, som har forfær-
diget den. Nu ligger i os selv det allerfortreffeligste
Billede, som nogentid Guders eller Menneskers Øine har
seet, et Billede paa den allerhøieste Fuldkommenhed,
Godhed, Viisdom, Skiønhed o.s.v., og dog have vi
endnu ikke erkyndiget os om den Maler, der har tegnet
disse Billeder.
Cebes svarede: Jeg erindrer mig engang at have
hørt af Philolaus en Erklæring, som kanskee kan giøre
denne Sag fuldkommen klar.
Vil Cebes, svarede Socrates, ikke lade sine Ven-
ner tage Deel i denne den salige Philolai Efterladenskab?
Naar disse, sagde Cebes, ikke hellere ville høre Er-
klæringen af en Socrates. Dog lad være.
Alle Begreber om ulegemlige Ting, sagde Philo-
laus, har Siælen ikke erlanget ved de udvortes Sandser,
men ved sig selv, da den har beobagtet sine egne Virk-
ninger, og derved lært at kiende sit eget Væsen og sine
Egenskaber.
For at giøre dette tydeligere, har jeg ofte hørt ham
sætte denne Opdigtelse til: Lad os, pleiede han at sige,
laane de tvende Tønder af Homerus, som ligge i Ju-
piters Forsal, men tillige udbede os den Frihed at fylde
dem, ikke med Lykke og Ulykke, men den høire med
virkelig Væsen, og den venstre med Mangel og Uvæsen.
Saa ofte nu Jupiters Almagt vil frembringe en Aand,
saa øser han af begge disse Tønder, kaster et Øiekast paa
den evige Skiebne, og bereder, efter dens Maal, en
Blanding af Væsen og Mangel, som indeholder det
fuldkomne Grundlag til den tilkommende Aand. Der-
udover findes imellem alle Arter af aandelige Væsener
en forundringsværdig Liighed. Thi de ere alle øste af een
og den samme Tønde, og aleene forskiellige i Henseende
til Blandingen. Naar altsaa vores Siæl, der ligeledes
er intet andet end slig en Blanding af Væsen og Man-
gel, beobagter sig selv, saa faaer den et Begreb om
Væsen og deres Grændser, om Formue og
Uformue, Fuldkommenhed og Ufuldkommenhed, om
Forstand, Viisdom, Kraft, Hensigt, Skiønhed, Ret-
færdighed, og tusende andre ulegemlige Ting, om hvilke
de udvortes Sandser ville efterlade os i den dybeste Uvi-
denhed.
Hvor uforlignelig, sagde Socrates. See, Cebes!
du besidder en saadan Skat, og vilde lade mig døe uden
at vise mig den.
Dog lad see, hvordan jeg endnu før Døden kan nyde
den. Philolaus sagde altsaa: Siælen kiender sine
Medaander ved at agte paa sig selv. Ikke?
Jo!
Og den faaer Begreber om ulegemlige Ting, ved
at skille sine egne Kræfter fra hinanden, og, for at
kunne desbedre skille dem fra hinanden, giver enhver
sit Navn?
Rigtig!
Men naar den vil tænke sig et høiere Væsen end
den selv er, som for Exempel en Dæmon, hvem giver
den da Begreber hertil?
Cebes tav og Sorcates blev ved: Har jeg ellers
ret begrebet Philolai Meening, saa kan Siælen snart
aldrig giøre sig, om et høiere Væsen end den selv er,
eller kuns om en høiere Evne end den selv besidder,
et passende Begreb. Men den kan overhovedet meget
vel begribe Mueligheden af en Ting, der har faaet meere
Væsen og mindre Mangel end den selv til Deel, det er,
som er fuldkomnere end den; Eller har du maaskee hørt
det anderledes af Philolaus?
Nei!
Og om det allerhøieste Væsen, om den allerhøieste
Fuldkommenhed har den heller ikke andet end et Glimt
af en Forestilling. Den kan ikke begribe dets Væsen i
sin ganske Omfang*); men den forestiller sig sit eget
*) Nogle Philosopher vil ydmyge os ved den Betragt-
ning, at vi om Gud ikke veed, hvad han er, men
aleene hvad han ikke er, og forestille Sagen ved
en umærkelig Fordreielse saaledes, som om vi aldeles
intet vidste om Gud og hans Egenskaber. Nu er
det ikke at nægte, at vi kan være langt borte fra
det sande Begreb om en Ting, om vi endog veed,
at den er dette og ikke hiint. Men hvor ofte er det
ikke med Grunde bleven anmærket, at vi aleene nægte
det fuldkomneste Væsen Mangel og Indskrænkelser, og
denne Art af Benægtelser er det samme som virkelige
Bekræftelser. At vi undertiden finde for got, næg-
telsesviis at udtrykke Guds Egenskaber, maae vi
egentlig tilskrive Udspringet til vores Begreber om
Gud, da de har vores egne Manglers og Svaghe-
ders Benægtelse til Grund. Det Ord uforan-
derlig f. Ex. er en Benægtelse af en Ufuldkommenhed,
og i Grunden et positiv Begreb, nemlig immer
det samme. Men vi udtrykke dette Begreb næg-
Væsen, det Sande, Gode og Fuldkomne, som den be-
sidder, dette skiller den i Tankerne fra den Mangel og
Uvæsen, hvormed det hos den er beblandet, og kommer
derved til Begreb om en Ting, som er lutter Væsen, lut-
ter Sandhed, lutter Godhed og Fuldkommenhed.
Apollodorus, der hidindtil havde sagte talt alle Socra-
tis Ord efter, faldt her i en Henrykkelse og igientog
telsesviis, som reiser sig af at vi har benægtet den hos
os værende Foranderlighed. I denne Forstand er
altsaa den anførte Sætning ugrundet, thi vores Be-
greber om Gud vise ikke hvad han ikke er, men hvad
han ikke fattes. Vil man nu sige saa meget, at vi
af Guds positive Egenskaber ingen Beskuelse, ingen
selvfølt Forestilling have, saa tilstaaer man dette villig,
dog med Eftergivelse af de Følger, som mange have
villet drage af denne i sig selv uskyldige Sætning.
Det lidet, som er os bekiendt om de guddommelige
Egenskaber, mister derved hverken sin Sandhed eller
Vished, hverken Liv eller Overbeviisning. Kan vi
endskiønt ikke selv føle de guddommelige Fuldkom-
menheders Uendelighed, saa har vi dog ved Betragt-
ning af vores egen inderlige Tilstand lært at kiende
Grundlaget til disse Fuldkommenheder, og den Kund-
skab vi ved ovenmelte Betragtning har erhvervet os
om dette Grundlag, samt, den tilføiede symboliske Af-
sondring af Mangler og Indskrænkelser, giver en stor
Mængde Læresætninger og Følger deres afgiorte Vis-
hed. Saunderson havde ingen selvfølt Forestilling
om Lyset; men den almindelige Lighed, som Synet
har med de øvrige Sandser, giorde det mueligt, ved
Ord at bibringe ham nogle Kiendetegn paa Lysstraa-
lerne; og den ganske Theorie om Optiken, som han
af disse Grundbegreber forklarede sine Tilhørere, var
ikke desmindre uomstødelig.
lydelig: som er lutter Væsen, lutter Sandhed,
lutter Godhed, lutter Fuldkommenhed.
Socrates blev ved: Seer I, mine Venner! hvor
vidt den, som elsker Viisdom, maae afsondre sig fra
Sandserne og deres Formaal, naar den vil begribe det
som er sand Lyksalighed at begribe, det høieste og fuld-
komneste Væsen. I denne Tankejagt maae Han lukke
Øien og Øren, lade Smerte og sandselig Fornøielse være
langt borte fra sin Agtsomhed, og, hvis det var mue-
ligt, ganske forglemme sit Legeme, for desto eenligere
at indskrænke sig ganske til sine Siæls Kræfter og de-
res indvortes Virksomhed.
Legemet er Fornuften ved denne Undersøgelse ikke
aleene et unyttigt men endog et besværlige Selskab. Thi
nu søger den hverken Farve eller Størrelse, hverken
Tone eller Bevægelse, men en Ting, som har alle mue-
lige Farver, Størrelser, Toner og Bevægelser, og,
som endnu meere er, der forestiller sig paa det tydeligste
alle muelige Aander og kan frembringe dem i alle rime-
lige Ordener. Hvor ubeqvemt et Selskab er ikke Le-
gemet paa denne Reise?
Hvor høit! raabde Simmias, men tillige hvor sandt!
De virkelige Philosopher, sagde Socrates, som
tage disse Grunde Overveielse, kunne ikke andet end være af
samme Meening, og den eene sige til den anden: See!
her er en Irrvei, der immer fører os bort fra Maalet,
og giør alt vort Haab til intet. Vi ere forsikkrede om,
at Sandheds Kundskab er vort eeneste Ønske. Men
saa længe vi slæbe os omkring med dette Legeme, saa
længe vores Siæl endnu er behæftet med denne jordiske
Syge, kan vi umuelig smigre os med at see dette Ønske
ganske opfyldt. Vi må søge Sandheden. Des-
værre! Legemet lader os kun liden Roe til dette vigtige
foretagende. I Dag fordrer dets Underholdning vor
ganske Bekymring i Morgen anfaldes det af Syg-
domme, som atter forstyrre os; derpaa følge andre Le-
gems Nødvendigheder, Kierlighed, Frygt Begiering-
er, Ønsker, Griller og Daarligheder, som uophørlig
adsprede os, som lokke vore Sandser fra een Forsæn-
gelighed til en anden, og lade os forgiæves hungre ef-
ter det sande Formaal af vore Ønsker, efter Viisdom.
Hvem ophidser Krig, Oprør, Striid og Ueenighed
iblandt Menneskene? Hvem andet, end Legemet og
dets umættelige Begierligheder. Thi Vindesyge er Mo-
der til alle Uroligheder, og aldrig ville vor Siæl være
gierrig efter Eiendomme, hvis den ikke havde at sørge
for Legemets hungrige Begierligheder. Saaledes ere
vi den meeste Tid beskiæftigede, og have sielden Rolighed
til Philosophie. Endelig, faaer man endog nogensinde
en rolig Time, og bereder sig da til at omarme Sand-
heder, saa staaer dog altid denne vor Lyksaligheds For-
styrrer, Legemet, os i Veien, og anbyder os sin Skygge
i Stedets for Sandheden. Sandserne foreholde os,
imod vores Villie, deres Syns Billeder, og opfylde vor
Siæl med Forvirring, Dunkelhed, Ladhed og Daarlig-
hed: og man skal da kunde i dette almindelige Oprør
grundig eftertænke noget og opnaae Sandheden? Umue-
ligt! Vi maae altsaa vente paa de salige Øieblikke, i
hvilke Stilhed uden for os og Roe inden i os forskaf-
fer os den Lykke, aldeles at slaae Legemet af vore Tan-
ker, og med Siælens Øine see hen efter Sandheden.
Men hvor sieldne og hvor korte ere ikke disse salige Øieblikke.
Vi see jo tydelig, at vi ikke kan opnaae vore Øn-
skers Maal, Viisdom, førend efter vores Død; I
Livet er dertil intet Haab. Thi kan ellers Siælen, saa
længe den boer i Legemet, ikke tydelig kiende Sandhe-
den, saa maae vi fastsætte et af disse tvende: enten,
vi vil aldrig komme til at kiende den, eller, vi vil først
efter Døden komme saa vidt, eftersom Siælen da forla-
der Legemet, og formodentlig meget mindre vil blive op-
holdt i Fremgang til Viisdom. Men vil vi i dette
Liv forberede os til hiin salige Kundskab, saa maae vi
imidlertid ikke tilstaae vort Legeme meere end hvad Nød-
vendighed udfordrer; vi maae afholde os fra dets Be-
gieringer og Lyster, og øve os, saa ofte mueligt, i
Eftertanke, indtil det vil behage den Allerhøieste at
sætte os i Frihed. Da kan vi haabe, befriede fra
Legemets Daarligheder, med reene og hellige Sandser
at beskue Sandhedens Kilde, det allerhøieste og fuld-
komneste Væsen, i det vi maaskee see andre ved Siden
af os at nyde samme Lyksalighed.
Disse Taler, min kiære Simmias, maae de sande
Videbegierlige idelig føre med hinanden, naar de tale
sammen om deres Anliggender; og denne Meening maae
de og, saavidt jeg troer, have; eller synes du ander-
ledes?
Vist ikke! kiære Socrates.
Naar altsaa dette er, min Kiære! har da ikke saa-
dan een, som i Dag efterfølger mig, stort Haab om,
bedre end nogen andensteds at erlange der, hvorhen han
kommer, det, hvorefter han i det nærværende Liv saa me-
get har tragtet?
Jo vist!
Jeg kan altsaa med god Forhaabning tiltræde min
Reise i Dag, og enhver Sandhedselsker med mig,
naar han kun betænker, at ham uden Renselse For-
beredelse ingen frie Udgang til Viisdommens Hemmelig-
heder bliver tilladt.
Det kan man ikke nægte, svarede Simmias.
Men Renselsen er intet andet end Siælens Afson-
drelse fra det Sandselige, og vedholdende Øvelse i
selv at anstille Betragtninger over Siælens Væsen og
Egenskaber, uden deri at lade sig bedrage af noget, der
ikke er Siælen; med eet Ord: den Bestræbelse saavel i
dette som i det tilkommende Liv, at befrie Siælen fra
Legemets Baand og Lænker, paa det den uforhindret kan
betragte sig selv og derved komme til Sandheds Kund-
skab.
Tilforladelig!
Legemets Skilsmisse fra Siælen kalder man Dø-
den.
Rigtig.
De sande Elskere af Viisdom anvende altsaa ald op-
tænkelig Fliid paa, saa meget som de kan at nærme sig
til Døden og lære at døe. Ikke saa?
Det synes saa.
Var det nu ikke høist rimeligt, naar et Menneske,
der i sin heele Levetid intet havde lært uden den Kunst at
døe, naar saadan een, siger jeg, tilsidst vilde bedrøves,
naar han saae Døden nærme sig? var det ikke lat-
terligt?
Ufeilbarlig!
Altsaa, Simmias! maae Døden aldrig forekomme
den sande Philosoph skrækkelig, men altid være ham
velkommen. Legemets Selskab er ham ved alle Lei-
ligheder besværligt! Thi naar de vil opfylde den sande
Hensigt med deres Tilværelse, saa maae de søge at skille
Siælen fra Legemet og ligesom forsamle den i sig selv.
Døden er denne Skilsmisse, denne længstforønskte Be-
frielse fra Legemets Selskab. Hvilken Urimelighed alt-
saa, ved dens Nærmelse at zittre, at bedrøves! Trøste-
fulde og glade maae vi meget meere reise derhen, hvor vi
har Haab om at omarme vores Kierlighed, jeg meener
Viisdommen, og blive løs fra det tunge og besværlige
Selskab, der har foraarsaget os saa megen Kummer.
Hvad? Endog ringe og uvidende Folk, fra hvilke Dø-
den har røvet deres Beherskerinder, deres Koner eller
deres Børn, ønske i deres Bedrøvelse intet høiere, end
at forlade denne Oververden, og at kunde nedstige til
Formaalene for deres Kiærlighed eller deres Begierlig-
heder: og disse, som have vis Forhaabning om, ingensteds
at see dette deres Kiærligheds Formaal i den Glands, som
i hiint Liv, disse ere fulde af Angest? disse bæve? og
tiltræde ikke meget meere Reisen med Glæde? O nei!
Kiære! intet er urimeligere end en Philosoph, som fryg-
ter for Døden.
Ved Jupiter! Ypperligt! raabde Simmias.
At zittre og være fuld af Angest, naar Døden vin-
ker, er dette ikke et ubedrageligt Kiendetegn paa, at
man ikke elsker Viisdom, men Livet, Formue, Ære,
eller og alle tre Ting tilsammen?
Gandske ubedrageligt.
Paa hvem passer den Dyd, som vi kalde Mandhaf-
tighed, sig bedre, end paa en Philosoph?
Paa ingen.
Og Maadelighed, denne Dyd, som bestaaer i en Fær-
dighed at kunde tæmme sine Begierligheder, at være
indgetogen og sædelig i sin Giøren og Laden, maae den
ikke fornemmelig søges hos den, der foragter sit Legeme og
blot lever og arbeider i Philosophien?
Nødvendig!
Alle øvrige Menneskers Mandhaftighed og Maade-
lighed vil synes dig urimelig, naar du betragter den
nærmere.
Hvi saa? Socrates!
Du veed, sagde han, at de fleeste Mennesker hol-
de Døden for et stort Onde.
Rigtig!
Naar altsaa disse saa kaldede tappre og mandhaf-
tige Folk døe uforskrækkede, saa skeer det blot af Frygt
for et endnu større Onde.
Det er sandt.
Altsaa ere alle Mandhaftige, undtagen Philosopher,
blot af Frygt uforskrækkede. Men er ikke et uforsagt
Mod af Frygt noget høist urimeligt?
Det er ikke at nægte.
Med Maadelighed har det samme Beskaffenhed.
Blot af Umaadelighed leve de Maadelige og Afholdne.
Man skulle holde det for umueligt, og dog indtreffer det
fuldkommen hos denne ufornuftige Maadelighed. De
afholde sig fra visse Vellyster for desto meere uforstyrrede
at kunne nyde andre, hvorefter de ere gierrige. De bli-
ve Herrer over hiine, fordi de ere Slaver af disse.
Spørg dem ad, de vil vist sige dig, at det er Umaade-
lighed at lade sig beherske af sine Begierligheder. Men
selv have de ikke erlanget Herskab over visse Begier-
ligheder paa anden Maade, end ved at blive Slaver
af andre, der endda ere forderveligere. Er nu det
ikke i visse Maader af blot Umaadelighed at være af-
holden?
Efter ald Anseende.
Min dyrebare Simmias! At ombytte Vellyst for
Vellyst, Smerte for Smerte, Frygt for Frygt, og lige-
som indvexle mange smaa Mynter for een stor; det er
ikke Veien til den sande Dyd. Den eeneste Mynt, som
gielder, og hvorfor man maae bortgive alt andet, er
Viisdom. Med denne anskaffer man sig alle de andre
Dyder: Tapperhed, Maadelighed, Retfærdighed.
Overhoved, ved Viisdom har man sand Dyd, sand
Herskab over alle Begierligheder, ald Væmmelse og alle
Lidenskaber; men uden Viisdom erlanger man intet
uden en Ombyttelse af Lidenskaber mod en bedrøvelig
Skyggedyd, der maae giøre Slavetieneste for Lasterne,
og fører selv intet Sundt eller Sandt med sig. Den sande
Dyd er, at hellige sine Sæder, rense sit Hierte, og ikke
ombytte sine Begierligheder. Retfærdighed, Mandhaf-
tighed, Viisdom, bør ikke forvexles med Laster. Vore
Forfædre, der have indstiftet Teleterne eller de fuldkom-
ne Forsoningsfester, maae, efter ald Anseende, have
været viise Mænd: thi de have ved denne mørke og ufor-
staaelige Forretning villet lade forstaae, at hvem som
uforsonet og vanhellig forlader denne Oververden, har
den allerhaardeste Straf at udstaae; men de Rensede
og Forsonede skal efter deres Død boe iblandt Guderne.
De, som omgaaes med disse Forsoningshemmeligheder,
pleie at sige: Der gives mange, som bære Thyr-
fus, men faa Begeistrede; og efter min Meening for-
staaer man ved de Begeistrede dem, der have helliget sig
til den sande Viisdom. Jeg har i min Livstid intet
sparet, men uafladelig stræbt efter at blive en af disse
Begeistrede; om mine Bestræbelser have været frugtes-
løse, eller hvorvidt mit Forehavende er gelinget mig,
skal jeg best erfare der, hvorhen jeg kommer, og, hvis
Gud vil, om kort Tid.
Dette er mit Forsvar, Cebes og Simmias! hvor-
for jeg uden Bedrøvelse forlader mine beste Venner her
neden, og zittrer saa lidet ved min Dødstimes Nær-
melse. Jeg troer der at finde bedre Venner og et
bedre Liv, end de jeg her forlader, saa lidet endog dette
vil finde Bifald hos den almindelige Hob.
Har nu denne min Forsvarstale fundet bedre Ind-
gang end hiin, som jeg holdt for Dommerne i Staden,
saa er jeg fornøjet.
Socrates havde udtalt, og Cebes tog Ordet: Det
er sandt, Socrates, at du har fuldkommen retfærdig-
giort dig; men det, som du paastaaer om Siælen, vil
forekomme mange utroligt; thi de holde i Almindelig-
hed for, at Siælen er ingensteds meer at finde, saasnart
den forlader Legemet, men bliver strax efter Menne-
skets Død opløst og tilintetgiort. Den stiger, som en
Dunst, en fiin Damp, af Legemet i den øverste Luft,
hvor den forgaaer og fuldkommen ophører at være til.
Kunde det blive afgiort, at Siælen kan bestaae for sig
selv, uden nødvendig at være forbunden med dette Le-
geme; saa havde de Forhaabninger, som du nu give mig, en
ikke ringe Sandsynlighed; thi saasnart det kan blive bedre
med os efter Døden, saa har og den Dydige grundig For-
haabning til at det vil blive bedre med ham. Men
Mueligheden selv er vanskelig at begribe, at Siælen
endnu efter Døden skulle kunde tænke, endnu have Villie
og Forstands Kræfter. Dette altsaa, kiære Socrates,
udfordrer endnu noget Beviis.
Du har Ret, Cebes! svarede Socrates. Men
hvad er der at giøre? skal vi overlægge, om der er no-
get Beviis at finde eller ikke?
Jeg er meget begierlig, sagde Cebes, til at for-
nemme dine Tanker herom.
I det mindste, svarede Socrates, kan dog den, som
hører vores Samtale, om han endog er en Comoedie-
skriver, ikke forekaste mig, at jeg beskieftiger mig med
Griller, der hverken ere nyttige eller vigtige. Den
Undersøgelse, som vi nu har for, er meget meere saa vig-
tig, at enhver Digter gierne ville tillade os at an-
raabe en Guddoms Bistand, førend vi skride til
Verket.
Her tav han og sad en kort Tid fordybet i Tanker;
endelig sagde han: Dog, mine Venner! med reene
Hierter at søge Sandheden, er den værdigste Maade
at paakalde den eeneste Guddom paa, der kan giøre os
Bistand. Altsaa til Sagen! Døden, Cebes! er en na-
turlig Forandring af den menneskelige Tilstand, og nu
vil vi undersøge, hvad der ved denne Forandring fore-
gaaer, saavel med Menneskets Legeme, som med Siæ-
len. Ikke saa?
Rigtig!
Skulle det ikke være raadeligt, først overhoved at
udforske, hvad en naturlig Forandring er, og hvorledes
Naturen pleier at frembringe sine Forandringer, ikke
aleene i Hensigt til Menneskene, men endog i Hensigt
til Planter og livløse Ting? Mig tykkes, at vi paa
denne Maade vil komme nærmere til vores Maal.
Indfaldet synes ikke at være saa slet, sagde Cebes;
vi maae altsaa for det første søge en Forklaring paa, hvad
Forandring er.
Mig synes, blev Socrates ved, at vi sige, en
Ting har forandret sig, naar af tvende modsatte Be-
stemmelser, som kan passe sig paa Tingen, den eene
ophører og den anden begynder at blive virkelig, f. Ex.
skiøn og heslig, retfærdig og uretfærdig, god og ond,
Dag og Nat, sove og vaage; er det ikke modsatte Be-
stemmelser, som ere muelige hos een og den samme
Ting?
Jo!
Naar en Rose visner og taber sin skiønne Gestalt:
siger man da ikke, den har forandret sig?
Ganske rigtig!
Og naar en uretfærdig Mand vil forandre sin Leve-
maade, maae han da ikke antage den modsatte, og
blive retfærdig?
Hvad andet?
Ogsaa omvendt; naar noget ved en Forandring skal
opstaae, saa maae nødvendig det Modsatte tilforn have
været der. Saaledes bliver det Dag, naar det tilforn
har været Nat, og igien Nat efterat det tilforn har væ-
ret Dag; en Ting bliver skiøn, stor, svær, anseelig
o.s.v., efterat den tilforn har været heslig, liden,
let og uanseelig. Ikke saa?
Jo!
En Forandring er altsaa overhoved intet andet end
en Afvexling af de modsatte Bestemmelser, som ere
muelige hos een Ting. Vil vi være fornøiede med den-
ne Forklaring? Cebes synes endnu ikke at være for-
noiet.
Kun Smaating, kiære Socrates! Det Ord mod-
satte giver mig nogen Eftertanke. Jeg skulle ikke troe,
at en ganske modsat Tilstand kunde umiddelbar følger
paa en anden.
Rigtig! svarede Socrates. Vi see og, at Naturen
i alle sine Forandringer veed at finde en Middeltilstand,
der tiener den ligesom til Overgang fra een Tilstand til-
den modsatte. Natten, for Ex., følger paa Dagen for-
medelst Aftentusmørket, ligesom Dagen paa Natten
formedelst Morgentusmørket. Ikke saa?
Ganske rigtig!
Det Store i Naturen bliver lidet formedelst den
bestandige Aftagelse, og det Lille igien stort formedelst
Tilvexten.
Rigtig!
Naar vi og i visse Tilfælde ikke have givet denne-
Overgang noget besynderligt Navn: saa er det dog ikke
at tvivle paa, at den jo virkelig er tilstæde, naar een
Tilstand paa en naturlig Maade skal afvexle med dens
modsatte: thi, maae ikke en Forandring, der skal være
naturlig, blive frembragt ved de Kræfter, som er lagt
i Naturen?
Hvor kunde den ellers kaldes naturlig?
Men disse oprindelige Kræfter ere stedse virksomme,
stedse levende, thi om de endog ikkuns et Øieblik sov
ind, saa ville intet andet end Almagten kunde opvække
dem til Virksomhed. Men hvad aleene Almagten kan
giøre, vil vi kalde det naturligt?
Hvor kunde vi det? svarede Cebes.
Altsaa, Kiære! hvad de naturlige Kræfter nu frem-
bringe, det har de allerede for længe siden arbeidet paa;
thi de har aldrig været ledige, aleene deres Virkning
er først efterhaanden bleven synlig. Den Kraft i Na-
turen f. Ex. som forandrer Dagens Tider, arbeider
allerede paa, efter nogen Tid at bringe Natten paa Ho-
rizonten, men de tage deres Vei igiennem Middag og
Aften, som er Overgangen fra Dagens Fødsel til
dens Død.
Rigtig!
I Søvnen selv arbeider allerede Levekræfterne paa
den tilkommende Opvaagnelse; ligesom de i den vaagende
Tilstand forberede den tilkommende Søvn.
Det er ikke at nægte.
Og overhoved, naar een Tilstand paa en natur-
lig Maade skal følge efter Den modsatte, som det skeer
ved alle naturlige Forandringer, saa maae de stedse virk-
somme Naturkræfter allerede tilforn have arbeidet paa
denne Forandring, og ligesom giort den foregaaende
Tilstand svanger med den tilkommende. Følger ikke
heraf, at Naturen maae tage enhver Mellemtilstand
med, naar den vil afløse een Tilstand med sin mod-
satte?
Ganske unægtelig!
Betænk dig vel, min Ven! at der siden ikke skal
opkomme nogen Tvivl, naar du fra Begyndelsen har
eftergivet alt for meget. Vi udfordre til enhver na-
turlig Forandring tre Ting: En foregaaende Tilstand
hos Tingen, som skal forandres; Een derpaa følgende,
som er modsat hiin; og en Overgang, eller de imellem
begge liggende Beskaffenheder, der ligesom Baner Natu-
ren Veien fra den eene til den anden. Tilstaaer du
det?
Ja, ja! raabde Cebes. Jeg seer ikke, hvorledes
man kan tvivle paa denne Sandhed.
Lad see! sagde Socrates videre, om følgende vil
forekomme dig ligesaa unægteligt. Mig synes: intet
Foranderligt kan i noget Øieblik blive uforan-
dret; men, i det Tiden bestandig uden Ophør iiler
fort, og idelig sender det Tilkommende tilbage til det
Forbigangne, saa forvandler den og tillige alt Foran-
derligt, og viser det hvert Øieblik under en nye Skik-
kelse. Er du ikke og af denne Meening? Cebes!
Den er i det mindste sandsynlig.
Mig forekommer den uimodsigelig. Thi alt Foran-
derligt, naar det er en Virkelighed og ikke et blot Be-
greb, maae have en Kraft til at giøre noget, og en Be-
qvemhed til at lide noget. Enten den nu giør eller li-
der, saa bliver der noget andet af den, end den forhen
har været; og da Naturkræfterne aldrig ere i Rolighed
hvad kunde davel standse Forgiengelighedens Strøm et
eeneste Øieblik i sit Løb?
Jeg er overtydet.
Det giør intet Skaar i denne Sætnings Sandhed,
at visse Ting ofte forekomme os en lang Tid uforan-
drede; En Lue synes os bestandig at være den samme,
og dog er den intet andet end en Ildstrøm, der af et
brændende Legeme uden Ophold stiger i Veiret, og bli-
ver usynlig. Farverne synes som oftest for vore Øine
uforanderlige, og dog afvexle deri bestandig nye Soel-
straaler med de forrige. Men naar vi søge Sandhe-
den, saa maae vi bedømme Tingene efter Virkelighed,
og ikke efter det Indtryk de giøre i vore Sandser.
Ved Jupiter! tog Cebes Ordet, dennes Sandhed
aabner os en ligesaa nye som indtagende Udsigt i Tin-
genes Natur. Mine Venner! blev han ved, idet han
vendte sig til os: Anvendelsen af denne Lære paa vores
Siæls Natur synes at love os de vigtigste Følger.
Jeg har endnu en eeneste Sætning at sende forud,
sagde Socrates, førend jeg kommer til denne Anven-
delse. Det Foranderlige, har vi tilstaaet, kan intet
Øieblik blive uforandret; men, ligesom den forgangne
Tid bliver ældre, saa voxer og den ved hinanden hæn-
gende Række af Forandringer, som har været der. Be-
tænk nu, Cebes! følge Øieblikkene af Tiden i en af-
brudt eller uafbrudt Række efter hinanden?
Jeg begriber ikke, sagde Cebes, hvad du vil sige.
Lignelser vil giøre dig mine Tanker tydeligere: Over-
fladen af det stille Vand synes at gaae fort i eet, og en-
hver liden Draabe Vand at have fælles Grændser med de
andre, som ere omkring den; da derimod en Sand-
bakke bestaaer af mange smaa Korn, hvoraf ethvert
har sine egne Grændser. Ikke?
Jo! det er begribeligt.
Naar jeg udtaler det Ord Cebes, følger her da
ikke to bemærkelige Stavelser paa hinanden, imellem
hvilke ingen tredie er at antreffe?
Rigtig!
Altsaa det Ord Cebes gaaer ikke i eet frem, men
Stavelserne, hvoraf det bestaaer, følge i en uafbrudt
Forbindelse paa hinanden, og enhver har sine egne
Grændser.
Rigtig.
Men i det Begreb, som min Siæl forbinder med
dette Ord, gives og deri Deele der have deres egne
Grændser?
Mig synes Nei!
Ganske rigtig! thi alle Deele og Kiendemærker paa
et sammensat Begreb flyde saaledes i hinanden, at in-
gen Grændser lade sig angive, hvor denne ophører og
hiin begynder, de udgiøre altsaa tilsammen et uafbrudt
Ganske; da derimod enhver Stavelse har sine bestemte
Grændser, og mange af dem, som komme sammen,
udgiøre et Ord, og følge i en uafbrudt Række paa
hinanden.
Dette er fuldkommen tydeligt.
Jeg spørger altsaa om Tiden: Er den at sætte
i Ligning med det udtalte Ord eller et Begreb? Føl-
ger dens Øieblikke i en uafbrudt eller afbrudt Orden hin-
anden?
I en uafbrudt, svarede Cebes.
Tilforladelig! sagde Simmias, thi ved Følgen af
vore Begreber kiende vi jo Tiden; hvor er det altsaa
mueligt, at Følgernes Natur i Tiden og Begreberne
ikke skulle være eens?
Tidens Deele, blev Socrates ved, gaae altsaa i
eet fort og have fælles Grændser?
Rigtig?
Den mindste lille Deel af Tiden er saadan en Følge
af Øieblikke, der lader sig endnu deele i mindre Deel,
som dog immer beholde alle Tidens Egenskaber. Ikke
saa?
Det synes saa.
Der gives altsaa ikke to Øieblikke, der ere hinan-
den de nærmeste, det er, imellem hvilke et tredie ikke
lader sig tænke?
Dette er en Følge af det vi tilforn have tilstaaet.
Gaaer Bevægelser og overhovedet alle Forandringer
i Naturen ikke fort i lige Skridt med Tiden?
Jo!
De følge altsaa ligesom Tiden i en uafbrudt Forbin-
delse paa hinanden?
Rigtig!
Der gives altsaa ikke heller to Beskaffenheder, som
ere hinanden de nærmeste, det er, imellem hvilke ikke
en tredie er at finde?
Det synes.
Vore Sandser forekommer det vist nok undertiden,
som Tingenes Forandringer skeede rykviis, da vi ikke
fornemme dem førend efter mærkelige Mellemrum;
men Naturen gaaer ikke desmindre sin Vei, forandrer
Tingen bestandig og i en uafbrudt Følge paa hinanden.
Den mindste Deel af denne Følge er selv en Følge af
Forandringer; og man maae sætte to Beskaffenheder saa
tet ved hinanden, som man vil, saa gives der dog im-
mer en Overgang derimellem, som forbinder dem med
hinanden, og ligesom viser Naturen Veien fra den eene
til den anden.
Jeg begriber det meget vel, sagde Cebes?
Mine Venner! raabde Socrates, nu er det Tid
at nærme os til vores Forehavende. Vi har samlet
Grunde, som skal stride for vores Evighed, og jeg lover
mig en vis Seier. Men vil vi ikke, efter Feldtherrer-
nes Sædvane, førend vi komme til Trefning, nok
engang oversee vores Magt, for desto nøiere at lære at
kiende dens Styrke og Svaghed?
Apollodorus bad meget om en kort Igientagelse.
Sætningerne, sagde Socrates, hvis Rigtighed vi
nu ikke meere drage i Tvivl, ere disse:
1) Til enhver naturlig Forandring udfordres tre
Ting. a) En Tilstand hos en foranderlig Ting,
som ophører. b) En anden Tilstand, der skal
betræde den forriges Sted, og c) enten Mellem-
tilstand eller Overgang, at Forandringen ikke skal
skee pludselig, men langsom.
2) Hvad som er foranderligt, bliver intet Øieblik
uden virkelig at forandres.
3) Tidens Følge gaaer i eet fort, og der gives ikke
to Øieblikke, som ere hinanden de nærmeste.
4) Forandringernes Følge stemmer overeens med
Tidens Følge, og er ligeledes saa uafbrudt, saa
sammenhængende, at man ikke kan angive nogen
Beskaffenheder, der ere de nærmeste ved hin-
anden, eller imellem hvilke en Overgang ikke
kunde finde Sted.
Ere vi ikke blevne eenige om disse Punkter?
Jo! sagde Cebes.
Liv og Død, kiære Cebes! blev Socrates ved, ere
modsatte Beskaffenheder: Ikke saa?
Jo vist!
Og det, at døe, en Overgang fra Livet til Døden?
Rigtig!
Denne store Forandring treffer formodentlig Siælen
ligesaa vel som Legemet: Thi begge disse Væsener stode
i dette Liv i den nøieste Forbindelse.
Efter ald Anseende.
Hvad der efter denne vigtige Begivenhed foregaaer
med Legemet, kan Erfarenhed lære os; Thi det Ud-
strakte bliver tilstæde ved vores Sandser; men hvordan,
hvor, og hvad Siælen efter dette Liv skal blive, maae
blot ved Fornuften afgiøres; Thi Siælen har ved Dø-
den mistet det Middel, at være tilstæde ved de menne-
skelige Sandser.
Rigtig!
Vil vi ikke, dyrebare Venner! først forfølge det
Synlige igiennem alle sine Forandringer, og dernæst,
hvor det er mueligt, sammenligne det Usynlige med det
Synlige?
Det synes at være den beste Vei, vi kan begive os
paa, svarede Cebes.
I ethvert dyrisk Liv, Cebes! foregaaer bestandig
Adskillelser og Sammensætninger, som sigte til den dyriske
Maskines deels Opholdelse, deels Undergang. Død
og Liv begynde ved Dyrets Fødsel strax ligesom at
kiempes med hinanden.
Det viser den daglige Erfarenhed.
Hvad kalde vi den Tilstand, spurgde Socrates,
hvori alle Forandringer, der foregaae hos den levende
Maskine, meere sigte til Legemers Velstand end dets
Undergang? Kalde vi den ikke Sundhed?
Hvad andet?
Derimod blive de dyriske Forandringer, som for-
aarsage den store Maskines Opløsning, formeerede ved
Sygdom, eller og ved Alderdom, som kan kaldes den
naturligste Sygdom.
Rigtig!
Fordervelsen tager igiennem umærkelige Grader ef-
terhaanden til; Endelig nedfalder Bygningen og oplø-
ser sig i de mindste Deele. Men hvad skeer? Hører
disse Deele op at blive forandrede? hører de op at
virke og at lide? Gaae de ganske forlorne?
Det synes Nei, svarede Cebes.
Umueligt! kiære Ven! blev Socrates ved, saa-
fremt det er sandt, som vi ere blevne eenige om: Thi gives
der vel en Mellembeskaffenhed imellem at være og ikke
være?
Aldeles ikke.
At være og ikke være er altsaa to Beskaffenheder,
der umiddelbar følge paa hinanden, som maae være
hinanden de nærmeste; Men vi have seet, at Naturen
ingen slige Forandringer, der maae skee pludselig og
uden Overgang, kan frembringe. Erindrer du dig vel
endnu denne Sætning?
Meget vel, sagde Cebes.
Altsaa kan Naturen hverken tilveiebringe en Tilvæ-
relse eller en Tilintetgiørelse.
Rigtig!
Altsaa gaaer der ved det dyriske Legemes Opløsning
intet forloren. De affaldne Deele blive ved at være
til, at virke, at lide, blive sammensatte og adskilte,
indtil de igiennem uendelige Overgange blive forvand-
lede til Deele af en anden sammensat Ting. Meget
bliver til Støv, meget til Fugtighed; denne stiger i
Luften, hiin gaaer over til en Plante, vandrer fra
Planten i et levende Dyr, og forlader Dyret for at
tiene Ormene til Underholdning. Stemmer dette ikke
overeens med Erfaringen?
Fuldkommen, kiære Socrates! svarede paa eengang
Cebes og Simmias.
Vi seer altsaa, mine Venner! at Død og Liv, for
saavidt de angaae Legemet, ikke saa meget ere adskilte i
Naturen, som det synes for vore Sandser. De ere
Leede i en stedsevarende Række af Forandringer, der ved
en trappeviis Overgang ere paa det nøieste forbundne
med hinanden. Der gives intet Øieblik, da man, ef-
ter ald Strenghed, kan sige: Nu døer dette Dyr;
Lige saalidet kan man og, efter ald Strenghed, sige;
Nu blev det sygt eller nu blev det igien friskt.
Vist nok maae Forandringerne forekomme vore Sand-
ser som adskilte, eftersom de ikke førend efter en rum
Mellemtid blive kiendelige for os; men nok, vi veed,
at de virkelig ikke kan være det.
Jeg betænker mig nu paa en Lignelse, som kan op-
løse denne Sætning: Vore Øine, der ere indskrænk-
kede til en vis Jordstreg, giøre meget tydelig Forskiel
paa Morgen, Middag, Aften og Midnat, og det fo-
rekommer os som om disse Tidspunkter ere adskilte og
afsondrede fra de øvrige. Men hvem der betragter den
ganske Jordklode, indseer lettelig, at Dagens og Nat-
tens Omveltninger hænge idelig af hinanden, og at
altsaa ethvert Øieblik af Tiden er paa eengang Morgen,
Aften, Middag og Midnat.
Homer har, aleene som Digter, den Frihed, at
inddeele sine Guders Forretninger efter Dagens Tider,
ligesom om Dagens Tider vare virkelig adskilte Epocher
for enhver, der ikke er indskrænket inden for en snever
Cirkel af Jordkloden, og det ikke meget meere var paa
alle Tider saavel Morgen som Aften. Det er Digterne
tilladt, at tage den udvortes Anseelse for Sandheden;
men for at følge Sandheden, saa maatte Aurora med
sine Rosenfingre bestandig holde Himlens Porte aabne,
og uophørlig slæbe sin guule Kappe fra et Sted til et
andet; Ligesom Guderne, hvis de aleene ville sove
om Natten, entet slet intet eller og bestandig maatte
sove.
Saaledes lader og, i det Heele betragtet, Dagene
i Ugen sig ikke adskille, thi det Uafbrudte og Sammen-
hængende lader sig ikkun i Indbildningen og ved Sand-
sernes Blendeverk adskille i bestemte og afsondrede
Deele; men Forstanden indseer meget vel, at man ikke
maae blive staaende der, hvor ingen virkelig Afdeeling
er. Er dette tydeligt? mine Venner!
Meget tydeligt, svarede Simmias.
Med Dyrenes og Planternes Liv og Død forhol-
der det sig ligeledes. I Følgen af de Forandringer, som
den selvsamme Ting har lidt, begynder efter vore
Sandsers Dom , da først en Epoche, hvor Tingen som
Plante eller Dyr allerførst er faldet os i Sandserne, og
det kalde vi Plantens Udspring og Dyrets fødsel.
Den anden Tidspunkt, da, naar Dyrenes og Planter-
nes Bevægelser unddrage sig vore Sandser, kalde vi
Døden, og den tredie, naar endelig Dyrenes og Plan-
ternes Skikkelser forsvinde og blive usynlige, kalde vi
Undergang, Dyrets eller Plantens Forraadnelse. Men
i Naturen ere disse Forandringer Leeder af en uafbrudt
Kiede, forskiellige Udviklinger og Indviklinger af den
samme Ting, som indhyller og indklæder sig i utallige
Skikkelser. Er heri endnu nogen Tvivl?
Ikke den mindste, svarede Cebes!
Naar vi sige, foer Socrates fort, at Siælen døer,
saa maae vi sætte et af to: Enten ophører pludselig alle
dens Kræfter og Formuer, dens Virkninger og Lidelser,
de forsvinde ligesom i et Nu; eller den lider, ligesom
Legemet, langsomme Forvandlinger, utallige omklæd-
ninger, der gaae fort i en uafbrudt Række, og i denne
Række gives der en Epoche, hvor den ikke meere er en
menneskelig Siæl, men noget andet; Ligesom Legemet,
efter utallige Forandringer, ophører at være et men-
neskeligt Legeme og bliver forvandlet til Støv, Luft,
Plante, eller og til Deele af et andet Dyr. Gives der
et tredie Fald, hvorledes Siælen kan døe, et Tilfælde
meere end pludseligt eller langtsomt?
Nei! svarede Cebes. Denne Inddeeling udøser
ganske og aldeles Mueligheden.
Got! sagde Socrates. De altsaa, som endnu
tvivle, om Siælen ikke kunde være dødelig, maae vælge,
enten de meene at de pludselig skulle forsvinde, eller ef-
terhaanden ophøre at være det som de vare. Vil Cebes
ikke betræde deres Sted og paatage sig dette Valg?
Det bliver et Spørgsmaal, om disse ville lade de-
res Sagforvalters Valg gielde. Mit Raad var, at
vi overlagde begge Tilfælde; thi hvis de giorde Ind-
vendinger imod mit Valg, og erklærede sig for den an-
den Meening, saa var der kanskee i Morgen ingen, der
kunde modstaae dem.
Min kiære Cebes! sagde Socrates, Grækenland er
et vidtløftigt Rige, og iblandt Barbarer maae der
endog gives mange, som denne Undersøgelse ligger paa
Hiertet.
Dog lad være! Lad os undersøge begge Tilfælde.
Det første var: Maaskee forgaaer Siælen plud-
selig, forsvinder i et Nu. I og for sig selv er
denne Dødsmaade muelig. Men kan Naturen frem-
bringe den?
Aldeles ikke! naar det er sandt, som vi forhen have
tilstaaet, at Naturen ingen Tilintetgiørelse kan frem
bringe.
Og har vi ikke med Rette tilstaaet dette? spurgde
Socrates. Imellem at være og ikke være er en for-
skrækkelig Huule, hvilken Tingenes Natur, der virker
langsom, ikke kan springe over.
Ganske rigtig, sagde Cebes. Men Hvad, om den
blev tilintetgiort af en overnaturlig Magt af en
Guddom?
O! min dyrebare Ven! raabde Socrates, hvor
lykkelige, hvor vel forsørgede ere vi, naar vi intet an-
det have at frygte for end den eeneste Undermagers umid-
delbare Haand! Hvad vi frygtede for, var, om vor
Siæls Natur i og for sig selv ikke var dødelig; og denne
Bekymring søge vi ved Grunde at bortdrive; men om
Gud, den algode Skaber og Opholder, ville ved et
Underverk tilintetgiøre det? Nei: Cebes! Lad os
hellere frygte, at Soelen skulle forvandle os til Iis,
førend vi ville befrygte af det selvstændige Gode en
saa grundslet Handling, Tilintetgiørelse ved et Un-
derverk.
Jeg betænkde ikke, sagde Cebes, at min Modsigelse
næsten var en Dadel.
Den eene Dødsmaade, den pludselige Tilintetgiø-
relse, skrækker os altsaa ikke meere, thi den er Naturen
umuelig. Dog overlægger ogsaa følgende, mine Ven-
ner! Sæt, den var ikke umuelig, saa er Spørgs-
maalet: naar? til hvad Tid skal vores Siæl for-
svinde? formodentlig til den Tid, da Legemet ikke mere
behøver den, i Dødens Øieblik?
Efter ald Anseende.
Men nu har vi seet, at der gives intet bestemt
Øieblik, da man kan sige, nu døer dette Dyr. Den
dyriske Maskines Opløsning har allerede længe tilforn
taget sin Begyndelse, førend endnu dens Virkninger ere
blevne synlige; thi der mangler aldrig slige dyriske Be-
vægelser, som modstaae det Heeles Opholdelse: aleene de
efterhaanden tage til, indtil endelig alle Deelenes Be-
vægelser ikke længer harmonere til een Hensigt: og da
er Maskinen opløst. Dette skeer saa langsomt, i en
saa uafbrudt Orden, at enhver Tilstand kan kaldes en
tilfælles Grændse for den foregaaende og efterfølgende
Tilstand, en Virkning af den foregaaende og en Aar-
sag til den følgende Tilstand. Har vi ikke tilstaaet
dette?
Rigtig!
Naar altsaa Legemers Død ogsaa skulle være Siæ-
lens Død: saa maae der heller ikke kunde gives noget
Øieblik, da man kan sige, nu forsvinder Siælen; men
efterhaanden og langsom, ligesom Bevægelserne i Ma-
skinens Deele holde op at harmonere til eet Maal, maae
altsaa Siælen aftage i Kraft og indvortes Virksomhed.
Forekommer det dig saaledes? min Cebes!
Fuldkommen.
Men see! hvilken underlig Vending vores Under-
søgelse har taget. Den forekommer mig, ligesom
et Konstverk af min Oldefader Dædalus, at være ved
en indvortes Drivefieder rullet bort fra sit forrige
Sted.
Hvorledes det?
Vi have antaget, at vores Modstandere frygtede at
Siælen pludselig skulle blive giort til intet, og vi ville
see til, om denne Frygt var grundet eller ikke. Vi har
derpaa undersøgt, i hvad for et Øieblik den maatte blive
tilintetgiort; denne Undersøgelse selv bragde os til det
Modsatte af vores Sætning, nemlig, at den ikke plud-
selig kan blive tilintetgiort, men langsom maae aftage,
paa indvortes Kraft og Virksomhed.
Desto bedre, svarede Cebes. Saa har hiin antag-
ne Meening ligesom modsagt sig selv.
Vi har altsaa nu kuns dette at undersøge, om
Siælens indvortes Kræfter ikke kan forgaae saa langsom,
som Deelene i en Maskine adskille sig.
Rigtig!
Lader os forfølge disse troe Kammerader, Legemet
og Siælen, der endog skal have Døden tilfælles med
hverandre, paa deres Reise, for at see, hvor de tilsidst bli-
ve af. Saa længe Legemet er friskt, saa lange Maskinens
fleeste Bevægelser sigte til det Heeles Opholdning og Vel,
saa længe Fornemmelsernes Redskaber have deres behørige
Beskaffenhed, saa besidder og Siælen sin fuldkomne
Kraft, føler, tænker, elsker, skyer, begriber og vil.
Ikke?
Uimodsigelig!
Legemet bliver sygt. Der yttrer sig en synlig Uover-
eenstemmelse imellem de Bevægelser, som foregaae i Ma-
skinen, i det mange af dem ikke meere harmonere til
det Heeles Opholdelse, men have ganske besynderlige og
stridende Hensigter. Og Siælen?
Eftersom Erfarenhed lærer, bliver denne imidlertid
svagere, føler uordentlig, tænker falsk og handler ofte
urigtig.
Got! jeg bliver ved. Legemet døer, det er: alle Be-
vægelser synes nu ikke meere at sigte til det Heeles Liv
og Opholdelse; men indvortes maae dog vel nogle svage
Livsbevægelser foregaae, der forskaffe Siælen endnu
nogle dunkle Forestillinger; til disse maae altsaa Sjæ-
lens Kraft saa længe indskrænke sig. Ikke saa?
Ganske rigtig!
Forraadnelsen følger: De Deele, som hidindtil have
haft en fælles Hensigt, udgiort en eeneste Maskine, be-
kommer nu ganske forskiellige Hensigter, bliver til for-
skiellige Deele af ganske forskiellige Maskiner Og Siæ-
len, min Cebes! hvor vil vi efterlade den? Dens
Maskine er forraadnet. Deelene, som endnu ere til-
overs deraf, ere ikke meere dens, udgiøre ikke heller
noget Heelt, som kan blive besiælet. Her ere ingen
Sandselemmer, ingen af Følelsens Redskaber meere, ved
hvis Mellemhandling de nogensinde kan komme til nogen
Fornemmelse. Skal altsaa alting deri være øde? Skal
alle dens Følelser og Tanker, dens Indbildninger, dens
Begieringer og Afskyer, Tilbøieligheder og Lidenskaber,
være forsvundne, og ikke det ringeste Spor heraf være
efterladt?
Umuelig! sagde Cebes. Hvad var det andet end
en fuldkommen Tilintetgiørelse? og Tilintetgiørelse, har
vi seet, staaer ikke i Naturens Formue.
Hvad er der altsaa for Raad? mine Venner! un-
dergaae kan Sjælen i Evighed ikke; thi det sidste
Skridt, man maae endog forflytte det saavidt man vil,
var dog immer fra Tilværelse til Intet; et Spring, der
hverken kan være grundet i en enkelt Tings Væsen, eller
i det Heeles Sammenhæng. Den vil altsaa blive ved,
evig være tilstæde. Skal den være tilstæde, saa maae
den nødvendig virke og lide; skal den virke og lide,
saa maae den have Begreber: thi føle, tænke og
ville, ere de eeneste Virkninger og Lidelser, som
kan tilkomme et tænkende Væsen. Begrebene tage
altid deres Begyndelse fra en sandselig Følelse, og
hvorfra skal sandselige Følelser komme, naar in-
gen Redskaber, ingen af Sandsernes Lemmer ere til-
stæde?
Intet synes rigtigere, sagde Cebes, end denne
Følge af Slutninger, og dog leder den til en aabenbare
Modsigelse.
Et af to, blev Socrates ved; Enten maae Siæ-
len blive tilintetgiort, eller og maae den endnu efter
Legemers Forraadnelse have Begreber. Man er meget
tilbøielig til at holde disse to Tilfælde for umuelige, og
dog maae et deraf være virkeligt; Lad see! om vi ingen
Udgang af denne Labyrinth kan finde. Paa den eene
Side kan vores Siæl naturligviis ikke blive tilintetgiort.
Hvorpaa grundet denne Umuelighed sig? Kiedes ikke,
mine Venner! ved at følge mig paa tornede Stier:
de føre os til en af de herligste Egne, der nogensinde
har fornøiet et Menneskes Sind. Svarer mig! Har
ikke et rigtigt Begreb om Kraft og naturlig Forandring
ledet os paa den Følge, at Naturen ingen Tilintetgiø-
relse kan virke?
Rigtig!
Fra denne Side er altsaa slet ingen Udgang at
haabe, vi maae derfor vende om. Siælen kan ikke for-
gaae, den maae efter Døden blive ved, virke, lide,
have Begreber. Her staaer Umueligheden os i Veien,
at vor Siæl uden sandselige Indtrykke skulle have Be-
greber: men hvem forsikrer os om denne Umuelighed?
Er det ikke blot Erfarenheden, at vi her i dette Liv aldrig
har kundet lære at tænke uden sandselige Indtrykke?
Intet andet?
Men hvad Grund have vi til at udstrække denne Er-
faring over dette Livs Grændser, og aldeles nægte Na-
turen den Muelighed, at lade Siælen tænke foruden
dette Legeme og dets Lemmer? Hvad meener du?
Simmias! ville vi ikke finde det Menneske høist lat-
terligt, der aldrig havde været uden for Muurene om
Athen, og derfor af sin egen Erfaring ville slutte, at
Dag og Nat, Sommer og Vinter, paa alle Jord-
klodens Deele ikke anderledes afvexlede end hos os?
Intet var urimeligere.
Hvis et Barn kunde tænke i Moders Liv, ville det
da vel være at overtale til at troe, at det engang, afløst
fra sin Rod, skulle i frie Luft nyde Solens vederqvæ-
gende Lys? ville det ikke meget meere troe, at det af
sine nu værende Omstændigheder skulle kunde bevise
Umueligheden af slig en Tilstand?
Efter ald Anseende.
Og vi Blødsindige! tænker vel vi fornuftigere, naar
vi, fængslede i dette Legeme, vil ved vores Erfaringer
afgiøre, hvad der, endog efter dette Liv, er Naturen
mueligt? Et eeneste Øiekast i Naturens uudtømmelige
Mangfoldighed, kan overbevise os om, hvor ugrun-
dede slige Slutninger ere. Hvor trængende, hvor
svage ville vi ikke være, naar dens Evner ikke strakde
sig videre end vores Erfaring?
Tilvisse!
Vi kan altsaa med god Grund forkaste denne Er-
faring, og modsætte den den afgiorte Umuelighed, at
vores Siæle skulle forgaae. Homer lader sin Helt
med Rette udraabe: I Sandhed! ogsaa i Or-
kus's Boeliger svæver Siælen, hvorvel intet
Liig kommer derhen*). De Begreber, som Ho-
mer giver os om Orkus og de Skygger, som omvanke
herneder, synes vel ikke aldeles at stemme overeens med
Sandheden; men det er vist, Elskeligste! vor Siæl
seirer over Død og Forraadnelser, efterlader Liget,
for her i tusinde forandrede Skikkelser at opfylde den
Allerhøiestes Hensigter, men selv opsvinger den sig over
Støvet, og farer fort, efter andre naturlige men over-
jordiske Love at beskue Skaberens Verker, og føde Tan-
ker om den Uendeliges Kraft.
Overveier dette, mine Venner! Naar vores Siæl,
efter Legemers død, endnu lever og tænker, vil den da
ikke, ligesom denne nærværende Tilstand, stræbe
efter Lyksaligheden?
Rimeligvis, synes mig, svarede Simmias; men
jeg troer ikke meere mine Formodninger, og ønsker at
høre dine Grunde.
Mine Grunde ere disse, svarede Socrates: Naar
Siælen tænker, saa maae Begreber i den afvexle med
Begreber, saa maae den gierne have disse Begreber,
hiine ugierne, det er, have en Villie; men har den en
Villie, hvorhen kan den da sigte, uden paa den høieste
Grad af Velstand, paa Lyksalighed?
*) Plato har forstaaet dette Homers Vers anderledes
end nogle nyere Udgivere, og anfører det i den 3die
Bog af sin Republik som læstværdigt. Men formo-
dentlig vil man tillade mig, at lade den gunstigere For-
klaring over dette Sted gielde.
Dette var dem alle tydeligt. Men hvad? blev
Socrates ved, en Aands Vel, der ikke meere har at
sørge for sit Legemes Nødvendigheder, hvori bestaaer
denne? Spise og Drikke, Kiærlighed og Vellyst, kan
ikke meere behage den; hvad som i dette Liv fornøier
Følelsen, Ganen, Øinene og Ørerne, er da dens Agt-
somhed uværdigt. Knapt bliver endog en svag, maa-
skee angerfuld Erindring af de Vellyster, som den i sit
Legems Selskab har nydt, tilbage. Vil den vel syn-
derlig stræbe efter disse?
Ligesaa lidet, sagde Simmias, som en fornuftig
Mand efter barnagtige Daarligheder.
Vil vel en stor Formue blive Maalet for dens
Ønsker?
Hvor kan det være mueligt, i en Tilstand, hvor,
efter ald Anseende, ingen Eiendom kan have Sted,
ingen Formue nydes.
Ærgierrighed er vel en Lidenskab, der, efter An-
seende, endnu kan bleve tilbage hos den fraskilte Aand;
thi den synes lidet at hænge af de øvrige Livets Nød-
vendigheder: men, hvori kan den legemløse Aand sætte
det Fortrin, der skal bringe ham Ære? Visselig ikke i
Magt, ikke i Rigdom, ikke heller i en adelig Fødsel;
thi alle disse Daarligheder efterlader den med sit Legeme
paa Jorden.
Vist nok!
Der bliver den altsaa intet andet tilbage, end Viis-
dom, Kærlighed til Dyden, og Sandheds Kundskab, der
kan give den et Slags Fortrin og ophøie den over sine
Medskabninger. Foruden denne ædle Ærgierrighed
fornøier den sig endnu ved de angenemme aandelige
Fornemmelser, som Siælen uden Legemet endog paa
Jorden har nydt, Skiønhed, Orden, Ligemaal, Fuld-
kommenhed. Disse fornemmelser ere en Aands Na-
tur saa medskabte, at de aldrig kan forlade den. Den
altsaa, der her paa Jorden har draget Omsorg for sin
Siæl, den som dette Liv har ladet sig øve i Viisdom,
Dyd og Følelse af den sande Skiønhed, har ogsaa den
største Forhaabning om endog i Døden at fortfarer disse
Øvelser, og fra Trin til Trin nærme sig til det høist op-
høiede Grundvæsen, der selv er Kilden til ald Viisdom,
Indbegrebet af alle Fuldkommenheder, og selv fortrin-
ligvis Skiønheden.
Erindrer Eder, mine Venner! hiine henrykkende
Øieblikke, som I har nydt, saa ofte Eders Siæle, hen-
revne af en aandelig Skiønhed, forglemte sit Legeme
med dets Nødvendigheder, og ganske overlod sig til
himmelske Følelser.
Hvilken hellig Rædsel! hvilken Henrykkelse! Intet
uden en Guddoms nærmere Nærværelse kan opvække
slige høie Henrykkelser i os. Virkelig er ogsaa ethvert
Begreb om en aandelig Skiønhed et Øiekast ind i Gud-
dommens Væsen; thi det Skiønne, Ordentlige og
Fuldkomne, som vi iagttage, er kuns et svagt Aftryk
af det der er den selvstændigste Skiønhed, Orden og
Fuldkommenhed.
Jeg erindrer, at jeg ved en Leilighed tydelig nok
har udsat disse Tanker af hinanden, og vil for nær-
værende Tid aleene udleede denne Følge deraf. Hvis
det er sandt, at Viisdom og Dyd efter dette Liv skal
udgiøre vor Ærgierrighed, og vore Begierligheder be-
staae i Bestræbelse efter aandelig Skiønhed, Orden og
Fuldkommenhed, saa skal vor vedvarende Tilværelse
ikke være andet end en uafbrudt Beskuelse af Guddom-
men, en himmelsk Fornøielse, der, saa lidet vi nu
begribe deraf, belønner den Dydiges ædle Sveed med
uendelige Renter. Hvad er alle Livets Elendigheder
mod slig en Evighed? Hvad er Armod, Foragt og den
jammerligste Død, naar vi derved kan forberede os
til slig en Lyksalighed? Nei! mine Venner! hvem der
er sig bevidst om en retskaffen Vandel, kan umuelig be-
drøve sig, naar han tiltræder en Reise til denne Salig-
hed. Kuns den, der i sit Liv har forurettet Guder og
Mennesker, den, som har omveltet sig i fæisk Vellyst,
den, der har slagtet Menneskeoffer til den forgudede Ære
og fundet sin Fornøielse i andres Elendighed, den maae
zittre ved Dødens Port, saasom han intet Øiekast i det
Forbigangne uden Anger, intet i det Tilkommende uden
Frygt kan giøre. Men saasom jeg, Gud skee Tak!
intet af dette har at bebreide mig, da jeg i mit ganske
Levnet har med Iver søgt Sandhed og elsket Dyden
over alleting: saa glæder jeg mig ved at høre Guddom-
mens Stemme, der fra hiin Side raaber paa mig, for
i hiint Lys at nyde det, som jeg i dette Mørke har stræbt
efter. Men I, mine Venner! overlægger vel de
Grunde jeg har til mine Forhaabninger, og hvis de
overbevise Eder, saa velsigner min Reise, og lever saa,
at Døden engang maae kalde Eder derhen, og ikke med
Vold bortslæbe Eder. Maaskee fører Guddommen os
da engang med forklaret Venskab hinanden i Armene.
O! med hvilken Henrykkelse vil vi da ikke erindre os
denne Dag.
[redigér]
Anden Samtale.
Tanker, op og ned i Kammeret, vi sadde alle tavse og
eftertænkde Sagen. Kun Cebes og Simmias talede
sagte med hverandre. Socrates saae sig om og spurgde
Hvorfore saa sagte? mine Venner! Skal vi ikke er-
fare, hvad der ved de forebragte Fornuftgrunde er at
forbedre? Jeg veed vel, at der til fuldkommen Tyde-
lighed fattes dem endnu adskillige. Hvis I altsaa for
nærværende Tid underholder Eder med andre Ting, saa
maae det være got men taler I om den Materie, som
vi har for, saa opdager os kun Eders Indvendinger
og Tvivlsmaal, at vi tilsammen kan undersøge dem, og
altsaa enten hæve dem eller og selv tvivle derom.
Simmias sagde: Jeg maae tilstaae dig, Socra-
tes at vi begge have Indvendinger at giøre, og alle-
rede for længe siden have tilskyndet hinanden at fore
bringe dem, saasom vi begge gad gierne høre din Mod-
sigelse, men enhver af os undseer sig ved at falde dig
besværlig i din nærværende Modgang.
Da Socrates hørde dette, loe han og sagde: Ei!
vanskelig, Simmias! ville jeg ikke kunde overtale
andre Mennesker, at jeg ikke holder mine Omstændig-
for saa slette, eftersom I ikke vil troe det, og frygte,
at jeg maatte blive slettere tilmode og fortrydeligere end
jeg har været tilforn.
Man siger om Svanerne, at de, kort før deres
Endeligt, synge behageligere end i deres heele Levetid.
Naar disse Fugle, som det heeder, ere helligede Apollo,
saa ville jeg sige, at Guden lader dem i deres Døds-
stund føle Forsmagen paa hiint Livs Lyksalighed, og at
de ved denne Følelse fornøie sig og synge. Med mig
forholder det sig ligesaa. Jeg er Præst hos denne Gud,
og, i Sandhed! han har indpræget i min Siæl en
anende Følelse af Saligheden efter Døden, der fordri-
ver det onde Mod, og, nær ved min Død, lader mig
være meget gladere end i mit heele Liv. Aabenbarer
mig altsaa, uden Betænkning, Eders Tvivl og Ind-
vendinger! Spørger om hvad I har at spørge, saa
længe endnu de elleve Mænd vil tillade det.
Got! svarede Simmias, jeg vil altsaa giøre Be-
gyndelsen, og Cebes maae følge.
Jeg har kuns endnu en eeneste Erindring at sende
forud: Naar jeg yttrer Tvivl imod Siælens Udødelig-
hed, saa skeer det ikke imod denne Læres Sandhed, men
imod den fornuftmæssige Beviislighed, eller noget meere,
imod den Vei, som du, Socrates! har valgt, for ved
Fornuften at overbevise os derom. I det øvrige an-
tager jeg af ganske Hierte denne trøstefulde Lære, ikke
aleene saaledes som du har foredraget os den, men saa-
ledes som den af de ældste Viise er os overleveret, nogle
Førfalskninger undtagne, der af Digtere og Fabel-Opfin-
dere ere tillagte. Hvor vores Siæl ingen Grund for
Visheden kan finde, der betroer den sig til de beroligende
Meeninger, ligesom Fartøier paa det bundløse Hav, der
ved klar Himmel fører den igiennem dette Livs Bølger.
Jeg føler, at jeg ikke kan modsige den Lærdom om Udø-
deligheden og Betalingen efter vores Død, uden at see
uendelige Vanskeligheder ophæve sig, uden at see alt,
hvad jeg endnu holder for Sandt og Got, berøvet sin
Tilforladelighed. Er vores Siæl dødelig, saa er For-
nuften en Drøm, som Jupiter har sendt os, for at be-
drage os Elendige; saa mangler Dyden ald den Glands;
der for Vore Øine giør den saa guddommelig; saa er det
Skiønne og Høie, det Sandselige saavel som det Phy-
siske, intet Aftryk af de guddommelige Fuldkommenheder,
(thi intet Forgiængeligt kan fatte endog den svageste
Straale af den guddommelige Fuldkommenhed); saa
ere vi, ligesom Fæe, sat her neden, for at søge vores
Føde og at døe; saa vil deri disse faa Dage være lige
meget, om jeg har været Skabningens Ziir eller Skam,
om, jeg har streebt efter at formeere Antallet af de Lyk-
salige eller af de Elendige; saa har den nedrigste Døde-
lige endog Magt til at unddrage sig Guds Herskab;
da kan en Dolk opløse det Baand, der forbinder Men-
neskene med Gud. Er vores Aand forgiengelig, saa
har de viiseste Lovgivere og de menneskelige Selskabs
Skiftere bedraget enten os eller sig selv; saa har det men-
neskelige Kiøn ligesom aftalt med hinanden at ved-
ligeholde en Usandhed, og ære de Bedragere, der have op-
tænkt slige; saa er en Stat af frie tænkende Væsener
intet meere end en Hiord ufornuftige Fæe, og Men-
nesket — jeg skrækkes ved at betragte det i denne Ne-
drighed! berøvet sit Haab om Udødelighed, er denne
Underskabning det elendigste Dyr paa Jorden, der til
sin Ulykke kan eftertænke sin Tilstand, frygte for Dø-
den, og maae fortvivle. Ikke den algode Gud, der
glæder sig ved sine Skabningers Lyksalighed, men et
Væsen der glæder sig ved Ulykker, maatte da have be-
gavet det med, Fortrin, der kuns giøre det meere værd
at bejamre. Jeg veed ikke hvad for en beklemmende
Angst der bemestrer sig min Siæl, naar jeg sætter mig
i disse Elendiges Sted, der frygte en Tilintetgiørelse.
Den bittre Erindring af Døden maae forandre ald dens
Glæde til Galde. Naar de nyde Venskab, naar de
kiende Sandhed, naar de udøve Dyden, naar de
ære Skaberen, naar de vil falde i Henrykkelse over
Skiønhed og Fuldkommenhed: saa opstiger den skræk-
kelige Tanke om Tilintetgiørelsen, ligesom et Spøgelse,
i deres Siæl, og omvender den forhaabede Glæde til
Fortvivlelse. En Aande, der udebliver, et Pulsslag,
der staaer stille, berøver den alle disse Herligheder: det
Væsen, der skulle ære Gud, bliver til Støv, Skam og
Forraadnelse. Jeg takker Guderne, at de har befriet
mig fra denne Frygt, der med sine Skorpionssting ville
afbryde alle mit Livs Vellyster. Mine Begreber om
Guddommen, om Menneskets Værdighed, og det For-
hold, hvori det staaer med Gud, lader mig ingen Tvivl
meere om dets Bestemmelse. Haabet om et tilkom-
mende Liv opløser alle disse Vanskeligheder, og bringer
Sandhederne, hvorom vi paa saa mange Slags Maa-
der ere overbeviiste, igien i Harmonie. Den retfær-
diggør Guddommen, indsætter Dyden i sin Adel, gi-
ver Skiønheden sin Glands, Vellysten sine Yndigheder,
forsøder Elendigheder og giør endog dette Livs plager
ærværdige i vore Øine, i det vi sammenligne alle Be-
givenhederne herneden med den uendelig lange Række af
Følger, som ved samme foranlediges. En Lære, der
staaer i Harmonie med saa mange bekeendte og afgiorte
Sandheder, og hvorved vi utvungent see en Mængde
Vanskeligheder ophævede, finder os meget villige til at
antage den; behøver heller ikke noget videre Beviis.
Thi om end ingen af disse Grunde hver for sig med-
fører den høieste Grad af Vished, saa overbeviser de os
dog tilsammentagne med en saa seirende Magt, at de
fuldkommen beroliger os og slaae ald vores Tvivl af
Marken. Men, kiære Socrates! Vanskeligheden er,
at have alle disse Grunde, saa ofte som vi ønske det,
med den behørige Livagtighed nærværende, for med Op-
lysning at oversee deres Harmonie. Vi have til alle
Tider og i alle Omstændigheder dens Bistand nødig,
men ikke alle Tider, ikke alle dette Livs Omstændigheder
forunde os Roe og Eftertænksomhed i vor Siæl til liv-
agtig at erindre os alle disse Grunde, og at føle Sand-
heds Kraft, som er indflettet i hinanden. Saa ofte vi
enten aldeles ikke kan forestille os en Deel deraf, eller
dog ikke med den fornødne Livagtighed, saa taber Sand-
heden noget af sin Styrke, og vor Siæleroe er i Fare.
Men naar hiin Vei, som du, o Socrates! anviser,
fører os til Sandheden igiennem en enkelt Række af
uomstødelige Grunde, saa kan vi haabe at forsikkre os
om Viisdommen og til alle Tider have den i vores
Magt. En Kiede af tydelige Slutninger lader sig let-
tere bringe tilbage i Tankerne, end hiin Overeenstem-
melse imellem Sandhederne, der i visse Maader udfor-
drer sine egne Sindsbeskaffenheder.
Af disse Aarsager giør jeg mig ingen Betænkning
om at modsætte dig alle de Tvivl, som den dristigste
Løgner kan forebringe imod Udødeligheden. Hvis jeg
ret har forstaaet dig, saa var dit Beviis omtrent føl-
gende: Siæl og Legeme staae i den nøieste Forbindelse;
dette bliver langsom opløst i sine Deele , hiin maae en-
ten blive tilintetgiort eller have Forestillinger. Ved na-
turlige Krafter kan intet blive tilintetgiort: altsaa kan
vores Siæl, naturligviis, aldrig ophøre at have Be-
greber. Men hvad? kære Socrates! om jeg ved ri-
melige Grunde beviiste, at Harmonien maae blive ved,
naar man endog slog Harpen istykker, eller at en Byg-
nings Symmetrie maae være tilstæde, naar endog alle
Steenene vare revne fra hinanden og knusede til Støv?
Harmonien, ville jeg sige, saavelsom Symmetrien er
noget: Ikke? Man ville dog vel ikke nægte mig det;
hiin staaer med Harpen, denne med Bygningen, i den
nøieste Forbindelse; dette maatte man vel og tilstaae.
Sammenligner nu Harpen eller Bygningen med Siæ-
len: saa har vi beviist, at Strengespil maae længere
være til end Strengene, Ligemaalet længer end Byg-
ningen. Nu er dette i Hensigt til Harmonien eller
Symmetrien høist urimeligt; thi eftersom de vise Sam-
mensætningens Maade: saa kan de ikke vare længere,
end Sammensætningen selv.
Noget ligt lader sig bevise af Sandheden: Den er
en Egenskab hos Legemet og dets Lemmer, og ingen
andensteds at treffe, end hvor disse Lemmers Forretnin-
ger sigte til det Heeles Afholdelse; den er en Eiendom
hos det Sammensatte, og forsvinder, naar det Sam-
mensatte bliver opløst i sine Deele. Med Livet har det
rimeligviis en lige Beskaffenhed. En Plantes Liv op-
hører, saasnart Bevægelserne i det samme sigte til det
Heeles Opløsning. Et Dyr har forud for Planterne
Sandsernes Ledemode og Fornemmelsen, og endelig
Mennesket Fornuften; Maaskee er denne Fornemmelse
hos Dyrene og selv Fornuften hos Menneskene intet
andet end Egenskaber hos det Sammensatte, ligesom
Liv, Sundhed, Harmonie o.s.v., der efter deres
Natur og Beskaffenhed ikke kan vare længere end Sam-
mensætningerne, hvorfra de ere uadskillelige. Kan
Bygningens Konst være tilstrækkelig til at give Planter
og Dyr deres Liv og Sundhed, saa kan en høiere Konst
maaskee give Dyrene Følelse og Menneskene Fornuft.
Vi Svagsindede begribe hiint ligesaa lidet som dette.
Det ringeste lille Blads konstige Skabning overstiger
ald menneskelig Forstand, indeholder Hemmeligheder,
der endog vil spotte vore sildigste Efterkommeres Flid og
Skarpsindighed: og vi vil foreskrive, hvad der ved Or-
ganisation kan erholdes og hvad ikke? Vil vi sætte
Skaberens Almagt eller Viisdom Grændser? Et af to
tænkde jeg, maae vi nødvendig, naar vores Intet vil
dømme, om selv den Almægtiges Konst ingen Evne til
at føle og tænke kunde frembringe, ved at danne endog
den fiineste Materie dertil.
Du seer altsaa, min kiære Socrates! hvad der end-
nu mangler dine Discipler til fuldkommen uvaklende
Overbeviisning. Er Siælen i Livet noget uden for Le-
gemet og dets Dannelse, som den Almægtige har skabt
og forbunden dermed: saa har det sin Rigtighed, at
Siælen endog efter Døden maae blive ved og have Fo-
restillinger; men hvem er vel Borgen for det første,
meget meere synes Erfarenheder at stadfæste det Modsatte.
Evnen til at tænke bliver skabt tilligemed Legemet, voxer
dermed, og modtager med samme lige Forandringer.
Enhver Sygdom i Legemet bliver ledsaget af Svaghed,
Uorden og Kraftesløshed i Siælen. Fornemmelig
staaer Hiernens Forretninger og Indvoldene i saa nøie
Forbindelse med Tænkekraftens Virksomhed, at man er
meget tilbøielig til at udlede begge af een Kilde, og alt-
saa forklare det Usynlige med det Synlige; ligesom man
tilskriver Lys og Varme en eeneste Aarsag , eftersom de
saa meget stemme overeens i deres Forandringer.
Simmias tav, og Cebes tog Ordet: Vores Ven
Simmias, sagde han! synes aleene at ville sætte sig i
sikker Besiddelse af det som bliver ham lovet; men jeg,
min kiære Socrates! ville gierne have meere end du har
lovet os. Naar endog dine Beviser bleve forsvarede
mod alle dine Indvendinger, saa følger dog deraf intet
videre, end at vores Siæl efter Legemets Afgang bliver
ved og har Forestillinger; men hvorledes bliver ved?
maaskee saaledes som i en Svingel, Afmagt, eller en
Søvn. Den sovende Siæl maae ikke ganske være
uden Begreber; Gienstandene uden om maae ved sva-
gere Indtryk virke paa Sandserne, og, i det ringeste,
svage Fornemmelser opkommer i Siælen, ellers ville
stærkere og stærkere Indtryk ikke kunde opvække den *).
Men hvad er disse for Begreber? En dunkel Følelse,
uden at man er sig selv bevidst, uden Erindring, en
fornuftløs Tilstand, hvori vi ikke erindre os det Forbi-
gangne, og som vi heller ikke i den tilkommende Tid
meere tænke paa. Skulle nu vores Siæl ved Skils-
missen fra Legemet henfalde i en Art af Søvn eller Be-
svimelse, og ikke meere opvaagne, hvad havde vi da
vundet ved dens Vedblivelse? En fornuftløs Tilværelse
er meget længere borte fra den Udødelighed, som du haa-
ber, end Dyrenes Lyksalighed fra den Aands Lyksa-
lighed, der kiender Gud. Naar det, som siden vederfa-
res den, angaaer os, og allerede herneden skal opvække
Frygt eller Haab i os: saa maae vi selv, som her ere
os selv bevidste, endog i hiint Liv beholde denne Selv
følelse, og kunde erindre os det Nærværende. Vi maae
kunde sammenligne det, som vi skal blive, med det som
vi nu ere, og derover kunde fælde vor Dom. Ja, hvis
jeg har forstaaet dig ret, kiære Socrates! saa venter
du efter Døden et bedre Liv, en større Oplysning i For-
*) Naar mægtige Indtryk skal opvække livagtige For-
nemmelser, saa maae de svageste selv ikke være uden
Virkning, men foranledige Fornemmelser, der
aleene i Graden af Livagtighed ere forskiellige fra
hiine.
standen, ædlere og høiere Bevægelser i Hiertet, end den
lykkeligste Dødelige paa Jorden har faaet: Hvorpaa grun-
der dette smigrende Haab sig? Mangel af ald klar Selvbe-
vidsthed er for vores Siæl, i det ringeste i en kort Tid, een
ikke umuelig Tilstand; herom overtyder den daglige Er-
faring os.
Hvad om slig en Tilstand efter Døden i Evighed
skulle vedvare.
Vel har du forhen viist os, at alt Foranderligt maae
uophørlig blive forandret, og af denne Lærdom lyser en
Straale af Haab, at min Frygt kan være ugrundet.
Thi naar den Række af Forandringer, som forestaaer vo-
res Siæl, gik fort i det Uendelige, saa er det høist ri-
meligt, at den ikke er bestemt til at synke bort i Evig-
heden, og miste immer meere og meere af sin guddom-
melige Skiønhed, men at den i det ringeste med Ti-
den vil ophæve sig og igien modtage det Trin, hvorpaa
den allerede i Skabningen har staaet, nemlig at være en
Beskuere af Guds Verker. Og meere end een høi
Grad af Sandsynlighed behøves der ikke til at bestyrke
os i den Formeening, at de Dydige have et bedre Liv i
vente. Imidlertid, kiære Socrates, ønsker jeg og at
see denne Punkt berørt af dig, da jeg veed, at alle de
Ord, som du i Dag taler, prente sig dybt ind i mit
Hierte og skal være uudslettelige af mine Tanker.
Vi anhørde alle med Opmærksomhed, og, som vi
siden efter have tilstaaet hinanden, ikke uden Fortrydelse
over at man havde giort os en Lærdom tvivlsom og uvis,
om hvilken vi troede at være saa meget overbeviiste.
Ikke aleene denne Lærdom, men alt hvad vi vidste og
troede, syntes os da at blive uvist og vaklende, da vi
saae, at vi enten ikke besidde den Gave at skille Sand-
hed fra Vildfarelse, eller og at den i og for sig selv ikke
kunde adskilles.
Det forundrer mig ikke, kiære Phædon! At I tænkde
saaledes: jeg blev selv, ved at høre paa dig, ikke an-
derledes tilmode. Socratis Grunde havde fuldkommen
overbeviist mig, og jeg syntes forvisset, at jeg aldrig
skulle kunde drage det i Tvivl, men Simmias’s Ind-
vending giør mig igien tvivlsom og erindrer mig om,
at jeg forhen har været af samme Meening, at nemlig
Tænkekraften var en Egenskab hos det Sammensatte,
og havde sin Grund i en fiin Organisation eller Harmo-
nie imellem Deelene. Men siig mig, kiære Phædon!
hvorledes har Socrates optaget disse Indvendinger?
blev han saa fortrydelig derover som I? eller begegnede
han dem med sin sædvanlige Mildhed? og har hans
Svar givet Eder fyldest eller ikke? Jeg maatte gierne
høre alt dette af dig saa omstændelig som mueligt.
Har jeg nogentid beundret Socrates, kiære Eche-
crates! saa var det vist ved denne Leilighed. At han
havde et Beviis ved Haanden, var just ikke noget
uventet hos ham. Det som forekom mig beundrings-
værdig, var den Godhed, Venlighed og Mildhed,
hvormed han optog disse unge Menneskers lille Fornuft;
Ligesaa: hvor haftig han mærkede hvad for Indtryk
disse Indvendinger havde giort paa os; hvorledes han
iilede os til Hielp; hvorledes han ligesom kaldede os
tilbage fra Flugten, opmuntrede til Modstand, og selv
anførte til Strid.
Hvorledes var dette?
Det vil jeg fortælle dig: Jeg sad hos hans høire
Haand ret ved Sengen, paa en lav Stoel, men han
noget høiere end jeg. Han tog fat paa mit Hoved,
og strøg mine Haar, som hængde ned af Nakken, lige-
som han undertiden ellers pleiede at spøge med mine
Lokker: I Morgen, Phædon! sagde han, vil du vel
kanskee strøe disse Lokker paa en Vens Grav?
Efter ald Anseende, svarede jeg.
O! giør det ikke, sagde han.
Hvorfor da det? spurgde jeg.
Endnu i Dag, blev han ved, maae vi begge af-
skiære vort Haar, naar vor skiønne Lærebygning døer
hen, og vi ikke ere i Stand igien til at opvække den. Og
naar jeg var i din Sted, og man havde nedrevet mig
slig en Lærdom: saa ville jeg, ligesom hiin Argiver, giøre
et Løfte, ikke at lade mit Hovedhaar voxe, førend jeg
havde faaet Seier over Simmias’s og Cebes’s Mod-
grunde.
Man pleier at sige, sagde jeg: Herkules selv
udretter intet imod to.
Saa raab da, svarede han, medens det endnu er
klart, mig din Jolaus til Hielp.
Got! sagde jeg, jeg vil kalde dig til Hielp; men
ikke som Herkules sin Jolaus, men som Jolaus Her-
kules.
Det giør intet til Sagen, svarede han. For alle-
ting maae vi tage os i Agt for et vist Feiltrin.
For hvilket? spurgde jeg.
Det, at vi ikke blive Fornufthadere. Ingen
større Ulykke kunde vederfares os.
Fornufthad og Menneskehad pleier at opstaae paa
lige Maade. Menneskehad opstaaer i Almindelighed,
naar man fra Begyndelsen sætter en blind Fortrolighed
til nogen, og holder ham i alle Stykker for et troe, op-
rigtigt og retskaffen Menneske, men siden erfarer, at
han hverken er oprigtig eller retskaffen, besynderlig naar
dette treffer os ofte, og endog af dem, som vi have
holdt for vore beste og fortroligste Venner. Da bliver
man misfornøiet, kaster sit Had paa alle Mennesker
uden Forskiel, og tiltroer slet ingen meere den aller-
mindste Retskasfenhed. Har du ikke mærket, at det
pleier saaledes at gaae til?
Meget ofte!
Men er det ikke skammeligt? og kaldes det ikke,
uden den ringeste Indsigt i den menneskelige Natur at
ville have Nytte af det menneskelige Selskab? Hvem
der ikke ganske er uden Eftertanke, finder ganske let
Middelveien heri, som virkelig ogsaa har Sandheden
for sig. De fuldkomne gode eller onde Mennesker ere
kun meget faa. De fleeste holde nogenledes en Middel-
vei imellem begge Grændser:
Hvorledes siger du?
Ligesom, sagde han, i Henseende til det Største
og Mindste eller de øvrige Egenskaber. Hvad er
sieldnere, end et Menneske, Hund eller anden Skab-
ning, der er meget stor eller meget liden, meget hur-
tig eller meget langsom, overordentlig smuk, heslig,
sort eller hvid o.s.v.? Og har du ikke mærket, at i
alle disse Ting det yderste af begge Sider, det Mid-
delmaadige derimod alleroftest er at antreffe?
Det forekommer mig saa.
Meener du ikke, blev han ved, om en Belønning
blev udsat for den yderste Uværdighed, at meget faa
Mennesker ville fortiene den?
Rimeligviis, svarede jeg.
Høist rimeligviis, blev han ved: Dog i denne
Punkt findes der imellem Fornuften og imellem det
menneskelige Kiøn meere en Ulighed end en Lighed: og
jeg er ved dine Spørgsmaal bleven forledet paa denne
Afvei. Men Ligheden er da at see, naar nogen, uden
behørig Undersøgelse og uden Indsigt i den menneske-
lige Fornufts Natur, holder engang en Slutning for
rigtig og fast, men kort derefter igien troer at finde den
urigtig, den maae nu i og for sig selv være det eller
ikke; fornemmelig naar dette skeer oftere, ligesom i
Henseende til Venskab, som vi oven for har talt om.
Da gaaer det ham, som hiine berygtede Tusendkonst-
nere, der forsvare og modsige hvad man vil, saa længe
til de indbilde sig at være de Viiseste af alle Dødelige,
ja de eeneste der har bemærket, at Fornuften ligesom
alle andre Ting paa Jorden intet Sikkert og Tilfor-
ladeligt har, men at alting, ligesom ved Euripus, i
et Havsvælg farer op og ned, og intet Øieblik bliver paa
sit forrige Sted.
Det er sandt, sagde jeg.
Men hvad, min kiære Phædon! sæt, at Sandhed
i og for sig selv ikke aleene er tilforladelig og uforanderlig,
men endog for Menneskene ikke ganske uudforskelig, og
nogen da lod sig ved slig Blændeverk af Grunde og mod-
satte Grunde, der ophæve hinanden, forleede saa vidt,
at han ikke gav sig selv og sin Udygtighed Skyld, men
af Fortrydelse heller lagde Fornuften der til Last, og i
sin øvrige Livstid hadede og bar Afskye for alle For-
nuftgrunde, lod ald Sandhed og ald Kundskab være
langt fra sig: Var dette Menneskes Ulykke ikke meget
at bejamre?
Ved Jupiter! meget at bejamre!
Vi maae altsaa for det første søge at undgaae denne
Vildfarelse, og overbevise os om, at Sandheden selv
ikke er uvis og vaklende, men vores Forstand som oftest
for svag til at holde dem fast og bemestre sig dem; paa det
vi kan fordoble vores Kræfter og vort Mod, for im-
mer at vove nye Angreb.
Vi ere alle, mine Venner! forpligtede hertil, I
formedelst det endnu forestaaende Liv, og jeg formedelst
Døden. Jeg har desuden hertil en Bevæggrund, der,
efter gemeene uvidende Folkes Tænkemaade, maatte sy-
nes allermindst at reise sig af Kiærlighed til Sandhed.
Naar disse har noget tvivlsom at undersøge, saa be-
kymre de sig lidet om, hvorledes Sagen i sig selv er
beskaffen, naar de aleene beholde Ret og deres Mee-
ninger faae Bifald af de Tilstædeværende. Jeg vil
aleeneste i een Punkt være forskiellig fra disse Folk. Thi
at jeg overbeviser de Tilstædeværende om min Meening,
er dog kuns min Bihensigt; min fornemmeste Omsorg
gaaer dog ud paa at overtale mig selv om, at den er
overeenstemmende med Sandheden, saasom jeg finder
stor Fordeel derved. Thi see, kiæreste Ven! jeg giør
følgende Slutning: Er den Lærdom, som jeg foredra-
ger, grundet, saa giør jeg vel i at overtyde mig selv
derom; men har de Afdøde intet Haab meere tilovers,
saa vinder jeg i det mindste dette, at jeg ikke før Dø-
den skal falde mine Venner besværlig med Klager.
Jeg fornøier mig undertiden i de Tanker, at alt, hvad
som ville bringe det samtlige menneskelige Kiøn virkelig
Trøst og Fordeel, naar det var sandt, endog af samme
Aarsag har megen Sandsynlighed for sig, at det er
sandt. Naar de Tvivlsomme foregive, at Lærdommen
om Gud og Dyder er en blot politisk Opfindelse, der
er optænkt til Beste for det menneskelige Selskab: saa
maatte jeg altid raabe til dem: O! mine Venner!
optænker et Levebegreb, som er det menneskelige Selskab
uundværlig, og jeg vedder, at den er sand. Det
menneskelige Kiøn er kaldet til Selskabelighed, ligesom
ethvert Lem til Lyksalighed. Alt det, som paa en al-
mindelig, sikker og bestandig Maade kan føre til dette
Maal, er ustridig valgt som et Middel af den viiseste
Opfindere af alle Ting, og af samme frembragt.
Denne smigrende Forestilling har overmaade meget trø-
steligt, og viser os Forholden imellem Skaberen og
Menneskene i det behageligste Lys: derfore ønsker jeg
intet saa høiligt, som at overtyde mig om denne Læres
Sandhed. Dog, det var ikke got, om min Uviden-
hed herom skulle vare længe. Nei! jeg skal snart blive
befriet derfra.
I denne Forfatning, Simmias og Cebes! vender
jeg mig til Eders Indvendinger. I, mine Venner!
dersom I, vil følge mit Raad, saa seer meere paa Sand-
heden end paa Socrates. Finder I; at jeg bliver
Sandheden troe, saae giver mig Bifald, hvis ikke, saa
sætter Eder imod uden mindste Undseelse: at jeg ikke,
af alt for god Mening, skal føre baade Eder og mig
selv bag Lyset, og skilles fra Eder ligesom en Bie der
efterlader sin Braad.
Velan, mine Venner! mærker, og erindrer mig,
hvor jeg enten udelader nogen af Eders Grunde, eller
foredrager dem urigtig. Simmias tilstaaer, at vor
Tænkekraft enten maae være skabt for sig selv, eller
frembragt ved Legemets Sammensætning og Dannelse.
Ikke?
Rigtigt!
I det første Tilfælde, naar nemlig vor Siæl er at
betragte som een for sig selv skabt ulegemlig Ting, billi-
ger han videre den Række af Fornuftslutninger, hvor-
ved vi bevise, at de ikke ophøre med Legemet, og paa
slet ingen anden Maade kan forgaae end ved den al-
mægtige ophavsmands Vink. Bliver dette ogsaa til-
staaet, eller modsiger endnu nogen af Eder det?
Vi tilstode det alle villig.
Og at denne algode Ophavsmand aldrig giør nogen
af sine Hænders Gierninger til intet: saavidt jeg er-
indrer mig, har heller ingen tvivlet herpaa.
Ingen.
Men dette frygter Simmias for: Maaskee er vo-
res Evne til at føle og tænke intet for sig selv skabt Væ-
sen; men, ligesom Harmonien, ligesom Sundheden,
eller ligesom Planternes og Dyrenes Liv, en Egenskab
hos et konstig dannet Legeme: var der ikke det, som du
frygtede for?
Just det, kiære Socrates!
Vi vil see, sagde han, om det, som vi veed om vor
Siæl, og vi kan erfare saa ofte som vi vil, ikke giør
din Frygt umuelig. Hvad skeer ved Tings konstigste
Dannelse eller Sammensætning? bliver der ikke visse
Ting nærmere sammenbragt, der tilforn vare skilte fra
hinanden?
Tilforladelig!
De har tilforn været i Forbindelse med andre, og
nu blive de forbundne imellem sig selv, og udgiøre
Deelene hvoraf det Heele bestaaer, som vi kalde en
sammensat Ting.
Got!
Ved denne Deelenes Forbindelse opkommer paa den
Art og Maade, hvori disse Bestanddeele ere hos hinan-
den, en vis Orden, der er meere eller mindre fuld-
kommen.
Rigtig!
Da bliver og Bestanddeelenes Kræfter og Virksom-
heder ved Sammensætningen meere eller mindre for-
andrede, eftersom de ved Virkning og Modvirkning
snart bliver hemmede, snart befordrede, og snart for-
andrede i deres Orden. Ikke saa?
Det synes saa.
Mesteren til slig en Sammensætning seer snart eene
og aleene paa, hvorledes Deelene passe sig til hinan-
den, som f. Ex. paa en ordentlig Indretning og Lige-
maal i Bygningen, hvor intet andet kommer i Be-
tragtning end den Orden og Forhold, hvori Deelene
staaer til hinanden; snart derimod gaaer hans Hensigt
ud paa Bestanddeelenes forandrede Virksomhed, og den
deraf fulgte Kraft hos det Sammensatte, som hos nogle
Gangverker og Maskiner; ja der gives og slige Ting,
hvor man tydelig seer, at Konstneren paa eengang har
havt sin Hensigt til begge Deele, paa Deelenes Orden
og deres Virksomheds Forandring.
Den menneskelige Konstner, sagde Simmias,
maaskee meget sielden, men Naturens Stifter synes al-
tid at have forbundet disse Hensigter paa det allerfuld-
komneste.
Fortreffeligt! svarede Socrates; dog jeg forfølger
ikke denne Bibetragtning videre. Siig mig aleeneste
dette, kiære Simmias! Kan der ved Sammensætning
opkomme en Kraft i det Heele, der ikke har sin Grund
i Bestanddeelenes Virksomhed?
Hvorledes meener du? kiære Socrates!
Naar alle Deele af en Materie uden Virken eller
Modstand laae i en død Roe hos hinanden, ville man
da vel kunde frembringe nogen Bevægelse, nogen Mod-
stand, eller ringeste Kraft i det Heele, om man end
paa den konstigste Maade ordnede og forflyttede dem?
Det synes ikke, svarede Simmias. Af uvirk-
somme Deele kan vel intet virksomt Ganske sammen;
sættes.
Got! vi kan altsaa antage denne Grundsætning.
Men alligevel bemærke vi, at der i det Heele kan an-
treffes Overeenstemmelse og Ligemaal, om end hver Be-
standdeel for sig har hverken Harmonie eller Ligemaal:
hvordan gaaer dette til? Ingen enkelt Luth er harmo-
nisk, og dog udgiøre mange tilsammen en Harmonie.
En vel indrettet Bygning kan bestaae af Steene, der
hverken har Ligemaal eller Regelrethed. Hvorfor kan
jeg her af uharmoniske Deele sammensætte et harmonisk
Ganske, af regelløse Deele et høist regelret heelt.
Denne Forskiel er jo haandgribelig, svarede Sim-
mias; Ligemaal, Harmonie, Regelrethed, Orden,
o.s.v., kan ikke tænkes uden Mangfoldighed: thi de
betyde Forholden imellem Forskiellige Indtryk, saaledes
som de, tilsammentagne og i Forhold mod hinanden,
forestille sig for os. Til disse Begreber henhører altsaa,
at man tager de mangfoldige Indtryk, der tilsammen
udgiøre et Ganske, under eet, eller sammenligner dem
med hinanden, derfore kan de umuelig tilkomme de
enkelte Deele.
Bliv ved, kiære Simmias! raabde Socrates med
en inderlig Fornøielse over sin Vens Skarpsindighed;
siig os og dette: Naar en enkelt Luth intet Indtryk
skulle giøre i Hørelsen, ville der da vel af mange kunde
opkomme en Harmonie?
Umuelig!
Saa og med Ligemaalet: Enhver Deel maae virke
i Øiet, naar der af mange skal opkomme det som vi
kalde Ligemaal.
Nødvendigt!
Vi see alt saa endog her, at der i det Heele ingen
Virksomhed kan opkomme, for hvilken Grunden ikke er
at antreffe i Bestanddeelene, og at alt det øvrige, der
ikke flyder af Elementernes og Bestanddeelenes Egenska-
ber, som Orden, Symmetrie, o.s.v. eene og aleene
maae søges i Sammensætningsmaaden. Ere vi overbe-
viiste om denne Sætning? mine Venner!
Fuldkommen!
Der forekommer altsaa ved enhver, endog den
allerkonstigste Tingenes Sammensætning, to Ting at
betragte: først, Bestanddeelenes Følge og Orden i Ti-
den eller Rummet; dernæst, de oprindelige Kræfters
Forbindelse, og Maaden, hvorledes de yttre sig i de
sammensatte Ting. Vel bliver de enkelte Kræfters
Virkninger indskrænkede, bestemte og forandrede, ved
Deelenes Ordning og Anlæggelse, men aldrig kan der
ved Sammensætning erholdes nogen Kraft eller Virk-
somhed, hvis Udspring ikke er at søge i Grunddeelene.
Jeg opholder mig lidet ved disse subtile Grund-
betragtninger, mine Venner! Ligesom en Veddelø-
ber, der adskillige gange sætter an, for med forøget
Drift at iile fort, svinger sig om Maalet, og, hvis
Guderne have bestemt ham til Lykke og Ære, at føre
Seieren derfra.
Overvei det med mig, kiære Simmias! naar vo-
res Evne til at føle og tænke ikke er noget for sig selv
skabt Væsen, men skal være en Egenskab hos det Sam-
mensatte: maae den da ikke enten som Harmonien og
Ligemaalet, følge af et vist Anlæg eller Orden hos Dee-
lene, eller og, ligesom Kraften hos det Sammensatte,
have sin Grund i Bestanddeelenes Virksomhed?
Ganske rigtig, da, som vi have seet, intet tredie
lader sig tænke.
I Hensigt til Harmonien have vi seet, at f. Ex.
enhver enkelt Luth intet harmonisk har, og at Over-
eenstemmelsen blot bestaaer i at sammenligne og holde
forskiellige Luthe sammen: Ikke?
Rigtigt!
Lige Beskaffenhed har det og med en Bygnings
Symmetrie og Regelrethed: den bestaaer i at fatte
under eet og sammenligne mange enkelte uregelrette
Deele.
Dette er ikke at nægte.
Men det, at sammenligne og holde en Ting imod
en anden, er det vel andet end en Virkning af Tænke-
Evnen? og er den, uden for det tænkende Væsen,
nogen andensteds at antreffe i Naturen?
Simmias vidste ikke, hvad han herpaa skulle
svare.
I den utænkende Natur, blev Socrates ved, føl-
ger enkelte Luthe, enkelte Steene paa og hos hinan-
den. Hvor er her Harmonie, Symmetrie, eller Re-
gelrethed. Naar intet tænkende Væsen kommer til,
der tage de mangfoldige Deele tilsammen, holder dem
imod hinanden, og ved denne Sammenligning iagt-
tager en Overeenstemmelse, saa veed jeg ingensteds at
finde den; eller veed du, min kiære Simmias! i den
siæleløse Natur at opsøge dens Spor.
Jeg maae, var hans Svar, bekiende min Ufor-
mue, endskiønt jeg mærker hvorhen dette sigter.
Et lykkeligt Forvarsel! raabde Socrates, naar
Modstanderen selv forud mærker sit Nederlag. Svar
mig imidlertid ufortrøden, min Ven! thi du har en
ikke ringe Deel i den Seier, som vi haabe at erholde
over dig: Kan en Tings Oprindelse forklares af sine
egne Virkninger? Kan Skyggen, som et Træ kaster, an-
sees for Aarsagen til Træets Oprindelse, eller den vel-
lugtende Duft for Aarsagen til et Blomster?
Paa ingen Maade.
Orden, Ligemaal, Harmonie, Regelrethed, over-
hoved alle de Forholdsmaader, der udfordre at tage
mangfoldige Ting tilsammen og holde dem imod hinan-
den, ere Virkninger af Tænkekraften. Uden at sætte
et tænkende Væsen til, uden at sammenligne og holde
de mangfoldige Deele imod hinanden, er den regelretteste
Bygning blot en Sanddynge, og Nattergalens Stemme
ikke meere harmonisk end Natuglens Tuden. Ja uden
denne Virkning gives der intet Heelt i Naturen, der
bestaaer af mange uden for hinanden værende Deele;
thi enhver af disse Deele har sin egen Tilværelse, og
maae holdes imod hinanden, sammenlignes, og betrag-
tes i Forbindelse, naar de skal udgiøre noget Heelt.
Den tænkende Formue, og denne aleene i den heele
Natur, er i Stand til ved en indvortes Kraft virkelig
at giøre Sammenligninger, Forbindinger og Modhol-
delse; derfore maae man eene og aleene i den tænkende
Kraft søge Oprindelsen til alle sammensatte Ting, til
Tal, Størrelser, Symmetrie, Harmonie, o.s.v.,
for saavidt det udfordrer en Sammenligning og Mod-
holdelse. Og eftersom dette bliver tilstaaet, saa kan jo
denne Tænke-Evne selv, denne Aarsag til ald Sammen-
ligning og Modholdelse, umuelig opkomme af disse dens
egne Forretninger, umuelig bestaae i et Forhold, Har-
monie, Symmetrie, umuelig i et Heelt, der er sam-
mensat af Deele, der ere udenfor hinanden: thi alle disse
Ting forudsætte det tænkende Væsens Virkninger og
Forretninger, og kan ikke paa anden Maade, end ved
de samme, blive virkelige.
Dette er meget tydeligt, svarede Simmias.
Eftersom ethvert Heele, der bestaaer af Deele som
ere uden for hinanden, forudsætter, at man tager disse
Deele under eet og sammenligner dem, men dette igien
maae være en Forretning hos Forestillings-Evnen: saa
kan jeg ikke sætte Oprindelsen til denne Forestillingskraft
selv i et Heele, der bestaaer af slige uden for hinanden
værende Deele, uden at lade en Ting opkomme af sine
egne Forretninger. Og slig en Urimelighed har, saa
vidt jeg veed, end ikke Fabeldigterne selv vovet. In-
gen har endnu henført en Fløites Oprindelse til Toner-
nes Overeenstemmelse, eller Grunden til Solens Lys i
Regnbuen.
Saavidt jeg mærker, min kiære Socrates! er nu
endog Overresten af min Tvivl borte.
Imidlertid, svarede han, fortiener den dog for sig
selv at overveies, om jeg ellers ikke ved disse tornede
Undersøgelser udmatter Eders Taalmodighed.
Vov det kuns, min Ven! raabde Crito til ham,
vov det ogsaa at sætte disses Taalmodighed paa Prøve.
Du har i det mindste ikke skaanet min, da jeg trængde
paa at udføre et Forslag.
Intet om en Sag, faldt Socrates ham ind i Or-
det, der nu har sin tilforladelige Rigtighed. Vi har
her Ting at undersøge, der endnu synes at være under-
kastede Tvivl. Dog dette vel ikke meere, at vores
Evne til at føle og tænke skulle søges i de legemlige
Bestanddeeles Stilling, Dannelse, Orden og Harmo-
nie: dette har vi, uden at træde enten Guds Almagt
eller Viisdom for nær, som noget umueligt, forkastet.
Men maaskee er denne tænkende Evne en af det Sam-
mensattes Virkninger, ligesom Bevægelsens, Udbre-
delsens, Sammenhængens Kraft o.s.v., der væsentlig
er forskiellig fra Deelenes Stilling og Dannelse, og
dog ingen andensteds at treffe end i sammensatte Ting?
Er det ikke, kiære Simmias! den eeneste Rest af Tvivle,
som vi bestride?
Rigtig!
Vi vil altsaa sætte dette Fald, blev Socrates ved, og
antage, at vores Siæl er en Virksomhed hos det
Sammensatte. Vi have fundet, at alle Virksomheder
hos en sammensat Ting maae flyde af Bestanddeelenes
Kræfter: Maae altsaa, efter vores Forudsætning, det
tænkende Legems Bestanddeele have Kræfter, af hvilke
Evnen at tænke hos det Sammensatte resulterer?
Ganske vist!
Men disse Bestanddeeles Kræfter, af hvilken Na-
tur og Beskaffenhed ville vi antage dem? skulle de være
den tænkende Kraft lige eller ulige?
Dette Spørgsmaal begriber jeg ikke ret, gav Sim-
mias til Svar.
En enkelt Stavelse, sagde Socrates, har dette
Overeenstemmende med den heele Tale, at den er be-
mærkelig; men den heele Tale har en Forstand, en
Stavelse derimod ingen: Ikke saa?
Rigtigt!
I det altsaa enhver Stavelse aleeneste opvækker en
Følelse, der vel er bemærkelig, men mangler Forstand,
saa udspringer der dog af hiins Indbegreb en forstandig
Tanke, der virker paa vores Siæl. Her udspringer
det Heeles Virksomhed af Deelenes Kræfter, som ere
dem ulige.
Dette lader sig begribe.
I Henseende til Harmonie, Orden og Skiønhed,
have vi iagttaget noget ligt. Det Velbehag, som de vir-
ke i Siælen, har sin Oprindelse i Bestanddeelenes Ind-
tryk, af hvilke enhver hverken kan opvække Behag eller
Mishag.
Got!
Atter et Exempel, at det Heeles Kraft kan reise sig
af Kræfterne hos Bestanddeelene, der ere dem ulige.
Jeg tilstaaer det.
Jeg veed ikke, om jeg maaskee ikke gaaer for vidt,
min Ven! men jeg forestiller mig, at legemlige Tings
Virkninger kunne reise sig af slige Kræfter hos Grund-
materien, som ere dem ganske ulige. Farven f. Ex.
kan maaskee blive opløst i slige Indtryk, der have slet intet
farvet, og Bevægelsen selv opkommmer maaskee af op-
rindelige Kræfter, som ere intet mindre end Bevægelse.
Dette ville udfordre et Beviis, sagde Simmias.
Men for nærværende Tid er det ikke fornødent, at
vi opholde os herved, sagde Socrates; det er nok, at
jeg ved Lignelser har oplyst hvad jeg forstaaer ved de
Ord: Det Heeles Virksomhed kan opkomme af slige
Kræfter hos Bestanddeelene, der ere dem ulige. Er
dette nu tydeligt?
Fuldkommen!
Efter vores Forudsætning bleve altsaa Bestanddee-
lenes Kræfter enten selv Forestillingskræfter, og altsaa
liige det Heeles Kraft, der skal opkomme af dem, eller
og af en ganske anden Beskaffenhed, og derfore ulige.
Gives der et tredie?
Umuelig!
Svar mig og paa dette, Kiære! Naar der i det
Sammensatte skal af enkelte Kræfter opkomme een fra
dem ganske forskiellig Kraft, hvor kan da denne nye
opkomne Kraft være at finde? Uden det tænkende Væ-
sen ere det Heeles Kræfter intet andet end enkelte Kræf-
ter hos de enkelte Bestanddeele, hvorledes de ved Virk-
ninger og Gienvirkninger forandre og indskrænke hin-
anden. Nu kan ved Virkning og Gienvirkning ikke op-
komme nogen Kraft, der er disse Virknings- og Gien-
virknings-Kræfter uliig. Naar vi altsaa ville have no-
get Uligt i det Heele, saa maae vi atter tage vores Til-
flugt til det tænkende Væsen, der anderledes forestiller
sig disse Kræfter i Forbindelse og tilsammentagne, end
den ville tænke sig de samme enkelte og uden Forbindelse.
Et Exempel herpaa seer man, foruden Harmonien, og-
saa i Farverne. Bringer to forskiellige Farver tilsam-
men i et saa lidet Rum, at Øiet ikke kan forskielne
dem: saa vil de vel uden for os bestandig blive særskilte
og enhver for sig, men vores Følelse vil dog af dem
sammensætte sig en tredie, der har intet tilfælles med
hiine. En lige Beskaffenhed har det med Smagen,
og, om jeg ikke tager feil, med alle vore Følelser over-
hoved. De kunne vel ved Sammensætning og Forbin-
delse ikke blive andet i og for sig selv, end hvad de vare
som enkelte, men dog forekomme det tænkende Væsen,
der ikke tydelig kan udsætte dem af hinanden, ander-
ledes, end de uden Forbindelse ville synes.
Dette kan man tilstaae, svarede Simmias.
Kan altsaa det tænkende Væsen have sin Oprindelse
i enkelte Kræfter, der ikke ere tænkende?
Umuelig! da vi forhen have seet, at Evnen til at
tænke ikke kan have sin Oprindelse i noget Heelt, der
bestaaer af mange.
Ganske ret! svarede Socrates: Det, at tage de en-
kelte Kræfter, hvoraf en ulige Kraft hos det Sammen-
satte skal opkomme, tilsammen, forudsætter et tænkende
Væsen, for hvilket de i Forbindelse skal synes anderledes
end de ere. Naar altsaa det, at fornemme og tænke,
med eet Ord: Forestillingen, skal være en Kraft hos det
Sammensatte; Maatte da ikke Bestanddeelenes Kræfter
være det Heeles Kraft lige, og følgelig ligeledes Fore-
stillings-Kræfter?
Hvor var noget andet mueligt, eftersom intet Tre-
die kan gives?
Og disse Bestanddeeles Deele, saavidt Deelelighe-
den kan række, maae ikke og disse have ligedanne Fore-
stillings-Kræfter?
Uimodsigelig! saasom enhver Bestanddeel atter er
et Heelt, der bestaaer af mindre Deele, og vore For-
nuftslutninger kan fortsættes saa vidt, til vi komme
til Grunddeelene, der ere enkelte og ikke bestaae af
mange.
Siig mig, kiære Simmias! finde vi ikke i vores
Siæl en fast uendelig Mængde af Begreber, Kund-
skaber, Tilbøieligheder, Lidenskaber, der give os uophør-
lig nok at bestille?
Ganske vist!
Hvor vare vel disse at antreffe i Deelene? enten
adspredte, nogle i denne, andre i hiin, uden nogen-
sinde at blive hentede tilbage; eller der gives i det
mindste en eeneste iblandt dem, der foreener og fatter i
sig alle disse Kundskaber, Begieringer og Afskyer, saa
mange af dem, som der ere at treffe i vores Siæl.
Nødvendig een af Deelene, gav Simmias til Svar,
og, saavidt mig synes, torde vel det første Fald være
umueligt: thi alle Forestillinger og Tilbøielighed hos
vor Siæl ere saa indvortes sammenbundne og for-
eenede, at de og nødvendig maae nogensteds være uad-
skilte tilstæde.
Du iiler mig med stærke Skridt imod, min kiære
Simmias! Vi ville hverken kunne erindre os, eller
overlægge, eller sammenligne, eller tænke, ja vi ville
ikke engang være den samme Person, som vi vare for et
Øieblik siden, naar vore Begreber vare fordeelte iblandt
mange, og ikke nogensteds tilsammen i den nøieste For-
bindelse at antreffe. Vi maae altsaa i det mindste
antage en Substants, der foreener alle Bestanddee-
lenes Begreber; og kan denne Substants være sam-
mensat af Deele?
Umuelig! thi ellers maae vi atter tage dem tilsam-
men, og holde dem imod hinanden, at der af Deelene
kan blive et Heelt, og paa den Maade komme vi at-
ter derhen, hvor vi ere gaaen ud fra.
Den maae altsaa være enkelt?
Nødvendig!
Og uudstrakt? thi det Udstrakte er deeleligt, og
det Deelelige ikke enkelt.
Rigtig!
Der gives altsaa i vort Legeme i det mindste en
eeneste Substants, der ikke er udstrakt, ikke sammensat,
men enkelt, har en Forestillings-Kraft, og foreener i
sig alle vore Begreber, Begieringer og Tilbøieligheder.
Hvad hindrer os, at kalde denne Substants Siælen?
Det er lige meget, beste Ven! svarede Simmias,
hvad Navn vi give den; Nok, at min Indvending ikke
finder Sted ved den, og at alle dine Fornuftslutninger,
som du har frembragt for det tænkende Væsens Ufor-
giengelighed, nu ere uomstødelige.
Lad os, blev Socrates ved, endnu tage dette i
Overveielse: Naar mange slige Substantser vare til-
sammen i et menneskeligt Legeme, ja naar vi ville holde
alle vort Legems Grund-Elementer for Substantser af
denne Natur, ville da mine Fornuftgrunde for Ufor-
giengeligheden tabe noget af deres Fasthed? eller ville
saadan en Forudsætning ikke meget meere tvinge os til,
i steden for en uforgiengelig Aand at tilstaae mange, og
altsaa indrømme meere, end vi forlangte til vores Fore-
havende? Thi enhver af disse Substantser ville, som
vi forhen have seet, indfatte i sig heele Indbegrebet af
alle det heele Menneskes Forestillinger, Ønsker og Be-
gieringer, og altsaa, hvad Kundskabens Omfang be-
treffer, kunde deres Kraft ikke være meere indskrænket
end det Heeles Kraft.
Umuelig meere indskrænket.
Og hvordan i Henseende til Tydelighed, Sandhed,
Vished og Liv i Kundskaben? Sæt mange forvirrede,
mangelhafte og vaklende Begreber hos hinanden, kan
derved frembringes et meere opklaret, fuldstændigt og
bestemt Begreb?
Det synes ikke.
Naar ikke en Aand kommer til, der sammenligner dem,
og deraf ved nøiere Eftertanke og Overlæg danner sig selv en
fuldkommen Kundskab: saa ophøre de i Evighed aldrig at
være mange forvirrede, mangelhafte og vaklende Begreber.
Rigtig!
Den tænkende Materies Bestanddeele maatte altsaa
have Forestillinger, der ere lige saa tydelige, lige saa
sande, lige saa fuldkomne, som det Heeles Forestillinger,
thi af faa tydelige, faa sande o.s.v. lader sig ved Sam-
mensætning ingen Kundskab udbringe, der skulle have
en større Grad af disse Fuldkommenheder.
Dette er ikke at nægte.
Men er det ikke, i steden for en fornuftig Aand,
som vi ville sætte i ethvert menneskeligt Legeme, ganske
uden Fornødenhed at antage en utallig Mængde af de
samme?
Ganske vist!
Og selv denne Mængde tænkende Substantser vil
rimeligviis ikke være hinanden lige i Fuldkommenhed;
thi slige unyttige Mangfoldiggiørelser finde i denne vel-
indrettede Verden ikke Sted.
Skaberens allerhøieste Fuldkommenhed, sagde Sim-
mias, lader os slutte dette med Tilforladelighed.
Altsaa maae een af de tænkende Substantser, som
vi have sat i det menneskelige Legeme, være den fuld-
komneste iblandt dem, og følgelig have de tydeligste og
meest opklarede Begreber. Ikke saa?
Nødvendigviis!
Denne enkelte Substants, som er uudstrakt, be-
sidder Forestillings-Evne, er den fuldkomneste af alle
tænkende Substantser, der boe i mig, som indfatter i sig
alle de Begreber, hvorom jeg er mig bevidst, i samme
Tydelighed, Sandhed, Vished, o.s.v. Er denne ikke
min Siæl?
Intet andet, min dyrebare Socrates!
Min kiære Simmias! nu er det Tid at kaste et
Øiekast paa den Vei vi have lagt tilbage. Vi have for-
udsat, at Tænkekraften er en Egenskab hos det Sam-
mensatte, og, hvor forunderligt! af denne Forudsæt-
ning selv bringe vi, ved en Række af Fornuftslutnin-
ger, den ganske modsatte Sætning ud: at nemlig det-
at føle og tænke, nødvendig maae være Egenskaber hos
det Enkelte og ikke hos det Sammensatte: Er dette ikke
et ganske tilstrækkeligt Beviis, at hiin Forudsætning er
umuelig, sig selv modsigende, og altsaa at forkaste?
Ingen kan drage dette i Tvivl.
Udstrækning og Bevægelse, blev Socrates ved, i
disse Grundbegreber kan, som vi have seet, alting, som
kan tilkomme det Sammensatte, opløses; Udstræknin-
gen er Materien, og Bevægelsen Kilden, hvoraf For-
andringerne opkomme. Begge vise sig i Sammen-
sætningen under tusende forskiellige Skikkelser, og frem-
stille i den legemlige Natur den uendelige Række af un-
derfulde Dannelser, fra det mindste Soelegran lige til
hiine himmelske Sphærers Herlighed, der af Digterne er
holden for Gudernes Sæde. Alle stemme deri overeens,
at dens Materie er Udstrækningen, og dens Virksomhed
Bevægelsen. Men det, at iagttage, sammenligne,
slutte, begiere, ville, føle Lyst og Ulyst, udfordrer et
fra Udstrækning og Bevægelse ganske forskielligt Væsen,
en anden Grundmaterie, andre Kilder til Forandrin-
gen. I et enkelt Grundvæsen maae her mange Ting
forestilles, det uden for hinanden værende sættes til-
sammen, det Ulige holdes imod hinanden, og det For-
skiellige bringes i Sammenligning med hinanden. Det
som paa et vidtløftigt Rum i denne Legemverden er ad-
spredt, trænger sig her ligesom i een Punkt tilsammen,
for at udgiøre et Heelt, og det, som ikke meere er til,
bliver i nærværende Øieblik bragt i Sammenligning
med det som skal skee. Her kiender jeg hverken Ud-
strækning eller Farve, hverken Rum eller Tid, men et
indvortes virksomt Væsen, der forestiller sig Udstræk-
ning og Farve, Roe og Bevægelse, Rum og Tid, der
forbinder, adskiller, sammenligner, vælger, og kan
tage imod tusende andre Beskaffenheder, der ikke har
mindste Overeenstemmelse med Udstrakning og Bevæ-
gelse. Lyst og Ulyst, Begiering og Afskye, Haab og
Frygt, Lyksalighed og Elendighed, opkommer ikke ved
det, at smaa Jordpatikler forandre deres Sted. Beske-
denhed, Menneskekierlighed, Velvillighed, det Hen-
rykkende i Venskab, og den høie Følelse af Gudsfrygt,
er noget meer end Blodets Kaagen og Pulsaarer-
nes Slag, hvoraf de pleie at geleides. Ting af saa
forskiellig Art, min kiære Simmias! af saa forskiellige
Egenskaber, kunne, uden den største Uagtsomhed, ikke
forvexles med hinanden.
Jeg er ganske tilfredsstillet, var Simmias’s Svar.
Endnu en lille Anmærkning, lagde Sotrates til,
førend jeg vender mig til dig, min Cebes! Det første,
som vi vide om Legemet og dets Egenskaber, er det
noget meere end den Art og Maade, hvorpaa det
fremstiller sig for vore Sandser?
Noget tydeligere, min kiære Socrates!
Udstrækning og Bevægelse ere Forestillinger, som
det tænkende Væsen give sig om de Ting, som ere vir-
kelige uden for det. Ikke saa?
Det tilstaaer jeg.
Vi maae have de tilforladeligste Grunde til at
være forsikrede om, at Ting uden for os ere intet an-
det end det, som de uden Hinder forekomme os at
være; Men gaaer dog ikke, dette uagtet, Forestillingen
selv foran, og Forsikringen, at dens Gienstand virkelig
er til, følger efter?
Hvor kan det andet være? svarede Simmias, da
vi om Tingens Tilværelse uden for os ingen anden
Efterretning kan faae, end de Indtryk som den virker
hos os.
I Rækken af vores Kundskab gaaer altsaa altid
det tænkende Væsen foran, og det udstrakte Væsen føl-
ger efter; vi erfare først at Begreber, og følgelig et
begribende Væsen, ere virkelige, og derfra slutte vi
til Legemets og dets Egenskabers virkelige Tilværelse.
Vi kan og herved overtyde os om denne Sandhed, fordi
Legemet, som vi forhen have seet, uden det tænkende
Væsens Forretning intet Heelt udgiør, og Bevægelsen
selv ville, uden at holde det Forbigangne tilsammen
med det Nærværende, ingen Bevægelse være. Vi
maae altsaa betragte Sagen fra hvilken Side vi vil,
saa støder altid Siælen med dens Forretninger allerførst
paa os, og derpaa følger Legemet med sine Forandrin-
ger. Det Begribende gaaer altid foran det blot Be-
gribelige.
Dette Begreb synes frugtbart, mine Venner!
sagde Cebes.
Vi kunne, blev Socrates ved, inddeele den ganske
Kiæde af Væsen, fra det Uendelige til det mindste
Støvgran, i tre Leed. Det første Leed begriber, men
kan ikke begribes; dette er den eeneste, hvis Fuldkom-
menheder overstige alle endelige Begreber. De skabte
Aander og Siælene udgiøre det andet Leed; disse begri-
be og kunne begribes af andre. Legemverdenen er det sid-
ste Leed, der aleene kan begribes af andre, men ikke selv
begribe. Gienstandene i dette sidste Leed ere, saavel i
Rækken af vores Kundskab som i Tilværelsen selv uden
for os, altid de Bageste i Ordenen, i det de immer
forudsætte et begribende Væsens Virkelighed; Ville vi
indrømme dette?
Vi kunne ikke andet, sagde Simmias, eftersom vi
have maattet tilstaae alt det forrige.
Og dog alligevel, blev Socrates ved, tager Men-
neskenes Meening for det meeste sin Tilbagevei af denne
Orden. Det første, hvorom vi troe at være forsikrede,
er Legemet og dets Forandringer; disse bemestre sig
saa meget alle vore Sandser, at vi i lang Tid holde den
materielle Tilværelse for den eeneste, og alt det øvrige
for sammes Egenskaber.
Det glæder mig, sagde Simmias, at du selv, som
du ikke utydelig giver at forstaae, er gaaet denne for-
keerte Vei.
Rigtig, Kiære! svarede Socrates; alle Dødeliges
første Meeninger ere hinanden lige. Denne er Rheden,
hvorfra de tilsammen tiltræde deres Fart. Søgende
Sandheden, irre de op og ned paa Meeningernes Hav,
indtil Fornuft og Eftertanke, disse Jupiters Børn,
skinne i deres Seil, og forkynde dem en lykkelig An-
landing. Fornuft og Eftertanke føre vor Siæl fra
Legemverdenens sandselige Indtrykke tilbage til sit
Hiem, i de tænkende Væseners Rige, fornemmelig til
sine Liige, til skabte Væsener, der, formedelst sin En-
delighed, ogsaa kan tænkes og tydelig begribes af andre.
Herfra ophæve de den til hiin Grundkilde til det Tæn-
kende og Tænkelige, til hiint alting begribende men
for alle ubegribelige Væsen, hvorom vi, til vor Trøst,
vide saa meget, at alt, hvad der i Legem- og Aande-
Verdenen er got, skiønt og fuldkomment, har sin Virke-
lighed af ham og bliver opholdt ved hans Almagt.
Meer behøves der ikke til vores Beroligelse, til vores
Lyksalighed i dette og hiint Liv, end at være overbeviist,
rørt, og i det Inderste af vores Hierte ganske giennem-
trænget af denne Sandhed.
[redigér]
Tredie Samtale.
fter nogen Stiltienhed vendte Socrates sig til Ce-
bes, og sagde: Min kiære Cebes! siden du har erlanget
rigtigere Begreber om det Udødeliges Væsen, hvad synes
dig da om Fabel-Lærerne, der ofte lade en Gud være
nidsk paa en Dødeligs Fortienester, og blot af Misgunst
fiendtlig sindet imod samme?
Du veed, Socrates! hvad vi have lært at tænke
om slige Opdigtelser.
Had og Misundelse, disse nedrige Lidenskaber, der
saa meget Vanære den menneskelige Natur, maae gan-
ske og aldeles være uovereenstemmende med den guddom-
melige Hellighed.
Herom er jeg overbeviist.
Du troer altsaa nu tilforladelig og uden ringeste Be-
tænkning, at du, vi, og alle vore Medmennesker, ikke
bliver misundte, ikke hadede, ikke forfulgte, men paa det
ømmeste elskede af hiint allerhelligste Væsen, der har frem-
bragt os?
Rigtig!
I denne faste Overbeviisning kan aldrig paakomme
dig mindste Frygt, at den Allerhøieste skulde have kaldet
dig til evig Pine, og lade dig, enten du var skyldig
eller uskyldig, være uophørlig elendig?
Aldrig, aldrig! raabde Apollodorus, som dette
Spørgsmaal dog ikke var rettet til, og Cebes nøiedes
med at istemme det samme.
Vi ville, blev Socrates ved, antage denne Sæt-
ning, at Gud ikke har bestemt os til evig Elen-
dighed, som en Maalestok for Visheden i vor Kund-
skab, saa ofte som vor Tale gaaer ud paa tilkommende
Ting, der eene og aleene hænge af den Allerhøiestes
Villie. Af de skabte Tings Natur og Egenskaber la-
der sig i dette Fald intet med Vished slutte; thi heraf
følger aleene de Sætninger, der i og for sig selv ere
uforanderlige, og altsaa hænge af den Allerhøiestes
Kundskab, ikke af hans Gotbefindende. Til de gud-
dommelige Fuldkommenheder maae vi i slige Undersøgel-
ser vende os, og søge at udforske hvad der stemmer over-
eens med de samme, og hvad der modsiger dem. Det,
hvorom vi ere overbeviiste, at det ikke er overeenstem-
mende med samme, kan vi forkaste, og holde for saa
umueligt, som om det streed med den undersøgte Tings
Natur og Væsen selv. Et ligt Spørgsmaal er det,
kiære Cebes! som vi, i Anledning af din Indvending,
nu have at undersøge. Du tilstaaer, min Ven! at
Staten er et enkelt Væsen, der bestaaer for sig selv uden
Legemet. Ikke saa?
Rigtig!
Du tilstaaer videre, at den er uforgiengelig?
Herom er jeg overbeviist.
Saa vidt, blev Socrates ved, have vore Begre-
ber om Udstrækningens og Forestillingens Natur ført os.
Men nu opkommer Tvivl om den menneskelige Siæls
tilkommende Skiebne, der for saavidt eene og aleene
hænger af den Allerhøiestes Villie og Gotbefindende.
Vil han lade Menneskets Siæl i Evighed blive ved i en
vaagende Tilstand, sig selv bevidst om det Nærværende
og Forbigangne? Eller har han bestemt den samme til,
ved Legemets Bortgang at hensynke i een Søvnen lig-
nende Tilstand, og aldrig at opvaagne? Var det ikke
dette, der endnu forekom dig uvist?
Just dette, kiære Socrates!
At en aldeles Berøvelse af ald klar Selvbevidsthed,
ald Betænkning, i det mindste paa en kort Tid, ikke er
umuelig, lærer Søvn, Afmagt, Svingel, Henrykkel-
se, og tusinde andre Erfaringer. Vel er Siælen i alle
disse Tilfælde endnu fængslet til sit Legeme, og maae
rette sig efter Hiernens Beskaffenhed, der i alle disse
Svagheder ikke anbyder den andet end nogle umærkelige
Træk, og som let kunne udslettes. Heraf kan man ingen
Slutning drage om vores Siæls Tilstand efter dens
Fraskillelse fra Legemet; eftersom Foreeningen imellem
disse to forskiellige Væsener da ophæves, Legemet ophø-
rer at være Siælens Verktøi, og Siælen maae følge
ganske andre Love, end de herneden foreskrevne. Imid-
lertid er det nok for vores Uvished, at Mangel paa en
klar Selvbevidsthed, ligesom i Søvne, ikke modsiger en
Aands Natur. Thi naar dette er, saa synes vor
Frygt ikke ganske ugrundet. Men naar vi ønske at
blive befriede fra denne frygtelige Tvivl, kan vi da for-
lange noget meere, end den Forvisning, at vores Frygt
strider imod Guds Hensigter, og at han lige saa lidet
kan finde Behag deri, som i sine Skabningers evige
Elendighed?
Rigtig! svarede Cebes, naar vi ikke forlange en
Overbeviisning, som strider imod den undersøgte Sags
Natur. Da jeg forebragte dig min Tvivl, dyrebare
Ven! har jeg selv anviist nogle af Skaberens Hensigter
laante Grunde, som giøre din Lærebygning høist sand-
synlig, men jeg ønsker at høre dem af din Mund, og
mine Venner ønske det med mig.
Jeg vil forsøge, sagde Socrates, om jeg kan
giøre eder Fyldest. Svar mig, kiære Cebes! Naar
du frygter, ved Døden for evig at tabe ald vaagende Selv-
bevidsthed, frygter du da tillige for, at denne Skiebne
forestaaer det samtlige menneskelige Kiøn, eller kuns en
Deel deraf? Blive vi alle snappede bort af Døden,
og, at tale i Digter-Sproget, af den henbaarne i dens
ældre Broders, den evige Søvns, Arme? eller ere
nogle af Jordbyggerne bestemte, af hiin himmelske Au-
rora at blive opvakte til Udødelighed! Saasnart vi
tilstaae, at den sande Udødelighed er bestemt for en Deel
af det menneskelige Kiøn, saa tvivler vel Cebes ikke et
Øieblik paa, at denne Salighed er de Retfærdige, Gu-
dernes og Menneskernes Venner, forbeholden?
Nei, min Socrates! Guderne uddeele vist ikke
den evige Død saa uretfærdig, som Athenienserne den
timelige. Jeg er desuden af den Meening, at i den
viiseste Skabnings Plan lige Væsener ogsaa have lige Be-
stemmelser, og altsaa en lige Skiebne efter dette Liv
maae forestaae det samtlige menneskelige Kiøn.
Enten opvaagne de alle til en nye Selvbevidsthed; og
da kan vel ikke Anitus og Melitus selv tvivle, at den
undertrykte Uskyldighed venter en bedre Skiebne end
dens Forfølger; eller og de ende alle med dette Liv de-
res Bestemmelse, og vende tilbage i den Tilstand, hvor-
fra de ved Fødselen ere tagne; deres Ruller strække sig
da ikke videre end paa dette Livs Skueplads: ved Enden
træde Skuespillerne af, og blive igien det, som de
ellers i det almindelige Liv ere. Jeg undseer mig, dy-
rebare Ven! videre at forfølge disse Tanker; thi jeg
mærker, at de føre mig paa aabenbare Urimeligheder.
Det siger intet, Cebes! svarede Socrates; vi
maae og sørge for dem, der ikke saa let ved en urimelig
Følge blive skamrøde. Lige Væsener, meener du,
min Ven! maatte i den viiseste Skabnings Plan have
lige Bestemmelser.
Ja!
Alle skabte Væsener, der tænke og ville, ere jo hin-
anden lige?
Rigtig!
Om endog denne tænker rigtigere, sandere, fuld-
komnere, kan omfatte flere Gienstande, end hiin; saa
gives der dog ingen Grændselinie, der adskiller dem i
forskiellige Klasser, men de ophæve sig ved umærkelige
Ting over hinanden, og udgiøre een eeneste Slægt:
Ikke saa?
Det maae man tilstaae.
Og om der over os endnu gives høiere Aander, der
i umærkelige Grader af Fuldkommenhed overgaae hinan-
den, og langsom nærme sig til den uendelige Aand:
høre de da ikke alle, saa mange af dem som ere skabte,
til een eeneste Slægt?
Jo vist!
Ligesom deres Egenskaber ikke ere væsentlig forskiel-
lige, men kuns gradeviis, ligesom i en uafbrudt Række,
ophæve sig; saa maae og deres Bestemmelser i det Væ-
sentlige være hinanden lige, ikkuns i umærkelige Grader
forskiellige. Thi i den store Skabnings-Plan er Alting
indrettet efter den allerfuldkomneste Harmonies Regler;
altsaa maae og Væsenets Bestemmelser paa det nøieste
stemme overeens med dens Fuldkommenheder og Egen-
skaber. Kan vi vel drage dette i Tvivl?
Aldeles ikke!
Mine Venner! det Spørgsmaal, som vi her un-
dersøge, begynder at blive af uendelig Vigtighed i det
guddommelige Udkast til denne heele store Verden. Fra-
skillelsen angaaer ikke det menneskelige Kiøn aleene, men
det samtlige Rige af tænkende Væsener. Ere de bestemte
til sand Udødelighed, til en evig Vedvarelse af deres-
Selvbevidsthed og tydelig Selvfølelse, eller ophøre disse
Skaberens Velgierninger igien efter en kort Nydelse,
og giøre Plads for en evig Forglemmelse? I den Aller-
høiestes Raadslutning maae, som vi have seet, Spørgs-
maalet i denne Almindelighed være bleven afgiort: Vil
vi ikke ogsaa ved vores Undersøgning have den i dette
almindelige Lys at betragte?
Som det synes.
Men jo almindeligere Gienstande bliver, jo uri-
meligere bliver og vores Frygt. Alle endelige Aander
have medskabte Kræfter, hvilke de ved Øvelse udvikle
og giøre fuldkomnere. Med en forundringsværdig Ha-
stighed arbeider Mennesket paa sin medfødte Evne til at
tænke og føle. Med enhver Følelse tilstrømmer ham en
Mængde Kundskaber, der for en menneskelig Tunge ere
uudsigelige; og naar han holder Følelserne mod hinan-
den, naar han sammenligner, dømmer, slutter, væl-
ger, forkaster, saa mangfoldiggiør han denne Mængde
i det Uendelige. Paa samme Tid udvikler en uophørlig
Drift de ham medfødte Sielekræfter, og danne hos
ham Vid, Forstand, Fornuft, Opsindelseskraft, Fø-
lelse af det Skiønne og Gode, Høimodighed, Menne-
skekiærlighed, Selskabelighed, og hvad alle de Fuldkom-
menheder kaldes, som endnu ingen Dødelig paa Jorden
har kunnet efterlade at erhverve sig. Lad være, at vi
kalde mangt et Menneske dumt, tosset, sandseløst, ne-
drigt og grumt: ved Sammenligning kan vel disse Be-
nævnelser undertiden have Grund; Men endnu har dog
intet Dummerhoved levet, der intet Kiendetegn paa For-
stand har givet fra sig; endnu ingen Tyran, i hvis
Barm ingen Gnist af Menneskekiærlighed har glimret.
Vi erhverve alle de samme Fuldkommenheder, Forskiel-
len bestaaer aleene i meere eller mindre; vi erhverve
dem alle, siger jeg, mine Venner! thi end ikke den Al-
lerugudeligste er det nogentid lykkedes, aldeles at handle
imod sin Bestemmelse. Han stride, han modsatte sig
med den største Haardnakkenhed, saa maae hans Mod-
stræbelse selv have en medfød Drift til Grund, der
af Oprindelsen er god, og blot ved en urigtig Anven-
delse vil blive fordærvet. Denne urigtige Anvendelse
giør Mennesket ufuldkomment og elendigt, men Udøvel-
sen af denne oprindelig gode Drist befordrer alligevel,
imod hans Villie, Hensigten af hans Tilværelse. Paa
slig en Maade, mine Venner! har endnu intet Men-
neske levet i den velgiørende Omgang med sine Med-
mennesker, der jo har forladt Jordkloden fuldkomnere,
end han betraadde den. Med den samtlige Række af
tænkende Væsener har det den samme Beskaffenhed: saa læn-
ge de fornemme med Selvfølelse, tænke, ville, begiere,
afskye, saa danne de immer meere og meere de dem
medskabete Kræfter; jo længere de ere i Drift, jo virk-
sommere blive deres Kræfter, jo færdigere, hastigere,
mindre opholdende blive deres Virkninger, jo kraftigere
blive de til at finde deres Salighed i Beskuelsen af det san-
de Skiønne og Fuldkomne. Og hvorledes? mine Venner!
Alle disse erhvervede guddommelige Fuldkommenheder fare
bort, ligesom Skum paa Vand, som en Piil flyver
igiennem Luften, og lade ingen Spor efter sig, at de no-
gensinde have været der? Det mindste lille Solegran kan
i Tingenes Natur, uden en underbar Tilintetgiørelse,
ikke gaae forloren; og disse Herligheder skulde for evig Tid
forsvinde? De skulde af det Væsen, der har eiet dem,
være at ansee uden Følger, uden Nytte, ligesom de al-
drig havde tilhørt det? Hvad for Begreber om Skab-
nings-Planen forudsætter ikke denne Meening? I denne
allerviiseste Plan er det Gode af uendelig Nytte, enhver
Fuldkommenhed af uophørlige Følger; dog kuns Fuld-
kommenheden hos det enkelte sig selv følende Væsen,
hvilket, i egentlig Forstand, en virkelig Fuldkommen-
hed kan tilskrives; derimod den Fuldkommenhed, som
vi bemærke i sammensatte Ting, er forgiengelig og for-
anderlig, ligesom Tingen selv, som den tilkommer.
For at giøre dette tydeligere, mine Venner! maae vi
atter tage Forskiellen imellem det Enkelte og Sammen-
satte i Overveielse. Uden at henvende os til et enkelt,
til et tænkende Væsen, have vi seet, at hverken Skiøn-
hed, Orden, Overeenstemmelse eller Fuldkommenhed
kan tillægges det Sammensatte, ja de kan, uden Til-
læg, ikke engang tages tilsammen for at udgiøre noget
Heelt. Ikke heller ere de i det store Udkast til denne
Verden frembragte for deres egen Skyld; thi de ere
livløse og sig selv om deres Tilværelse ubevidste, og
kunne i og for sig selv ikke tage mod nogen Fuldkommenhe-
der. Meget meere maae Hensigten med deres Tilvæ-
relse søges hos de levende og følende Deele af Skabnin-
gen: Det Livløse tiener det Levende til Redskaber for
Følelserne, og bibringer det ikke aleeneste sandselige Fø-
lelser af forskiellige Ting, men endog Begreber om
Skiønhed, Orden, Ligemaal, Middel, Hensigt,
Fuldkommenhed, eller i det mindste Materien til alle
disse Begreber, hvilke siden det tænkende Væsen forme-
delst sin indvortes Virksomhed danner sig selv. I
sammensatte Ting finde vi intet, der bestaaer for sig selv,
intet, som vedvarer og er af nogen Bestandighed, saa at
man i det andet Øieblik kan sige: det er endnu det for-
rige. Imedens jeg her seer eder, mine Venner! saa
er ikke aleene Solens Lys, der gienstraaler af eders An-
sigter, i en bestandig Strøm, men eders Legemer have
imidlertid, i deres indvortes Dannelse og Sammen-
følelse, liidt uendelige Forandringer: alle Deele deraf
have ophørt At være de forrige, de ere i en bestandig Af-
vexling og Flod af Forandringer, der uafladelig river
dem fort med sig. De lykkelige Viise i forrige Tider
have allerede bemærket, at de legemlige Ting ikke ere,
men opkomme og forgaae; intet hos dem er af Va-
righed og Bestandighed, men alting følger en uophol-
dende Strøm af Bevægelser, hvoraf de sammensatte
Ting uden Ophold frembringes og opløses. Dette har
og Homer forstaaet derunder, naar han kalder Oceanen
Fader og Thetis Moder til alle Ting: Han har dermed
villet vise, at alle Ting i den synlige Verden opkommer
ved en bestandig Afvexling, og, ligesom i et fortstrøm-
mende Hav, intet Øieblik bliver paa sit forrige Sted.
Er nu det Sammensatte ved sig selv ikke i Stand:
til at vedblive, hvor meget mindre vil da det være en
Fuldkommenhed derhos, der, som vi have seet, i og for sig
aldrig kan tilskrives det, men aleeneste i Hensigt til det
Følende og Tænkende i Skabningen. Derfore see vi i
den livløse Skabning det Skiønne at visne og opkomme,
det Fuldkomne at fordærves og komme tilsyne igien i en
anden Skikkelse; synlig Uorden og Regelrethed, Har-
monie og Uovereenstemmelse, Behageligt og Ubehage-
ligt, Godt og Ondt, at afvexle med hinanden i en uende-
lig Forskiellighed, eftersom den levende Tings Brug,
Nytte, Beqvemmelighed, Lyst og Lyksalighed udfordrer,
for hvis Skyld hiine blive frembragte.
Den levende Deel af Skabningen indeholder to
Klasser sandselig følende og tænkende Naturer. Beg-
ge have dette tilfælles, at de have et vedvarende Væsen,
besidde og kunne nyde en indvortes for sig selv bestaaende
Fuldkommenhed. Vi finde hos alle Dyr, som bedække
denne Jord, at deres Følelser, deres Kundskaber, de-
res Begieringer, deres indplantede Naturdrift, paa
det forunderligste stemmer overeens med deres Nødven-
digheder, og tilsammen sigte til deres opholdelse, Be-
qvemmelighed og Fortplantelse, ja endog tildeels til deres
Efterkommeres Velgaaende. Denne Harmonie findes
indvortes hos dem; thi alle disse Følelser og Naturdrif-
ter ere Beskaffenheder hos det enkelte ulegemlige Væ-
sen, der i dem er sig selv og andre Ting bevidst: De
besidde derfor en sand Fuldkommenhed, der ikke aleeneste,
i Hensigt til andre Ting uden for dem, kunne kaldes saa-
ledes, men have deres egen Bestand og Vedvarelse for sig.
Ere de livløse Ting til for deres Skyld, at de derved skulle
finde Underholdning, Lyst og Beqvemmelighed, saa ere
de igien paa deres Side ogsaa i Stand til at nyde disse
Velgierninger, at føle Lyst og Ulyst, Behageligt og
Modbydeligt, Begiering og Afskye, Velstand og Ulyk-
salighed, og derved at blive indvortes fuldkomne eller
ufuldkomne. Ere de livløse Ting Midlerne, som den
allerviiseste Skaber betiener sig af, saa henhøre Dyrene
ogsaa til hans Hensigter; thi for deres Skyld er en Deel
af det Livløse bleven frembragt; de besidde Evne til at
nyde det, og derved i deres indvortes Natur at blive
overeenstemmende og fuldkomne. Derimod mærke vi
hos dem, saaledes som vi see dem for os paa Jorden,
ingen bestandig Fremgang til et høiere Trin af Fuldkom-
menhed. De erholde, uden Underviisning, uden Over-
læg, uden Øvelse, uden Forsæt og Videlyst, ligesom
umiddelbar ved den Almægtiges Haand, de Gaver,
Færdighed og Drift, som ere fornødne til deres Ophold
og Forplantelse. Meere erhverve de ikke, om de endog
levede i Aarhundrede eller uendelig formeerede sig.
Ikke heller kunne de enten forbedre eller forværre det, som
de have erholder, eller meddeele andre det, men udøve
det paa den dem indplantede Maade, saa længe deres
Omstændigheder ville tillade det, og siden synes de selv at
forglemme det. Ved menneskelig Underviisning kunne vel
Adskillige Huusdyr lære noget Lidet, og blive vante eller
opdragne til Krig eller smaae Huuslige Forretninger;
men ved den Maade, hvorpaa de antage denne Under-
viisning, give de tydelig nok tilkiende, at deres Liv
herneden ikke er bestemt at være en bestandig Fremgang
til Fuldkommenhed, men at den visse Grad af Dyg-
tighed, som de opnaae, ogsaa er deres sidste Maal,
og at de af dem selv aldrig stræbe videre, aldrig føle
nogen indvortes Drift til at begynde noget høiere. Nu
er vel denne Stilstand, denne dumme Tilfredshed med
det Erhvervede, uden at ville ophæve og svinge sig høiere,
et Tegn, at de i det store Udkast til Skabningen ikke
have været det sidste Maal, men at de, som nedrige
Hensigter, tillige ere Midler, og skal være Ting af
værdige og høiere Bestemmelser, behielpelige til at op-
fylde Guds Hovedhensigter. Men Kilden til deres Liv
og Fornemmelser er et enkelt for sig selv bestaaende
Væsen, der under alle de Forandringer, som det ved
Tingenes Løb lider, har noget Bestandigt og Vedvarende;
derfore maae de Egenskaber, som det eengang, ved Lær-
dom, eller som en umiddelbar Gave af den Algodes
Haand, har erholdet, tilkomme det som en Eiendom,
og ikke igien, giennem naturlige Veie, ganske forsvin-
de, men være af uophørlige Følger. Da denne følende
Siæl naturligviis aldrig ophører at være til, saa ophøre
rer den ikke heller at befordre Guds Hensigter i Natu-
ren, og ved sin bestandige Tilværelse bliver den immer
dygtigere og dygtigere til at hielpe at bringe sin Skabe-
res store Hensigt i Opfyldelse. Dette stemmer overeens
med den uendelige Viisdom, hvormed Planen til denne
ganske Verden er udkastet i Gudernes Raad. Alting
er i uophørlig Arbeide og Bestræbelse efter at opfylde
visse Hensigter i denne Plan; enhver virkelig Substants
er foreskrevet en usynlig Følge og Række af Forretnin-
ger, som den efterhaanden maae fuldføre, og den vir-
kende Substants bliver altid ved den sidste Forretning
dygtigere til at udføre den næstfølgende. I Følge disse
Grundsætninger er det aandelige Væsen, som giver
Dyrene Liv, af uendelig Vedvarelse, og bliver i Evig-
hed ved at opfylde Guds Hensigter i den Række og ved
de Trin, som i den almindelige Plan er det anviist.
Om disse dyriske blot sandselig følende Naturer
med Tiden skulle forlade deres nedrige Trin, og, tillok-
kede ved et Vink af den Almægtige, opsvinge sig i
Aandernes Sphære, kan ikke med Vished afgiøres,
hvorvel jeg er meget tilbøielig til at troe det.
De fornuftige Naturer og Aander indtage i denne
store Verden, ligesom Mennesket i Besynderlighed paa
Jorden, det fornemste Sted. For denne Skabningens
Underherre smykker Naturen sig i sin jomfruelige Skiønhed.
Ham tiener det Livløse, ikke aleene til Næring, Klæder,
Boelig og sikkert Ophold, men fornemmelig til Fornøielse
og Underviisning; de meest ophøiede Sphærer, de
længst bortliggende Stierner, der knap med Øiet kan op-
dages, maae i denne Hensigt tiene ham til Nytte.
Vil I vide hans Bestemmelse herneden, saa seer alee-
neste hvad han her forretter. Han bringer paa denne
Skueplads hverken Færdighed, eller Naturdrift, eller
medfød Beqvemhed, hverken Værge eller Forsvar, med
sig, og synes ved det første Optrin meere trængende og
hielpeløs end det ufornuftige Dyr. Men Bestræbelsen
og Evnen til at giøre sig fuldkomnere, disse høie Gaver,
som en skabt Natur kan tage imod, bøder mangefold
paa Mangelen af hiin fæiske Drift og Færdigheder, der
ingen Forbedring, ingen høiere Grad af Fuldkommen-
hed nogensinde kan antage. Knap nyder han Solens
Lys, saa arbeider allerede Naturen paa at giøre ham
fuldkomnere: Dette skiærper hans Sandser, Indbild-
ningskraft og Erindre-Evne; hiint øver sine ædlere Kund-
skabsgrunde, arbeider paa hans Forstand, hans For-
nuft, hans Vittighed, hans Skarpsindighed; det
Skiønne i Naturen danner hans Smag og forfiiner
hans Følelse; det Høie opvækker hans Beundring og
ophæver hans Begreber ligesom høit over denne For-
giengeligheds Sphære. Orden, Overeenstemmelse og
Ligemaal tiene ham ikke aleene til en fornuftig For-
nøielse, men beskieftige alle hans Sindskræfter i en
behørig og for deres Fuldkommenhed taalelig Harmonie.
Snart træder han i Selskab med sine Lige, for vexelviis
at lette sig Middelet til Lyksalighed: og see! i dette
Selskab viser og danner sig hos ham høiere Fuldkom-
menheder, der hidindtil have været indviklede ligesom i en
Knop. Han faaer Pligter, Rette, Adkomster og Paa-
liggenheder, der ophæve ham i de moralske Naturers
Klasse; der opkomme Begreber om Retfærdighed,
Billighed, Anstændighed, Ære, Anseelse, Navnkun-
dighed. Den indskrænkede Drift, Familie-Kiærlighed,
bliver udvidet til Kiærlighed for Fædrenelandet, for det
ganske menneskelige Kiøn, og af den medfødte Spire
til Medlidenhed udspringer Velvillighed, Mildhed og
Høimodighed.
Efterhaanden bringer Omgang, Selskabelighed,
Samtale og Opmuntring, alle de sædelige Dyder til
Fuldkommenhed; de antænde Hierter til Venskab, Bry-
stet til Tapperhed, og Siælen til Sandheds Kiærlighed,
udbrede over det menneskelige Liv en Kappe af Tiene-
ste og Gientieneste, Kiærlighed og Gienkiærlighed, en
Afvexling af Alvor og Spøg, Dybsindighed og Mun-
terhed, der alle i Sødhed overgaae de enkelte og usel-
skabelige Vellyster. Derfore finde vi ingen Behag i
Besiddelsen af alle Jordens Goder, i Nydelsen af de
fyrigste Vellyster, naar vi i Eenlighed skulle besidde og
nyde samme; de høieste og prægtigste Formaale i Natu-
ren fornøie det selskabelige Dyr, Mennesket, ikke saa
meget, som at see et af sine Medmennesker.
Erlanger nu denne fornuftige Skabning først rig-
tige Begreber om Gud og hans Egenskaber, o! hvilket
dristigt Skridt til høiere Fuldkommenhed! Af Omgang
med sine Medskabninger træder han i Omgang med
Skaberen, kiender det Forhold, hvori han, det heele
menneskelige Kiøn, alt Levende og alt Livløst, staaer
med denne det Heeles Frembringer og Opholder. Den
store Orden af Aarsager og Virkninger i Naturen bli-
ver ham nu ogsaa til en Orden af Midler og Hensig-
ter; hvad han hidindtil har nydt paa Jorden, blev ham
ligesom tilkastet fra Skyerne: nu fordeele disse Skyer
sig, og han seer den venlige Giver, der har ladet alle
disse Velgierninger flyde til ham. De Egenskaber,
Gaver og Færdigheder, som han, i Henseende til Lege-
met og Sindet, besidder, erkiender han at være ham
skienkede af denne gode Fader; ald Skiønhed, ald Har-
monie, alt Got, ald Viisdom, Forsyn og Hensigter,
betragter han som den Allerviisestes Tanker, hvilke han
har ladet ham læse i Skabningens Bog, for at bringe
ham op til høiere Fuldkommenhed. Denne kiærlige Fa-
der og Opdrager, denne naadige Regent over Verden,
helliger han tillige alle sit Hiertes Dyder, og de vinde
i hans Øine en guddommelig Glands, da han veed, at
han ved dem, og ved dem aleene, kan behage den Algo-
de; Dyden aleene fører til Lyksalighed, og vi kunne ikke
paa anden Maade behage Skaberen, end naar vi stree-
be efter vores sande Lyksalighed. Hvilken Høide har
ikke Mennesket i denne Forfatning opnaaet paa Jorden!
Betragter, mine Venner! den velsindede Borger i
Guds Stat, hvorledes alle hans Tanker, Ønsker,
Lidenskaber og Tilbøieligheder harmonere indbyrdes,
hvorledes de alle sigte til Skabningens sande Velgaaende
og Skaberens Herliggiørelse! O! naar Verden havde
ikkun een eeneste Skabning af denne Fuldkommenhed at
fremvise, saa ville vi tvivle, om vi ikke i denne Gud-
dommens Efterstræbere, i dette Formaal for den gud-
dommelige Velbehag, skulde søge Ende-Hensigten med
Skabningen?
Vel treffe alle Trækkene i dette Materie ikke Men-
neskene overhoved, men ikkuns faa ædle, der ere en
Ziir for det menneskelige Kiøn; men dog maae denne
altid være Grændselinien imellem Menneskene og de
høiere Aander. Nok, at de alle høre til samme Klasse,
og deres Forskiel kuns bestaaer i det Meere og Mindre.
Fra det meest uvidende Menneske indtil den Fuldkom-
neste af de skabte Aander have alle den for Guds
Viisdom saa anstændige og paa deres egne Kræfter og
Færdigheder saa passende Bestemmelse, at giøre sig og
andre fuldkomnere. Denne Stie er dem foretegnet, og
den forkeerteste Villie kan ikke føre nogen ganske derfra.
Alt hvad som lever og tænker, kan ikke efterlade at øve
sin Kundskab og sine Begieringskræfter, danne dem til
Fuldkommenhed, forvandle dem til Færdigheder, deels
meere deels mindre, og med stærkere eller svagere Skridt
at nærme sig til Fuldkommenhed. Og dette Maal,
naar opnaaes det? Aldrig, som det synes, saa fuldkom-
men, at Veien til en videre Fremgang skulle være til-
sperret; thi skabte Naturer kan aldrig opnaae den Fuld-
kommenhed, oven for hvilken intet lader sig tænke. Jo
høiere de opklavre, jo meere useete Frastande aabne sig
for deres Øine, og anspore deres Skridt. Maalet for
denne Bestræbelse bestaaer, ligesom Tidens Væsen, i
Fremgang. Ved at efterabe Gud, kan man efterhaan-
den nærme sig til hans Fuldkommenheder, og i denne
Nærmelse bestaaer Aandernes Lyksalighed; men Veien
dertil er uendelig, og kan i Evighed aldrig blive ganske
lagt tilbage. Derfore kiender Fortstræbelsen i det men-
neskelige Liv ingen Grændser. Enhver menneskelig Be-
gierlighed sigter i og for sig selv ud i Uendeligheden.
Vores Videlyst er umærkelig, vores Ærgierrighed umær-
kelig, ja den nedrige Pengegierrighed selv qvæler og for-
uroeliger, uden nogensinde at tilstæde en fuldkommen
Beroeligelse. Følelsen af Skiønhed søger det Uendelige;
det Høie indtager os blot ved det Uudgrundelige, som
findes deri. Vellysten falder os væmmelig, saasnart
den berører Mættelsens Grændser. Hvor vi see Grænd-
ser, der ikke kan overstiges, der føler vores Indbildnings-
kraft sig ligesom smeddet i Lænker, og Himmelen selv
synes at indslutte vores Tilværelse i et alt for knapt
Rum; derfore lader vi saa gierne vores Indbildnings-
kraft det frie Løb, og udsætter Grændser for Rummet i
det Uendelige. Denne endeløse Bestræbelse, der im-
mer udstrækker sit Maal videre, er tilmaalt Aandernes
Væsen, Egenskaber og Bestemmelse. Den Uendeliges
underfulde Verker indeholde Materie og Næring nok
til i Evighed at underholde denne Bestræbelse; jo meere
vi indtrænge i disse Hemmeligheder; jo videre Udsigter
aabner vort begierlige Øiekast sig; jo meere vi udgrund-
de der, jo meere finde vi at udforske; jo meere vi ny-
de, jo utømmeligere er Kilden.
Vi kunne altsaa, blev Socrates ved, med god
Grund antage at denne Forstræbelse til Fuldkommen-
hed, denne Tiltagelse, denne Vext i indvortes For-
treffelighed, er fornuftige Væseners Bestemmelse, og
Skabningens høieste Ende-hensigt. Vi kunne sige, at
denne Verdenbygning er bleven frembragt, paa det at der
kunde gives fornuftige Væsener, der kunne gaae frem
fra Trin til Trin, efterhaanden tiltage i Fuldkommen-
hed, og i denne Tilvext finde deres Lyksalighed. At disse
samtlige skal midt paa Veien staae stille, ikke aleene staae
stille, men paa engang blive stødte tilbage i Afgrunden,
og miste alle Frugterne af deres bestræbelser, dette kan
det allerhøieste Væsen umuelig finde Behag i, og have
indført i den Plan til Verden, som fremfor alle andre
har behaget ham. Som enkelte Væsener ere de ufor-
giengelige; som Naturer, der bestaae for sig selv, ere
ogsaa deres Fuldkommenheder vedvarende og af uendelige
Følger; som fornuftige Væsener stræbe de efter en uop-
hørlig Tilvext og Fremgang i Fuldkommenhed; Natu-
ren anbyder dem tilstrækkelig Anledning til denne ende-
løse Fremgang, og som det sidste Endemaal for Skab-
ningen kan de ikke have nogen anden Hensigt, og derfore
forsætlig forstyrres i Fremgangen eller Besiddelsen af de-
res Fuldkommenheder. Anstaaer det Viisdommen, at
frembringe en Verden, paa det at de Aander, som den
sætter deri, skal betragte dens Under og blive lyksalige,
men et Øieblik derefter igien for evig at unddrage disse
Aander selv Evnen til Betragtning og Lyksalighed?
Anstaaer det Viisdommen, at giøre et Skyggeverk af
Lyksalighed, der immer kommer og immer forgaaer,
til sidste Maal for sine Undergierninger? O nei, mine
Venner! ikke forgieves har Forsynet indgivet os en At-
traae efter en evig Lyksalighed, den kan og skal tilfreds-
stilles. Hensigten med Skabningen vedvarer lige saa
længe som Skabningen; Beundrerne af de guddomme-
lige Fuldkommenheder lige saa længe, som det Værk,
hvori disse Fuldkommenheder ere synlige. Saaledes,
som vi her tiene Verdens Regent, i det vi udvikle vore
Kræfter, saaledes skal vi og fortfare i hiint Liv under
hans guddommelige Omhue, øve os i Dyd og Viisdom,
uophørlig giøre os fuldkomnere og dygtigere til at op-
fylde den Række af guddommelige Hensigter, der stræk-
ker sig fra os hen i det Uendelige. At staae stille nogen-
steds paa denne Vei, strider aabenbare mod den gud-
dommelige Viisdom, Godhed og Almagt, og har i Ud-
kastet til planen af denne Verden lige saa lidet kunnet
behage det allerfuldkomneste Væsen, som uskyldige
Skabningers allerhøieste Elendighed.
Hvor beklagelig er ikke den Dødeliges Skiebne,
der ved ulykkelige Sophisterier har berøvet sig den trø-
stelige Forventelse af det Tilkommende! Han maae ikke
eftertænke sin Tilstand, men enten leve hen ligesom i
en Døsighed, eller og fortvivle. Hvad er vel skrækkeli-
gere for den menneskelige Siæl, end Tilintetgiørelsen?
og hvad elendigere, end et Menneske, der seer den med
stærke Skridt komme sig i Møde og synes allerede i
Forveien at føle den i den trøsteløse Frygt, hvormed
han venter paa den? I Lykken indsniger denne skræk-
kelige Tanke sig imellem de meest vellystige Forestillin-
ger, ligesom en Slange imellem Blomster, og forgif-
ter Livet; i Ulykken nedslaaer den Menneskene ganske
haabeløse, i det den giør dem den eeneste Trøst, der kan
forsøde Elendigheden, Haabet om noget bedre Tilkom-
mende, kummerlig. Ja Begrebet om en forestaaende
Tilintetgiørelse strider saa meget imod den menneskelige
Siæls Natur, at vi ikke kunne rime den med sine nær-
meste Følger, og, hvorhen vi vende os, støder paa
tusinde Urimeligheder og Modsigelser. Hvad er dette
Liv med alle sine Møisommeligheder, besynderlig naar
de behagelige Øieblikke deraf blive forvandlede til Galde
af Angesten for en uundgaaelig Tilintetgiørelse?
er en Varighed af i Gaar og i Dag, der i Morgen
ikke meere skal være? En høist foragtelig Ringhed,
der meget slet belønner os den Møie, Arbeide, Bekym-
ringer og Besværligheder, hvormed, vi udholde dem.
Og dog er denne Ringhed Alting for dem, der intet be-
dre have at haabe. I Følge deres Lære maatte den
nærværende Tilværelse være dem det høieste Gode, som
intet i Verden kunde veie op imod; det smerteligste,
det jammerligste Liv maatte da være uendelig bedre, end
Døden, som den fuldkomne Tilintetgiørelse af deres
Væsen; deres Kiærlighed til Livet maatte da ingenlunde
kunne overvindes af noget. Hvilken Bevæggrund,
hvilken Betragtning ville være mægtig nok til at føre
dem i ringeste Livsfare? Ære og Eftermæle! disse
Skygger forsvinde, naar man taler om virkelige gode
Ting, der skulle sættes i Ligning med dem. Det an-
gaaer deres Børns, deres Venners, deres Fæ-
drenelands Vel, ja om det og var det ganske menne-
skelige Kiøns Vel; dem er dog de jammerligste faa
Øieblikke alting, som de have at trøste sig med, og der-
for af uendelig Vigtighed: hvorledes kan de foragte
dem? hvad de vove, er aldeles ikke at sætte i Ligning
med det, som de haabe at faae; thi Livet er, efter
disse Sophisters Tanker, i Sammenligning med alle
andre gode Ting, uendelig stort.
Men har der ingen Helteaander været, der, uden
at være overbeviiste om deres Udødelighed, have hengivet
deres Liv for Menneskelighedens Rette, Frihed, Dyd
og Salighed? O ja! og tillige saadanne, der for meget
ulovligere Aarsager have sat det paa Spil Men vist
har Hiertet og ikke Forstanden bragt dem dertil De
have, uden at vide det, ved denne Gierning fornæg-
tet deres egne Grundsætninger. Hvem som haaber et
tilkommende Liv, og fatter Maalet i sin Tilværelse i
Fremgangen til Fuldkommenhed, den kan sige til sig
selv: See! du er sendt herhen, for, ved at befordre det
Gode, at giøre dig selv fuldkomnere, du kan altsaa be-
fordre det Gode endog paa dit Livs Bekostning, om det
ikke anderledes kan skee. Truer Tyrannie dit Fædrene-
land med Undergang, er Retfærdigheden i Fare for at
blive undertrykt, Dyden at krænkes, Religion og
Sandhed at forfølges:—saa benyt dig af dit Liv til det,
hvortil du har faaet det, døe, for at forskaffe det men-
neskelige Kiøn disse dyre Midler til Lyksalighed! Den
Fortieneste med saa megen Selvfornægtelse at have be-
fordret det Gode, giver dit Væsen en uudsigelig Værd
der tillige vil være af uendelig Varighed. Saasnart
Døden forskaffer mig det, som Livet ikke kan, saa er
det min Pligt, mit Kald, at døe i Følge min Bestem-
melse. Da aleene kan vi angive dette Livs Værd, og
sammenligne det med andre gode Ting, naar vi be-
tragte det som et Middel til Lyksalighed. Men saa-
snart vi tilligemed Livet ogsaa miste vor Tilværelse,
saa ophører det at være et blot Middel; det bliver, Hen-
sigten, det sidste Maal for vore Ønsker, det høieste
Gode, som vi kunne stræbe efter, der for sin egen Skyld
bliver søgt, elsket og eftertragtet, og intet Godt i Ver-
den kan sættes i Ligning dermed, meget mindre fore-
drages det; thi det overgaaer da alle andre Betragtnin-
ger i Vigtighed. Jeg kan derfor umuelig troe, at et
Menneske, med hvilket Alting ved dette Liv var ude,
skulde, efter sine Grundsætninger, kunde opofre sig for
Fædrenelandets eller det ganske menneskelige Kiøns Vel.
Jeg er meget meere af den Meening, at der, saa ofte
Fædrenelandets Velgaaende uomgiengelig udfordrede
at en Borger maatte miste Livet eller ikkuns komme i
Fare for at miste det, da efter denne Forudsætning
maatte opkomme en Krig imellem Fædrenelandet og
denne Borger, og det, som er det selsomste, en Krig,
der paa begge Sider er retfærdig; Thi har ikke Fædre-
nelandet Ret til at fordre af enhver Borger, at han
skal opofre sig for det Heeles Vel? Hvem ville nægte
det? Men Borgeren har den lige modsatte Ret,
saasnart Livet er hans høieste Gode. Han kan, han
tør, ja han er, i Følge disse Grundsætninger, forbun-
den til at giøre det, at søge sit Fædrenelands Undergang,
for at forlange sit allerdyreste Liv nogle Dage. Ethvert
moralsk Væsen tilkommer, efter denne Forudsætning,
en Ret, at foraarsage den heele Verdens Undergang,
naar han kuns kan forlange sit Liv, det er, sin Tilvæ-
relse. Samme Ret have alle dens Medvæsener. Hvil-
ken almindelig Opstand! hvilken Sammenrottelse!
hvilken Forvirring i den sædelige Verden! En Krig,
der paa begge Sider er retfærdig, en almindelig Krig
imellem alle moralske Væsener, hvor ethvert virkelig
har Retten paa sin Side, en Strid, der i og for sig
selv, endog af den allerretfærdigste Dommer i Verden,
ikke efter Ret og Billghed kan adskilles: Hvad kan
være urimeligere?
Naar alle de Meeninger, hvorom Menneskene no-
gensinde have været ueens og i Tvivl, skulde bringes
for Sandhedens Trone: hvad synes eder, mine Ven-
ner! ville denne Guddom ikke strax kunne dømme og
uigienkaldelig fastsætte, hvilken Sætning der var sand
og hvilken vildfarende?
Ganske uimodsigelig! thi i Sandhedens Rige gives
ingen Tvivl, ingen Anseende, ingen Tænken, ingen
Meenen; men Alting er aabenbare sandt eller aabenbare
vildfarende og falskt.
Enhver vil og indrømme mig dette, at den Lære
nødvendig maae være falsk, der ikke kan bestaae, naar
vi ikke i Sandhedens Rige selv antage Modsigelser,
uophørlige Tvivl, eller uafgiørlige Uvisheder: thi i
dette Rige hersker den allerfuldkomneste Harmonie, der
slet ikke ved noget kan blive afbrudt eller forstyrret.
Nu har det med Retfærdigheden selvsamme Beskaffenhed:
for dens Trone blive alle Tvistigheder, alle Stridigheder
om Ret og Uret, ved evige og uforanderlige Regler af-
giorte. Der er ingen Sag stridig og uvis, ingen Ret-
tigheder tvivlsomme; der findes aldrig to moralske Væ-
sener, der have lige Ret til den samme Sag. Alle disse
Svagheder har det kortsynede Menneske arvet, der ikke
tilbørlig indseer Grundene og Modgrundene, eller ikke
kan veie dem imod hinanden. I den allerhøieste Aands
Forstand staae alle de moralske Væseners Pligter og Ret-
tigheder, ligesom alle Sandheder, i den. fuldkomneste
Harmonie. Ald Strid imellem Forpligtelser, ald Kol-
lision imellem Pligterne, der kan sætte et indskrænket
Væsen i Tvivl og Uvished, finder her en uigienkaldelig
Paakiendelse; og en lige Ret og Modret er i Guds
Øine ikke mindre urimelig end en Sætning og Mod-
sætning, Virkelighed og Uvirkelighed, hvilke begge paa
eengang ikke kunne tilkomme eet Formaal. Hvad skal
vi altsaa sige om en Meening, der ved saa sikkre Føl-
ger fører os paa slet sammenhængende og urimelige Be-
greber? Kunne de blive antagne for Sandheds Trone?
Min Ven Crito vilde for nogle Dage siden ikke
tilstaae mig, at jeg skyldede Repupliken og Lovene, at
underkaste mig den Straf, som var mig paalagt. Der-
som hans Tænkemaade ikke er mig ubekiendt,
saa syntes han aleene derfor at staae i Betænkning, for-
di han holdt Dommen, der var afsagt over mig, for
uretfærdig. Naar han vidste, at jeg virkelig havde giort
mig skyldig i den Forbrydelse, hvorfore jeg er bleven an-
klaget, saa vilde han ikke tvivle paa, at Republiken jo
var berettiget til at straffe mig paa Livet og at det alt-
saa var min Pligt, at lide denne Straf. Har Repu-
bliken, som enhver anden moralsk Person, Ret til at
straffe den der giør den Overlast, *) og naar de mil-
*) Den Ret, at giengielde en Fornærmelse ved at
tilføie Fornærmeren et physisk Onde, finder og
Sted i Naturens Stand, og grunder sig ikke, som
nogle Philosopher meene, paa den selskabelige Ac-
cord, og er uafhængende fra den indførte Eien-
doms-Ret. Mennesket er ogsaa i Naturens Stand
forbunden til at sørge for sin Opholdelse, Sund-
hed og Fuldkommenhed, og har en Ret til at be-
tiene sig af det tilladte Middel hertil. Han kan
ogsaa afholde andre fra at være ham hinderlig i
denne Rets uskyldige Udøvelse. Han har altsaa en
fuldkommen Ret til at fordre af enhver anden,
at de ikke fornærme ham, og endelig, for at
undgaae videre Fornærmelse, at betiene sig af
Straffen. Straffens Grader rette sig efter For-
nærmelsens Størrelse, og fornemmelig efter den
Sandsynlighed, at de, blive tilstrækkelige til at be-
skytte for Uret i Fremtiden. Derfore ere og Døds-
straffe retfærdige, naar de mildere ikke blive tilstræk-
kelige. Hvem der i Naturens Stand nedriver
mig min Hytte, giør mit Vand mudret, eller ka-
dere Straffe ikke kunne giøre det, endog at straffe ham
paa Livet: saa maae den Fornærmende ogsaa efter den
strængeste Retfærdighed være forbunden til at taale denne
Straf. Uden denne lidende Forbindtlighed var hiin
Ret kuns en tom Tone, Ord uden Mening og Be-
tydning. Lige saa lidet som der i den physiske Verden
gives en Virken uden en Liden: lige saa lidet kan deri
den moralske Verden tænkes en Rettighed paa en Per-
son, uden en Forbindtlighed hos ham. *)
ster en Steen efter mig for at beskadige mig, den
kan jeg med Rette straffe, Uagtet endnu ingen
Eiendoms-Ret er indført, ingen selskabelig Accord
er indgaaet imellem os. Ikke heller vil vel nogen
nægte, at enhver Stat har Ret til at straffe en
Udlænding, der har fornærmet den, omendskiønt
han ikke staaer i noget selskabeligt Forbund med
denne Stat. Ja Staterne imellem sig selv ind-
rømme hinanden en Ret til at straffe, omend-
skiønt de meget ofte leve imellem sig selv i Natu-
rens Stand.
*) Den Stærkeres Lov kan i Sandhedens Rige ikke
afgiøre nogen Sag. Magt og Ret ere Begreber
af saa forskiellig Natur, at Magten lige saa lidet
kan føde en Ret, som Retten en Magt. En Ret
paa den eene, uden Forpligtelse paa den anden Si-
de, maatte afgiøres ved Magten, og dette er uri-
meligt. Naar Forældre have den fuldkomne Ret
til at fordre Lydighed af deres Børn, saa maae
disse igien paa deres Side være forbundne til at be-
vise dem Lydighed. Ere Børnene berettigede til,
saa lange de ikke kunne sørge for dem selv, at fordre
Jeg tvivler ikke paa, mine Venner! at Crito og
I alle stemme overeens med mig heri. Men saaledes
kunde vi ikke tænke, naar Livet var os alle Ting. I
Følge denne vildfarende Meening laae den afskyeligste
Misdæder ingen Forpligtelse paa, at lide sin velfortiente
Straf, men naar han ved Republiken havde forbrudt
sit Liv, saa er han befriet til at ødelægge sit Fædrene-
land, der vil hans Undergang. Det, som er skeet, kan
ikke meere ændres, Livet er hans høieste Gode: hvorle-
des kan han foredrage Republikens Vel derfor? Hvor-
ledes kan Naturen foreskrive ham en Pligt, der ikke
sigter til hans høieste Gode? Hvorledes kan han være
forbunden til at giøre eller lide noget, der strider mod
hans ganske Lyksalighed? *) Det vil altsaa være ham
tilladt, ja endog paaligge ham som en Pligt, ved Ild
og Mord at forvirre Staten, naar han derved kan red-
de sit Liv. Men hvorved har dette Skarn faaet denne
deres Pleie af Forældrene, saa maae det og paa-
ligge Forældrene, at sørge derfor. Den ufuldkom-
ne Ret forudsætter paa den anden Side en ufuld-
kommen Forbindtlighed. Hvem der ikke er ganske
fremmed i de første Grunde til Natur-Retten, kan
umuelig tvivle paa disse Sætninger.
*) Alle de Pligter, som Naturen foreskriver Men-
neskene, maae have det høieste Gode til Maal.
Er Lyksaligheden vores høieste Gode, saa er det vo-
res Pligt i Livet, at stræbe efter Lyksalighed. Men
er Livet selv det høieste Gode, saa kan det aldrig bli-
ve nogen Pligt, at miste Livet.
Rettighed? Førend han begik den strafværdige Forbry-
delse, var han forbunden til som Menneske, at befor-
dre Menneskenes Vel, som Borger sine Medborgeres
Lykke. Hvad kan nu vel have befriet ham fra denne
Forbindtlighed, og derimod givet ham den modsatte
Ret, at ødelægge Alting om sig? Hvad har foraarsa-
get denne Forandring i hans Pligter? Hvem under-
staaer sig at svare? Den begangne Forseelse selv.
En anden ulyksalig Følge af denne Meening er, at
dens Tilhængere og endelig nødes til at nægte Guds
Forsyn. Da Menneskenes Liv, efter deres Tanker,
er indskrænket imellem de snevre Grændser af Fødsel og
Død, saa kan de med deres Øine forfølge og ganske
oversee sammes Løb. De har altsaa tilstrækkelig Kund-
skab om Tingene, til at bedømme Forsynets Veie; om
der gives noget. Nu bemærke de i denne Verdens
Tildragelser adskilligt, der just ikke aabenbare stemmer
overeens med det Begreb, som vi maae giøre os om
Guds Egenskaber. Meget modsiger hans Godhed;
meget hans Retfærdighed, og undertiden maatte man
troe, at Menneskets Skiebne var anordnet af en Aar-
sag, der sandt Behag i det Onde. I Menneskets phy-
siske Deele opdage de lutter Orden, Skiønhed og Har-
monie, de allerviiseste Hensigter og den fuldkomneste
Overeenstemmelse imellem Middelet og Hensigten; Lut-
ter synlige Beviiser paa den guddommelige Viisdom og
Godhed. Men i Menneskenes selskabelige Liv ere,
saavidt vi kan oversee, Sporene af disse guddommelige
Egenskaber ganske ukiendelige. Triumpherende Laster,
kronede Ondskaber, forfulgt Uskyldighed, undertrykt
Dyd, er i det mindste ikke sielden; De Uskyldige og
Retfærdige lide lige saa ofte som Misgierningsmænd;
Oprør lykkes lige saa ofte som den viiseste Lovgivning,
og en uretfærdig Krig lige saa godt som Uhyrers Øde-
læggelse, eller et andet velgiørende Foretagende, som
sigter til det menneskelige Kiøns Beste; Lykke og Ulykke
treffer Gode og Onde uden mærkelig Forskiel, og maae,
i det mindste i dsse Sophisters Øine, synes at blive
uddeelt iblant Menneskene ganske uden Hensigt til Dyd
og Fortieneste. Naar et viist, godt og retfærdigt Væ-
sen Bekymrede sig om Menneskenes Skiebne, og ord-
nede dem efter sit Velbehag: ville da ikke i den moral-
ske Verden herske samme viise Orden, som vi beundre i
den physiske?
Vel torde mangen een sige: „Disse Klager reise sig
„blot af misfornøiede Gemytter, hvilke hverken Guder
„eller Mennesker have nogensinde kunnet giøre til Maa-
„de. Opfylder dem alle deres Ønsker, sætter dem paa
„Lyksaligheds Spidse, de finde dog altid i deres Hier-
„tes mørke Afkroge Egensindighed og ond Lune nok
„til at beklage sig over deres Velgiørere selv. I et
„Maadeligt og nøisomt Menneskes Øine ere denne Ver-
„dens Goder ikke saa ulige uddeelte, som man troer.
„Dyden har for det meeste en indvortes Selvberoeli-
„gelse til Følge, som er den en sødere Belønning, end
„Lykke, Ære og Rigdom. Den underliggende Uskyl-
„dighed ville maaskee sielden ønske sig i Tyrannens
„Sted, som sætter Foden den i Nakken; den maatte
„kuns alt for dyrt, med indvortes Uroelighed, kiøbe
„denne i Øiet faldende Lykke. Overhoved, hvem der
„giver meere Agt paa Menneskernes Følelser end paa
„deres Domme, den vil finde deres Tilstand ikke nær
„saa meget værd at beklage, som de i deres almindelige
„Samtaler udraabe den for.” Saaledes torde man-
gen een sige, for at redde det viise Forsyns Veie i Natu-
ren. Men alle disse Grunde har kuns i det Fald en
Vægt, naar ikke Alting med dette Liv er ude for os,
naar vores Haab strækker sig ud i det Uendelige. I
dette Fald kan det, ja det maae for vores Lyksalighed
være meget vigtigere, naar vi herneden stride med
Ulykke, naar vi lære og øve Taalmodighed, Stand-
haftighed og Hengivelse i den guddommelige Villie, end
naar vi i Lykke og Overflødighed forglemme os selv.
Om jeg og under tusinde Piinsler ender Livet, hvad
skader det? Har ikkun min Siæl derved erhvervet sig
den lidende Uskyldigheds Skiønhed, saa har den ald sin
Pine med Renter betalt. Smerten er forgiengelig og
Lønnen af evig Varighed. Men hvad holder den ska-
desløs, der under disse Piinsler opgiver sin ganske Til
værelse, og med det sidste Aandedrag lader alle de Siæ-
lens Skiønheder fare, som han ved dennee Kamp har
erhvervet sig? Er slige et Menneskes Skiebne ikke
grusom? Kan den være retfærdig og god, der har an-
ordnet det saaledes? Og sæt endog, at Medvidenhed
om Uskyldighed kunde veie op imod alle smertelige Følel-
ser, ja imod den Dødsangest selv, som den Uskyldige
lider af sin Forfølgers Hænder: skal da hiin Volds-
mand, hiin Overtræder af de guddommelige og menne-
skelige Rette, saaledes fare bort, uden nogensinde at blive
udrevet af den blinde Forstokkenhed, hvori han har levet,
og erlange bedre og rigtigere Begreber om det Gode og
Onde? uden nogensinde at mærke, at denne Verden
regieres af et Væsen, der finder Behag i Dyd? Naar
intet tilkommende Liv er at haabe, saa kan man lige
saa lidet retfærdiggiøre Forsynet over Forfølgeren som
over den Forfulgte.
Ulykkeligvis blive mange ved disse tilsyneværende
Vanskeligheder forførte til at nægte forsynet. Det al-
lerhøieste Væsen, troe de, bryder sig slet intet om Men-
neskenes Skiebne, saa meget det end har bekymret sig
om deres physiske Naturs Fuldkommenheder. Dyd og
Last, Uskyldighed og Forbrydelse, hvem der ærer og hvem
der spotter det, sige de, ere i dette Væsens Øine fuld-
kommen lige; og hvad for andre saavel latterlige som
strafværdige Meeninger der gives, som man nødvendig
maae falde paa, naar man tager feil af Veien til Sand-
hed. Jeg holder det for overflødigt, mine Venner!
vidtløftig at tale om disse Meeningers slette Grund, da
vi alle ere forsikrede om, at vi staae under den guddom-
melige Beskiermelse, og erlange det Gode af dens Hæn-
der, ligesom og det Onde ikke uden dens Tilladelse.
Derimod vide vi en sikrere og lettere Vei til at
rede os ud af denne Labyrinth. I vore Øine nægter
lige saa lidet det Moralske som det Physiske i Verden
sin Skabers Fuldkommenhed. Ligesom, i den physiske
Verden, Uordentligheder i Deelene, Storme, Uveir,
Jordskiælv, Oversvømmelser, Pest o.s.v., opløser sig
i Fuldkommenheder hos det umaalelige Heele: Ligesaa
i den moralske Verden, i Menneskenes Tilfælde og
Hændelser, tiener og ald timelig Mangel til evige Fuld-
kommenheder, forgiengelig Urigtighed til varig Forbe-
dring, ja Lidelserne selv forvandle sig til blotte Øvelser,
der ere uundværlige for Saligheden. For at betragte
et eeneste Menneskes Skiebne i sit behørige Lys, maatte
vi kunne oversee det i den ganske Evighed. Da først
kan vi undersøge og bedømme Forsynets Veie, naar vi
kan bringe et fornuftigt Væsens evige Vedvarelse under
een eeneste paa vor Svaghed sig passende Syns-
punkt: Men værer forsikrede om, mine Elskelige! da
vil vi hverken dadle, eller knurre, eller være utaalmo-
dige; men fulde af Forundring see og tilbede denne
Verdens Beherskers Viisdom og Godhed.
Mine Venner! Af alle disse Beviisgrunde tilsam-
mentagne opvoxer den tilforladeligste Forsikring om et
tilkommende Liv, der fuldkommen kan tilfredsstille vort
Sind. Evnen til at føle er ikke en Beskaffenhed hos
Legemet og dets siine Bygning, men bestaaer for sig
selv. Dette Væsen er enkelt og følgelig uforgiengeligt.
Endog den Fuldkommenhed, som denne enkelte Sub-
stants erhverver sig, maae, i Henseende til sig selv,
være af uophørlige Følger, og immer giøre den dygti-
gere til at opfylde Guds Hensigter i Naturen. I Be-
synderlighed hører vores Siæl, som et fornuftigt og
efter Fuldkommenhed stræbende Væsen, til det Slags
Aander, der indeholde Hensigten med Skabningen, og
aldrig ophøre at beobagte og beundre de guddommelige
Gierninger. Begyndelsen til deres Tilværelse er, som
vi see, en Bestræbelse og Fremgang fra een Grad i Fuld-
kommenhed til en anden; deres Væsen er i Stand til
at modtage denne uophørlige Tilvext; deres Drift har
det øiensynligste Anlæg til Uendelighed, og Naturen
frembyder for deres ulæskelige Tørst en uudtømmelig
Kilde. Fremdeles have de, som moralske Væsener, et
System af Pligter og Rette, der ville være fuldt af
Urimeligheder og Modsigelser, naar de skulle blive hin-
drede og stødte tilbage paa Fuldkommenhedens Vei. Og
endelig henviser den tilsyne værende Uorden og Urime-
lighed i Menneskenes Skiebne os til en lang Række af
Følger, i hvilken alt det opløser sig, som her synes indvik-
let. Den, som her med Standhaftighed og ligesom til
Trods for Ulykken opfylder sin Pligt, og taaler Mod-
gang med Overgivelse i den guddommelige Villie, maae
endelig nyde Løn for sine Dyder, og den Lastefulde kan
ikke fare herfra, uden paa een eller anden Maade at
blive bragt til Kundskab om, at slette Handlinger ikke
er Veien til Lyksalighed. Med eet Ord: det ville stride
imod alle Guds Egenskaber, hans Viisdom, hans
Godhed, hans Retfærdighed, naar han havde skabt de
fornuftige og efter Fuldkommenhed stræbende Væsener
aleeneste til en kort og endelig Vedvarelse.
Vel kunde een af eder sige: „Got, Socrates!
„du har viist os, at vi kan trøste os ved et tilkom-
„mende Liv: men siig os ogsaa, hvor skal vore fra-
„skilte Siæle opholde sig? hvad for et Sted i den
„tynde Luft skal de beboe? hvormed skal de beskieftige
„sig? paa hvad Maade blive de Dydige belønnede
„og de Lastefulde bragte til bedre Kundskab?
Naar nogen spørger mig herom, saa svarer jeg:
Ven! du fordrer meer end mit Kald er. Jeg har ført
dig igiennem alle denne Labyrinths Krumveie, og viser
dig her Udgangen: her ender mit Kald sig. Andre
Veivisere maae nu føre dig videre. Om de Ugudeli-
ges Siæle skal lide Frost eller Heede, Hunger eller
Tørst, om de skal omvelte sig i det acherusiske Mo-
rads, om de skal henbringe deres Tid i det øde Tarta-
rus eller i Pyriphlegetons Luer, til de blive luttrede;
Om de Salige skal paa een af lutter Guld og Edelsteene
glimrende Jord indaande den reeneste Himmelluft,
og soele sig i Morgenrødens Glands; eller om de skal
hvile i en evig Ungdoms Arme, og lade sig søde med
Nectar og Ambrosia: Alt dette, mine Venner! veed
jeg ikke. Vide vore Digtere og Fabellærere det bedre,
saa maae de forsikre andre derom. Maaskee det dog
ikke kan skade, naar visse Folkes Indbildningskraft paa
slig en Maade bliver anstrenget og giort opmærksom.
Hvad mig angaaer, saa lader jeg mig nøie med den
Overbeviisning, at jeg evig skal staae under guddom-
melig Omhue, at hans hellige og retfærdige Forsorg
skal være: over mig i hiint, lige saavel som i dette Liv,
og at min sande Lyksalighed skal bestaae i min Siæls
Skiønheder og Fuldkommenheder, som ere: Maadelig-
hed, Retfærdighed, Friehed, Kiærlighed, Velvillig-
hed, Guds Kundskab, hans Hensigters Befordring, og
Overgivelse i hans hellige Villie. Disse Saligheder
vente paa mig i hiint Tilkommende, hvorhen jeg iiler,
og meere behøver jeg ikke at vide, for med trøstefuldt
Mod at antræde den Vei, som farer mig derhen. I,
Simmias, Cebes, og øvrige Venner! skulle følge mig,
hver paa sin Tid. Allerede Vinker den ubevægelige
Skiebne efter mig, som en Sørgespil-Digter ville sige.
Det er Tid, at jeg gaaer i Bad; thi jeg holder det
for anstændigere, først efter Badet at tage Giften
ind, for at spare Qvinderne den Umage at vaske mit
Liig.
Da Socrates havde udtalt, tog Crito Ordet og
sagde: Velan! hvad har du at efterlade dine Venner
eller mig, angaaende dine Børn eller huuslige Anlig-
gender? hvormed kan vi leve dig til Behag?
Naar I, svarede han, saaledes leve, som jeg for-
længst haver formanet eder. Jeg har intet Nyt at læg-
ge til. Har I Agtelse for eder selv, saa vil I vist leve
baade mig, mine og eder selv til Behag, om I end
ikke love det; men foragter I eder selv, og ikke vil føl-
ge det Spor, som eder i Dag og i forrige Tider er
fotetegnet: saa kan det ikke hielpe, om I end nu love
nok saa meget.
Vi vil, sagde Crito, med alle Kræfter stræbe at
adlyde dig, min Socrates! Men hvorledes skal vi
behandle dig efter din Død?
Som I vil, svarede Socrates, om I kuns har
mig, og jeg ikke undviger eder. — Dermed saae han os
smilende an, og sagde: Jeg kan ikke faae Crito til at
troe, at denne er egentlig Socrates, som nu taler, og
en Tidlang haver underholdet eder med Samtale: han
troer endnu bestandig, at det Liig, som I snart vil
faae at see og hvori jeg endnu er indhyllet, er Socra-
tes, og derfor spørger han, hvorledes han skal begrave
mig. Alle de Grunde, som jeg hidindtil har anført
for at bevise, at jeg, saasnart Giften har virket, ikke
meere bliver hos eder, men overføres i de Lyksaliges Bo-
liger, synes ham at være en blot Opfindelse for at trøste
eder og mig, Værer saa gode, mine Venner! og væ-
rer Borgen hos ham for det Modsatte af det, som han
har været Borgen for hos Dommerne. Han har sagt
god for mig, at jeg ikke skulle undløbe, nu maae I
sige god for, at jeg strax efter min Død forføier mig
bort, at han kan see mit Liig opbrændes og nedsænkes i
Jorden, uden at bedrøves derover, som om mig en stor
Ulykke vederfoeres. Ikke heller maae han ved min Liig-
begiengelse sige: man lægger Socrates paa Baaren,
man bærer Socrates bort, man jorder Socrates. Thi
viid, min kiære Crito, slige Taler ere ikke aleene Sand-
heden modstridige, men endog en Fornærmelse mod den
fraskilte Siæl. Vær meget meere ved frit Mod, og
siig, at mit Liig bliver jordet. I det øvrige maae du
jorde det som dig behager, og som du troer at Lovene
føre det med sig.
Herpaa gik han ind i et Værelse tet ved, for at
vaske sig. Crito fulgde ham, og os bad han bie.
Vi underholdte os deels med det, som vi havde hørt,
igientoge, overveiede og eftertænkde nogle Grunde, for
tilbørlig at overbevise os derom; og deels betænkde vi
med trøstelos Forventelse den store Ulykke, som forestod
os. Thi det forekom os ikke anderledes, end som om
vi mistede vor Fader, og fra nu af maatte leve som fa-
derløse i Verden.
Saasnart han havde toet sig, bragde man ham sine
Børn (han havde tre, to smaae og et voxent), og
hans Huus-Fruentimmer traadde ind til ham. Han
underholdt sig med dem i Critos Nærværelse, sagde dem
hvad han havde at sige, lod derpaa Qvinderne og Bør-
nene gaae bort, og kom igien ud til os. Det var nu
imod Soelens Nedgang, thi han havde opholdt sig no-
get længe i Sideværelset. Han satte sig ned, men
talede meget lidet; thi strax kom de elleve Mænds Dra-
bant, som stillede sig ved Siden af ham, og sagde:
Socrates! hos dig bliver jeg noget ganske andet vaer,
end hos andre Fordømte. De pleie at ophidses og ban-
de mig, naar jeg paa Øvrighedens Befalning forkyn-
der dem, at det er Tid at drikke Giften; men du fore-
kommer mig at være den fornuftigste Mand, der nogen-
sinde har betraad dette Sted, og nu fornemmelig fore-
kommer du mig saaledes. Jeg veed vist ogsaa, at du
ikke er fortrydelig paa mig, men paa dem, (du Kien-
der dem nok), som have Skyld deri. Nu mærker du
vel, Socrates! hvad for et Budskab jeg har at bringe
dig. Hold dig brav, og liid med Taalmodighed hvad
der ikke er at ændre. Dette sagde han, vendte sig om
og græd. Socrates saae sig om efter ham, og sagde:
Lev vel, min Ven! vi vil giøre hvad du forlanger.
Derpaa sagde han til os: Hvilken retskaffen Mand!
han har ofte besøgt mig, ja undertiden holdt Samtale
med mig. Det er et got og ærligt Menneske, see!
hvor oprigtig han nu græder for mig! Men Criton! vi
maae i Gierningen adlyde ham: Lad Giften bringes,
om den er færdig, hvis ikke, saa lad ham lave den til
rette.
Hvi saa hastig, min kiære Socrates! sagde Crito,
jeg troer, at Soelen endnu skinner paa Biergene og
ikke er nedgaaet. Andre pleie, efter denne Forkyndelse,
endnu længe at vente førend de drikke Giften, og i For-
veien at giøre sig tilgode, æde, drikke, ja endog øve
Elskov. Vi kan vel endnu vente et Stund.
Det maae de giøre, Crito! svarede Socrates,
der holde enhver liden Opsættelse for Gevinst; men jeg
har mine Grunde til at giøre det Modsatte: Jeg troer
ikke at vinde noget ved at forhale, og ville forekomme
mig selv latterlig, naar jeg nu vilde være gierrig og
karrig med mit Liv, da det ikke meere er mit. Giør
mig derfor min Villie og ophold mig ikke.
Herpaa gav Crito Drengen, der stod hos ham, et
Vink. Drengen gik ud, og opholdt sig noget med at
tillave Giften, og bragde derpaa Manden ind, der-
havde Giftbægeret i Haanden, for at række Socrates
det. Socrates saae ham komme, og sagde: Gode
Mand, giv hid! Men hvorledes skal jeg forholde mig
herved? du veed det vel? Ikke anderledes, svarede
denne, end efter at du har drukket det, at gaae op og
ned indtil Fødderne blive dig tunge; da kan du lægge
dig ned: dette er alt. Hermed rakde han ham Bæge-
ret. Socrates tog det, kiære Echecrates! med saadan
Frimodighed, uden Bævelse, uden i det mindste at
forandre Farve eller sit Ansigtes Træk, saae stivt paa
Manden, og sagde: Hvad meener du? tør man vel
ofte Guderne nogle Draaber heraf til Takoffer? Der
er, svarede Manden, kuns netop saa meget, som nø-
digt er. Saa maae det være, blev Socrates ved,
men en Bøn kan jeg dog giøre til dem: I som kal-
der mig, I Guder! skienker mig en lykkelig
Reise! Med disse Ord satte han Bægeret til Munden,
udtømde det roelig og frimodig.
Hidindtil havde endnu mange af os kundet holde os
men da vi saae ham sætte det til Munden,
at drikke og udtømme det, da var det ikke mueligt.
Hos mig selv dryppede ikke Taarerne, men udgydede
sig som i Strømme, ja jeg maatte indsvøbe mit Ansigt
i min Kiortel, for ubehindret at kunne græde, ikke over
ham, men over mig selv, at jeg havde den Ulykke at
miste saadan en Ven. Crito, der, endog førend jeg, ikke
kunde holde sine Taarer, stod op og vankede omkring i
Fængselet; og Apollodorus, der mestendeels den heele
Tid havde grædt, begyndte nu overydt at hyle og jamre
sig, saa at enhvers Hierte deraf maatte briste. Kuns
Socrates blev ubevæget, og raabde til os: Hvad giøre
I? Kleinmodige! Jeg har just bortsendt Qvinderne,
for at de ikke her skulde saaledes klage og hyle; thi jeg
har ladet mig sige, at man maatte søge at opgive Aan-
den under Velsignelser og gode Ønsker. Værer altsaa
roelige, og viser eder som Mænd!
Da vi mærkede dette, skammede vi os og hørde op
at græde. Han gik op og ned, indtil Fødderne bleve
tunge paa ham, derpaa lagde han sig ned paa Ryggen,
som Slaven havde raadet ham. Strax derpaa rørde
Manden, som havde bragt Giften, ham med Hæn-
derne, og følede paa hans Fødder og Hofter. Han
trykde hans Fod, og spurgde, om han følde det? Nei,
svarede han. Han trykkede hans Been, men slap igien,
og gav os at forstaae, at han var kold og stiv. Han
følede paa ham igien, og sagde: Saasnart det kommer
ham til Hiertet, vil det være ude med ham. Nu be-
gyndte allerede Underlivet at blive koldt. Socrates tog
da Dækket lidt tilside, thi man havde tildækket ham,
og sagde til Criton, (disse vare hans sidste Ord): Ven!
forglem ikke at bringe Helbredelsens Gud en Ha-
ne, thi vi ere ham een skyldige. Det skal skee,
svarede Criton; Har du intet meere at efterlade dig?
Herpaa fulgde intet Svar. Noget efter yttrede sig
krampagtige Bevægelser. Manden tog da Dækket
reent af ham, og hans Øine bleve stive. Da Criton
saae det, trykkede han Munden og Øinene til.
Dette, o Echecrates! var vor Vens Endeligt;
en Mands, der af alle de Mennesker, som vi kiendte,
uimodsigelig har været den retskafneste, viiseste og
retfærdigste.
I. Lindgrens Enke, ved F. H. Lillie.
