— 113 —
mere med denne Familie, men da De velsagtens engang mundtlig vil forlange en Fortsættelse, vil jeg hellere straks pr. Brev meddele Dem Slutningen og hermed lade denne Sag være ude af Verden.
Jeg fortæller saa nøgtern og koldt, som det er mig muligt.
Da Frk. Frank i Forgaars mødte ved Kroen for at hente mig, var hun klædt i en graatærnet ulden Kjole og havde en Rejsetaske i Haanden. Jeg tilstaar, at denne Taske gjorde mig en Smule glad. Hendes Tilsynekomst vakte en Del Opsigt i Krostuen, og da min ellers smilende Vært førte hende op paa mit Værelse, var hans Ansigt stramt-alvorligt.
Hun syntes noget utaalmodig, hvad der fik mit Hjerte til at banke. Nogle Minutter senere spaserede vi ned ad den sandede Vej, og jeg fik Lejlighed til at sige hende nogle Komplimenter; disse modtog hun med samme Ligegyldighed som den, hvormed en Sparebøsse sluger Smaapenge.
Da vi havde gaaet lidt, begyndte hun imidlertid at spørge mig ud om Hovedstaden.
