98
VII.
Lyset tager langsomt til, jo længer fra Mørket, desto langsommere. Den højeste Styrke, det naaer, er dog kun en klar Dæmring; saa er Paradiisglandsen forhaanden. Men endnu skal denne være langt borte. Tiden gaaer, som den kan, under Sorg og Savn og Kval. Du maa ikke tro, at, fordi jeg formaaer at adsprede Dig, jeg ogsaa er istand til at adsprede mig selv. Ak, det er et Skin, som alt Andet heri Helvede! Tiden gaaer, javist gaaer den; men det giver ingen Lise. I Verden var det dog altid en Trøst, at Tiden vilde faa Ende. Men her —— det er det Forfærdelige — her faaer den aldrig Ende!
Iblandt de Smaating, jeg i Verden satte extra
Priis paa, var ogsaa den, som eenlig Herre at skaffe
mig Adgang til de mindre Damesammenkomster, som
Man kaldte Kaffe- og Theeselskaber. Sladderen, som
der gik for sig i hele sin Frihed og Fylde, havde noget
ualmindelig tiltrækkende for mig. Det forstaaer sig, at